Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
'Jag är inte rasist. Jag är ju svensk'
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
RACISME 27. OKTOBER 2014 9:20
'Jag är inte rasist. Jag är ju svensk'
Sverige har de sidste år været præget af en række ”raceskandaler” – bare ikke helt på den måde, det bliver fremstillet på i Danmark. For hver Dan Parkudstilling, der bliver lukket ned og for hver Pippibog, der bliver
redigeret, er der ti populære raciale stereotyper, der bliver forsvaret. Tobias Hübinette analyserer en svensk antiracisme i krise.
AF NINA TRIGE ANDERSEN
De konfiskerer kunst, censurerer børnelitteratur og er i det hele taget skøre, de svenskere. I Danmark er sangen om de politisk korrekte naboer blevet noget af en slager, som kan istemmes ved enhver lejlighed. Som når Sverigesdemokraterne bliver valgt i Rigsdagen, eller Rosengården brænder.
'Der kan I bare se, hvad der sker, når man lukker øjnene for virkeligheden,' lyder det fra
”danskerne”. Som gør nar, når ”svenskerne” forbyder Pippis far at være negerkonge, og som
organiserer Dan Parkudstilling, fordi de politiske korrekte naboer ikke skal bestemme, at man ikke må male sorte, der hænger og dingler i galgen. Men faktisk er ”svenskerne”, ligesom ”danskerne”, rigtig glade for raciale stereotyper. De hvide svenskere altså.
Slaveauktion og kinapuffar
”Antiracisme er hjertet i forestillingen om nutidens Sverige – at være svensk er lig med at være antiracist – men når man kigger nærmere efter, bliver det tydeligt, at svensk
antiracisme er en udpræget hvid affære,” siger koreansksvenske Tobias Hübinette, der blandt andet er kendt for sit pionerarbejde inden for kritisk adoptionsforskning, og som siden 2013 har stået i spidsen for et netværk for kritiske race og hvidhedsstudier i Sverige.
Tobias Hübinette har analyseret en række tilfælde af det, han kalder ”raceskandaler” i Sverige over de sidste par år. I foråret 2011 udbrød en sådan efter afholdelsen af en
”junglefest” ved Lund Universitet: der blev afholdt ”slaveauktion”, i hvilken hvide studerende, der var malet sorte og lagt i lænker, blev solgt til højestbydende.
”I debatten, der fulgte, forsvarede mange hvide svenskere de studerendes opførsel som værende et udtryk for en særlig ikkeracistisk frigjort humor,” fortæller Hübinette. Kort efter fulgte en debat om det populære Fazer Kinachokoladeslik, der som sit logo på gult indpakningspapir havde et smilende hoved med skæve øjne, sort hår og trekantet hat.
Mjölkchoklad med krispiga puffar.
”At gøre nar og le af asiater forekommer at være den eneste racisme, som kan gå
ubemærket hen. Man skal blot trække i øjenkrogen med fingrene og sige L i stedet for R, så skriger folk af grin,” skrev journalisten Patrik Lundberg, adopteret fra Korea, i en klumme og nævnte Fazers ”Kinapuffar” som eksempel. Fazer tog kritikken til sig og redesignede indpakningspapiret, så der nu, i stedet for et gult hoved, sidder en rishat på A'et i KINA. Til store protester fra hvide svenskere, der ikke kunne se problemet.
”Forsvarerne for kinamanden på kinapufferne fremførte, at det umuligt kunne være racistisk, for svenskere holder mere af asiater end af nogen andre minoriteter – med
adoption fra Asien og svenskasiatiske ægteskaber som eksempler – og Patrik Lundberg blev i stedet beskyldt for at overdrive eller direkte lyve om sine oplevelser af racisme,” siger Tobias Hübinette.
Svenskhed er lig antiracisme
Når danske medier fremstiller Sverige som latterligt formynderisk, beror det ofte på danske stereotyper om svenskere. Tobias Hübinette nævner som eksempel redigeringen af Disneys Julemandens værksted i 2012, hvor danske medier fremstillede det som om svensk TV havde bortcensureret klip, der blev opfattet som racistiske, f.eks. en sort picanninyfigur;
imidlertid var det amerikanske Walt Disney, der havde besluttet at fjerne enkelte klip, hvilket svensk TV havde accepteret – hvad 96 procent af svenskerne ifølge en
meningsmåling var forargede over.
”Kritikken af raciale stereotyper i Sverige kommer primært fra ikkehvide svenskere, der fremhæver, at det er vanskeligt at føle sig ligeværdig i et samfund, som gennem stereotyper ydmyger ikkehvide, mens hvide svenskere argumenterer for, at stereotyper ikke kan være racistiske i nutidens Sverige, eftersom det i sin essens er antiracistisk,” siger Tobias
Hübinette.
I stedet bliver ikkehvide beskyldt for ”censuriver”, ”aggresivitet” og ”overfølsomhed”, når de udtrykker kritik af eller vrede over raciale stereotyper.
”Alt sammen følelser, der bliver forbundet med ekstremisme og noget 'ikkesvensk'.
Samtidig bliver hvide forsvarere for raciale stereotyper i stigende grad beskyldt for at være racister, og sådan bliver debatten låst fast og polariseret,” siger Tobias Hübinette, der for at komme ind under huden på disse tilbagevendende ”raceskandaler” har stillet spørgsmålene:
”Hvad er det, som er på spil og hvem er det, som føler sig under angreb? Hvordan skal man forstå det faktum, at så mange hvide svenskere, heriblandt højt uddannede,
venstreorienterede, liberale og selverklærede antiracister ønsker at forsvare og bevare raciale stereotyper i antiracismens navn?”
Morlille kan ikke flyve
Han mener, det grundlæggende handler om en svensk antiracisme i krise, og at denne krise ikke mindst skyldes en insisteren på ”farveblindhed”, fremsat fra en ”hegemonisk hvid”
position.
”I svensk kontekst optræder antiracisme og hvidhed oftest sammen og hvide svenskere anser sig selv for at være antiracister, alene i kraft af at være svenske,” siger Tobias
Hübinette. ”Og de forventer også, at ikkesvenskere opfatter dem som antiracister. Denne selvopfattelse betyder, at selv Sverigesdemokraterne har hævdet at være antiracister.”
Der er noget 'morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten' over logikken:
”Svenskhed er hvidhed og svenskhed er antiracisme, ergo er alle hvide svenskere
antiracister. Og eftersom ikkehvide ikke opfattes som rigtigt svenske, kan de ikke indtage en antiracistisk position – i hvert fald ikke på samme 'avancerede' niveau som hvide svenskere,” siger Tobias Hübinette.”I bedste fald kan de anerkendes som
minoritetssubjekter, der bekæmper fordomme inden for deres egen gruppe, såsom sexisme og homofobi. I værste fald – f.eks. hvis de beskylder hvide svenskere for racisme – bliver de opfattet som intolerante og snævertsynede, fordi de er minoriteter, der er begrænsede af 'deres kultur', eller værre endnu: som aggressive og fanatiske.
I sidste ende betyder det, at antiracisme i Sverige er en privilegeret position, som kun hvide svenskere kan indtage og tale ud fra.”
Mod en ny svenskhed?
I stedet for at analysere forsvaret for raciale stereotyper som et udslag af gammeldags kolonial tankegang mener Tobias Hübinette, at det snarere skal forstås som ”majoritetens forsvar for svensk antiracisme i sig selv, og dermed som et forsvar for idealet om et antiracistisk Sverige – og for Sverige i sig selv”. På samme måde opfatter han ikkehvide svenskeres kritik af raciale stereotyper som ”et krav om at blive inkluderet i en svenskhed, som hidtil har ekskluderet dem gennem en hegemonisk logik, der sætter lighedstegn mellem svenskhed, hvidhed og antiracisme”.
Tobias Hübinette vurderer, at der har været omkring 15 ”raceskandaler” i Sverige siden 2011. At de opstår så hyppigt, og debatterne ofte bliver så ophedede, mener han skyldes, at Sverige, som de hvide svenskere kender det, er i krise.
Redaktion: QueerKraft
Emneord: race racisme antiracisme hvidhed Sverige
”Raceskandalerne peger på, at hvide svenskere er ude af stand til at erkende deres privilegerede position og ikke er villige til at opgive deres autoritet og kontrol over det offentlige rum. Det handler om en svensk antiracisme i krise, om et folk, som ikke kan tilpasse sig og finde sig til rette i et i stigende grad mangfoldigt og multiracialt Sverige,” siger Tobias Hübinette og tilføjer:
”Men de her debatter kan også blive startskuddet til afmonteringen af et svensk hegemoni, der har overskredet sin udløbsdato – de kan blive første skridt til opbygningen af en ny antiracisme, og en ny svenskhed, som ikke længere alene er en hvid affære.”
Artiklen har været bragt i en let redigeret version i Information d. 23. oktober 2014.
Blå bog
Tobias Hübinette er dr.fil i koreanologi og docent i interkulturel pædagogik vid Södertörns högskola, og tilknyttet Mångkulturellt Centrum i Botkyrka.
Han er blandt pionererne inden for kritisk adoptionsforskning og desuden kendt for sin forskning i hvidhed og racisme.
I 2005 blev han ph.d. fra Stockholm Universitet med en afhandling, der er blevet en central referenceramme inden for både kritisk adoptionsforskning og studier i racisme:
Comforting an orphaned nation: Representations of international adoption and adopted Koreans in Korean popular culture
Han arbejder for tiden med bl.a. projektet Ras i samtida svensk visuell kultur. Læs mere i f.eks. bogkapitlet: “Racial stereotypes and Swedish antiracism: A Swedish crisis of
multiculturalism?”, i Lars Jensen & Kristín Loftsdóttir (red.), Crisis in the Nordic nations and beyond: At the intersection of environment, finance and multiculturalism, Farnham:
Ashgate, 2014.
Tobias Hübinette er født i 1971 i Sydkorea og adopteret til Sverige.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96
