Erstatningsansvar for forurening

undtagelsen i mbl. § 41 a, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Grøn på naboretligt grundlag kan kræve erstatning for støjgenerne. Imod taler, at det i bl.a. UfR 2001.929 V (vindmølle) er forudsat, at der ved offentligretligt godkendte aktiviteter kun gives erstatning i særlige tilfælde. Til fordel for at den naboretlige tålegrænse er overskre-det taler, at støjen klart overskrider de vejledende grænseværdier, hvorved der vil kunne henvises til den utrykte byretsdom om halmfyr omtalt i afsnit 3.2.2. Yderligere kan henvises til MAD 2001.1255 V (antennemast), hvor der alene blev lagt vægt på den naboretlige tålegrænse. Der er ikke et sikkert svar, men Grøns mulige »burde viden« sammenholdt med at sælger er halvdøv, og at Grøn har fået presset prisen ned, kan begrunde, at det er tvivlsomt, om den naboretlige tålegrænse er overskredet for Grøns vedkommende. Der vil herved kunne henvises til, at MAD 2001.1255 V ikke tog stilling til tidsprioriteten, da antennemasten blev etableret sidst. Den na-boretlige praksis udelukker dog ikke, at der også for senere tilkomne tilkendes erstatning på naboretligt grundlag. Den gode besvarelse kan bemærke, at forholdet tillige kan være omfattet af miljøerstatningslovens objektive ansvar, da brødfabrik-ker er omfattet af lovens bilag. I forhold til brødfabrikken forudsættes derfor ikke culpa, hvilket dog næppe har betydning i det foreliggende tilfælde, da ulempen er forudseelig for brødfabrikken. Uanset miljøerstatningsloven kræves i alle tilfælde, at den naboretlige tålegrænse er overskredet – og at Grøn kan dokumentere et tab, hvilket efter det oplyste skulle være muligt.

ger om de særlige problemer, der i disse tilfælde opstår i relation til kravet om årsagssammenhæng og adækvans. Derimod er der grund til at gøre enkelte bemærkninger om to andre forhold, nemlig det erstatnings-retlige værn og ansvarsgrundlaget herunder forholdet mellem de privat-retlige og offentligprivat-retlige regler.

Også beregningen af den absolutte forældelsesfrist giver anledning til problemer. I UfR 1992.575 H fandtes myndighedernes krav om erstatning for udgifter til opryd-ning af kemikalieaffald nedgravet i begyndelsen af 1950’erne forældet efter DL 5.14.4. Det afgørende var, at myndighederne fra dette tidspunkt kunne fremsætte kravet. Myndighedernes anbringende om suspension af forældelsesfristen blev afvist, da Højesteret ikke fandt grundlag for at slutte analogt til UfR 1989.1108 H om arbejdsskader. Det i UfR 1992 575 forudsatte begyndelsestidspunkt for beregning af den 20-årige forældelse er dog fraveget i MAD 1998.987 Ø om en utæt nedgravet olietank, hvor retten afviste, at forældelsen begyndte at løbe, så længe der i tanken fortsat var olie som kunne forurene jord og grundvand. Om forældelse ved miljø-skader se tillige,Bo von Eyben:Forældelse I, 2003, s. 242 ff og 520 ff.

3.3.1. Det erstatningsretlige værn

Det erstatningsretlige værn giver anledning til principielle overvejelser både ved forureningafden faste ejendom og ved forurening afalmene godersom f.eks. et følsomt økosystem.

Ved forurening af den faste ejendom adskiller det erstatningsretlige værn sig ikke fra den almindelige erstatningsret, når det gælder skade på ejeren og brugere af ejendommen og disse ejendele. Det principielle problem angår miljømyndigheders krav på erstatning for udgifter til undersøgelse og oprydning af en forurening, da miljømyndigheder hver-ken er ejer eller bruger af ejendommen og derfor ikke umiddelbart har et erstatningsretligt værnet tab. Set med traditionelle ejendomsretlige synspunkter angår forureningsskader på privat ejendom derfor ikke myndigheden. Til sammenligning vil en myndighed ikke kunne kræve erstatning af ejeren, hvis en myndighed uopfordret udskifter en ejers tag,

Eftertanke och fo¨rutseende – argumenterer for et meget vidtgående miljøansvar, der fraviger de almindelige begrænsninger for ansvarsgennembrud, succession og giver myndigheders miljøkrav en særstilling i konkurs.P. Pagh: Miljøansvaret ogB. Sandvik:

Miljo¨skadeansvar har modsat koncentreret sig om det erstatningsretlige værn, men er samtidigt afvisende over for en alt for vidtgående lempelse af erstatningsbetingelserne ved miljøskader. Samme reservation ses hosM.L. Larsson: The Law of Environmental Damage, der belyser de forsikringsmæssige og fondsmæssige aspekter af miljøansvaret.

Og i samme retning; E. Stavang: Naborettens forurensningsansvar, der har karakter af en retsøkonomisk analyse.

Kap. III,3.3.1.

som ejeren har ødelagt. Begrundelsen herfor er princippet om rådighed over egen formuesfære.

Problemet var første gang fremme i UfR 1977.183 V, hvor myndig-hederne havde fjernet en forurening af privat ejendom forvoldt ved ejerens simple uagtsomhed. Retten begrundede myndighedens erstat-ningsretlige værn for udgifter til at fjerne forureningen med de uskrevne retsgrundsætninger om uanmodet forretningsførelse. Dommen blev kri-tiseret (se f.eks.Gomard: UfR 1978B.53) og medførte regler om særlige selvhjælpshandlinger, hvorefter myndigheder på den ansvarliges regning kan gennemføre fysisk lovliggørelse (nu mbl. § 69, stk. 1., nr. 3 og mbl.

§ 70, stk. 1). Man kunne derfor antage, at myndighedernes erstatnings-retlige værn beror på disse offentligerstatnings-retlige regler.³⁹En sådan udlægning må imidlertid afvises efter UfR 2001.1709 H. I denne dom fandt Høje-steret, at der ikke i de af kommunen anvendte miljøregler var hjemmel til de gennemførte undersøgelser og oprydning, men under hensyn til forurenerens uagtsomhed fik kommunen alligevel erstatning for udgif-terne. Dommen tyder på, at hvis en forurening truer en almen interesse som grundvand, er myndighedens udgifter til at fjerne forureningen er-statningsretligt værnet (sePagh: UfR 2001B.479). Heraf følger omvendt, at det kun er foranstaltninger af hensyn til almene interesser, der erstat-ningsretligt værnes. Som eksempel kan nævnes MAD 2001.224 V, hvor ejer af olietank fandtes at have forvoldt olieudslip culpøst, men hvor erstatning afvist, fordi kommunens foranstaltninger ikke blev anset for nødvendige.

Ved forurening af almene goder er problemerne med det erstatnings-retlige værn anderledes. Det ligger fast, at myndigheden kan få dækket sine udgifter til at fjerne forureningen (se f.eks. UfR 1988.779 SH).

Problemerne går i to andre retninger. Efter de gældende regler vil der almindeligvis ikke kunne kræves erstatning for genopretning af det øko-system, som forureningen har ødelagt, da dette tab ikke anses erstat-ningsretligt værnet. Det andet problem er, at forureningsskader på al-mene goder ofte medfører betydelige formuetab i form af reduceret ejendomsværdi eller drifttab (f.eks. fiskere og turisthoteller). Til forskel fra skader på fast ejendom, vil disse tab efter de gældende regler normalt ikke blive erstattet, ligesom miljøorganisationer almindeligvis ikke vil

39. Dette er f.eks. tilfældet i Sverige og Tyskland, hvor myndigheder kun på grundlag af hjemmel i offentligretlige regler har mulighed for at kræve dækket udgifter til opryd-ning. Se heromJ. Darpo¨: Eftertanke och fo¨rutseende.

Kap. III,3.3.1.

kunne kræve erstatning. Dette er en følge af det såkaldte rådighedsrets-kriterium, hvorefter en person kun værnes af erstatningsretten, hvis den pågældende har en individualiseret rådighedsret til den skadede ting som ejer, medejer, panthaver, servituthaver eller bruger.⁴⁰ Der må dog snart forventes en ændring på begge punkter, da EU i nær fremtid ventes at vedtage et direktiv om miljøansvar, som kræver erstatningsretligt værn af økosystemer, og at miljøorganisationer skal kunne kræve miljøskader genoprettes.⁴¹

3.3.2. Ansvarsgrundlaget

Erstatningsansvar for forureningsskader følger det almindelige udgangs-punkt om culpa, suppleret af objektivt ansvar på lovreguleret og i und-tagelsestilfælde ulovreguleret grundlag. De erstatningsretlige figurer egen-skyld, samtykke og accept af risiko har dog større betydning, når skadelidte rammes uden for sin ejendom, da der her er bedre mulighed for at undgå skaden.

En forurening giver som nævnt tillige anledning til, at myndighederne har et erstatningskrav for udgifter til undersøgelser, afværgeforanstalt-ninger, oprydning og genopretning. Dette gælder både, når forureningen indtræder på almene goder og på privat ejendom – omend der som anført i det sidste tilfælde opstår afgrænsningsvanskeligheder. Uanset hvor forureningen indtræder, viser domspraksis, at myndighedernes ikke kan kræve udgifter til afværge- og oprydningsforanstaltninger erstattet på grundlag af objektivt ansvar, medmindre der er lovhjemmel. I alle øvrige tilfælde forudsættes culpa.

Denne retsstilling blev fastslået i sagen om Cheminovas affaldsdepot på Harboøre Tange. Staten gjorde gældende, at Cheminova var objektivt ansvarlig for statens udgifter til fjernelse af det deponerede kemikalieaffald, der var deponeret i strid med dagældende forskrifter, men efterfølgende var godkendt af de lokale miljømyndig-heder. Landsretten afviste, at Cheminova kunne gøres objektivt ansvarlig for udgif-terne uden lovhjemmel og frifandt.⁴²Samme linie er fulgt i senere domme. Enten har

40.A. Vinding Kruse: Erstatningsretten s. 296;P. Pagh: Miljøansvar s. 428f. Sportsfisker-foreninger vil dog i et vist omfang have krav på erstatning for udgifter til genudsættelse af fiskeyngel (UfR 1988.878 V).

41. Se Kommissionens forslag til direktiv om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (EFT 2002 C 151/132).Danmark har ikke haft indvendinger mod denne del af forslaget, men Justitsministeriet har udtrykt betænkeligheder i for-hold til miljøorganisationers søgsmålskomptence.

42. VLD af 4.6.1987, 1. afd., B 402/1987.

Kap. III,3.3.2.

myndigheden måtte betale oprydningsomkostningerne, fordi forureningen ikke an-sås culpøst forvoldt af den sagsøgte (UfR 1994.659 V, MAD 1996.336 V og UfR 1998.549 H) – eller også er der sket domfældelse med henvisning til, at forureningen har kunne bebrejdes den sagsøgte som culpøs – UfR 1989.353 Ø (losseplads); UfR 1989.692 H (asfaltfabrik); UfR 1995.505 H (Nato-rørledning); UfR 2000.276 H (olie-selskab); og UfR 2001.1709 H (galvaniseringsvirksomhed). Siden Højesterets afgø-relse i Rockwoll-sagen (UfR 1991.674 H) har det ligget fast, at der ikke gælder noget objektivt grundejeransvar for myndighedernes udgifter til at fjerne forurening, som hidrører fra installationer på ejendommen.

De fleste domstolssager om myndighedernes krav på dækning af udgif-ter i anledning af forureninger er ikke rejst af myndighederne mod forureneren. Sagerne er omvendt ofte rejst af forureneren, der efter at have efterkommet et påbud har påstået påbudet ulovligt og krævet myn-digheden erstatningsansvarlig for de udgifter, som det ulovlige påbud har medført. I mange tilfælde er sagerne endt med, at forureneren har fået medhold, da myndighederne ikke har kunnet dokumentere culpa.

Men i enkelte tilfælde er myndigheden fundet erstatningsansvarlig uden, at der er taget stilling til forurenerens uagtsomhed. Dette gælder eksem-pelvis UfR 1999.1600 H, hvor et påbud om forureningsundersøgelser efter mbl. § 72 blev anset for uhjemlet, da det angik forhold før reglens ikrafttræden. I UfR 2001.1709 H forelå der den specielle situation, at både myndighed og forurener fandtes at have handlet uretmæssigt. Det meddelte påbud og de af kommunen iværksatte selvhjælpshandlinger blev anset for uhjemlede, men forureneren fandtes samtidigt at have forvoldt forureningen culpøst. I afvejningen af de to uretmæssige hand-linger over for hinanden fandt et flertal på tre af fem dommere, at forureneren i dette tilfælde måtte anses erstatningsansvarlig.

Et fælles træk ved de nævnte domme er, at de ikke bygger på de to nyere love – miljøerstatningsloven og jordforureningsloven – der begge indfører strengere ansvarsregler. For miljøerstatningsloven i form af et civilretligt objektivt ansvar, og for jordforureningsloven i form af et ubetinget offentligretligt ansvar. Årsagen hertil er, at de to love ikke har tilbagevirkende kraft og derfor kun gælder forureninger efter lovenes ikrafttræden – og for jfl. med flere forskellige ikrafttrædelsestidspunkter som det belyses i afsnit 4. Lejlighedsvis bliver erstatningsansvar for for-urening dog afgjort på grundlag af regler, som de færreste vil forbinde med forureningsskader.

Til illustration kan nævnes UfR 2001.1437 Ø om udgifter til oprydning efter en utæt villaolietank, hvor sagen blev afgjort på grundlag af beredskabsloven. Efter at ejeren Kap. III,3.3.2.

E en sen aften opdagede, at olietanken var utæt, ringede han til alarmcentralen (112).

Først kom brandvæsenet og nogle dage senere kommunens miljøteknikere. Kom-munen krævede herefter, at E erstattede de udgifter til afværgeforanstaltninger, der ikke vedrørte kommunens forpligtelser efter beredskabsloven og fik medhold heri i landsretten. Udfaldet er overraskende, da E ved at vente til næste morgen med at ringe til kommunen ville være sikker på, at det var kommunen, der skulle betale.