Kampen om mellemskolen

Almenskoleloven betød en vækst på realskoleområdet (jf. kapitlet om realskolens økonomi og ejerforhold), hvor mange mellem- og realskoler blev grundlagt i disse år.

C. Christensen-Dalsgaard stillede sig dog i 1904 tvivlende over for en opblomstring af mellemskoler: »at mange af de Skoler, som møjsommeligt har stræbt opad mod det for dem hidtil uopnaaelige Maal at blive Realskoler, nu slaar sig til Ro med at blive Mel-lemskoler er ogsaa forklarligt. Men at der i særlig stort Tal skulde opstaa MelMel-lemskoler - - Dog den, som lever, faar det at se«.¹⁵⁵ En opgørelse fra 1912 viser, at af 59 kom-munale mellem- og realskoler var de 38 oprettet 1901-1911, mens hovedparten af de 85 private mellem- og realskoler stammede fra perioden før almenskoleloven; kun 17 var oprettet efter 1901. Der var stadig 20 skoler (7 kommunale og 13 private), som i 1912 fulgte 1895-anordningen. Holstebro Kommune lavede i 1905 undersøgelse af

»Mellemskolespørgsmaalet«. Ud af 64 købstæder havde de 35 en kommunal mel-lemskole eller en kommunal realskole, som i løbet af få overgik til at blive mellem- og realskole. I 4-6 byer af disse købstæder havde man dannet mellemskolen ved køb af den private realskole. I 11 byer var en kommunal realskole under overvejelse, mens det i de resterende 18 byer ikke var aktuelt for tiden.¹⁵⁶

I årene, der fulgte efter 1903, blev mellemskolen genstand for omfattende debat mellem tilhængere og modstandere af den nye skoleform.¹⁵⁷ Blandt de forhold, der blev diskuteret, var mellemskolens placering i uddannelsesstrukturen – udgjorde mellemskolen den øverste del af folkeskolen eller den nederste del af gymnasiet? Og hvordan var forbindelsen til folkeskolen? Dertil kom anklagerne om, at mellemskolen greb ned i folkeskolens øverste klasser og tog de bedste elever. Endelig var der den gamle diskussion om afslutningsalderen: 14 eller 15 år.

To år efter lovens vedtagelse behandlede Københavns viceskoledirektør Niels

124

Bang mellemskolen og realklassen i to artikler. Bang var betænkelig ved det store ti-metal i mellemskolen (36 timer ugentligt). Ingen fag kunne rigtig undværes, men det gav også fagtrængsel, hvorved nogle fag ikke kom til deres ret. Grundfejlen var, at man havde villet bygge en moderne skole – mellemskolen – ovenpå en forskole – fol-keskolen – som i sit princip var traditionsbundet og forældet. Visse fag hørte egentlig til i folkeskolen, men der kunne man ikke flytte dem ned. Folkeskolen trængte derfor i overordentlig grad til en revision og reform. Bang kritiserede også, at man havde to eksamener på to år, hvilket var meget vanskeligt og upædagogisk, og derfor burde man have realeksamen uden foregående mellemskoleeksamen.¹⁵⁸

Fra realskolekredse lød der kritik af afslutning ved 15 års alderen. Sofus Madsen-Mygdal rettede i 1910 kritik af denne grænse og ville tilbage til 14-16-ordningen, dvs. afslutning ved 14 og 16 års alderen, for så ville »Ro, Orden og Mening i danske Skoleforhold« indtræde. Og han var ikke særlig glad for delingen ved 11 års græn-sen, som ifølge ham måtte »med ubøjelig Konsekvens – hvis ikke Mellemskolen i Folkeskolen allerede drages med Døden – føre til, at de Hundredtusender, der bliver tilbage i Folkeskolen, faar Sinkeundervisning i 11-14-Aars-Alderen og dermed Dum-mepeterstempel for Livstid«.¹⁵⁹

Overlærer Markus Hansen i Brønderslev formulerede problemet således, at de-lingen ved 11 års alderen og udvandringen i 14 års alderen skilte folkeskolens ele-ver i »A- og B-Klasser, Eliteklasser og Idiotklasser«. Lærer L.P. Poulsen, Masnedsund kommunale Skole, ønskede, at skoleplanerne og undervisningsplanerne i folkeskolen skulle lægges således tilrette, at folkeskolens børn kunne gå deres egen skole helt igennem og derefter have de samme betingelser for at få mellemskole- og realeksa-men i samme alder, som de, der havde skiftet skole i 11 års alderen. På den måde kunne man forhindre, at folkeskolen blev til en fattigskole og sinkeskole.¹⁶⁰ Bekym-ringen for folkeskolens ældste klasser blev også delt af Kultusministeriets folkeskole-konsulent N.A. Larsen, der i 1908 udtalte: »Men Interessen for Mellemskolen kan let komme til at gaa ud over Folkeskolen, saa denne bliver som en Plante, der visner i Toppen«. N.A. Larsen havde allerede i 1906 udtrykt sin bekymring over, at kun folke-skolen fra det 11.-14. år ville blive højnet, mens grundfolke-skolen til 11. år ville blive ladt tilbage.¹⁶¹

Også fra politisk hold lød der kritiske røster. Konseilspræsident Klaus Berntsen udtalte i 1910 en skarp kritik af mellemskolen: »Hvis den nuværende Jagt efter Eksamen bliver ved, saa maatte man … spørge: ’hvem skal pløje Markerne, og hvem skal Græsset slaa?’« Det var landbrugets gammelkendte bekymringer for, at det ville komme til at mangle arbejdskraft.¹⁶²

Mads Chr. Magelund, lærer ved Esbjergs kommunale skolevæsen, anså derimod de fleste angreb for værende forfejlede. Mellemskolen havde i virkeligheden været et stort fremskridt fra den gamle ordning, formindsket eksamensjageriet og givet anledning til en reform af undervisningen. Tilmed havde mellemskolen givet børn fra

»de smaa Hjem« lettere adgang til udvidet undervisning. Magelund var dog ikke blind for, at de største fordele af mellemskolen havde gymnasiet og realskolen, hvorimod den ikke bragte de fordele, som folkeskolen havde håbet på og havde krav på.¹⁶³

125 Mellemskolen var fremtidens folkeskole, mente S.L. Tuxen i 1911, men der var visse

problemer. Ved almenskoleloven var mellemskolen blevet en forgård til gymnasiet, men den burde rettelig være »Fortsættelse af og Afslutning paa Forberedelsesskolens Færdighedsundervisning«. I stedet skulle man ordne mellemskolens forhold set fra folkeskolens standpunkt, således at mellemskolen blev en udvidelse af folkeskolen og ikke som nu et gøgeæg i den hjemlige rede, som Tuxen udtrykte det.¹⁶⁴

Mellemskolen var også genstand for drøftelse på det landsmøde i oktober 1911 for 46 købstæders skolekommissioner og skoleudvalg, som Esbjerg Byråd havde indkaldt til. Formanden for Esbjergs skolekommission, pastor Chr. Bruun, fremlagde en kritik af den kommunale mellemskole, som opsummerede samtidens debat: 1) delingen af børnene i 11 års alderen, hvorved folkeskolen blev sprængt i to dele, 2) det store antal børn, som gik ud i 14 års alderen uden mellemskoleeksamen, og 3) mellemskolen var blevet ordnet ovenfra uden tilbørligt hensyn til folkeskolen. Chr. Bruun foreslog derfor, at mellemskoleeksamen skulle falde sammen med undervisningspligtens ophør, hvilket kunne gøres enten ved at sætte den undervisningspligtige alder op til 15 år, hvilket han dog ikke anså for muligt, eller ved at sætte mellemskoleeksamen til 14 års alderen. Alle børn skulle gå sammen til det 14. år, hvorefter de kunne vælge mellem en toårig realafdeling eller et firårigt gymnasium.¹⁶⁵

Georg Bruun talte på samme møde positivt om den kommunale mellemskole, som havde skaffet landet »en højere Børneskole, i hvilken det opdragende og udviklende Element er til Stede i et Omfang som aldrig tidligere«. Han var ikke blind for dens fejl, som bl.a. var for lang skoletid, fagtrængsel og for lidt plads til de praktiske fag (jf.

Niels Bangs udtalelser i 1905). Hertil kom, at mellemskolen var blevet planlagt af den lærde skoles lærere, men grebet af folkeskolen som en overbygning til samme, uden at man havde gjort sig klart, hvad det indebar. Endvidere var der det stadige problem med, at kun 40 procent af eleverne fuldførte hele mellemskolen.¹⁶⁶

På samme måde forsvarede viceskoledirektør i Københavns Kommune Niels Bang nogle år senere mellemskolen. Klagerne var overdrevne og misvisende, og når resultaterne var svage, var det ikke lovens skyld, men skolernes skyld. Der var dog problemer med at skaffe kvalificerede lærere, idet læreruddannelsen ikke slog til, ikke engang over for folkeskolen. Desuden anså Bang det for problematisk, at almindelig forberedelseseksamen havde fået lov til at bestå ved siden af realeksamen; man bur-de have ophævet bur-den gamle realskole for at give bur-den nye bedre kår. Enbur-delig krævebur-de den moderne skole mere tid, men den havde fået mindre i 1903. Han bragte derfor en otteårig højere skole i forslag: en firårig mellemskole for det 10.-14. år og derefter et firårigt gymnasium eller en toårig realklasse.¹⁶⁷

Også skoleorganisationerne beskæftigede sig med mellemskoleproblem atikken. Danmarks Lærerforening nedsatte januar 1911 et udvalg, som skulle se på ændringer i mellemskolen, men i 1913 forelå der stadig intet resultat.¹⁶⁸ I Realskoleforeningen diskuterede man ændringer i almenskoleloven på årsmødet i 1912 og på et delegeretmøde i 1913, hvor man fastholdt, at mellemskolen skulle slutte med en prøve og realskolen med en eksamen. Den foreslåede skoleform burde indgå som et naturligt led i den danske skoles ordning, uden at realskolens

126

selvstændighed derved svækkedes, og den ændrede almenskolelov med tilhørende bekendtgørelser alene skulle fastsætte målene, men ikke hvordan man skulle nå disse mål.¹⁶⁹ Til debatten i folke- og realskolekredse om mellemskolen sluttede en række universitetsprofessorer sig. De var bekymret for niveausænkning, om kvalitetskrav og sortering med hensyn til mellemskolen.¹⁷⁰

I november 1912 indsendte undervisningsinspektør F. Rønning indsendte et forslag til indretning af en ny realundervisning. Dette kunne ske enten ved mindre ændringer i anordningen om almindelig forberedelseseksamen eller ved indretning af en ny realundervisning bygget på folkeskolen ved siden af realskoleordningen af 1903. Departementschef A.P. Weis tog foranledning af Rønnings henvendelse til at udarbejde sit eget forslag om ændring af 1903-loven. Han forestillede sig dels fire etårige mellemklasser, hvis undervisning umiddelbart fortsattes i et treårigt gymnasium, dels en femårig realskole. Realskolens eksamen skulle svare til almindelig forberedelseseksamen. Forslaget ville betyde, at mellemskolen og dens eksamen bortfaldt, at realskolen ville komme til at indtage »en ganske anderledes selvstændig Stilling end hidtil«, og at der kun blev én afsluttende realeksamen, som kunne accepteres i samme omfang som almindelig forberedelseseksamen. Tuxen og Rønning udarbejdede derpå et lovforslag efter disse retningslinjer, men sagen blev af uvisse grunde henlagt.¹⁷¹

A.P. Weis’ forslag blev taget op til fornyet behandling i 1915, da ministeriet nedsatte en kommission under ledelse af Weis, som skulle tage en revision af almenskoleloven under overvejelse. Hovedtanken i kommissionens forslag var en firårig mellemskole (10-14 år), hvorfra man fortsatte i en toårig realskole (14-16 år) eller et firårigt gymnasium (14-18 år). Afslutningsalderen for børnene i mellemskolen var flyttet fra 15 til 14 års alderen for at få bugt med udtrædelserne, som man regnede med ville ophøre, når mellemskolens og den undervisningspligtige alders ophør faldt sammen.

Realklassen blev udvidet fra en etårig klasse til en toårig realskole for at få mere ud af forløbet.¹⁷² Realskolelærer i Nørre Åby Hans I. Hansen hilste forslaget velkommen, hvorimod C. Christensen-Dalsgaard vogtede over, at realskolens og realeksamens værdi ikke blev forringet ved ændringer i mellemskolen eller i gymnasiet.¹⁷³ Kommissionsbetænkningen forblev imidlertid et forslag og fik ikke nogen praktisk betydning.