Hvad gør de unge så – hvordan kommer de i kontakt med psykiatrien

2.7 Hvad gør de unge så – hvordan kommer de i kontakt med

med mig…Jeg var jo simpelthen så tynd, ikke, at jeg kunne jo slet ikke bevæge mig næsten. Og jeg var så syg…. Jeg ved ikke, om det har været for svært for folk. ”Nej, det her er noget, vi skal holde os fra.” Altså, jeg ved det ikke. Selv når ens egen læge ikke kan finde ud af det, så føler man ikke rigtig, at der er noget håb, vel?

Tom: Og…den første tid, den var enormt forvirrende. Jeg vidste godt, at der skulle laves et eller andet drastisk om i mit liv, ikke? Og jeg havde sådan rimelig gode, sådan rimelig gode - hvad er det nu, det hedder - et rimelig godt overblik over, hvad der egentlig skulle laves om. Problemet var, at det var jo sådan stort set alt. Jeg skulle have ny vennekreds, ny omgangskreds, ikke. Jeg skulle have en kæreste.

Jeg ville jo også gerne begynde på mit studie og sådan noget, ikke? …Og så… jeg prøver også at be-gynde at arbejde og sådan noget. Så jeg tager et arbejde, som jeg holder i halvanden til to måneder….

Og det var meget hårdt for mig, synes jeg, psykisk - og se de ret lidende mennesker og sådan noget og.

Så det holder jeg så op med. Også fordi jeg har svært ved at indlære på det tidspunkt…Og så, så hol-der jeg så op hol-der, og så søger jeg et nyt arbejde, og det er i – på ligesom et behandlings-sted for folk med organiske psykiske lidelser. Altså det er nærmest retarderede folk. Og det var jeg egentlig glad for, men noget af det jeg havde svært ved, det var sådan ligesom og – fordi som tidligere sagt, så hav-de jeg lagt meget af min ihav-dentitet i sådan hav-det at være stuhav-derenhav-de og sådan noget og lagt meget af min identitet i ”uha, jeg skal blive læge” og sådan noget. Det er den forkerte måde at skabe sig en identitet efter min egen opfattelse nu, ikke? Men, men jeg havde svært ved ligesom at finde ud af, hvordan jeg skulle være i forhold til omverdenen. …Jeg tænkte jo meget over mine psykiske problemer. Men sam-tidig med så ville jeg gerne skjule dem for omverdenen … I forhold til omverdenen, så skulle man gerne være velfungerende og have det godt og sådan noget. Og især når man lige havde søgt nyt ar-bejde og sådan noget, ikke?

Imran boede på kollegium, men kunne ikke holde det ud og flyttede derfor ind i brors lejlighed, hvor han må sove i stuen. Samtidig ophørte han med sit arbejde, hvor han havde sygemeldt sig.

Mads skiftede gymnasium og tog derefter på højskole, inden han genoptog sin gym-nasieuddannelse.

Mads: Nej det var så…ja nu skal jeg lige prøve at forklare det, fordi jeg gik ud af 2. g…. Så tog jeg på gymnasiet i [anden by], og kørte dertil i bus hver dag. Fyrre kilometer…. Jamen jeg ville jo undgå mine klassekammerater fra den gang med hende pigen, jeg var forelsket i, og alle dem, der snakkede om, at jeg var bøsse og alt det der. Det troede jeg, de gjorde…. Og så fik jeg noget hjælp fra kommu-nen, kom på højskole. Og de sagde, at når jeg kom tilbage fra højskolen, så havde jeg det sikkert bedre, og så måtte jeg nok til en psykolog eller sådan noget.

Skoleforsømmelser

Louise, som på det tidspunkt var i gang med faglig uddannelse, begynder at have fravær fra skolen og kan ikke følge med. Hun opfordres af sin mor til lægekontakt.

Hun beskriver, at hun ikke føler sig forstået af lægen, da han beskriver hende som ”et spændende tilfælde” – og det var langt fra hendes egen oplevelse af at have det skidt og af at have mistet kontrollen.

Også flere andre unge fortæller om perioder, hvor de enten bliver væk fra skolen og undlader at aflevere opgaver, eller begynder at snige sig op ad trapperne for at und-gå kontakt med både skolekammerater og lærere.

Isolation i hjemmet

Lotte: Jeg havde en lille lejlighed, og jeg kunne heller ikke til sidst passe min undervisning. Jeg lukke-de mig bare mere og mere inlukke-de…Jeg lod være med at åbne, når folk lukke-de ringelukke-de på. De kunne ikke finlukke-de mig. Det var en lille by, og alle kendte hinanden, ikke. Men jeg lukkede mig fuldstændig inde, fordi der sad jeg bare og spiste og kastede op og levede i min egen lille verden, ikke, døgnet rundt. Og jeg begyndte jo at lyve mere og mere for folk, for de måtte jo ikke opdage, hvordan jeg havde det. Jeg var egentlig træt af at fortælle folk, hvordan jeg havde det. Det kunne pludselig være lige meget. Der var jo ikke nogen, der forstod det alligevel.

Tina: Jeg lå bare…. Jamen jeg kunne ikke komme op om morgenen. Jeg lå bare og græd hele tiden. Jeg boede alene…. Jeg havde så en kæreste, som var der meget, som nok har været med til at slå mig lidt i hovedet og gøre det lidt værre, end det måske egentlig var…han satte mig i nogle situationer, hvor jeg ikke blev set, og hvor jeg ikke blev hørt…. Og der… jeg tror måske jeg lå et år der. I min seng….

Der fandt jeg ud af, at hvis jeg så begyndte at dyrke lidt motion et par timer om dagen, så var det nok til, at jeg kunne gå hjem og sove igen…Det var, når jeg sov, det var sådan det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke var ked af det, og hvor jeg ikke græd…. Og så så jeg meget fjernsyn, kan jeg huske, fordi jeg var bange for at være alene, når jeg var så ked af det og så utryg.

Opsøger sine forældre

Flere beretter, at de opsøger deres forældre, fordi de oplever stemmer eller hallucina-tioner som ubehagelige og ikke ved, hvad de ellers skal gøre. Og for flere unge er det så forældrene, der formidler kontakt til enten egen læge eller psykiatrisk skadestue.

Nogle unge beskriver, hvordan de ikke selv var klar over, at de var ramt af en psy-kisk lidelse, og derfor har de ikke selv gjort noget. Claus fortæller, at det var hans mester på daværende tidspunkt, som konstaterede, at Claus havde indlærings- og koncentrationsvanskeligheder, og som finansierede en CT-scanning på et hospital, hvorefter han blev indkaldt til at møde på Psykiatrisk hospital.

Lise beskriver, at det i første omgang var forstanderen på den efterskole, hun gik på, der tog hende med til lægen. Da hun var ved at afslutte efterskoleopholdet, kom der ikke mere ud af det, end at lægen opfordrede hende til at tage kontakt til egen læge, når efterskoleopholdet var slut. Det gjorde Lise ikke, da hun ikke selv syntes, hun havde brug for det. Senere tog hendes mor hende med til læge, som henviste til psy-kiater, som efter nogle samtaler indlagde hende.

Poul beskriver, hvordan han blev derhjemme og var bange for at gå ud, indtil han blev indlagt: ”Min mor og far blev enige om en indlæggelse”, efter at Poul havde ”prøvet at begå selvmord og sådan noget”.

Imran beretter, hvordan hans far syntes, han skulle kontakte lægen, men hvor han

”stak af”, fordi han ikke ville snakke med lægen om, at han hørte stemmer. Først se-nere kom han i kontakt med distriktspsykiatrien.

Imran: Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ikke mig selv der kontaktede distriktspsykiatrien. Jeg gik ind på et kontor, der er i den ejendom, hvor jeg bor, hvor der er almindelig rådgivning for almin-delige unge – der gik jeg ind og bad om et glas vand – og de kontaktede distriktspsykiatrisk center - og da sagde jeg ikke nej, og så stod vi der.

Mahmoud fortæller, at først fik hans mor ham med til lægen, som henviste til psykia-trisk afdeling, hvorfra han tog hjem igen. Senere bliver han opsøgt i hjemmet og ind-lagt.

Mahmoud: Min mor tog mig med til min egen læge, og han skrev en seddel, hvor der stod, at jeg skulle kontakte psykiatrisk afdeling. Og så tog jeg derhen og mødtes med en læge, og hun sagde så,

”bare tag hjem”. Og det gjorde jeg så. Så et stykke tid efter så kom der to medarbejdere fra socialcent-ret og kommer brasende ind…. Og som gæster giver vi dem noget at drikke, og de skulle have noget at spise, så spørger de, ”er der noget vi kan gøre for dig?” Så siger jeg, ”nej, det er der ikke”. Og så går min far ud af værelset, og jeg ved ikke hvordan, men han finder det der papir…. Fra min læ-ge…så finder han det papir og giver det til en af de medarbejdere, og…han læser det, og så siger han, at jeg skal tage med ham på skadestuen…. Så siger jeg, ”nej tak”, det behøver han ikke at gøre, og jeg vil bare have at de skal gå…så får de overtalt mig til at gå med, og jeg tager med dem på skadestuen og kommer ind til samtale med en læge, der…så er vi alle fire tilstede, og så spørger lægen, ”hvad ville du gøre hvis du havde en pistol i hånden lige nu?” Så svarer jeg, ”at jeg ville slå ham ihjel, hvis jeg havde det”. Så var der ikke mere at diskutere, så husker jeg ikke mere af den samtale længere…så blev jeg indlagt.

Opsøger egen læge

Kirsten gik op til egen læge for at få et eller andet til at sove på – hun tænkte, ”at hvis jeg får sovet, så forsvinder det”.

Kirsten: …det er klart, man bliver underlig, hvis man ikke får sovet i seks døgn, så…og hun gav mig noget sovemedicin og en tid to dage efter. Jeg sov ikke, selvom jeg fik de piller, så kom jeg tilbage to dage efter og så…. Jeg havde tiden oppe hos hende lægen der, og så tog jeg derop igen, …og jeg græd hele tiden på det tidspunkt, og så foreslog hun, at jeg blev indlagt, og så sagde jeg ja, for jeg var lige-glad …og så kom der en og hentede mig.

Jan begyndte efter en voldsom trafikulykke at drikke meget for at falde i søvn. Han gik til fysioterapeut og fik smertestillende medicin gennem egen læge pga. gener fra bilulykken.

Jan: og der gik så et stykke tid, hvor jeg gik til fysioterapeut, og jeg havde meget ondt og fik mange piller af min læge. Mange meget stærke piller…så begyndte jeg også at drikke meget for at falde i søvn om aftenen…. …Jeg havde nogle underlige tanker om, at…jeg havde…. jeg havde en meget kort lunte, jeg blev meget hurtigt stresset og sådan noget. Og så til sidst så kom jeg op, jeg kom grædende op til min læge. Jeg kom op til min læge måske 3 gange om ugen efter piller og sådan noget. Og til sidst sagde han, at nu gad han ikke give mig flere piller. Og så flippede jeg jo helt ud på ham…

Thea 'gemmer sig hjemme' i en længere periode, inden hun kontakter egen læge, som henviser Thea til Center for selvmordsforebyggelse.

Thea: Min læge hun har ikke kunne se det på mig, for jeg har slet ikke vist det over for min læge. Ikke før da jeg gik op til hende selv [to måneder før indlæggelse] og sagde til hende, ”nu er der altså pro-blemer, nu har jeg selvmordstanker og jeg går ikke uden for en dør”…Så reagerede hun på det med det samme. Altså hun sagde lige med det samme til mig, ”du skal ha en henvisning til forebyggende center for selvmord på [hospital]”…og der var jeg ude de der 3 uger, som man skal og sådan noget.

Og så havde jeg en kontrovers med en [af de andre patienter], og så udløste det mit første selvmords-forsøg …. Og så blev jeg så kørt på psykiatrisk hospital …

Steen beskriver, at han i en længere periode havde været hos lægen flere gange, ”for-di jeg havde det som om, der var altid var et eller andet i vejen, så jeg rendte tit til læge…han sagde, at jeg skulle prøve at slappe lidt af og sådan noget”.

Flere beskriver, at de har oplevet kontakten til praktiserende læge som en afvisning.

Henrik har umiddelbart efter studentereksamen flere gange henvendt sig hos sin praktiserende læge:

Henrik: …Jeg opsøger i hvert fald min læge, fordi jeg har det skidt…. Jeg var overbevist om, at jeg havde en depression på det tidspunkt, jeg vågnede flere gange om natten, jeg havde skrevet en lang li-ste med symptomer, jeg vågnede flere gange om natten og var trist, jeg trak mig tilbage socialt. Jeg var meget trist og melankolsk…. Altså jeg var paranoid, jeg troede hele tiden de bagtalte mig, konspi-rerede om mig, jeg følte mig ikke tilpas, jeg troede, de bagtalte mig og var ude efter mig… Så bliver jeg afvist fra lægen, som siger, jeg skal gå en tur i skoven…jeg skal kanalisere det ud ved at lave noget kunst f.eks., eller bearbejde det på den måde…Det fik jeg så ikke noget ud af…

Mads henvendte sig til sin praktiserende læge, mens han gik i gymnasiet

Mads: Altså min læge er jeg skuffet over – det er jeg fandeme!…. Han skulle have opfanget signaler-ne. Altså han skulle have spurgt ind til nogen ting, der var mere rigtige, han burde have haft en bedre uddannelse simpelthen. Sådan tænker jeg det, for han var meget nonchalant og sagde; ”Mads, du er ligesom alle andre, du er bare i puberteten, du er besværlig”. Og det var det ikke bare!

Lotte har igennem en længere periode opsøgt skiftende læger flere gange, men har sjældent følt sig forstået.

Lotte: Og så gik jeg til min læge og lagde alle kort på bordet og sagde, at det her var bare et helvede.

Altså, jeg kunne ikke leve sådan her. Fortalte ham, at jeg kastede op. Altså jeg havde mange…jeg kunne have fire ædeflip om dagen, ikke. Jeg kunne kaste op hele tiden. Og så gav han mig et glas pil-ler, hvor jeg skulle spise en pille en halv time, før jeg skulle spise, og så ville jeg ikke kaste op. Altså, han fattede ingenting. Og det var bare endnu et slag i hovedet, fordi nu havde jeg virkelig krænget min sjæl ud, og jeg syntes, at det var min eneste udvej at gå til min læge. Men han forstod mig bare ikke. Så gik der nogle måneder, og så sagde jeg til ham, at det her kunne jeg bare ikke. Så henviste han mig til en psykolog… nogle gange og hun snakkede så og ville give mig medicin, og det var jeg stærkt imod. Det var jeg virkelig imod. Det…. Hun tog mig ikke seriøst …

Opsøger psykiatrisk skadestue eller psykiatrisk afdeling

Både Tilde og Tom opsøger selv direkte en psykiatrisk skadestue eller afdeling. De har begge erfaringer fra opvæksten, hvor deres forældre og/eller søskende har været indlagt.

Tom: Og jeg tog hjem fra min rustur …og det var vel inden for 12 timer, at jeg var blevet psykotisk, at jeg henvendte mig. Og så sagde jeg, at nu ville jeg gerne indlægges på psykiatrisk afdeling og tale med en læge, fordi det her, det var helt galt altså.

Tilde: Jamen altså, min far han havde haft mig med ude…til en samtale. Men der ville jeg jo ikke ind-lægges, for jeg fejlede ikke noget…. Lige pludselig så gik det bare stærkt, jo…. Der gik to måneder, tror jeg…så en morgen, så tænkte jeg at nu kunne jeg ikke mere…. Ja, og så ender det med, at jeg en morgen, der går jeg op og beder om nogle piller…det skulle jo stoppe et eller andet sted, tænkte jeg.

Andre unge har inden kontakt med psykiatrisk skadestue eller læge forsøgt sig med alternative rådgivningsmuligheder eller alternativ medicin.

Jan har i en periode, inden han gennem egen læge bliver henvist til psykiatrisk ind-læggelse, kontaktet Psykiatrifondens telefonrådgivning.

Jan: … altså psykiatrifonden. Ringede jeg til et par gange før… men det var mere for, bare for at snakke med en. Før jeg fik sådan nogle anfald af panik, så kunne jeg ringe til dem. Fordi at jeg har

meget nemmere ved at snakke med professionelle, end jeg har ved at snakke med venner og sådan no-get. Det er meget omvendt ved andre, synes jeg. Til de professionelle kan man sige, hvad man vil. Så kan man egentlig skide på, hvad de synes om en. Hvor venner der skal man hele tiden tænke på,

”hvad tænker de”.

Inden henvendelse til egen læge har Henrik forsøgt sig med alternative lægemidler.

Henrik: Men før jeg opsøgte lægehjælp…så havde jeg prøvet alle mulige alternative ting, jeg havde spist noget naturmedicin mod depression, mod melankoli, og det hjalp ikke. Jeg havde gået til yoga og jeg var begyndt at løbe, for det skulle også være meget sundt, og jeg prøvede at dulme, så jeg kunne sove, med alkohol, så prøvede jeg at dulme mig selv med sådan noget, det var ikke noget af det der så-dan egentlig rigtig lykkedes…. Den eneste, der egentlig kunne sætte sig ind i det, det var min mor.

Min far han afviste det bare og sagde, jeg var angst neurotisk.