Den Store Skolekommission

126

selvstændighed derved svækkedes, og den ændrede almenskolelov med tilhørende bekendtgørelser alene skulle fastsætte målene, men ikke hvordan man skulle nå disse mål.¹⁶⁹ Til debatten i folke- og realskolekredse om mellemskolen sluttede en række universitetsprofessorer sig. De var bekymret for niveausænkning, om kvalitetskrav og sortering med hensyn til mellemskolen.¹⁷⁰

I november 1912 indsendte undervisningsinspektør F. Rønning indsendte et forslag til indretning af en ny realundervisning. Dette kunne ske enten ved mindre ændringer i anordningen om almindelig forberedelseseksamen eller ved indretning af en ny realundervisning bygget på folkeskolen ved siden af realskoleordningen af 1903. Departementschef A.P. Weis tog foranledning af Rønnings henvendelse til at udarbejde sit eget forslag om ændring af 1903-loven. Han forestillede sig dels fire etårige mellemklasser, hvis undervisning umiddelbart fortsattes i et treårigt gymnasium, dels en femårig realskole. Realskolens eksamen skulle svare til almindelig forberedelseseksamen. Forslaget ville betyde, at mellemskolen og dens eksamen bortfaldt, at realskolen ville komme til at indtage »en ganske anderledes selvstændig Stilling end hidtil«, og at der kun blev én afsluttende realeksamen, som kunne accepteres i samme omfang som almindelig forberedelseseksamen. Tuxen og Rønning udarbejdede derpå et lovforslag efter disse retningslinjer, men sagen blev af uvisse grunde henlagt.¹⁷¹

A.P. Weis’ forslag blev taget op til fornyet behandling i 1915, da ministeriet nedsatte en kommission under ledelse af Weis, som skulle tage en revision af almenskoleloven under overvejelse. Hovedtanken i kommissionens forslag var en firårig mellemskole (10-14 år), hvorfra man fortsatte i en toårig realskole (14-16 år) eller et firårigt gymnasium (14-18 år). Afslutningsalderen for børnene i mellemskolen var flyttet fra 15 til 14 års alderen for at få bugt med udtrædelserne, som man regnede med ville ophøre, når mellemskolens og den undervisningspligtige alders ophør faldt sammen.

Realklassen blev udvidet fra en etårig klasse til en toårig realskole for at få mere ud af forløbet.¹⁷² Realskolelærer i Nørre Åby Hans I. Hansen hilste forslaget velkommen, hvorimod C. Christensen-Dalsgaard vogtede over, at realskolens og realeksamens værdi ikke blev forringet ved ændringer i mellemskolen eller i gymnasiet.¹⁷³ Kommissionsbetænkningen forblev imidlertid et forslag og fik ikke nogen praktisk betydning.

127 kår og sociale opgaver (skolebygninger, skolebespisning, skolelæger og -tandlæger)

taget under behandling.¹⁷⁴

Et af første emner, der blev taget op til drøftelse, var »Skolens Arkitektur«, dvs. opbygningen af og forbindelse mellem de forskellige dele af, hvad vi i dag ville kalde uddannelsessystemet. Her forelå der et forslag fra et underudvalg under kommissionen. Der var enighed i udvalget om, at der skulle være tre skoleformer:

en udelt folkeskole fra 7.-14. år, en realskole fra 14.-16. år og et gymnasium for børn i alderen 12-16 år. Til gymnasiet skulle der knyttes en realklasse for de børn, der i 14 års alderen måtte opgive at fuldende gymnasiet, således at de alligevel kunne få en afsluttende eksamen. Kommissionsmedlemmet, overlærer Markus Hansen var ikke begejstret for den foreslåede realklasse, »der jo vilde blive en Sinkeskole, og [han] vilde advare mod, at Realeksamen blev ordnet under Hensyn til denne svage Afdeling, idet det er meget vigtigt, at Realeksamen bliver saa god, at Etaterne vil acceptere den«.¹⁷⁵ På sin vis gentog han sin bekymring fra 1912 om, at eleverne blev delt i A- og B-klasser, jf. ovenfor.

Efter kommissionens forslag blev mellemskolen således opgivet, idet man samlede alle børn i folkeskolen frem til det 14. år undtaget de få, der skulle i gymnasiet. I kommissionen fandt man, at mellemskolen havde opfyldt sit formål som del af gymnasieskolen, men som led i den kommunale skole havde den vakt så liden tilfredshed, at man nu krævede den afskaffet eller ændret, således at den kunne indgå som en del af den kommunale barneskole til 14 års alderen. Kommissionens store flertal tilsluttede sig denne opfattelse og besluttede derfor at nedlægge mellemskolen.¹⁷⁶

Et underudvalg under kommissionen med skolebestyrer Kr. Hatt som formand udarbejdede et forslag til lov om realskoler, som først blev diskuteret i efteråret 1922, fordi man gerne ville se, hvordan forslagene om folkeskolen og gymnasieskolen blev udformede. Kommissionens drøftelser af forslaget blev indledt med en principdebat om realskolen, idet folketingsmedlem Vilhelm Rasmussen, Socialdemokratiet, og rektor Georg Bruun ønskede, at formålet med realskolen blev klargjort. Lagde man

»Vægten paa at bibringe Eleverne en fyldigere Udvikling, eller om man kun skal fyldestgøre de Krav om Kundskaber, der stilledes som Betingelse og Adgang til Indtrædelse i Læreanstalter, Etater eller Handelsverdenen«. Hatt fandt, at realskolens mål var at give en videregående, almendannende undervisning. Han betvivlede dog nytten af en sådan formålsparagraf: »Realskolen havde – for at sige det rent ud – for mange forskellige Formaal til, at man kunde samle Skolens Maal i en enkelt Paragraf«.

Markus Hansen var af den opfattelse, at realskolen burde have »Præg af at være en Kundskabsskole, men selvfølgelig burde Kundskaben være fordøjet«, mens Chr.

Søgaard fra Venstre lagde vægt på elevernes udvikling. Undervisningsinspektør for de højere almenskoler Henrik Bertelsen formulerede derpå en formålsparagraf om, at der skulle gives »en videregaaende Almenundervisning, som tillige gør Eleverne skikkede til umiddelbart at gaa over i Erhvervsvirksomhed«.¹⁷⁷

I den endelige udgave af lovforslaget blev realskolens formål defineret således:

128

»Realundervisningen er en videregaaende Undervisning i Tilslutning til Grundskolen, som tilsigter at meddele Eleverne den personlige Udvikling og de Kundskaber, der gør dem skikkede til at overtage Stillinger under Staten og i Erhvervslivet og letter dem Adgangen til højere Læreanstalter«. Realskolen skulle både have et almendannende og et fagdannede formål. Realundervisningen skulle bygge på en udvidet undervisning i folkeskolen i 12-14 års alderen og gives i to realklasser (14-16 år). I skoler, som var særligt beregnet på landsbyskoleelever uden udvidet undervisning, kunne realundervisningen bygge på den udelte folkeskole og gives i tre klasser (14-17 år). På den måde kunne elever fra landsbyskoler få en så let som mulig adgang til realundervisning.

Derimod var der strid om en pigelinje i realklassen. Et flertal havde imødekommet Pigeskoleforeningens gentagne ønsker om en treårig realskole, fordi der skulle tages »særligt Hensyn til de unge Pigers legemlige Udvikling i Overgangsaarene«.

Socialdemokratiet og den radikale Elna Munch var imod denne regel, fordi der ikke var grund til »at opretholde en Skoleform, der kun har faaet Anvendelse ved nogle enkelte københavnske Overklasseskoler«.

Fagrækken var inddelt i obligatoriske og i valgfrie fag. Til de førstnævnte hørte: dansk med svensk, engelsk, tysk, regning, historie med samfundsfag, geografi, naturhistorie med sundhedslære, naturlære (fysik med kemi) og gymnastik. De valgfrie fag kunne ifølge kommissionen være: religion, matematik, fransk, latin, sang, sløjd, bogholderi, kvindeligt håndarbejde og husgerning. Venstre og de konservative medlemmer af kommissionen ønskede dog, at religion blev obligatorisk. Et andet mindretal ønskede matematik blandt de obligatoriske fag på grund af fagets almendannende værdi og dets senere anvendelse ved fortsatte studier eller i arbejdslivet.

Efter kommissionens forslag skulle realkassen afsluttes med en ny form for realeksamen, og derfor skulle mellemskoleeksamen, realeksamen, pigeskoleeksamen og almindelig forberedelseseksamen i deres hidtidige form afholdes sidste gang i årene 1928-1930.¹⁷⁸

Skolekommissionens betænkning blev drøftet på et fællesmøde mellem Realskoleforeningens hovedbestyrelse og foreningens enkelte afdelinger i august 1923. Foreningen var positivt stemt over for lovforslaget om realskoler, uden tvivl fordi realskolen havde fået lov til at overleve uden de store ændringer og tilmed havde fået overladt en ekstra klasse (den hidtidige IV M), mens mellemskolen havde måttet lade livet. Der var dog delte meninger om forslaget om den landsbyordnede treårige realskole. Skolebestyrer P.A. Dissing, Otterup, mente, at denne skoleform kunne blive farlig for den normale realskole, sikkert fordi den kunne tage elever på landet fra de toårige realskoler i købstæderne og stationsbyerne. Formanden for Den Private Realskoles Lærerforening, W. Stenberdt i Frederikssund, mente dog, at hvis man begrænsede skoleformen til de tyndest befolkede egne, kunne den betragtes »som et Gode for Befolkningen«. Endelig ønskede en enig Realskoleforening matematik optaget blandt de obligatoriske fag.¹⁷⁹

I realskolekredse var det kommissionens forslag om tilskud til private

129 realskoler, der tiltrak mest opmærksomhed, jf. kapitel 9 om realskolens økonomi

og ejendomsforhold. Realskoleforslaget blev dog også diskuteret, nemlig på Realskoleforeningens årsmøde i efteråret 1923. 22 af mødedeltagerne ønskede den nuværende ordning med mellem- og realskolen og almindelig forberedelseseksamen opretholdt, mens seksten foretrak en nyordning. Kun syv ønskede den ordning, som kommissionen af 1915 havde foreslået med en firårig mellemskole og en toårig realskole (jf. afsnit 8.2). Flertallet gik ind for en treårig udvidet undervisning i folkeskolen (11-14 år) og en toårig realskole (14-16 år), hvilket var den ordning, der mest mindede om mellem- og realskolen fra 1903.¹⁸⁰