på Fanø
AfJørn Martinsen
Fredag den 24.august1934blev der ringet til aftengudstjeneste i Nordby Kirke på Fanø.
Der var kommet mange fanniker til stede,
men det bemærkelsesværdige denne aften
vardemangegæsterfraden ganske verden,
der ankom til kirken. Gæsternevarkommet tiløenforatdeltage ietkirkemøde, somskul¬
le afholdes på hotellerne ved Fanø Bad. Det
varuden tvivlen oplevelseforfannikerne,at
deres sognekirke ved denne lejlighed rum¬
mede en stor international menighed, men de færreste af dem blevnogensinde klarover, atdet, de her mærkedeet pustaf, skulle gå
overikirkehistorien.
Ikirkehistorisksammenhæng erFanø ik¬
keengeografisk størrelse,men enbetegnel¬
sefordenbegivenhed, der skal berettesomi
detfølgende.
Badevejen ved Fanø Vesterhavsbad med hotellerne i baggrunden, 1930'erne. (EsbjergByhistoriske Arkiv)
To internationale kirkelige organisationer holdt i den sidsteugeiaugust1934konferen¬
ce på Fanø. Det Økumeniske Råd for Prak¬
tisk Kristendom holdt til på det store mon¬
dæneKurhotelligeved nedkørslen til stran¬
den. PåMissionshotellet lidt nord for fandten
ungdomskonference sted i Kirkeligt Ver¬
densforbund. Til konferencen var der kom¬
metdelegeredefraevangeliske kirkeri Euro¬
pa,USAogAsien,ogrepræsentanterforden gammelkatolske og den ortodokse kirke.
Der findermangeafden slags møder sted,og de færreste af dem huskes af andre end del¬
tagerne selv. Dette møde fandt imidlertid
stedienperiode med tiltagende international spænding på grund af den nazistiske magt¬
overtagelseiTyskland i januar1933. Detvar den omstændighed, der gjorde Fanøkonfe¬
rencenbetydningsfuld.
Hitler havde umiddelbart efter, athan var kommettilmagten, begyndten systematisk afmontering af den almindelige retsstat Kommunisterogjødervardeførste,der blev
ofre forretsløsheden,menhvad derbegynd¬
te med grupper, som kunne udstødes med velvilje fra en stor del af befolkningen og uden protestfraen endnu størredel, skulle
vise sigatblive enfuldstændig terrorisering
afallegrupper ogenkeltpersoner, der ikke til¬
passedesigden nationalsocialistiskestat.
Hitlers tiltræden somrigskansler betød et vendepunkt for tyskernes selvopfattelse.
Versaillesfreden havde krænket det tyske
folkdybt; detvarblevet stempletsom enean¬
svarlig for krigen 1914-18, og detvarblevet pålagt krigsskadeerstatninger, som gjorde
enhvergenrejsning af nationen umulig.Den økonomiskekrise, deryderligere trådte til i
1930'ernegjorde ondtværre.Med Hitler blev
ennationalistiskbegejstring afuhyre dimen¬
sioner satfri i dettyske folk, og med den i
ryggenlykkedes det hamatopbyggeet tota¬
litærtregimemed ham selvsomdiktator.
Somdetgjaldt tyskere i almindelighed, så
varHitler-begejstringen ogsåudbredtikirke¬
lige kredse iTyskland. Mange havde været dybt kritiske over for Weimarrepublikken,
hvor den socialdemokratiskeregeringhavde reduceret kirkernesindflydelse på vitaleom¬
råder som undervisning og opdragelse. Kir¬
kenspositionvarmærkbart svækket;i årene efter1918meldte hundredetusinder aftyske¬
re sig ud. Også i henseende til kirkelivet
næredemangekirkefolk tiltrotil,atudviklin¬
gen ville tage en nyretning med Hitler, der
havdegivetløfteom,atkirkerne ville forblive
uantastede af statsmagten, og at de oveni-
købetville fåindflydelsepåområder,som var
afgørende for dem. AtHitler såhavde ytret ganske anderledes uforsonlige anskuelser i
MeinKampf,hæftede kun få sig ved. Herom¬
taler han kristendommensom enåndeligter¬
ror, en tvang, der siden dens tilblivelse har undertrykt og behersket verden, og hans
konklusion er, »at man kun kan nedbryde tvangmedtvangogterrormedterror«.
Med den katolske kirke havde den natio¬
nalsocialistiske regering i sommeren 1933
forhandletsig fremtilenoverenskomst,som skulle sikre den katolske kirkes stilling i Tyskland, modatdetkatolske centrumsparti
blevopløst. Fådage efter aftalen med Vatika¬
net blev derafholdt kirkevalg i de evangeli¬
ske kirker. Det blevenovervældendesejr for
de såkaldtTyske Kristne,engruppe,der hav¬
demarkeretsigindenfordet nationalsociali¬
stiskeparti,og somved valget fik Hitlers ak¬
tive støtte.Deresprogram vargenrejsning af
nation ogkirke, hvilketfor demvar to ting, dergensidigtbetingede hinanden.Deresmål
varatfånedlagtde selvstændige kirkeri de enkelte delstater og få centraliseret kirkele¬
delsen, så der kunne dannesenrigskirke, der
var ensrettet med staten. I september 1933 kunne deTyske Kristne indsætte dereskan¬
didatsombiskop forden tyske rigskirke, ef¬
ter at de havde fåettrængt den først valgte ud.
Med dentysk-kristne bevægelse komjøde¬
spørgsmålet også ind i den kirkelige sam¬
menhæng; dette spørgsmål blev anledning til, at nogle præster dannede Præsternes Nødforbund som modtræk mod kirkeledel¬
sen.Forsøget påatindføre arierparagraffen i kirkeligtregi blevi PræsternesNødforbund
ansetforentrussel ikke blot modmangekol¬
leger af jødisk herkomst,men ogsåmod sel¬
ve kirkensgrundvold. Og da kirkestyret be¬
gyndte en tvangsmæssig indlemmelse af landskirker under rigskirken og krævede præsternes troskabsed til både rigskirkele- delse og Hitler-styre ogydermere ville give præsternemundkurv på,blev detsetsomså entydige overgreb, at det kom til atsvække rigsbiskoppens autoritet For at sikre en håndfast ledelse knyttede regeringen derfor
deneffektive statskommisærJagertil rigskir¬
ken.
Denkirkelige opposition varsamlet på en
synode i Barmen i maj 1934. Her blev man
enig om nogle teser om, hvad der måtte kræves for at være en sand kristen kirke.
Sammenstillet med hver tese udtryktes en fordømmelse af dettysk-kristne kætteri.Bag Barmen-bekendelsen stod den kendteteolog Karl Barth. Synoden i Barmen blev begyn¬
delsen til det, der efter oktober 1934blev til
Bekendelseskirken. Man skal bemærke, at den kirkelige opposition samlede sig om in¬
drekirkelige anliggender; loyaliteten mod Hitler-styret var ganske dominerende også
inden forbekendelsesfløjen.
Imodsætning til denkatolske kirkesover¬
nationale hieraki har de evangeliske kirker
fra begyndelsen været nationalkirker, oprin¬
delig medfyrstensom overhoved.Iensitua¬
tion som dentyske, hvorstatenvartotalitær
ogkrævede fuldstændig kontrol overalle in¬
stitutioner, grupper og individer, ville en sådanrentnationalorganisationletværepris¬
givet Deteridenne sammenhæng mødetpå Fanø blev interessant Bekendelsesfløjen,
som imaj måned havde samlet sig om Bar¬
men-bekendelsen, fik nemlig på Fanø sin
førsteinternationale støtte,ogvedsammelej¬
lighed fik rigskirkensin førstealvorlige inter¬
nationale kritik.
Tre personer stod i forgrunden, når man
skal forstå forløbet af Fanøkonferencen. Den
ene var enfremragende ungtysk teolog,der gjordetjenestesompræstiden tyskemenig¬
hed i London, de to andre varveletablerede
navneidet internationalemellemkirkeligear¬
bejde, den ene biskop i Chichester, den an¬
denbiskop i Haderslev.
Den ungetysker hed Dietrich Bonhoeffer.
HanhavdeværetpræstiLondonfra efteråret
1933. Gennem sit arbejde som ungdomsse-
kretær iKirkeligt Verdensforbund havde han
etableretgode forbindelser til det internatio¬
nale mellemkirkelige arbejde. I London fik
hanlejlighed til et tætsamarbejde medpræ¬
sidenten for Det Økumeniske Råd, biskop¬
penafChichester, George Bell. Deressamar¬
bejde ogfælles erkendelse af, athændelser¬
ne iTysklandikke kun varetindre tysk an-
liggende, men et fælleskirkeligt ansvar, er
forudsætningenfordet videre forløb.
Bonhoeffer havdepåetforbløffende tidligt tidspunktgennemskuet dennazistiskepolitik
ogforstået dens konsekvenser. Allerede i fe¬
bruar1933, sammedagsom Hitler holdt sin
førsteradiotale tilnationen,holdt Bonhoeffer
etradioforedrag: »Føreren og den enkelte i den ungegeneration«. Hanskonklusionvar, athvis enførerikke gørsig begrænsningen af sin autoritetklar, så ender han medatblive forfører. Udsendelsen blev af forståelige grunde afbrudt, før Bonhoeffer blevfærdig.
Bonhoeffers venskaber medjøder gavham tidlige erfaringer af, hvor udviklingen bar hen. Da Hindenburg døde den 2. august 1934, og Hitler overtog pladsen både som kanslerog præsident, var Bonhoeffer ikke i
tvivl: Hitler betødkrig. Bonhoeffersudgangs¬
punktvarpacifistisk,manhan ændrederadi¬
kalt position under den videre udvikling i Tyskland, så han endte medat tageaktivt del
i attentatplaner mod Hitler. Med henblikpå Fanømødet var Bonhoeffers synspunkt, at mødet skulleafbryde forbindelsen medrigs- kirkenogkun anerkende bekendelsesfløjen,
som den evangeliske kirke iTyskland. Bon¬
hoeffervarknyttet til ungdomskonferencen,
men somtingeneudvikledesig,blev han be- kendelsesfløjens uofficielle repræsentant på Fanø.Dietrich Bonhoefferfængsledes i 1943 under mistanke forkonspiration mod Hitler.
Han blevhængt i koncentrationslejren Flos- senbiirg den9.april1945.Enmedfangeover¬
bragte denne hilsen fraham til biskop Bell:
»Detteerafslutningen-for mig livetsbegyn¬
delse«.
Biskop Bellvar en international kendtkir¬
kemand.Enmand, der kæmpede med britisk
udholdenhedogstyrke for det, hanvar over¬
bevistom.Hanhavde fra første færd forståel¬
sefor dentyske bekendelsesfløjs vanskelige
situation og varbevidst om, at international
støtte var nødvendig for den. Han blev be- kendelseskirkens fortaler, og blev ikke
mindstafBonhoeffer tilstadighed informeret
om situationen i Tyskland. Kristi Himmel¬
fartsdag1934offentliggjorde han det såkald¬
te Himmelfartsbudskab, der udtrykte hans
storeforuroligelseover,atrigskirkeledelsen i Tyskland havde indført arierparagraf og
førerprincip iden evangeliske kirke. Detvar
også påBells initiativ,atder blev sendt invita¬
tioner til repræsentanter for bekendelses- fløjen forud for mødet på Fanø. Alle detyske deltagere i »udenrigsbiskop« Heckels dele¬
gation var nemlig loyale rigskirkefolk. Det
varogsåBell, der holdt fast i,atFanømødets
temaKirkenogverden ikke måtte udvikle sig til en uendelig teologisk diskussion, men skulle forholdesigtilogspilleenaktiv rollei den aktuelle situation.
Den tredje af hovedpersonerne var den
danske biskop Ammundsen fra Haderslev.
Hanvarværtved mødetpå Fanø.Ammund¬
sen varinternational kendt for sit mellemkir¬
kelige virkeoghavdesomdenførstebiskopi Sønderjyllandefter genforeningen gjort erfa¬
ringermed tysk kirkeliv. Han havdeenideali¬
stisk opfattelse af kristendommens rolle i
samfundslivetogvar udpræget diplomatisk.
Hans udspilvar aldrig ensidige, men havde derfor også ofte mindre gennemslagskraft.
Dervarikke tvivl om,hvor hans sympati lå;
hanønskedeubetingetat støttebekendelses- fløjen,menkunne på den andenside ikke for¬
stå,atsåmangefra den side kunne fastholde loyaliteten mod den absolutistiske stat, der
HotelKongenafDanmark ved FanøVesterhavsbad,ca. 1940. (Esbjerg Byhistoriske Arkiv)
havde påtvunget dem deres kirkelige ufri¬
hed. Kompleksiteten i det tyske spørgsmål
fik Ammundsen tilatafviseBonhoeffers krav
omatfrakenderigskirkenrettilatrepræsen¬
teredenevangeliske kirkeiTyskland, samti¬
dig med at han varenig med Bell i, at der
skulle afsendeseninvitationtilBarmensyno¬
dens formand Karl Koch, så bekendelses- fløjen også kunne være repræsenteret på Fanø.
Karl Koch varblevet inviteret af Bell den 18. juli efter rådslagning med Ammundsen
ogsekretariatet i Geneve. Koch havde efter invitationen henvendtsig til det tyske uden¬
rigsministeriummed henblikpåudrejsetilla¬
delse. Han havde først fået en velvillig be¬
handling, men signalerne ændredes efter Hindenburgs død og den dermed følgende magtkoncentration hos Hitler; Heckels rigs- kirkelige udenrigstjenstevarfra da aftiltænkt monopol på de kirkelige udenrigsforbindel¬
ser. Ietbrev tilBell skrev Koch omvanske¬
ligheder; den hemmelige efterretningstjene¬
ste havde beslaglagt de dokumenter han
skullebruge til mødet. Samtidig blev derog¬
sålagtprespåKoch affolkfrabekendelses- fløjen selv;manfrygtede,atmødet kunne bli¬
ve brugt i udlandet imod Tyskland, altsåat hans deltagelse kunne blive en upatriotisk handling.Den 7.augustdemonstrede Heckel
sinstyrkede positionsomleder for den kirke¬
lige udenrigstjeneste.Ietbrev til biskop Bell
krævede han enredegørelse for invitationen afKarl Koch. Bell svarede meden nogetdri¬
stig henvisning til vedtægterne, at han som
præsident for Det Økumeniske Råd havde
handlet i nødfald. Sagen endte dog med, at Karl Koch sendte afbud. Selvombiskop Am- mundsentogtilHamborg foratovertale be- kendelsesfløjen tilatsenderepræsentantertil
mødetpå Fanø,så måtte man seiøjnene, at det måtte holdes uden folk fra den side.
Fanømødets tema var forholdet mellem stat ogkirke, et tema, der bevidstvarvalgt
med henblikpå situationeniTyskland, men den enestedel af dentyske evangeliske kir¬
ke, dervarrepræsenteret,varden,derhavde
indrettetsigmed statsmagten.Alligevelgen¬
nemførte biskop Bell det mesterstykke med
sin effektive mødeledelse at føre den fra¬
værendebekendelsesfløjssag.
Tyskerne lagde ud med en udtalelse, før forhandlingerne begyndte: »Den tyske dele¬
gation ønsker ikke at deltage i en offentlig
diskussionomindreanliggender i den tyske
kirke«. Detbevirkede den yderste påpasse¬
lighed medatintetslap ud fra de møder, hvor
situationen iTyskland var på dagsordenen;
pressefolkframangelandetrængtesig ellers
omhotellerne ved stranden.Tyskernereage¬
redepromptepåalt, hvad der kunne ligneen læk. Forhandlingerne blev hårde. Bell og Ammundsenvar sig bevidst, atdetvar nød¬
vendigtatgive eninternationalstøttetil den kirkeligeopposition iTyskland. International opmærksomhed kunne være en betingelse
fordens overlevelse. Dentyske delegationpå sin side havde interesse i atpleje nationens omdømme, og rigskirken kunne ikke ønske
atblive internationalt isoleretUgenigennem drøftedes under dramatiske omstændighe¬
der situationen iTyskland.
Den 28. august stod Bonhoeffer formor¬
genandagten. Ved denlejlighed holdt hanen
berømtprædiken. Hangik udfraetgammel¬
testamentligt salmevers: »Nu vil jeg høre,
hvad Gud siger, Herren taler jo fred til sit folk, sin fromme, de må ikke vende sig til
dårskab« (Salme 85,9). »Hvordan kan der bli¬
vefred?«spurgtehan. »Medet systemafpo¬
litiske aftaler? Ved investering afinternatio¬
nalkapitali de forskellige lande- d.v.s. gen¬
nemstorbankerogpenge?Eller ved allesfre¬
delige oprustning til sikring af freden? Nej,
intetaf det dur-afdenenegrund,atherfor¬
veksles fred hele tiden med sikkerhed. Der findes ikke fredpåsikkerhedens betingelser,
for freden må voves, den er det storevove¬
stykkeogladersigaldrignogensinde sikre.
Frederdet modsatte af sikkerhed. At kræve sikkerhed betyder jo, at man nærer mistro,
ogmistro føderatterkrig«. Bonhoeffers paci¬
fistiskeudgangspunktoghans tankeromdet
internationale økumeniske fællesskabvarty¬
delig. »Hvem kan råbe til fred, så verden
hører det, ertvunget til at høre det, så alle
folk måglæde sigoverdet? Den enkelte krist¬
neformår detikke; han kangodtløfte sinrøst og aflægge vidnesbyrd, hvor alle tier, men verdens magthavere kan fortsætte som in¬
genting.Denenkelte kirke kanogsågodt vid¬
neogtagelidelsenpåsig-gid den gjorde det
- men ogsåden bliver undertrykt af hadets magt Kun den ene store økumeniske for¬
samling af Kristi hellige kirke ihele verden
kansigedet sådan,atverden tænderskæren¬
de må høre ordetomfred,ogsådan,atfolke¬
ne glædes, fordi denne Kristi kirke tager
Den24.august1994blev dennemindestenrejst ved FanøBad.
våbnene ud afhænderne på sine sønner og
forbyder krigenogråber Kristi fredudover
den rasende verden«. Detvar en prædiken,
der demonstrerede Bonhoeffers klare for¬
ståelse af, at krigen måtte blive en konse¬
kvens af udviklingen i Tyskland, men som
også vistehans opfattelse af detstorefælles- kirkeligeansvar.
Detvaktenogenfurore, da der undermø¬
detpludselig dukkedeenudsending fra Ber¬
linop.Hansankomstvari sigselvdramatisk;
han landede med vandflyver ved havnen i Nordbyogblev kørt til konferencen,hvor det lykkedes hamatfåbevilget15minutterstale
tid. Hvilket mandat han havdeeruklart. Ud¬
sendingen, Walter Birnbaum,fortæller i sine erindringer, at han blev sendt afsted, fordi
man i Berlin skønnede, at Heckel havde
sværtvedat sættedetyske synspunkterigen¬
nem. Om hans intervention iforhandlinger-
neskete eftertilskyndelse af statskommisær Jäger, somregeringen havdeknyttet til rigs- biskoppens svækkede kirkestyre, eller om
det var etmere privat initiativ på lavere ni¬
veau, erusikkert,men mankanikkesebort fra,atden direkte indblandingfraBerlin kan
havegjortetvistindtrykpåmødedeltagerne,
ogatdet måske kan havebetydetenafsvæk¬
kelse i nogle af punkterne i den resolution
om den kirkelige situation i Tyskland, der
blevvedtaget på mødets sidstedag.
Resolutionenvardog ikke tilat tagefejl af.
Denudtrykte bekymringover,atfrihedenfor dentyske evangeliske kirkevartruet,ogden tilkendegav, at diktatorisk kirkeledelse, an¬
vendelse af magt og undertrykkelse afyt¬
ringsfriheden ikkelader sig forene med det
atvære Kristikirke. Detvar enklar fordøm¬
melse afrigskirken.Iresolutionens punkttre fik Bell endvidereopbakning bag det initiativ han havdetaget,med hensyn til atsørgefor kontakten med den kirkelige opposition i Tyskland. Menresolutionen holdt sig til kri¬
tik af den kirkeligesituation. Den totalitære stat,kommunist-ogjødeforfølgelser, blodba¬
det den30.juni 1934,koncentrationslejrene-
intet af det blevnævntSkulle kirken kun be¬
kymre sig for sig selv? Det var jo hverken Bell, Ammundsen eller Bonhoeffers hold¬
ning. Var den dimension blevetfortiet af tak¬
tiske grunde, forsigtighedsgrunde, eller måske fordi der kom en udsending direkte
fraBerlin? Manvedtogsammenmed resolu¬
tionen atoptageDietrich BonhoefferogKarl
Kochsom rådgivendeogtilforordnede med¬
lemmer af Det Økumeniske Råd og udtalte
ønsketomatholdesig i forbindelse med be- kendelsesfløjen. Heckel protesterede både
mod resolutionenogmod valget af bekendel-
sessynodens formand Karl Koch til medlem
afrådet Den tyske delegation udsendte en
modresulotion, hvori man endnu engang
påberåbte sig argumentet om »indre anlig¬
gender« i den tyske kirke, som andre ikke
skulle blandesig i.
Dereringentvivl om, atFanø-mødets ud¬
fald betødenstyrkelseafbekendelsesfløjeni Tyskland. Det Økumeniske Råd havde endvi¬
derelagtenlinie, der fik betydningforde be¬
givenheder, derfulgteefter. Ibegyndelsenaf oktober fængsledes to sydtyske biskopper.
Bell reagerede omgående og tilkendegav
overforden tyskegesandt i London, athvis efterretningerne fra Tyskland talte sandt, så ville det betyde et offentligt brud mellem samtlige protestantiske kirker i udlandet og den tyske kirke under rigsbiskoppens ledel¬
se. Bell protesterede mod tvangsmidler og
gestapoindgreb og krævede biskoppernes genindsættelse, Jägers afsættelse og rigsbi¬
skoppens aflastning. Allerede den 26. okto¬
ber skete derændringer.Jäger måtteforlade
sit embede, og biskopperne blev sat fri og
endoginviterettil samtale med Hitler. Hitler bekymredesig pådette tidspunktendnu om denudenlandskeopinion,ogsendtevonRib¬
bentrop til Englandforatberolige Bellog ær¬
kebiskoppenafCanterbury.
Påbekendelsesfløjens synode i Dahlem i
oktober 1934 skete bekendelsesfløjens af¬
gørende brud med rigskirken.Herindførtes
enkirkelig nødretFradaafkanmantaleom en egentlig Bekendelseskirke. Deter svært atbestemme Fanø-mødetsbetydning for den¬
ne udvikling, men der er ingen tvivl om, at den økumeniske indsatsvarmed tilatstyrke
Bekendelseskirken og redde kirken fra en fuldstændig ensretning med den nazistiske
statVedsynoden i Dahlem kunne Det Øku¬
meniske Råds repræsentantforsikre om, at
»det er Det Økumeniske Rådsvilje, at stå i
tæt forbindelse med Bekendelseskirken«.
Dermed havde Det Økumeniske Råd som
den førsteogenesteøkumeniske organisati¬
onstilletsigbag Bekendelseskirken.
Disse begivenheder begrunder, at mødet på Fanø i den sidsteugeafaugust 1934blev
etaf demegetbetydningsfuldeidetinternati¬
onale kirkelige samarbejde. Ved Fanø Bad rejstes den24. august1994en stentil minde
om begivenheden. Detblev skænket af Det Internationale Bonhoeffer Selskab.
ArminBoyens: KirchenkampfundÖkumeneI.Miinchen 1967.
Walter Birnbaum:Zeugemeiner Zeit Göttingen 1973.
Jørgen Glenthøj (udgiver): Dokumente zur Bonhoeffer- Forschung. Miinchen 1969.
Nils Karlström:Kyrkan och nazismen.Uppsala1976.
Minutes of theUniversal Christian Council for Life and Work, Fanø, Denmark.Kirkernes Verdensråds Bibliotek, Geneve.
Jens Holger Schjørring: Kristendom og socialt engage¬
mentKøbenhavn 1980.
Jens Holger Schjørring: ÖkumenischePerspektiven des deutschenKirchenkampfes. Leiden 1985.
KlausScholder: Die Kirchen und das dritte Reich I. Berlin 1977.
WilhelmStaapel: Die politisierende ökumenishce Weltkon- ferenzvonFanö. I:Deutsches Volkstum 1934.
Litteratur:
EberhardBethge: Dietrich Bonhoeffer. Miinchen1967.
Dietrich Bonhoeffer: Gesammelte Schriften I. Miinchen 1958.
Jørn Martinsen,født 1949.Teologisk kandidat fraÅrhus
UniversitetStudier ved Universitetet iTiibingen. Sogne¬
præsti Nordby på Fanø
