Grunde til at have fået det bedre

Under interviewene er de unge blevet spurgt om deres egne forklaringer på, hvad der har medvirket til, at de har fået det bedre. Både forhold uden for dem selv, og hvad de selv har gjort, for at deres liv blev mere uafhængigt og tilfredsstillende.

De fleste peger på både ydre og indre forhold. Når de peger på ydre forhold, er det særligt familie, venner, kæreste og samtaler med professionelle og i mindre omfang indlæggelser og medicin, de tillægger betydning.

Familie, venner, kæreste, barn

Flere peger på, at det, der er særligt betydningsfuldt, er at finde nogle venner, som kan tage en, som man er og hjælpe med at skabe mening.

Hanne: Det har været arbejde, familie og venner. Altså at der er nogen, der tager en, som man er. At det er nogen der…jamen altså har man bare lyst til at komme op til sine venner og sætte sig dér i en stol og tude, så er det i orden. Og har man haft en dum dag ude på arbejdet, så komme op og skælde ud på deres hund, jamen så er det i orden. Og det er såmænd det, vide, at der er nogen i ens om-gangskreds, der har børn, der holder af en. Der elsker en overalt på jorden.

Min egen andel er, at jeg har sørget for at få de venner. Og jeg har jo sørget for bl.a. at få det arbejde, og jeg har sørget for at gå til clairvoyanter, som jeg går ved. Det er det, der skal til, for at jeg har det godt, ikke også.

Tina: …jeg var også så heldig, at da jeg var allerlængst nede, så mødte jeg én, som fandt ud at tage fat om mig og hive mig op, og jeg tror…jeg er ikke i tvivl om, at det er ham, som gør, at jeg er kom-met ovenpå, forstået på den måde, at han har givet mig et liv, som har noget mere indhold og har nog-le ting, der kan holde mig fast i at nog-leve et normalt liv…som på en elnog-ler anden måde har sagt, ”okay, hun er ked af det og har det ikke godt, og det må vi prøve at få styr på…. Men…jeg har også en inte-resse i hende, og jeg holder af hende”, og det er jo lige præcis det, som gør forskellen, hvis nogen hjæl-per og tilmed også har en interesse…Og holder af en. Så begynder det at give mening, ikke?…og der tror jeg ikke at man [fra systemet] kan tilbyde noget, der må man gå ud og være heldig og håbe på at møde nogle mennesker, som man kan bruge.

Tina peger herudover på, at det også er vigtigt, at hun selv har haft indflydelse på, haft ansvar for, hvad hun har talt med sin psykolog om.

Thea fremhæver særligt sidste indlæggelse og støtte fra sin søster og ikke mindst egen åbenhed om sygdommen.

Thea: Min indlæggelse…ja den sidste har hjulpet. Og at jeg har været hos mine forældre og meget, at min søster kom hjem fra [udlandet]…. Da jeg flyttede sammen med min søster, kunne jeg ikke så me-get, gøre rent og lave mad og alt det der. Det er, ligesom man skal lære det på ny, når man har været syg, men…og jeg var ikke særlig renlig og sådan noget. Og min søster har så lært mig, så at jeg skal gå i bad, og jeg skal også have noget deodorant på engang imellem, og jeg skal vaske op, og jeg skal gøre rent og sådan nogle ting. Det har hun ligesom været med til at bygge op igen og fået mig op at stå på benene igen…. Så hun har sådan fået mig bygget op til, at jeg faktisk kan være ren og pæn. Så det er faktisk mest min søster der har gjort noget for mig…. Og så min venindes kæreste har også væ-ret der for mig, jeg har ringet over og snakket med ham…. Nu ved jeg så selv, hvad jeg skal gøre, når jeg har det dårligt. Og nogle gange så ved jeg det ikke, og så ved [kæreste] det så, han ved, hvad han skal gøre. Så på den måde så klarer vi det jo meget godt nu…så fremtiden…det skal sgu nok gå…det skal det helt sikkert.

Jeg har så også til gengæld valgt at være meget åben om min sygdom, så hvis der kom en fremmed mand og spurgte mig på gaden, "er du syg, psykisk syg", så ville jeg bare sige ja. Og så spurgte vide-re ind til det, ville jeg bavide-re sige til ham, jeg er paranoid skizofvide-ren sådan er det. Jeg er meget åben om-kring det…

Lotte angiver, at det at hun har fået barn har flyttet fokus fra hende selv, og at det har været hjælpsomt, selv om hun ikke synes, hun har det godt nok endnu.

Lotte: Folk der kender mig, de har aldrig set mig så glad og lykkelig, som jeg er nu, altså. Hun[barn]

er simpelthen det bedste for mig. Og det er også sådan…. Jeg tror, det var min redning, altså. Det er i hvert fald derfor at jeg har fået det så godt med bulimien, altså. Fordi at jeg har hende at tage mig af, altså. Jeg flytter fokus fra mig selv. Men jeg forstår så ikke, hvorfor jeg stadig stresser sådan. Altså, det er faktisk blevet værre.

Indlæggelser, medicin, psykologsamtaler

Flere fremhæver de psykologiske samtaler og behandling, som har hjulpet til, at de har fundet sig selv og har fået fodfæste i forhold til at finde ud af, hvem de var, og hvordan de kunne håndtere deres situation. Særligt når de har oplevet selv at have (med)ansvar for samtalernes indhold, fremhæves de som afgørende og betydnings-fulde for, at de i dag har fået det bedre. Som Kirsten siger, ”de personlige samtaler hos psykologen er det, der hjælper, det er det. der gør mig rask”.

Mads taler selv om ”vendepunktet i sit liv” som dér, hvor han begyndte at tage ansvar for eget liv: ”kan du ikke tage ansvar, kan du ikke komme nogen vegne her i livet”. Han fremhæver, at han nu er blevet meget bedre til at lytte til sig selv og tage sig selv al-vorligt – og at ”han har fundet sig selv”.

Mads: Det var vendepunktet i mit liv i hvert fald…det var daghospitalet. Og alt det det har ført med sig. Jeg er simpelthen blevet et nyt menneske…Fordi jeg føler, at der bliver arbejdet med tingene. Det havde jeg ikke oplevet før, og jeg var selv motiveret for det…eller jeg arbejdede selv, det er måske mere det egentlig. Jeg har tendens til at skyde det over på dem, at det er dem, der har gjort alt arbejdet. Det er jo mig, der har gjort det hele, de har sat nogle rammer op…Jeg gik på daghospitalet samtidig med [aktivering] indtil sidste sommer her i 2001…Jamen det var kanon. Jeg havde lavet den aftale med dem, at hvis jeg ikke mødte op, og jeg ikke var syg, så blev jeg udskrevet derfra. Det var så den konse-kvens, der kunne komme, hvis jeg ikke mødte op…Det var en tryghed for mig, for jeg følte, jeg fik hjælp. Jeg havde ufattelig svært med at slippe det, da jeg tog af sted sidste sommer. Det havde jeg godt nok…Det er den terapi, der har gjort det altså…Jeg har aldrig haft det så godt i mit liv før. Det har gjort et eller andet altså …man kan jo ikke se på det så isoleret altså, det kan man ikke…men også det at flytte hjemmefra i sig selv. Det har været en utrolig lettelse altså…. Og jeg har sådan set fået vendt det med at isolere mig til, at jeg gerne vil være sammen med mennesker hele tiden, det er også derfor jeg kommer så meget hernede. Jeg elsker at være sammen med mennesker. Det er måske sådan, jeg i virkeligheden er, ikke. Fundet mig selv!

Men altså det er jo ikke kun at være på daghospital, det er jo en udvikling, jeg har gået igennem, ikke.

De har sat nogle processer i gang, og så har det jo gået stille og roligt, så er jeg blevet sådan støttet og blevet skubbet lidt længere frem for hver gang. Og så til sidst er der kun en hånd, der skubber, ikke.

Der skulle jeg så gerne kunne flyve selv…

Steen synes, han er nået langt, og han tillægger særligt det, at han nu selv kan beslut-te og tage initiativer, betydning for, at han har fået det bedre. Men også støtbeslut-te fra fa-milie og medicin.

Steen: Altså jeg synes, hvis jeg selv skal sige det, synes jeg, at jeg er nået langt i forhold til min

syg-bor selv og alt det der…Det er nok…Både støtte hjemmefra, og så nok fordi jeg har besluttet det og alt det der…sådan en kombination af begge dele…altså, jeg kunne godt tænke mig, at sådan som jeg har det nu, at være så selvstændig som muligt…og klare tingene selv…

Henrik peger på, at det, der har gjort, at han har fået det bedre, dels er, at han har overbevist sig selv om, at han ikke er syg, og dels den omsorg, han har fået gennem OPUS.

Henrik: Jamen dels så har jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg slet ikke er syg…det har en kammerat jeg har, han er kommet ud af det på den måde, eller en tidligere bekendt. Ved at sætte sig ud over det eller ikke stemple sig selv som syg, men simpelthen fokusere på nogle helt andre ting, på de andre ressourcer man har. Det har jeg brugt, og det har ikke været sådan en fornægtelse, at jeg har skubbet det hele væk, men…. Ja, og så tror jeg også, sporten har haft stor andel og så al den omsorg og hjælp fra OPUS, jeg har fået, og at jeg flyttede herind, hvor jeg ikke skal gå og tænke over konflik-ter med dem, jeg boede sammen med. Og ja ydermere at jeg droppede mit natarbejde og kom på syge-dagpenge.

Jan er lidt i tvivl, om han egentlig har fået det så meget bedre. Han synes ikke selv, han kan gøre så meget mere.

Jan: …det ved jeg ikke…det kan være, jamen medicinen har hjulpet mig meget. Det at komme i [soci-alpsykiatrisk værested] har forberedt mig meget på at komme ud på en arbejdsplads, men ikke nok. El-ler at de har forberedt mig så godt, som man kan, og så kunne jeg bare ikke, det ved jeg så helEl-ler ik-ke…jeg har i hvert faldt følt, at jeg har gjort hvad jeg kunne…

Selv blevet bedre til at blive opmærksom på symptomer og søge hjælp. Selv fået ansvar for hjælpen og åbenhed om sygdommen

Andre unge peger på, at når de har fået det bedre, er det, fordi de selv har fået ansvar for hjælpen, og selv er blevet bedre til at søge hjælp, når de har brug for det. De fremhæver, at indsigt og åbenhed omkring egen situation gør det nemmere at være aktiv omkring sig selv, at finde sig selv og at indgå i meningsfulde relationer og samvær med andre.

Tilde: …for mig har det givet det, at jeg selv har oplevet det, at jeg ved, at man ikke bliver ved med at være skør i bolden. Jeg ved, at man kommer tilbage. Der er sikkert nogle ting, der er forandret, men alligevel, ikke også…. Det der med at skulle finde sig selv efter alt det der. Det der med at være psyko-tisk, ikke, og så man kommer til at være…kommer tilbage til den virkelige verden igen…Altså, det har givet mig et helt andet syn på nogle ting. Den der store tolerance man har fået…Jamen altså, især da jeg vågnede op efter min psykose, og så har jeg det meget bedre med mig selv. Og så selvfølgelig den åbenhed, der har været omkring…både min sygdom, men også det rent menneskelige…hos andre psykisk syge … det er nok mere omgangskredsen. …Men altså, min familie, de er da også meget åbne altså, men….

Louise: De gode tilbud lægger op til det, du godt kan finde ud af, og der er ikke så meget obs på det, som man ikke kan finde ud af. Det er vigtigt, at man også får et ansvar, selv om man er psykisk syg – at man kan få gode og hyggelige venner…. Jeg har selv kæmpet – det har været svært – jeg har for-søgt at ændre min adfærd – men jeg er kommet til de aftaler, der har været, og jeg er blevet bedre til at bede om hjælp – jeg synes ikke længere, det er så flovt, jeg er blevet bedre til at sige, "jeg har brug for hjælp".

Selv besluttet, selv påvirke, vælge det raske

Flere peger på, at særligt deres egne beslutninger om at ignorere stemmer og lade sig påvirke så lidt som muligt, tænke så lidt som muligt over livet, tage sig sammen og vælge det raske har haft afgørende betydning for, at de har fået det bedre.

Tom har besluttet sig for ikke at adlyde sine stemmer, men i stedet ignorere dem, og sammen med ny medicin har det hjulpet. Samtidig tillægger han det stor betydning af have fået en kæreste.

Tom: Og jeg har stort set ikke angst mere. Jeg har hele tiden gjort meget for ligesom at kompensere min angst og ligesom prøve at gøre en masse for selv at få det godt…så det hjælper mig rigtig meget, og der begynder jeg så også at få antidepressive piller. Og de hjælper rigtig meget. Mine antipsykoti-ske har ikke hjulpet særlig meget. Og så finder jeg min nuværende kæreste….

Og vi flytter sammen…nu prøver jeg at tænke så lidt over livet [i eksistentiel forstand] som muligt.

Jeg prøver bare at opleve det…. Jeg har et meget stærkt overlevelsesinstinkt…Sådan at jeg får det al-tid godt igen….

Karsten peger særligt på, at han er blevet bedre til at ironisere over sig selv, fordi han er blevet mere moden.

Karsten: …så jeg vil sige, efter jeg var indlagt, eller da indlæggelsen var afsluttet, der vil jeg sige, det totalt har vendt sig. Med at jeg ikke er blevet mobbet, og jeg har været med i fællesskabet og sådan noget…. det er vel også, fordi at jeg er blevet mere moden selv og bedre kan parere, hvis der er nogen, der siger noget, og er blevet ikke så nærtagende, som jeg har været og kan tåle lidt jokeri om, at jeg er bøsse og sådan noget og – hvad hedder det nu … hvordan skal jeg forklare det? jeg har udviklet mig og fået nogle erfaringer, positive erfaringer, som har gjort mig mere sikker på mig selv og sådan no-get. Så jeg ikke er så mistroisk over for mine medmennesker længere og tror, de kun vil mig dårligt….

Og kan tage sådan lidt pis på mig selv, om at jeg er jo også bøsse og sådan noget. Og det synes jeg, man kommer langt med, at have lidt selvironi.

Randi fremhæver særligt, at hun får det bedre, når hun ”tager sig sammen”, men også at hun ikke lægger planer for sin uddannelse, da planer giver hende mere angst.

Randi:…Det har været min familie. Og det har været mine venner. Det har været [medarbejder og socialpædagogisk værested]. Det har været min psykolog…og lige nu der prøver jeg at lade være med at planlægge for meget om min uddannelse. Det giver meget stor angst… så lige nu, der har jeg ende-lig besluttet, at jeg ikke skal noget som helst ende-lige nu, og at jeg ikke skal have nogen uddannelse ende-lige nu. At jeg bare skal prøve at arbejde og se om jeg kan klare det…For hvis jeg ikke kan arbejde, så kan jeg heller ikke klare en uddannelse…Det giver mig også meget mere selvtillid, tror jeg…og så har jeg taget mig sammen. Jeg har virkelig sagt til mig selv, "ved du hvad, hvis du skal have det godt, så skal du tage dig sammen!” …Jeg har virkelig taget mig sammen. Jeg har…ligeså snart at…for eksempel sådan noget med, at de begynder at true mig med at…eller ikke true mig med…hvor de mener, at jeg skal på institution, og jeg muligvis skal på institution resten af livet, og det er åh så farligt med mig, så bliver jeg bange. Og så er der et eller andet, der giver et ryk i mig, og så tager jeg mig sammen.

Lise mener, at det helt afgørende var, da hun besluttede sig for at 'høre stemmerne fra' og ikke lade sig dominere af stemmerne. Men også medicin og anden hjælp, og at hun har fundet sin egen lejlighed og er i gang med en fornuftig skoleplan.

Lise: …det er jo nok både at få medicin og…ja, men det ved jeg ikke. Det var ligesom, da jeg blev syg.

Det var fra den ene dag til den anden, så fandt jeg bare ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Altså gik fra at være rask til at være syg, da vidste jeg, at der var noget galt og sådan noget. Fra at være syg og så til at være rask, fordi det kalder jeg mig selv nu, ikke? … Jeg havde bare vidst, hvad jeg skulle gøre.

Jeg vidste bare, fordi…men det var sådan noget. Jeg snakkede med min læge…om at man kan godt høre stemmer hele livet…. Man kan godt være skizofren resten af sit liv uden at mærke det. Man kan godt…man kan godt være normalt på arbejde kl. 8 om morgenen og komme hjem, til man skal i seng og få noget at spise og gå i bad og sådan noget. Fungere helt normalt og alligevel høre stemmer. Det kan man godt. Og det besluttede jeg mig for, fordi…Og det ved jeg ikke, om det er noget, man kan be-slutte sig for, men det gjorde jeg. Og det fungerer meget godt nu.

Ja, men jeg har bare…jeg har lidt sådan på fornemmelsen, at selvom jeg har fået hjælp fra utrolig mange mennesker – forældre, kontaktpersoner, venner, fordi jeg har rigtig mange venner, ikke – så tror jeg, at det var min egen skyld alligevel, fordi jeg valgte at tage den beslutning…. at jeg ikke vil lade mig dominere af de stemmer mere. At de ikke skal have lov til at ødelægge mere for mig. Det kan da godt være, at om 5 år eller om 10 år man ryger hen og bliver psykisk syg igen. Det kan da godt ske, men jeg tror bare ikke, at det sker lige nu. Det tror jeg ikke. Det har jeg det alt for godt til.

Lise fortæller, at hun opfatter sig som 'sindssyg', men ikke sindslidende.

Lise: Jeg vil også gerne lige sige, jeg kalder mig selv ’sindssyg’. I stedet for ’sindslidende’, fordi jeg li-der ikke unli-der min sygdom. Det synes, jeg er vigtigt. Jeg synes, det er sjovere at være sindssyg – syg i sindet – end at lide under sindssygdom… Jeg synes det er forkert, at de kalder det sindslidelse. Jeg er harm over det. Jeg har tænkt mig at skrive et læserbrev eller sådan noget. Jeg gør det aldrig, men

…(griner). Det kan godt blive lidt træls …jeg er syg i sindet…eller var …Jeg er kommet langt

…Men jeg har også fået at vide af mange, at jeg er en af de heldige …Uden at jeg helt ved, hvad de mener …Jeg tror, at alle sådan et eller andet sted siger, at nu skal jeg have en chance for at bevise, at du er noget bedre.