Det ubetingede forureneransvar – påbudsadgangen efter jfl

Jordforureningslovens regler om påbud om undersøgelse og oprydning efter en jordforurening fremgår af jfl. §§ 39-49. I forhold til den her omhandlede problemstilling om regulering af rådighed over fast ejen-dom er der med loven indført en nyskabelse i dansk ret, idet ejeren efter jfl. § 44, stk. 2 kan påbydes at tåle, at forureneren rydder op. Også på andre måder er reglerne usædvanlige ved at indebære enbetinget hand-lepligt for ejeren, hvis ejeren er forurener. Når handlepligten betegnes som »betinget«, er det fordi handlepligten ikke afledes af forureningen, men af det påbud, som myndigheden kan meddele efter en forurening.

Påbudet medfører som udgangspunkt en handlepligt – ikke en rådig-hedsbegrænsning, jf. dog nærmere om tålepåbud.

Påbudsadgang efter jfl. må ikke forveksles med det i kap. III, 3 om-talte erstatningsansvar. Reglerne om påbud giver ikke skadelidte ved en jordforurening krav på erstatning eller oprydning, men indebærer alene, at myndigheden kan påbyde forureneren bestemte handlepligter be-grundet i almene hensyn. Som følge heraf kan myndighederne kun på-byde forurening fjernet, i det omfang dette er begrundet i trusler mod vandforsyningsinteresser eller arealanvendelsen. Reglerne minder om den i kap. III, 2 omhandlede regulering af forurening fra fast ejendom, men med den forskel, at påbud efter jfl. ikke angår en forureningsbe-grænsning, men en indtrådt forurening og dennes fjernelse. I forhold til de i afsnit 2 og afsnit 4.3 omhandlede tilladte forureninger må det dog Kap. III,4.3.

antages, at disse tilladelser fortrænger eller i hvert fald begrænser ad-gangen til at meddele påbud efter jfl.

Bestemmelserne om påbud i jfl. er ikke blot usædvanlige. De er også meget komplicerede med forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for for-skellige regler. Grundlæggende sondrer loven mellem forureninger, som hidrører fra olietanke under 6000 liter til boligopvarmning og andre forureninger. For de første forureninger hjemler jfl. § 48 mulighed for at meddele påbud til ejeren af olietank om undersøgelse og oprydning af forureninger, der hidrører fra olietanke under 6000 liter til boligopvarm-ning. Reglen gælder uanset, hvordan forureningen er opstået, og hvor-når det er sket, men det er en betingelse, at forureningen først er op-daget efter 1/3 2000. Ejeren af olietanken er efter jfl. § 49 forpligtet til at forsikre olietanken for udgifter som følge af sådanne påbud.

For alle andre forureninger sondrer loven mellem påbud om forure-ningsundersøgelser (jfl. § 40) og påbud om undersøgelser og oprydning (jfl. § 41), men med forskellige ikrafttrædelsestidspunkter.

Påbud om både undersøgelser og oprydning skal tinglyses efter jfl. § 46. Er forureningen forvoldt af flere forurenere, skal påbud meddeles efter reglerne i jfl. § 43, der bygger på en usædvanlig blanding af en pro rata hæftelse med solidarisk ansvar. Sælges den forurenede ejendom eller virksomhed efter, at der er meddelt påbud, men inden dette er opfyldt, reguleres den nye operatørs og den nye ejers ansvar efter jfl. § 45.

4.4.1. Mindre olietanke til boligopvarmning – jfl. §§ 48 og 49 En af de mest almindelige årsager til jordforurening er utætte lækager fra villa-olietanke. For disse forureninger er der med jfl. §§ 48 og 49 etableret et særligt regime, der gælder alle forureninger, som konstateres efter 1/3 2000. Konstateres forureningen før denne dato, vil ejeren af en sådan olietank kun kunne påbydes at rydde op, hvis ejeren har handlet culpøst, jf. UfR 1998.549 H. Boligejere vil ligeledes kun kunne påbydes at undersøge forureningen, hvis der er handlet culpøst, jf. UfR 1999.1444 V.

Jfl. § 48 indebærer, at hvis der efter 1/3 2000 konstateres en forurening fra en villaolietank, kan miljømyndighederne påbyde ejeren af olietan-ken at iværksætte undersøgelser og rydde op efter forureningen, uanset om forureningen kan bebrejdes ejeren af olietanken. Efter jfl. § 49 er ejeren af olietanken forpligtet til at have en forsikring. Reglerne omfat-Kap. III,4.4.1.

ter kun olietanke under 6000 liter som anvendes til boligopvarmning, hvormed menes, at mindst 50 % af det opvarmede areal anvendes til bolig. Det sidste kan give anledning til tvivl ved blandet erhverv/bolig.⁵⁴

Eks. 15:Påbud ved forurening fra olietanke fra blandet bolig/erhverv

I eks. 12, hvor E fra S havde erhvervet ejendom med galvaniseringsvirksomhed og bolig, indlægges som supplerende forudsætninger, at begge dele opvarmes med samme olietank på under 6.000 liter, og at der efter E’s overtagelse den 1/6 2000 opdages en forurening, som hidrører fra olietanken, uden at forureningen kan be-brejdes E som uagtsom. Kommunen vil i så fald kun kunne meddele påbud efter jfl.

§ 48, hvis det opvarmede areal i virksomheden er mindre end boligen. Hvis det opvarmede boligareal kun udgør 45%, får kommunen problemer med de forskellige ikrafttrædelsesregler. Skyldes forureningen en lækage efter 1/1 2000 kan kommunen ganske vist påbyde undersøgelser efter jfl. § 40, men kommunen kan ikke påbyde oprydning efter jfl. § 41, da denne først trådte i kraft den 1/1 2001. Det vil formentlig heller ikke være muligt for kommunen at få erstattet udgifter til undersøgelser og oprydning efter mel § 3. Selv om forureningen er indtrådt efter mel § 3 er trådt i kraft, er problemet, at en forurening fra en olietank ikke er blandt de forhold, som har begrundet optagelse i bilag til loven. Uanset om myndighederne meddeler påbud efter jfl. § 48 eller rydder op og kræver erstatning efter mel § 3, vil der alene blive udført de foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til de offentlige miljøinte-resser.

4.4.2. Påbud om forureningsundersøgelser – jfl. § 40

Som nævnt sondrer jfl. mellem undersøgelses- og oprydningspåbud. Ef-ter jfl. § 40 kan miljømyndigheden påbyde forureningsundersøgelser, når der er mistanke om forurening. Antages det, at forureningen er frem-kaldt erhvervsmæssig eller ved offentlig aktiviteter, kræves ikke, at for-ureneren har handlet culpøst. Er forureningen fremkaldt på anden måde, vil påbud forudsætte culpa, medmindre den pågældende aktivitet er un-dergivet strengere ansvarsregler som eksempelvis trafikuheld.

Adressaten for påbud om forureningsundersøgelser efter jfl. § 40 er forureneren, der nærmere er defineret i jfl. § 41, stk. 3. Til forskel fra påbud om oprydning, kan der efter jfl. § 40 også meddeles påbud om undersøgelse af »en muligforurening«, hvor det er usikkert om

adres-54. Såvel reglerne om forsikring som den tidsmæssige afgrænsning af påbudsadgangen giver anledning til en række problemer, der ikke belyses her. Se herom nærmere:Pagh:

Jordforurening, s. 310-336.

Kap. III,4.4.1.

saten opfylder betingelsen for at være forurener.⁵⁵ Viser en sådan un-dersøgelse, at der ikke er en forurening, eller at den ikke er forvoldt af adressaten for påbudet, skal myndigheden efter jfl. § 76, stk. 4 erstatte adressatens udgifter til undersøgelse.

Eks. 16:Påbud om forureningsundersøgelser

I eks. 12, hvor E fra S havde erhvervet ejendom med galvaniseringsvirksomhed og bolig, indlægges som supplerende forudsætning, at kommunen efter et uheld inden i bygningen påbyder E at undersøge, om jorden rundt om virksomheden er forurenet.

E iværksætter undersøgelsen, der påviser en forurening med trichlorethylen ca. 60 meter fra bygningerne. Med henvisning til at E kun har opbevaret og anvendt tri-chlorethylen i produktionsbygningen, kræver E udgifterne til undersøgelsen godt-gjort af kommunen. Kommunen hævder modsat, at forureningen netop stammer fra den virksomhed, som E driver. Kommunen indrømmer dog, at forureningen må være sket, mens S drev virksomheden, da der på daværende tidspunkt skete omfyldning af trichlorethylen på netop dette sted. Udfaldet af denne tvist er usikker. Efter moti-verne skal E have dækket udgifterne, da E notorisk ikke har forvoldt forureningen.

Kommunen kan dog modsat anføre, at efter ordlyden af jfl. § 40, stk. 1 og henvis-ningen til jfl. § 41, stk. 3, skal E i dette tilfælde anses som forurener. Der sigtes her til, at jfl. § 40, stk. 1 henviser til definitionen af forurener i jfl. § 41, stk. 3, men udtrykkeligt ikke omfatter sidste punktum, der lyder: »forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode«.

Det er uklart, i hvilken udstrækning jfl. § 40 kan hjemle påbud om forureningsundersøgelser for forureninger, som er sket før lovens ikraft-træden den 1/1 2000.

Efter ordlyden kan påbud efter jfl. § 40 meddeles, når forureningen antages at være sket efter 1/1 1992. Tidspunktet hænger sammen med, at bestemmelsen efter moti-verne skal svare til, hvad der gælder efter mbl. § 72. Ved lovens vedtagelse i maj 1999 antog ministeren, at en da verserende sag ville ende med, at mbl. § 72 kunne an-vendes på forureninger fra før reglens ikrafttræden 1/1 1992. Denne udlægning blev underkendt i U 1999.1600 H. Dette gav anledning til, at jfl. § 40 måtte ændres endnu inden reglen var trådt i kraft, hvorefter den kun gælder for forureninger sket efter 1/1 1992. Problemet er, at Højesteretsdommen ikke giver et e´ntydigt svar på, om mbl. § 72 kan anvendes, hvis den forurenende aktivitet er ophørt. Ministeren antog, at dette var tilfældet, men på baggrund af denne forudsætning skal reglen formentlig fortsat fortolkes i lyset af mbl. § 72. I den foreløbigt eneste afgørelse fra Miljøklagenævnet om undersøgelsespåbud efter jfl. § 40, afviste nævnet, at reglen kunne anvendes, da den forurenende aktivitet var ophørt 1/1 1992 (afgørelse af 16/7 2002, j. nr. 41-3).

55. Såfremt der er flere mulige forurenere, skal myndigheden formentlig meddele påbud om undersøgelse til dem alle efter jfl. § 43. Men da problemstillingen falder uden for nærværende fremstilling, skal dette ikke belyses nærmere.

Kap. III,4.4.2.

Miljøstyrelsens har taget bekræftende til genmæle i to retssager, hvor forureningen synes fortsat efter 1/1 1992, men var ophørt ved meddelelse af påbudet, hvilket ikke tyder på stor tiltro til ministerens udlægning. Der er derfor fortsat usikkerhed om reglens tidsmæssige anvendelsesområde.⁵⁶

Ved overtagelse af ejendomme, hvor der er påbudt forureningsunder-søgelser til den tidligere ejer, kan påbudet efter jfl. § 45 tillige forpligte den nye ejer til at rydde op – se ndf. i 4.4.5.

4.4.3. Påbud om oprydning – jfl. §§ 41 og 42

Reglerne om påbud om oprydning i jfl. § 41 betegnes i motiverne som udtryk for det ubetingede forureneransvar. Bestemmelsen er dog alene relevant for forureninger, som er sket efter 1/1 2001 og gælder således først et år efter lovens ikrafttræden.

Detubetingede ansvarfremgår af jfl. § 41, stk. 2, hvorefter påbud om oprydning kan meddeles »uanset, hvordan forureningen er sket«. Reg-len gælder ikke, hvis forureningen skyldes naturkatastrofer og lignende eller forureninger som følge af brand eller hærværk, der ikke skyldes forurenerens uforsvarlige adfærd.

Det er efter jfl. § 41 kunforureneren– ikke ejeren – der kan påbydes oprydning. Hvem der er forurener er angivet i § 41, stk. 3, som sondrer mellem »den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører« og »andre«. Det ubetingede forureneransvar gælder primært erhvervsmæssige og offentlige virksomheder. For »an-dre« er der efter § 41, stk. 3, nr. 2 kun et ubetinget forureneransvar, hvis den pågældende er omfattet af et objektivt ansvar. Forbeholdet har be-tydning for udlejningsejendomme med olietanke over 6.000 liter, der er omfattet af det objektive ansvar efter mel § 3, men ikke falder ind under erhvervsmæssig aktivitet efter jfl. § 41.

Jfl. § 41, stk. 1 angiver,hvilke foranstaltningersom kan påbydes. Her-efter kan forureneren påbydes »at fjerne en konstateret forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger«. Reglen hjemler ikke erstatning for skade, men giver

56. I teorien er den udbredte opfattelse, at jfl. § 40 uanset ordlyden næppe kan anvendes på forureninger, der er afsluttet før 1/1 2000. Se:B.R. Wenzel og V.B. Knudsen: For-urenet jord, s. 62;M. Moe: Miljøret, s. 142 ogPagh: Jordforurening, s. 238f.Revsbech nøjes med at beskrive uklarheden (K. Revsbech: Miljøret, s. 251f. Se tilligeByskov Petersen, UfR 2002B.180.

Kap. III,4.4.2.

miljømyndigheden mulighed for at kræve forureningen fjernet, således at forholdene er, som før forureningen indtraf. Hvis ejendommen i for-vejen var forurenet, vil det ofte være begrænset, hvad der kan kræves.

Ganske vist giver jfl. § 42 mulighed for i forbindelse med et påbud efter jfl. § 41 at kræve oprydning af en tidligere forurening, men kun på betingelse af, at den væsentligste del af forureningen er sket efter 1/1 2001.

Eks. 17:Påbud om oprydning

I eks. 12, hvor E fra S havde erhvervet ejendom med galvaniseringsvirksomhed og bolig, indlægges som supplerende forudsætning, at der efter E’s overtagelse indtræ-der et forureningsuheld i marts 2001. Kommunen påbyindtræ-der først E at unindtræ-dersøge forureningens omfang med henvisning til jfl. § 40. Undersøgelsen viser, at der alle-rede før uheldet var en betydelig forurening, som efter interviews antages at stamme tilbage fra et ikke rapporteret uheld i 1993, mens S drev virksomheden. Det vil i dette tilfælde være tvivlsomt, om E kan påbydes at fjerne andet end overfladeforurenin-gen, da E kun skal genoprette den tilstand, som var før forureningsuheldet.

4.4.4. Oprydning på fremmed grund – jfl. § 44

I ganske mange tilfælde vil forureneren være en anden end ejeren af den ejendom, som er forurenet. Medmindre forureneren fortsat lejer den forurenede ejendom, indebærer dette, at forureneren ikke har retlig rådeevne over den forurenede ejendom. Dette kan være tilfældet, hvor forureneren har solgt ejendommen, eller hvis forureningen af ejendom-men skyldes aktiviteter på naboejendomejendom-men.

Forurenerens manglende rådighed over den forurenede ejendom vol-der problemer, hvis miljømyndigheden vil meddele påbud om at unvol-der- under-søge eller fjerne en forurening. Problemet er, at efter almindelige for-valtningsretlige grundsætninger, kan borgerne kun påbydes at foretage handlinger med ting, som borgerne har retlig rådeevne over. Hvis for-ureneren er flyttet fra ejendommen, er denne betingelse ikke længere opfyldt. Myndigheden kan derfor som udgangspunkt hverken kræve un-dersøgelse eller oprydning, da det kun er forureneren – og ikke ejeren – som kan påbydes dette.⁵⁷

For at tage højde herfor, er der i jfl. § 44, stk. 1 indført hjemmel til at påbyde undersøgelser og oprydning på fremmed grund. Efter jfl. § 44,

57. Kravet om, at adressat for et påbud, skal have rådighed over den faste ejendom var tidligere overset af miljømyndighederne, men er bl.a. fastslået i UfR 1995.505 H (led-ningsejer havde ikke rådighed) og MAD 1996.967 Ø (olieforurening efter fraflyttet ejer). Hertil uddybende:Pagh:Miljøansvar, 1998, p. 376ff.

Kap. III,4.4.4.

stk. 2 kan myndigheden påbyde ejeren af den forurenede ejendom at tåle, at forureneren rydder op – såkaldtetålepåbud. Sådanne påbud er efter § 44, stk. 3 bindende for kommende ejere af den forurenede ejen-dom. Problemet ved denne ordning er, at efter motiverne gælder disse regler ikke, hvis et tålepåbud anses som ekspropriativt. Da myndighe-dernes oprydning af private ejendomme som udgangspunkt anses som ekspropriative, hvis ejeren ikke samtykker, gælder dette også, hvis for-ureneren skal rydde op. Den i jfl. § 44 indførte adgang til at påbyde oprydning på fremmed grund afhænger derfor af, om miljømyndigheden på forhånd har indhentet et samtykke fra ejeren.⁵⁸

Eks. 18:Påbud om oprydning på fremmed grund

I eks. 12, hvor E fra S havde erhvervet ejendom med galvaniseringsvirksomhed og bolig, indlægges de ændrede forudsætninger, at E først overtager ejendommen i april 2001, og at der efter E’s overtagelse opdages en større forurening, som undersøgelser viser stammer fra en lækage i januar 2001. S var ikke vidende herom og kan ikke bebrejdes uheldet, men må efter jfl. § 41 anses som forurener. Da S ikke har rådighed over den forurenede ejendom, må kommunen først indhente samtykke fra E, før der meddeles påbud til S om at rydde op. For at sikre at evt. kommende ejere er bundet af E’s samtykke meddeler kommunen et tålepåbud efter § 44, stk. 2.

4.4.5. Den nye ejers ansvar for opfyldelse af påbud – jfl. § 45 Adgangen til at påbyde oprydning på fremmed grund efter jfl. § 44 vil ikke altid kunne sikre, at forureneren rydder op. Er forureneren eksem-pelvis gået konkurs eller i landflygtighed, hjælper reglen ikke. For at tage højde for dette problem, er der i jfl. § 45 indført regler om, at også den nye driftsherre henholdsvis den nye ejer af den forurenede ejendom, kan blive forpligtet til at opfylde det påbud, som er meddelt forureneren.

Den nye ejer eller operatør kan således under visse betingelser blive forpligtet til at indtræde i sælgers pligt til at opfylde påbud – såkaldt ansvarssuccession.⁵⁹

Efter jfl. § 45 skal sondres mellem dennye ejeraf den faste ejendom og dennye operatør. Overtager erhververen både den faste ejendom og

58. For en uddybende begrundelse se:Pagh: Jordforurening, s. 290ff. Antagelsen om at påbud kræver aftale med ejeren er ligeledes lagt til grund ved indførelse af nye regler for lossepladser. Se bemærkningerne til lovforslag L 206 (FT 2000/2001), s. 41 og den nye regel i mbl. § 41 e.

59. Tilsvarende regler er i mbl. § 83 a indført for påbud vedrørende jordforureninger, men derimod ikke for påbud vedrørende andre forhold. Reglens anvendelsesområde er tvivlsom.

Kap. III,4.4.4.

virksomheden, skal den nye ejer bedømmes som operatør. Det samme gælder, hvis det kun er virksomheden, som erhverves. Hvis virksomhe-den fortsætter med samme eller en anvirksomhe-den operatør, hvorefter det kun er den faste ejendom, som overtages, er erhververen derimod ikke opera-tør og kan kun hæfte for påbudet til operaopera-tøren i det omfang, det følger af jfl. § 45, stk. 3.

Uanset om erhververen skal bedømmes som operatør eller blot ejer af den faste ejendom, skal to betingelser opfyldes, før den nye erhverver kan forpligtes til at opfylde et påbud meddelt før erhvervelsen. Dels skal erhververen være iond troog dels skal virksomheden være »i drift«.

Kravet om, at erhververen er iond tro, indebærer efter jfl. § 45, at den nye ejer eller operatør ved erhvervelsen vidste eller burde vide, at der var meddelt påbud om undersøgelser eller oprydning af ejendommen.

Denonde troskal angå påbudet.⁶⁰Viden om forurening på ejendommen medfører ikke i sig selv, at erhververen er i ond tro. Kravet om ond tro må sammenholdes med, at påbud om undersøgelser eller oprydning skal tinglyses og må formentlig fortolkes på linie med reglen om ond tro i tinglysningslovens § 5. Den onde tro skal foreligge før erhvervelsen, hvilket vil sige før der indgås aftale om overtagelse af ejendommen eller virksomheden. Erhververen vil derfor ikke være i ond tro, blot fordi kommunen har begæret påbud efter jfl. §§ 40 eller 41 tinglyst, hvis dette ikke fremgår af tingbogen ved aftalens indgåelse. Årsagen hertil er, at tinglysning af påbudet ikke hviler som byrde på ejendommen, hvorfor det heller ikke er tidspunktet for indlevering til tinglysning, som bestem-mer prioritetsrækkefølgen.

Betingelsen om, at virksomheden er »i drift«, indebærer, at virksom-heden drives videre efter overtagelsen. Hvis en ny operatør ikke vide-refører virksomheden, vil den nye operatør ikke kunne blive forpligtet til at opfylde påbudet til den tidligere operatør. Tilsvarende gælder, hvis f.eks. en investeringsforening opkøber en fast ejendom med en virksom-hed uden at drive virksomvirksom-heden videre.

Eks. 19:Ny ejers forpligtelse til at opfylde påbud til tidligere ejer – god tros kravet I eks. 12, hvor E fra S havde erhvervet ejendom med galvaniseringsvirksomhed og bolig, indlægges den ændrede forudsætning, at der to måneder før E’s overtagelse er

60. Ifølge jfl. § 45 kan den nye erhverver tillige forpligtes til at opfylde påbud, der kun er forvarslet. Dette rejser imidlertid en række komplicerede forvaltningsretlige og ting-lysningsmæssige spørgsmål, som falder uden for denne fremstilling. Se herom:Pagh:

Jordforurening, s. 295f.

Kap. III,4.4.5.

sket et forureningsuheld. Kommunen meddeler få dage efter påbud til S om at fjerne forureningen og indleverer straks påbudet til tinglysning. Fem dage efter fremgår påbudet af tingbogen. S undlader imidlertid at efterkomme påbudet, hvorefter kom-munen nu kræver, at E opfylder påbudet. E, der efter uheldet har påtalt dette over for S, afviser det kan være hans problem og vil ikke opfylde påbudet. Kommunens problem er i dette tilfælde, at dokumentere, hvornår E indgik aftale om at købe ejendommen fra S. Selv om aftalen blev indgået dagen efter uheldet, er dette ikke tilstrækkelig til at bringe E i ond tro om påbudet, da dette meddeles senere.

Overtager erhververen kun den faste ejendom, men ikke den virksom-hed påbudet bedrærer, kræves yderligere to betingelser opfyldt, før den nye ejer kan blive forpligtet til at opfylde et tidligere meddelt påbud. For det første forudsættes, at myndigheden har forsøgt at få påbudet opfyldt af forureneren. Det er ikke tilstrækkeligt, at påbudet er indskærpet.

Efter jfl. § 45, stk. 3, nr. 1 kræves udtrykkeligt, at den manglende opfyl-delse af påbudet er anmeldt til politiet. For det andet er det en betin-gelse, at »erhvervelsen sker fra en, der selv var eller kunne blive for-pligtet til at efterkomme påbudet«. Overtager erhververen ejendommen fra den operatør, som har fået påbud, vil denne betingelse være opfyldt, hvis den nye ejer fra overtagelsen lejer virksomheden ud til en operatør.

Hvis den forurenende virksomhed drives på lejet ejendom og fortsætter med samme operatør efter salg af ejendommen, vil den ny ejer af ejen-dommen derimod ikke være forpligtet til at opfylde påbudet, da heller ikke den tidligere ejer var forpligtet hertil. Dette gælder uanset, om den nye ejer kendte til påbudet.

Eks. 20:Hvornår hæfter ejeren for påbud til tidligere operatør

I eks. 12, hvor E fra S havde erhvervet ejendom med galvaniseringsvirksomhed og bolig, indlægges den ændrede forudsætning, at galvaniseringsvirksomheden før og efter overtagelsen drives af O. Kommunen har meddelt påbud til O om at iværksætte en forureningsundersøgelse. Påbudet var tinglyst inden E aftalte, at købe ejendom-men. Trods politianmeldelse er påbudet ikke efterkommet, da O efterfølgende er gået konkurs. I dette tilfælde er E således i ond tro om påbudet og virksomheden er i drift. Alligevel er E ikke forpligtet til at efterkomme påbudet, da E har erhvervet ejendommen fra S, som ikke kunne forpligtes til at opfylde påbudet.

Den anførte sondring i jfl. § 45 mellem dennye ejeraf den faste ejendom og dennye operatørhar yderligere en retsvirkning. Mens den nye ejer af den faste ejendom kun kan forpligtes til at opfylde et tidligere meddelt påbud, kan en ny operatør pålægges handlinger, der ikke er anført i det tidligere påbud. Er der meddelt påbud om forureningsundersøgelser til den tidligere operatør, vil den nye operatør efter jfl. § 45, stk. 2 tillige Kap. III,4.4.5.

In document Fast ejendom (Sider 184-193)