Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Skæbner i modstandskampen
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
HISTORIE 4. MAJ 2013 0:33
Skæbner i
modstandskampen
Ellen Nielsen overlevede både Vestre Fængsel og kzlejr. Men den 16årige elektrikerlæring Helge Henningsen blev skudt af danske nazister få timer før, BBC kunne meddele, at NaziTyskland havde kapituleret.
AF LOUIS BÜLOW
Tidspunktet var fredag den 4. maj 1945, kun få timer før frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark. Stedet var Det Nye Missionshotel på Østre Stationsvej i Odense, hvor den 16årige elektrikerlærling Helge Henningsen tilfældigt faldt i snak med to mænd, der udgav sig for at være modstandsfolk, der var gået under jorden.
Trods sin unge alder var Helge involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter og det illegale
arbejde på Fyn. Han kom netop fra Odense Banegård, hvor han var blevet standset og visiteret af Gestapo.
Drengen var sluppet med skrækken, men turde ikke længere blive i Odense. Han søgte desperat efter en måde at slippe ud af byen, og de to mænd – det viste sig senere at være John Kolling og Helge Keil tilbød ham kørelejlighed til Jylland.
Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller i sin bog Birkedal, at Helge Henningsen havde hjulpet de to mænd med at slæbe nogle benzindunke ned fra hotelværelset, og med Keil ved rattet kørte de alle mod Middelfart. Efter at have spist middag på Blommenslyst Kro,
fortsatte de den videre tur, da Keil drejede ind på en lille skovvej. Drengen blev kommanderet ud af bilen, mens Keils veninde Sonja blev siddende og ventede.
Peter Øvig Knudsen fortæller, hvad der derefter skete: ”Med Kollings maskinpistolmunding i ryggen blev Helge Henningsen ført ind i skoven, og kort efter tabte Sonja dem af syne bag en bakke. Efter fem eller ti minutter hørte hun en hurtig serie skud inde fra skoven, og et øjeblik efter vendte Keil og Kolling alene tilbage …”
Såvel John Kolling som Helge Keil var medlemmer af den måske mest frygtede terrorgruppe under besættelsen, Birkedalgruppen, ledet af grosserersønnen Ib Birkedal Hansen fra Strandvejen i Aarhus, der fra efteråret 1944 fungerede direkte under det tyske
sikkerhedspoliti. Alene i 1944/45 gennemførte gruppen 28 drab på modstandsfolk.
Kun få timer efter mordet på Helge Henningsen fik det danske folk om aftenen den 4. maj 1945 besked om tyskernes kapitulation over radioen i BBCs udsendelse til Danmark.
Midt i oplæsningen af nyhederne holdt speakeren Johannes G. Sørensen pludseligt en ti sekunders pause, hvorefter han sagde de berømte ord, der tydeligt gik igennem de tyske støjsendere: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
Hele landet var en sydende heksekedel. Store menneskemasser samledes spontant i gaderne og omfavnede hinanden. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned og tændte stearinlys sat i vinduerne, der var fest og begejstring, man jublede, græd af glæde og sang nationalsange til langt ud på natten.
Klokken 8 den næste dag trådte den tyske kapitulation i kraft, og alle landets kirkeklokker begyndte at ringe frihedsbudskabet ind.
I Helge Henningsens hjemby Odense skulle befrielsesdagen den 5. maj 1945 blive den blodigste dag under den fem år lange besættelse. Heftige ildkampe mellem modstandsfolk, hipoer og tyske soldater gjorde den indre by til en veritabel krigszone og kostede 11
modstandsfolk og 13 civile livet, mens 80 personer blev såret.
Tre dage senere blev der afholdt en mindehøjtidelighed på Flakhaven i Odense, hvor tusinder strømmede til for at mindes besættelsens faldne frihedskæmpere.
Glæden i de hektiske befrielsesdage var iblandet sorg over de mange danskere, der mistede livet for deres indsats i modstandsbevægelsen. Forfatteren Tage SkouHansen, der selv var aktiv i det illegale arbejde, har senere fortalt om sine følelser: ”Det var da en stor glæde især om aftenen den 4. maj. Men det var også de dødes aften. Man tænkte på dèm man savnede dèm, der ikke klarede den.”
Den 16årige Helge Henningsen var én af dem …
De to medlemmer af Birkedalgruppen, Helge Keil og John Kolling, der stod bag drabet på Helge Henningsen, var blandt de sidste af besættelsestidens terrorister, der fik regnskabet gjort op.
Statsadvokaten havde ved alle retsinstanser beskrevet dem som ”besættelsestidens mest rå og utiltalende terrorister”, men tiden arbejdede for de anklagede, og mildere politiske vinde kom dem tilgode.
Helge Keil blev dødsdømt ved Københavns Byret i 1948, idømt livsvarigt fængsel ved Østre Landsret året efter, men benådet i 1956.
John Kolling blev dødsdømt ved Københavns Byret i 1948, dommen blev stadfæstet ved Østre Landsret året efter og ved Højesteret i 1950. Benådet den 18. juli 1950 og løsladt i 1959.
Ellen Nielsen
Helt meningsløst mistede Helge Henningsen livet i de sidste timer under tyskernes besættelse. Én af dem, der derimod klarede den imod alle odds, var en næsten 60årig fiskerkone og djærv modstandskvinde fra Dragør, Ellen Wilhelmine Nielsen. Hun overlevede mirakuløst nazisternes brutale mishandlinger i Vestre Fængsel, KZ Ravensbrück og senere Jugendschutzlager Uckermark.
Ellen havde allerede tidligt under besættelsen besluttet sig for at spille sit eget spil i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Hun skulle blive en central men stille skikkelse i
bestræbelserne på at hjælpe modstandsfolk og jødiske flygtninge ud af det besatte Danmark til sikkerhed i Sverige.
Hun boede med sin familie i et hus på Rønne Allé 42 i Dragør, da hun i 1941 mistede sin mand, arbejdsmand Christian Nielsen. Han havde været syg igennem flere år, fattigdom og armod truede, og hun stod tilbage med 6 børn.
Ellen havde tidligere hjulpet hjembyens fiskere med at rense garn, og nu begyndte hun at arbejde som fiskerkone på Gammel Strand, hvor hun iført ulden sjal og sækkeforklæde flåede de spjættende rødspætter og fra tidlig morgen solgte friskfanget fisk.
En dag i efteråret 1943 blev hun kontaktet af to unge jødiske brødre, der bad hende om hjælp til at flygte til Sverige. Ellen kendte de to brødre netop fra Gammel Strand, hvor de stod og solgte blomster. Hun tilbød at skjule brødrene i sit hjem på Rønne Allé, alt imens hun fik arrangeret deres videre flugt til Sverige. Hun havde gode kontakter til lokale fiskere, og i løbet af kort tid var brødrene bragt i sikkerhed.
Modstandsgruppen Holger Danske fik nys om Ellen Nielsens indsats for at skaffe forfulgte over Øresund, og under hånden henvendte de sig til hende. Hun ville være den ideelle til at formidle kontakt mellem fiskerne og modstandsbevægelsen omkring de illegale transport
ruter, ikke blot i de kritiske oktoberdage i 1943, men også fremtidigt.
Ellen tøvede ikke. Medmenneskelige grunde havde fået hende til at gå ind i hjælpearbejdet, og hun var klar til at sætte sit liv på spil i kampen for at redde jøder og modstandsfolk til Sverige. Hun tog tillige del i en række andre modstandsaktiviteter som sabotage og
indsmugling af våben, illegale tryksager og bøger.
I løbet af de næste uger åbnede hun sit hjem for flygtninge på vej over Sundet, og op mod 100 forfulgte nåede at blive skjult i huset på Rønne Allè, i gennemsnit et par dage.
Men den 27. juli 1944 slog Gestapo til, og Ellen Nielsen og en række Dragørfiskere blev arresteret. Den fremtrædende modstandkvinde Kate Fleron, under besættelsen redaktør af det illegale tidsskrift Frit Danmark, skildrede aktionen i sin bog om modstandskampen:
”Det var en svingende vognfuld arrestanter, Gestapo hentede i Dragør og midt blandt alle mændene sad den elskelige Ellen med de glade øjne; dragørkonen, der havde sin daglige dont ved Gammel Strand ...”
Ellen blev smidt i en celle i Vestre Fængsel og blev udsat for timelange forhør. Tre måneder senere blev hun overført til
Frøslevlejren og i december 1944 deporteret videre til KZ Ravensbrück. 132.000 kvinder og børn passerede gennem Ravensbrück fra 1939 til 1945 kun 40.000 overlevede.
Det første indtryk af KZ lejren var en chokerende oplevelse for Ellen: udmagrede fanger med øjne, der lyste af håbløshed og lidelse, SSkvinder, der brutalt pryglede løs, schæferhunde, der gøede som rasende.
Overalt over lejren hang en hæslig stank af forrådnelse, der blandede sig med den sødlige lugt fra afbrænding af lig. Ellen fortalte senere: ”Vi så på hinanden. En dansk pige strøg forbi os: velkommen til helvede, sagde hun.”
Ellen blev sat til at rydde op i barakkerne og læsse ulykkelige ofre i lastbiler til
gaskamrene. Sjæle kaldte hun dem – ikke jøder, sigøjnere, kvinder eller børn men
sjæle. Også ligene og de syge skulle hun slæbe bort: ”… de stakler, der var udset til at ende i krematorierne eller gaskamrene, sortere dem og lægge dem i lange rækker. De greb ustandselig fat i os og spurgte, om vi ikke kunne hjælpe dem …”
Ellen blev to gange udtaget til gaskammeret men reddet i sidste øjeblik. I timevis stod hun opstillet i bidende frostvejr, mens hun ventede på at blive sendt til udryddelsen. Men den blokældste, Grethl, følte sympati for den danske kvinde og sørgede for, at hun blev taget ud af rækken af dødsdømte.
Senere blev Ellen endnu engang udvalgt til gasning, men igen gik hun fri: ”… en SSsoldat kom hen til mig, tog mig i armen og spurgte, om jeg var dansk. Jeg nikkede, og så trak han mig ud af rækken. Det var et mirakel.”
På trods af mishandlinger, sult og sygdom klarede Ellen Nielsen sig igennem opholdet i KZ Ravensbrück og senere Jugendschutzlager Uckermark, og i begyndelsen af april 1945 bredte rygtet sig i lejren, at alle skandinaviske fanger skulle evakueres. Allerede tidligt om
Redaktion: Kontradoxa
Emneord: modstandskamp Danmarks besættelse historie Birkedal nazisme
morgenen den 8. april ankom otte hvide busser fra det svenske Røde Kors til lejren, og Ellen Nielsen kunne syg og udmarvet vende tilbage til Danmark.
Efter måneders ophold på et sygelazaret blev hun i sommeren 1945 genforenet med sin familie i Dragør, hvor en hjemmeboende svigerdatter havde født en pige, der var blevet opkaldt Ellen efter sin farmor.
Efter krigen levede hun en stille tilværelse, hvor hun i 20 år arbejdede som kogekone og rengøringsdame i kantinen på ASAfilm studierne i Lyngby. Direktøren for ASA Film, Lau Lauritzen jun., havde selv som aktiv i modstandsbevægelsen været med til at hjælpe forfulgte jøder og modstandsfolk ud af det besatte Danmark.
Ellen Nielsen anglede ikke efter ære og anerkendelse for sit illegale modstandsarbejde under besættelsen. Hun figurerer i enkelte værker om besættelsestidens historie, og historikeren Anders Otte Stensager fortæller således i bogen Kvinderne i Ravensbrück, at flere lokale fiskere efter krigen fremhævede netop Ellen Nielsen og hendes modige indsats med at få forfulgte modstandsfolk og jøder til Sverige.
Næsten ukendt og glemt døde Ellen Nielsen den 26. november 1967, 79 år.
Andre slap uskadt
Derimod klarede andre sig behændigt fri af historiens tusmørke og kronede smukke politiske karrierer med samfundets højeste poster: dè politikere, der ved at beslutte sig for samarbejds og tilpasningspolitikken var med til at åbne grænsebommene for tyskerne.
Dè samme politikere, der under besættelsen fordømte modstandsbevægelsens
sabotageaktioner, formanede til ro og orden og indtrængende opfordrede befolkningen til at stikke sabotørerne.
Dè samme politikere, der fralagde sig ansvaret for politiken under besættelsen og som de sidste dages hellige krævede afregning og retsopgør med landssvigerne ved befrielsen den 5.
maj 1945 …
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96
