Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Google er gud
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
MEDIER 6. FEBRUAR 2015 9:27
Google er gud
De store etablerede medier er ubrugelige til at skaffe sig viden om verdens komplekse udvikling. Om pressefrihed, oplysningsidealer, modernisme og andre guder.
AF STEEN RASMUSSEN
I foråret 2011 begyndte en række store folkelige demonstrationer i de sydeuropæiske lande.
Man var ramt af finanssyge og den sparemedicin, som EU's ledelse doserede gavmildt ud over sit rige.
De såkaldte PIIGSlande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien) var særligt ramt af Trojkaen (Den Europæiske Centralbank, ECB, Den internationale valutafond, IMF og EUkommissionen).
Betingelserne for at modtage »hjælpepakkerne« var hårde.
Søndag den 19. juni 2011 var 200 000 spaniere på gaden i de største spanske byer. Man var mod Europagten.
Nyheden blev stort set ikke nævnt uden for Spaniens grænser, hvorimod alle medier i Europa fire dage efter nævnte, at Google stod over for de amerikanske myndigheders undersøgelse af, om maskinen misbrugte sin magt på nettet.
Den prioritering studsede jeg over dengang. For det var med Google, at det var muligt at følge med i begivenhederne i Sydeuropa.
Bekymringens genstand, Euroen!
De store internationale medier har siden haft øje for Euroens krise, den potentielle græske statsbankerot og deraf følgende konsekvenser for den europæiske økonomi. De mere jordnære og konkrete problemer, som krisen og dens terapi har ført med sig, fylder ikke nær så meget.
I foråret 2011 havde Spanien en arbejdsløshed på 40 procent blandt de 18 til 25 årige og tallet rundede de 55 procent i 2014, noget der kun kan forklares som resultat af selve den europæiske integration, at Spanien ikke længere har sin egen valuta, men er overgivet til international konkurrence på en tysk domineret hård Euros vilkår, samt den ensidighed hvormed løsningen på de økonomiske problemer er blevet dikteret som offentlige besparelser.
Udviklingen i Grækenland er værre, med over 70 procents ungdomsarbejdsløshed.
Statsgælden, som var det problem, sparepolitikken skulle løse, er gået fra 104 procent til 175 procent af bruttonationalproduktet, der til gengæld er faldet med 25 procnent i perioden.
Staterne i den vestlige verden har generelt pumpet billioner af US$/Yen/Euro ud i den finansielle sektor, lige som stat til stat hjælpen til PIIGSlandene blev givet for at inddæmme den liberale finansielle sektors risiko for at miste lidt af sine fordringer på statsdebitorerne.
Men de komplekse sammenhænge savner at blive fremstillet mere forpligtende i den gamle medieverden. Det er nærmest tabubelagt område.
Hvordan forklares tavsheden!
Den måde, som informationer og viden genereres og formidles på i det sociale rum, siger mere om informationsniveauet og den viden, der findes i det sociale rum, end det, der rent faktisk skrives og siges.
Det, der ikke siges, betydningernes stiltiende forudsætninger, de semantiske strukturer og det, der kunne have været sagt, er dybest set og videnskabeligt mere interessant, end det der siges.
Med den på, stiller den proklamerede kamp for ytringsfriheden sig i skyggen af noget stort og ekstremt uhåndterbart.
Det kunne være indledningen til en freudiansk analyse, der som forudsætning for enhver forklaring har vedtaget, at det bevidste (eksplicitte) kan forklares ud fra det ubevidste (implicitte), at det kendte, lyse og fortrolige skal forklares med det ukendte, obskure og ubevidste.
Men mediernes adfærd kan ikke entydigt henføres til Freuds begrebsverden. Den fyldte engang meget, men kræver lidt for kreative oversættere, for at genvinde fordoms storhed.
De selektive mekanismer arbejder bag enhver kognitiv praksis. De kan tolkes ud af de udsagn, der falder i forlængelse af dem.
De gamle medier bryder sig ikke om at formidle den folkelige modstand mod EU's
overnationale og i ideologisk forstand markedsfundamentalistiske integration. Det er let at se, men forbliver et ikke tema for de professionelle italesættere selv.
Temaet sættes som den ekstreme venstrefløj, ikke folkebevægelserne.
Pablo Iglesias, der er generalsekretær for det nye spanske parti Podemos »fortæller andre, at hverken han eller andre bestemte initiativtagere til Podemos ’er’ Podemos. ’Podemos er jer’. Der er hundreder af tusinde som siger: ’Ham med hestehalen, ham er jeg’, dvs. ’Jeg er venstreorienteret’ men, tilføjer Iglesias, ’Magten frygter ikke venstrefløjen, snarere er det folket, som den frygter’« (El Pais. 28. januar 2015)
Hvis det selektive bag mediernes opmærksomhed først har manifesteret sig som tema, så får mediernes larm karakter af fordrejelse og fortielse. Det kommer med den kritiske distance til mediernes performance.
Korpsånden og de kommercielle interesser skinner klart igennem på redaktionerne på de danske aviser. De har måske svært ved at se sig selv for hinanden, skoven for træer. Det er værd at gøre til tema.
Når det medium, som formidler budskabet, begynder at larme, så mister budskabet sin entydighed.
Når luften i soveværelset siger tik tak, så bliver det sværere at høre vækkeuret, og pludseligt er man helt vågen. For kan man stole på ringetonen heller!
Italesat modstand og fortrængt modstand
Den folkelige modstand i forhold til den europæiske integration og krisepolitik kan ikke længere fortrænges af det politiske system og fra de store kommercielle mediers brugerflade.
Medier og politikere forsøgte først at italesætte den folkelige modstand i forhold til unionsdannelsen enten som farlig højreorienteret nationalisme, eller som hjemlig dansk folkehygge.
Fx fik Dansk Folkeparti al den ære og opmærksomhed, som partiet kunne drømme om i forbindelse med sin insisteren på genindførelsen af grænsekontrollen i 2011. Messerschmidt har siden scoret historisk opbakning på sin EUmodstand ved EPvalget 2014.
Skaden er begrænset for magten, for han er selv markedsfundamentalist.
De store og sandt folkelige bevægelser imod den europæiske integration har fat i problemerne, og de orienterer sig i overensstemmelse med helt traditionelle venstreorienterede kritikpunkter.
Det kan medierne ikke undgå at komme ind på med Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Femstjernebevægelsen, M5S, i Italien. Disse bevægelser er store og de slutter
velartikuleret op om kritikken af EU’s markedsfundamentalistiske og udemokratiske struktur.
De gamle medier har italesat kritikken af EU som højreorienteret, og forsøgt at fortrænge opmærksomheden fra den brede folkelige modstand, der vender sig mod mediernes egen kommercielle ideologi og tilbedelse af det markedsfundamentalistiske europæiske projekt.
Det lader sig ikke længere gøre. For de store folkelige bevægelser, står klart for krav om mindre marked, mere stat og mere demokrati!
Medierne kan ikke kalde det højreradikalisme. Derfor vil man fra nu af slå på, at bevægelserne er farlige, venstrepopulistiske og urealistiske i forhold til ’markedets nødvendighed’.
Den etablerede venstrefløj
Den etablerede venstrefløj har længe fortiet det helt åbenlyst udemokratiske og højreorienterede i den markedsfundamentalisme, som den europæiske integration er mundet ud i.
Men fx Socialdemokraterne og SF vil fremover blive tvunget til at genoptage den traditionelle kritik af markedet. Ellers vil det gå dem, som det er gjorde de græske socialdemokrater.
Socialdemokraterne, SF og fagbevægelsen har ikke fået noget af alt det, som man blev lovet som belønning for at opgive de nationale muligheder for at føre arbejdsmarkeds og
socialpolitik f.eks.
Finanspagten, indgået ultimo 2011, og den kommende Bankunion er overnational institutionaliseret markedsfundamentalisme, og intet tyder på, at der skulle opstå noget, som kan træde i stedet for den velfærdsstat og det arbejdsmarked, der forsvinder nu for øjnene af os, sammen med virksomhedernes overskud, der via Luskenburg finder skattely i det elektroniske univers´ sorte huller.
Lige nu ser det ud til, at afmagten har fat i den historisk etablerede politiske venstrefløj.
Socialdemokraterne og SF kan ikke forholde sig til de problemer, som unionen har skabt for f.eks. Sydeuropas ungdom og os andre, der er afhængig af den sociale og naturlige kapital.
PIIGSlandenens problemer er hidtil blevet beskrevet;
som om, de først og fremmest skulle være selvforskyldt og af snæver national husholdningsmæssig karakter,
som om, de kunne forklares med interne og lokale sociale svigt,
som om, det netop ikke er selve integrationsprocessen og den herskende politisk økonomiske orden på overnationalt europæisk og globalt plan, det
markedsfundamentalistiske projekt, der var problemet!
Det bliver svært frem over.
Centralt i unionen bekymrer man sig om markedet. Man har været bange for, at likviditeten skulle forsvinde ud af det europæiske finansmarked som følge af, at alle de private
investorers tilgodehavender hos f.eks. den græske stat skulle vise sig at være værdiløse.
Men det fri marked har for længst sikret sig ved at skille sig af med de usikre papirer. Den europæiske finanssektor har stille og roligt tørret sine tvivlsomme aktiver af på det
offentlige, lige som finanskrisen fra 2007 og 2008 blev lindret af offentlig gældsætning.
Det spørgsmål, der står tilbage, er, om den bundløse gæld i PIIGSlandene fortsat kan bruges til at gennemtvinge markedsfundamentalistiske krav til landene.
Den finansielle sektor har forstået at tage sig godt betalt for de fiktive risici, der skulle være i det at investere i medlemslandenes statsobligationer.
Patienten tog sin medicin, men blev kun syg af det.
Penge er gratis (for dem der laver dem)
ECB sætter penge i verden som lån til en privat finansverden, der har sin kreditværdighed funderet i fordringer på mere eller mindre fiktive aktiver. Gældsspiralen holdes kørende, og kunsten er hele tiden at bevare billedet på et fremtidigt afkast hos alverdens kreditorer.
Den store øvelse og udfordring, som man ser hos de centrale aktører i den europæisk monetære union, består i at bevare muligheden for at udstede penge, uden at de mister købekraft. Det er svært.
Inflationsbekæmpelse, dvs. intern prisstabilitet, har været fast inventar i den erklærede fastkurspolitik, bestræbelsen på at sikre Euroens værdi f.eks. i forhold til dollars. Og i en verden med lavkonjunktur er det mildest talt ikke så svært at holde inflationen nede. Det har sammen med andre forhold ført til Euroens hidtidige bundrekord. Vi skal op på to procent inflation igen, siges det nu oppe fra. Bøtten er vendt.
Markedsmæssige fordele og konkurrenceevne er skævt fordelt, og markedet samt selve ECB’s formålsparagraf har virket fremmende for de forskelle og skævheder, der er inden for unionen.
Hvor randstater som Spanien, Portugal og Grækenland med deres egne valutaer havde mulighed for at fremme deres position i konkurrence med udlandet ved at devaluere deres respektive valuta, blev de bundet op på en stærk Euro, der vandt sin styrke bl.a. i kraft af den gæld, de havde og har til deres kreditorer centralt inden for unionen.
Deres ulykke var her i dobbelt forstand den komplimenterende side af vindernes/tyskernes succes inden for det monetære samarbejde. Devalueringen af Euroen kommer nu, sent, og med ukendt virkning.
Verdensøkonomien har været ramt hårdt af mangel på energi, olie, mad, milliarder af fattigt arbejdende.
Forbruget af fossile brændsler er skyld i en global opvarmning. Lige nu har USA med sine enorme investeringer i frackingteknologien øget udbuddet af olie på et marked, hvor efterspørgslen på energi er faldet som følge af global økonomisk afmatning.
Men produktionen er mildest talt ikke blevet mere bæredygtig.
Gælden stiger omkring de økonomisk højtflyvende. Verden bliver mere og mere forarmet.
2014 var det varmeste år, der er målt globalt og nationalt.
Landbrugsjord bliver udpint, havet overfiskes osv. Men de økonomisk højtflyvende
fortsætter med at bilde sig selv og hinanden ind, at deres succes er forudsætningen for alle andres.
De arbejdsløse spaniere, den græske, italienske og portugisiske befolkning ved, at det er løgn. Befolkningerne, som startede det arabiske forår, fik socialt kaos, krig og endnu mere fattigdom for indsatsen.
Den slags blokerer for udsynet, derfor slår folk sig på fundamentalismen i Afrika og Mellemøsten.
Religiøs fundamentalisme er ikke en medfødt egenskab. Den opstår, hvor der er tradition for den, og hvor folk er forarmede nok.
Medierne har det nemt med deres fordømmelse af fundamentalismens manglende respekt for ytringsfriheden. De hakker på folk, der ligger i støvet, men Saudiernes retssystem, der er lige så brutalt og middelalderligt som det, vi finder i Islamisk Stat, påkalder sig kun en symbolsk kritik i den vestlige verdens kommercielle medier.
Magt giver magt
Markedsandele er forudsætning for flere markedsandele, konkurrencefordele er
forudsætningerne for succes på markedet. Magt giver magt. Det er Googles succes udtryk for.
Det er den fuldstændigt samme lovmæssighed, som de gamle medier lever af at lovprise.
Men her, hvor de falder for den lov, som de tilbeder og dyrker ideologisk, så gælder den ikke.
Hykleriet står tilbage, uudtalt. Alle kan se det, undtagen der på redaktionsgangene, hvor den kommercielle medieverdens selviscenesættelse formes, inde fra, som »det sociales
information og viden om det sociale«.
Googles succes, der i den grad udfordrer den gamle verdens monopol på formidling af viden og information, beskrives ikke som alle andres succes, hvad den dog er i langt højere grad, end tysk succes i økonomisk forstand. I forhold til Googles succes, ja der ved de gamle medier, at denne succes betyder deres fiasko, tab af monopol på formidlingen af viden og information.
Google er Gud
Har man nogen sinde anklaget gud for at misbruge sit monopol på magten? Gudsbespottelse straffes med døden i både Saudi Arabien og Islamisk Stat.
En søgemaskine lever lige som den gamle verdens kommercielle kommunikationsmedier af volumen, brugerfladens størrelse. Men modsat de gamle medier, så producerer den ikke det indhold, der fylder brugerens opmærksomhed.
Brugerens behov, for at lade helt individuelle søgekriterier manifestere sig på hele nettet samtidigt, er det, der bestemmer valget af søgemaskine. Det ved folkene bag maskinerne.
Nettets lov handler om, at alle former for udbud af budskaber og differentierede former for
Redaktion: Kontradoxa
Emneord: Medier Google Spanien grækenland
efterspørgsel på budskaber har brug for at finde hinanden i det perfekte match.
Søgemaskinen identificerer sig primært med interessen i at gøre de forskellige præferencer relevante over alt på nettet samtidigt, dvs. ved det at gøre den enkeltes søgekriterier
manifeste over alt samtidigt.
Det er samtidigt selve definitionen på en social revolution, at så mange former for differentierede budskaber er i stand til at møde et mindst lige så differentieret brugersegment, som det sker via nettet.
Denne revolution er muliggjort af søgemaskiner, foruden hvilke www ville være kaotisk larm.
Søgemaskinerne er de instanser, der skaber »kosmos af kaos«. Google er kosmos, Gud, den skabte skaber af orden ud af uorden!
Den gamle verdens kommercielle medier lever af at sjæle mediebrugerens opmærksomhed med sine egne budskaber. De prøver på at fylde opmærksomheden ved at fortrænge andre mediers budskaber, delvis ved at lave sin egen dagsorden, italesatte dagsorden.
Pseudoproblemer, fortegninger af relevans, kontaktflader mellem alle mulige kommercielle og politiske interesser bestemmer den gamle verdens italesættelse.
Man kan sige, at søgemaskinerne og internettet indeholder kilden til en ny orden sammen med de folkelige bevægelser. Men ind til videre så har den gamle verden haft held med at sætte den politiske og økonomiske dagsordenen.
Google er dog hverken god eller ond. Der er ej heller noget altruistisk over Google. Det forhindrer ikke søgemaskinen i at gøre en verden til forskel, der både er mere liberal, end liberalisterne bryder sig om, og mere solidarisk, end nogen socialist.
Google er en søgemaskine, troløs mod alt, selv sin egen troløshed. Som den skabte skaber er den lige så troløs mod sine skabere, som den er troløs mod sine brugere. Den, der søger, skal finde! Det er dens eneste budskab.
Gid den herskende ordens larmende debat om ytringsfriheden ville munde ud i en mere konstruktiv brug af den.
Italesættelsen af pseudoproblemer og provokationer fremført alene med det formål at demonstrere retten til det i ytringsfrihedens navn bør gå i sig selv til fordel for de mere forpligtende af slagsen.
Vor opmærksomhed er begrænset, derfor må vi bruge den rigtigt.
Steen Rasmussen er cand. phil.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 36 39 73 31
