Med en ydelse på 2-8 gange om måneden, individuelt eller i grupper, er ambulant behandling karakteriseret ved en lav intensitet (VBGS, 2008), ofte i form af en længerevarende, skades-reducerende indsats. I modsætning til døgnbehandling sker den ambulante behandling i tilknytning til brugerens vante miljø og mere eller mindre intensivt, afhængigt af brugerens behov. Ambulant behandling kan være understøttet af substitutionsbehandling og er ofte et individuelt tilbud bestående af rådgivning, samtaleforløb eller lignende.
Der findes også stoffri, ambulant behandling, både i forbindelse med efterbehandling og i behandling for rusmidler der ikke skaber fysisk afhængighed. Et ambulant behandlings-tilbud tilpasses den enkelte brugers situation og behov og kan derfor spænde fra at være meget tætte forløb til forløb med varierede intervaller for kontakten til behandlingsstedet. I 2007 var 11.337 brugere i dag- eller ambulant behandling, fordelt således:
Alder Kvinder Mænd I alt
<19 183 443 626
20–29 694 2.196 2.890
30–39 734 2.531 3.265
40–49 792 2.186 2.978
50–59 406 1.055 1.461
60–69 37 72 109
>60 5 3 8
I alt 2.851 8.486 11.337
Efterbehandling
Målet med at efterbehandle er at opretholde de fremskridt stofmisbrugeren har opnået i misbrugsbehandlingen og derigennem forebygge eventuelle tilbagefald. Efterbehandling er til brugere med behov for professionel støtte til at fortsætte en igangværende, positiv udvikling. Om en foranstaltning kan betragtes som efterbehandling, afhænger af hvad det forudgående behandlingsforløb har bestået af. Generelt indikerer efterbehandling en nedtrapning af behandlingsintensiteten, og at elementer af behandlingen gradvist ophører.
Målet er at støtte den forhenværende misbruger i arbejdet med at blive (re)integreret i samfundet.
Det er ofte afgørende for en behandlings succes at overgangen til efterbehandling sker når den enkelte bruger er klar til et sådant skift. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at være fleksibel i forhold til hvornår brugeren overgår fra selve behandlingsforløbet til efterbehandlingen. Det bør være behandlerens og brugerens fælles afgørelse hvornår brugeren er klar til de nye udfordringer dette skift medfører. Det kan der ikke lægges faste rammer for.
Efterbehandlingen er en meget central del af behandlingsforløbet og har stor indflydelse på om brugeren får tilbagefald eller lykkes med at holde fast i sin stoffrihed eller sit
stabiliserede forbrug af rusmidler. Ved at lade den sociale handleplan række helt ind i denne fase, kan man stimulere brugerens motivation for ikke at falde tilbage i det gamle misbrugsmønster. Som i den primære behandling er det også her afgørende at der arbejdes med midler tilpasset den enkelte brugers resurser og livsforhold. Tre vigtige elementer bør dog som minimum overvejes:
En substitutionsordning tilrettelagt i overensstemmelse med brugerens hverdag så den kan komme til at fungere så gnidningsløst som muligt.
En kontaktperson som brugeren kan fastholde en relation til igennem længere tid, måske flere år – en vigtig samtalepartner i tiden efter behandlingen, særligt i de første år mens brugeren opbygger et nyt liv.
Personlig støtte til dagligdags gøremål til brugere der ikke selv kan tage vare på den personlige pleje og det praktiske arbejde i hjemmet, fx rengøring, indkøb, tøjvask og madlavning. Støtten ydes som hjælp til selvhjælp – brugeren skal i videst muligt omfang selv deltage. Målet med personlig støtte er at øge brugerens selvstændighed og medvirke til at udvikle personlige færdigheder, bl.a. med henblik på at opretholde sociale netværk og struktur i dagligdagen. Personlig støtte tilbydes som regel efter en konkret behovsvurdering (www.ism.dk).
Hvis brugeren har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer der udløser et behov for hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder (servicelovens §85*), kan den pågældende tilbydes en støtteperson eller medhjælper der kan knyttes til bofællesskaber såvel som andre boformer.
Støttepersonen yder rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner som rengøring, personlig hygiejne og økonomi, og bistår desuden ved at deltage i beskæftigelses- og fritidsaktiviteter. Han eller hun kan også etablere kontakter til omverdenen dels til familie, bekendte, foreningsliv eller offentlige eller private tilbud, dels til behandlingstilbud der anses for relevante i forhold til fysiske og psykiske lidelser eller misbrug. Misbrugere i en efterbehandlingsfase kan drage nytte af støtteperson-ordningen og vil måske endda kunne få tilkendt en støtteperson som vedkommende kender fra sit ophold på en behandlingsinsti-tution eller fra andre sammenhænge.
Midtvejshuse
Denne type efterbehandlingstilbud – med høj intensitet – fungerer som et beskyttet bofællesskab hvor tidligere stofmisbrugere bor sammen. Midtvejshuse danner overgang mellem et intensivt behandlingsforløb og en tilbagevenden til samfundet, og målet er da også at beboerne skal starte i job, aktivering, uddannelse eller revalidering mens de bor i huset. I midtvejshuset trænes beboerne i at få hverdagen til at fungere i forhold til bolig og økonomi, og de tilbydes terapi der skal lære dem at håndtere risikosituationer. Målet med denne overgangsordning er at lette udslusningen til egen bolig.
Midtvejshuse er især for brugere der har brug for megen struktur og støtte for at kunne vende tilbage til samfundet, mere end de almindelige efterbehandlingstilbud kan yde.
Opholdets varighed kan svinge fra tre måneder til et år og kan suppleres med dagtilbud som aktivering, revalidering mv.
Gruppebaseret efterbehandling
Brugeren kan være med i mange slags grupper i forbindelse med sin efterbehandling. Ofte vil det være muligt at finde en gruppe der netop fokuserer på stofmisbrugerens problemer, og her vil der typisk også blive lagt vægt på tilstødende problemer i forhold til økonomi, job, psykiske lidelser, vold osv. Det kan være overordentlig nyttigt for den enkelte bruger at dele sine erfaringer med andre og samtidig opleve ikke at være alene om problemerne.
Individuel efterbehandling
Nogle brugere i efterbehandling kan have behov for individuel behandling i stedet for gruppebehandling, eller som supplement hertil. Fordelene ved den individuelle behandling er især at brugeren får mere opmærksomhed end ved gruppesessioner og at det bliver
muligt for behandleren at yde en mere specifik terapeutisk indsats. Den sociale behand-lingsplan skal forholde sig til hvilke overvejelser man har gjort sig om den individuelle efterbehandling.
Udslusning og botilbud
Når en bruger skal udsluses, fx fra et døgntilbud, kan fagpersonen i samarbejde med brugeren lægge linjerne for en mere selvhjulpen tilværelse. Udgangspunktet for planlæg-ningen af denne overgang til samfundet – og måske til et familieliv – er at brugeren skal gøres fri af behandlingsmiljøet. Relevante tilbud om behandling ligger inden for rammerne af visitation efter servicelovens §101*. I den sociale handleplan skal indgå planer for
udslusning.
Behandlingsmodeller
Alene i Danmark er der på misbrugsområdet en række forskellige modeller og metoder der danner baggrund for de forskellige behandlingstilbud. Som fagperson med kontakt til stofmisbrugere er det afgørende at have en fundamental viden om de mange slags tilbud der findes, ellers kan man ikke matche en konkret bruger med et hensigtsmæssigt tilbud. Når det er sagt, skal det nævnes at langt de fleste steder der arbejder med misbrugsbehandling ikke entydigt kan placeres inden for en model eller metode. De praktiseres kun sjældent i ren form. Som regel vil behandlingen være sammensat af elementer fra forskellige behand-lingsretninger, men vil typisk tage udgangspunkt i en bestemt model. Her er det vigtigt at have kendskab til retningen, for ikke alle modeller og metoder kan blandes sammen i et forløb. Der kan fx være disharmoni mellem det grundlæggende menneskesyn og måden man anskuer misbrug og misbrugere på.
De forskellige bagvedliggende teorier har afgørende betydning for den daglige praksis, især i relation til hvilket perspektiv behandlingsstedet har på misbrug og afhængighed. De forskellige behandlingsmodeller formulerer hver deres ramme for misbrugsbehandlingen på den enkelte institution, og definerer hvilke tilbud brugeren præsenteres for og hvordan de organiseres, tilbud der kan falde helt forskelligt ud, selv når målene er ens.
De mest udbredte behandlingsmodeller kan identificeres i DanRIS og Tilbudsportalen (se side 92-95). Det kan være svært at genkende modellerne i behandlingstilbuddenes egne beskrivelser; dels bruger de ofte andre ord og begreber til at beskrive deres behand-lingspraksis, dels er – som nævnt – kun få behandlingstilbud rendyrkede udgaver af en beskreven model. De modeller der beskrives i det følgende, er valgt fordi de er de mest udbredte. Ud over dem findes en række andre behandlingsmodeller som er fravalgt pga.
deres beskedne udbredelse i det danske misbrugsbehandlingssystem.