Debatten

Rektor J.E. Suhr, Vordingborg lærde Skole, talte i 1833 om »to store Hovedpartier«:

et fremskridende, »Bevægelsespartiet«, og et tilbageholdende, »Stilstandspartiet«.

Førstnævnte krævede, at den højere, videnskabelige ungdomsdannelse ikke mere skulle udgå fra de gamle sprog, men at undervisningen skulle koncentrere sig om »de Kundskaber, som det praktiske Liv synes mere anvendelige« og gøre »de saakaldte Realia til vigtigste Dannelsesmiddel«. Stilstandspartiet ville stadig blive stående ved

»den af Fædrene lagte Grundvold for den høiere Ungdomsdannelse«, idet de gamle klassiske sprog i den grad udviklede og skærpede det unge menneskes sjæleevner og bidrog til at udvikle højere forædling.⁶

Professor Gunhild Nissen har i sit utrykte speciale opdelt disse to grupperinger i fire hovedpositioner: 1) den lærde nyhumanisme, som fastholdt den formelle åndsdan-nelse grundet på grundige studier af de klassiske sprog; 2) den moderate nyhuma-nisme, som virkede for en udvidelse af den klassiske nyhumanistiske dannelse med moderne sprog og naturvidenskab, men fastholdt den humanistiske almendannelse og ikke en erhvervsrettet uddannelse som den lærde skoles formål; 3) de moderate realister, som ville udvide de levende sprog og naturvidenskab betragteligt på bekost-ning af latin; og 4) de radikale realister, som afviste den klassiske dannelse og havde en praktisk anvendelig uddannelse som hovedformål; de var fortalere for oprettelse af særlige realskoler. De to sidste positioner trak på utilitaristiske og filantropiske ideer og var præget af oplysningstidens nyttetanker.⁷

Debatten om det højere skolevæsen kom i første omgang til at dreje sig om almen-dannelse. Den omfangsrige debat i årene 1830-1832 er skildret andetsteds og vil derfor ikke blive gennemgået her.⁸ I 1833 kom erhvervsborgerskabet på banen, da handelskommis i Helsingør Knud Gad i september udsendte sin nu berømte pjece.

»Hvor kan jeg sætte min Søn i Skole, naar han ikke skal studere, hvor kan den kom-mende Kiøbmand, Fabrikant eller dannede Haandværker erholde den første Under-viisning?« var det indledende spørgsmål til Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler (Universitetsdirektionen).

Den lærde skole var forberedelsesskole for dem, der skulle være embedsmænd, en skole, som ifølge Gad uddannede personer, som vandrede i lutter teorier og kom til at føle sig hævet over det praktiske borgerlige liv. Denne bedreværdsfølelse fulgte

81 personen ind i embedet og kunne »saare let udarte [sig] til Hovmod, Eensidighed, Ar-rogance og Despotisme, samt forlede, især den unge Embedsmand, til Misbrug af sin Myndighed, helst naar han ingen Modstand møder«. Et sådant regimente kunne man finde i bestyrelsen af de kommunale anliggender, hvor de eligerede borgere og med-lemmerne af fattig- og skolekommissionerne ofte kom til kort over for den veltalende og dannede embedsmand. Gad var ikke imod embedsstanden som sådan, men han ønskede, at den mødte kraftig og forstandig modstand fra borgerens side. Ifølge Gad var der tale om »den næringsdrivende Borgerklasses offentlige Opdragelse«.⁹

Som middel til at opnå dette mål havde Gad to forslag. Man kunne enten foran-dre de lærde skoler, således at der blev plads både til den kommende embedsmand og til den kommende næringsborger. De døde sprog (græsk og latin) skulle sættes i baggrunden, fordi de ikke var nødvendige for embedsmandens dannelse. Derved ville der blive plads til de levende sprog: tysk, fransk og engelsk, hvortil kom dansk, matematik, geografi, naturhistorie, skrivning, tegning og regning. I disse videnskaber ville statsborgeren allerede som elev finde gode elementer til en højere dannelse, som siden kunne udvikles på universitetet. Det andet forslag var mere radikalt: ned-læggelse af halvdelen af de lærde skoler og oprettelse af borgerlige realskoler. Hvis staten ikke ville forandre skolerne og staten og embedsmændene ikke undvære la-tinen, kunne man omdanne halvdelen af de lærde skoler til realskoler. På den måde ville man også få indskrænket antallet af studenter, som var blevet for stort. I disse realskoler skulle fagene være: dansk, tysk, fransk, engelsk, matematik, naturhisto-rie, fysik, statistik, histonaturhisto-rie, geografi, religion, skrivning, tegning og regning. Det var ønskeligt, om der kom en speciel handelsklasse, hvor de, der skulle gå handelsvejen, kunne få undervisning i vekselregning, varekundskab og handelsgeografi m.v.

Undervisningen skulle afsluttes med en eksamen, således at man kunne gå vi-dere på Den Militære Højskole, Polyteknisk Læreanstalt osv. Sidstnævnte læreanstalt kunne derved blive et fortræffeligt dannelsesinstitut for købmænd, når man dermed forenede et »Handelsacademi« for den højere teoretisk-praktiske dannelse i handels-videnskaberne, hvad man i dag ville betegne som en handelshøjskole.¹⁰

Gad talte for »Nødvendigheden 1) af en Skolereform, hvorved den næringsdri-vende Borger kan blive udløst af sin aandelige Trældom og 2) af andre, dermed i For-bindelse staaende, Forandringer, hvorved det hele Samfund kan vinde i Harmonie og i Styrke«. Dette ville gøre håndværkeren og købmanden til en mere selvstændig og dygtig statsborger og dermed styrke borgerstanden over for embedsmandsstanden.

Der var således tale om en statsborgerlig opdragelse af middelstanden, der skulle gøre den i stand til at varetage den samfundsopgave, som var standen betroet.¹¹ De fleste, der ytrede sig i den efterfølgende debat i 1830’erne og 1840’erne, tilhørte den realistiske fløj – og især de radikale realister, hvorimod den nyhumanistiske fløj kun tog ordet et par enkelte gange; den mere konservative nyhumanisme hørte man stort set ikke noget til. I det følgende skal vi se på debatindlæggene fra de forskellige grupperinger, først de realistisk prægede forfattere.

Under pseudonymet X fremlagde en person – uden tvivl med tætte

forbin-82

delser til Polyteknisk Læreanstalt – en plan for oprettelse af et realskolevæsen. Dette skulle ske ved at omdanne lærde skoler i provinsen, i hovedstaden Landkadetaka-demiet, til realskoler, hvor der skulle gives undervisning i matematik, statistik, fysik, dansk, tysk, fransk, historie, geografi, tegning, opmåling og muligvis naturhistorie.

Fra disse skoler kunne man gå ud i det praktiske liv eller studere videre på lære-anstalten, som var »Realunderviisningens Høiskole«. Polyteknisk Læreanstalt skulle forbedres ved at forene Den Militære Højskole med læreanstalten, idet krigsdygtighed kunne læres i krig, og da de øvrige fag for en stor del var overensstemmende med læreanstaltens.¹²

Også residerende kapellan ved Trinitatis Kirke P.C. Stenersen Gad berørte forholdet mellem de to læreanstalter i sit omfangsrige skrift Om forberedende og høi-ere Realunderviisning fra 1835. Realskoler skulle ikke alene være forbhøi-eredelsesskoler til Den Polytekniske Læreanstalt, men også almindelige dannelsesskoler, hvor man kunne få en undervisning, der lå over almueskolens og i et omfang, som krævedes af dem, der ville gøre krav på at regnes til de dannede klasser. Skolernes oprettelse var en nødvendighed, idet de skulle anvendes som løftestang for middelklassen, hvad også Knud Gad havde været inde på. Realskoler var ifølge Stenersen Gad »et væ-sentligt og hensigtsmæssigt Middel til den Stands aandelige Udvikling og Fremskridt, som den nyere Tids Lovgivning og de offentlige Foranstaltninger ere i Begreb med at give en ny, høiere borgerlig og politisk Betydning«.¹³ Realskolen skulle være roden på den højere reale undervisnings træ, idet de gav den forberedende undervisning, mens Polyteknisk Læreanstalt var træets krone. Denne opgave bestemte også fagene i realskolens seks klasser: religion, levende sprog (dansk tysk, fransk og engelsk), skrivning, matematik (realundervisningens kerne og derfor sammenlagt 44 ugentlige timer) og regning, fysik, geografi og naturhistorie, historie, opmåling og gymnastik.

Fagrækken tog også hensyn til de kundskaber, som den 12-årige dreng medbragte fra en velordnet borgerskole. Hvis det tilsigtede mål skulle opnås, var det nødvendigt med »et conseqvent System«, som udgik fra regeringen. Det betød nedlæggelse af lærde skoler, som skulle omdannes til realskoler, finansiering af realskolerne ved at tage midler fra det lærde skolevæsen og sammenlægning af Den Militære Højskole og Polyteknisk Læreanstalt til en polyteknisk højskole for de matematiske videnska-ber og naturvidenskavidenska-berne samt de dermed i forbindelse stående reale studier. De nye realskoler skulle placeres rundt omkring i landet: Helsingør, Vordingborg, Odense (som dog skulle beholde sin lærde skole), Randers, Ringkøbing samt Haderslev eller Flensborg.¹⁴

Medbestyrer af Odense private Realskole Søren Sørensen gav udtryk for, at det virksomste middel til at fremme landets velfærd og hæve nationens anseelse var velindrettede borger- eller realskoler, hvor den kommende købmand eller større land-mand, fabrikant, sømand og kunstner kunne få »hensigtssvarende reel og materiel Dannelse«. Og ligesom Gad og Stenersen Gad foreslog han at nedlægge overflødige skoler og anvende deres kapital til fem højere realskoler, to på Sjælland, en på Fyn og to i Jylland.¹⁵

I Frederiksstad i hertugdømmet Slesvig var Karl Chr. Tadey rektor for byens

83 stadsskole. Han tilsluttede sig Tage Algreen-Ussings udtalelser i stænderne om sko-len for livet (jf. nedenfor): de højere borgerskoler eller realskoler skulle »nicht die Kenntnisse für ein gewisses einzelnes Fach, sondern allgemeine Bildung, und sie eine Grundlage für jede specielle Richtung, mittheilen müsse, dass sie nicht die Wissen-schaft unbeachtet lassen dürfe, sondern, jemehr die äußeren Umstände die Errich-tung einer vollständigen derartigen Schule möglich machen, desto umfassender sich auf diese basiren müsse«.¹⁶

Fra et moderat realistisk synspunkt betragtede den anonyme skribent ABH spørgsmålet om realskoler. Han slog til lyd for, at den offentlige undervisning skulle deles i »to i Grundvæsen forskjellige Veie til Aandsevnernes Uddannelse«, dels de lærde skoler, dels realskoler. Det interessante ved ABH’s indlæg er hans plan for en vertikal enhedsskole, som forbandt de forskellige dele af skolevæsenet. Der skulle være en fælles primærskole til det 12. år, hvorefter man gik i den lærde skole eller realskole til det 17. år. Herfra var der så adgang til en videregående uddannelse, fra den lærde skole til universitet, fra realskolen bl.a. til Den Militære Højskole, Landka-detakademiet og Polyteknisk Læreanstalt.¹⁷

Blandt de mere radikale realister finder vi lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi Carsten Hauch. Han kunne ikke forstå, hvorfor ungdommen skulle »vende Blikket tilbage mod de forladte Templer, de fremmede Lunde, de dunkle og øde Stier i Oldtiden, istedenfor strax, uden Tidsspilde, at betræde den Vei, hvorpaa Nutidens Slægter vandre?«. Hvorfor skulle sproglære og litteratur anses som de eneste ele-menter, hvori den unge slægt kunne vokse og trives. Naturvidenskaberne (ikke over-raskende) og sprogene var en fortræffelig modvægt mod »en eensidig poetisk Dan-nelse, idet de ordne Phantasien, forsone den med Sandheden og lære den at finde det Store og Betydningsfulde ikke udenfor, men i Verdensbegivenhederne og i Naturen selv«. ¹⁸

Martin Hammerich, skolebestyrer på Borgerdydskolen på Christianshavn (Ve-stre Borgerdydskole), forsøgte i 1845 at finde realskolens væsen. Det var »som Dan-nelsesanstalter for den høiere Borgerstand, at de [: realskolerne] udgjøre en ny og særegen Skoleart«, hvor den, der havde bestemt sig for beskæftigelse inden for handel, håndværk, industri og landvæsen, her skulle forberedes til en værdig stilling både »i de ethiske Forhold, som Menneske og Borger, og i de industrielle, som Arving til Skaberens Forjættelse til vore første Forældre: ’gjører Eder Jorden underdanig’«.

Realskolen skulle således både være alment dannende og erhvervsforberedende. I realskolen skulle man tilegne sig de videnskaber, hvis nærmere eller fjernere gen-stand var den ufrie natur.¹⁹

Fra den nyhumanistiske side kom der tre indlæg, det første allerede nogle få uger efter, at Knud Gad havde udsendt sin pjece. Professor ved Københavns Uni-versitet J.F. Schouw var enig med Gad i formålet, men ikke i midlerne, herunder nedlæggelse af halvdelen af de lærde skoler, som havde betydning for de byer, hvori de lå. Schouw mente, at staten var forpligtet til at skaffe embedsmænd, fordi de var regeringens institutioner. Hvad de øvrige statsborgere angik, havde staten pligt til at sørge for den grundlæggende undervisning i almueskolerne, som gjorde

statsborge-84

ren skikket til at være medlem af staten. Hvad der lå derudover, skulle overlades til den enkelte selv, hvilket også inkluderede næringsborgeren. Realundervisning kunne fremmes enten i private institutter, som det allerede var tilfældet, ved oprettelse af realskoler eller ved udvidelse af de lærde skoler. Når det gjaldt oprettelse af realsko-ler, skulle regeringen ansætte bestyreren og lærerne, men omkostningerne burde afholdes af borgerne og omegnens beboere. Schouw var mest tilbøjelig til at støtte den sidstnævnte mulighed (som var den mindst kostbare), at udvide de lærde skoler, således at der blev plads både til den lærde og den højere borgerlige dannelse. De to nederste klasser skulle være fællesklasser, hvorefter der var to eller tre særskilte realklasser og et tilsvarende antal klasser til den lærde undervisning.²⁰

Prokurator på De Vestindiske Øer F.F. Hansen vendte sig kraftigt imod Schouws udtalelse om, at næringsborgerens uddannelse var en privatsag. Schouw havde lagt

»Lærdommens sygelige svindsotige Haand paa Hr. Handelscommis Gads Skrift«, og Hansen mente, at Schouw så ned på næringsborgeren. Det var statens sag »at skaffe Næringsborgere tilveie i tilstrækkeligt Antal og af tilstrækkelig Duelighed til at frem-bringe de Fornødenheder, uden hvilke Regjeringens Organer maa sulte!«²¹

C.F. Ingerslev, overlærer ved Randers lærde Skole, udgav i 1836 en skildring af det lærde skolevæsen i en række tyske stater og i Frankrig på baggrund af trykt, tilgængeligt materiale. Han holdt fast i de såkaldte døde sprogs studium, fordi de dannede og øvede ånden, og hverken de levende sprog eller naturvidenskaberne kunne erstatte de gamle sprog som dannelsesmiddel. De levende sprog burde dog læres mere, end det nu var tilfældet.²² I 1838 bevilgedes ham statsstøtte til en rund-rejse i Tyskland og Frankrig for at indhente oplysninger om det lærde skolevæsen, og en beretning om rejsen samt reformforslag forelå trykt i 1841. For Ingerslev at se var realskolens formål at meddele »en almindelig Dannelse« ligesom den lærde skole, men forskellen var, at realskolen førte eleven »umiddelbart ind i Livet«, hvorimod den lærde skole førte eleven ind i videnskaberne. Følgelig skulle realskolen danne eleven til »Færdighed og Sikkerhed i Anvendelse og Brug af det Lærte«. Ingerslev foreslog oprettelse af »høiere Realklasser (Realgymnasier kunde man kalde dem) paa saamange Steder som muligt«, således at den lærde skole var fælles skole indtil 14 års alderen, hvorefter eleverne delte sig.²³

I sin afhandling henviste Ingerslev til rektor ved Trondheims Katedralskole F.M. Bugge, der havde publiceret sine iagttagelser fra en studierejse i Tyskland samt forslag til reformer af det norske skolevæsen. Han ville have højere borgerskoler »som Planteskoler for den høiere reale eller praktiske Retning i Almindelighed og som For-beredelsesskoler for den høiere praktiske Specialdannelse eller det høiere praktiske Liv i Særdeleshed«. Selvom højere borgerskoler ikke var påtrængende nødvendigt, skulle man dog oprette sådanne, for »Staten opretter ikke alene sit Dannelsesinstitut med eensidigt Hensyn til den Trang, som dens Borgere selv føle til Dannelse. Meget mere gaaer dens Stræben, og det fornemmelig i denne Green af dens Virksomhed, ogsaa ud paa at realisere sin egen Idee«.²⁴

Som den eneste forsvarede S.N.J. Bloch, rektor for Roskilde Katedralskole, i et omfangsrigt og vidtløftigt skrift den lærde skole og dens fokus på de gamle sprog.

85 De nye sprog havde kun et praktisk øjemed, som kunne være nyttig i samkvem og handelsforhold med udlændinge, og de gav et »et Udseende af Dannelse, men ei til det formelle Øiemed, virkelig at uddanne Sjæleevnerne saavel ved det Philosophiske af Grammatiken der gjør den til en praktisk Logik, som ved Fortolkning af fortrinlige Skrifter, som baade i Indhold ere lærerige og passende for Ungdommen, og i Form og Foredrag skikkede til at blive dens Mønstere«. Til dette formål var kun de gamle sprog anvendelige. Bloch kunne ikke se, at trangen til realskoler var blevet godtgjort, og han mente, at realskolen – »en saadan Handels-Fabrik-Haandverks-Kunst-Naviga-tions-Agerdyrknings- og Forstvæsens-Skole« – ville blive »en særegen Indretning for Middelstanden alene«, mens de to andre stænder ikke ville have noget tilsvarende.

Hverken almueskolen eller den lærde skole gav deres elever brugbare kundskaber til deres fremtidige stilling og erhverv, så hvorfor skulle middelstanden ene have »en saadan praktisk Specialunderviisning, og det endydermere paa den lærde Undervi-isnings Bekostning?« Han hentydede her til de forslag, der var fremkommet om at nedlægge lærde skoler og at finansiere realskoler ved at tage midler fra det lærde skolevæsen. For Bloch at se var hospitantordningen en udmærket foranstaltning for næringsborgerskabets børn, når de skulle have en udvidet undervisning.²⁵