T idligt og bør nerigt forældreskab - SMÅ BØRN ANBR AGT UDEN FOR HJEMMET

Forældrene er i gennemsnit 35,6 år på undersøgelsestidspunktet.

Mens de kvindelige respondenter i gennemsnit er 34,8 år, er mæn-dene lidt ældre, nemlig 38,5 år i gennemsnit.

En relativt stor andel af kvinderne har fået børn i en forholdsvis ung alder. Gennemsnitsalderen ved første barns fødsel var for mødrene 22,2 år, for fædrene 27,3 år. Blandt mødrene i Børneforløbsundersø-gelsen var gennemsnitsalderen ved første barns fødsel 27,2 år (Chri-stoﬀ ersen, 1997). På dette område adskiller anbragte børns forældre (mødre) sig således markant fra befolkningen i al almindelighed, idet den enkelte mor i gennemsnit har fået sit første barn fem år tidligere end andre mødre. Dette kan potentielt medføre en betydelig forskel i livsforløb for børnene, idet unge forældre både kan være mindre modne i forhold til at påtage sig forældreskabet og mindre socialt konsoliderede, for eksempel i forhold til uddannelse, arbejde, bolig med videre.

28 pct. af forældrene har været teenageforældre, det vil sige født deres første barn i aldersspændet 14-19 år. Der er imidlertid en stor kønsforskel, idet der er en langt større andel teenagemødre (32 pct.) end teenagefædre (8 pct.). Disse tal skal sammenholdes med, at teenagefødsler kun forekom blandt knap 4 pct. af kvinderne i Børneforløbsundersøgelsen (ibid.). Også på dette område skiller

familier (kvinder) med anbragte børn sig altså bemærkelsesværdigt ud fra befolkningen i al almindelighed. Det er dog kun 7 pct. af de anbragte børn fra 1995, der selv er født af teenagemødre, idet relativt mange af dem har søskende, der er ældre end dem selv.

Alt i alt må man konstatere, at relativt mange anbragte børn er kom-met til verden og vokset op med ret unge forældre. En tredjedel af kvinderne har været teenagemødre, da de ﬁ k deres første barn, og 7 pct. af de anbragte børn er født af teenagemødre. En del børn ople-ver således at vokse op med en meget ung forælder (mor).

Som det gælder for mange af de øvrige risikofaktorer i denne under-søgelse, vil mange børn, der udsættes for bestemte vilkår, for eksem-pel at blive født af teenageforældre, vokse op, uden at det volder større problemer senere i livet. Men vi ved fra andre undersøgelser, at teenageforældreskab øger sandsynligheden for, at barnet senere vil opleve problemer. Således ﬁ nder Bebbington & Miles (1989) i deres britiske studie af mere end 2.100 anbragte børn, at sammenlignet med ikke-anbragte børn var sandsynligheden for at blive anbragt uden for hjemmet 2,1 gange så stor, når moren var 20 år ved fødslen eller derunder. Quinton & Rutter (1988) har undersøgt, hvorvidt dårlige mønstre i forældreskabet reproduceres i næste generation blandt yngre mødre, der selv har været anbragt uden for hjemmet.

De ﬁ nder, at de mødre, der havde opdragelsesproblemer i forhold til deres barn, relativt ofte havde fået barnet tidligt. Christoﬀ ersens dan-ske studie af 1966-kohorten viser blandt andet, at børn af teenage-mødrene fra kohorten har en større sandsynlighed end deres jævn-aldrende for at opleve vold i familien, for at blive anbragt uden for hjemmet og for senere at få erfaringer med ungdomsarbejdsløshed, narkomani samt selvmordsforsøg (Christoﬀ ersen, 2003). Desuden har teenagemødres døtre en større risiko for selv at blive teenage-mødre, mens deres sønner har større risiko for at få en dom for vold, inden de bliver 27 år. Endelig har et andet dansk registerstudie vist, at kvinder, der får deres første barn tidligt, har en oversandsynlighed for at få mange børn (Knudsen, 1996), hvilket også er tilfældet for mødrene i den foreliggende undersøgelse.

Planlagte graviditeter eller ej

I undersøgelsen er mødrene blevet spurgt, om graviditeten var plan-lagt eller uplanplan-lagt. En uplanplan-lagt graviditet behøver naturligvis ikke at betyde, at barnet ikke er velkomment og ønsket, når det fødes. Så det kan ikke ud fra den måde, der er spurgt i undersøgelsen, belyses, om børnene faktisk var ønskebørn under graviditeten og ved føds-len. Det kan heller ikke belyses, om det forhold, at graviditeten var uplanlagt, betød, at forældrene udviklede en problematisk relation til barnet. Uplanlagte graviditeter siger dog noget om, at det ikke har været hensigten af få et barn på netop dette tidspunkt, og gravi-diteten kan i nogle tilfælde have været ubelejlig, og spædbarnet kan have passet mindre godt ind i morens livssituation. Samtidig kan omfanget af uplanlagte graviditeter sige noget om, i hvor høj grad de anbragte børns mødre levede et liv, hvor de selv planlagde større livsændringer, som et barns fødsel er udtryk for.

Af tabel 5.1 fremgår det, at to femtedele af de anbragte børns mødre angav, at graviditeten var planlagt, mens omvendt tre femtedele oply-ste, at barnet ikke var planlagt. Dette er et højt tal i en tid, hvor børnefødsler i højere og højere grad planlægges, så de passer ind i forældrenes livssituation. I tabellen sammenlignes dette resultat med mødres svar på et lignende spørgsmål i Børneforløbsundersøgelsens første dataindsamling (Christoﬀ ersen, 1997). Spørgsmålet blev da formuleret således, at mødrene skulle svare på, om barnet var et ønskebarn. Selvom de to spørgsmål ikke er identiske, er de dog så

Tabel 5.1

Planlagt graviditet/ønskebarn blandt forældre til børn født i 1995. Procent.

SFI’s Børnefor-løbsundersøgelse

Sammenlignings-gruppen

Børn anbragt uden for hjemmet

Planlagt graviditet/ønskebarn¹⁾ 87 77 41

Ikke planlagt/ikke ønskebarn¹⁾ 13 23 59

I alt 100 100 100

Procentgrundlag 4.971 291 329

Kilde: SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn og SFI’s Børneforløbsundersøgelse (bemærk: data fra 1996).

Noter: 1) I Forløbsundersøgelsen af anbragte børn er der spurgt til, hvorvidt graviditeten var planlagt. I Børneforløbsundersøgelsen er der spurgt til, om barnet var et ønskebarn.

lig hinanden, at det giver mening at foretage sammenligningen. I Børneforløbsundersøgelsens repræsentative udvalg af danske børn i samme aldersgruppe svarede 13 pct. af forældrene, at barnet ikke var et ønskebarn, mens 87 pct. karakteriserede deres barn som ønsket.

De børn, der senere blev anbragt, ser således ud til at have været langt mindre planlagt, end hvad der gælder jævnaldrende børn i befolkningen som helhed.

Blandt de gravide teenagere var graviditeten betydeligt sjældnere planlagt end blandt deres medsøstre, der fødte barnet efter teenage-alderen. De planlagte graviditeter ﬁ ndes hos 23 pct. af de mødre, der var teenagere under graviditeten, mod 77 pct. af de mødre, der var mindst 20 år eller ældre ved første barns fødsel.

Hessle (1988) beskæftiger sig i sin undersøgelse af forældre til anbragte børn med betydningen af at have følt sig uønsket som barn. Op imod 90 pct. af forældre til anbragte børn i hans undersøgelse har følt sig uønskede, og det kan for mange blive en slags livstema, der indebærer både en forøget risiko for at føle sig uønsket i andre roller og vanskeligheder i forbindelse med at udfylde en senere forældre-rolle. Børn, der har følt sig uønskede i barndommen, tenderer til at tage afstand fra deres forældre og at ville opbygge et modbillede til den forældreﬁ gur, de har oplevet. Det indebærer, at de som forældre kan komme til at agere ud fra et idealbillede af forældreskab, som de ikke har konkrete forbilleder for, og som de derfor har svært ved at realisere. Hvis de mange ikke-planlagte graviditeter blandt anbragte børns mødre også indebærer, at en del af disse børn har været uøn-skede, må man derfor antage, at det er en situation, der kan præge børnenes videre liv under barndommen og i voksenalderen.

Børnenes fordeling på køn

Mange tidligere undersøgelser har vist, at blandt udsatte grupper klarer drengene sig noget dårligere end piger. Man kan formulere det sådan, at drenge er mere sårbare og reagerer stærkere eller mere negativt på belastninger i barndommen, både hvad angår kortsigtede og mere langsigtede konsekvenser, end piger gør.

I de tre delundersøgelser i denne forløbsundersøgelse af anbragte børn indgår sager med drenge med noget forskellige tyngde, men

alt i alt er der ﬂ ere drenge repræsenteret i undersøgelsen: I delunder-søgelsen gennemført blandt sagsbehandlere indgår 54 pct. drenge.⁵⁶ Vi har ikke en landsdækkende opgørelse på køn over nuværende og tidligere anbragte født i 1995. Sammenholder man imidlertid køns-fordelingen af børnene i vores undersøgelse med de aktuelt anbragte, er der stor overensstemmelse. Blandt samtlige anbragte på 7 år var de 54 pct. drenge ved udgangen af 2002, og blandt de 8-årige var der 57 pct. drenge. Der er således grund til at antage, at kønsfordelingen i denne undersøgelse ikke adskiller sig væsentligt fra fordelingen på landsplan.

Antallet af biologiske børn pr. forælder

Hvad angår antallet af børn, er 16 pct. af mødrene til anbragte børn biologisk forælder til ét barn, og 34 pct. er forælder til to børn. 23 pct. har fået tre børn, og 27 pct. af mødrene er forælder til mellem 4 og 8 børn. Som det ses i tabel 5.2, vokser de nuværende og tidli-gere anbragte børn fra 1995-årgangen således op med et større antal børn pr. familie end deres jævnaldrende. Mens 27 pct. af de anbragte Tabel 5.2

Antallet af børn blandt mødre til børn født i 1995. Procent.

Landsgennemsnit for familier med 0-18-årige børn¹

Mødre til børn anbragt uden for hjemmet²

Forælder til 1 barn 42 16

Forælder til 2 børn 42 34

Forælder til 3 børn 12 23

Forælder til 4-8 børn 3 27

I alt 99 100

Procentgrundlag 662.804 279

Noter: 1) Landsgennemsnittet angår alle familier i Danmark med mindst ét hjemmeboende barn under 18 år, som er ugift og uden barn pr. 01.01.03. 2) Antal biologiske børn i alt uanset alder, og uanset om de bor hjemme eller ej. Danmarks Statistik:

Statistikbanken, FAM4.

Kilde: SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn. Antal uoplyste: 0

56. I delundersøgelsen blandt anbringelsessteder er der 53 pct. drenge og i delundersø-gelsen blandt forældre 57 pct.

børn kommer fra familier med 4-8 børn, gælder det 3 pct. af børn fra 1995-årgangen i al almindelighed.⁵⁷

I gennemsnit er mødre og fædre i Forløbsundersøgelsen af anbragte børn forældre til 2,7 barn (mødre 2,78, fædre 2,52). Målt på hele den kvindelige befolkning er dette tal 1,73 barn pr. kvinde i 2002 (Danmarks Statistik, 2003c). Mødrene til de anbragte børn på 7-8 år har således i gennemsnit ét barn mere end den kvindelige befolkning som helhed.⁵⁸ Samtidig med, at der er tale om relativt unge familier, skal disse unge forældre håndtere et hverdagsliv med relativt ﬂ ere børn. Knap et årti efter, at Socialforskningsinstituttet sidst indsam-lede data om anbragte børns opvækstvilkår, kan man altså gentage en af konklusionerne fra dengang:

Familier med børn og unge anbragt uden for hjemmet er således kende-tegnet ved, at kvinderne i langt større udstrækning end danske kvinder som helhed er blevet mødre i en tidlig alder, og at både fædre og mødre til anbragte børn/unge får langt ﬂ ere børn end gennemsnittet af befolk-ningen. (Hestbæk, 1997, s. 63).

En af de oftest citerede forløbsundersøgelser om risikofaktorer i barndommen har vist, at det er en risikofaktor for et barn, hvis der er mindre end to års afstand til nærmeste søskende (Werner &

Smith, 1982, 1992). Forklaringen skal ﬁ ndes i, at der bliver mindre rum for det enkelte barn til at udvikle sig i de første to år, hvor bar-nets tilknytning til de primære omsorgspersoner konsolideres. Den nærværende undersøgelse viser, at 28 pct. af børnene har en søster eller bror med mindre end to års afstand, 4 pct. har to søskende med denne afstand, og 1 pct. af de anbragte børn har fået 3 søskende

57. Man skal bemærke, at tallene for forældre til anbragte børn og forældre i befolk-ningen som helhed ikke er direkte sammenlignelige, da forældre til anbragte børn er selektivt udvalgt ud fra, at de har et barn født i 1995, mens Danmarks Statistiks opgørelser rummer alle børnefamilier med hjemmeboende børn under 18 år.

58. Man må tage det forbehold, at der ikke er tale om en sammenligning af to helt ens størrelser. I vores undersøgelse er alle forældre kendetegnet ved, at de har et barn på otte år, der har været eller er anbragt uden for hjemmet, og desuden er 16 pct.

af interviewpersonerne mænd. Det samlede fertilitetstal på 1,73 er et mål på, hvor mange børn hver kvinde i den fertile alder (15-49 år) i gennemsnit har født ved udgangen af 2002. Herunder også kvinder, der aldrig har født et barn. Kunne man sortere disse fra, ville fertilitetstallet være lidt større.

med mindre end to års afstand fra deres egen fødsel (det vil sige, at der enten er tale om tvillinger plus en søskende yderligere, eller om trillinger). I alt 33 pct. af børnene har således søskende med mindre end to års afstand fra deres egen fødsel.

Når der er tale om socialt udsatte familier, øger børnerigdom risi-koen for en negativ udvikling for familien og for barnet. Bebbington

& Miles (1989) ﬁ nder således, at tilstedeværelsen af mange børn er en – om end svag – risikofaktor, idet sandsynligheden for at blive anbragt uden for hjemmet øges 1,3 gang, når der er ﬁ re eller ﬂ ere børn i familien. Også teenageforældreskab udgør en risikofaktor, der øger sandsynligheden for tilstedeværelsen af andre risikofakto-rer i barnets liv. Blandt andet er der i disse unge familier en øget sandsynlighed for overgreb på barnet og for en negativ udvikling for barnet på langt sigt (se for eksempel Bebbington og Miles (1989) samt Werner & Smith (1982, 1992)).

Samlivsstatus

Mange anbragte børn vokser op under andre familieforhold end børn i almindelighed. I 86 pct. af familierne i Forløbsundersøgelsen af anbragte børn er kernefamilien opløst eller har aldrig eksisteret.

Over halvdelen af børnene hører til i eneforsørgerfamilier (52 pct., jf. tabel 5.3). Langt de ﬂ este eneforsørgere er enlige mødre (84 pct.), mens 16 pct. er enlige fædre. Derudover hører 33 pct. af de anbragte børn til i en sammenbragt familie (moren i 90 pct. af familierne, faren i 10 pct.). Endelig bor 14 pct. af børnene i Forløbsundersøgel-sen af anbragte børn i en kernefamilie med begge forældre.

Sammenholdt med en tidligere dansk anbringelsesundersøgelse (Hestbæk, 1997) er der i Forløbsundersøgelsen af anbragte børn en mindre forskydning i retning af relativt færre børn i kernefamilier og relativt ﬂ ere børn i sammenbragte familier. Der kan ikke ud fra nærværende undersøgelses resultater gives en forklaring på dette.

Men en mulig forklaring på de mange fra opløste familier kunne være, at der i nærværende undersøgelse er tale om meget dårligt stillede børn og forældre. Det skal ses i lyset af, at børnene kun er 7-8 år og på nuværende tidspunkt allerede er eller har været anbragt uden for hjemmet. Det sker typisk i familier, hvis problemer er af særdeles belastende karakter.

Sammenholdt med Børneforløbsundersøgelsen bliver det klart, at eneforsørgere ikke er nær så udbredt blandt jævnaldrende børns familier som blandt familier til anbragte børn (Christensen, 2004).

Kun 12 pct. af børnene i Børneforløbsundersøgelsen bor hos enefor-sørgere. 80 pct. af børnene bor i kernefamilier med forældrene, mens 7 pct. bor i sammenbragte familier (tabel 5.3). Denne fordeling svarer stort set til hele befolkningens fordeling.⁵⁹ Man kan således konstatere, at mange anbragte børn vokser op i familier, der adskiller sig fra jævnaldrende børns ved en udstrakt grad af diskontinuitet i form af tidlig opløsning af kernefamilien.

For 7 pct. af de anbragte børn er der den særlige årsag til ikke at bo i en kernefamilie, at den ene forælder er død. Det er en bemærkelses-værdig høj andel af de 7-8-årige, der på så tidligt et tidspunkt i deres liv har mistet en forælder på grund af dødsfald. På landsplan er det ca. 1 pct. af de 7- og 8-årige, der har mistet en forælder (Danmarks Statistik, 2003b). Først i 22-23-årsalderen kommer man for hele befolkningens vedkommende op på, at 7 pct. har mistet (mindst) én forælder.

Tabel 5.3

Samlivsstatus blandt forældre til børn født i 1995. Procent.

SFI’s Børnefor-løbsundersøgelse

Sammenlig-ningsgruppen

SFI’s Forløbs-undersøgelse af

anbragte børn

Kernefamilie med begge forældre 80 16 14

Enlig forsørger 12 33 52

Sammenbragt familie 7 48 33

Andet 1 3 1

I alt 100 100 100

Procentgrundlag 4.970 291 329

Kilde: SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn og SFI’s Børneforløbsundersøgelse.

59. Her udgør andelen af børn i kernefamilier 76 pct. af den samlede børnegruppe i 7-årsalderen, andelen af børn i sammenbragte familier 8 pct. og andelen hos enefor-sørgere 17 pct. pr. 1. januar 2002 (Danmarks Statistik, 2002a).

Internationale forskningsresultater peger på, at enefor ældreskab kan være en risikofaktor i forhold til barnets udvikling samt øge sandsynligheden for at blive anbragt uden for hjemmet (Bebbington

& Miles, 1989; Davila & Landgren-Möller, 1991). Bebbington &

Miles (1989) viser, at eneforældreskab er den enkeltfaktor ud af 14 faktorer, der stærkest forøger risikoen for, at barnet anbringes uden for hjemmet. Risikoen i eneforsørgerfamilier er næsten otte gange så stor som i kernefamilier. I sammenbragte familier er risikoen også væsentligt forøget, om end i mindre udstrækning (ca. 3 gange).⁶⁰ Det er imidlertid værd at bemærke, at man ikke kan se eneforældre-skab som enkeltstående risikofaktor. Tværtimod undersøges risiko-faktorer ofte i den komplekse kontekst, de er en del af. Hvad angår familieopløsning og skilsmisse, har en række undersøgelser fundet, at det ikke er skilsmissen og familiens opløsning i sig selv, der øger risikoen for, at barnet anbringes uden for hjemmet eller udvikler sig negativt. Det er familiens opløsning i sammenhæng med andre belastningsfaktorer, der øger risikoen. Her fremhæver forskningen især tilstedeværelsen af alvorlig disharmoni og/eller et højt konﬂ ikt-niveau i familien som skadeligt for barnet.⁶¹ Således peger Garmezy

& Masten (1994) på, at børn i disharmoniske familier eller skilsmis-sefamilier med et højt konﬂ iktniveau har en højere sandsynlighed for at udvikle antisociale symptomer. Rutter ﬁ nder, at disharmoni, strid og aggression i familien placerer barnet i en højrisiko-position.

Disharmonien er forbundet med en følelse hos barnet af at være ulykkelig og kan medføre en risiko for at udvikle antisocial adfærd og ungdomskriminalitet senere i livet (Rutter, 1970 & 1971).

Andre studier hævder, at det ikke er rollen som eneforsørger i sig selv, der er den væsentlige risikofaktor, men feminiseringen af fattig-dommen i samfundet som helhed og de vilkår, dette stiller for enlige

60. Også i Børneforløbsundersøgelsens første dataindsamling viste det sig, at enefor-ældreskab var forbundet med en øget forekomst af visse sygdomssymptomer hos barnet samt en øget risiko for hospitalsindlæggelse af barnet (Nielsen, Rasmussen &

Christoﬀ ersen, 2002).

61. Garmezy & Masten (1994), Quinton & Rutter (1988), Rutter (1970, 1971), Rutter, Quinton & Hill (1990), Werner & Smith (1992).

kvinder som forsørgere (Qvortrup, 1994). I disse eneforsørgerfami-lier er der tale om kvinder, som har en ringe skolegang og kort eller ingen uddannelse bag sig og af disse grunde også en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Børnene i disse familier lever derfor ofte i en permanent tilstand præget af økonomisk knaphed og større eller mindre grad af marginalisering. Disse børn stifter således gennem deres forældre kun i ringe udstrækning bekendtskab med to af de væsentligste integrerende faktorer i samfundet, nemlig uddannelse og arbejde. Endelig lægger den økonomiske knaphed typisk nogle begrænsninger på barnets muligheder for oplevelser og udfoldelse i fritid og ferier, sammenholdt med jævnaldrendes muligheder. Som det fremgår af kapitel 6, er det da også især de enlige forsørgere, der vurderer deres private økonomi som dårlig.

Samlivsophør

Som nævnt ovenfor bliver en forholdsvis stor andel af anbragte børns forældre skilt, eller de danner aldrig par overhovedet, idet moren er alene fra graviditeten/fødslen.

Blandt de anbragte børn er der ﬂ ere børn, hvis forældre aldrig har boet sammen, end der er børn, hvis forældre har boet sammen i hele barnets levetid. 14 pct. af forældrene har boet sammen i en kernefa-milie hele barnets liv, mens 18 pct. omvendt aldrig har boet sammen.

Imellem disse to yderpoler beﬁ nder de øvrige 69 pct. af børnene sig med forældre, som har boet sammen under en del af, men ikke hele barnets opvækst. Heraf har 3 pct. boet sammen i forskellige perioder af barnets liv, men ikke hele tiden.

Samlivet opløses i 37 pct. af parforholdene, allerede mens barnet er to år eller yngre (jf. tabel 5.4). 23 pct. af forholdene opløses, inden eller når barnet er fem år. Inden eller når barnet fylder otte år, er yderligere 7 pct. af parforholdene opløst. I alt 82 pct. af de anbragte børn har boet sammen med den fraﬂ yttede forælder på et eller andet tidspunkt, mens 18 pct. som nævnt aldrig har oplevet

In document SMÅ BØRN ANBR AGT UDEN FOR HJEMMET (Sider 89-102)