Forældres betydning for anbragte børn har været genstand for teo-retiske kontroverser. Også empirisk forskning kan opvise uensartede resultater om, hvordan relationen til og kontakten med forældrene under anbringelsen infl uerer på barnets muligheder for at falde til på et anbringelsessted og profi tere af anbringelsen.
På det overordnede teoretiske plan har kontroversen været formu-leret i henholdsvis behovsteorien (Goldstein, Freud & Solnit, 1973) og objektrelationsteorien (Mahler, Pine & Bergman, 1975), der begge har rødder i et psykoanalytisk tankeunivers.
Behovsteoriens repræsentanter mener, at børn udmærket kan eta-blere tilknytning til andre voksne end de biologiske forældre (eller
andre nære omsorgsgivere), som barnet først knyttes til. I dette ligger også en argumentation for, at man socialpolitisk bør sikre, at børn, der vokser op under uacceptable forhold, skal sikres andre konti-nuerlige voksne, der kan tilbyde dem en forsvarlig opvækst. Det er desuden en argumentation imod, at det altid tjener barnets bedste at bevare kontakten med de biologiske forældre. En forældrekontakt med mange svigt og nederlag for barnet ses i dette lys som skadelig og eventuelt som en hindring for, at barnet kan få ro til at relatere sig tæt til nye voksne.
Objektrelationsteoriens fortalere har det udgangspunkt, at barnet i sine 3-4 første leveår gradvis konsoliderer sin identitet som et selvstændigt væsen, men samtidigt i denne proces integrerer den relation, som det har til de biologiske forældre (eller andre nære omsorgsgivere i denne periode). Den internaliserede relation til de biologiske forældre kan efter denne tænkning aldrig erstattes, når den først er etableret, og et brud med de biologiske forældre vil på denne baggrund være skadelig for barnets videre identitetsudvik-ling. Objektrelationsteorien er således et argument for, at biologi-ske forældre, når barnets tilknytning til dem først er etableret, skal forblive psykologiske forældre for barnet. Også selvom de ikke er i stand til at varetage den daglige omsorg for barnet og eventuelt volder momentan uro i barnets liv i forbindelse med den kontakt, der fi nder sted.
Denne overordnede kontrovers har haft socialpolitisk betydning, specielt i forhold til opfattelsen af nødvendigheden af anbragte børns kontakt med de biologiske forældre. Objektrelationslinjen har “vun-det” i de nordiske lovgivninger, således at det tillægges væsentlig betydning, at barnet under en anbringelse bevarer kontakten med forældrene. I forarbejderne (Betænkning 1212, 1990) til revision af bistandslovens børneregler fi k objektrelationsteorien plads og præ-gede siden den lovgivning, der trådte i kraft i 1993.
Empirisk forskning har også fokuseret på, hvad forældres kontakt med det anbragte barn betyder for eksempelvis barnets muligheder for at falde til på anbringelsesstedet, for risikoen for at anbringelsen bryder sammen, og for at barnet bliver hjemgivet igen. Med inspira-tion fra objektrelainspira-tionsteorien har forskere i tidligere undersøgelser tolket deres resultater således, at kontakt med forældre skulle have
positive eff ekter i de nævnte henseender. I en forskningsoversigt kon-staterer Quinton, Rushton, Dance & Mayes (1997) imidlertid, at hidtidig forskning ikke har besiddet en sådan metodologisk kvalitet, at disse tolkninger har været velbegrundede. De fi nder, at det reelt indtil videre er uafklaret, hvad kontakten med de biologiske forældre betyder for de anbragte børn og for anbringelsesforløbet.109
Nogle forskere lægger vægt på, at kvaliteten af den relation, forældre og børn har, kan infl uere væsentligt på anbringelsens udfald. For eksempel kaster nogle empiriske undersøgelser lys over, at negative former for tilknytning til de biologiske forældre kan have ugunstig indfl ydelse på børnenes muligheder for at falde til og udvikle sig på anbringelsesstedet. Forældre har ikke nødvendigvis en god og positiv relation til barnet, som internaliseres som en del af barnets identitet, de kan også have forskellige former for uhensigtsmæssige tilknytninger. Forældre kan for eksempel i for begrænset omfang stå til rådighed for barnet, ikke være lydhøre over for barnets behov, have svært ved at acceptere barnets emotionelle udtryk, udtrykke sig negativt om barnet eller ikke være i stand til at støtte barnets uafhængighedsproces.110
I fl ere empiriske undersøgelser (Cederström, 1990; Lindén, 1998;
Rothe, 1983) udtrykker forskerne skepsis over for, at børn med negative tilknytninger til de biologiske forældre vil være i stand til at knytte sig positivt til de voksne på anbringelsesstedet. I stedet, mener forskerne, risikerer mange af disse børn at udvikle en pseu-dotilpasning til anbringelsesstedet, som dækker over, at børnene bruger megen energi på de konfl iktfyldte relationer til de biologiske forældre.
109. Der er dog en undtagelse fra dette generelle billede. Det er tilstrækkeligt doku-menteret, at opretholdelsen af kontakt med de biologiske forældre forebygger sammenbrud i anbringelserne, når der er tale om anbringelse af større børn.
110. Munck (2002) taler om kategorierne: 1) Parental attention/availability towards the child, 2) Parental acceptance of the emotional expressions of the child, 3) Emotio-nal tone of the parents towards their child og 4) Parental support of independent and self-assertive behaviour in the child.
Andre forskere (Andersson, 1988, 1991, 1995, 1999; Christensen, 1998) betoner vigtigheden af, at forældrene er i stand til at “til-lade” barnet at udvikle en positiv relation til plejeforældre eller andre voksne på anbringelsesstedet. Hvis forældre ikke giver barnet lov til at udvikle et positivt bånd til og være glad for de andre voksne, kan barnet blive efterladt i en uløst loyalitetskonfl ikt og ikke evne at engagere sig i de nye relationer. Omvendt kan en accept fra de bio-logiske forældre af, at barnet er glad for de voksne på anbringelsesste-det, i bedste fald medføre, at barnet udvikler en dobbelt tilknytning til såvel de biologiske forældre som anbringelsesstedets voksne.
Den børnegruppe, der indgår i denne undersøgelse, er på grund af deres lave alder en særlig gruppe blandt anbragte børn. Det er en børnegruppe, hvis sager startede tidligt i deres liv, for manges ved-kommende allerede under morens graviditet (mere herom i kapitel 13 om sagsbehandlingen). Man må antage, at der, når børnenes situation giver anledning til så tidlig opmærksomhed fra forvaltnin-gens side, er tale om en særdeles belastet gruppe af familier.
Majoriteten af børnene er også anbragt tidligt. En fj erdedel (26 pct.) er anbragt i 0-1-årsalderen og endnu en fj erdedel (22 pct.), da de var 2-3 år. En fj erdedel er anbragt som 4-5-årige, mens den sidste fj erdedel (27 pct.) er anbragt, men de var 6-8 år. Også dette tyder på en voldsom social belastning i børnenes familier.
Hertil kommer, at det store fl ertal af børnene ikke er hjemgivet igen. Efter både forældrenes og forvaltningernes oplysninger gælder dette ca. 7 ud af 10 anbragte børn. Forvaltningerne har desuden en forventning om, at en stor majoritet af de nu anbragte børn skal forblive anbragt hele barndommen igennem, til de fylder 18 år. Det vil sige, at der eksisterer myndighedsforventninger om, at en stor del af børnene permanent gennem deres barndom skal vokse op med andre voksne end de biologiske forældre. Også dette siger noget om, hvordan myndighederne vurderer familiernes belastningsgrad og de biologiske forældres kapacitet til selv at varetage deres børns opvækst.
Både familiernes sociale belastning og forventningen om, at en majo-ritet af gruppen skal gennemløbe hele deres opvækst under andre forhold end forældrehjemmets, kaster et særligt lys over
spørgsmå-let om børnenes kontakt med de biologiske forældre. Man ved fra international forskning, at kontakten til de biologiske forældre ofte udtyndes eller helt forsvinder under lange anbringelser (Fanshel &
Shinn, 1978; Havik, 1996; Nielsen, 2002; Rowe, Cain, Hundleby
& Keane, 1984). Man ved også, at kontakten er sværere at opret-holde, når børnene er små på anbringelsestidspunktet (Backe-Han-sen, 1994; Havik, 1996; Niel(Backe-Han-sen, 2002). Man må også formode, at det for særdeles socialt belastede biologiske forældre er vanske-ligere vedholdende at organisere deres liv på en sådan måde, at de kan opretholde en regelmæssig kontakt til barnet. Anbringelsen af små børn i forventet lang tid åbner desuden op for den teoretiske kontrovers om, hvorvidt bevarelse af kontakten med de biologiske forældre vil være godt eller skidt for børnene, ligesom det rejser en række spørgsmål om, hvordan den kontakt, som loven foreskriver, bedst kan doseres og håndteres.
Kontakthyppigheden
Faktisk har hovedparten af denne børnegruppe under anbringelsen en eller anden form for kontakt med den biologiske forælder, der har forældremyndigheden. 9 ud af 10 indehavere af forældremyndighe-den (92 pct.) har efter deres egne oplysninger kontakt med barnet under anbringelsen. 7 pct. af forældrene har slet ikke kontakt med barnet.111 Selv om dette er en klar minoritet, er den værd at bemærke, fordi denne gruppe af anbragte børn vil have vanskeligt ved at få kendskab til deres biologiske ophav.
Inden for gruppen af børn, der har bevaret en eller anden form for kontakt med forældremyndighedsindehaveren under anbringelsen, er der imidlertid store variationer med hensyn til, hvor ofte de har kontakt med forældrene, og hvilke former for kontakt de har. Som tabel 8.4 viser, har 31 pct. af indehaverne af forældremyndighed hyp-pig besøgskontakt enten på anbringelsesstedet eller i hjemmet. En
111. Anbringelsesstederne oplyser, at den andel af børnene, der overhovedet ikke har kontakt med de biologiske forældre, udgør 5 pct. Det svarer nogenlunde til forældrenes egne oplysninger. Forvaltningerne oplyser en lavere andel af børnene, nemlig 2 pct. og yderligere 1 pct. af børnene, der kun har kontakt på anden måde (telefon, breve m.m.) end via besøg. Dette kan skyldes, at informationerne i journalen i højere grad afspejler, hvilken kontakt forældre har ret til at have med barnet, end den kontakt, de faktisk har.
mellemgruppe på 59 pct. har kontakt med barnet enten hver 14. dag eller en gang om måneden, mens 10 pct. af forældrene har sjælden kontakt med børnene, defi neret enten ved at kontakten er sjældnere end en gang om måneden eller er uregelmæssig. Dvs. at i alt 17 pct.
har en besøgskontakt med forældremyndighedsindehaveren, der må karakteriseres som ikke eksisterende eller yderst sparsom.
Det er dog værd at bemærke, at anbragte børn også kan have kontakt med forældrene på anden måde end ved besøg. Cirka 7 ud af 10 børn har kontakt med forældrene via mail, breve eller telefon mindst en gang om ugen.
Der er kun én faktor – anbringelse med tvang – der viser sig at have signifi kant sammenhæng med kontakthyppigheden. Forældre, hvis barn er anbragt uden samtykke, har oftere mindre hyppig (mindre end hver 14. dag) kontakt med barnet end forældre, hvis barn er anbragt frivilligt.
Ovenstående handler om den af forældrene, der har forældremyn-digheden. Mange af disse børn har derudover ingen eller sparsom kontakt med den anden forælder. Som det erindres fra kapitel 5, er der for hele den anbragte børnegruppe tale om, at kun 14 pct. af for-ældremyndighedsindehaverne er samlevende eller gift med barnets anden biologiske forælder. 44 pct. af børnene ser aldrig den anden forælder, enten på grund af dennes død eller forsvinden ud af barnets Tabel 8.4
Hyppigheden af forældres kontakt med barnet. Procent.
Kontakt via besøg Anden kontakt (breve, telefon, e-mail)
Ugentligt 31 68
Hver 14. dag/månedligt 59 16
Sjældnere/uregelmæssigt 10 13
Ved ikke 1 2
I alt 101 99
Procentgrundlag 297 289
Kilde: SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn. Antal uoplyste: 40.
liv. 10 pct. har en sparsom kontakt, dvs. at de højst ser den anden forælder en gang i kvartalet, mens 31 pct. er sammen med den ikke hjemmeboende forælder mindst en gang om måneden. Sammenlagt er det således under halvdelen (45 pct.) af samtlige børn, der er eller har været anbragt, der har enten to biologiske forældre i hjemmet eller kontakt med den frafl yttede forælder relativt jævnligt.
De fl este børn i den gruppe af anbragte børn, der ikke har kontakt eller har en sparsom kontakt med den af forældrene, der har foræl-dremyndigheden, har en anden forælder. Det har derfor interesse at fi nde ud af, hvor stor en andel af disse børn, der har kontakt med den anden forælder. 18 pct. af disse børn har kontakt med den anden forælder mindst en gang om måneden. 70 pct. har slet ikke kontakt med den anden forælder, 9 pct. ser den anden forælder sjældnere end en gang om måneden, dog mindst en gang i kvartalet.112 Det vil sige, at knap fi re femtedele af de børn, der ikke ser forældremyndig-hedsindehaveren, også har enten en uhyre sparsom eller slet ingen kontakt med den anden forælder. Der er tale om en lille gruppe blandt de anbragte børn, men der eksisterer altså en gruppe, der gennem anbringelsesforløbet er blevet “forældreløse”.
Der er en signifi kant sammenhæng mellem barnets alder ved anbrin-gelsen og kontakten med den af forældrene, der har forældremyn-digheden. Jo yngre barnet var, da det blev anbragt, jo sjældnere har det hyppig (ugentlig) kontakt med forælderen og vice versa. Blandt de børn, der har hyppig kontakt, er det 12 pct., der var 0-1 år, da de blev anbragt, mens over en tredjedel af de børn, der er anbragt som henholdsvis 4-5-årige og 6-8-årige, har en sådan hyppig kontakt.
Omvendt er det sådan, at blandt børn med sjælden eller uregelmæs-sig kontakt udgør de, der blev anbragt tidligst (0-1 år), 50 pct., og de, der blev anbragt 6-8 år gamle, 15 pct. Dette bekræfter resulta-terne fra en række andre undersøgelser om, at børn, der anbringes som små, har en større sandsynlighed end børn, der anbringes i en senere alder, for at kontakten med forældrene udtyndes eller ophører (for eksempel Backe-Hansen, 1994; Havik, 1996).
112. For 2 procents vedkommende er der om kontakten med den anden forælder svaret
“ved ikke” fra forældremyndighedsindehaverens side.
Sammenfattende har de fl este af de anbragte barn bevaret en kontakt, dog med forskellig intensitet, med i det mindste en af de biologiske forældre. Der er dog en lille gruppe børn, hvor kontakten med begge forældre er gledet ud under anbringelsen. Endelig står det klart, at alder ved anbringelsen har markant betydning for kontakthyppig-heden, idet børn anbragt som små udgør en større andel end andre aldersgrupper af dem, der sjældent eller uregelmæssigt ser deres bio-logiske forældre.
Det er umuligt ud fra undersøgelsen at afgøre, om ringe kontakt mellem anbragte børn og deres forældre skyldes forældrenes forhold eller begrænsninger, forvaltningen har lagt på kontakten. At denne gruppe af forældre er underlagt nogle begrænsninger i deres kontakt med børnene, fremgår af, at 60 pct. af forældrene oplyser, at der er sat begrænsninger for, hvor hyppigt de må se børnene, mens 32 pct.
oplyser, at der er begrænsninger i måden, de må se børnene på (om begrænsninger i samvær, se kapitel 14 om barnet i anbringelsespro-cessen).
Man kan umiddelbart indleve sig i, at det kræver kræfter for en i forvejen dårligt stillet forælder gennem en måske relativt lang periode at omgås sit barn med fastlagte intervaller (nogle gange med relativt stor afstand) og under former og i omgivelser, der ikke er naturlige i en forældre-barn-kontakt. Det er heller ikke vanskeligt at forestille sig, at disse forhold også kan påvirke kontaktkvaliteten for både forældre og børn. I lyset heraf er det måske overraskende, at det er en minoritet af forældremyndighedsindehaverne, der enten helt opgiver kontakten til barnet eller sjældent udøver deres sam-værsret.
Forældres tilfredshed med kontakthyppigheden
Forældrene er blevet spurgt om, i hvor høj grad de er tilfredse med kontakthyppigheden. Godt halvdelen (52 pct.) tilkendegiver, at de fi nder kontakten for sparsom. Ingen mener, at der er for hyppige kontaktmuligheder, mens 46 pct. erklærer sig tilfredse med kon-taktens omfang. Disse tal afviger noget fra resultaterne i Hestbæks (1997) undersøgelse af anbragte børn fra 0-18 år. I denne undersø-gelse angiver knap to femtedele (37 pct.) af forældrene, at kontakten er for sparsom, mens godt tre femtedele (61 pct.) anser kontakten for passende. En forsvindende lille gruppe (1 pct.) i Hestbæks (ibid.)
undersøgelse synes, at kontakten er for hyppig. Den foreliggende undersøgelses forældre opfatter det således oftere sådan, at kontakten med det anbragte barn er for sparsom, hvilket kan afspejle det simple faktum, at relativt fl ere af forældrene til denne undersøgelses mindre børn er underlagt begrænsninger i den hyppighed, med hvilken de kan se deres børn (jf. kapitel 13).
Overraskende nok har de med hyppigst kontakt og de med den mest sjældne kontakt næsten identiske synspunkter omkring samværshyp-pigheden, godt halvdelen er tilfredse med kontaktomfanget, knap halvdelen er utilfredse. Den relativt høje tilfredshed med kontakt-omfanget i de to grupper kunne tolkes således, at en majoritet af forældre med hyppig kontakt er glade for dette, mens en majoritet af forældre med sjælden kontakt anerkender, at de ikke har kapacitet til hyppigere kontakt. I mellemgruppen af forældre, der hverken har en særlig hyppig eller særlig sjælden kontakt, fi nder knap 60 pct. af forældrene derimod, at kontakten er for sparsom, mens godt 40 pct.
er tilfredse med den afmålte kontakt. Det kunne tolkes således, at mellemgruppen føler, at den har ressourcer til at være sammen med barnet oftere end den samværsfrekvens, som socialforvaltningerne typisk fastlægger (for eksempel en gang hver 14. dag eller en gang om måneden).
Forældres muligheder for at følge barnet og deltage i beslutninger
At være samværsforælder til et anbragt barn er en speciel måde at udøve forældreskab på. Dette kommer til udtryk ved, at kun en minoritet fi nder, at de under anbringelsen har mulighed for at følge med i barnets dagligliv og at deltage i beslutninger om barnets hver-dag.
Som det fremgår af tabel 8.5, synes knap halvdelen af forældrene, at de har vanskeligt ved at følge med i barnets hverdag, mens over halvdelen føler sig sat uden for beslutninger om barnets dagligliv.
Omvendt føler godt en tredjedel af forældrene sig i stand til at følge med i barnets hverdag, mens under en tredjedel af forældrene føler sig delagtige i beslutninger om barnet. Alt i alt illustrerer dette, at det er vanskeligt for mange forældre til anbragte børn at kende til detaljer i barnets liv i så høj grad, at de føler, at de følger barnet i dets gøremål og udvikling.
Der er sammenhæng mellem hyppigheden af forældrenes besøgs-kontakt med barnet og deres fornemmelse af at kunne følge med i barnets liv og deltage i beslutninger om det. Forældre med ugentlig besøgskontakt fi nder markant oftere end forældre med kontakt hver 14. dag eller en gang om måneden, at de både kan følge barnets liv og deltage i beslutninger om barnet. Overraskende nok svarer forældre med besøgskontakt sjældnere end en gang om måneden næsten lige så hyppigt som forældre med ugentlig kontakt, at de er i stand til at følge med i barnets liv. Det er vanskeligt at tolke dette resultat.
Man kan dog få den tanke, at forældre med sjælden kontakt måske forventer at følge med i færre detaljer af barnets hverdagsliv.
Der er også en sammenhæng mellem forældres generelle tilfredshed med anbringelsen og med barnets trivsel på den ene side og med for-nemmelsen af at følge med i dagligdagen og deltage i beslutninger om barnet på den anden side. Hvis forældre er tilfredse med anbringelsen, fi nder de i højere grad, at de både følger med i barnets hverdag og del-tager i beslutninger om barnet. Hvis forældre generelt tilkendegiver, at barnet trives godt under anbringelsen, gælder det samme.
Forældres tilfredshed med selve anbringelsen og barnets trivsel under anbringelsen
Det er tidligere nævnt, at empiriske undersøgelser (Andersson, 1991, 1995, 1999; Christensen, 1998) peger på, at de biologiske forældres relation til og opfattelse af barnets anbringelsessted kan have indfl y-Tabel 8.5
Forældres mulighed for at deltage i barnets liv. Procent.
Mulighed for at følge med i barnets liv under anbringelsen
Deltagelse i beslutninger omkring barnets dagligdag under anbringelsen
Ja 37 29
Både-og 19 15
Nej 44 56
I alt 100 100
Procentgrundlag 326 326
Kilde: SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn. Antal uoplyste: 3.
delse på barnets mulighed for at falde til på anbringelsesstedet uden at opleve loyalitetskonfl ikter.
Forældrene i denne undersøgelse har varierende tilfredshed med anbringelsen og varierede vurderinger af, om barnet trives med at være på anbringelsesstedet.
Som det fremgår af tabellen, er majoriteten af forældrene (65 pct.)
Som det fremgår af tabellen, er majoriteten af forældrene (65 pct.)