Traditionelt fokuserer retssikkerhedsbegrebet især på forudsigelighed – borgeren skal kunne stole på at forvaltningens afgørelser træffes på baggrund af gældende regler, legalitet – forvaltningsmyndighedernes afgørelser hviler på love vedtaget af Folketinget og klageadgang – borgeren skal have mulighed for at klage over myndighedernes afgørelser. Forvaltningens afgørelse skal være i overensstemmelse med indholdet i loven og de grundlæggende sagsbe-handlingsprincipper, fx skal den være truffet på et sagligt grundlag og ud fra princippet om lighed for loven.
I forbindelse med den konkrete sagsbehandlingsproces er der desuden en række regler der skal sikre at processen forløber under skyldig hensyntagen til borgerens retssikkerhed.
Vejledningspligt
Offentlige myndigheder har en generel pligt til at vejlede borgerne. Denne pligt beskrives i forvaltningslovens §7* og skal ses i sammenhæng med intentionen om en helhedsori-enteret indsats på det sociale område – beskrevet i retssikkerhedslovens §5*. Kommunernes generelle pligt til at vejlede og rådgive borgerne med henblik på at forbygge at sociale problemer opstår eller forværres, er også fastsat i servicelovens §10*.
En grundig orientering om rettigheder og pligter indebærer at man som sagsbehandler må kalde tingene ved deres rette navn, fx rettighed, aktindsigt og partshøring. Man kan forklare dem med andre ord, men retsprincipperne må knyttes til deres faglige betegnelser hvis borgeren ikke senere skal blive usikker på hvad hans eller hendes rettigheder er. I modsat fald sløres borgerens retsstilling. Hvor omfattende vejledningen skal være, afhænger både af den person der søger hjælp fra den offentlige myndighed og hvad der søges hjælp til.
Der kan således ikke siges noget definitivt om omfanget af vejledningsforpligtelsen, men når vejledningen tilrettelægges, skal der tages højde for:
• Borgerens sproglige og intellektuelle muligheder for at forstå vejledningen, fx kan det være nødvendigt at bruge tolk og at give vejledningen på en måde så borgeren forstår indholdet, dvs. at fagudtryk skal forklares.
• Borgeren skal vejledes om sine rettigheder efter lovgivningen, både sine partsret-tigheder (side 74) og sine almindelige borgerretpartsret-tigheder (de følgende sider).
• Borgeren skal vejledes om konsekvenserne af notatpligten, om at myndigheds-personen kan være forpligtet til at videregive nogle af de oplysninger borgeren afgiver til andre myndigheder, og om hvad samtykke til udveksling af oplysninger indebærer (de følgende sider).
Den mest hensigtsmæssige måde at videreformidle de oplysninger borgeren har brug for, må overvejes i forbindelse med hver enkelt borger. En mundtlig formidling om rettigheder og afgørelser bør suppleres med skriftlige oplysninger. Det er også vigtigt at afsætte den nødvendige tid til at udføre sin vejledningspligt. Borgerens oplevelse af retssikkerhed hænger tæt sammen med om den enkelte er klar over sine rettigheder og pligter, om der er en god dialog mellem borger og fagperson og om det er tydeligt for borgeren at fagpersonen har en myndighedsfunktion og hvad den indebærer (Socialministeriet, 2004).
For at kunne håndhæve borgerens retssikkerhed må fagpersonen kende indholdet i begrebet, og vide hvor i lovgivningen principperne står beskrevet. Retssikkerhedsloven fastsætter reglerne for sagsbehandlingen på det sociale område i kommuner og statslige myndigheder (§2, stk. 1*). Den fastlægger rammerne for hvordan offentlige myndigheder skal behandle sociale sager og hvordan klagesystemet på det sociale område skal organiseres.
Lovens bestemmelser supplerer de generelle regler for sagsbehandling i forvaltningsloven.
Retssikkerhedsloven (§1*) sikrer følgende:
• Borgernes ret til at medvirke ved sagsbehandlingen
• En tidlig og helhedsorienteret indsats
• Forebyggelsen mod at borgere der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet, får brug for hjælp til forsørgelse
• En administrativ struktur for sagsbehandlingen der tager højde for alt dette Borgernes retskrav forpligter samtidig myndighederne til at sørge for at borgerne kan udnytte disse rettigheder. Ved tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen sikrer §4* i retssik-kerhedsloven at borgeren kan medvirke ved behandlingen af sin sag. Det er kommunen der har ansvaret for at tilrettelægge sagsbehandlingen så det gøres muligt, bl.a. ved at sikre at borgeren kender sine rettigheder og muligheder i den aktuelle sag. I forhold til stofmisbrugsbehandling betyder det at den borger der søger misbrugsbehandling, skal informeres om sin ret til frit at vælge behandlingstilbud og om indholdet i garantien for at få social behandling (side 61). Den pågældende skal også orienteres om sit krav på at få tilbudt en social handleplan (side 29) og de krav der stilles til myndighedens belysning af sagen (følgende sider). Desuden er det vigtigt at den enkelte sagsbehandler er meget tydelig omkring sin rolle i sagen. Sagsbehandleren er i dette tilfælde en myndighedsperson med magt til at træffe en afgørelse af væsentlig betydning for borgeren.
De fleste af de følgende regler, rettigheder og krav vil blive behandlet væsentligt mere udførligt i God sagsbehandling på stofmisbrugsområdet (Servicestyrelsen, 2010). I den følgende tekst er de valgt medtaget i stikordsform fordi de er væsentlige betingelser for at få kontakten mellem stofmisbruger og sagsbehandler til at fungere:
Notatpligt betyder at alle væsentlige ekspeditioner i en sag skal noteres i borgerens journal. En offentlig myndighed der modtager oplysninger med betydning for en borgers sag, har pligt til at notere i sagen at de pågældende oplysninger er modtaget (offentlighedslovens §6*). Notatpligten medfører også at myndigheden skal opbevare kopier af breve der sendes til borgeren (Andersen, 2007). Konsekvensen af notatpligten er at alle væsentlige oplysninger der afgives i forbindelse med sagsbe-handlingen eller under et behandlingsforløb, skal noteres. Og disse oplysninger vil i en anden sammenhæng kunne blive brugt af en helt anden myndighed. Fx kunne man forestille sig en situation hvor oplysninger om indtjening ved prostitution senere vil indgå i en sag om socialt bedrageri. Borgeren skal derfor vejledes om at sagsbehandleren er forpligtet til at notere alle oplysninger af betydning for sagen, som myndigheden får kendskab til, og at det kan få konsekvenser idet det ikke kan udelukkes at andre myndigheder på et tidspunkt kan få adgang til sagens oplysninger.
Ret til bisidder (forvaltningslovens §8*) kan være særlig relevant at orientere udsatte borgere om fordi de her gives mulighed for at tage nogen med, fx til møder med det offentlige system. Borgeren (parten) kan når som helst vælge at lade sig repræsentere af en anden (dvs. få en partsrepræsentant) eller lade sig bistå af andre (dvs. møde frem med en eller flere bisiddere). Hvis bisidderen af egen drift henvender sig på borgerens vegne, skal vedkommende have fuldmagt fra borgeren.
Undersøgelsesprincippet eller ’officialprincippet’ (retssikkerhedslovens §10*) betegner den situation hvor sagsbehandleren indsamler de oplysninger der er nødvendige for at træffe en afgørelse. Det er et grundlæggende, forvaltningsretligt princip at ansvaret for at fremskaffe de nødvendige oplysninger om sagen ligger hos den offentlige myndighed (Gammeltoft-Hansen, 2002; Andersen, 2003).
Undersøgelsesprincippet skal bidrage til lovlige og rigtige afgørelser. Hvis en sag ikke er tilstrækkeligt oplyst når myndigheden træffer sin afgørelse, er afgørelsen som udgangspunkt ugyldig (Gammeltoft-Hansen, 2002). Om en oplysning er nødvendig, skal vurderes i den konkrete situation.
Borgerens medvirken til at samle oplysninger om sagen, er regelsat i retssikker-hedslovens §11*. Som udgangspunkt er den enkelte borger ansvarlig for sin egen situation og derfor kan myndighederne anmode borgere der ansøger om hjælp efter den sociale lovgivning, om at medvirke ved sagens oplysning. I nogle tilfælde vil oplysninger om borgeren allerede være registeret i systemet, særligt hvis der er tale om en borger der allerede har kontakt med det sociale system. Sådanne oplysninger kan ikke frit indhentes. Det forudsætter samtykke fra borgeren.