Hverdagsliv

Omdrejningspunktet på værestederne er de unges sindslidelse og det, de ikke kan.

Der mangler perspektiv i forhold til normaliteten, og de unge efterspørger samvær med unge med fælles interesser. Nogle unge kommer kun lidt på værestederne og føler, at de er færdige med komme der. De er kritiske overfor isolationen på stederne og ønsker at (gen)etablere kontakt med almindelige unge og at få støtte til at komme i gang med et normalt liv.

I forhold til de mange behandlingstilbud oplever de unge som helhed mange forskel-lige samarbejdspartnere, som ofte ikke er forbundet med hinanden. Det kræver, at de unge er i stand til selv at styre indsatsen og overholde aftaler for at få adgang til den tilbudte hjælp. Det stemmer ikke altid med, at det drejer sig om unge, der oven i kø-bet er ramt af sindslidelse, hvor netop selvstændig styring og aftaleoverholdelse i forhold til liv og arbejde er noget, man er ved at lære. For nogle opleves kravet om styring og organisering af behandlingsindsatsen som en invadering af deres eget ungdomsråderum, hvor de bliver stressede, 'psykiatriseret' og klientgjorte.

De unge peger på, at de ikke oplever socialforvaltningen som en nyttig samarbejds-part. De oplever ikke, at sagsbehandlerne samler trådene for dem. Andre unge i det jyske amt har fået støtte til at få førtidspension og skånejobs. Det har afklaret deres økonomiske grundlag, hvilket gør dem mindre stressede end de øvrige i forhold til uddannelse og arbejdsmarked.

Der er ikke en entydig sammenhæng i beretningerne mellem belastede sociale vilkår og de unges oplevelse af tilbud og samarbejde.

Uddannelse og beskæftigelse De unge kan opdeles i tre grupper:

1. En gruppe, der er i arbejde, virksomhedsoplæring eller skånejob. De be-skriver, at arbejdet giver hverdagen en tidsmæssig struktur, hvor de 'lige-som andre unge' kan sige, at de laver noget. Det kan andre forstå, og det er der knyttet et 'normalt' perspektiv til.

2. En gruppe, som er i gang med uddannelse. Det kan være daghøjskole/ Lil-leskole for voksne, Højskole eller erhvervsuddannelse. De ser ligeledes uddannelse som en måde at give hverdagen en tidsmæssig struktur. De kan også berette, at uddannelse har et 'normalt' perspektiv, og de ønsker, at den igangværende uddannelse skal resultere i en senere erhvervsud-dannelse eller et arbejde.

3. En gruppe, der hverken er i gang med arbejde eller uddannelse, og som udgør godt halvdelen af de interviewede. For nogle er deres lidelse så ud-præget, at de bruger energi på at holde sammen på sig selv og på at være sammen med ligesindede. Nogle oplever sig så sløvede af medicinen, at de har svært ved at passe uddannelse og arbejde.

Den første gruppe er tilfredse med jobtilbud og skånejob og fremsætter ikke ønske om, at der på kort sigt skal ske noget andet. De er usikre på, om de vil kunne klare en egentlig uddannelse og holder sig tilbage med at forsøge, fordi de er nervøse for, om et uddannelsesforsøg vil føre til 'endnu et nederlag'. Alle unge i denne gruppe har (haft) en professionel samtalepartner og kontaktperson, som har støttet i etablering af arbejdstilknytningen.

På samme måde gælder for den anden gruppe, at flere har samtalepartnere i form af psykologer og/eller kontaktpersoner, som støtter dem i forhold til perspektiv og mu-ligheder for at gennemføre en egentlig erhvervsuddannelse. I modsætning til den første gruppe har flere et vennenetværk med unge, som ikke er sindslidende, og har kærester og/eller nære venner.

Den tredje gruppe unge har mange og kortvarige arbejds- og uddannelsesforløb bag sig og er i dag usikre på, hvad de vil og kan klare. Nogle skaffer sig trods lidelsen gentagne gange job i et forsøg på at blive normale ved at blive selvforsørgede. De har gentagne gange måttet opgive, enten fordi arbejdstiderne ikke kunne hænge sammen med deres liv, eller fordi de træthed forhindrede dem i at passe arbejdet. En stor del har svært ved at gennemføre de forandringer, og næsten ingen i denne gruppe har professionelle rådgivere, samtalepartnere eller kontaktpersoner, som kan støtte deres overvejelser om arbejde eller uddannelse.

Fritid

De unges fritidsinteresser er ligesom andre unges: musik, computerspil og rollespil, film, samvær med venner, naturen, motion osv.

Ganske få indgår i organiserede fritidsaktiviteter sammen med andre. Flere fremhæ-ver, at de gerne vil dyrke mere individuel styrketræning og fitness, som er godt for deres kropsbevidsthed og selvværd. To unge deltager i Idræt for Sindslidende. En ung har ikke kunnet få sit aktiveringsjob til at passe med tidspunkterne for motion i Idræt for sindslidende, og en anden ung ønsker ikke at deltage i idræt, hvor der kun er andre sindslidende.

Ingen af de interviewede unge deltager i almene fritidstilbud eller sportsklubber. De fleste tør ikke binde an med almindelige fritidsforeninger, fordi de ikke kan leve op til forventningerne om at komme hver gang og yde noget. Andre peger på, at klub-berne er for dyre for deres økonomi.

Få unge beretter om jævnligt eller dagligt hash/alkoholforbrug som en måde at ud-fylde hverdagen på. Flere har tidligere røget mere og hyppigere end de gør i dag.

Nogle af de unge bruger stimulerende stoffer i form af alkohol eller hash som en form for selvmedicinering.

Ungdomsliv

Unge vokser fra hinanden. Der er nogle, der stifter familie, og nogle der hurtigere forlader det uforpligtende ungdomsliv. Sindslidelsen betyder, at de fleste mister kon-takten med de 'normale' unge og ungdomsmiljøer. De oplever sig stemplede, og de 'normale' har svært ved at tale om det at være psykisk ramt. Nogle har selv cuttet forbindelsen til venner i forbindelse med sindslidelsen. Det er blevet vanskeligt at genetablere kontakten til tidligere venner, som har oplevet, at de unge måske opførte sig mærkeligt, eller som måske nu er bange for at træde ved siden af og derfor holder sig væk.

Det er få unge, og især kvinder, der kan berette om et vennenetværk, der holdt, hvor de ikke skal forklare så meget. Når vennenetværket har holdt, hænger det ofte sam-men med, at de unge selv har været åbne om sindslidelsen. De beskriver, at ”de rigti-ge venner” er dem, der er der, når de udskrives fra en indlægrigti-gelse, eller som ikke er bange for at tale med dem om deres psykiske liv.

Nogle har bevidst valgt at skifte omgangskredsen ud. Det er jo ikke ualmindeligt i ungdomsperioden, hvor man får nye venner i forlængelse af nye sociale orienterin-ger, uddannelse, job og par/familiedannelse. Disse unge fremstiller det som bevidste fravalg – mange gange uden, at de har noget at sætte i stedet.

Perioden som sindslidende har hægtet dem af en række almene samtaleemner, og det gør det svært at deltage i diskussioner og samtaler med andre unge. Nogle be-skriver, at de skal forklare for meget, og at det er svært at finde ud af, hvordan man skal være. I stedet vælger de at isolere sig og gider ikke gå i byen mere.

Deres forhold til jævnaldrende er ambivalent – på den ene side ønsker de at være sammen med 'normale' unge, og samtidig er det mest trygt at være sammen med ligesindede. Nogle oplever, at deres erfaringer som sindslidende har gjort dem mere modne end jævnaldrende. De jævnaldrende kan ikke helt forstå, at de har ændret sig og ikke er de samme, som før de blev ramt af sindslidelse og derfor har de ikke mere kontakt.

Flere, især mænd, har et netværk, hvor alle er sindslidende, "som er i faget" . For mange er det et ambivalent forhold. På den ene side ønsker de selv at have omgang med 'normale unge', og på den anden side er de mest trygge ved samvær med unge ligesindede. Højskoleophold eller ordinære undervisningsforløb opleves som gode steder at finde ud af at være sammen med 'normale unge', fordi de der kan koncen-trere sig om at etablere venskaber gennem fælles faglige interesser og aktiviteter.

Det har stor betydning at have en kæreste, som kan være fortrolig , hjælpsom og modvirke ensomhed. Et kæresteforhold giver stabilitet og kan undertiden være en praktisk nødvendighed, både i forhold til at få gjort helt dagligdags ting som at lave mad, gøre rent og købe ind og i forhold til at holde angsten for at være alene nede.

For nogle bliver kæresten hele omdrejningspunktet, - med den risiko, at livet falder fra hinanden, hvis kæresteforholdet ikke holder. Nogle unge har stort set overtaget kærestens netværk, og nogle beskriver, at de er afhængige af, at kæresten er der for at få fuldført planlagte eller påbegyndte projekter.

Halvdelen har aktuelt ikke en kæreste, og nogle har aldrig haft en. De beskriver, hvordan de muligvis både har idylliseret og opskrevet betydningen af at få en kære-ste, og det har gjort det vanskeligere for dem at indlede et kæresteforhold. Andre beskriver, at de enten ikke ved, hvordan man gør eller ikke er parate til at indgå i så nær en relation. Flere oplever det som et stort afsavn og savner nære relationer, ikke mindst for at få en fornemmelse af sig selv.

Oplevelsen af at være anderledes forstærkes af, at de ikke er kommet længere i for-hold til uddannelse, arbejde og familieliv. Beretningerne er fyldte med fortællinger om 'tabte ungdomsliv', om brud i og vanskeligheder med at etablere nære relationer, som kan være en støtte til at finde sig selv og få fodfæste i hverdagen. Sindslidelsen satte en stopper for ungdommens afprøvninger og forestillinger, og nogle oplever, at de ikke har haft det ungdomsliv, som de havde drømt om, og som de nu skal prøve

Sammenfattende taler de unge sindslidende om at forskellen på dem og de andre består i:

• at de andre nu har uddannelse, arbejde og familie – at de selv er kommet bagud

• vanskeligheder med at følge med i det almindelige samfundsliv og almindelige samtaler.

• afstand på grund af stempling og ukendskab til sindslidelser hos jævnaldrende, hvor de unge beretter om forklaringsproblemer og tab af kontakt til tidligere venner. Samt en utryghed ved at være sammen med de andre unge.

Vilkårene for at indgå i ungdomslivet er forskelligt.

I økonomisk forstand er der klar forskel. Der er kun en, som har egen lønindtægt.

Næsten halvdelen modtager ungeydelse/kontanthjælp, fire revalideringsydelse, to modtager sygedagpenge og fire førtidspension. Førtidspensionisterne kommer kun fra det jyske amt, og de udtrykker, at pensionen giver dem tryghed til selv at finde ud af, hvor meget de magter, og plads til små skridt. De har handleplaner med tilbud om skånejob og støtte til uddannelse, og de oplever, at der sker noget aktivt i forhold til uddannelse og arbejde.

Flere af de unge har overordentlig meget gæld, som de betaler af på. Den er opstået på grund af utallige flytninger, hvor de har betalt indskud m.v., men også ved trøstekøb og kassekreditter. Enkelte unge har en ophobning af bøder i forbindelse med kriminalitet eller for kørsel uden billet hos DSB.

De fleste angiver, at de indtil videre har fået tilskud til finansiering af medicinind-køb, som beløber sig til store summer. Nogle unge, som selv finansierer medicinen, angiver, at de kan klare dette, fordi de ikke har så store udgifter til at gå i byen og til andre ungdomsaktiviteter.

På trods af et lille økonomisk råderum synes de fleste, at de får deres økonomi til at hænge sammen.

Kun få unge er kritiske over for den støtte, de får til uddannelses- og arbejdsintegra-tion, i det omfang den har været der. Ingen af de unge, der er på ungeydelse eller kontanthjælp har tilsyneladende en handleplan, som de kender til. Flere beskriver, hvordan de er afhængige af, at systemerne går ind og understøtter forandringer. De kender ikke selv reglerne og er ydmyge overfor mulighederne.

I boligmæssig forstand er der også forskel. De fleste har deres eget sted at bo, men en lille gruppe bor midlertidigt i lånt lejlighed eller på sofaen i et værested. En anden lille gruppe bor i socialpsykiatrisk bofællesskab eller opholdssted.

Alle tillægger deres bolig stor betydning for, hvordan de oplever deres hverdag. Den understøtter deres identitet og normalisering og kan give ro og tryghed til at handle på de andre felter. Når boligsituationen ikke er tilfredsstillende, oplever de sig mere syge. Det er vanskeligere at forestille sig og etablere et normalt liv, når boligen er usikker.

Flere unge beskriver, at de har svært ved at falde til og derfor flytter meget rundt. De ønsker selvstændige boliger blandt almindelige mennesker. De fleste klarer de prak-tiske ting ved at bo selv tilfredsstillende, mens de tre unge, som bor i opholdssted eller bofællesskab, mener, at de fortsat har brug for praktisk støtte i det daglige. På sigt ønsker de sig også en selvstændig bolig.

Forældre - familie

En del af ungdomslivet er at selvstændiggøre sig i forhold til forældrene. Beretnin-gerne indeholder i lighed med andre unge både tvetydighed og ambivalens i løsri-velsesprocessen.

Over halvdelen af de unge var, da de blev ramt af sindslidelse, flyttet hjemmefra. Der er kun en enkelt, som fortsat bor hjemme efter konstatering af lidelsen.

For flere unge kan man måske tale om, at sindslidelsens førte til en forøgelse af for-ældrenes betydning, ikke mindst ved udskrivning fra sygehuset, hvor de både prak-tisk og personligt følelsesmæssigt var afhængige af forældrenes støtte og opbakning.

Det giver vanskeligheder for nogle, når de har behov for at løsgøre sig. De beskriver tydeligt ambivalensen mellem at ville være uafhængig og samtidig føle sig afhængig af forældrenes opbakning.

For andre giver det særlige vanskeligheder, når sindslidelsen enten fornægtes eller tabuiseres i familien. Det gør det vanskeligere selv at formulere et behov for særlig støtte og hjælp, og det vanskeliggør i høj grad, at de kan bruge forældrene som spar-ring for deres egne overvejelser og orientespar-ringer. Især angives fædre som afvisende over for psykisk lidelse – en del fædre mener, at de unge (mænd) bare kan tage sig sammen. Nogle er underlagt (irrelevante/skræmmende) forventninger om, hvad de burde kunne klare. Der er dog også beretninger om fædre som gode støtter, fordi de er praktiske og konkrete, mens flere mødre beskrives som bekymrede og overbeskyt-tende.

Særligt de unge, som under opvæksten har haft gode og støttende forældrerelationer, beskriver, at de fortsat har hyppig kontakt med forældrene og tager dem med på råd.

De oplever støtten som god, når forældrene og familien kan tale om, hvordan de har det uden at give udtryk for 'overdreven' bekymring og samtidig støtte uden at

force-re. Det er svært, når opbakningen fra forældrene opleves tvetydig: de unge 'tror nok', at forældrene bakker op – men får ikke en udtalt opbakning .

De unge, hvis opvækst har været præget af sindslidelse, alkoholmisbrug m.v., får ikke nogen større opbakning fra forældrene. De kan fortsat ikke spille nogen vigtig rolle og udviser ikke forståelse for den unge.

Nogle oplever det som en ekstra belastning, når forældrene er bekymrede, usikre og magtesløse. Det kan føre til, at de begrænser kontakten til forældrene, eller ikke øn-sker at fortælle dem, hvordan de har det. Andre oplever, at forældrene er belastede nok i forvejen, de vil ikke ligge forældrene til byrde ved at gøre dem kede af det, og de taler ikke med forældrene om deres egne vanskeligheder og liv.

Enkelte unge refererer til bedsteforældre eller anden familie som de mest forstående og accepterende over for sindslidelsen og de mest støttende på omsorgsplanet . Der er seks unge, som refererer, at deres forældre er blevet tilbudt støtte i form af pårørendegrupper eller samtaler om at være forældre eller pårørende til unge sinds-lidende. De få unge, hvor forældrene har været inddraget, har oplevet det positivt.

Det har aflastet den unge fra at skulle forklare sig hele tiden – både om hvordan de havde det, og hvordan forældrene har kunnet støtte op om deres situation. Flere pe-ger på, at det vil være hjælpsomt, hvis deres forældre får tilbud om samtaler eller deltagelse i pårørendegrupper, der kan give dem indsigt i sindslidelse og de unges dagligdag. Der peges på, at det kunne være godt, hvis også venner og samboende var omfattet af et 'pårørende-tilbud', da det er dem og ikke forældrene, de unge er sammen med i dagligdagen.

Dagligdagen

Når de unge beskriver deres hverdagsliv, handler det om, hvordan de skaffer dagen en struktur og indhold, der støtter deres selvorientering og fremtidsperspektiv. Be-retninger om gode oplevelser handler om at være sammen med kærester og jævnald-rende, gå ture, se fjernsyn og hygge sig med god mad. Gode dage er for mange, når de selv handler aktivt, gør noget: kommer op og har noget at lave, får ordnet prakti-ske ting eller passet skole og arbejde.

Men der er også beretninger om, at det for flere er en overvindelse at komme igen-nem dagen, og at de har vanskeligt ved at genigen-nemføre besluttede 'projekter'.

En stor del af de unge oplever, at træthed og manglende overskud gør hverdagen utilfredsstillende, og at det er en overvindelse at komme i gang. Nogle bruger al de-res energi på at komme igennem dagen og holde sammen på sig selv, så der ikke er overskud til at indgå i sociale sammenhænge eller til at finde sig selv. De er trætte og

mangler kræfter og overskud og oplever, at de skal trodse trætheden for at lave no-get af det, de gerne ville lave.

De unge, som er trætte og mangler overskud, oplever, at det er svært også at skulle tage stilling og vælge, hvad de vil. De har vanskeligheder med at finde sig til rette og finde deres egne ståsteder. Når de ikke har overskud, bliver det at beslutte vigtige ting vanskeligt, og de føler sig pressede. Nogle undgår dilemmaet ved helt at afstå fra at vælge og i stedet tage tingene, som de nu kommer.