Da landbolivet blev en by
i provinsen
Essay om
landbrugets bevidsthedsformer under forvandling
AfJohs. Nørregaard Frandsen
Det danske kulturlandskab er et plastisk billede under stadigforandring.
Det ligner den menneskeligebevidsthed ved at være præget af samtiden,
menogsårummebetydeligesporaflange historiskelinier bagud. I landska¬
berne uden forbymæssig bebyggelse kan sporeneaf de storelandborefor¬
meromkring 1800 stadig tydeligt læses,mensbygningerogagerbehandling
fra andeistidenogsåfindes endnusomafsattetegn,derfortæller deres histo¬
rie. De senestecirka 30 år harføjet nyesignaturer til. De erderi formaf byernes vokseværk og vejanlæggenes gigantiske tegninger. Og de er der i
form af større,ensartede markplaner medfærre levende skelhegnogetmo¬
derne,industribetonet landbrugsbyggeri, hvis højegastætte siloanlægrager op.Urbaniseringogindustrialisering har bredt sig ud i landskabet, ligesom
detharbredt sig ind i bevidsthedsformerne.
Spredt udoverdet ganske landligger stadig i hundredevisafmejeribyg¬
ningersomlevnfra andeistiden. Dereroftest taleomenandengeneration afbygninger, opført i første halvdel af dette århundrede som afløsere for
husefra1880ernespionértid.Deersolidt grundmuredeogrødstensfacaden
afsluttes i enmyndig frontispice, der fremhæver andelsselskabetsnavnud¬
virket i store smedejernsbogstaver. Bygningens ydre vidner om konsoli¬
deringog om en vis selvbevidsthed.
Bagfacaden har virkeligheden forandret sig. I dagerdisse bygningeren¬
tenomfunktionerede til andreformål-eller de stårtomme.Deter en sær¬
egenoplevelse atbesøge en mejeribygning, som ertømt for funktionerog maskininventar. Er det historienssus, manhører, eller blotvindengennem de smadrede ruder? Dererhøjt til hvælvingerne, måske erdet derfor det tomme,hviderum midt i forfaldetogknust glasforvandlersigtilen kate¬
dralfraensvundenepoke.Ihvertfald fortæller detommemejerier,atland¬
bruget ikke længereforarbejder sine produkter decentralt,ogdeeretsynligt tegnpåen historisk landbokulturs forandring.
Pandrup Andels¬
mejeri iJetsmark Sogn, Vendsyssel, blevnedlagt i 1988,
sammeårsomdet kunnefejre 100 års jubilæum. Da meje¬
rietvarpå sithøje¬
ste, havdeman220 leverandører, de sidsteårfør afvik¬
lingen varder 15.
Denne landbokultur havdesin tid fraomkring 1880 til omkring 1960. Det
var andelslandmandens epoke. Den regnes forat have været en stærk og selvberoende kultur. Men denne styrkevarrelativ.
Islutningen af forrige århundrede rejste erhvervetsig afenkrisesituation
medomlægning til animalsk produktion og organiseringen af den økono¬
miske andelsbevægelse som væsentlige løftestænger. Desuden placerede landbruget sig som midtpunkt for en sognebondekultur og i en folkelig oplysningsbevægelse, der foruden af de nyetableredefolkehøjskoler forval¬
tedes lokalti etvoksende netafforeningsvirksomhed.
Detvaraltsammenforhold, som varmed tilat forme hverdagslivet på landet,ogdermed tilatetablereensærlig landbokultur. Landbruget konso¬
lideredesigi første halvdel af det 20. århundredesometøkonomisk,ideo-
Mensfacaden på Pandrup Andelsmejeri stadigerintakt, som modstående foto viser det, så demonstrererbygningens bagside tomheden. Tidens tander
hjulpetpå vejafstenkast mod de fristende ruder.
logiskogpolitisk magtfuldt erhverv. Samtidig lukkede det sigomsineegne
hverdagsforhold ogom sin egen selvforståelse. Denne kulturelle afgræns¬
ningvarlængeenstyrke, menforvandlede sig efterhånden tilenideologisk konstruktion,derspærredefor udviklingogetbefordrende samspil medan¬
dre samfundsgrupperogsektorer.
I denne tillukning skal manutvivlsomt søge én af forklaringerne på, at landbrugets livsformer blev løbet over ende med en sådan hastighed og voldsomhed af industrisamfundetsog de bymæssigenormer, som detfak¬
tiskskete, dalandbokulturen foralvor blevsatunderpresaf det moderne
velstandssamfund fra ogmedslutningen af 1950erne. Den tilsyneladende så
stærke ogselvberoende landbokulturviste sigatvære svag, da det kom til stykket. Facaden kunne ikke holde til trykket udefra, fordi det indre var tilnærmelsesvistfunktionstømt.
Detdobbelte billede
Deflestenulevende, voksne, byboende danskereerfraflyttere. Entenerde selv, énaf forældreneellerihvertfald mindst én blandtbedsteforældrene
fødtogopvokset på landet. Dennearvoggældtileterfaringernes baglander én forklaring på,at »ude på landet« stårietsærligt dobbeltlys.
I 1989 udkom den 17. udgave af Folkehøjskolens Sangbog-»Højskole¬
sangbogen«- som Foreningen for Folkehøjskoler har udgivet siden 1894.
Denbogregner mangeforatværeetskrin,som rummer encentral kultur¬
arv, så derforkanrevisioner vednye udgaveraffødeheftige diskussioner.
Den 8.maj 1989 behandlede dagbladet.Information dennyeudgavei leder¬
spalten. Herhedder det blandt andetom Højskolesangbogensbetydning:
Heropbevares surrealistiske mærkværdigheder som syld og toft, storke
ogmønninger, plejleogskalmejer, loeroglader. Den opvoksendegenera¬
tion har kunpoesien tilbage somindgang tilen kollektiv erindring, der stadig former os og er med til at gøre os til danskere. De bedste afde nyoptagnesangevisernetopdet!
Højskolesangbogensynger om entid, derer en sagablot. Om det dan¬
ske bondeland, derfor længsterbegravet underskalmurede parcelhuse, inddraget til industricentre eller udlagttil maskinstationernes dyrknings¬
metoder. Derforbør den ikke udsættes for revisioner. Her kan kun til¬
føjes!
Selv om det ikke eralleHøjskolesangbogens kernetekster, der omhandler landbokulturen, såtagerenrækkenationalesangeaf Grundtvig, Ingemann,
H. C. Andersen, JeppeAakjær, Johs. V. Jensen med flere deres udgangs¬
punkti skildringen afetbondelandskab. Ogdissesange rummermed deres
fornutidigeørerlidtsæresociokulturelle orddannelser billeder,somtænder erindringer hosmange. I hvertfaldernogetblevet tændthoslederskriben¬
ten, derfår luft iennæstenpatetisk holdning til historien.
Deterdenhøjtsvungne stil i den citerede leder, dererinteressant, fordi
denrepræsenterer deneneside afbilledet af landboens kulturoglivsform:
Detidyllisk-historiske,nationale postkort. Derer enandensideafbilledet.
Udtryksom»din bondeka'l« har aldrigværet mentsom enelskværdighed.
En skuespiller iklædt gummistøvler, arbejdstøj og møggreb behøver bare
entre enkøbenhavnsk revyscene, såermorskaben sikret. Derertradition
foratbymennesker betragterlandbrugsarbejdeogde mennesker, derudfø¬
rerdet, somlattervækkende. De modernemedier fastholder villigt kliché¬
en. Folketingsmedlem Kristen Poulsgaardereksempel på én, der lærte at finde ind imediemyten; han vendte den tilegennytte vedatspille med på
rollen somlatterlig, jysk fodermester.
Paradoksalt nokvardersamtidig dejligt ude på landet. »Ude på landet«
holder sin placering i de fleste bymenneskers bevidsthed somoprindelig¬
hed, frihed m.v. Men»ude på landet«er ferielandet, rekreationsrummet,
ikkeenarbejdsplads. Og »ude på landet«ersletikke buldrende traktorer el-
ler modernelandbrugsbyggeri. Det erderimodetrustiktlandskabfra »før
verdengik af lave«.
Dennedobbelthed i defraflyttedes opfattelse af landet spillerenuheldig
rollei tidensmiljødebat. Medierne drejer helst væk fra den seriøse analyse
af det modernelandbrugs faktiske medansvar for belastningenaf miljøet. I
stedet iscenesætter de den gamle historie: Der er så dejligt (rent) ude på landet,mende der arbejder derudeforstyrrer(tilsnavser) billedet! »Ude på
landet« repræsentereren næstenparadisisk oprindelighed,mens landbru¬
get repræsenterer etteknologisksyndefald.
Derertoslagslandbokultur. Denene eretnationaltsindbillede,somud¬
springer af fraflytternes pittoreske erindringer om et udgangspunkt. Den
anden knytter sig til landbrugernes hverdagsliv, der erpræget af foretag¬
somhed,nytteogpraktisk virksomhed foratfåetudkomme.Beggesider af
det spaltede billede er til skade for det nuværende landbrug. »Postkort¬
billedet« forhindrer de urbaneopinionsdannere iatselandbrugetsvirkelig¬
hedi klartlys.Foretagsomheden hindrer landbrugerne iatforstå, hvad opi¬
nionen faktisksiger.Dererikkenoget nytunder solen.Dobbeltbilledet har
eksisteret iforskellige udformninger, måske lige så længesomforskellen på
landogby. Det harinyeretidværetmedvirkende årsag tilatlandbruget har
lukketsigomsig selvogtilatenudviklende formidling mellem landogby
harhaft dårlige kår.
To sprog- og
erfaringssystemer
Landbruget har indtil for få årtier siden spillet en meget betydelig sam¬
fundsmæssig rolle i Danmark, både som etøkonomisk magtfuldt erhverv
og sommidtpunkt for nogle særlige livs-og kulturformer. Landboenslivs¬
verdenformede sig i en slagssærkultur, der påafgørende punkter adskilte sig fra de fleste byboendes levevis. Imidlertid bryder dennesærkulturstort
setsammeni løbet af tiårene frao.1950 tilo.1970. Denintegreres i den vel- standseksplosionogurbanisering,somfølger med denteknologiskeogøko¬
nomiskeudvikling i efterkrigstidens Danmark.
Tilgengæld knytter dersigsomsagtenkollektiv erindring til det fortidi¬
ge.Landbokulturen opbevares altså dels i digteriske tekster, dels også end¬
nu somerfaringsstumperogerindringsbrokker istorebefolkningsgruppers bevidsthed. Og deteret erfaringslag fyldt af konflikter, fordidet rummer billeder afenlivsverden, derermegetforskellig fra det moderne hverdags¬
liv. Deter enarv, somkan finde udtryk i stærkt regressive politisk-folkelige bevægelser,men somrigtigtforvaltetmåske ogsåkanværemedtilatforme frugtbare utopieromveje ind i fremtiden.
Forfatterenogtidligere landinspektør Knud Sørensenerénaf dem, derer
med tilatforvaltearvenmellemfortidogfremtid.Hanbehandleri sitstore skønlitterære og debatterende forfatterskab dobbeltheden af landbotradi¬
tionerogmoderneerfaringer i samtidens danske kultur. Isærerhansforfat¬
terskab koncentreret om skildringer af nutidige livsforhold i dansk land¬
brug, i landbodistrikterneogi landsbyerne. Iessayet»Ivirkeligheden drejer
det sig jo ikkeom»provins«« skitserer han således,hvad hananser forat udgøreto overordnede sprogsystemerellersociokulturelle kodesystemer i Danmark,nemligentraditionsbunden bondekulturssprogogden moderne industrikulturs:
Påsammemådesomderertonatursyn,erdertosprog.Bondekulturens
sprog er, fordi det opstår og fungerer i et traditionsbestemt miljø, et sprog,derarbejdermegetmed detunderforståede, med antydningenog-
i ekstreme tilfælde -handler om noget helt andet, end detbogstaveligt
gør. Deteretsprog, deri sin udtryksmådeerkonfliktskyende, for deter
opstået iog skal bruges i etlukket samfund, hvorman er tvunget til at omgåshinanden også efterenevt.konflikt. Derfor underdriverman,der¬
forbrugermansprogetpåenvigende måde, hvor den talende ligesom vi¬
brerer mellemetdirekte ogetironisk plan, så han hele tiden har mulig¬
hed for at dreje udsagnet, bestemt af situationens udvikling. Det er et sprog,derervelegnet tilatføre frem til de bedst mulige løsninger af fore¬
liggende problemer udenat der opstår brud.
På allepunktererindustrikulturenssproganderledes. Deteretsprog, dererklartogkontant,enteni direkte udsagn eller i bidende ironi, deter præget af eksperimenteroghastig »udvikling« sådan somheleindustri¬
kulturenerdet. Det eregnettil provokationogdebat, til nytænkningog
til formulering af abstraktioner. Hvor bondekulturens sproghavde un¬
derdrivelsen som væsentligt element, har industrikulturenssprog over¬
drivelsen, og dets rigdom er dets grænseløshed, hvor bondekulturens
sprogharsin rigdomsomfølge afenbegrænsning. (Tidsskriftet Kritik,nr.
56. Kbh. 1981, s. 62).
Nu erdissebetragtninger ikke fra Knud Sørensens side forsøg på atskabe stringente videnskabelige kategorier,oghan gørselv opmærksom på,atde naturligvis er udtryk for en stærk forenkling i forhold til faktiske sprog¬
brugssituationer. Hans ærinde er at indkredse enslags konfliktens grund¬
kerne i modsætningen mellem landbo-og bykulturelle erfaringsdannelser,
oghan understreger,atmanvelnæppefinder nutidigeagenter,der såatsige
rentrepræsenterer entendeteneeller det andetsprog. Dereroftere taleom etsammenstød mellemerfaringselementer i det enkelte menneske end mel¬
lem f. eks. tolag af befolkningen.
Bevidsthedsdannelseni Danmarkerstadigprægetaf disse modsætninger
mellemtraditionsbundneogmoderneerfaringsformer.Foratbelyse denne
identitetskonflikt mellem land-ogbykulturelle erfaringer,ogforatbeskrive
karakteren af detnævnteopbrud,skal jeg i det følgende undersøge nogle si¬
deraf debevidsthedsformer, somhistoriskharudviklet sig i landbokultu¬
ren.
Bønderog
andeismænd
»Deterikkeenbetingelse foratdrive landbrug,atderfindes bønder,« hed¬
der detetstedi denengelske forfatterogkunsthistoriker John Bergers bog
ombondekultur fra 1979, der på danskerudkommet undertitlen Svinets jord (1983).Bogenerførstogfremmestenskildringaf indtrykoginspiratio¬
ner, somBerger modtog under års ophold blandtfranske bjergbønder. Men
han opridser under inddragelse af globale og historiske synspunkter en rækkemeregrundlæggende træk ved bønderslivsform, ligesom han herved
viser bondekulturens historiskeeksistensgrænser.
Bondenserfaringsverdenerformet af generationers slid for fødenogdan¬
net afen sej overlevelseskamp. Hans levemåde er indstillet på et socialt
sammenholdog på deling af vilkårene i en tilværelsessituation,præget af
materiel knaphed. For bonden er arbejdet tilværelsens egentlige mening,
hanshøjeste måleratoverleve vedhjælp af sin arbejdsomhed. I hans livs¬
forståelse indgår dernæppe forestillingeromenendelig sejroverknaphe¬
den.Og dermed hellerikke forestillingeromethistorisk slutpunkt for hans
slidsommevirke, der ville indebæreetstabilt overskudog envarig sikring aftryghedogvelfærd.
Bergermenerderfor,atbønderslivsopfattelsemåadskille sigdiametralt frade forskellige urbane klassers selvforståelse. Både borgerligeogmarxi¬
stiskeideologier,somudspringer af byklassers livsverden, omfatter ligheds- idealer, dererindrettet pådeling afetoverskud,somdetsamfundsmæssige arbejde tilvejebringer. I disse klassers forventningerogselvforståelse indgår
der daenforestillingomenhistorisk slutsituation med lighedogretfærdig fordeling afenmateriel overflod.
De urbaneklasserkæmperpolitisk foratfordeleensamfundsmæssig rig¬
dom. Bønderudgør derimod enklasseaf overlevere, hvis livsform bindes
sammenaf denfællesnøjsomhedserfaringog-forventning. Når dennelivs¬
formintegreres ietrigelighedssamfund, så mister den sit grundlagogklas¬
sengårunder, hævder Berger. Den ophører med ateksistere som entradi¬
tionelbondelivsform. Bønderne bliver landmænd.
Isinskildring falder Berger i tråd med angelsaksisk antropologis skelnen
mellempeasantogfarmer(bonde oglandmand). HosEricR. Wolf hedder
det såledesetsted:
Den amerikanske farm er hovedsagelig et forretningsforetagende, der
kombinererproduktionsfaktorer købt på det åbne marked foratopnåen
profit ved at sælge fordelagtigt på et afsætningsmarked. Bonden driver imidlertidikke etforetagende i økonomisk forstand; han står i spidsen
for en husstand, ikkeen forretningsvirksomhed. (Eric R. Wolf: Bønder.
Kbhvn. 1973, s. 10).
Defranskebjergbønders livsform,somudgør Bergers eksempel,erstort set feudaltorganiseret, ogden adskiller sig påmangemåderfra det 20. århun¬
dredes danskeandelslandmandslivsverden. Denovergangfra bondekultur tillandmandsliv, somBergerskitserer,erpåenvis måde dækkende foren danskudvikling, der fandt sted hovedsageligt i løbet af det 19. århundrede.
Og forvandlingen fraenlivsform baseret på knaphed tilenkalkulatorisk ka¬
pitalistisk markedsbevidsthedvariénforstand afsluttet idestorestruktur¬
omlægningers tid for omkring hundrede år siden, da den danske andels-
landmandovertogbondenshistoriske rolle. Det interessanteerimidlertid,
atandelslandmandenalligevel fastholder træk af bondekultur. Den'danske
landmand bliverførstegentlig »farmer« i Wolfsk forstand efter 1960.
Andeistiden
fra 1880 til
1960Det endnuovervejende kornproducerende danske landbrug kom i lighed
med mangeandreeuropæiske bondebrug ind ienknusendekrise fra 1860-
erne.Prisbilligt amerikansk korn oversvømmede markedet,ogden konkur¬
rencekunne detgamle landbrug ikke hamleopmed.Imidlertid løftede den
danske bondestand sig op ved hårene og udnyttede kornet på én anden måde, nemlig til husdyrfoder. Man orienterede sig mod det internationale
varemarked vedat læggevægtenpånyudvikledeogstærktforbedrede ani¬
malskeprodukter,og manåbnede sig mod den kapitalistiske samfundsøko¬
nomi. Men samtidig erobrede og befæstede bønderne en række af deres
egnelivssammenhænge. Det skete hovedsageligt, dels økonomiskgennem
organiseringen af andelsbevægelsen, dels på det livsmæssige område vedat fastholde og udbyggeen særlig sognebondekultursamt ved ivrigt at lægge
kræfterne i udviklingen afen folkelig oplysningsbevægelse.
Omlægningen af produktionsforholdene betød atfamiliebrugsstørrelsen
fortsat kunne hævdes og blive dominerende. Selvejerstrukturen gjorde gården til kernen i et nuanceretfamilie- ogbedriftsmiljø, der omfattede de
fleste sider af tilværelsen. Gårdbruget,ogi den her sammenhæng ligesåvel husmandsbruget,varstadigcentrumforenrelativ lukketøkonomi, ligesom børneopdragelseog-i hvert fald nogle-forsørgelsesopgaver naturligt kun¬
nehængesammenmedarbejdet i mark, staldoghusholdning. Erfaringerog
NørregaardiGrimstrup Sogn, RibeAmt.Luftfotografi frasommeren1963.
Med34haagerjordog7ha skovvargårdenetmiddelstort familiebrug efter vestjydskeforhold. Normalbesætningenvar20malkekøer plus opdrætog70-
80fedesvin.Idagerdertillagt naboejendommeogbetydeligtmerejord.Den drives medenmeget storkvægbesætning.
holdninger formidledes gennem praktiske håndteringer fra generation til generation. Og landbrugsarbejdet har i modsætning til f. eks. det industriel¬
le lønarbejde haft sig selv ogsine egne synlige resultater som målog løn.
Selv omdetikke uden viderevarvirkeligheden forhusmanden, der måtte gåi supplerende arbejde hos detstørrehartkorn, sågjaldtbevidsthedsfigu-
ren ogsåforham, fordihan også selvvarselvstændigpåsitlod ognærede
drømmenomat det lod kunneblive selvbærende.
Overgangentil forøget husdyrhold dannede desuden baggrund for, delsat arbejdet ibedriftenblevmegetalsidigt,delsatdagliglivetogproduktionen
derved blev bådefagligtogbevidsthedsmæssigt udfordrende. Man skalfor eksempel ikke underkende denintellektuelle udvikling, somkrævedesfor
atfådekomplicerede sædskifter i markplanerneogavlsarbejdet med dyre¬
nei detnyelandbrugtilat lykkes.Arbejdet med afgrøderneog husdyrene
kunne opleves som et eksistentielt udviklende livtag, som et personlig-
hedsskabendelivsværk,der enddanaturligt lod sig sende iarvtilnæstege¬
neration. Et kravomøkonomisk vækstogbestandigstørreteknisk ellerin-
strumentel beherskelse sendesimidlertidogsåi arv.Avlsarbejdet med dyr
ogplanteregnersig i modsætning til det gamle bondebrugsrytmerforenvi¬
denskabeliggørelse. Med udviklingen af rationellefoderplaner, bestemmel¬
sen af mælkens fedtindhold ved gerberering, brugen afhandelsgødning, indlæggelsen af udvalgt sæd ved insemination osv. sættes den centrifuge igang, somsidenhen for alvor udskillerethøjt industrialiseret landbrug.
Men detlykkedes i førsteomgangfor bondestanden på éngangtilattil¬
passe sig den kapitalistiske markedsøkonomis fordele og samtidig at af¬
grænsesig fra dens tendenser til totaltatville underlæggesigogforme livs¬
forholdene. Andelslandmanden, den ny tids oplyste bonde, organiserede sig således småborgerligt ietspændingsfelt mellem dettraditionelleogdet
moderne. Hansstorhedstidstrækkersig frao. 1880tilo. 1960, der da også
kaldesforandeistiden, hvor hans særlige kultur-oglivsform fårstatusogbe¬
tydning i det danske samfund.
Denstoreomlægning blev skabt ved dygtighedogenergi, dertilogså som resultat afetheldigt samspilaf flere historisk betingede faktorer, menden
varogvedbleviethalvt århundrede medatvære en succes.Ogomlægnin¬
genkom med sine energier til at danne front i etfornyetgennembrudfor folkestyret, der blev knæsat ved det såkaldtesystemskifte i 1901, hvor den førsteregering ledet af det landbrugstilknyttede parti Venstre bragte sig til
magten.
Det var da en overordentlig selvbevidst andelslandmand med politisk,
økonomiskog ideologisk indflydelse på alle samfundets anliggender, der
kunneentredet 20. århundredesscene.Og dennesceneformåede han altså,
med sinsærlige, småborgerligt organiserede livsform i behold,at spilleen hovedrollepåfrem til 1950erne. Selvendybtgåendemarkedskrise,somden
der ramte de fleste samfundssektorer og også landbruget meget hårdt i 1930rne, rystede ikke kernepunkterne i hans selvforståelse. Den styrkede
måske endda dengrundlæggende opfattelse afegennødvendighed forna¬
tionensoverlevelse, hansfødevarer garanterede jo mad på bordet.
Når det gælder det produktionsmæssige, de tekniske og økonomisk¬
materielle sider aflandbruget,varandeistiden fra 1880til1950ernelangtfra
enstabilogstillestående periode. Bjarne Stoklund skrivermegetrammende
i artiklen»Signalement afen epoke«, ArvogEje1976,atepokeni materiel
henseende »er karakteriseret vedforanderligheden som tilstand, etvilkår,
somalletidens menneskererunderkastet.« Destomereforbløffendeerdet,
atselvomdetproduktionstekniske ændrer sig stærktogselvomkonjuktu-
rerne svinger voldsomt for landbruget, så fastholdes den grundlæggende livsform, landbokulturen og sognelivet med densværdiopfattelserforbløf¬
fende konstant gennemheleførste halvdelafårhundredet.
En hovedårsag til at den indre livsformsmæssige sammenhæng kunne
fastholdesvarselvfølgelig, at en egentlig industrialisering af Danmarkfor
det første udviklersig relativt langsomt i perioden, for det andet udvikler
densigsådan,atlandbrugetstadighardominansogindflydelse, væsentlige
dele af den voksernetopmed udgangspunkti det landbodomineredeforar- bejdningsled: andelsslagterier, konservesindustri m.v. Med til billedet
hører naturligvis også husmandslovgivninger, eksempelvis de i 1919 og
1925, medforordningeromjordudstykning ogbillige statslån, der ermed
tilat sætteenbundpropi forproletariseringstruslerogdermedsikre livsfor¬
men.
1 1950udgør denegentlige landbrugsbefolkning stadig 1 mio. mennesker,
deteromkringenfjerdedel af hele befolkningen. Desuden bor deryderlige¬
rehen ved 1 mio.ilanddistrikterne,enhovedpartaf disseerhåndværkere, handlende,landsbyskolelærere m.m., der er mereeller mindre direkte af¬
hængige afatlevere service til landbrugetsfolk.
Denne halvdel afden danske befolkning udgjorde et kæmpestort net¬
værk, der havde sognetog dets traditionelle livsmønstresomcentrum, de
virkersom enbufferelleretlagaf kulturel »træghed« mellem det traditio¬
nelleprovinslivog enmoderneurbanitet. Det forstærkedes af,athverdags¬
livet i deegentligt bymæssige områder i kraft af kontinuerlig indvandring
fra landetogsåvarunderindflydelse af andelslandmandens særlige værdier
ogtænkemåde. Derervelf. eks.næppe nogentvivlom,atudviklingen iar¬
bejderkulturen i 1920rne og 30rne bærer præg af påvirkninger fra denne landbosammenhæng. Indvandrerne har i nogen grad medbragt sognelivs¬
form, eller i hvert fald indre billeder af den, til bykvarteret. Det gjaldt selvfølgelig stærkest i denye stationsbyer ogi mindre købstæder, derofte
var hjemsteder for andelsbevægelsens virksomheder, og hvis indbyggere
stort set bestod af første generations indvandrere fra - og med nære
slægtsrelationertil-landbruget.
På den måde erselvejeogsognelivsformvæsentlige figurer i den danske
mentalitet. Så selvomindustrialiseringen vokserogmodnessommateriel virkelighed, så »forsinkes« dens gennemslagi bevidsthedsformerneogder¬
for slår enegentlig urban livsopfattelse meget sent igennem hos store be¬
folkningsgrupper.
Landbruget med detslivsformer hyttersiglænge bag dennekulturellepa¬
lisade. Marianne Zenius viser i artiklen »Landbruget« i Dagliglig i Dan¬
mark ivortid( 1989), hvordanenrække loveogadministrativeordningerer medtilatfastholdelandbrugsstrukturenogforsinkedenudvikling mod in¬
dustrilandbrug, som længe harværet påvej. Det gælder eksempelvis fast¬
frysningen af antallet af mindre, selvstændige landbrug ved indgangen til
1960ernegennemforbud modsamdriftognedlæggelseaf brug.I Detdanske landbrugs historie,bd.IV1914-1988 (1988)pegerErik Helmer Pedersen på,
Iscenesatlandbostil.Husetertidligere landstuehus, menliggernuomsluttet afforstadsbebyggelseriOdensesnordvestområde.
at mange smålokalmejerier længe varurentable,men de blev fastholdt af
traditionelle grunde. I øvrigt også fordi småbrugere som bekendt havde
samme stemmemæssige indflydelse som det største hartkorn ved andels¬
selskabetsgeneralforsamlinger,ogde småfrygtede (med rette)atmiste ind¬
flydelse ved sammenlægninger. Andelstankeogøkonomisk tilpasning mod¬
arbejdernuhinanden.
Denkarakterafvandringen fra landet havde i århundredets første halvdel
erogsåmedtilatfastholde landbrugets selvopfattelse. De, der vandrede til byerne for at blive industriarbejdere eller lavere funktionærer, var ikke selvejerlandmændene eller deresnærefamiliemedlemmer. Detvarderimod hovedsageligtet»overskud«af arbejdskraft, småfolk, proletariserede,unge uden kapitalmulighed. Bevidsthedenomdette blandt detoneangivende på landet,demerevelbjergede,varmedtilat cementereentemmelig udbredt,
nedvurderende forestilling om, at byarbejdere hovedsageligt var menne¬
sker,somikke havdeevnertilatdrivedetvidere. Desudenerdernaturlig¬
vis modsatrettede økonomiskeinteresser,somskiller selvejende landmænd
og arbejdere, når det eksempelvis gælder lønniveauer ved andelsvirksom¬
hederne. Gennem indvandringen finder der en kontinuerlig påvirkning
sted fra landet tilbyernes arbejder-og funktionærlag, menslandmanden i høj gradsætterideologiske skodder forenmodsatstrømaf visse kulturelle påvirkninger.
Ganske vist finder der, som det eksempelvis er dokumenteretaf Birte
Friis i artiklen »Det urbaniseredebondehjem« iArvogEje 1976,eneksport
af urbanenormerstedtil deagrarekredse, ensådanformidlingerfolkehøj¬
skolerneiøvrigt med tilatstyrke vedatintroducere til sider af den borger¬
lige dannelseskultur. Det erimidlertid karakteristisk, at det førstogfrem¬
mest er højborgerlige normer, som den selvbevidste selvejer på landet
delvist kanspejle sine honette ambitioner i og udvælge enkelte elementer
somopretstående klavererogplysmøbler fra.
Derimod satteandelslandmanden som sagt absolutte ideologiske skod¬
der i forholdet til de voksende lag af lønmodtagere i byen, arbejdere og funktionærer.Lønmodtagergrupperne mindede selvejeren alt formegetom hans angst for proletarisering. Endelig lå det som en underforstået og in¬
diskutabelnormi andelslandmandensselvopfattelse,at denhistoriske ud¬
vikling, ogherunder erobringen af den folkestyrede parlamentarisme, var hans værk.Byens (lønmodtager)normerogforhold i øvrigtvari bedste fald ligegyldige for hans verden, i værstefald nogetfremmed og»ufolkeligt«.
Dader imidlertid for alvorbegyndteatgå hulpådeforskellige kulturelle, juridiske, økonomiske ogisær traditionelle bolværker omkring 1960, blev opbruddet i landbokulturen tilgengældumådeligt voldsomt.
Livsformen
-dens styrke
ogsvaghed
Det interessante ved landbofolkets selvorganisering som småborgerlige producenter i andelsbevægelsenvarikke bare,atmankunne danneogfast¬
holde en særlig betydningsverden og livsform, som kunne holde igennem
første halvdel af det 20. århundrede. Menogså den måde det lykkesatdan¬
ne dennelivsverdenpå, så den fungerede somet midtpunkt for-elleren
mediering af- traditionelle og moderne erfaringer. Stærke elementer af gamle bondesæderkomtilatfungere i livssammenhængen,mens man sam¬
tidig producerede moderne.
Nogle af de afgørende og sammenbindende elementer i landmandens
livsformvar:
- en traditionsbevidsthedbandt dels på godt ogondt den enkelte oghans livstolkning til det lokale sognelivs særligenetaf slægtskabs-ognabolagsre- lationer. Dels rettedetraditionsbevidstheden etuudtalt krav til den enkelte
landbrugerom,athan skulle overladejordenogbedriften tilnæstegenera¬
tion i mindst samme oghelst bedredriftsmæssige stand, som da han selv
kom til.
- en dagsværksideologi, der skiller ham stærkt fra lønarbejderens bevidst¬
hedsform, fordilandmanden ikketænkerarbejde somtid, men som etna-
turligtogforpligtende virke iettilbagevendende livtag med årstidensogda¬
gensnødvendige gøremål.
- detheleogsammenhængende liv, der ikke satte skel mellem familie- og
produktionsliveller mellem arbejdeogfritid.
- nøjsomhed, sparsommelighedognaturalieøkonomi. Idealetvarat»betale
enhver sit«ogikke stifte »løs« gæld.Manvaraltid i stand til»atspændeliv¬
remmenind«, hvisdet kneb, formankunnedogaltid producere mad tilsig selv, være selvforsynende med det nødvendige,og ellers kunne manbytte sig til resteni vanskelige perioder.
- underspil. Somenafledt effekt af tilværelsesformen i små,relativtafluk¬
kedesognefællesskaber stak man ikke for højt op,jf. Knud Sørensens ud¬
sagni denne artikels indledning. Nu skalmanikke forveksle underspil med beskedenhed, for den der har »råd« tilat underspille, kender nok siteget værd ogbehøverderfor ikke overdrivelsen.
- endelignyttefordringen, derrummeridealet omat alle handlingeroget¬
hvertgøremåltjener nyttige eller praktiske formål.
De her opregnede karakteristika ved andelslandmandens livsform for¬
medetilsammen hansnyttige, jævneogbestandigtvirksommeomgangmed
tilværelsen og densfordringer. Såledesvarderenrække træk, dersvarertil dem, John Berger finder hos de traditionelle, overvejende feudalt organi¬
serede bønder. Dissetraditionsbærendetrækvarimidlertid ikke eneråden¬
deiden danske andelslandmands livsform. Han harsomsagtsamtidigpro¬
duceret ogtænkt moderne, fordi han skulle indrette sig på markedsmeka¬
nismernes krav, og derfor har de nævnte elementer måske snarere været stabiliserende konventionerend egentligt konstituerende sider.
Detlykkedes for andelslandmandenatfastholde den dobbeltbundne livs¬
verdensom enafvisende bastion modengennemgribende kapitaliseringog modnoglemeremodernelivsformer, præcist sålænge han kunne oprethol¬
desinafgrænsning. For han havde kun i ringe gradetkritisk forhold til det
moderne. Det skalforståspådenmåde,atlandmanden tolkedesit liv ifor¬
holdtilenrelativtafgrænset symbolkreds med udspring inetophans prak¬
tiske verden. Derfor afviste han udenvideredet,derlå udenfor.Mankunne
medetspil på det tidligere citerede af Knud Sørensen sige, athvor bonde¬
kulturenstegn-ogsymbolverden havde sin styrkeogsvaghediatværebun¬
dettil-ellerindfældethedi-énmegetkonkretogstoflig livsverden, der vi¬
steindustrikulturens tegn-og symbolverdensin imperialistiske styrke ved
at væregrænseløsoggrænsesprængende.
Udviklingen var for landmanden en næsten skæbneagtig størrelse, der opererede uden for ham selv oghans verden. Hansegen verden udgjorde
derfor kun i ringe grad en kritisk platform mod den. Den var snarere en
skalmur, somafskærmedeogopretholdtden tavshed, derudspringer af fo-
restillingen om, attingenes tilstandog foranderlighed under udviklingens
lov velikke kanvære stortanderledes.
Faktisk udhuledes livsformen langsomt, men sikkert, i løbet af første
halvdel af dette århundrede. Det der omkring århundredeskiftet var en stærksammenhæng mellem daglig erfaringsverden og en bevidsthed, der udsprangheraf, forvandlede sig efterhånden tilenideologiskkonstruktion,
somistadig højere grad tabte sin forbindelsetil denfaktiske livsverden.
Jegvil forfølge dette vedatuddybeforståelsen afetenkeltaf de elemen¬
ter, somjeg ovenfor har skitseret, og med dette eksempel anskueliggøre,
hvordanlivsformenendegyldigtsprængtes indefra, da deni efterkrigstiden
for alvor blevsatunderpres fraurbanenormer.
Det er det element i landmandens bevidsthedsform, somjeg har kaldt nyttefordringen, der skal belyseslidt grundigere. Den ytrersig dels somet psykologisk krav til individet selvomatgørefylde ved sin håndteringogsit arbejde, delserdenen mereomfattende fordring til tilværelsenom,atden
medalleaspekter skal værepraktiskognyttig.
Etnologen Johs. Møllgaard erinde på dette i bogenLandbrugetslivsfor¬
mer(1984),hvorhan indkredserden moderne landmands værdiopfattelse
ogsmagsdannelse:
Idealetom»orden udeoginde«, som eromtalt tidligere, harnogetmed
æstetik atgøre, deplejede haverog detfjernede ukrudt ligeledes. Derer sikkertheller ingen tvivlom, atderfor landmanden f. eks. eksisterer en
pløjningens æstetik,ogatforhamernogle dyr smukkere endandre, selv
omhanikkesiger det på den måde. Et karakteristisk træk ved denneæste¬
tiker,atden-påentavsmåde-ersånærknyttettil det virksomme liv- til den brugende omgang med tingene. Finkulturens og borgerskabets æstetikharimodsætning hertilnogetdvælendeoversig. Man nyder ud¬
sigtenfraetudsigtspunkt eller det krumme gadeforløbgennem envelbe¬
varetlandsby, (anf. værk, s. 139).
Idagens landbrugligner nyttefordringen skuffendemeget etalmindeligt in¬
dustrielteffektivitetssynspunkt, fordi den ikke længeresomtidligereerind¬
lejret ientraditionsbevidsthed. Alligevelerdervel stadigresterafbondsk¬
hed i landmændenes praktiske håndtering afen bytteøkonomi, hvor den
enetjeneste kan gåopmed den anden, oghvorenhalvgris kan modregne hjælp i høstarbejdet. Men da andelslandmandens livsform integreredes i velstandsekspansionen, væltedes de konventioner, der som tavse støtter havde stabiliseret den, og livsformen gik i opløsning. Den ramtes afen
spaltning, der vred dens praksisogdens ideologi løs fra hinanden.
Nyttefordringen havdenetopsom enuskreven regelværetmedtilatbin¬
de tilværelsensammen.Menved mødet med denytiders mulighederogri-
gelighedssamfundets normer selvstændiggør den sig, den omformes til en blind fordring om økonomisk vækst. Dermed visner andre sider af det
overleverede fra den gamle bondelivsform væk, sindigheden i sæder og
skikkesamtforankringen ientraditionstænkning. Ogfordi den ikke længe¬
reharetrum atblive forvalteti,såblivertraditionssammenhængen tilno¬
get gammeldags og unyttigt kram. Når et element i livssammenhængen forkrøbler, forrykkes hele livsformens værdigrundlag.
Enrækkeafdegamlearbejdsformerogindretninger kom faktisk til kort, de vistemedtydelighed deres utilstrækkelighed i sammenligning med me¬
getaf den moderne mekanik. Det gamlevarbådeirrationeltogupraktiski
konkurrencen med det nye, ogdermedi bogstavelig betydning mindrenyt¬
tigt. De nyetiders muligheder kaldtenoget frem i landmandenslivsform,
somlænge havdeligget der latent,men som nufik historiskemulighederog et materielt virkelighedsrum at udfolde sig i. De valg landboerne foretog sig, dybestsetforatfastholde livsformen, fulgte det pragmatiske på bekost¬
ning af andre sider. Derved forvandles en bærende livsform til ideologi.
Konsekvenserneheraferblevet, atgrundlaget under den hævdvundne fa¬
milie-ogselvejerstrukturnusmuldrer.
Integration
på alle planer: Velstand
ogprovinsopbrud
1950-1970
Islutningen af 50erne vipper den nationaløkonomiske balance fra landbru¬
gettil industrierhvervenesomvigtigste indtægtsfaktor i Danmark, samtidig
får serviceerhvervene vokseværk.
Ligeså afgørendeerdetfor udviklingen,at et traditionelt nationalt base¬
retkultursyn, nemlig det der havde sine rødder i 1800-tallets folkelige for¬
ståelsesformerogbevægelser,og som varblevet båretprimært af andels-og
højskolebevægelserne, nu bliver afløst afetglobalt og amerikaniseret. At landbrugetfra midten af 1950erne svækkes vedatkommeind i enalvorlig
strukturkriseermedtilatåbne dets flankerfornyestrømninger,ogdetfår
konsekvenser for det folkeligt-nationale syn. Modtagelsen af Marshall- hjælpen i 1948 og tilslutningen til NATO er markeringer på det danske samfundsændredesynsvinkler ud imod verdenogkultureltimod detame¬
rikanske især.
Indenrigspolitisk vedtages f. eks. lovenomden almindeligefolkepension
og en række andre love medetfornyet socialt sigte, der bryder med gamle forsørgelsesprincipper og pegerfrem mod socialsikringssamfundet. Ligele¬
deslægger f. eks. skolereformen i 1958 etkim for det moderne uddannelses¬
system, somrealiseres i 1960erne. Sådan kunneman fortsætte med atgive eksempler på,atnyetidererunder opmarch, hvadjeg ikke vil,menblot slå
Provinsboenbevægersigmellem det moderneforbrugersamfundogden tra¬
ditionellelandsby.
fast,atDanmarkforbereder sig påatforvandle sig tiletmoderneindustri-
ogservicesamfund.
Lønmodtagernes antalogfagligt-politiskeindflydelsevokserstøtgennem første halvdel af århundredet. Iløbetaf 1930rne bliverlønmodtagernesfor¬
melle magt større end landbrugets. Allerede før 2. verdenskrig har Dan¬
marken rækkesocialdemokratisk ledederegeringer,ogiefterkrigstidener det ikke mindst et stærkt Socialdemokrati, der bliver arkitekt bag vel¬
standssamfundet. Landbrugetblivermere og mere en ø.
Deter, somSøren Mørch harvist det i DennyDanmarkshistorie 1880-
1960(1982), en nygruppe,der vedindgangen til 1960ernebliver toneangi¬
vende i samfundet. Ikke barepolitisk, men ogsåsomsmagssættereogkul¬
turforvaltere, erdet lønarbejdernes, funktionærernes og efterhånden især
det store lag af mellem- eller højere uddannede, offentligt ansattes Dan¬
marksbillede, der realiseres. Det erjo nok værdat minde om, at detikke
bareerlandbruget, håndværketogde småhandlende, der fortrænges,men
ogsådesidsteresterafde »gamle«smagssættere,nemlig dethøjere borger¬
skab med deåndsaristokratiskenormer.
Førstogfremmest kom der imidlertid storepengemængderoget enormt udbud afforbrugsvarer i omløb. Og med pengerigeligheden danner vel¬
standssamfundetet stærktmodbillede til landbokulturensnøjsomheds-og
sparsommelighedsopfattelser. Samtidig spiller staten og det offentlige en
stigende rolle, både i samfundslivetogfor den enkelte. En rækkesocialise- rings- og forsørgelsesfunktionersamt planlægningsopgaver blev overtaget afcentrale, offentlige instanser. Det betød,atlandbotilværelsentømtesfor nogle af sine funktioner, og at sognelivets traditionelle selvrådighed op¬
løstes.
Skønt deselvejende landbrugereogdenøvrige landbefolkningnæppefik
de bedste stykker af den samfundsmæssige velstandskage tildelt, så blev
deres livsverdendog voldsomt omformet, fordi den hidtil havde bygget på
traditionsbestemte normer og værdiholdninger. Den teknisk-økonomiske udvikling åbnede ikke bare tilværelsen for en generel urban orientering,
menløsnedeogså dens bundethedtil det lokale sogneliv.
Enside afurbaniseringenogopbruddet udgøres selvfølgelig af det antal flyttelæs, der i de år rullede ud af landdistrikterne og ind til byområder.
Omkring 190.000 helårsbeskæftigede flyttede mellem 1950og1970fra land
tilby, af disseercirka halvdelen forsørgere, såetantalfamiliemedlemmer
skallægges til, den anden halvdelerlønnede medhjælpere, dvs. fortrinsvis
yngre, ugifte. Det tal viseratafvandringen havdeetsynligt omfang.Allige¬
vel anskueliggør det slet ikke opbruddets karakter, »afvandringen« skete nemlig ofte uden geografisk flytningogformede sigsom enlangstrakt pro¬
ces.Mantogindustriarbejdeogblev altsåpendler,menslandbrugsbedriften afvikledes over en årrække. Denne form for omvæltning af tilværelsen praktiseredes især i de egne, hvorstørre virksomheder blev grundlagt og
ekspanderede stærkt i deåri traditionelle landdistrikter.
Derervæksti industrien i deår, idestørrebyererdet dogførstogfrem¬
mestserviceerhverv,deropsugerarbejdskraften, eksempelvis de titusinder
af kvindersom ernye på arbejdsmarkedet. Væksten inye industrielle ar¬
bejdspladsererlangtstørreudei landdistrikterne. Ofteerdetvirksomheder
i småstationsbyer, der pludselig får gigantisk vokseværk med etablering af jobs i tusindtal: Det gælder Lego i Billund, Danfoss på Als, Lindø-værftet i Munkebo, Gulf Raffinaderietpå Stigsnæs, Carmen Curlersi Kalundborg,
Grundfos iBjerringbro, Bang & Olufsen i Struersamttekstilvirksomheder¬
ne iHerningog Ikast medmangeflere.
Denneekspanderende industriudenforde»gamle« byerløfter den dan¬
ske velstand på plads, ogi kraft af sine lønudbetalinger formidler den en pengestrøm ud til landboerne. Disse virksomheder rekrutterer medarbej¬
dere blandt landdistrikternes bønder og småhåndværkere. De kan derfor
blive boendepåderes skrantende landbrug,erfaktisk nødt til det, fordi lov¬
givningen besværliggør nedlæggelse af brugogfrasalg afjord. Men bevidst¬
hedsmæssigt »afvandrer« de.Detskerprincipielt den dag, de modtager de¬
resførstelønningspose fra virksomheden.
Opbruddet kanogså udtrykkessom enforrykning inden for den samlede erhvervsmæssige sammensætning. 11950var22,6% heltidsbeskæftigetved landbrug, skovbrug, gartneri ellerfiskeri, mensdettilsvarendetali 1970er 10%ogi 1989 omkring 4-5%.
Det
informelle
systembryder
sammenDen traditionelle landbo- eller sognekultur falder fra hinanden. Endegyl¬
digt. Den opløses medstor hasti den integrerende bevægelse mellem mo¬
dernebylivsnormerogtraditionelt provinsliv. Hvor landbokulturen havde
baseret sig på livsforms-elementer som »nøjsomhed«, »stedbundethed«,
»traditionsbevidsthed«, »nyttefordringer«m.v.,sårejser velstandssamfun¬
detetspejl med nogle helt andrenormer, somgriber fat ienrækkeunderlig¬
gende behovogønsker ilandbosamfundet.
Drømmenomatrejse fra desnævrelokalsamfund,omatuddannesig ud
af det trange miljø, har altid eksisteret pålandet. Folkehøjskolernes virk¬
somhed har levet af densammelængsel modviden. Men drømmen harhid¬
tilværetforholdsvistavs.Den har levetsom enunderkuetforestillingsver¬
den hos mange. Nu bliver den forvandlet til en reel mulighed. Det er
landboungdommen, der nu i større målestok orienterer sig mod byens
bedre lønniveauer eller nye muligheder for uddannelse. Men også mid¬
aldrende ægtepar på mindre rentable småbrug ser muligheden. Også det
sker i etaper for den enkelte familie, først tager den ene af ægtefællerne halvtidsjob, etparårsenere heltids, så følger den anden efter.
En folkevandring ruller nu som en række af forskydninger. Det erisær
blandt generationen af landbofødte fra omkring 1920 til omkring 1945, at mange nuskifter til industriens arbejdspladser. Deres børn igentagerreal¬
eksamen, studentereksamen og videregående uddannelse, og de vandrer
således modkarrierer idenyeoffentlige stillinger. Mensenrækkeerfaringer hidtil har kunnet formidles fra generation til generation, opstår der nu
brud. For tusindvis af familier bliver situationen, at bedsteforældrene repræsentererlandbruget, forældrene det industriellelønarbejdeogbørne¬
ne videregående uddannelse. En kæde af kultur-ogerfaringsformidlinger brudt.
Der hartidligereværet storebefolkningsmæssige sivningerfra land til by.
Detsærlige ved situationen fra omkring 1960er, atdetnu snarere erbyen
der rykker ud på landet end omvendt. Der er i al fald tale om frem-og- tilbage-vandring,enpendling mellem bosted i landdistriktetogfjernere be¬
liggende arbejdsplads. Deterdenrelative billiggørelseafbilen, den større disponible pengemængdesamt i øvrigt stærkt ændredenormer, der skaber forudsætningen. Når afvandrerne ikke i absolut forstand forlader lokal-
