Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Antikommunisme på fuld skrue
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
UKRAINE 27. APRIL 2015 9:19
Antikommunisme på fuld skrue
Styret i Kiev slår en streg over Ukraines 70 år som sovjetrepublik, vælter statuer, jagter kommunister og hylder Nazitysklands ukrainske
kollaboratører. Polsk forsker: »Dette er eneste land i Europa der gør nynazisme til sin ideologi«.
AF AKSEL CARLSEN
9. april 2015 samme dag som præsident Petro Poroshenko i havnebyen Odessa efter at havde udtalt, at Hitler og Stalin sammen startede Anden Verdenskrig og blev mødt af demonstranters tilråb: »Morder!« og »Fascismen ud af Odessa!« skete der i Kiev tre andre hændelser.
Om formiddagen overfaldt kampklædte højreekstremister fra Højre Sektor en varevogn, der ankom til en aviskiosk i centrum med den russisksprogede ukrainske avis Vesti.
De tævede chaufføren og beslaglagde 20 pakker friske aviser. Kioskens protesterende kunder blev afvist med ordene: »Vi er i krig, så skal I ikke læse antiukrainske aviser. De her møgaviser kommer på papirmøllen, og så kan vi få trykt ægte ukrainske aviser«.
Samme formiddag fortsatte retssagen i Kiev mod Aleksandr Bondartjuk, chefredaktør for den kommunistiske avis Rabotjij Klass (Arbejderklassen). Han er tiltalt for, at avisen har bragt »statsfjendtlige materialer«.
Da dommerne ikke havde modtaget de nødvendige materialer, blev retssagen dog udsat til 17. april. Bondartjuk forblev tilbageholdt.
Om eftermiddagen samme dag vedtog Ukraines parlament en bemærkelsesværdig lovpakke nr. 2558. Dels påbyder den ære og respekt for »frihedskæmperne fra Ukraines Oprørshær«, der sammen med Nazityskland udryddede sovjetukrainske partisaner og civile polakker. Og dels erklærer den Sovjetunionen for et »totalitært og forbryderisk regime«.
Dermed vil man slå en streg over 70 års sovjetmagt i Ukraine fra historien.
Kommunister og veteraner vil trodse forbud
Præsident Poroshenko har i skrivende stund endnu ikke underskrevet lovpakken, men højreekstremister har i en række byer allerede taget den i brug. Uden at politiet har blandet sig, har disse ekstremister indenfor de sidste par dage i mindst fire byer kørt rundt og væltet historiske statuer fra sovjettiden.
Samtidig har beboere i to byer i Zaporiszhe Amt på eget initiativ genrejst to Leninstatuer, som højreekstremister havde væltet i 2014.
På denne baggrund ser mange spændt frem til 1.maj og 9. maj – to datoer, der i årtier har været markeret bredt i Ukraine. I lyset af lovpakken vil alt blive anderledes i år.
1. maj vil kommunistiske symboler være bandlyst, men både Ukraines Kommunistiske Parti og det kommunistiske ungdomforbund vil fejre 1.maj med fredsmarscher i Kiev og andre ukrainske byer.
Og 9.maj – når befolkningen i alle tidligere sovjetrepublikker markerer 70året for sejren over Nazityskland – vil tusinder sovjetukrainske krigsveteraner, frontkæmpere og
partisaner iklædt festtøj stolt bære deres sovjetiske medaljer. Flere af disse udmærkelser er udsmykket enten med portræt af den nu forbudte Lenin eller med hammer og sejl.
Det er ikke »blot« udtryk for ældre menneskers nostalgi og stædighed. Det er udtryk for dyb respekt for en fælles indsats og for at ære de millioner sovjetmennesker, der ofrede livet for, at Sovjetunionen og resten af Europa skulle befries for den nazistiske pest.
Lovpakken
Lovpakke nr 2558 af 9. april 2015 omfatter:
Forbud mod propaganda for kommunisme og nazisme.
Fordømmelse af »det kommunistiske regime i Ukraine«, der betegnes som
»forbryderisk med ansvar for statsterror«. Til dette tilføjes, at det samme gælder »det nationalsocialistiske (nazistiske) regime« underforstået: i Tyskland.
En lov om at ære deltagerne af kampen for Ukraines uafhængighed igennem hele det 20. århundrede, blandt hvilket især fremhæves Ukraines Oprørshær (UPA).
Indførelse af en ny national helligdag. Foruden at 9. maj fortsat markeres som
»sejren over nazismen i Anden Verdenskrig«, tilføjes nu 8. maj som »Dagen for minde og forsoning mellem alle ofre i Anden Verdenskrig«.
Lov om navneforandring af byer med navne på fremtrædende personer fra sovjettiden.
Antikommunistisk lovpakke
Lovpakke nr. 2558 sidestiller og fordømmer Sovjetunionen og Nazityskland og forbyder deres symboler i Ukraine. Og loven går videre ved at kriminalisere »offentlig benægtelse af det sovjetiske og nazityske totalitære regimers forbryderiske karakter«.
Dermed er det forbudt offentligt at anvende »produkter, der bærer kommunistisk eller nazistisk symbolik«. Det gælder fx Sovjetunionens nationalsang, hvis melodi som bekendt nu indgår i Ruslands nationalsang. Så den må altså ikke afspilles.
Forbudet gælder desuden enhver anvendelse af hammer og sejlsymbolet, offentlig citering af kommunistiske ledere samt offentlig anvendelse af navne på kommunister og begreber som »1.maj«, »7.november« og »Rød«.
Det hedder desuden at mindesmærker for begivenheder, knyttet til det kommunistiske parti og det tyske nazipartis virke skal fjernes. Partier, foreninger og medier, der anvender
kommunistiske eller nazityske symboler vil blive forbudt.
Imens de kommunistiske symboler omtales detaljeret, lægges der »kun« op til forbud mod hagekors ikke mod forskellige hagekorsagtige symboler med diverse germanske tegn og runer, der anvendes af paramilitære grupper som Azov og andre ukrainske nynazister.
Forherligelse af Nazikollaboratører
Samtidig anerkendte parlamentet den nationalistiske UPA (Den Ukrainske Oprørshær) som
»frihedskæmpere« og som en del af »Ukraines uafhængighedskamp fra 1917 til 1991«.
UPA blev stiftet i 1942 af ukrainske højrenationalistiske tilhængere af Stephan Bandera.
UPAs mål var et Ukraine uafhængigt af bolsjevikker og tyskere.
I 1943 indgik UPA’s ledelse en samarbejdsaftale med Nazityskland. Efter den endelige sejr skulle UPA oprette et nazitysk protektorat i Ukraine.
Under ledelse af Roman Shukhevitj blev UPAs militære virke rettet primært mod sovjet
ukrainske partisaner samt den jødiske og polske civilbefolkning – der begge blev betragtet som »undermennesker«.
Dårlig samvittighed?
Man kan muligvis fornemme lovgivernes dårlige samvittighed, når de om disse
»frihedskæmpere« fandt det vigtigt at anføre: »Deres kamp, mål og metoder er hverken i
strid med FNs principper, Menneskeretttighedserklæringen eller andre folkeretlige dokumenter«.
UPAdeltagerne vil fremover modtage særlige sociale ydelser. Samtidig med at UPA og dens ledere Bandera og Shukhevitj hædres som frihedskæmpere, fortier lovpakken den sovjet
ukrainske befolknings ofre og store indsats mod den blodige nazityske besættelse.
Det vækker kritik hos millioner af sovjetukrainske veteraner fra Anden Verdenskrig og fra de politikere, der anklager Banderas folk for samarbejde med nazisterne.
Blandt andet deltog UPA i masseudryddelse af jøder og en massakre i Volhynien mod polsk civilbefolkning. Over 30.000 mennesker blev myrdet under denne massakre.
Derfor virker denne beslutning absurd ikke kun på grund af indholdet.
De samme politikere, der vedtog den, havde samme dag om formiddagen – modtaget Polens præsident Komorovskij. I hans gæstetale til Ukraines parlament havde han ellers udtrykt begejstret støtte til Kievstyret.
Lovpakken er efterfølgende blevet fordømt af den polske socialdemokratiske, Demokratisk Venstrealliance, der betegner den som en lussing til Polen og til Komorovskij. Partiet fordømmer forherligelsen af UPA, som vurderes som en forbryderorganisation, der »har stået bag folkemord på polakker«.
Mateusz Piskorski, polsk politolog og direktør for Europæisk Center for Geopolitisk Analyse, udtalte til RIA Novosti, at parlamentet dermed har vist, at nynazismen er landets nye
statsideologi.
Ifølge Piskorski er Ukraine det eneste land i Europa, der gør dette åbent og ikke skammer sig over disse afskyelige træk i landets fortid.
»Kiev er den første europæiske stat siden 1945, der åbent hædrer en forbryderisk ideologi«, siger Piskorski.
Ukraine som sovjetisk unionsrepublik
Med lovpakkens forherligelse af en såkaldt »uafhængighedskamp fra 1917« afskriver parlamentet en vigtig periode af Ukraines historie, nemlig som sovjetisk unionsrepublik.
Men faktisk var det netop som sovjetrepublik, at ukrainsk sprog og nationalkultur, især i 1920`erne, fik en opblomstringsperiode. Det var som sovjetrepublik Ukraine blev et veludviklet industriland, der siden 1945 fik selvstændig repræsentation i FN. Samtidig
ignorerer man den sovjetukrainske befolknings aktive indsats mod den nazityske besættelse fra 1941 til 1945.
Beslutningen om at slette et »forbryderisk« regime fra landets historie, blev taget af politikere, hvoraf de fleste er tidligere medlemmer af Ukraines kommunistiske parti (UKP) og det kommunistiske ungdomsforbund (Komsomol).
Aleksandr Turtjinov, Ukraines nuværende Sikkerhedschef og baptistpræst, er et typisk eksempel. Han var i 1980’erne distriktsformand for Komsomol i Dnipropetrovsk og håbede frem til systemskiftet i 1991 som medlem af UKP på at gøre sovjetisk karriere.
I dag er han aktiv antikommunist og en af Kievstyrets høge.
Med de nye love skyder man sig selv i foden. Nutidens Ukraine ville være ikkeeksisterende uden Sovjetukraine.
Galicien ville uden Sovjet være en del af Polen, og Donbass i Sydøstukraine ville være en del af Rusland.
Og hvis det ukrainske styre konsekvent vil gøre op med »det forbryderiske regime«, bør de afstå byer som Lviv, Rivno og Ternopol i Vestukraine, som siden 1939 blev en del af
Sovjetukraine.
Endelig må det huskes, at oprørsrepublikkerne i Sydøstukraine indtil fornyelig var kommunisternes vælgermæssige højborg. Her er der stadig en positivkritisk holdning til sovjettiden.
Man kan derfor gisne om, hvor stor disse vælgeres lyst er til – som en del af Minskaftalen – at blive inkluderet i et Ukraine, hvor sovjettiden nu skal glemmes, og kommunisme
betragtes som kriminel?
Poroshenko og Lenins Smedje
Imens et forgældet og krigsførende Ukraine har akut behov for at komme ud af en dyb social, økonomisk og politisk krise, bebuder lovpakken, at der nu foretages omfattende navneforandringer af byer, gader og fabrikker.
Der er skabt juridisk grundlag for statshærværk og afmontering af mindesmærker, der hidtil har været fredet af staten.
Én ting er, at lovpakken tvinger præsident Poroshenko til at finde et nyt navn til en af de virksomheder, han stadig ejer maskinfabrikken »Lenins Smedje« i Kiev. Noget andet er, at mindst to amtshovedstæder må tage navneforandring.
Byen Dnipropetrovsk er eksempelvis opkaldt efter Grigorij Petrovskij – sovjetukrainsk premierminister i 1930’erne, der var primusmotor bag omdannelsen af byen til moderne industricenter.
Skal denne bys navn ændres, ville det være logisk at give den sit navn tilbage fra før
sovjettiden. Men byen var i 1700tallet opkaldt efter Ruslands kejserinde Katerina, derefter – efter den russiske czar Pavel.
Da byen blev grundlagt eksisterede Ukraine ikke som stat. Det skete først efter den russiske revolution i 1917.
På Kharkiv Traktorfabrik, der stadig bærer navnet Sergo Ordzhonikidze, fjernede
myndighederne forleden i nattens mulm og mørke et monument for denne kommunist, der som industriminister i 1930’erne var tæt knyttet fabrikkens storhedstid.
De ansatte har nu sendt en protest til Kievstyret. De betegner denne barbariske handling som »en hån mod fabrikkens historie og dens veteraner«.
Og hvad med Ukraines byer og gader opkaldt efter Lenin og andre sovjetiske revolutionære skikkelser? Ukrainske medier meddeler, at i landets 459 byer findes mindst 30 gader i hver med sovjetiske navne.
Redaktion: Kontradoxa
Emneord: Ukraine antikommunisme historie højrefløj
Hvad med statuer for de sovjetukrainske helte fra Anden Verdenskrig, som flyveren Ivan Kozhedub eller partisanlederen Sydir Kovpak, som findes flere steder i Ukraine, dekoreret med sovjetiske ordener med hammer og sejl?
Odessawebavisen Timer påpeger, at selv om der siden 1991 allerede er ændret nogle navne, og at højreekstremister i et år har væltet mindesmærker, så forestår der en »afsovjetisering af navne på hundrevis gader, parker, fabrikker i selve Odessa by samt landsbyer i Odessa
region«.
Disse foranstaltninger skal betales af det offentlige. Altså endnu en regning til skatteborgerne.
Selve lovpakken blev afvist af parlamentets tredjestørste gruppe, Oppositionsblokken. Den omfatter tidligere tilhængere af expræsident Janukovitij samt partiløse politikere fra den ukrainske del af Donbass. Denne gruppe mente, at lovpakken burde have været til folkelig debat.
Hvis præsident Poroshenko underskriver den endelige version af lovpakken, agter de at få Forfatningsdomstolen til at omstøde den, fordi de finder den i strid med Ukraines
forfatning.
»Een ting er sikker« skriver Timer: »Den brede befolknings foragt både i Sydøstukraine og i andre områder mod Kievstyret vil vokse. Vi var ellers mange der havde håbet på en indsats på mere vitale områder end udskiftning af gadeskilte i udsultede landsbyer. Men det er helt sikkert, at der findes mange ivrige efter at tjene fede penge på afsovjetiseringens
masseproduktion af nye gadeskilte«.
»Objektiv« historieundervisning
Samtidig med dette er Kievstyret ivrigt efter at få skrevet sin egen historie. Derfor har Ukraines undervisningsministerium taget et nyt initiativ.
»...Vi har i hast fremstillet et bilag til gymnasiernes lærebog i faget hisotire, for at give eleverne en objektiv skildring af vort lands nyere historie, så de ikke bliver ofre for fjendens fejlagtige skildring af det seneste års udvikling«.
Med disse ord har undervisningsministeriet lagt en 29 sider lang tekst ud på nettet sammen med en metodevejledning til underviserne.
Forfatterene Golovko og Palij skildrer i ministeriets svulvstige tekst Majdans fantastiske helte og et »krigerisk Ruslands overfald« på et uskyldigt og lidende Ukraine.
Teksten er illustreret med billeder af stolte maskerede ukrainske »frihedskæmpere« i kamp med politiet og frygtindgydende billeder af » prorussiske terrorister« fra Sydøstukraine.
Og så fremdeles på 29 »objektive« sider.
Aksel V. Carlsen er lektor emeritus, ph.d i historie og statskundskab.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 36 39 73 31
