Gældende ret

§ 73 i lov om elforsyning fastsætter nærmere regler om, hvorledes tariffer fastsættes, samt fordelingen af disse.

Efter § 73, stk. 1, i lov om elforsyning, skal de kollektive elforsyningsvirksomheders

prisfastsættelse af deres ydelser efter §§ 69-71, i lov om elforsyning, ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier for, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til. Prisdifferentiering af hensyn til effektiv udnyttelse af elnettet og til elforsyningssikkerhed er tilladt. Prisdifferentiering på baggrund af en geografisk afgrænsning er kun tilladt i særlige tilfælde.

Efter stk. 2, skal de kollektive elforsyningsvirksomheder offentliggøre tariffer og betingelser for brugen af elnettet.

Efter lov om elforsynings § 5, nr. 11, skal en kollektiv elforsyningsvirksomhed forstås en offentlig eller privatejet elforsyningsvirksomhed med bevilling samt elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-,

transmissions-, eller systemansvarlig virksomhed. Netvirksomheders og Energinets tariffer skal således fastsættes efter nærmere fastsatte rammer og offentliggøres.

Kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille deres ydelser til rådighed for elforbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår, jf. lov om elforsyning § 6 d. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal således ved deres prisfastsættelse iagttage kravet om gennemsigtighed, objektivitet, rimelighed og ikke-diskrimination.

I lov om elforsyning § 69 reguleres fastsættelsen af indtægtsrammen. Det følger af § 69, stk. 1, at priser for ydelser fra netvirksomhederne fastsættes i overensstemmelse med en indtægtsramme, som Forsyningstilsynet årligt fastsætter for hver netvirksomhed med henblik på dækning af

netvirksomhedens omkostninger ved en effektiv drift af den bevillingspligtige aktivitet og forrentning af den investerede kapital. Omkostningerne dækker drift af den bevillingspligtige aktivitet, herunder driftsomkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser,

administration, vedligeholdelse, driftsomkostninger pålagt af offentlige myndigheder eller

Energinet, nettab, afvikling af gældsforpligtelser stiftet inden den 1. januar 2000 og tab på debitorer, jf. § 2, nr. 5 i bekendtgørelse nr. 969 af 27. juni 2018 om indtægtsrammer for netvirksomheder (indtægtsrammebekendtgørelsen), som fastsætter nærmere regler om omfang og beregning af indtægtsrammen.

Efter § 69, stk. 5, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indtægtsrammen og de elementer, som indgår heri. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter endvidere regler om opgørelse og afvikling af differencer mellem en netvirksomheds indtægtsramme og indtægter og i forhold til dækning af netvirksomhedens omkostninger til energispareforpligtelser, jf.

stk. 6. Ministerens beføjelser efter § 69, stk. 5 og stk. 6, er delegeret til Energistyrelsen i medfør af bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

(delegationsbekendtgørelsen). § 69, stk. 5 og stk. 6 er udmøntet ved indtægtsrammebekendtgørelsen.

Det følger af § 71, i lov om elforsyning, at Energinet for de aktiviteter der varetages i medfør af lov om energinet § 2, stk. 2 og 3, kan indregne nødvendige omkostninger. § 2, stk. 2, i lov om

energinet, opremser opgaver, som Energinet varetager i medfør af bl.a. lov om Energinet og lov om elforsyning, forbundet med en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning.

Priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive elforsyningsvirksomheder efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet, jf.

lov om elforsyning § 73 a. Tariffen fastsættes således efter metoder, som er godkendt af

Forsyningstilsynet. Efter § 76, stk. 1, nr. 1, skal de kollektive elforsyningsvirksomheder anmelde tariffer til Forsyningstilsynet.

Efter § 73 a, stk. 3, i lov om elforsyning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om indholdet af de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, herunder tariffer. Ministerens beføjelser efter § 73 a, stk. 3, er delegeret til Energistyrelsen i medfør af delegationsbekendtgørelsen. Dette betyder, at ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om indholdet af metoder der anvendes til at beregne tariffer, er delegeret til Energistyrelsen.

Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1085 af 20. september 2020 om netvirksomheders, regionale transmissionsvirksomheders og Energinet.dk’s metoder for fastsættelse af tariffer m.v.

(metodebekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er fastsat med hjemmel i § 73 a, stk. 2 i lov om elforsyning nr. 516 af 20. maj 2010, som fremgår af nugældende § 73 a, stk. 3.

Efter § 1, stk. 1 og stk. 2, i metodebekendtgørelsen, skal både netvirksomheder og Energinet anmelde de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for deres ydelser, herunder tariffer, til Forsyningstilsynets godkendelse. Forsyningstilsynets godkendelse af metoderne er en forudsætning for virksomhedernes anvendelse af betingelser og vilkår for deres ydelser, herunder tariffer.

Derudover er der adgang for energibranchens organisationer, til at udarbejde standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser m.v. for net- og

transmissionsvirksomhedernes ydelser. Forsyningstilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede vejledninger efter regler fastsat af tilsynet, jf. lov om elforsyning § 73 b. Net- og

transmissionsvirksomheder kan i deres anmeldelse basere sig på standardiserede metoder, der er entydigt fastlagt i branchevejledninger og lignende, idet virksomhederne i deres anmeldelse af metoden specifikt redegør for eventuelle afvigelser fra branchestandarden, jf. § 4 i

metodebekendtgørelsen.

Forordning (EU) 2019/943 (elmarkedsforordningen) artikel 18 fastsætter regler om afgifter for netadgang (tariffer). Bestemmelsen regulerer bl.a. hvad der indgår i fastsættelsen af tariffen og hvorledes tariffen fordeles blandt brugere.

Efter elmarkedsforordningens artikel 18, stk. 1, skal afgifter, der opkræves af netoperatører for adgang til net, herunder afgifter for tilslutning til net, afgifter for brugen af net og i givet fald afgifter i tilknytning til styrkelse af net, afspejle omkostningerne, være gennemsigtige, tage hensyn til behovet for netsikkerhed og fleksibilitet og afspejle de faktiske omkostninger, for så vidt disse svarer til en effektiv og strukturelt sammenlignelig netoperatørs omkostninger og anvendes uden forskelsbehandling. Disse afgifter omfatter ikke ikkerelaterede omkostninger, der støtter

ikkerelaterede politiske målsætninger.

Det følger endvidere af stk. 1, at den metode, der anvendes til at bestemme netafgifterne, på neutral vis skal understøtte systemets samlede effektivitet på længere sigt i kraft af prissignaler til kunder og producenter og navnlig anvendes på en måde, der ikke indebærer positiv eller negativ

forskelsbehandling mellem produktion forbundet på distributionsniveauet og produktion forbundet på transmissionsniveauet. Netafgifterne må hverken indebære positiv eller negativ

forskelsbehandling af energilagring eller aggregering og må ikke virke hæmmende for

egenproduktion, egetforbrug eller deltagelse i fleksibelt elforbrug. Disse afgifter må ikke være afstandsrelaterede.

Det følger af stk. 2, at tarifmetoder skal afspejle transmissionssystemoperatørers og

distributionssystemoperatører faste omkostninger og tilvejebringe passende incitamenter til

transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører på både kort og lang sigt for at øge effekten, herunder energieffektiviteten, fremme markedsintegrationen og forsyningssikkerheden, understøtte effektive investeringer, understøtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter og lette innovationen i forbrugeres interesse inden for områder såsom digitalisering, fleksibilitetsydelser, og samkøringslinjer.

Størrelsen af producenttariffer eller slutkundetariffer, skal, hvor det er hensigtsmæssigt, udsende lokaliseringsbestemte signaler på EU-plan og tage hensyn til omfanget af nettab og

kapacitetsbegrænsninger og investeringsomkostninger for infrastrukturen, jf. stk. 3.

I stk. 4 fastsættes hvilke forhold der skal tages i betragtning, når afgiften for netadgang skal fastsættes. Bestemmelsen fastsætter, at følgende skal tages i betragtning. Betalinger og indtægter, der skyldes ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører, de faktisk foretagne og modtagne betalinger samt betalinger forventet for fremtidige perioder, skønnet på baggrund af tidligere perioder.

Fastsættelse af afgifterne for netadgang i henhold til artikel 18, berører ikke afgifter i forbindelse med håndtering af kapacitetsbegrænsninger som omhandlet i artikel 16, jf. stk. 5. Ved

kapacitetsbegrænsninger skal artikel 16 således tages i betragtning. Derudover lægges der ikke nogen særlig netafgift på individuelle transaktioner med henblik på budområdeoverskridende handel af elektricitet, jf. stk. 6.

Distributionstariffer skal afspejle omkostninger under hensyntagen til systembrugeres, herunder aktive kunders, brug af distributionsnettet. Distributionstariffer kan indeholde elementer med relation til nettilslutningsmuligheder og kan differentieres på grundlag af systembrugeres forbrugs-

eller produktionsprofiler, jf. stk. 7. Fordelingen af distributionstariffen afhænger således af køberens brug af distributionsnettet og tariffen vil derfor afhænge af køberkategorien.

Hvor der i en medlemsstat er indført intelligente målersystemer, skal de regulerende myndigheder overveje tidsdifferentierede nettariffer, når de fastsætter eller godkender transmissions- og

distributionstariffer eller metoder for disse, i overensstemmelse med artikel 59 i

elmarkedsdirektivet. Tidsdifferentierede nettariffer kan, hvor det er hensigtsmæssigt, indføres til at afspejle anvendelsen af nettet på en for slutkunden gennemsigtig, omkostningseffektiv og

forudsigelig måde, jf. stk. 7.

Distributionstarifmetoder skal give distributionssystemoperatører incitamenter med henblik på den mest omkostningseffektive drift og udvikling af deres net, herunder gennem indkøb af ydelser. De regulerende myndigheder anerkender til dette formål relevante omkostninger som berettigede, medtager disse omkostninger i distributionstariffer og kan indføre præstationsmål for at give distributionssystemoperatører incitamenter til at forøge deres nets effektivitet, herunder gennem energieffektivitet, fleksibilitet og udvikling af intelligente net og intelligente målersystemer, jf. stk.

8.

ACER forelægger senest den 5. oktober 2019 en rapport om bedste praksis for metoderne for transmissions- og distributionstariffer, idet der tages hensyn til særlige nationale forhold, for at afbøde risikoen for opsplitning af markedet. Rapporten om bedste praksis behandler mindst den tarifkvotient, der gælder for producenter, og tariffer for slutkunder, de omkostninger der skal dækkes af tariffer, tidsdifferentierede nettariffer, lokaliseringsbestemte signaler, forholdet mellem transmission- og distributionstariffer, metoder til sikring af gennemsigtighed i forbindelse med tariffastsættelse og ‑struktur, grupper af netbrugere, der er omfattet af tariffer, herunder, hvor det er relevant, disse gruppers kendetegn, forbrugsmønstre og enhver tariffritagelse samt tab i høj-, mellem- og lavspændingsnet. Denne rapport ajourføres mindst hvert andet år, jf. stk. 9. De

regulerende myndigheder skal tage behørigt hensyn til rapporten, når de fastsætter eller godkender transmissions- og distributionstariffer eller metoderne herfor i overensstemmelse med artikel 59 i elmarkedsdirektivet, jf. stk. 10.