UNDER ORGELBRUSET
Nød lærer nøgen kvinde at spinde
Opfindsomhedogrationering under Anden Verdenskrig
Af Ernst Jensen
Ikrigsårene1940-45 blev derknaphedpånæsten alt.Derblevgennemført rationering afsåatsige
alle dagligvarer, såsom kaffe, mel, brød, smør, kød,sæbe,beklædning, brændstofm.v.
Rationeringsordningen fortsatte mange år
efterkrigen,ogde sidste rationeringer blev først ophævet i begyndelsen af 1950'erne. Folk Fik
lærtatsparepåtingene,ogalligevel slogvarerne ikke til. Efterhåndenvarder flere ogflerevarer,
somsletikke kunneskaffes,fordifremstillingen
af dem varafhængig af udenlandske råstoffer,
som ikke kunne komme til landetpå grundaf krigssituationen.
Derfor blomstrede opfindsomheden. Man
måtte klaresig,som manbedst kunne, ioverens¬
stemmelse med detgamle ordsprog: »Nød lærer nøgenkvindeatspinde«.
Erstatningsvarer
Aviser og blade bragte utallige spareråd, men desuden blev der fremstillet»erstatnings«varer i
stortomfang. Gamle færdigheder, der for længst
vargåetaf brug, blev genopfrisket,og der blev
anvendtapparaterogindretninger, hvorforhån¬
denværende materialer kunnebruges til løsning
af opgaver. Man kan f.eks. nævne gasgenerato¬
ren: enslags kakkelovn,somblevanbragt bagpå
bilen, og hvor man fyrede med bøgebrænde.
Motoren sugede såluft ind fra gasgeneratoren,
somindeholdt uforbrændt gasfra træet: kulilte (CO) ogandregasarter.Der skulle brændes 2,5 kg. bøgetræ foratfå densamme energisomfra
en liter benzin. Men både benzin ogdieselvar
strengtrationeret. Ienperiodevardetogså nød¬
vendigt at rationere det bøgebrænde, der blev brugtsombrændstof igasgeneratorerne.
Nu - mere end 50 år senere - lever vi i et
overflodssamfund, hvorlangt de fleste menne¬
sker harlangtmere,end debehøverforatkunne
dække de vigtigste behov. Når man f.eks. en
lørdag formiddag kommer ind ietdansksuper¬
marked og serdesvulmendeindkøbsvogneved kasseapparaterne,fårman indtryk afstor pen¬
gerigelighed,menogså afenmangfoldighed af
alskensvarerogafet meget stortforbrug.
Disse forholdoplevessom selvfølgelige for de
fleste i den yngre generation, men for mange ældremennesker,som husker deknappetideri 1940'erne, kan detgive stoftil eftertankeog en vis undren. Det kan måske være interessant at
kasteetblik tilbage og se lidt på, hvordan folk
klarede hverdagen dengang, under Anden Verdenskrig.
Forholdene iDanmark ikrigsårene harværet behandlet udførligt flere steder i artikler og
bøger. Detfølgende erikke etforsøgpå endnu
endybere historisk udredning. Den er en per¬
sonlig erindring om, hvordanjeg som barn i Vestjylland oplevede krigsårenes »opfindelser«
ogsparsommelighed.
I de meget strenge vintre i begyndelsen af
1940'erne-de førstekrigsår, boedevi ietlille, tidligere vogterhus tætved jernbanen i Sneum
mellem Bramming ogTjæreborg. Dervar ikke
elektricitet ihuset,såbelysningen stammede fra petroleumslamper.
1939
, s«
SHftltO)
H"r'-Jr-n:lellrr
7,'^Uflbredl
iv.I9W «
brødqu
Okt.Kvt.1943
ISukkerkortenes Tid Jegvil gernehave nogle Nytuarskørtt
t:—Kunde Fruen ikkebruge nogle Nivvkort?
ttter - Mod«-,ilulmannuuu-.uaha' Kort
Irgarine
hårdtarbejdende S/3ÉBE(40cteäUyi»)
Aug.' 1949 Håadetiminuterici
Gyldigfr» 1.Hov.194 4 1 Hektoliter Generator-brandeaf Løvtræ
D.»p« <2»»W m
Gyldig(ra1.Hov.1944 1 Helstoliter
Generatorwencto'af Løv
D»iomd*thjAnke Qtmném, Gyldig Ira 1.No«. 1944
1 Hektolite"
neratorbsasncl» gf Løvtræ
Syltesukker VjjJig
Juni I9 5J
BYTTEKORT for Generatorbrænde
DetteKort udleveresmodAfleveringaf1 gyldigtRationerings¬
mærkelydendo paa5HektoliterGeneratorbrandeaf Lovtr»
iltliI »•S«»Ig*<«n
M»rk«r»'ugyldig«.—K»hogSalg
•IRjtlon»rlrtg»m*rir»rn«mtlorbudL- Ko.I.tkar. Hl *->w.rTidtll!»g.UM«t.-
Etudvalg af ratione¬
ringsmærker fraAnden
Verdens¬
krig.
NØDLÆRERNØGENKVINDE AT SPINDE
Der blev lavet madpåkulkomfur,somsamti¬
dig varmede køkkenet op. I det tilstødende
soveværelse var der ingen opvarmning, men eftersom vi var en stor familie kunne vi dog i
fællesskab holde temperaturen over frysepunk¬
tet.Foruden mine forældresovienperiode seks
afde i alt ti børn irummet.
Istuenvarderenkakkelovn,ogsåtil kul,men afsparehensyn blev dersomregel ikke tændtop føromaftenen. Da blevogså petroleumslampen i
loftet tændt-sålænge petroleum kunne skaffes.
Påettidspunktvarrationeringen derafsåstram,
atvi måtte gåover tilatbruge en karbidlampe.
Den gavetgodtogstærkt lys, men varikke letat regulere. En gang imellem slukkedes flammen,
men der hørtes stadigen hvæsende lyd fra den udstrømmende gas.Jegvartit bange for,atlam¬
pen skulle eksplodere. Med karbid kunne man
nemlig fremkalde ganske voldsomme eksplosio¬
ner.Idag betragtes karbid, derercalciumcarbo-
nat-sometganske farligt stof,somskal behand¬
les med storvarsomhed. Ved tilsætning af vand
udvikles deryderst brandfarligegasser(acetylen),
ogdererfastsatstrengebestemmelser foranven¬
delse,transportogopbevaringaf stoffet.
Detvarder ikkedengang, ogvi behandlede
karbid med storletsindighed. Vi købte karbid- krystallerneiløsvægti Brugsen,ogmine ældre brødre fremstillede bomber til nytårsaften ved
atfylde karbidi en dåse,komme lidt vand i og derefterlukke dentætoggrundigt.Nårdervar udviklettilstrækkeligt med gasi dåsen, eksplo¬
derede den med et ordentligt brag. Sådanne
bomber blev også brugt til at fange fisk i åen
med. Inden dåsen blev lukket, lagde man en
stenderi, så den sank til bunds.Nårdeneksplo¬
derede blev svømmeblærerne sprængt på de
nærmesteaborrer,ogdeflødop tiloverfladen,
hvor vi så kunne indsamle dem. Den samme
teknik blev i øvrigt brugt af de tyske soldater,
som bevogtede jernbanebroen over Sneum
Å.
Min morpå cykel med trcedcekca. 1944. Foto i privat eje.
Men debrugtehåndgranater i stedet for karbid-
bomber.Detgav mangeflere fisk.
80%sæbe
Dajegvartiårgammel, kom jeg»udattjene«på
engårdiHunderupca. ti km fra hjemmet.
Detvari 1943. Madmoderen hed Anna. Hun havde hamstret anselige lagre af forskellige
varer, som der efterhånden blev knaphed på.
Således havde hun gjortstore indkøb afhånd¬
sæbe, som på købstidspunktet stadig kunne fås
som 80%sæbe. De20%varså ler. Senere blan¬
dedes dermereog mereler i sæben, såden slet
ikke kunne skumme ogbestemt ikke varveleg¬
nettilatvaskesig med.80% sæbe blev efterhån¬
den eftertragtet, og det var en stor glæde for
Annaatkunnemedbringeetsådant stykke sæbe
somgaveved fødselsdageogandre særligelejlig¬
heder. Hun lod da heller ikke nogenlejlighedgå
frasig til-omendpåentilpas beskeden måde
- atfortælleomsin forudseenhed.Detgavhen¬
deenvisprestige i nabokredse. Prestigen bleg¬
nede dog en del, efter at musene begyndte at ædesæbelageretpå loftet.
Cykeldæk
Anna havde hamstret andet end sæbe. Da gum¬
miblevenmangelvare viste det sig,athun havde
etlager af cykeldæk. Cykeldæksled man til det
sidste ogreparerede til detsidste. Var de defini¬
tivt kassable blev de skåret opi stykker, som så
blevsatudenpåstorehulleriandre dæk, indtil
deogsåhervarhåbløst opslidt.
Det fikopfindsommepersonertilatkonstru¬
eretrædæk: stykker af bøgetræ blev tilpasset til fælgen og beslået med de opslidte strimler af gummidæk.Såkunnemancykle videre, selvom detbumpedemereendfør. Enanden mulighed
varatspænde tovværkomfælgen.
Men Annacyklede på gummidæk. Hun hav¬
de i tideset,hvor det bar hen,ogogsådæklage¬
retblevopbevaretpåloftet. Jegtrorhun nød det meget, når hun cyklede til købmanden på sin cykel medgummidæk,mensandre bumpede af
stedpåderes træhjul.
Kaffe ogtobakserstatninger
Kaffe kunne man naturligvis ikke købe under krigen,ogher slap Annasforråd hurtigtop.Så
togmantil takke med de forskellige kaffeerstat¬
ninger, der blev fremstillet. Det var »Rich's«
eller »Danmark«. Manfremstillede også selven
slags kaffeerstatning vedatriste byg ellerrugpå
enplade iovnen.Også påHunderupVestergård
varder kulkomfur ogkulkakkelovne,menlokalt
blev der fremstillet tørv, som kunne drøje på forsyningerne. Imosen nær Hunderup foregik
en stor produktion af tørv, og fra Hunderup Vestergårdvar manendog i stand tilatforsyne omliggendegårdemed brændsel.
Tobak
Rygerne havde det ikrigsårenemeget svært,for
udenlandsk tobak kunnejoikke fås.Derblev så dyrket tobak, dels industrielt, dels på hjemmeba-
sis. Mange havde tobaksplanter i deres haver,
tørrede bladenepåloftetogfremstillederygeto¬
bak vedatblande bladene medsirup, sveskerog
forskellige andre ingredienser, så længe disse
kunnefås. Der blev endvidere fremstillet stærkt stinkende tobak af kirsebærblade o.l.
I besættelsesårene blev de hjemmeavlede
tobaksblade sjældent behandlet med den for¬
nødne omhu ogprofessionalisme. Dansk tobak
fik derforet dårligt ry, ogdyrkningen ophørte
helt i 1948.
Klæder
Daudenlandske forsyninger af bl.a. bomuldog anden færdigproduceret manufaktur indskræn¬
kedes ogefterhåndenhelt ophørte,var manogså
her nødt tilatfinde andreudveje. Enstordel af krigsårenesbeklædning blev derfor fremstillet af celluld, viscoserayon på basis af cellulose. Der
fremstilledes også klæder af papir. Opfindsom¬
heden her var meget stor. Min kone ejer f.eks.
endnu en vest, fremstillet i krigsårene af rød¬
spætteskind. Fiskeskind blevogsåanvendt til frem¬
stilling af sko.
Manudnyttede naturligvisogsåresterneaf »før- krigstøjet« til det sidste. Mange kvinder bleveksper¬
teriomsyningogreparationaf gamle klæder. De
allersidsteresterblevbrugt til fremstilling af klude-
NØDLÆRERNØGENKVINDE AT SPINDE
Vestfrabesættelsestiden,syetaf rødspætteskind.De originale knappervarogså beklædt med skind,menblevsenerepågrund afslid udskiftet mednyereknapper. Foto i privat eje.
sko, som så blev forsynet med såler, enten afet gammelt cykeldæk eller afmange lag klude syet
sammen.»Sivsko« fremstillet af halm kunneligele¬
deshjælpe tilatholde føddernevarmei dedårligt opvarmederum,hvor brændselet skullespares.
Kaninavl
Som en følge afmanglen på beklædning blev
detenperiodemegetalmindeligtatholde kani¬
ner. Foruden det velsmagende kød fik man skind,som mankunne lavepelse af,ogkaniner opnåede retgod pris. Min farbyggede etskur
med kaninbure oghavdeen tidmereend hun¬
drededyr af forskellige racer.Deblev solgt tilet
slagteri i Bramming, når devar storenok. Der oprettedes en kaninavlerforening, hvor med¬
lemmerne på skift mødtes hos hinanden og drøftede kaninavlens hemmeligheder og glæ¬
der. Engang imellem holdtes mødet hos os i vogterhuset, og medlemmerne fyldte den lille
stue. Så blev der snakket kaninavl, men man
drøftede naturligvis også krigssituationen og landets vanskeligheder, og man sang den ene
fædrelandssang efter den anden. Dervardisse
aftenerengodog varmstemning affællesskab.
Kulsamleren
Nårjeg kom hjem fra Hunderup til mit barn-
domshjem i Sneum, var knapheden på mange områder blevet mere mærkbar. Der var f.eks.
ikke kul nok tilopvarmning.
I disse hårde vintre var Esbjerg Havn den
enesteisfri danskehavn, hvorfor landets tilførs¬
ler af kulforegikvia denne, hvorfra detranspor¬
teredes adjernbanen til andreegne.Jernbanen gik lige forbi vores vogterhus i Sneum. Tungt
læssede kulvogne passerede flere gange i døg¬
net,ogdet skete ofte,atkulstykkertrillede ned
oghavnedepå banelinien.Efter skoletidvarjeg
så ude med sækken, ogi løbet afet par timer
kunnejeg samle så meget kul, somjeg kunne slæbe, ogjegsørgede på denne måde gennem
langtid for familiens brændselsbehov.
Endag holdt jeg imidlertid friogbegav mig langs jernbanelinien til Bramming for atse en Tarzanfilm.Jegvarmeget optagetaf Tarzanpå
den tid oglæstealle bøgerneomham. Mensjeg
nugiklangs jernbanen kometkultog.Vognene
varlæssetmegethøjt, såstorestykker langs kan¬
tenså ud til atværevedat trille ned. Fristelsen blev forstor.Jegtogensten og kastede denop
påetaf læssene,ognogle stykker faldt nedover
siden. En nystenkastedes medstorkraft mod de
langsomt kørende læs. Men jeg havde ikke beregnet mit kast rigtigt, og havde ikke set, at den næste vogn var en passagervogn. Stenen
ramte etvindue, der blev smadret. En konduk¬
tørkiggede ud og rejste en truende knytnæve
modmig.
Det var en rigtig slem ting at gøre, og min samvittighed led meget i lang tid. En landbe¬
tjentvarude i områdetforat spørge, om nogen kendte tilforbrydelsen.Min far blevogsåspurgt,
men han forsikrede, at ingen af hans sønner nogensinde kunne findepåensådanhandling.
Nårjeg nu- mere end ethalvtårhundrede
senere,fortælleromdenneepisode,erdet ihåb
om, at årene efterhånden har kastet et forso¬
nende skær over sagen, og fordi jeg nu forhå¬
bentlig kananse sagenfor i retslig henseendeat
væreforældet.
ErnstJensen, Kærvej5, 4243 Rude. Født 1933. Pens.
skoleinspektør, psykolog, cand. pæd. psych ogph.d.
Hartidligere skrevet i Fra Ribe Amtogharudgivet flere grønlandske undervisningsbøger, samt bøgerne
Døden må vi leve med—enbogomdødenoglivetog Somordsprogetsiger-ordsprogenes psykologi.
