Erfaringer med tilbud om behandling og omsorg

diagno-sen stemplende eller marginaliserende. En del har allerede tidligt i opvæksten ople-vet sig stemplet uden at få hjælp og oplever nu, at diagnosen virker inkluderende i hjælpesystemet.

De unge oplever, at de ikke har megen indflydelse på hjælpens udformning under indlæggelse og ved udskrivning. Ved længere indlæggelser på voksenafdelinger har de overordentligt svært ved at finde støtte til en normalitet og til at genfinde sig selv som ung. De bliver forskrækkede, forvirrede og føler sig gjort mere unormale og sy-ge, end de har lyst til. På ungdomsafdelingerne har de nemmere ved at finde interes-sefællesskaber og meningsfulde aktiviteter.

Udskrivningerne opleves af mange som ikke-planlagte, hvor der sker brud i kontak-ten. Kontinuiteten bliver ikke sikret, og der stilles store krav til de unge om selv at etablere eller fastholde kontakt til den relevante støtte – selv om de er sindslidende – og for nogle lykkes det ikke.

De unge, der på interviewtidspunktet modtog medicinsk behandling, har kontakt med distriktspsykiatriske eller ambulante støttecentre. De har primært kontakt med centrene i forbindelse med medicinregulering og giver generelt udtryk for ikke at bruge de distriktspsykiatriske tilbud ret meget. Det er kun, når de har en god psyko-log eller kontaktperson, de får et udbytte. De unge karakteriserer centrene som kede-lige og fyldt med underkede-lige mennesker. Der er alt for megen fokus på medicin og for få samtaler. De unge efterspørger fleksibilitet, tilgængelighed, mere tid og samtaler, som ikke kun skal handle om medicin.

Nogle få unge har via de distriktspsykiatriske centre indgået i egentlige aktiviteter, motion og udflugter. Aktiviteterne har i en periode har været et alternativ til at blive hjemme i sengen, men tillægges sjældent betydning som en hjælp i deres bestræbel-ser på at finde fodfæste og etablere sig i eget liv. De positive beretninger fremhæver som en kvalitet ved centrene, at man der har ”et etableret system…hvor man kan gå hen, hvis man har nogle problemer”, uden at en henvendelse automatisk medfører en læggelse. De kan i større udstrækning selv bestemme i modsætning til under ind-læggelse. Og flere fremhæver, at distriktspsykiatrisk center fungerer som en hjælp-som 'murbrækker' i forhold til den kommunale socialforvaltning.

Mange unge har oplevet en eller flere gode samtalepartnere, hvoraf nogle også er kontaktpersoner. Der er vigtigt for dem at have en tæt personlig relation til en pro-fessionel, som ikke er bundet op på de følelser, som er forbundet med forældre og kammerater. Relationer og samtaler fungerer, når de kan lide deres kontaktperson eller samtalepartner. Hvis kemien ikke er i orden, får de ikke noget ud af det, og de afbryder kontakten, hvis ikke de oplever respekt for deres behov. De ønsker profes-sionelle, som tør kalde ”en skovl for en skovl”. De har brug for hjælp til selv at finde ud af, hvad der hører til deres psykiske lidelse, og hvad der hører til ungdomslivets 'al-mindelige vanskeligheder'.

De, der efterlyser psykologbistand, er både forstående og tålmodige over for, at sy-stemerne er klemt ressourcemæssigt, og at de ikke altid selv er tilgængelige for psy-kologhjælp. De, der i dag har adgang til psykologbistand og støtte- og kontaktperso-ner, er generelt tilfredse med det. De oplever støtte til sociale sammenhænge og til-skriver samtalerne og støtten fra kontaktpersonen en væsentlig betydning for vigtige forandringer og stabiliseringer i deres liv.

Alle unge ønsker at have en samtalepartner, som de kan betro sig til, og som kan rådgive dem om, hvordan de skal forholde sig til at være sindslidende. Nu er de godt nok 'opdaget' af psykiatrien, som med diagnosen konstaterer, at de har særlige van-skeligheder, men deres behov for at blive set 'på egne præmisser' bliver ikke indfriet.

De definerer en fast samtalepartner, som en person de kan bruge i deres eget forsøg på at skabe mening og fodfæste. Når de ikke får en sådan i psykiatrien, kommer be-handlingen til at ligne det, som de tidligere har været udsat for, hvor de heller ikke kom til orde og fik den fornødne hjælp.

Når det klare ønske om samtalepartnere ikke i højere grad bliver imødekommet, kan det være udtryk for, at de set med 'systemøjne' ikke har spurgt på den rigtige måde.

Men det er kun ganske få af de, der efterspørger psykologbistand, der har fået en plausibel begrundelse for, hvorfor de ikke får den.

I de unges beretninger om værestederne fremstår et dilemma mellem det 'normale' almindelige ungdomsliv og behovet for at være sammen med ligesindede – altså an-dre sindslidende. De giver klart udtryk for, at samvær med anan-dre sindslidende er en kvalitet, fordi der er plads til både gode og dårlige dage. Værestederne rummer mu-lighed for ikke at være alene med anderledesheden, og det fremhæves som en vigtig kvalitet. Især på de væresteder, der giver mulighed for at være sammen med jævn-aldrende.

For flere unge har værestederne dannet grobund for etablering af private venne-netværk, hvor de mødes og laver ting sammen privat. Det fungerer som afsæt for et selvstændigt ungdomsliv knyttet til fælles interesser. De konstruerer dermed i lighed med andre unge et liv, hvor de selv er initiativtagere, medbestemmende og ansvarli-ge på egne præmisser, blandt andet ved at de privat kan være mere selektive – både med hvem de ønsker at lave aktiviteterne sammen med, og hvilke aktiviteter de vil lave, f.eks. i forhold til technomusik og lignende.

Når de unge er kritiske – og for en dels vedkommende – afviser værestederne, sker det med henvisning til, at der ikke er tilstrækkelig plads og støtte til egne initiativer, at kravene bliver for små for netop dem. De føler sig fastlåste i samvær med sindsli-dende, som de oplever, at de ikke har interessefællesskab med, eller som de oplever

Omdrejningspunktet på værestederne er de unges sindslidelse og det, de ikke kan.

Der mangler perspektiv i forhold til normaliteten, og de unge efterspørger samvær med unge med fælles interesser. Nogle unge kommer kun lidt på værestederne og føler, at de er færdige med komme der. De er kritiske overfor isolationen på stederne og ønsker at (gen)etablere kontakt med almindelige unge og at få støtte til at komme i gang med et normalt liv.

I forhold til de mange behandlingstilbud oplever de unge som helhed mange forskel-lige samarbejdspartnere, som ofte ikke er forbundet med hinanden. Det kræver, at de unge er i stand til selv at styre indsatsen og overholde aftaler for at få adgang til den tilbudte hjælp. Det stemmer ikke altid med, at det drejer sig om unge, der oven i kø-bet er ramt af sindslidelse, hvor netop selvstændig styring og aftaleoverholdelse i forhold til liv og arbejde er noget, man er ved at lære. For nogle opleves kravet om styring og organisering af behandlingsindsatsen som en invadering af deres eget ungdomsråderum, hvor de bliver stressede, 'psykiatriseret' og klientgjorte.

De unge peger på, at de ikke oplever socialforvaltningen som en nyttig samarbejds-part. De oplever ikke, at sagsbehandlerne samler trådene for dem. Andre unge i det jyske amt har fået støtte til at få førtidspension og skånejobs. Det har afklaret deres økonomiske grundlag, hvilket gør dem mindre stressede end de øvrige i forhold til uddannelse og arbejdsmarked.

Der er ikke en entydig sammenhæng i beretningerne mellem belastede sociale vilkår og de unges oplevelse af tilbud og samarbejde.