riode og pludseligt viser sig i 3. Periode over hele Landet. D et er heller ikke ho ld bart, n a a r et stort Antal F u n d uden Oldsager (m indst 130 Grave), der er m edtaget i Listerne, fordeles saaledes, at næ sten alle m ed ub ræ n d t Skelet henføres til 2. Periode, m edens Grave m ed L igbran d alle sættes til 3, Periode.
Trods disse Indvendinger vil dette nye Storvæ rk faa en central Stilling i vor arkæ ologiske L itteratu r. Ingen, der paa en eller anden M aade er interesseret i B ronzealderen — og det gælder b aade Læg og L æ rd — k an kom m e uden om det. F o r de fleste vil dets største Værdi ligge i den brede, om fangsrige Stofsam ling og dets Sam m endragning af vor Viden om dette tiltræ kkende Afsnit af vor Oldtid.
C. J . Becker.
Nyere Herregaarclslitteratur.
D a n s k e H e r r e g a a r d e ved Christian Elling. 199 S. Thaning og Appels Forlag, 1942. — D a n s k e S l o t t e o g H e r r e g a a r d e under Redaktion af Arthur G. Hassø. II (676 S.) og III (698 S.). Has
sing. 1943. — V o r e H e r r e g a a r d e af Therkel Mathiassen med supplerende arkitekturhistoriske Oplysninger af Steffen Linvald. 430 S. Hagerup. 1943.
G rundtypen fo r de fleste h erreg aard sv æ rk er er givet med F. R ichardt, T. A. B ecker og C. E. Secher, Prospekter af danske Herregaarde (1844— 68). Hver h erreg aard er h e r behandlet fo r sig, dog uden nogen stren g topografisk rækkefølge, og til h v er gaard hører et billede og en beskrivelse, hvor teksten — bortset fra a n givelsen af beliggenhed, tilliggender, ejer o. 1. — væsentlig bestaar af en meget fyldig oversigt over ejerne gennem tiderne, m ens oplysningerne om ark itek tu r k u n er yderst sparsom m e. 1 alm in delighed huskes væ rket vistnok kun p aa g rund a f de nydelige litografier m ed den hyggelige biederm eierstem ning. Og n a a r p ro spekterne i dag h a r arkæ ologisk interesse, er det, fordi litogra
fierne viser bygningerne ved m idten af 19. aarh.
E t an det ud gan gsp u nkt er Traps D anm ark. H er behandles hver enkelt h e rre g a ard efter om tren t sam m e skem a som i prospekterne, m en forskellig h e rfra system atisk indordnet i værkets topografiske rækkefølge. Indenfo r d ansk topografisk litte ra tu r indtager T rap en solid, klassisk position. F or de aktuelle forholds vedkom m ende er den sidste (4.) udgave, der kom 1920— 30, naturligvis ikke up to date m ere; m en T rap hæ vder absolut sin plads. — Herre- gaardene h a r lige fra første udgave (1858) været behandlet sa a ledes, at der i selve sognebeskrivelsen er gjort rede fo r deres
størrelse, m ens der i oversigten over sognets vigtigste m indesm æ r
k e r gives en k o rtfattet, præ cis ejerliste og en ligesaa k o rtfa ttet k a ra k teristik af arkitek tu ren . Det vil i virkeligheden sige, at i fo r
h old til p rospekterne er bygningshistorien sideordnet m ed ejer- historien.
I begyndelsen af 1920’erne (1922— 23) kom Danske Herregaarde v e d 1920, et stort prag tv æ rk i tre bind, et »samleværk« m ed m ange m edarbejdere. H ver h e rre g a ard behandles fo r sig. V æ rket v a r a n lag t topografisk, m en ræ kkefølgen var ikke den sam m e som i T rap , hv ad der ren t p rak tisk v ar en m angel ved et opslagsværk a f denne art. Men i beskrivelserne genfandtes skem aet fra P ro spekterne og fria T rap m ed ejerhistorie og m ed by gn in g sk arak teristik, i forho ld til T rap selvfølgehg i udvidet form og pyntet m ed anekdotestof. — Mens P rospek ter a f danske h erregaarde ikke hav de m ere end eet litografi til h v e r gaard, og T rap k u n af og til ledsager teksten m ed et billede, v a r dette h erregaardsv æ rk rigt illustreret m ed fotografier; m en — h v a d der m aa understreges — udover enkelte situationsplaner, der viste herregaardenes belig
genhed, ingen tegninger, skønt netop tegninger er tiltræ n g t i en bog, hv or a rk ite k tu r spiller en stor rolle. F otografierne syntes ren t tilfæ ldigt valgt, væsentlig efter fam iliealbum -princip, m ange viste u interessante dagligstuer og p o rtræ tte r af de sidste ejergenera
tioner. Oftest var de ligegyldige fo r frem m ede m ennesker, d. v. s.
læseren. Billeder af alm en bygningshistorisk og personalhistorisk interesse var afgjort i m indretal.
De sidste aars interesse for b aade bøger og herreg aard e h a r givet siig udslag i fire p ublikationer: professor Chr. Elling, Danske Herregaarde (1942), D anske Slotte og Herregaarde u n d e r redaktio n af a rk iv a r A rth ur G. Hassø (II og III 1943), dr. phil. T herkel M athiassen, Vore Herregaarde (1943) og — i en klasse for sig —- Herregaardene og S a m fu n d et udgivet a f M ajoratsforeningen u n d er redak tio n af T herkel M athiassen. ■— I det følgende vil navnlig M athiassens bøger og D anske Slotte og H erregaarde blive gjort til genstand for om tale, og til slu t vil vi søge a t give denne herre- g aard slitteratu r en alm indelig k arak teristik .
Af de fire næ vnte v æ rker er professor Ellings D anske Herre
gaarde langt den bedste. Den k an have sine »skønhedsfejl«, m en e r sine k o n k u rre n ter langt overlegen. Den er begræ nset, m en fylder nøjagtigt in den fo r sine ram m er. H er er linie og klarhed.
Den svarer p a a sin vis til dr. Aage Roussels lille bog D anm arks M iddelalderborge (1942). P rofessor Ellings bog e r dog udpræ get æ stetisk og kunsthistorisk, m ens dr. Roussels er arkæ ologisk og k u ltu rh isto risk . Vore H erreg aard e er ik k e nogen vidtløftig bog.
Den b estaar hovedsagelig af fotografier. Dens fo rm aal er ikke som de and re væ rkers at give en topografisk oversigt, m en at ordne herregaard en e efter tider og typer fra senm iddelalder til empire.
— Den indledende tekst, en k unsthistorisk oversigt, er ledsaget af nogle isom etriske tegninger (udført af ark itek t H ans H. Engqvist) a f hoved- og avlsbygninger p aa særlig typiske herregaarde. P aa denne m aade illustreres hovedgaardsanlæggenes udvikling fra renæ ssancens m ere tilfældige gruppering af avlsbygningerne ved siden a f hovedbygningen til barokkens fastkom ponerede anlæg.
Der er ogsaa isom etriske tegninger af Borrebys og Frederiksdals hovedbygninger m ed taget fjernet, saa m an k a n se rum fordelin- gen. Vi k a n h e r følge udviklingen i planskem aet. Renæssancen h a r i forhold til m iddelalderen rigere rum fordeling m ed en forstue og to rum suiter, et planskem a, der peger frem ad. Og i rokoko
planen er udviklingen u n d e r indflydelse fra fran sk a rk itek tu r ført til et h ø jd ep u n k t a f forfinelse.
Man saa gerne et stort, om hyggeligt h erregaardsvæ rk offent
liggøre det rige m ateriale, som herreg aard en e er; m en det er desvæ rre ikke sket. D er synes at være lidt fo r meget forlægger - sm artness i herregaardsbøgerne.
Saaledes er D anske Slotte og Herregaarde et yderst traditionelt værk. D et er en udvidet nyudgave a f D anske H erregaarde ved 1920, f. eks. er en del a f forfattern e de sam m e og flere af a rtik lerne er b ru g t igen, kun i lidt om arbejdet form . Forskellig fra Danske H erregaarde ved 1920 følger gaardene sam m e topografiske ræ kkefølge som i T rap , h vad d er absolut er en forbedring. Det er en stor lettelse, a t topografiske væ rker af denne a rt følger et fast skem a. Til dette e r det n atu rlig t at tage T rap som forbillede, saaledes som f. eks. D anm arks K irker h a r gjort. Som i det tid ligere væ rk fald e r beskrivelserne i en ejerhistorie og en bygnings
historie, og illustrationsm aterialet b estaar af m ange fotografier og nogle fa a situationsplaner. I forhold til Danske H erregaarde ved 1920 er p o rtræ ttern e a f nuvæ rende ejere for største delen ud- gaaet, til gengæld er der m edtaget en del nye interiørfotografier.
Det bedste m an k an sige om dem er, at de maaslce til sin tid vil faa k u ltu rh isto risk interesse ved at vise overklassens boligindret
ning i 1940’erne. Saa lidt som i væ rket fra 20’erne findes der planer og opstalter a f bygningerne. Som helhed byder D anske Slotte og H erregaarde ikke fornyelser p aa noget punkt. Værket lider ligesom forgæ ngeren h a a rd t u n d er sam leværkernes kendte m angler: u en sartet behandling, m angel p aa klare grundlinier og sam m enhæ ng. Hver fo rfatter skriver naturligvis u d fra sine fo r
udsæ tninger. E r hans felt kunsthistorie, fa a r bygningerne en om-
20
hyggelig behandling, m en godshistorien gennem gaas m ed let h aand. E r h a n alm indelig historiker, evt. landbrugshistoriker, fa a r godshistorien naturligvis mest, m ens bygningshistorien fo r
sømmes. Det er for tilfæ ldigt. Læ seren er aldrig som ved D an
m arks K irker sikker paa, h v a d h a n finder i den artikel, h a n slaar op paa. Til sagligt arbejde vil væ rket sandsynligvis være u a n vendeligt, og til tu ristb ru g e r det for uhaandterligt.
Herregaardene og S a m fu n d e t er ogsaa et sam leværk, m en m in dre udpræ get. Der er flere forfattere, m en dr. Terkel M athiassen h a r dog skrevet de fleste artikler. Vi genfinder h er de sam m e sy nspunkter som i hans bog Herregaarde og Godser fra 1931, ligesom h a n ogsaa arb ejder videre m ed de sam m e opstillinger og tabeller. Den, der søger statistiske oplysninger om ejerfo r
h old o. 1., k a n finde dem i disse to bøger. — Ifølge sin k a ra k ter er H erregaardene og S am fundet en subjektiv socialpolitisk pam flet, et forsvar for storgodset som enkeltm andsbesiddelse, saa bogen skal ikke om tales næ rm ere her. Men det skal dog frem hæves, at den h a r noget, som de an dre h erreg aardsv æ rker ikke h ar, nem lig oversigt over h erreg aard en som økonom isk faktor.
Vore Herregaarde er et udpræ get’ topografisk værk. Det bestaar af en ræ kke yderst k o rtfatted e skildringer a f H erregaardene, hver ledsaget af et billede. Gaardenes ræ kkefølge er delvis den sam m e som i T rap, m en m æ rkelig nok ogsaa k u n delvis. Bogen begynder m ed en k o rt indledning, der skitserer herreg aard enes historie u n d er vekslende tidsaldres forskellige k o n ju n k tu re r og lovgivninger m ed streg u n d er loven af 1919 om ophævelse af len og stam huse.
E fte r den lov vil det nem lig ikke re t m ange generationer u d i frem tiden være m uligt at bevare de store godser samlede. — I F ra n k rig fa n d t en lignende ophævelse for øvrigt sted ved den store revolution, og h e r i lan det v a r det en af grundlovens løfte
p arag raffer, der im idlertid gennem førtes saa sent, at m ange m aa- ske havde haabet, den v ar glemt, m en ogsaa saa sent, a t der i haandhæ velsen af loven kom nye sociale elem enter, m an ikke havde tæ n k t paa, da den i sin tid blev lovet.
Loven af 1919 e r vistnok psykologisk set det springende p u n k t for dr. M athiassen. H an h a r forelsket sig i disse herregaard e, som de var før i tiden. H an vil nødig tæ nke sig dem anderledes end som ram m e om en godsbesidders rige, p a tria rk a lsk e tilværelse.
H an vil føre et forsvar for disse herregaardes k ultu r. Men b aade H erregaarde og Godser og H erregaardene og S am fundet er lang t b edre opbyggede forsvar end Vore H erregaarde.
Der behandles ialt 275 H erregaarde, m en registret o m fatter 536 gaarde p aa over 20 tdr. h a rtk o rn eller 200.000 kr. i ejendoms-
skyldvæ rdi m ed angivelse a f tilliggender, ejer o. s. v. + et tillægs
register (med petit) over 26 gaarde, der n u er uden tilliggender.
At arealet er afgørende for bogens synspunkt, er sikkert rigtigt og vel gennem tæ nkt, m en det er ligefrem u p rak tisk — og føles, som om system et er drevet for vidt — at m an skal oplede saa betydningsfulde bygningsvæ rker som Spøttrup og V oergaard i det lille tillægsregister. — Bogen er inddelt efter am ter, og da den er en opslagsbog, h a r læseren ret til at forlange en orientering i dens hovedafsnit, saa bogm æssigt er det en m angel, at der ikke findes nogen indholdsfortegnelse over am terne. Denne m angel er saa m e
get m ere følelig, som der ikke p aa hver side er angivelse af, h v il
ket am t, der om handles p aa det sted i bogen. Som i Danske Slotte og H erreg aard e kund e am tets navn passende have været anbragt m idt over kolum nen.
Den enkelte herregaardsbeskrivelse stræ k k er sig i reglen over en halv side, og h e rtil h ører et billede, der ogsaa fylder ca. en halv side. — Billedteksterne er meget lakoniske, de angiver k un gaar- dens navn; af rent prak tiske grunde burde de i hvert fald have m eddelt fra hvilket verdenshjørne gaarden var fotograferet. Be
skrivelsen indledes m ed et p a r linier om gaardens tilliggender og ejerens navn. Ellers dom ineres den a f ejerhistorien, d. v. s. den er en ejerliste. Her findes de sam m e oplysninger som i T rap, k u n som oftest m ere sum m ariske. — Mens m an gerne havde set T rap fulgt i den topografiske rækkefølge, havde nogen m ere f ri
hed m. h. t. oversigten over ejerne i forhold til T rap været gavnlig.
Til slut følger nogle faa linier arkitekturoversigt. Det e r vist
nok halsløs gerning at ville k arak terisere en h erregaards hoved
bygning, u ndertiden hele anlæget a f hoved- og avlsbygninger i 5
— 10 linier. Steffen Linvald, der m aa have ros og dadel herfor, h a r nok faaet ud af det, hvad der k a n opnaas. Det ses f. eks., at de nyeste behandlinger er taget i betragtning ved udarbejdelsen.
Det opgives, i hvilken fredningsklasse bygningen er anbragt, hvor- n a a r den er opført og lignende forhold. Disse leksikalske k end s
gerninger lider dog af enkelte m angler. Det gælder f. eks. over
alt, a t det havde været ønskeligt m ed flere arkitektnavne, og det burde f. eks. have været nævnt, at den fornylig foretagne restau
rering af P ed erstru p var sket i 1939 und er ark itekt Viggo Sten Møllers ledelse.
Billedstoffet er ikke alt for iøjnefaldende daarligt. Men det er h eller ikke godt. Der er ikke rigtig fornem m else for ark itek tu r i disse billeder — m an sam m enligne dem f. eks. m ed billederne i professor Ellings bog. R eproduktionerne er heller ikke altid saa gode, som de burd e være.
Vore H erregaard e giver intet n yt ud over at føre T rap å jour m. h. t ejerforholdene. Det er beklageligt, at en paa sit felt saa ud m æ rk et videnskabsm and som dr. M athiassen a f sin kæ rlighed til et inciterende stof h a r ladet sig forlede til at udgive denne bog, der slet ikke er h a m værdig. Det er saa m eget m ere m ærkeligt, som h a n i sine to andre bøger h a r givet indgaaende skildringer af herregaardene. Man k a n være uenig m ed h a m i h an s forsvar for herreg aard en e og bl. a. finde, at det m angler social forstaaelse.
Men m ens H erregaarde og Godser og M ajoratforeningens bog k a n læses m ed et vist udbytte, fordi de dog b rin g er nyt stof og personlige sy n sp u n k ter in d i en debat om sociale og økonom iske spørgsm aal, er Vore H erregaarde ganske overflødig.
Baade D anske Slotte og H erregaard e og Vore H erregaarde er i stort og »fornem t« fo rm at (henholdsvis 32 X 25 cm og 30 X 23 cm ). N aar m an vilde udsende nye bøger om herregaardene, burde det ikke være saad an n e store pretentiøse bøger i k o stb art udstyr, d er fo r øvrigt slet ikke tilfredsstiller m ennesker m ed bogkultur, m en sn arere lette, fordringsløse bøger, der gav ensartede oplys
ninger om gaardene.
Den traditionelle form for et h erregaardsv æ rk synes at være blevet »inventarvæ rkets« topografiske ordning. Men de værker, der her er blevet nævnt, b a r desvæ rre ikke inventarvæ rkets sag
lighed. F orm en i sig selv er der in tet i vejen med. Den er — a n vendt p aa rette m aade — fortræ ffelig. H vor godt resultatet kan bbve, viser D anm arks K irker. H er er den enkelte kirke gennem- gaaet baade grundigt og sagligt. Frem stillingen ledsages ikke alene a f fotografier, m en ogsaa af tegninger, plan er og opstalter. — N aar N ationalm useet siden 1933 h a r udsendt kirkevæ rket, skulde m an have ventet, a t en saa stor nyudgave som D anske Slotte og H erregaarde i hvert fald delvis vilde have taget D anm arks K irker til forbillede, saa i h v e rt fald ark itek tu re n var blevet behandlet p aa m ere saglig m aade. H erregaarden er et saa interessant fæ nom en, h a r gennem tiderne grebet saa dybt ind i sam fundets liv, og dens a rk ite k tu r er saa væ rdifuld, at den bør have en bedre b ehandling end som saa.
Ud over det personalhistoriske giver herregaardsvæ rkernes e je r
h isto rier ikke saa forfæ rdelig meget, m est socialhistorie, og næ ppe ret m eget m ere, end h v ad m an vidste i forvejen. De viser, hvilke sociale lag, der ejede herreg aard en e til forskellige tider. I slu tn in gen af m iddelalderen var det den gam le adel, d e r ved siden af k ro n en og k irk e n ejede gods. U nder enevælden dukkede nye slæg
ter op, dels låge borgerlige (i tiden lige efter 1660 h y p p ig t kronens k red ito rer, f. eks. Marselis, adlet G yldenkrone), dels indvandrede
frem m ede adelige, ofte tyskere. Gennem 18. og 19. aarh . rekru- teredes gaardenes ejere stadig hyppigere fra borgerskabet — gan
ske vist lod disse nye godsejere, der oprettede stam huse og fidei- kom m is’er sig h u rtig t adle (navnlig i 18. aarh . f. eks. L instrup adlet Lindenkrone). E jerh istorien viser ogsaa, at gaardene hyppigt skiftede besiddere. Det er i virkeligheden k u n et faatal af de d a n ske herregaarde, der h a r været i een og sam m e fam ilies eje i et p a r h undrede aar.
Den egentlige godshistorie berøres saa godt som ikke i noget af disse herregaardsvæ rker. E n undtagelse er H erregaardene og Sam fundet, hvor navnlig godsernes økonom i i nutiden er behandlet.
Det forhold, der om tales m est i h erregaardsvæ rkerne er arronde- ringen af godserne fra slutningen af 16. aarh. Den nævnes i reglen i forbindelse m ed det første betydningsfulde byggeri paa h e rre gaardene.
I virkeligheden savnes der fyldig behandling af herregaardenes historie. D anske Slotte og H erregaarde h a r gjort et tilløb til det.
Men m an h a r ikke gjort skridtet fu ld t ud og sam let en dobbelt stab af m edarbejdere: økonom er og k unsthistorikere + arkitekter.
E t sa ad a n t foretagende vilde naturligvis have kræ vet større m idler end et p riv at forlag kunde m agte. Men n a a r m an ikke m agtede det, b u rd e m an hellere have erkendt sin begræ nsning og ladet op
gaven ligge. M aaske kunde en behæ ndigere redaktion have faaet m anglerne til at træ de m indre tydeligt frem , saa vist som der i enkelte a rtik le r findes gode ting, æ rligt arbejde p aa at n aa til bunds. — Man ku nd e ogsaa have lagt vægt paa k u ltu rhistorisk stof, m en det er ikke sket. S aadant vilde sikkert ogsaa egne sig bedre til en bogtype som professor Ellings.
Disse h erregaardsvæ rk er fortæ ller heller in tet om, hvad herre- gaarden som type h a r betydet for den øvrige del af sam fundet.
— P aa dette om raade er H erregaardene og Sam fundet en u n d tagelse. Men anstrengelserne for at frem hæ ve herregaardenes be
ty d ning er ensidigt til fordel for en enkelt, m eget faatallig sam fundsklasse. — N aar m an læser disse h erregaardsvæ rker fa a r m an det indtry k, at g aardene h a r hvilet i sig selv som m id tp u n k t for godsbesiddernes liv. Dette liv synes at have h a ft sine egne love.
G aardene havde tilkn ytn ing til den højere adm inistration, m en de var m enigm and fjern. Økonom isk, socialt og k u ltu relt h a r der væ
ret et svælg m ellem »herskabet« og egnens befolkning. — H erre
gaardenes kultu relle betydning ligger i dag i deres arkitektur.
F ra Renæssancen til m idten af 19. aarh . er d er bygget fo rtræ ffe
ligt. De ca. 300 aars gode bygningstraditioner, der for øvrigt ikke specielt e r k n yttet til herregaardene, m en som findes saavel i by
som paa land, h a r skabt en ræ kke anlæg, der er forbilledlige for løsningen af arkitek tu rp ro blem ern e, og de h a r stor k unstn erisk værdi i sig selv. Disse bygninger m aa ikke forsvinde, heri m aa enhver m ed den ringeste sans for a rk ite k tu r give dr. T herkel Ma- thiassen ret. U dviklingen synes im idlertid at gaa i retning af, at herreg aarden e som hjem fo r »herskabsfam ilier« m aa forsvinde.
D erfor bør m an i tide tæ nke p aa anden anvendelse fo r dem, saa m eget m ere som det offentlige sandsynligvis i frem tiden stadig vil kom m e til at sørge for deres bevaring.
Hans Lassen.
Gamle danske Bøndergaarde.
G a m l e d a n s k e B ø n d e r g a a r d e ved Axel Steensberg. Haase
1 9 4 3 .
D ansk V idenskab h a r m ange og store A rbejdsm arker. Men et A rbejdsfelt, der ligger lige uden for vor Dør, er blevet sørgeligt forsøm t: vore egne gam le B øndergaarde. Ganske vist er der Mænd, som h a r gjort et betydeligt A rbejde for i Tide at sam le Stof ind.
F ø rst og frem m est m aa nævnes R. M ejborg og A rkitekt H. Zan- genberg. Altfor ofte h a r det dog skortet p aa de fornødne Mid
ler. Gang p a a Gang h a r D ansk Folkem useum s Leder m aattet k o n statere, at »Museets M edarbejdere h a r m aattet indskræ nke sig til at undersøge, opm aale og fotografere de Bygninger, der havde m est Betydning.« Im edens fald er den ene gamle B ondegaard efter den anden, og vi m ister herm ed Gang paa Gang vigtige Kilder til O plysning om vort Folks K ulturhistorie. De Ting, der ligger gem t i Jorden, k a n Arkæologen ogsaa grave op om hun d red e Aar, m en T øm m erkonstruktionen fra en nedrevet B indingsvæ rksgaard
— den er uigenkaldelig borte. Man m aa derfor haabe, at den sto r
stilede Undersøgelse a f vore gam le Bøndergaarde, som N ational
m useet begyndte p aa 1944 paa Bornholm og Sjælland, m aa kunne fortsæ ttes endnu m ere storstilet i den næ rm este Frem tid. Ellers bliver det for sent.
Gennem ovennævnte B illedværk h a r en Mand, d er staar m idt i N ationalm useets A rbejde m ed vore B øndergaarde, søgt at give Al
m enheden et In d try k af, h vad m an i Ø jeblikket k a n sige om disse.
Bogens Indledning giver b lan d t an det et k o rt Rids af det danske B ondehus’ Historie. Den, der ønsker at udvide sin Viden p a a dette Felt, k a n ty til sam m e F o rfa tte rs Bog fra 1942 »Den danske Bon
degaard« (»Vi og vor Fortid« Nr. 8). Hovedsagen i Bogen er h a lv andet H undrede gode Billeder af danske B ønderhuse fra alle Egne
