H. P. Hanssen. Thade Petersen.
Dr. Lausten Thomsen.
Aabenraa.
H e jm d a l’s B o g try k k eri 1 9 2 3 .
Indhold.
Love for »H istorisk Sam fund for S ønderjyl
land« ... Side 1 - 5 F r e d e r i k S c h r ø d e r : C hristiansfelds
Grundla?ggelse. 1773—1923 » G—20
V i g g o B r ø n d a 1 : Sønderjydske Sted
navnes Skæbne gennem Tiderne » * 21—41 C. E s k i 1 d s e n, Tønder: P eter H ansen
Stensvang, en sønderjydsk Bods
præ d ik an t for 100 A ar siden ... » 42—75 O. P. S ch 1 i c h t k r u 11 : B eretning om Op
lysningskontorets V irksom hed » 76—109 T h o m a s B i e s : F ra A abenraa B yting .. » 110—125 N. H a n s e n : K rigen og K irkerne i N ord
slesvig ... » 126—141 H a r a l d J. R u d : Tysk politisk og k u l
tu re lt Arb ijde i N ordslesvig ... » 142—176 L. V e s t e n : P ræ st og M enighed i N ord
slesvig i Tiden efler 1864 ... » 177—205 F e r d. P. B 1 i d s t r u p : En gam m el Præ
-steslæ gt ... » 206—228 H. F. F e i l b e r g : F ra Sundeved i
Krigs-aarene 1848—50 og 1864 ... » 229—236 T h o m a s R i e s : Det gam le A abenraa . . . . » 237—256 T. O. A ch e 1 i s: J. N. M advig om H ad ers
lev læ rde Skoles Læ rere 1850 ... » 257—266 G e o r g H i m m e l s t r u p : Dybbøl- og
Bro-agerpræ sten K risten K arstensen .. » 267—313 T h a d e P e t e r s e n : Om Rømø Kirke .. » 314—315 II. L a u s t e n T h o m s e n : En Protokol
fra 1914 ... » 316—317 L. P e t e r s e n : Sprogprøve fra F j o l d e » 318—319
i Nordslesvig
i Tiden efter 1864.
Af L. V e s t e n , P ræ st i Su 1st ed.
I »Sønderjydske Aarbøger« h a r der gentagne Gange væ ret offentliggjort A fhandlinger, der belyser den sønderjydske Kirkes S tilling u n d er det p rø j
siske Styres ihæ rdige og m aalsik re B estræ belser efter a t benytte ogsaa K irken til a t afn ation alisere Befolk
ningen i den Landsdel, der efter K rigen i 1864 v ar a fsta ae t til de sejrende M agter af det besejrede D an
m ark.
Saaledes h a r H. P. H anssen i A arbøgerne for 1890 og 1897 behandlet Spørgsm aalet, og senere h a r R edak
tør Niels H ansen i A argangen 1913 i en indgaaende og udtøm m ende A fhandling paav ist den stæ rk e Ud
vikling af den tyske G udstjeneste i de nordslesvigske Kirker. I de Aar, der fulgte efter denne A fhandlings Frem kom st, v ar alle tyske E vner sa a s tæ rk t spæ ndte af den kæ m pem æ ssige A nstrengelse, som V erdenskri
gen udkræ vede, a t U dviklingen p a a det kirkelige Om- raad e i R etning af yderligere F o rtyskn in g vel nok i det væ sentlige v a r gaaet i S ta a p a a det P u n k t, den var n a a e t til i 1913, da den nordlige Del af Søn
d erjylland a tte r i 1920 stem te sig ind u n d e r sit gam le Tilhørsforhold og derm ed ogsaa ind u n d e r d ansk k ir
keligt Styre.
12
178 L. Vesten.
Efter R edaktør N. H ansens Opgørelse fra 1913 v a r der i den n u a tte r danske Del af Sønderjylland i, A aret 1864 ialt 108 Sogne med udelukkende d an sk K irke
sprog; m en i 1913 fandtes der k u n 26 Sogne, hvor der ikke præ dikedes p a a Tysk. Disse 26 Sogne v ar:
Aller, A sserballe, Ballum , Bjerning, B ran derup , Brøns, D østrup, Egvad, Ensted, Ham m elev, H jern- drup, H jerpsted, H jerting, Hørup, Kegnæs, M agstrup, Mjolden, M oltrup, R anderup, Rejsby, Skast, S ottrup, Svenstrup, V arnæs, Visby og Vonsbæk. I Løbet af godt og vel en M enneskealder havde den tyske Guds
tjeneste saaledes m ere eller m indre træ n g t den h idtil eneraadende danske G udstjeneste tilbage i 82 Sogne, hvor Befolkningens daglige Sprog v a r dansk, sa m ti
dig med, a t den yderligere havde b red t sig i de Sogne, hvor der før havde v æ re t skiftende dan sk og tysk G udstjeneste; i et en kelt Sogn, U dbjærg, v ar den danske G udstjeneste h e lt fortræ n g t.
Man k a n forstaa, at en S ta t forlanger af saad an n e U nd ersaatter, der er af en frem m ed folkelig og sprog
lig A fstam ning, at de i Skolen skal læ re a t kende det Lands Sprog, de n u en Gang sta tlig t tilhører. Men m an m aa eje et saa k raftig t Statsbegreb, som det prøjsiske er, n a a r m an p aa Kom m ando vil have
disse sam m e U n d e rsaa tte r til at om sæ tte de højeste aandelige O pfattelser fra M odersm aalets indlevede U dtryk til et frem m ed Sprogs for dem tom m e Lydfor
bindelser. E t sa a d a n t k irk e lig t Sprogskifte g a a r ikke for sig, uden at der sker F o rtræ d , og de rigeste aande
lige V æ rdier lider Skade derved. Dette er en erfa
ringsm æ ssig Sandhed, som an dre sønderjydske Egnes Skæ bne k a n bekræ fte; og det er aab en b art B evidsthe
den om denne Sandhed, der ligger bag ved den
Be-brejdelse, som R edaktør N. H ansen rettede m od de sønderjydske P ræ ster, a t de h a r h a ft »saa. ringe For- staaelse for den Fare, som K irkens F o rty sk nin g ru m m er for deres Gerning«, og h a n siger, a t »medens Be
folkningen i andre L andsdele — f. Eks. Polen og F in land — h a r K irkens Tjenere til tro faste H jæ lpere i K am pen for B evarelsen af »berettigede natio n ale Ejendom m eligheder«, h a r K irken i N ordslesvig svig
tet p a a dette P u n k t til stor Skade for sin egen indre Udvikling«. »Der v a r en Tid«, fo rtsæ tte r han, »da det saa ud, som P ræ stesta n d en s H oldning k u n de faa en skæ bnesvanger Betydning for det kirkelige Liv. N aar det ikke er blevet væ rre, end det er,, saa k a n det ikke siges a t væ re P ræ stesta n d en s Skyld som Helhed, m en saa skyldes det enkelte frem ragende P ersonligheder iblandt dens M ænd og saa i ikke m indre Grad Befolk
ningens m edfødte, dybe, aandelige og religiøse Sans«.
En saa h a a rd Bebrejdelse mod de Mænd, der i Tiden efter 1864 h a r sta a e t p a a de nordslesvigske P ræ dikestole og ledet U ngdom m ens K onfirm ations
undervisning, æ gger til a t danne sig en F o rstaaelse af disse M ænd og den Stilling, hvori de v a r an b ra g t overfor deres M enigheder. Nu, da H istoriens H jul h a r d rejet sig saaledes, a t de »berettigede n ation ale E jen
dom m eligheder« i Nordslesvig a tte r er betroet til danske M yndigheders V aretæ gt, er vi i h v e rt F ald kom m et noget næ rm ere til det T idspunkt, da vi h a r R aad til at se med H istoriens og S jæ leforstaaelsens Øjne p a a det, der fan d t Sted i U dlæ ndighedstiden.
At der blev faret h a a rd t frem mod den dan ske G udstjeneste, er ikke en blot og b ar P a a sta n d ; det er indrøm m et ogsaa fra tysk Side. Jo hannes Tiedje h a r set det og revset det som en Forsyndelse m od det
12
180 L. Vesten.
ophøjede og mod Befolkningens helligste Goder; ingen h a r vel sk arpere end han opridset M odsætningen m ellem tysk og dan sk G udstjeneste i det nordlige Sønderjylland, n a a r h a n sk river saaledes: »Vi Ty
skere finder saa sjæ ld ent virkelige tyske G udstjene
ster, i hvilke Sam fundets A and k an spores; det er Pligtfølelse, men ikke religiøs Trang, som holder disse G udstjenester i Live. Det vil visselig ikke lyk
kes at forene politisk sam m entrom m ede Folk til en religiøs Menighed. Og fordi dette er saaledes, op
søger vi de danske G udstjenester, ofte trods den sproglige V anskelighed. Her føler vi os i Guds Me
nighed; h er bliver det indbyrdes Forhold, hvori m an som Naboer og i S am fundet s ta a r til hin an d en, til et religiøst Fællesskab«.*)
H ertil vil kunne siges, at det er ikke P ræ sterne, der h a r in dført de tyske G udstjenester og afskaffet de danske, og dette m aa indrøm m es, n a a r nogle en
kelte spredte Tilfælde undtages. Det er K onsistoriet i Kiel, der s ta a r m ed A nsvaret; og dog h a r dette Kon
sisto riu m — som Regel — altid h a ft en ydre Anled
ning i Form af et A ndragende fra flere eller fæ rre af
"ledlem m erne indenfor den paagæ ldende M enighed;
der findes ganske v ist Tilfælde, hvor det k a n p a a vises, at et sa a d a n t A ndragende er frem kom m et efter P ræ sten s T ilskyndelse. Men i det aldeles overvejende A ntal Tilfælde v a r det »den tyske Forening« eller dens ledende Mænd, der stod bag ved A ndragendet om tysk G udstjeneste, og overfor denne F orening stod baade P ræ st og K onsistorium værgeløse, da den altid kunde g aa ud fra at have den prøjssiske
Kultus-*) »Nordslesvig, en F o rh an d lin g i »Die christliche Welt«, oversat af V. Am m undsen«, Side 98.
m in isters. Øre. Det R æ dselsregim ente, som denne u an sv arlig e Sam m enrottelse udøvede, satte n æ sten altid sin Vilje igennem ; derfor v ak te ogsaa i A aret 1909 H ørupsagen sa a sto rt et Røre om kring P a sto r Beucks Navn, fordi h a n ved a t sæ tte sin Personlighed ind tilføjede »Foreningen« det Nederlag, a t de tyske G udstjenester, der v a r in d fø rt i H ørup nogle A ar i Forvejen, blev ophævede. Og G eneralsup erintendent K aftan greb L ejligheden til for et Øjeblik a t stryge den tyske Forening af sig, da h a n skrev saaledes:
»Utvivlsom t er der bleven syndet ved a t frem kalde tyske G u dstjenester i N ordslesvig. P o l i t i - k e r e h a r u d e n r e l i g i ø s O p t a g e t h e d g r e b e t i n d m e d u r e n e H æ n d e r.*) At anm ode om tyske G udstjenester ud en a t tæ n k e p aa a t ville besøge dem er h y k lerisk Adfærd, der n edvæ rdiger K irken og sæ tte r P let p a a v o rt tyske Skjold«.
T ilbagetoget i H ørup v a r det m est opsigtvæ k
kende; m en det v a r ikke det eneste. I Stilhed blev der h ist og h e r g jo rt In d sk ræ n k n in g e r i de tyske G udstjenester, hvor det k u n v a r sm a a t bevendt med Besøget, enkelte Steder ophævedes de helt, og disse In d sk ræ n k n in g er k a n k u n skyldes P ræ stern es In d beretnin ger og F orestillinger. H elt uden »Forstaaelse af den Fare, som K irkens F o rty sk n in g rum m ede for deres Gerning«, v a r de a lts a a ikke. Men u n d er Køl- lerregim entets F lodhestepisk og den tyske Forenings A ngiverlavhed dukkede m an sig; vi M ennesker — selv om vi er P ræ ste r — er ikke alle egnede til a t g aa ind un der M artyriet. Nogle v a r der, som gik den Vej;
andre søgte sig anden V irksom hedskreds. Johannes
) U dhævet her.
182 L. Vesten.
Tiedje anfører*), at i Løbet af 5 A ar drog 29 % af Fol
keskolens L æ rere til an d re Egne, fordi de v a r for fin t
følende til a t se paa, hvorledes der daglig syndedes mod deres S tam m efræ nder. Indenfor P ræ stesta n d en k a n der ogsaa næ vnes E ksem pler p aa en sa ad a n fri
villig L andflygtighed; og de, der ikke lagde Skjul p aa deres Misnøje med U dviklingens Gang, som D iakonen F ischer i Løjt, m aa tte sande Poul Møllers skæ m tende Ord, at »en K apellan k a n gam m el blive og holde sig ved H aab i Live;« h an s N avnefælle i H øjrup m aatte
— m aaske — ogsaa bøde for sin F rim odighed ved ikke at blive forflyttet fra sit beskedne Embede, før K rigen forflyttede h am for bestandig.
Vil vi væ re retfæ rd ig e overfor de P ræ ster, der be
klæ dte Em bederne i Sønderjylland, m aa vi ikke glem me de O m stæ ndigheder, som til alle Sider omgav dem. Deres E m bedsstilling m edførte for dem som for Læ rerne, a t de stod i den m est u m iddelbare Be
rø ring m ed en Befolkning, der — bevidst eller blot in s tin k tiv t — saa p aa dem som Tjenere for et frem m ed og fjen d tlig t Voldsherredøm m e, og til den anden Side stod K onsistoriet i Kiel, der gennem den tyske For
enings S indelagssnuseri til enhver Tid k u n de holde sig u n d e rre tte t om den enkelte P ræ sts S tilling i den stand end e Strid.
Det v ar ikke m isundelsesvæ rdige K aar saaledes a t arbejde u n d er U frihed til begge Sider.
N aar dette er sagt, s ta a r tilbage den K endsger
ning, der er bevidnet ofte og fra de forskelligste Egne, a t der fra m angfoldige sønderjydske P ræ steg aard e er slaaet den bosiddende Befolkning en frem m ed A and i Møde, hvor personligt elskvæ rdige end
Præ-‘) »Nordslesvig«, Side 87.
stefolkene k a n have været. Ikke blot Sproget v a r frem m ed artet; det Sprog, der som oftest v a r Hjem- m esprog i P ræ steg aard en , v a r det tyske Sprog; det sam m e Sprog brugte P ræ sten overfor den stedlige Læ
rerstand , som stod und er ham i h an s Egenskab af Sko
leinspektør, og p aa Tysk udsted te h a n sine Forholds
regler til K irkebetjentene, hvis da disse nogenlunde kunde fatte M eningen. Og n a a r h an i K irken og over
for B efolkningen i det priv ate Sam kvem ta lte det danske Sprog, fik dette en K langfarve og et Tonefald, der lød frem m edartet, selv om Sæ tningsbygning og O rdforraad v a r sprogligt rigtige.
Men ogsaa hele B evidsthedsretningen v ar frem med; det hæ ndte ikke ofte, a t m an fik In d try k af, at P ræ sten delte m ed sine Sognebørn det Fond af folke
ligt Livsindhold, der i Form af Sagn og H istorie, E ventyr og F olkedigtning k a ste r sin Lystone over hele S am fundstilvæ relsen. H an kom i saare m ange Tilfælde til a t sta a udenfor det religiøse Fæ llesskab, der, som Tied je siger, u d sp rin g er af »det indbyrdes Forhold, hvori m an som N aboer og i S am fundet sta a r til hinanden.«
A l t d e t t e m a a h a v e h a f t s i n e A a r - s a g e r.
I den danske Presse er der Gang p a a Gang ta lt om de mange E m bedsm æ nd sydfra, som af den prøjs- siske Regering blev sendt n o rd p aa for a t delagtig
gøre Sønderjylland og Sønderjyderne i tysk K ultu rs og Statsstyres Velsignelser. De fleste — i h v ert F ald nordfor Kongeaaen — vil vel derfor tæ nk e og sige, a t A arsagerne til de M isforhold, der ovenfor er peget paa, laa gemt deri, a t alle disse P ræ ste r blev sendt op nede fra selve T yskland for efter en k o rtv arig og
nød-184 L. Vesten.
tørftig U ndervisning ved P ræ steskolen i H aderslev a t spredes ud over L andet. Hvis denne F o rk larin g er rigtig, sv in d er ganske vist alle F o rstaaelsesvanske- ligheder af sig selv; m en u m id d elb art indlysende er denne F o rk larin g im idlertid ikke for den, der h a r færdedes i disse Egne m ed en Sm ule O pm æ rksom hed.
H er er derfor det Spørgsm aal tag e t op til U ndersøgel
se: h v o r s t a m m e d e d e M æ n d f r a , som i Tiden 1864—1920 h a r væ ret P ræ ste r i de Sogne, som n u a tte r er indlem m ede i D anm ark? Det d rejer sig om a lt i a lt 294 Personer, som i det T idsrum h a r v æ ret fast a n satte i de nordslesvigske P ræ steem beder. Under eller stra k s efter K rigen i 1864 afskedigedes en hel Del P ræ ste r fra den danske Tid, og flere fik samm e Skæ bne i 1867, da L andet gik ind u n d e r prøjsisk S tatssty re alene; alle disse er ikke tag et m ed; der
im od er m edregnet dem, der valgte a t g aa ind u n d er de nye Forhold og blive i deres gam le Em beder.
Af de 294 P ræ ste r er der 36, hvis Fødested ikke er angivet i det M ateriale, der h a r sta a e t til Raadig- hed; dette Tal k a n dog n æ sten h elt bortfjæ rnes. N aar m an k ender lid t til Navne og P ersoner i de sønder- jydske Egne, k a n m an med en Sandsynlighed, d er for m anges Vedkom m ende næ rm er sig til Vished, an bringe de 32 af dem indenfor visse videre Grænseskel saaledes, a t d er k u n bliver 4 tilbage, om hvis Føde
sted der ikke tø r siges noget bestem t.
Og F orholdet viser sig da a t være dette, at a f d e 2 9 4 P r æ s t e r e r 16 f ø d t n o r d f o r K o n g e a a - e n , 1 6 8 i L a n d e t m e l l e m K o n g e a a o g S k e l b æ k , 71 m e l l e m S k e 1 b æ k o g E j d e r, 34 s y d f o r E j d e r e n, 1 er født i Indien, og 4 k a n der ikk e u d tales noget om. U d try k t i P ro cen t vil det sige, a t
57 p C t . e r f ø d t i s e l v e N o r d s l e s v i g , 2 4 p C t.
e r f ø d t i S y d s l e s v i g , o g k u n 1 11/-* p C t. e r f ø d t i d e t e g e n 1 1 i g e T y s k l a n d , og for en Del af disse sidste gæ lder det yderligere, a t vel er de født sydfor E jderen, m en de er opvokset nordfor den.
Vi bliver da nok nødt til at sige, a t k a n der med Rette bebrejdes de nordslesvigske P ræ ster noget i Retning af m anglende Evne til i alle Forhold at være det for en M enighed, som en P ræ st bør være, da m aa Bebrejdelsen rettes mod L andets egne Sønner;
og h v ad der end k a n væ re a t forekaste det kielske K onsistorium og det p røjsiske K u ltu sm in isterium , vil m an dog ikke med synderlig B erettigelse kunne hævde, a t de h a r søgt a t frem m e A fnatio n alisering en ved M asseindkaldelse af K irketjenere sydfra.
— Men hvorledes skal vi n u n a a til en F orstaa- else af det m æ rkelige Forhold, at Mænd, der er run d n e af sam m e Jo rdbund som de M enigheder, b lan d t hvilke de virkede som P ræ ster, er kom m en til at s ta a i en sa ad a n skæv S tilling til Deres Sognefolk?
N aar der h e r skal gøres et Forsøg p a a at besvare dette Spørgsm aal, henvises der først til den Kends
gerning, at b lan d t de 294 P ræ ster findes der k u n nogle m eget faa, som enten er u d g aaet fra et Hjem, der v a r alm ent ken d t som D anskhedens Bæ rer i en videre eller snæ vrere Kreds, eller som ved Slægt- skabsb aan d kn y tted es til et sa a d a n t Hjem. I det store og hele tø r vi derfor sige, at fra Hjem, der vid
ste m ed sig selv, a t de i deres folkelige Tilhørsforhold havde deres K ilder mod Nord og ikke mod Syd, er der k u n kom m et et F a a ta l af unge Mænd, der lod sig ud danne p aa Tysk til a t tjene deres Folk for A lter og p aa P ræ d ik esto l; v ar der i saad an n e Hjem unge,
186 L. Vesten.
som følte et Kald til a t virke i K irkens Tjeneste, drog de hellere mod Nord, og m ange af dem h a r sid
det eller sidder endnu i P ræ steg aard e nordfor Konge- aaen. Det a t væ re L æ rer eller P ræ s t i S ønderjylland h a r vel for dem ingen F rem tid sfo rjæ ttelse h a ft over sig. Der er ingen, som h a r Ret til at tæ n k e nedsæ t
tende om dem af den G rund; m en M. M ackeprang, d e r er en af dem, som gik over Kongeaaen — ganske vist ikke for a t blive P ræ st, m en for a t læ re at skrive om danske K irker —, siger i F orordet til sin Bog
»Nordslesvig 1864—1909« saaledes: »Der er vel m an- gen en N ordslesviger, der senere b itte rt h a r fo rtrud t, a t han som 16—17 A ars Dreng valgte at g aa mod Nord, h a r følt det, som v a r h an flygtet fra sin Del af Arbejdet«. — F ra de bevidst danske Hjem drog de dygtigste unge M ænd ud til det re n t p rak tisk e A rbej
de for at afstive deres Folkefæ ller i Kam pen for Ret
ten til a t sidde p a a den fæ drene Jord som frie M ænd og K vinder; de blev Foregangsm æ nd i L and
brug, M ejeribrug, H aandv æ rk og H andel for a t være m ed til at skabe det re n t m aterielle Rygstød, der var nødvendigt, hvis m an vilde holde M odstanderne Stangen.
Det v a r a lts a a fra n a tio n a lt set lidet udpræ gede H jem eller fra H jem m ed tysk P aav irk n in g , a t Hoved
m assen af P ræ ste r udgik, og n a a r saad an ne unge Mænd i Livets m est m odtagelige Alder kom m er i en stor og rig K ulturs P ræ gevæ rksteder, m aa der blive p a a try k t dem et Stem pel, som ikke let lader sig u d viske, selv om K ulturen er frem m ed for deres O prin
delighed. De kom m er nem lig fra Hjem, som k u n h a r evnet a t byde B arn et og den unge den re n t um iddel
bare og enkle F am ilie k u ltu r. H jem m et h a r ved sin
k u ltu relle og natio n ale U interesserethed eller ved ty skp ræ g et M odvilje givet Slip p a a Forbindelsen med sit eget U dsprings oprindelige Kilde og er der
for helt ude af S tand til a t give den unges vaagnen- de T rang nogen som helst M ættelse fra livgivende Kilder, der væ lder fra F olkefæ llesskabets M inder, H aab og Daad. Hos en saad an Ungdom o p staar der et tom t Rum, som begæ rer a t fyldes; der bliver P lad s til den nye K ultur, der allerede i næ ste Slæ gtled be
gynder a t fæ stne sig som »arvet K ultur«. — E rich S chlaikier h a r søgt at vise, hvorledes et M enneske, hvis lykkeligste B arnem in der form er sig i det d an ske Sprog, gennem Opdragelse og S tudium erhverver sig et n y t K ulturovertræ k, der fa a r h am til a t be
tragte sig som Tysker; hv ad m an end k a n m ene om Schlaikiers Form , tø r det næ ppe betvivles, a t denne Form giver U dtryk for et Indhold, der for ham og m ange andre er saare virkeligt.
N aar vi næ v n er den »arvede Kultur«, d. v. s. den arvede tillæ rte K ultur, rø rer vi ved et andet F o r
hold, der er egnet til at k a ste Lys over det Spørgs- m aal, vi behandler. Af de 294 nordslesvigske P ræ ste r h a r ikke m indre end GO væ ret Præ stesø n n er, hvo rtil kom m er de, der h a r væ ret Sønner af ty sk uddannede Em bedsm æ nd i an dre Stillinger. O m trent en F je r
dedel af hele P ræ stesta n d en h a r sta a e t p a a dette a n det T rin af K ulturtilegnelsen — nogle p a a tredje og fjerde T rin —, p aa det P u n k t altsaa, h v o r den ny K ul
tu r begynder a t g a a i Blodet og bliver noget m ere end en løs O verklæ dning.
Der kunde saaledes kom m e — ja m aa tte nødven
digvis kom m e — et frem m ed E lem ent ind i Forholdet m ellem P ræ st og M enighed; der v a r sket Brud paa
188 L. Vesten.
den hjem lige Forbindelsestraad , der g a a r fra P erson
lighed til Personlighed. P ræ sten blev en ensom M and i Sognet; indenfor P ræ steg aard en s E n em æ rker
lighed til Personlighed. P ræ sten blev en ensom M and i Sognet; indenfor P ræ steg aard en s E n em æ rker