Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Julia Roberts i Skelbækgade
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
ANALYSE 12. APRIL 2013 10:04
Den skaldede og sårbare kvinde
Susanne Biers seneste film "Den Skaldede Frisør" er en Askepot pastiche.
Ida fra Herlev vinder James Bondprins og hele citronriget på en italiensk ø.
Men hvorfor fremstiller stærke kvindelige instruktører kvinder som svage?
AF PERNILLE RÜBNERPETERSEN
For nylig har jeg kommenteret to film, "Viceværten" og "Sover Dolly På Ryggen?", og nu er turen kommet til Susanne Biers "Den Skaldede Frisør".
Alle de nævnte film er instrueret af kvinder, der har udvist eksemplarisk gennemslagskraft i deres virke og karriere.
Men fælles for filmene er også, at for de kvindelige hovedkarakterer synes afhængighed af en mand at være deres naturlige vilkår og bestemmelse.
Den skaldede frisør
Man tager en kræftsygdom, en paryk, en allerhelvedes masse citroner, to biler, en jakke, en kjole, et brev, en del skæbne og lidt beslutning.
Man smider det hele ned i en pærevælling af dansk/amerikansk filmtradition med en intrige, der vitterlig udmærker sig ved at være intrigant – og sender hele skidtet til Italien.
Her koger det ind og ud kommer en super romantisk historie. Godt nok klumper klichéerne lidt rigeligt, men til gengæld er de så søde, at de hviner i tænderne.
Intrigen starter
Ida er frisør og har haft brystkræft. Hun har fået opereret det ene bryst og været i
behandling med kemoterapi. Derfor går hun med paryk. Hjemme i sofaen knalder hendes håndværkermand, Leif, med Tilde fra bogholderiet. Ida taber chokeret indkøbsposen, da hun overrasker dem. Ud på gulvet triller citronerne.
På en italiensk ø myldrer det med elskende par, mand og kvinde, der bliver gift og kysser hinanden. Solens stråler reflekteres i det ultra blå vand, og alle er lykkelige. I citronlunden troner eventyrslottet frem.
Scenariet minder til forveksling om et postkort. Ind træder Astrid og Patrick. Meget passende ligner de til forveksling Barbie og Ken. Unge, troskyldige og giftelystne.
Tilbage i Danmark sidder den engelske, midaldrende forretningsmand, Philip, i sit grøntsagsimperium og skumler over tilværelsen.
For længe siden mistede han sin kone og børn, på nær en søn, i en ulykke. En sand tragedie. Svigerinden, Benedicte, har bejlet til ham gennem mange år. Hans sekretær inviterer ham ud at danse tango.
Men Philip er uindtagelig i sin borg af sorg. Indtil Ida i sin lille citrongule bil bakker direkte ind i ham i hans store sortblanke bil.
Årh nej, årh nej, græder Lille Ida. Well, well, siger Store Mand: What were you thinking?
Således støder Ida og Philip helt konkret ind hinanden i lufthavnen på vej til brylluppet på den italienske ø med de kyssende par.
Astrid og Patrick er henholdsvis Idas datter og Philips søn, og de skal nu giftes på slottet i citronlunden.
Idas kuffert når ikke frem, hvilket Philip tager som en personlig fornærmelse. Hun ankommer derfor til citronlund og eventyrslot som en Askepot – uden selskabskjole.
Desuden er hun forladt af sin mand, hvilket hun forsøger at holde hemmeligt. Hun har paryk på, hvilket hun bramfrit afslører. Dertil har hun en utilstrækkelig temmelig naiv vilje til at få det hele til at glide, uanset modstanden.
Jakken, der beskytter den sårbare kvinde
Der sker selvfølgelig det, at Idas pretty womancharme og direkte tilgang til Philips umiddelbart arrogante facon, vækker hans maskuline beskytterinstinkt.
Da hun bader i det ultra blå hav i kaskader af sollys, truer han hende med den stærke strøm og kalder hende ind på land. Derved ser både vi og han hende nøgen. Det opererede bryst eksponeres nådeløst.
Han tager sin jakke af for at varme og beskytte hende. Hermed cementerer filmen den maskuline dobbelthed overfor kvinden, som den ofte præsenteres i fiktion: den seksuelt motiverede tilbøjelighed til at krænke og beskytte hende på samme tid.
Hunsnylteren, der kommer til kort med sit begær
Philip viser Ida citronlunden. Ida elsker citroner. Hun kan slet ”ikke forestille sig en verden uden citroner”.
Et af træerne er angrebet af et insekt, en snylter. Som Ida har været angrebet af kræften, æder snylteren sig ind på træet. Det er hunnen, den er gal med. Hannen er skadesløs, mens hunnen æder det hele.
Snylteren er selvfølgelig svigerinden Benedicte, som primadonnaagtigt og manipulerende snylter på Philip. Dog er hun aldrig en reel trussel, hverken i forhold til Ida eller Philip selv.
Snarere er hun magtesløs i sit intrigante og samtidig håbløse kurmageri til Philip.
Mens Idas utilstrækkelighed fremstår som et sødt forsøg på at hjælpe alle omkring sig undtagen sig selv, fremstår Benedicte bare latterlig og uformående en fuldstændig fiasko som femme fatale.
Som karakter synes Benedicte at fungere som baggrund for Idas sødme og skyhed, således at Idas ufarlige kvindelighed sættes i relief som ”the real stuff” for Philip – i modsætning til Benedictes kiksede sexhunger.
Kjolen, der gør kvinden (smuk), og som er købt af manden
Philips kreditkort betaler de unges bryllup. Philip betaler også for Idas nye kjole, idet Patricks kommende kone, Idas datter, Astrid, har kortet. Ida insisterer dog på at betale kjolen selv.
Alligevel har købet et umiskendelig touch af manden, der betaler kvindens tøj og dermed både definerer hende som kvinde og køber sig adgang til hende med en form for intimitet.
Som om han kiler sig ind mellem kvindens krop og kjolen, hun bærer. Ligesom den beskyttende jakke både er udtryk for en intimidering og en beskyttelse, er kjolen, der er købt af manden, en intimidering af kvindens identitet.
Han bekræfter hende, som han ser hende – eller snarere, han former hende i sit eget billede.
Senere falder Philip (selvfølgelig) i svime, da han ser Ida i den røde kjole: ”You’re beautiful.
Absolutely beautiful”. Og bedre bliver det jo ikke. Når en mand siger, at en kvinde er smuk,
er det den ultimative replik og kærlighedserklæring fra ham til hende. That’s it. Så er der ikke mere at komme efter.
Prinsen er vundet, Askepots lykke er gjort. Alle er glade.
Askepot og Pretty Woman
Med købet af kjolen, dens virkning på Ida og dernæst Philip, falder associationen til Askepot desto mere sammen med en association til filmen Pretty Woman.
Det er ikke så mærkeligt, idet Pretty Woman i sin tid blev opfattet som en moderne Askepot fortælling. (For nylig er det i øvrigt kommet frem, at Askepot i Grimms fortælling i sin tid blev anset for at være luder, som heltinden i Pretty Woman er det).
I Pretty Woman køber manden også tøj til kvinden. Her er det endnu tydeligere udtryk for en opgradering af kvinden som begærsobjekt for manden. Et tema, som også findes i George Bernard Shaws Pygmalion (der blev til musicalen My Fair Lady) hvor miss Eliza kommer til tops i et univers tilhørende professor Higgins.
Kjolekøbet understreger usikkerheden i kvindens identitet som kvinde. For identiteten er snarere tilknyttet kjolen, når den er købt af manden. Kjolen hæver den enkelte kvinde op på en piedestal, hvor hun inkarnerer Kvinden som ikon og symbol. Den gør kvinden til
Kvinden.
Tiltrækningen mellem Ida og Philip er hermed afklaret. Banen er clearet for etablering af det heteroseksuelle parforhold. Ida og Philip kan kysse hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende.
Skæbne kontra beslutning
Indtil nu har begivenhederne haft karakter af skæbnens uransagelige veje, som ikke desto mindre i denne romantiske filmgenre naturligvis er nøje planlagt. Det er skæbne, der tvinger Ida til at opdage Leifs utroskab. Det er skæbne, der fører Ida og Philip sammen i et sammenstød, og skæbne, i form af Benedictes fremkomst, der forhindrer kysset imellem dem.
Philips handlekraft afløser skæbnens tilsyneladende tilfældige spil, da han dukker op hos frisøren i Danmark og inviterer Ida med til Italien.
Da har Leif opgivet Tilde og med tonsvis af roser bedt Ida om at tage sig tilbage. Det gør Ida pligtskyldigt. Siden finder hun (heldigvis) ud af, at hun ikke gider ham mere. Hun forlader Leif og tager af sted. For første gang synes hun at være i stand til at tage en beslutning ud fra egne behov.
Det er Philips utvetydige invitation og Idas efterfølgende beslutning, der fører dem endeligt sammen.
Brevet
Det viser sig dog, at Idas drivkraft til at tage af sted er, at Philip skal åbne brevet fra
hospitalet for hende. Brevet vil afsløre, om hun stadig har kræft. Hun tør ikke åbne det selv.
Før Philip åbner brevet, fortæller han hende, at uanset brevets indhold, så vil han bare være
sammen med hende fra nu af. Han kommer med den uforbeholdne kærlighedserklæring om den betingelsesløse kærlighed, som er kernen i den romantiske filmgenre.
Som følge af sin kræftsygdom og brystoperation er Ida realistisk nok ikke så meget i kontakt med sin egen seksualitet. Det er Benedicte og Tilde til gengæld. De agerer direkte i
forlængelse af deres seksuelle begær. I filmen fremstår de som Idas ”to onde søstre”
svarende til Askepots søstre.
Benedicte modarbejder så vidt muligt tiltrækningen mellem Philip og Ida. Med
opmærksomhed og krav om opmærksomhed forsøger hun at æde sig ind på prinsen, Philip, som snylteren æder sig ind på citrontræet.
Tilde har overtaget Idas mand, som hun er forlovet med, og hun flirter med sønnen Kenneth. Idas datter, Astrid, kalder Tilde for luder, for sådan siger man nu engang om kvinder som hende, som ”stjæler” andre kvinders mænd.
Benedicte og Tilde skildres som seksuelt uhæmmede og utæmmede. Tilde som blondine
dum luder. Benedicte som vampyragtig snylter.
Ida, derimod, er sky og blufærdig. Godt nok bader hun nøgen i det ultra blå vand, men det er blot sensuelt og en acceptabel appetitvækker for Philip. Dernæst stirrer hun længselsfuldt ud i horisonten. Hendes begær er ikke rettet mod mænd, men udgør en behersket længsel mod livet, der på grund af den dødelige sygdom, hun har været i behandling for, nærmest virker heroisk.
Kvinder skal være tilbageholdende, ikke frembrusende. Et aktivt seksuelt begær er udtryk for at være i sine drifters vold.
Synet på kvinders selvstændighed
I stedet for at ofre sig for mand, familiefred og de børn, der alligevel er voksne, skal Ida naturligvis elskes af en mand, som ser hende som den kvinde, hun er – med kræftopereret og dermed havareret bryst. Som elsker hende betingelsesløst – uanset kræftsygdom eller dødsdom. Det er den romantiske logik i filmen.
Realiseringen af den betingelsesløse kærlighed udtrykt med den uforbeholdne kærlighedserklæring er sympatisk nok, og længslen derefter er realistisk.
Så hvorfor stritter filmen alligevel på én?
Fordi den romantiske logik ganske enkelt ikke er troværdig? Fordi det 70'eragtige
kvindefrigørelsespræg er irriterende og føles outdated? Eller snarere fordi det traditionelle kønsrollemønster alligevel igen cementeres?
I udgangspunktet klarer Ida det hele job, hus, mand, børn og kræftsygdom men hun klarer ikke at være selvstændig og sige fra i forhold til egne behov og lyster. Dog gør hun det, da hun beslutter at rejse ned til Philip i Italien. Hun fremstår omsider selvstændig: Hun er kommet i havn i mandens favn i kærlighedens navn! Men hvor selvstændig er hun, når hendes drivkraft er, at han skal åbne hendes brev om liv eller død?
Stærke instruktører med svage hovedpersoner
Redaktion: Modkultur
Emneord: Film feminisme Susanne Bier Anders Thomas Jensen Kultur & køn
I Den Skaldede Frisør forlader vi aldrig popsangen, postkortet og den småborgerlige em.
Her er flest associationer til Morten Korch, Far til Fire og Askepot.
Manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen har med sit virke fornyet den danske folkekomedie ganske effektivt. Ligeledes må instruktøren Susanne Bier siges med succes at have tilpasset den hollywoodske dramaturgi til danske forhold, eller er det omvendt tilpasset dansk ”virkelighed” til amerikansk melodrama?
Den Skaldede Frisør fremstår som en amerikansk film, der postulerer at foregå i en dansk virkelighed.
Den Skaldede Frisør fik et stort publikum og gode anmeldelser, da den havde premiere.
Selvom filmens genreflimmer forstyrrede nogle anmeldere.
Men indimellem kan man spekulere på, hvorfor det moderne menneske er så meget til fals for umoderne trash kultur. Tiltrækker det, at dens simple julekalenderagtige verdensbillede er helt og aldeles udenfor rækkevidde?
Romantiske komedier er naive og komplet tåbelige, men de er effektive. De har ikke noget med ens liv at gøre bortset fra en urlængsel efter den store kærlighed. Vi ved udmærket, at den er utopisk. Alligevel labber vi komedierne i os.
Nu skal man jo ikke have fordomme over for kvindelige instruktører ved at have bestemte forventninger. Og to af dem, jeg i denne lille artikelserie har omtalt, har da ramt publikums smag for trivialfilm.
Men hvorfor er så handlekraftige kvinder, som disse instruktører må være i kraft af deres arbejde, så hidkaldet til at skildre så afmægtige kvinder i deres film?
"Den Skaldede Frisør". Instruktør: Susanne Bier. Screenplay: Anders Thomas Jensen.
Danmark 2012. Komedie 116 minutter.
Læs analysen af Viceværten: "Fiaskofilm finder sandheden om mænd".
Læs analysen af Sover Dolly På Ryggen?: "Hvad fortæller en filmplakat om en film?".
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96
