En filosofisk analyse af praktisk kundskab

Molander (ibid) taler om kundskab-i-handling, men bruger også selv betegnelsen kundskab for handling, hvilket jeg også vil gøre. Når jeg skriver kundskab, mener jeg kundskab-i-handling, og ellers taler jeg om viden. Skal man forstå den kundskab, der ligger i en praktisk handling, er det centralt at forstå de spørgsmål, den er et svar på. Denne forståelse kræver, at man ser handlingen i den kontekst, den udføres i, og her skal konteksten forstås bredt som både fysisk, tidsmæssig, kulturel, samfundsmæssig og historisk. Handlingen indgår i denne kontekst og er et svar på et spørgsmål eller en handling for at realisere et mål, og den kan kun bedømmes i denne sammenhæng. Skal de bruges i denne sammenhæng, skal teorier ikke være afbildninger af faktuelle forhold om, hvad der foregår, men bud på hvad der muligvis kan gestaltes (ibid sd. 149). De skal altså nærmere handle om de dynamiske forhold i situationen, der potentielt har indflydelse på dens videre udvikling. Imidlertid har viden i den teoretiske videnstradition som kulturelt fænomen udviklet sig præget af historiske og kulturelle forhold, der ikke altid har haft optimal handlen i situationen som fokus.

Da situationen inden den hænder jo endnu ikke er realiseret (!), handler den kundskab, der viser sig i handlingen, om måder situationen kan konstitueres og videreudvikles på. Basen for kundskab i handling er derfor en samling af eksempler, som den nærværende situation kan sammenlignes med (ibid sd. 190). I denne sammenligning er ideen eller dynamikken i brugen af metaforer nyttig, idet disse netop benytter sig at en samtidig vurdering af både ligheder og af forskelle – altså ikke blot en fokusering på ligheder (ibid sd. 194). Sommetider når man længst med at tale indirekte om

fænomenerne – sommetider er det direkte nødvendigt, da praktisk kundskab ikke altid kan formuleres udtømmende i sprog. Disse diskussioner om forholdet mellem teori, praksis og hensigtsmæssige formidlings-former til at arbejde med kundskab og viden vender jeg tilbage til i kapitel 11.

Hvis man skal tale om generalisering af fx erfaring indenfor denne ramme, handler det om, at mennesket stoler på sine erfaringer og dermed anvender dem i den videre færd. Fremtiden skabes ved at vi anvender vore erfaringer – det er generalisering i handling frem for den teoretiske generalisering vi normalt taler om (ibid sd. 209 ff). Dermed bliver generalisering og gyldighed indenfor denne ramme til spørgsmål, der skal afgøres i relation til konkrete situationer.

Sidebemærkning: I nogle diskussioner af evidens taler man om global versus lokal evidens. Der er en generel sammenhæng, der betyder, at har viden en global evidens – den gælder i mange/alle sammenhænge – vil den samtidig ofte være mere vag eller upræcis. Derimod vil en viden med stor lokal evidens – dvs. stor udsigelseskraft i en konkret sammenhæng, men ikke generelt på tværs af sammenhænge – være mere præcis og nuanceret (Dahler-Larsen 2008, Cartwright 2007).

Vurderingen af handlinger foregår i en dialog med andre mennesker. I denne dialog kan man som argument henvise til praksis – det virkede (Molander 1996 sd 245). Da alt ikke kan formuleres sprogligt, er henvisningen til handlingen i orden, men ikke nødvendigvis nok. En kritisk dialog er stadig nødvendig – dels for til stadighed at udvikle den praktiske kundskab, og dels for at rydde op i kundskaber, som måske slet ikke er ”gode” jævnfør oplysningstidens målsætning om at rydde ud i overtro.

Det er imidlertid ikke alle spørgsmål eller indvendinger mod en handling og kundskaben i

handlingen, der er legitime. Ligesom handlinger kræver gode grunde, kræver (den handling at stille) spørgsmål også gode grunde (ibid sd. 246), og hvad der er gode grunde må afgøres i en dialog mellem parterne ifølge Molander (ibid sd.245). Når man stiller et spørgsmål, konstituerer dette også den aktuelle handling i en forståelsessammenhæng, og dialog-partneren kan afvise denne måde at konstituere handlingen i den pågældende ramme. Det kan altså være i orden for praktikere at afvise spørgsmål til deres praksis, eller at omformulere spørgsmålet inden de redegør for deres praksis – eller set fra den anden side – stiller man spørgsmål til en praksis, må man have gode begrundelser for at stille spørgsmålet og stille det netop på denne måde.

Der er en væsentlig forskel på teori og praksis, det er vigtigt at tage med i overvejelserne: teori er til stadighed åben for forandring og usikker, hvorimod praksis er endelig og tydelig: er der handlet, så kan handlingen ikke gøres ugjort igen, hvorimod teori altid kan ændres. Tilsvarende kan der være mange teorier, men der er kun en praksis (ibid sd. 17). Omvendt ser Molander det som en

nødvendig del af praktisk kundskab, at man til stadighed er rettet mod udvikling af den. Hvis man holder op med det, vil man i næste situation håndtere den ”som man plejer” – dvs. som magen til en tidligere situation og ikke som den særegne situation den er – og lige netop herved nedbrydes den praktiske kundskab potentielt, idet der ikke handles i forhold til den særegne situation, men i forhold til en kategori af situationer. Det er centralt i praktisk kundskab, at verden netop begribes i handling, og griber disse handlinger ikke den aktuelle, særegne situation, så er kundskaben ofte

mindre kvalificeret. Den vurderes jo ift. intentioner i den særegne situation, og her vil en optimal indsats netop oftest kræve denne følsomhed for den aktuelle, konkrete situation.

Sammenstilling med socialpædagogisk arbejde.

Molander argumenterer for, at skal man tage stilling til den kundskab, der ligger i en handling, så skal dette ske i forhold til den aktuelle kontekst, idet en handling er intentionel – den er et forsøg på at nærme sig et mål eller svare på et spørgsmål. Dette er parallelt med karakteristikken af det

socialpædagogiske arbejde i det tidligere kapitel. Her er det pædagogens opgave at reagere i forhold til den konkrete situation på en måde, så den unge får mulighed for at udvikle sig. Med Molander vil man altså sige, at den praktiske kundskab ligger i at kunne handle hensigtsmæssigt i netop denne kontekst. Tager man videre hans bud på brug af teorier, så skal teorier ikke afbilde verden, men give bud på, hvordan situationen videre kan (re-) konstitueres – altså være rettet mod dynamikken i denne proces. Han beskriver kundskabsbasen som bestående af en række eksempler, der benyttes som metaforer til sammenligning med den aktuelle situation. Det er ikke interessant at se, hvor den afviger fra eksemplerne, men både at se forskelle og ligheder fordi begge dele bidrager til en yderligere forståelse af den aktuelle situation.

Til forskel fra den teoretiske generalisering beskriver han en praktisk generalisering, der består i at anvende en erfaring fremover i nye situationer. Denne anvendelse kan foregå som beskrevet i forrige afsnit. Her er tale om en form for generalisering, hvor der ikke uddrages eller abstraheres noget bredt gyldigt på tværs af mange situationer, men hvor den enkelte erfaring bruges til at skabe mulige gestaltninger af en ny situation. Man kan tale om at bruge den enkelte erfaring som heuristik for tolkning af fremtidige situationer. Skal en erfaring være nyttig til denne brug, må den

nødvendigvis fokusere på dynamikken i situationen eller omkring fænomenet. Her kan man koble til de teoretiske begreber, som Davydov kalder dem (1990), der i sig rummer de udviklings- eller mulighedsbetingelser, der er essensen i det pågældende begreb. Det vender jeg tilbage til i kapitel 9 om beslutningstagning.

Konkret betyder det, at socialpædagogen har brug for teorier, der fortæller hvordan en situation med en ung kan gestaltes på forskellig vis – hvordan dynamikken i dette samspil kan være og hvilke faktorer, der kan have indflydelse herpå. Ligeledes har han brug for erfaringer, der fortæller om

dynamikken i unges udvikling, men for at kunne fungere som praktisk kundskab skal disse

erfaringer fungere som tolkningsbud, der kan sammenlignes for fælles træk og forskelle i forhold til den aktuelle ung. Dermed er det en indbygget del i praktisk kundskab, at man til stadighed udvikler den. Derfor er det også en del af godt socialpædagogisk arbejde at være nysgerrig efter at lære nyt om mennesker i sit arbejde.

I diskussionerne af den enkelte situation eller handling kan man med Molander henvise til praksis:

det virkede på den og den måde. Dertil kommer en stadig kritisk dialog med andre, hvor man

overvejer den realiserede måde at gestalte situationen på, idet den jo netop er en blandt flere mulige.

Hermed bliver praktisk kundskab og udvikling heraf bundet op på et socialt fællesskab, og den praktiske kundskab i socialpædagogisk arbejde er som regel ikke et individuelt anliggende.