Dialektisk teori om udvikling

Pointen er her, at det enkelte menneske i sin dagligdag møder flere forskellige vidensformer, der kan benyttes til at danne sig en forståelse af den aktuelle situation, men det enkelte individ kan i nogen udstrækning vælge, hvilken vidensform det vil tolke og agere efter. Fx anvender Stokholm (2006) vidensformer til at beskrive hendes iagttagelser på to børnehjem:

Eksempel.

Børnene ved godt, at de er på institutionen for at lære noget og udvikle sig, så de bedre kan klare sig senere i livet, samt at det er pædagogerne, der både skal hjælpe dem med det og bedømme, hvornår de har lært det. De indgår derfor gerne i et samarbejde om det. Dette samarbejde kan beskrives som en vidensform, Stokholm kalder ’forandring og re-socialisering’, hvor den netop samler en række

grundantagelser om samarbejdet, der kommunikeres på forskellig vis i dagligdagen, og som overføres i samspillet på institutionen.

En anden vidensform kalder Stokholm for ’børne-relationer’. Her er en række spilleregler for at indgå i det fællesskab børnene på institutionerne danner - både om positiv og negativ adfærd, og om måder til at avancere i hierarkiet blandt børnene.

Stokholm refererer som eksempel en episode, hvor nogle børn bryder institutionens regler, hvorfor pædagogerne udspørger andre børn for at finde frem til de skyldige.

Her er børnene sat i et dilemma mellem de to vidensformer, da de ikke på en gang kan samarbejde om opklaringen (vidensformen ’forandring og re-socialisering’) og

samtidig beskytte deres position i børneflokken (vidensformen ’børne-relationer’).

Pointen i Barths begreb om vidensformer er, at der samtidig eksisterer en række samlinger af grundantagelser og handlemåder (vidensformer), og i den enkelte situation benytter individet sig af dem til at danne sig en forståelse af den aktuelle situation og derudfra vælge handling.

Sammenstillet med Giddens ovenfor kan man sige, at beskrivelsen af vidensformer er beskrivelser af struktur, hvor Barth blot opererer med flere mulige strukturer for den samme situation. Derved understreges individets mulighed for at handle på tværs af strukturen - enten ved at benytte en anden vidensform, ved at handle på tværs af en vidensform, eller ved at udvikle og ændre vidensformer. Der kommer altså nogle nuancer på samspillet mellem struktur og aktør.

Helhed og enhed.

I valget af den analytiske enhed for forskningen er det vigtigt, at man får medtaget alle de dele, der er med til at definere hinanden. Delene skal på den ene side være selvstændige elementer, men på den anden side være afhængige af hinanden i fastlæggelsen af, hvordan den enkelte del konstitueres.

De kan ikke ses alene, da de afhænger af hinanden, men er samtidig forskellige – ændres den ene del vil andre dele uvægerligt også ændres. Det er derfor man samtidig kan tale om en enhed for udforskning og analyse og samtidig om en helhed af dele. En strategi for udforskning, der gik ud på at opdele i elementer og studere dem isoleret fra hverandre, vil ikke fange denne dynamik, og dermed ikke levere den nødvendige forståelse for at intervenere optimalt i udviklingen.

Man skal altså sørge for at afgrænse enhederne (helhederne) for udforskningen med omhu, så denne dynamik rummes i den afgrænsede forskningsenhed (Baxter & Montgomery 1998).

Eksempel

Man kan ikke karakterisere fx en angrebsspiller i fodbold som god eller dårlig isoleret set. Der er forskel på, hvad der kræves af en angrebsspiller, hvis holdet har en

defensiv eller en offensiv strategi, hvis holdet spiller overfor et defensivt eller et offensivt spillende hold, eller hvis hans eget hold har et svagt eller et stærkt forsvar.

Skal man derfor vurdere et holds muligheder, eller bare den enkelte spillers

muligheder for at spille godt, så afhænger det af en række andre faktorer, og man er derfor nødt til at studere det i disse sammenhænge. Afgrænsningen af enheden, der vurderes, er væsentlig for kvaliteten af resultatet.

Da jeg opfatter også dialektisk teori som en af flere mulige beskrivelser af virkeligheden jf. afsnittet om teoretisk ståsted, mener jeg også den dialektiske enhed kan afgrænses på flere måder. Det er et led i en udforskning af omverden, og ikke en ontologisk størrelse. Dette valg afgøres forskelligt alt efter forskningsinteresse – fx vil en ernæringsekspert gå anderledes til døgninstitutioner end jeg vil, når jeg er interesseret i det socialpædagogiske arbejde. Selvom vi bliver indenfor beslægtede fagområder, vil enheden defineres forskelligt, idet der kommer en vis arbejdsdeling mellem videnskabsgrene ind, hvor fx psykologi historisk set hovedsalig har arbejdet fra et individuelt plan og op til grupper, hvorimod sociologi hovedsalig har arbejdet fra gruppeplan og op til

samfundsplan. Det betyder samtidig, at der bliver overlap mellem de forskellige videnskabsgrene – hvilket blot igen minder os om, at den opdeling der foretages på bl.a. universiteter og

forskningsinstitutioner er historisk bestemt og ikke naturgivet endsige den eneste mulige og fornuftige, og frem for alt så er problemstillinger i virkeligheden ikke ontologisk opdelt efter disse

skillelinjer. Det betyder samtidig, at undersøgelser af det samme felt med forskellige faglige baggrunde vil svare på forskellige spørgsmål, men alligevel berige vores viden om feltet. Al udforskning indebærer en reduktion af den undersøgte kompleksitet, men ideen om en dialektisk helhed får os til at afgrænse på en måde, hvor vi får nogle af de centrale dynamiske forhold med, så vi bedre kan forstå udvikling i den afgrænsede enhed.

Modsætninger i enheden.

En dialektisk enhed rummer modsætninger, hvorved der skabes en dynamik, der er væsentlig for enhedens fungeren og udvikling. Det er afgørende for enhedens videre eksistens, at modsætningerne ikke bliver så store, at enheden falder fra hinanden, idet de involverede vælger at gå hver til sit.

Omvendt vil en mangel på modsætninger betyde, at samspillet mellem de enkelte dele af enheden forløber så gnidningsløst, at udviklingsdynamikken svækkes, og der ingen forandring sker. Der tales også om centrifugale og centripetale kræfter i enheden (Baxter & Montgomery 1998). Denne synsvinkel understreger, at målet netop ikke er at blive ens.

Eksempel

I forbindelse med Marias skema gengav jeg reaktionen, da jeg refererede disse overvejelser om at se på samarbejdet mellem den unge og pædagogen som en

dialektisk enhed. For de erfarne socialpædagoger var det trivielt, at hvis den unge ikke udviklede sig, så var det deres opgave at ændre samarbejdet og samspillet, så der igen kom nogle modsætninger, der skubbede til den unges udvikling. Fred og

fordragelighed i samarbejdet var ikke nødvendigvis af det gode.

Under dialektisk teori ligger en opfattelse af konflikter som positive, fordi de skaber udvikling (VanLear 1998). De kan selvfølgelig blive så store, at enheden opløses – de centrifugale kræfter bliver stærkere end de centripetale – så skal en enhed være nogenlunde stabil, skal dynamikken i enheden sikre, at der foretages de afvejninger og forhandlinger, der er nødvendige, når konflikterne bliver aktuelle. Her er idealet ikke en stabil balance i betydningen statisk, hvor alt er afbalanceret en gang for alle. Tværtimod drejer det sig oftere om nogle dynamiske sammenhænge med feedback-sløjfer, forhandlingsformer etc. så enheden er rustet til hele tiden at justere fx i forhold til

påvirkninger udefra, der ændrer balancen.

Forandring i og af enheden.

Især når man har ovenstående analyse af struktur-aktør-forholdet i erindring, bliver en dynamik central. Det handler ikke bare om at skabe en fortsat vækst for vækstens egen skyld eller som ideologisk mål om evig vækst (Nandy 1986), men selve opretholdelsen af strukturen er afhængig af dynamik. Også en bevarelse er afhængig af dynamik i enheden.

Enhver forandring indebærer potentielt en fare for opløsning af enheden, men med den dynamiske forståelse, er der intet alternativ. En mangel på modsætninger indebærer en stagnation og – for at blive i de fysiske begreber – en overvægt af centripetal kraft med implosion til følge.

Kobler man den dialektiske tænkning med Hundeides begreb om kontrakter (omtalt sd 33ff), passer de fint sammen (Hundeide 2003). Hundeides ærinde er også at erstatte en mere statisk forståelse af en relation mellem to mennesker med et dynamisk syn, hvor kontrakt og metakontrakt til stadighed konfirmeres eller justeres. Den dialektiske tænkning tilføjer her en understregning af vigtigheden i valg af udforskningsenhed samt et fokus på de interne modsætninger, der kan rummes i forholdet.

Praksis.

Alle disse forhold er sjældent noget, der er fastlagt i verbaliserede regelsætninger i gængs forstand.

Det er dynamiske forhold, der konstitueres og realiseres i den praksis, der udøves i enhedens funktion. Skal man finde og beskrive en dialektisk helhed med modsætninger etc. er det ved at undersøge den udøvede praksis, man har adgang til dialektikken. Deltagerne i en dialektisk enhed kan ikke nødvendigvis altid selv verbalt formulere de kontrakter de indgår med hinanden, den dynamik der er i enheden, de modsætninger der er etc. I mange tilfælde vil disse forhold netop ikke være bevidste for deltagerne, men de må påpeges af udefrakommende. Det hænger igen sammen med, at enhver beskrivelse altid vil være lavet ud fra et perspektiv. Der er ikke noget sted, hvorfra man kan lave en neutral beskrivelse, så forskellige beskrivelser kan nærmere supplere eller

komplementere hinanden. Heri ligger et opgør med den positivistiske tilgang til videnskab, hvor en objektiv beskrivelse skulle kunne laves. VanLear (1998) omtaler erfaringer fra naturvidenskab, hvor Heisenberg allerede i 1930erne påviste, at man ikke kan lave en observation uden at påvirke det, man observerer, hvorfor alle beskrivelser er lavet ud fra nogle præmisser forud for observationen, der påvirker det observerede fænomen.

For at iagttage og fange dynamikken i udviklingen af den analytiske enhed, må man observere den over tid, så man ser modsætningerne udfolde sig, hvordan de afhandles og hvordan enheden

reagerer på forstyrrelser udefra. Det vil igen sige, at man må se den praksis, der udspiller sig – man kan ikke blot gå ind og måle på forhold i den analytiske enhed og dermed få bestemt mulig

fremtidig udvikling.

Eksempel

Når en ung flytter ind på en institution, dannes idealtypisk beskrevet et fællesskab mellem den unge og pædagogen. Hvordan denne enhed fastlægger normerne for deres samspil og delmålene for deres samarbejde afhænger af de to personer, hvis man vil arbejde med et optimalt tilpasset tiltag overfor den unge. Der kan være nogle

muligheder i dette specielle match, der kan fremme nogle sider af den unges

udvikling, som en anden pædagog ville have svært ved at realisere, og omvendt noget denne pædagog ikke kan opnå med denne unge, men måske med andre. Hvilke muligheder et konkret socialpædagogisk fællesskab rummer, må man aflæse ved at observere den praksis, der udfoldes. Der er så mange komplekse faktorer på spil i dette match, at det vil være umuligt at undersøge eller beskrive på forhånd, og det giver heller ingen garantier for fremtidigt arbejde.

Hvor Giddens diskuterede struktur-aktør-forholdet for at sætte begreber på sammenhængene heri, har den dialektiske teori nogle forestillinger om dynamik og udvikling, der kan supplere. De er ikke fremmede for Giddens, men er ikke fremhævet på samme måde i hans teori-bygning.