Minnesota-behandlingen blev udviklet i USA i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne i et samarbejde mellem psykologen Daniel Anderson, lægen Nelson Bradley og en række alkoholmisbrugere med positive erfaringer fra AA (Anonyme Alkoholikere). Den ideologiske 12-trins behandlingsmodel bruges både i alkohol- og stofmisbrugsbehandling.
Modellen er udsprunget af AA, men – anvendt i stofmisbrugsbehandling – adskiller den sig
ved at foregå i institutionelle rammer (Steffen, 1993). De 12 trin (se næste side) kan sammen-fattes i 3 stadier: nedbrydning, vendepunkt og genopbygning.
”I den første fase nedbrydes den enkeltes modstand mod at betragte sig selv som ’syg’, ’bunden nås’. I den anden fase skal den afhængige vænne sig til den nye måde at betragte sig selv på. Og i den tredje fase arbejder man på misbrugerens tilbagevenden til og rehabilitering i det omgivende samfund ud fra selvfor-ståelsen: ’Jeg er afhængig’” (Stoustrup, 1999).
På samme måde som hos NA (se side 110) arbejdes der i Minnesota-modellen med stoffri behandling med varig stoffrihed som mål. Institutionsmodellen er ofte organiseret med tilknytning til NA’s anonyme selvhjælpsgrupper. I Danmark er behandlingsmodellen løbende blevet mere institutionaliseret. Der er udarbejdet standardiserede behandlings-forløb, organiseringen er blevet mere professionel og behandlingsmodellen mere fleksibel.
Fra midten af 1990’erne begyndte en opblødning i fortolkningen af ideologien hvilket har ført til at mange Minnesota-institutioner er blevet mere åbne eller pragmatiske (Hesse, 1998a; Pedersen, 2000).
Minnesota-modellen har åndelige eller religiøse træk der særligt kommer til udtryk i modellens begreber om sygdom og åndelighed. Misbrug betragtes som en medfødt uhelbredelig sygdom man må forsøge at mestre via fuldstændig afholdenhed. Derfor skal misbrugere efterfølgende leve et liv som ikke-aktive misbrugere; og misbruget er et problem de må forholde sig aktivt til resten af livet (Steffen, 1993; Hesse, 1998 a; Hesse & Solberg, 1999).
Med dette udgangspunkt kan en misbruger sammenlignes med eksempelvis en astmatiker – man kan ikke slippe af med astmaen, men man kan handle på en måde så man undgår astmaanfald. Formålet med behandlingen er at få brugeren til at erkende sin magtesløshed i forhold til misbruget og indse at han eller hun har brug for det fællesskab gruppen tilbyder – enten i form af en samhørighed med gruppens øvrige medlemmer, eller med en gud. Praksis bygger primært på erfaringer og fortællinger fra aktuelle og tidligere brugere (Pedersen, 1998).
De 12 trin
1. Vi indrømmede at vi var magtesløse over for vores addiction (afhængighed), at vores liv var blevet uhåndterlige.
2. Vi kom til at tro på at en magt større end os selv kunne genskabe vores tilregnelighed.
3. Vi tog en beslutning om at lægge vores vilje og vores liv over til omsorgen fra Gud, som vi opfattede Ham.
4. Vi lavede en søgende og frygtløs moralsk status over os selv.
5. Vi indrømmede for Gud, os selv og et andet menneske vore fejls sande natur.
6. Vi var fuldstændig parate til at lade Gud fjerne alle disse karakterdefekter.
7. Vi bad Ham ydmygt om at fjerne vores utilstrækkeligheder.
8. Vi lavede en liste over alle de mennesker vi havde gjort fortræd og blev villige til at gøre afbigt (bod) over for dem alle.
9. Vi gjorde direkte afbigt over for disse mennesker hvor det var muligt, undtagen når dette ville skade dem eller andre.
10. Vi fortsatte med at gøre personlig status og når vi fejlede, indrømmede vi det straks.
11. Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vores bevidste kontakt med Gud som vi opfattede ham, idet vi kun bad om kendskab til Hans vilje med os og om styrken til at udføre den.
12. Da vi havde haft en åndelig opvågnen som resultat af disse trin, forsøgte vi at bringe dette budskab til addicts og at praktisere disse principper i alt hvad vi foretog os.
(www.na-kbh.dk)
Gruppemødet er det centrale terapeutiske forum for behandlingen, men derudover er livet på Minnesota-institutionerne stærkt hierarkisk indrettet. Alle har ansvar for og kan give ordrer til dem der står lavere i hierarkiet. Den enkelte brugers placering i hierarkiet afhænger af hvor langt vedkommende er i behandlingen, og der er mulighed for både op- og nedstigning. Reglerne for at bevæge sig i behandlingsforløbet er enkle. De fortæller tydeligt hvad man må og ikke må og hvilke konsekvenser det har at overtræde reglerne, hvad enten det drejer sig om adfærd, misbrug eller andet. Det er entydigt hvem der bestemmer hvad.
Som regel begynder en ny bruger nederst i hierarkiet, men kan få beføjelser ved at gøre en indsats. Reglerne ligger fast og lederens instruktioner skal efterkommes uden diskussion.
Den hierarkiske opbygning støtter brugen af rollemodeller hvilket er en vigtig del af terapien. Dels kan brugeren spejle sig i brugere på de højere trin, dels kan brugere på højere trin øve sig i at håndtere konflikter blandt brugerne på de lavere behandlingstrin.
Hierarkiet synliggør desuden hvor langt brugeren er nået i den fremadskridende proces mod et liv som stoffri, ligesom det også tydeliggør hvad et tilbagefald vil betyde.
En stor del af landets døgnbehandlingsinstitutioner tager udgangspunkt i Minnesota-modellen. Også i ambulant regi findes behandlingstilbud der bygger på denne model.
Pedersen (2000) mener at der er stor forskel på hvordan de enkelte institutioner fortolker modellen hvilket giver sig udslag i forskellige behandlinger, men påpeger at der overordnet kan tales om en dansk udgave af modellen, en ’pragmatisk anlagt blandingsmodel’
med et udpluk af elementer fra andre behandlingsmodeller. Fx har nogle af Minnesota-institutionerne brugere i metadonbehandling hvilket går imod modellens grundfilosofi om stoffrihed. Et fællestræk for de institutioner der bygger på Minnesota-modellen, er at de introducerer brugerne til lokale NA-grupper, og opfordrer dem til at deltage i dem efter endt behandling.