Indlæggelser

Under interviewene var der ingen af de medicinerede unge, der gav udtryk for, at de ikke fulgte medicineringen eller havde ønsker om at slippe medicinen, uden at det var efter aftale med deres psykiater eller læge. Heller ikke de unge, som oplevede, at medicinen ikke hjalp, eller som udtrykte skepsis over for, om det nu var "den rigtige medicin i forhold til lige deres diagnose".

Mange unge kunne detaljeret berette om, i hvilke perioder de fik hvor mange gram af forskellige medikamenter, og de tillagde samtidig medicindosering og præparat af-gørende betydning for risikoen for tilbagefald.

Randi: Inden jeg blev indlagt første gang, der kunne jeg leve uden medicin…Og så lige pludselig blev jeg afhængig af medicin. Og nu kæmper jeg for at komme ud af det, altså…. Og jeg synes virkelig, at det er træls, at jeg skal have medicin. Nu er det ikke ret meget i forhold til, hvad jeg har fået. Altså, nu får jeg næsten ingenting. Men jeg ved, at hvis jeg bare stopper med det, så får jeg det skidt.

Flere unge gav udtryk for, at særligt medicinen har haft en andel i, at de har fået det bedre. Lise fortæller, at medicinen har hjulpet til, at hun i dag bedre kan tackle stemmerne ved at ”høre dem fra”. Bitten ved ikke, ”om det er medicinen, der har gjort, at jeg ikke har skåret mig, eller om det er sommeren”, men hun forventer at fortsætte med medicinen stort set altid.

Enkelte unge udtrykker stor tiltro til, at hvis lægerne for eksempel gennem en hjerne-scanning kan finde ud af, hvad der er i vejen, så vil de kunne blive hjulpet gennem rigtig medicin.

Claus: Medicinen er den rigtige hjælp, bare de kan finde ud af, hvad den rigtige medicin er.

De unge savner forklaringer både om virkninger og bivirkninger, og de føler sig uden for indflydelse. Men de fleste føler sig også hjulpet af medicinen.

De unge oplever i en periode, at de slipper for at bære hele ansvaret selv, rammerne giver rum for tryghed og for at slippe for at tage stilling, og ikke mindst har de sat pris på, at der på afdelingerne var personale at tale med.

Lise: Men det jeg tror var rart, det var, at de tog sig af mig …på afdelingen. Der var jo ikke psykolo-ger og læpsykolo-ger. Det var jo sygeplejersker og sundhedsassistenter. Altså, ligesom på et plejehjem…det var pleje og omsorg…Altså, det var…det var det bedste, jeg fik ud af det ophold…

Tina: Og så indlagde de mig. Så lå jeg der. Jeg synes nu egentlig ikke, de havde noget at byde mig.

Men det var selvfølgelig meget rart at få noget ro og vide, at der var nogen hele tiden.

Flere unge har været på både åbne og lukkede afdelinger. De redegør nøje for, hvor mange dage de har været på lukkede afdelinger, ikke fordi de har følt sig udsat for tvangsmæssig tilbageholdelse, men i højere grad som en målestok for, hvordan de har haft det. De mener selv, det var berettiget, at de kom på lukket, og de fremhæver, at det gode ved lukkede afdelinger er, at der er mere personale og dermed bedre mu-lighed for at have nogle professionelle at tale med.

Når de unge fremhæver positive sider ved indlæggelserne, er det især, at de her har mødt kontinuerlige professionelle, og at der har været behandlere eller plejere, som har været tilgængelige.

De unge fremhæver især tre forhold, som de synes har været hjælpsomt. For det før-ste når de har fået mulighed for psykologsamtaler, hvor de har oplevet sig set, hørt og hjulpet til selv at finde ud af det. For det andet når personalet har været tilgænge-lige og har haft tid, når de unge har haft brug for samtaler, og for det tredje når de har oplevet at blive taget med på råd, både når der besluttes aktiviteter og behand-lingsform.

Tina: Man gør jo ikke bare ting for at gøre det. Man gør ting, fordi de giver mening…Og hele det der meningsaspekt er fuldstændig gået fløjten, synes jeg, i det, jeg har været tilbudt. Det skal være me-ningsfuldt…og hvis det ikke giver mening, så motiverer det jo ikke til nogen handling.

Tilde: Det var rigtig godt. Der havde jeg den samme person hver dag. Som fulgte mig faktisk fra tid-ligt om morgenen til om eftermiddagen…. Og det var den samme hver dag. Det var godt…. Det er det mest positive jeg har oplevet inden for systemet, det at hun var der hele tiden Og…satte mig i gang, og ja…. Det at hun var der hele tiden, det er en stor faktor i hvert fald. Så man kunne snakke med hende.

Der er dog også unge, der kan berette om, at de under indlæggelserne har oplevet, at personalet ikke har haft den nødvendige tid eller ikke har imødekommet de unges behov for samtaler. De er i stedet blevet 'puttet i kasser' og sat uden for indflydelse i forhold til valg af aktiviteter.

Tom beskriver, hvordan han forsøger at spille sammen med systemet ved selv at ar-bejde med sine symptomer for på den måde at skaffe sig adgang til samtaler.

Tom: Og jeg gjorde meget for at få det bedre, for ligesom at få det godt selv. Så for det første, så vede jeg ikke at adlyde mine stemmer, og prøvede bare at ignorere dem. Men for det andet så, så prø-vede jeg også at skrive ned, hvad jeg tænkte på og sådan noget, og hvad jeg egentlig anså for at være mine problemer. Ligesom for at få lidt mere klarhed over min situation og diskutere det meget

igen-nem med personalet, selvfølgelig. Man kan sige, jeg skaffede mig adgangen på en eller anden måde til at få samtaler med personalet, ikke?

Indlæggelse på voksenafdeling eller ungdomsafdeling

Selv om de unge har medvirket ved indlæggelserne, er de ofte blevet forskrækkede, når de er kommet på afdelingerne. De bruger selv begreber som forfærdeligt, ydmy-gende og uhyggeligt. De har en vis erkendelse af, at de er psykisk ramt, men oplever sig alligevel ikke så syge som dem, de møder på afdelingerne. Især der, hvor de bli-ver indlagt på voksenafdelinger, oplebli-ver de sig konfronteret med et fremtidsperspek-tiv, som er skræmmende, og de føler sig både sygdomsmæssigt og aldersmæssigt fejlplacerede og misforståede. De tilbud og aktiviteter, de oplever på voksenafdelin-gerne, fastholder dem i en sygerolle, som de beskriver ”som at være på plejehjem”, hvor de ikke selv skulle foretage sig noget. De oplever, at de mister grebet om, hvad de skal, og hvorfor de skal det, og at beskæftigelse og terapi bliver for aktivitetens eller terapiens egen skyld.

Kirsten: Jeg var indlagt i alt tre måneder, og altså jeg fik det ikke bedre. Jeg syntes, jeg fik det dårlige-re og dårligedårlige-re…og jeg blev medårlige-re og medårlige-re ked af det, og jeg fik selvmords-tanker…Jeg lavede jo ikke noget…altså jeg fik medicin, og så så vi fjernsyn. Man laver jo ikke noget sådan et sted, spiser og…laver ingenting…. Jeg spurgte også, hvorfor jeg ikke kom på en ungdomsafdeling, og der sagde de, at de prioriterede, at man lå sammen med folk fra samme byområde i stedet for på samme alder.

Det kan jeg ikke helt forstå, eller jeg har svært ved at forstå, at jeg skulle ligge sammen med en 80-årig dement fra x-bro, frem for en 20-80-årig fra y-bro, z-bro eller [by].

Unge, som har været indlagt på ungdomsafdelinger, fremhæver, at det har været godt at se, at der var andre unge, der havde det som dem selv. Samværet med unge støtter dem i en opfattelse af en normalitet som ung frem for som sindslidende. Akti-viteter på afdelingen opleves som mindre tvangsprægede og mere meningsfulde for dem.

Kirsten: …behandlingen bestod ikke kun i at give så meget medicin, så man bare sov hele tiden.

Stemningen var også anderledes det sted. Altså, jeg synes slet ikke, at ældre mennesker, at ældre og unge mennesker ikke kan give hinanden noget, men det er bare ikke særlig livsbekræftende, når det eneste du bare tænker på det er at begå selvmord, at dem, du så deler stue med, de bare sidder og ven-ter på, at de skal dø, altså sådan naturligt ikke. Så det at det var en ungdomsafdeling, der skete noget, og vi kunne snakke om de ting. Altså bare det, at man er sammen med nogen, man kan snakke med, hjælper.

Jeg synes, at der var respekt for ens personlighed, selvom at man lige nu har svært ved at klare det selv. …Altså der var mange tilbud, man kunne jo lave alt muligt…, jeg gik til kunsthåndværk to -tre dage om ugen og malede, og vi lavede mad, jeg var sådan med til at lave mad på afdelingen, og vi gjorde selv vores værelser rene.

Ungdomsafdelingerne giver dog også mulighed for en vis konkurrence om opmærk-somhed i forhold til 'det syge'.

Randi: Det eneste der måske hjalp, det var at…at jeg kunne se, at der var andre, der havde det på samme måde. Men det…det var både positivt og negativt, fordi at jeg fik også mange dårlige ting lært af dem…. Jeg fik mange negative ting ud af det. Jeg spejlede mig i dem. I de andre syge og dårli-ge…om de havde det lige så slemt. Og på et tidspunkt der gjaldt det om at være slemmest og være

om det syge…den eneste belønning man får, det er en ekstra gåtur om dagen eller sådan noget. Det er lidt råddent.

Enkelte unge beretter om, at den isolation og beskyttelse, som indlæggelserne har været, har gjort dem 'afhængige' og bange for at blive udskrevet igen. Randi har væ-ret indlagt flere gange, mens Poul kun har vævæ-ret indlagt en enkelt gang.

Randi: Det har været ydmygende…. Jeg har fortrudt, at jeg sagde ja til det første gang. Fordi det er noget, man bliver afhængig af…Det var sådan, at lige så snart jeg fik det skidt, så ”åh, jeg tror jeg skal indlægges!” Og til sidst så turde jeg ikke…at blive udskrevet igen. Jeg havde ikke lyst til det. Jeg ville bare bo der for evigt, altså.

Poul: Det er ikke så rart, det har været meget svært…Det var lige pludselig at skulle blive udskrevet fra [sygehus], fordi det hele det var så trygt og…. Lige pludselig så skulle leve på sin egen levevis.

Skulle i gang med en hverdag. Det var lidt svært, synes jeg. Det er helt sikkert…

De færreste unge har ønsket længere indlæggelser. Flere unge kan berette om, at tid-lige eller hurtige udskrivninger har ført til hurtige genindlæggelser, især fordi der ikke har været relevante udskrivningstilbud og støtte ved udskrivelsen.

Thea: …Og efter 1 ½ uge så blev jeg udskrevet…og så gik det af helvedes til derhjemme… og jeg for-søgte selvmord mange gange og var i modtagelsen mange gange og blev sendt hjem igen næste dag…så til sidst blev jeg indlagt igen.

Karsten: …så jeg blev udskrevet igen. Og så havde jeg så endnu et forsøg, hvor jeg snittede i mig selv, og så kom jeg så på voksenpsykiatrisk afdeling i [anden by].

Tilde: Så var jeg udskrevet i et par måneder…halvanden, to måneder og så kom jeg ind igen omkring i tre-fire måneder.