Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Ubetalt arbejde
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
ESSAY 6. NOVEMBER 2014 9:33
Ubetalt arbejde
Kunst er måske det eneste erfaringsrum, der kan matche Facebooks og kapitalens indskrænkning af menneskelig erfaring til statements.
AF FINN JANNING
Du kan aldrig holde fri. Du arbejder hele tiden. Og ikke nok med det, det meste af det arbejde, som du går rundt og gør, er ubetalt. Du arbejder gratis. Og det gør du, fordi hele samfundet er organiseret efter kapitalens logik.
Lad mig komme med nogle eksempler.
På vej til arbejde, stopper Peter for at hæve nogle penge i en automat. Automaten giver straks Peter nogle ordrer: Indsæt dit kort, indtast dit password, tag dine penge, husk dit kort.
Peter bevæger sig videre, men halvvejs fremme på sin arbejdsplads, modtager han en besked
fra sin chef. Hun skriver, at han ikke behøver komme på arbejde i dag. Heller ikke i morgen. Peter er fyret.
Nedtrykt ringer Peter til Arbejdsformidlingen. Her taler en maskinel stemme til ham. Den beder ham trykke på et nummer mellem 1 og 9 – alt efter, hvad han ønsker.
Peter skal med andre ord selv finde ud af, hvad han skal gøre. Efter tyve minutter opgiver han at komme i kontakt med en menneskelige stemme, der kan hjælpe ham.
Peter går i stedet for hjem og tjekker sine konti på nettet. Peter overfører penge. Han betaler sågar for at overføre penge til sin far. Dette irriterer Peter.
Heldigvis sender Skat i det samme øjeblik en mail. Skat beder Peter om at udfylde sin selvangivelse.
Som så mange andre, kan han ikke finde hoved og hale i skattesystemet, så han ringer til dem. Her modtages Peter af samme maskinelle stemme, som også arbejder for
Arbejdsformidlingen. Her skal han ligeledes trykke på et tal mellem 1 og 10 – såfremt han altså ved, hvad det er, som han ikke helt forstår ved Skat.
Peter bliver så træt af det hele. Han beslutter sig for at stikke af. For sine sidste penge bestiller han en billet til Belize. Her kan han bo hos en god ven.
Peter bestiller billetten på nettet, hvor han endnu engang føler, at han gør andre folks arbejde, eller gør det arbejde, som andre engang gjorde. Peter gør det bare gratis.
På vej til lufthavnen, stopper han for at købe et par shorts. Der er kun en kasse åben i sportsbutikken, og køen er lang, så Peter scanner i stedet for selv stregkoden fra shorts’ne, han stikker sit hævekort ind, indtaster sin kode og modtager en bon sammen med en maskinel stemme, der siger tak.
Selv tak, siger Peter, mens han tænker, at denne stemme snart må bukke under for stress.
Heldigvis, er der måske nogle som tænker, kan de fleste jo slappe af foran computeren. De kan surfe (sikke en misvisende metafor!) på nettet. På Facebook kan snage lidt i deres venners liv, zoome ind på deres feriebilleder, se rynker og blævrende fedt, mens de promoverer sig selv.
Forfatteren Zadie Smith skrev engang i et essay om Facebook, at mennesket reducerer mennesket selv, når det blive data på en hjemmeside:
»Alt krymper. Individuel karakter. Venskaber. Sprog. Følsomhed … vores afklædte netværksselv ser ikke mere frie ud, blot mere ejede.«
Heller ikke på nettet er der meget frigørende kraft at hente.
Tænk blot på, hvor mange opdateringer en helt almindelige ung dansk forfatter har på sin Facebook. Vedkommende fortæller om receptioner, nye versioner af en bog, billeder fra dit og dat. Hun laver marketing, fordi hendes forlag ikke længere gør det for hende, men mens hun gør det, krymper hendes evne til at skrive en bedre bog, fordi hendes følsomhed, hendes sprog … alt bliver strategisk. Hvilket liv, giver Facebook plads til, spørger Smith.
Det, som forfatteren og mange andre nemt overser, er, at kapitalens sprog på ingen måde er poetisk.
Det vil sige, at kapitalen på ingen måde er kreativ eller opfindsom. Den har ikke blik for alle de erfaringer, følelser, stemninger og erkendelse, som finder sted midt i det hele. Alt det, som ikke er enten udenfor eller indenfor den kapitaliske diskurs. Det, som det kan være svært at verbalisere.
Det, som kapitalen derimod skaber, er en følelse af gæld.
Kapitalen har skabt den forgældede mand, som sociologen Maurizio Lazzarato rammende har dømt ham.
Det er altid muligt, at gøre mere. Levere flere opdateringer. Arbejde hårdere. Investere mere tid, flere kræfter, mere energi. Vi står i evig gæld til kapitalen, fordi den hævder, at være fuld af muligheder.
I sin seneste bog Signs an Machines, skriver Lazzarato, at kapitalen er »en proces af en proces, det vil sige, et netværk af processer.« Et netværk af processer, hvor det sociale, det kulturelle, det teknologiske, det politiske, kønnet, konsumption og så videre overskrider og overlapper hinanden i et væk. Ingen ved længere, hvad der er hvad.
Ok, men heldigvis sker der noget interessant indenfor marketing, vil nogle måske påstå. I dag taler marketingfolk om »Sharing is caring.« Moralen er, at det er bedre at dele end at eje. Det er sikkert rigtigt nok.
Men hvem ejer det, som deles? Når alt bør deles, betyder det blot, at alt er inkluderet i den kapitalistiske logik. Dele er ikke det samme, som at alt er fælles.
Fornylig skrev avisen Information om fænomenet Sugardaters. Det er et fænomen, hvor ældre mænd og kvinder, laver aftaler om sex med yngre personer i bytte for penge, middage eller en anden form for hjælp.
En af disse sugerdaters udtalte i avisen: »Folk skal have lov til at være de seksuelle væsener, de er.« Ja, selvfølgelig skal de da det.
Jeg nævner Sugardates, fordi det på mange måder understreger sharingfænomenet. Begge fokuserer på forskellen mellem »at eje« og »at have adgang«, hvilket dog ikke fjerner os fra kapitalens logik.
Den, som ikke har nogen penge, har heller ikke adgang til at dele. Og før du kan dele din krop for mulige interessante modydelser, skal du have taget nogle fotos, som skal lægges på din computer, som skal uploades til en hjemmeside – alt dette koster penge. Derudover koster det også penge, at være medlem, hvis man altså ikke har en markedsduelig krop, som netop er penge værd.
Problemet er, at ingen giver noget væk gratis. Kapitalens nogetfornogetlogik gennemsyrer alt. Fra forskning til faktura. Fra kultur til oplevelsesøkonomi. Fra arbejde til stress til selvhjælplitteratur og så videre.
Ifølge den koreansktyske filosof ByungChul Han, kommer kapitalen for alvor til
fuldendelse, når kommunisme sælges, som en vare. I avisen El Pais, udtalte han forleden,
»kommunisme som en vare, det er revolutionens ende.«
Det største problem i dag er, at ingen længere vil sandheden. Hermed mener jeg ikke den altoverskyggende idealiseret sandhed a la Platon. Tværtimod. Hvem vil eller orker at høre,
hvor svært det er, at undgå den sociale subjektivering, der konstant giver os en identitet, uanset om vi vil den eller ej: køn, krop (værd at dele), generation, profession, nationalitet, titel?
Ingen, fordi det jo konfronterer en selv med vores egen identitet. Endskønt disse identitetsmarkører er tossede.
Det kan være svært, at være en mand, hvis man ikke elsker fodbold, hotdogs og fadøl; eller være en kvinde, hvis man ikke drømmer om Jeff Koons, børn og egen livstilsblog.
Derudover foretager kapitalen en mere raffineret form for forførelse, hvor vi helt ubevidst opdrages til at byde os til, være på, sælge os selv. Dette ses på nettet, men også i ideen om
»human kapital«, som HRMlitteraturen opererer med.
Er et menneskes erfaringer ikke andet end en ressource i kapitalens logik? Tæller kun den kapitalistiske form for værdi?
Det er ikke kun redaktører, der tænker på læseren, og derfor markedet. Alle tænker på markedet. Moralen er følgende: Fremmer X ikke min humane kapital, hvorfor så gøre X?
Lazzarato slutter Sign and Machines med et citat fra psykologen Félix Guattari, hvor denne spørger, hvordan vi kan praktisere lighed og etisk differentiering. En lighed, der betyder at stereotypiske konstruktioner smuldrer, fx kvinde og manderollens idioti.
Og den etiske differentiering betoner det givende i både at have mulighed for at være, og blive en forskel i sig selv. Det vil sige, en forskel, som ikke lige repræsenterer noget velkendt.
Det er svært.
Der er prestige i den sociale subjektivering, fx er det bedre at være attraktiv nok til at være en sugarbabe (eller rig nok til at være en sugardaddy/mum), end en ensom jæger i baren på Vega.
Tilsvarende er det svært, nærmest umuligt, ikke at forfladige eller formindske sig selv, når (og hvis) man forsøger at promovere sig selv i en lang kæde af repræsentationsfigurer, der slet ikke formår at skabe det fjerneste rum for erfaringsdannelse.
Jeg kan huske, at en Vice President i en virksomhed engang spurgte mig: »Hvad er konklusionen på din Ph.d.afhandling?«
Jeg skulle til at sige noget om filosofiens blik på en organisation, da han tilføjede: »I tre bullitpoints.«
Jeg vil vove den simple påstand, at den norske forfatter Karl Ove Knausgård med sin romanværk Min Kamp, har skabt flere mulige erfaringsrum for selvets tilblivelse, end hvad hele Facebook i dag rummer.
Måske er kunsten det eneste, der for alvor kan matche – og til tider gennemtæske – kapitalens eksistentielt skrumpende logik.
I hvert fald føler jeg mig tit godt betalt, når jeg læser.
Finn Janning er Ph.D. og forfatter.
Redaktion: Kontradoxa
Emneord: Kunst Facebook kapitalisme
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96
