Af T h o m a s R i e s . I.
B lan dt de R ettigheder eller Privilegier, som Kong V aldem ar Sejer gav vor lille By, da den fik Byret, v a r uden Tvivl det sæ rlige Ting eller B y t i n g e t noget af det vigtigste. Nu kunde de nye Borgere hos deres egne søge Ret og R etfæ rdighed, ja selv væ re m ed til at døm me derom, eller som det hedder først a t skelne, saa a t dømme, a t »fri eller fælde«, som de kald te det.
Og dette altsam m en hjem m e i deres egen lille By, paa eget Tingsted, m ed egen Byfoged, som rigtignok blev beskikket af Kongen. Byfogden v a r dengang en lan g t vigtigere Person end senere. En »Borgmester« kendte Borgerne endnu ikke, h a n kom først i det 15. A ar
hundrede, m en af deres egen M idte havde de nogle sa ak a ld te R aadm æ nd, og allerede dengang de fire Mænd af B orgerskabet, der skulde v aretage Byens Sager. De blev vistnok v algt b lan d t Lavs- eller G ildesbrødrene. Byen havde to B roderskaber, St.
Knuds og St. N ikolajs, og senere havde m an vel og- saa K alandbrødrene med deres K alandgildehus, der senere blev Byens R aadhus, dog først efter R eform a' tionen. Dette H us laa, hvor R aad hu set endnu ligger.
Det v ar lidt m indre end nu og laa lidt norden for det Sted, hvor h elt til ind i det 19. A arhundrede de fire B yfjerdinger eller Inddelinger af Byjorden eller Byen altid h a r stødt sam m en saa lan g t tilbage i Tiden, som
Ting- og Bysbøgerne fører os, længe før R eform atio
nen eller »den nye Lære« kom. Det nuvæ rende Storetorv v ar en aaben, i den æ ldste Tid v ist næ ppe bebygget P lads, h v o rfra der førte en Gade eller F orte mod Vest, en anden mod Øst, ned til Fjorden, en mod Syd ud til N orets M unding, m ens den »lange Forte«, den senere Storegade førte over B ygraven (der k ry d sede Storegade der, hvor n u v. Bergens og H ans D anielsens Huse ligger) Nord p a a ud til R am sherred.
H er stødte de fire B yfjerdinger sam m en p a a denne aabne P lads, der re t var passende til Byens Tingsted under aaben Him m el, »imellem de fire Tingstokke«.
Her holdt Byfogden sam m en m ed Byens R aad og de fire Mænd af den m enige B orgerstand Ting og Tings
ret i hele B orgerskabets N æ rvæ relse. Tinget holdtes hver M andag lige til den store B rand i A aret 1010.
E fter R eform ationens Indførelse v a r H uset ikke længere K alandhus, m en blev efter den ny Tids Skik og Brug benyttet som »Raadhus«, og fra den Tid er det, at vi i Tingbøgerne læ ser Ordene »paa Tinge eller Raadhus«, om end T ingm øderne endnu i lang Tid fan d t Sted und er aaben Him mel. Ogsaa i Aarene 1010—10 holdtes Tinget p aa G rund af R aadhusets B rand 1010 ifølge Tingbøgernes*) B eretning »im gehe- genden Gericht« eller p aa »en indhegnet Plads«, alt- saa uden for — m an h a r vidst at hjæ lpe sig. Og selv om vi om M andagen den 15. J a n u a r 1016 læser, »at m an nu i Guds N avn igen afholder Ting p aa
Raad-*) Tingbøgerne er ført paa Tysk. F o rhandlingssproget h a r im id lertid aah en h art væ ret det danske. Mange danske V endinger er nem lig let kendelige gennem de tyske Ord, som B yskriveren aah en h art h a r haft sin h aarde Nod med a t faa dem k læ dt i.
112 Thomas Ries.
huset«, saa k a n vi dog se af Tingbøgerne, at den gam le Skik og Brug endnu er u fo ran dret, a t R aad huset k u n s ta a r til R aadm æ ndenes Tjeneste og h a r en B reykiste og et »Prestell« af Træ, hvori Byens P rivilegier blev opbevarede, m en a t B yskriveren ikke a n Gang m aatte faa et K am m er paa R aadhuset, da sligt p a a ingen M aade v a r fornødent, og a t B ytinget ef
ter gam m el Skik og B rug stadig afholdtes u n d er aaben H im m el m ellem de fire Tingstokke. M aaske h an g det sam m en m ed den gam le Tro, som vi m øder senere, endnu efter A ar 1600, a t n a a r Ting og T ings
ret ikke sla a r til, og m an ikke k a n finde til Bunds i en Sag, saa sæ tte r m an sit H aab og sin Tro til H im m elen og venter »et Tegn fra Himmelen«.
At m an troede og haabede p aa sligt, erfarer vi af Tingbogen for den 9. Novem ber A ar 1618, der beretter, a t Jørgen Vægters B arn i L orents M artensens Hus » h a r faaet sin Skade og fandtes død Dagen før Tinget.
For a t undersøge Sagen h a r Byfogden sendt fire Mænd til Lorents M artensens Hus, og endnu sam m e Dag h a r h a n i R aadets N æ rvæ relse p a a la g t M arine
»Seerske« at undersøge Sagen. »Med sam m enfoldede H æ nder h a r h u n sa a ved Liget bedt til den kæ re Gud og lag t sine H æ nder p aa Liget, a t h an dog vilde give et Tegn, hvem der v ar Skyld deri, dog in tet Tegn vilde komme«. En paafølgende Tingdag erklæ rede d e rp a a de seks Sandem æ nd, der afgav deres »Togh«, a t det nedfaldne B rødtrug v a r B arnets »Banemand«.
I A aret 1640 beretter Tingbogen om en lignende Sag, hvor Øvrigheden h a r spillet den sam m e Rolle, og ved hvilken Lejlighed B yskriveren endda b em æ r
ker, »at det her er gam m el Skik og B rug a t lade Gud aller H im m elen skue paa den døde«.
A ngaaende Sagen b eretter P rovst H ybschm ann først i sin Kirkebog, a t en gam m el 85-aarig Klejnsm ed er kom m en hjem fra K irke og af Sorg over sin uvorne Søn, som u nder G udstjenesten i b eruset T il
stan d havde slaaet nogle K irkeru der ind, ja endog fo rsty rre t P rovsten i hans A ndagt og Messe, vistnok v a r falden død om p a a Stengulvet i sin Dørnse. Men om der i Dørnset ellers v a r forefaldet noget m ellem F ad er og Søn, en M isgerning, eller en pludselig Død,
»disværre«, som m an i det Tilfælde a ltid betegnede det, v a r der ingen, som m ed den bedste Vilje kunde sige, selv om m an ogsaa v ar tilbøjelig til at »murmle«
derom. Men af denne »M urmelsnak«, som m an kald te det, frem kom saa det følgende i Byens T ing
bog og i en Meddelelse til H ans fyrstelige Naade p aa Gottorp.
E fter Tingbogen h a r den unge K arsten Klejnsm ed fejret N y taarsaften med »Gøglerne p aa R aadhuset«, h a r sviret og væ ret d ru k k en den hele Nat, saa a t By
tjeneren »ej h a r k u n n e t styre ham«. H an »skrab
lede« eller endog tudede i B ytjenerens H orn og »drev M ikkel m ed ham«, som selve M ikkel N ielsen tit havde gjort. I denne T ilstan d var K lejnsm eden kom m en til
»Frohkirche« N y taarsdag og havde her foretaget A t
te n ta te t p a a K irkens ny Ruder. E fter denne Gerning og F aderens Død v ar K arsten K lejnsm ed bleven in d sa t hos Byfogden, dog ej i Stokken u n d er R aadhuset, th i han v a r »Borgersøn«, og som sa ad a n v a r h a n fri for Stokken, saa længe han ikke var døm t. Men »i Jern« havde Byfogden dog for h a n s »Modvilligheds«
Skyld m a a tte t lægge ham . H er sad K arsten K lejn
smed ogsaa den Dag, da h an s gam le F ad er skulde jordes.
s
114 Thomas Ries.
»Med Skolesang og K lokkeklang« er Jo rdfæ stel
sen sa a gaaet for sig og m ed D iakon Hr. Jørgen i Spidsen for Ligtoget. Om P rovsten er der ikke Tale.
Men B eretningen til H ans fyrstelige N aade siger, a t da Ligtoget kom uden for K arsten Byfogeds Hus, standsede Ligtog og Skolesang, ja K lokkeklang, som det her i Byen v a r Skik, og m edens m an tog L aaget af Kisten, blev K arsten K lejnsm ed i Jern ført til Li
get, »men in te t Tegn igennem Blod eller ellers noget p a a K arsten K lejnsm eds Skyld eller U skyld havde vist sig«. Alligevel h a r m an dog sine B etæ nkelighe
der og billig F ry g t for uden H ans fyrstelige N aades Vilje og Bud a t løslade ham af Fæ ngslet, skønt h a n h a r stillet Borgen. I S lutningen af Skrivelsen sender B orgm ester og B aad »Hans fyrstelige N aade, H ans fyrstelige N aades h jerten sk æ re Gem alinde, den unge H erre og F røken en u n d erd an ig st H ilsen og Reve
rens«.
Som vi ser, v ar der m eget im ellem H im m el og Jord, som ingen af de stakkels Borgere, ja ikke en
gang Byfogeden, R aadm æ ndene eller »Seersken«
kunde tyde, som hverken Tinget eller F y rstelig N aade kunde blive fæ rdig med, ja som end ikke en 12-Mandsed kunde fri et M enneske for. M aaske han g det sam m en med »Signen og Beden« eller Ønsket, »at m an skulde faa en Ulykke«, altsam m en noget, som stod i Forbindelse med D atidens K vinder, ganske som om K vinderne v a r af det onde. Dette In d try k faa r m an allerede i den gam le S k raa i § 34, og at m an om kring A ar 1600 endnu m aa have væ ret af sam m e Mening, frem gaar tyd elig t nok deraf, at n a a r der dengang v a r Tale om »Signen og Beden« eller
»Hekseri«, v ar det altid F ruen tim m er, der v a r de
skyldige. Ligesom det er F ru en tim m ern e, der i Byens gam le S k ra a h a r en løs M und og fører hæ slig Tale, hvorfor »de skal bæ re K agstene ud af Byen«, det vil sige først sta a ved Kagen eller Skam pæ len og d erp aa stenes ud af By, saaledes er det ogsaa F ru e n tim m erne, som 300 A ar senere for deres Signen og Beden eller H ekseri skal bræ ndes eller stenes til Døde.
Men som Tiden gik, fulgte Folk og Skikke dog med. Selv om det gik op og ned, k a n m an dog spore det. Og som det gik med Borgerne, gik det lidt efter lidt ogsaa m ed de stakkels K vinder m ed den løse Mund, og S traf og Skik fulgte med. Vi m aa regne med den Tid, i hvilk en Borgerne levede, hvor »gam
mel Skik og Brug« sattes højere end ny. Dette viser sig i enhver Henseende. Selv om den nye Lære eller L utherdom m en om kring ved A ar 1526 v a r kom m en h e r til Byen og lid t senere den sa ak a ld te »Byskole«, blev Folkets og B orgernes Skikke i det store og hele dog de gam le; m an huede ikke de nye Skikke.
Det er ud fra dette S ynspunkt, m an bør søge at fo rstaa Befolkningen efter R eform ationen og O pret
telsen af Byskolen. B efolkningen kunde ikke finde sig tilre tte med det nye. Den v a r endnu for stæ rk t k n y tte t til de gam le In stitu tio n e r, A nskuelser, Skikke og Vaner, som hverken Provst, Diakon og endnu m indre Skolestuen, ja ikke engang Fyrstelig N aade i Slesvig kunde faa B ugt med og som de, hvilket vil frem gaa af det følgende, selv tildels m aa tte støtte og holde sig til.
Disse V aner og Skikke v ar de gennem deres For- fæ dre knyttede til i A ar og Dag, ja saa længe nogen kunde huske, baade hjem m e og p a a Tinge eller »paa
8'
116 Thomas Ries.
Veje eller Stier«, som de sagde. De v ar »vandt eller vænnet« til disse Skikke og holdt dem i alle M aader højt, ja agtede dem. Som de v a r »vandt« til Tinget og dets 12-Mandsed om fornødent, v a r de v a n t til
»Driktinget« som det første i A aret, og v a n t til »Ka
gen« eller »Skam pælen med Jernkæ de ved«. L idt senere v a r de v a n t til, a t visse K vinder kom »paa Baalet«. At Tiden førte m ed sig, a t Skam pæ len blev til en »Gabestok« eller »Stok« og lan gt senere til no
get, som m an kald te »Pranger«, skal indrøm m es, m en i det store og hele v a r Skikkene dog de gamle, og selv om m an i daglig Tale talte om »Knægt Ruprecht«, saa stod han dog med en »Svøbe« i H aanden.
I lige M aade gik det med den gam le 12-Mandsed og m ed at »undsige p a a Tinge efter fæ ldet Dom«, og
— som vi skal se — med, a t K vinderne skulde p aa Baalet, ja m an h jalp sig med, efter en Domfældelse, a t det forlangtes af Sagens P a rte r, at de frem tidig skulde »holde H aan d og Mund«. R etten vidste, at denne »Holden« v a r m eget besværlig.
F ra A ar 1664 afløstes T ingsretten af den nye Ret, R a a d h u sre tte n m ed B orgm esteren som F orm and, m en den gam le F o rm an in g v a r endnu iflg. gam m el Skik stadig fornøden.
Tingbogen b eretter, a t »de 24 Mænd« sam m en m ed tre M edlem mer af R aadet døm te den lam m e A nna Jø rg en sd atter og M arine Svennes til Baalet.
De havde drevet H ekseri, ja Signen og Beden, og ønsket andre »al L andsens Ulykke«. Dette skete p a a A abenraa Ting 21. Ju n i 1617.
24 A ar senere, A ar 1641, drejede det sig om M argrete Kok. H un v a r en h e lt forløjet Person, der
i »sin Pine s n a rt havde beskyldt, sn a rt havde friet og ikke var at bygge paa«. I B etragtn in g h eraf vilde m an hede F yrstelig N aade a t forsk aan e R etten
»som stak k els M ennesker« for a t forfølge denne Sag og »selv overtage Kendelsen«.
M an m æ rk er tydeligt nok, at Tiderne h a r for
a n d re t sig ogsaa i saa H enseende og Borgerne med.
P a a Trolddom og H ekseri troede m an, som vi skal se, endnu til P rovst A rnkiels Tid eller 50 A ar senere, men m an holdt hverken af B aal eller B rand, »Mads F a u m an n s Kone skulde for sa a d a n t fra H errens Bord forvises«.
12-Mandseden, resp. 6-M andseden for Gilde
brodrene, er en Ed, som allerede er o m talt i Byens P rivilegier, da Byen fik sin By- og T ingsret i Begyn
delsen af det 13. A arhundrede. Som der allerede dengang h a r v æ re t Forskel p a a Kong Salom on og Jørgen H attem ager, h a r der ogsaa væ ret Forskel m ellem G ildebrodrene og sæ dvanlige Borgere. Me
dens de sidste skulde væ rge sig p aa Tinge ved 12- M andsed, det vil sige, a t 11 gode, æ ldre Borgere sam m en m ed den A nklagede som den 12. skulde be
vidne, a t A nklagede v ar uskyldig og havde Ret, saa var det for en Lavs- eller G ildesbroder tilstræ k k elig t, a t h a n selv sjæ tte m ed Ed »friede« sig for a t blive
»fældet« eller dømt.
Helt ind til Begyndelsen af det 17. A arhundrede h a r 12-Mandseden v æ ret i B rug p aa Tingex og endnu efter a t F yrstelig Naade, H ertugen, A ar 1606 havde ophæ vet den, forekom m er den flere Gange h er p aa Tinget som noget, m an efter gam m el Skik og B rug stadig, trods alle Forbud, holder fast ved, og som Borgerne vistnok h a r b etrag tet som en gam m el
Ret-118 Thomas Ries.
tighed, som ikke k u nde tages fra dem, og som v ar lan g t bedre end S kriveri og P rok u rato rk n eb .
En Optegnelse i Tingbogen for M andagen 17. Ju li 162G b eretter, at K laus S tru ck i Dag m ed sine 12 Edsfolk h a r sta a e t p a a Tinge for a t fri sig for de Ord, hvorm ed P eter Decker h a r beskyldt h am og han s Kone og svæ rger den Ed »i P e ter Deckers Hals«, at det, som h a n h a r b eskyldt K laus Struck og H u stru for, v a r Løgn og »M urm elsnak«, og at det sam m e g ja ld t dem, der sagde det bag h an s Ryg, hvortil de 11 Edsfolk m ed Ed sluttede sig.
Ved et Ting i A aret 1G05, hvor K laus O rganist p a a A m tm anden Clem ent G adendorps F orlangende h a r ført Protokollen, fordi den egentlige T ingsk riv er P eter K nudsen »i selve Sagen v a r »partisk«, d. v. s.
m edanklaget, h a r K laus O rganist tilsyneladende g jo rt sig Umage for a t frem stille hele F o rh a n d lin gens Gang i alle E nkeltheder. Efter 9 Ugers eller 9 T ingdages Forløb endte Sagen med, a t A nklagede skød sig ind u n der Fyrstelig N aade i Gottorp og Over
retten der, d. v. s. appellerede sin Sag. A nledningen til Sagen v a r den, a t de to Naboer, K apellan Hr. Jø r
gen B entsen og H ans Lorenzen Laygaard, kivedes om en ny Bagerovn, som K apellanen havde bygget delvis p a a H ans L ay gaard s G rund. H ans L aygaard pukkede paa, a t h a n fra sin F ad ers Tid havde skriftlig t Tingsvidne p aa G runden, udfæ rdiget af B yskriveren P eter K nudsen. H an tilbød desuden den 3. T ingdag sin 12-Mandsed paa, a t det, der stod sk re
vet i T ingsvidnet, v a r san d t og m aa tte tiltræ d es af Tinget.
Den fjerde T ingdag m ødte p a a F oran led n in g af A m tm anden, trods Byfogdens Ledelse af Tinget,
A m tsskriv er P eter M auritsen p a a Tinge, eller som der s ta a r »imellem de fire Tingstokke« og erklæ rede, a t h a n kom i F y rstelig N aades Navn for a t faa Op
lysning om det Tingsvidne, som H ans Lorenzen havde lad e t udfæ rdige ved B yskriveren P eter K nud
sen m ed Lorenz Rebslager som Vidne. H erpaa tog Byfogden 12 M and til sig, gik m ed dem alle udenfor T ingstokkene for a t ra a d s la a og kom d erp aa med v elberaad Sind (w ohlberatenen Modes) ind igen og had om 8 Dages H en stan d for sig og Sagen. Men n u appellerede, eller som det dengang hed, »schob«
H ans Lorenzen sig m ed sin Sag og Dom ind u n d er F yrstelig Naade i Gottorp. Som Følge h e ra f tog By
fogden af de tilstedevæ rende Tingm æ nd G til Vidne og spurgte dem, om de nogensinde havde set eller hørt, a t h a n havde g jort H ans Lorenzen U ret eller forholdt h am h an s Ret. H an vilde lade Sagen bero til næ ste T ingdag om 8 Dage. H erpaa svarede og erklæ rede de G Mænd, at de ald rig havde set eller hørt, a t Byfogden K risten Jessen havde g jort H ans Lorenzen Uret, og h erp aa vilde de gøre deres Ed, m en fordi H ans Lorenzen med h a a rd e Ord og i Djævelens Navn havde u d sk æ ld t Hr. Jørgen baade hjem m e og nu p a a Tinge, m aa tte h an bøde til Retten.
Som Følge af de 6 M ænds V idnesbyrd forblev Sagen ved A abenraa B yting og blev næ ste Tingdag igen fo rh andlet i A m tsskriverens N æ rvæ relse og u n der Byfogdens Ledelse. Byfogden ledede nok Tingets F o rhan dlinger, m en v ar u d n æ v n t af H ertugen. R etten bestod denne Dag af Byfogden og 12 Mænd. E fter at Byfogden og de tolv M ænd »var gaaede uden for og med velberaad Sind igen kom m e ind«, sagde og døm te Byfogden, at eftersom H ans Lorenzen hem m elig og
120 Thomas Ries.
ikke i N æ rvæ relse af dem, som billigvis skulde have biv aan et det, sam t ikke der, hvor sa ad a n t skulde ske, m en hem m elig i sit eget Hus havde lad et T ingsvidnet skrive og endda senere delvis tag e t A fstand derfra, sa a »sige vi og tale vi allesam m en, a t H ans Lorenzen h eri h a r h a n d le t falsk og er a t dømme til fyrstelig N aades N aade eller Unaade.« H vad B yskriveren, P e
ter Knudsen, ang aar, da kender vi ham i lige M aade for »felligh« og skyldig, fordi h a n »von Rechts und A m ts wegen« h a r lad et saad an n e hem m elige Ting- vidner fare, ja endog h a r skrevet det. Ligeledes skal vor M edborger Lorentz R ebslager være henfalden til vor n aad igste H erres N aade eller U naade, fordi h a n m ed sit M ærke h a r stad fæ stet et sa ad a n t hem m eligt Tingsvidne og »svoret det i Magt«, m en herefter
»punktvis« n æ gtet det.
H ans Lorenzen havde faaet sin S tæ vning eller
»Stivening« til Tingm ødet, m en stiv n ak ket, som h an var, havde h a n erk læ ret til de udsendte 5 Mænd — efter a t A m tm andens Fodsvend forgæves havde søgt h am —, a t h a n gerne vilde efterkom m e A m tm andens Opfordring, selv om det ogsaa drejede sig om en hel Mils Vej, m en h a n vilde ikke g aa til Tinget eller Ret
ten im ellem de fire T ingstokke, hvor h a n blot vilde finde sine aabenbare F jender. D erpaa gik de 5 Mænd til Edele Jaco b sd atter i Fæ ngslet, som m ed sin Mund havde v id net imod H ans Lorenzen, og h u n erklæ rede igen, at h u n baade »vilde leve og dø« p a a det, h u n havde sagt, selv om det skulde væ re i sam m e Stund.
Som Følge af H ans Lorenzens »U psternasighed«, a t h an til Trods for efter Lov og L ands Ret a t væ re citeret til Tinge, dog ikke v a r m ødt, begærede P eter A m tssk river næ ste Tingdag, E x au d i den 11. Maj, et
lovligt Tingsvidne, hvorefter Hr. Jørgen B entsen u d tog 6 M ænd eller Synsm æ nd til a t besigtige sit Bager- hus, som h a n havde hygget. Dengang boede den ny o lu th ersk e D iakon endnu i B roder P eters Våning*), som laa sønden for »Kirkegangen« m ed H ans Lo
renzen til Nabo im od Syd. E fter S triden m ed H ans
renzen til Nabo im od Syd. E fter S triden m ed H ans