Indgang til systemet

Kapitel 2 beskriver de unges egne forklaringer på sindslidelsen, hvordan de fandt ud af, at de var sindslidende og den første kontakt med behandlingssystemet.

Den vigtigste forklaring på sindslidelsen er for mange unge oplevelser i barndom-men. De fleste beretter om en socialt belastet barndom, hvor der ikke har været plads til dem. Forældrene har været 'fraværende', og de har følt sig 'overset'. Forældrenes samlivsproblemer, alkoholmisbrug eller psykisk sygdom i familien har taget op-mærksomheden, så de unge har haft svært ved at få forståelse for og støtte i deres udvikling.

En mindre gruppe af unge har ikke oplevet opvæksten som socialt belastende. De beskriver en god og tryg opvækst og har svært ved at forklare, hvorfor de er blevet sindslidende.

Et par af de unge beskriver en opvækst præget af fri opdragelse og måske tidlig 'fri-sættelse', hvor de selv har skullet finde ud af, hvad de ville og hvordan. De oplever, at de ikke har lært 'almindelige sociale koder' og omgangsnormer, og det har ført til ensomhed og oplevelse af anderledeshed og er en mulig forklaring på deres situati-on.

Undersøgelsen peger således på, at de sociale opvækstvilkår er vigtige i forståelsen af sindslidelsen. Socialt belastede opvækstvilkår i form af alkoholmisbrug, sindsli-delse i familien og omsorgssvigt i form af fysiske og seksuelle overgreb fylder meget i beretningerne og tyder på en øget risiko for at blive sindslidende. Undersøgelsen falder derfor i tråd med andre undersøgelser, som forbinder risikofaktorer i barn-dommen med dårlige sociale opvækstvilkår (Nygaard Christoffersen 1999, Schultz Jørgensen m.fl.⁴). Der er dog ikke grundlag for at sige, at socialt belastede vilkår fører

4 I "Risikobørn. Hvem er de – hvad gør vi?" peges på fire grupper af årsagsfaktorer: fysiske og somatiske forhold, sociokulturelle forhold, familieforhold og skoleerfaringer. ”En række af disse årsager forekommer samtidig og forstærker virkningen for det enkelte barn. Det kan betyde ophobning af 'kritiske begivenheder' knyttet til fx

til sindslidelse. Men for nogle af de unge forekommer det indlysende, at deres reak-tion på en livsmæssig svær og truende situareak-tion er at blive syge.

Flere unge peger på som en anden vigtig forklaring på sindslidelsen, at de har været pressede. Det kan være, når de skulle til eksamen, begivenheder på arbejdet og kære-steproblemer. Det har været svært for dem at finde en vej ud af presset, og omgivel-sernes krav har været for massive.

De unge fortæller om vanskeligheder ved at finde venner og knytte kontakter. De beskriver, at de allerede tidligt har følt sig udenfor. De har oplevet sig mobbet i sko-len⁵ og har følt sig udenfor i fritiden. Ensomheden er udpræget. De unge fremtræder som det, Koch & Jensen kalder 'de diskrete problembærere' blandt børn og unge.⁶ Af de 15 unge, som beretter om mobning er der ingen, der oplever, at de har fået hjælp.

Skolen har stor betydning for barndom og ungdom. Det har for mange været en tid præget af problemer, der for de fleste viste sig i de sidste skoleår eller i gymnasiet.

Mange beretter om, at de har haft betydelig fravær, trukket sig tilbage fra sociale re-lationer, haft det svært med almindelige sociale omgangsformer, oplevet spisefor-styrrelser og begyndende asocial adfærd som hashrygning m.v.

Flere unge beskriver, at de har haft faglige indlæringsvanskeligheder, som de har fået særlig støtte til i form af specialundervisning. Skolen har i forbindelse med van-skelighederne ofte været i kontakt med forældrene. Der har været samtaler om for-sømmelser og fagligt niveau, men kun to kan berette om samtaler om, hvordan de havde det. For de fleste har sådanne møder ikke ført til, at de har fået hjælp til deres personlige og/eller sociale vanskeligheder.

sygdom, dårlige sociale vilkår, familie-disharmoni, svigtende forældreforudsætninger og dårlige skoleerfaringer.

Alle undersøgelser peget på, at børn, der udsættes for ophobninger af denne art, har betydelig forhøjet risiko for at udvikle sig dysfunktionelt” (s. 15).

5 I Socialministeriets udgivelse: Tidlige spor, Forebyggelse af mobning blandt de mindste børn, Socialministeriet 2002, anføres en definition på mobning: ”En person er mobbet, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer”. Om de unge er blevet mobbet ifølge denne definition, kan interviewene ikke sige noget om. Interviewene viser, at de har oplevet sig mobbet, og at det har haft betydning for, hvordan de har indgået i fællesskaberne og for hvordan de har oplevet sig utilpassede i fæl-lesskaberne.

6Koch & Jensen 1998: "Anonym rådgivning af børn og unge". Ensomhed blandt unge er vist i andre unders ø-gelser som tidstypiske problemstillinger blandt børn og unge: F.eks. Koch & Bechmann Jensen (1998), som refererer til Nielsens undersøgelse blandt gymnasium- og HF-elever (1998) samt til en undersøgelse gennemført af Holstein & Due blandt 11 – 15-årige (s. 54 – 56). Også Lemvigundersøgelsen, Lilian Zøllner 2002, og SFI's børneundersøgelser fra 2002 bekræfter dette.

Få unge beretter om, at forældrene aktivt er gået ind i de rejste vanskeligheder. De har været aktive til at sikre særlig faglig støtte i form af specialundervisning eller op-hold på efterskole. Andre forældre har helt afvist, at der var særlige problemer.

Der er seks unge, som i skoleforløbet har været i kontakt med en psykolog. De be-skriver kontakten som betydningsløs, og ingen bebe-skriver, at de følte sig hjulpet. De er blevet testet og enkelte har været til samtaler, som de ikke har kunnet bruge. Det er karakteristisk, at kontakten ikke følges op.

En række unge har haft kontakt med socialforvaltningen i forbindelse med deres be-lastede opvækst. De oplever sig ikke set og giver eksempler på manglende opfølg-ning eller blindhed i systemerne. Det overlades i nogle tilfælde til dem selv at finde skoleplacering eller anden hjælp.

En vigtig indgang til psykiatrien er den praktiserende læge, som de unge har opsøgt for at tale om, hvordan de havde det, og hvad der kunne gøres. Der er kritiske beret-ninger, hvor de oplever, at de bliver afvist af lægen med råd om, at de skulle ”motio-nere”, ”sætte ting i kasser” eller ”gå hjem og slappe af”. Der er også gode beretninger, hvor de bliver henvist til distriktspsykiatrisk center, bliver indlagt, får samtaler inden indlæggelse og bliver henvist til Center for selvmordsforebyggelse – alle efter en længere periode, hvor de ikke har haft det godt.

De fleste oplever erkendelsen af sindslidelse som dramatisk og skræmmende. Nogle unge beskriver, hvordan de bliver 'lukket ude' fra verden – som om de er i en pyra-mide eller i en glaskugle. Andre beskriver en voldsom angst og nervøsitet over ikke at kunne forstå, hvad der sker. De har svært ved at finde ud af, om det er dem eller verden, der er noget i vejen med. For nogle går ”alt fra hinanden”, og de oplever, at de gør mærkelige ting, har mærkelige tanker og er unormale. Flere unge beskriver sammenbrud, hvor de græder uden at vide hvorfor og oplever at miste selvkontrol.

De unge reagerer forskelligt på erkendelsen. De kan trække sig tilbage fra kontakt med andre, skifte skole/jobarena, gemme sig hjemme, forsømme skole og arbejde.

Nogle har reageret mere dramatisk med selvmordsforsøg og besvimelser. Og enkelte unge har røget mere hash eller drukket mere alkohol.

Erkendelsen eller 'sammenbruddet' får de unge til selv, nogle gange efter forældres tilskyndelse, at opsøge den privatpraktiserende læge. Det sker dog kun i ringe om-fang for de unge, som har berettet om vanskelige opvækstvilkår. De er ud fra tidlige-re erfaringer i tvivl om nytten ved professionel hjælp.

De unge har i høj grad oplevet det som en 'befrielse' at blive diagnosticeret. Diagno-sen giver adgang til, at de ikke oplever sig så alene med deres vanskeligheder. Det bliver legalt at være anderledes og at have behov for hjælp. De oplever ikke

diagno-sen stemplende eller marginaliserende. En del har allerede tidligt i opvæksten ople-vet sig stemplet uden at få hjælp og oplever nu, at diagnosen virker inkluderende i hjælpesystemet.