Institutioner Side om Side med Oslo. K unstindustrielle Museer blev startet tidligere og har flere Repræsentanter i Norge end i D anm ark. Og hvad Folkem useerne angaar, kunde det vel være nævnt, at selve Navnet er et La a n fra D anm ark, men ellers har Norge med sin rige og m angfoldigt nuancerede folkelige K u ltu r selvfølgelig paa dette Om raade faaet et Forspring, som vi trods de seneste Aars hæ derlige Anstrengelser a ld rig v il kunne indhente.
»Folkem useerne åpnet fo r folket et ny tt syn på historien som en fo rte llin g om mennesker lik os selv . . . . Museum stanken ble hos oss det 20. århundredes frisk e tilsk u d d som ga den nasjonale bevisthet et rike rc konkret innhold«. Bogen giver ikke noget T a l paa Norges Museer, men det er henved 200, h vo raf de 80 er Lokalm useer fo r B y og Bygd, skabte i vort Aarhundrede. Det er beundringsvæ rdigt, at Norge, der ganske h ar m anglet D anm arks Grundstam m e a f gamle kongelige Sam linger, og i 1810 knap havde andet at bygge paa end en Protest m od den kgl. Oldsags kom m issions Indsam lingsopraab af 1807, nu er naaet saa langt frem.
E t ypperligt Supplem ent til Sheteligs Væ rk er Reidar Kjellbergs Bog om N o r s k F o l k e m u s e u m . Den er udgivet a f Museets Styre og tilegnet dets Grundlægger, M useum sdirektør Hans A all, men at den ik ke er tynget a f o ffic ie l H øjtidelighed, mærkes a lle rede i K apiteloverskrifter som: »En ung m ann få r en idé« (1894),
»Museet redder den siste bukseknap« (1902— 14), »Våpnene taler, men musene tier ikke« (1938— 44). Den begynder med et Citat af Troels Lunds Pjece om K u ltu rh isto rie fra 1894, giver gerne Ordet til K ritik e re og Modstandere, lægger ik k e S kju l paa økonom iske og andre Vanskeligheder, som Museet h ar haft at kæmpe med, og naar alligevel at gøre Rede fo r de im ponerende Resultater, som Museet h a r naaet. Den er blevet et M onum ent over Hans A all, der i det halve Aarhundrede forestod Museet med usvækket Energi og O ffervilje. Og m an skal lede længe fo r at finde fornøjeligere m useum shistorisk Læ sning!
C. A. J .
Norges Steinalder.
Gutorm Gjessing: N o r g e s S t e i n a l d e r . Utgitt av Norsk Arkeologisk Seiskap. Johan Grundt Tanura. Oslo 1945.
Arkæ ologen Gutorm Gjessing h ar gjort den B ed rift at skrive en Bog om Norges Stenalder nu under K rigen — en Bedrift, saa vist som V ilkaarene har været slette fo r saadant Arbejde i Norge i disse Aar. Ikke alene var Sam lingerne gemt væk, men Tyskerne
havde installeret sig direkte i Museerne. Og m ange Museums- mænd sad som Fanger i M øllergaten eller paa G rini.
Gutorm Gjessing har mange Forgæ ngere i Studiet a f norsk Stenalder. Længe var de Synspunkter, der arbejdedes u d fra, stærkt paavirket a f den Problem stillin g, som svenske og danske Forskere var kom m et til. Dette Afhæ ngighedsforhold udviklede sig ganske naturligt. D e mange store Stengrave i D anm ark og Sverige førte til, at Studiet af Stenalderen i disse La n d e kom stærkt i Forgrunden allerede tid lig t i fo rrig e Aarhundrede. T a k ket være Mæ nd som J. J. A. W orsaae, O scar M ontelius og Sophus M ü lle r blev Stengravkulturen — den m egalitiske K u ltu r — i D a n m ark og Sydsverige den finest undersøgte Stenalderkultur i V e r
den med en fast Kronologi, der med sine Hovedresultater gælder den Dag i Dag. I Norge, hvor G ravfund i det store H ele m angler, maatte de-kronologiske Resultater udvindes ved en Sam m enlig
ning af Oldsagerne med tilsvarende danske og sydsvenske. M an førtes derved in d paa at betragte den norske Stenalder som et mere eller m indre ægtefødt A fko m a f den danske. N orsk Arkæ o
logi havde dermed, som Gjessing siger, faaet Dogm et om, at alle K u ltu rfrem skrid t i Europa h ar h aft syd-nordgaaende Retning med M iddelhavskulturerne som al K u ltu rs Navle, at trækkes med.
D er var im id le rtid en stor Gruppe Redskaber, hovedsageligt af Skifer, som det synes um uligt at passe in d i de danske Skemaer.
Længe klarede m an Vanskeligheden ved at gaa uden om dem som Katten om den varm e Grød. E n d e lig om kring 1920 lykkedes det ved forenet svensk-norsk H jæ lp at fin d e F o rb ille d e r fo r saa at sige hver eneste S kiferform i m egalitiske Flintredskaber. E fte r Gjessings Hovedsynspunkt, der refereres nedenfor, er Forudsæ t
ningen fo r dem en ganske anden — og rim eligere.
E n særlig norsk Stenalderforskning kan egentlig først siges at sætte ind, da m an tager fat paa Bopladsundersøgelserne. F o re gangsmændene her er G abriel Gustafson, H aakon Shetelig og A. W . Rrøgger, der hver fo r sig h a r givet en samlet F re m stillin g a f norsk Fo rh isto rie (Gustafson: »Norges Oldtid«, 1906, Shetelig:
»(Primitive T id e r i Norge«, 1922 og Brøgger: »Det norske F o lk i Oldtiden«, 1925). Paa disse F u n d var det m uligt at opbygge en norsk K ronologi, selv om Vanskelighederne var mange. H oved
parten af de norske F u n d skriver sig fra aabne Bopladser, hvor Oldsagerne oftest ligger uden egentligt K u ltu rlag , saadan at det er uhyre vanskeligt at skelne m ellem ældre og yngre Lag. M an har derfor antaget, at O ldsagsform erne i norsk Stenalder har holdt sig uforandret gennem vældige Tidsrum . F o r en D el kan dette være Fejlslutninger.
8
De nævnte Vanskeligheder kan delvis elim ineres, efterhaanden som Undersøgelsen a f Bopladser i H u le r og under H e lle r skrider frem . H er ligger K ulturlagene beskyttet m od V e jr og V in d og kan gro op t il mægtige, tykke Lag. Foregangsm æ ndene ved disse Undersøgelser er paany Brøgger og Shetelig (henholdsvis 1907 og 1910 og 1914— 15), m en vigtigere er dog Johs. Bøes Undersøgelse a f Skipshellaren i H ordelan d (1930— 31) og Gjessings a f K irk - h ellaren i N o rd la n d (1937— 38), dels fo rd i E rfa rin g e rn e fo r U nder søgelsen a f saadanne F u n d var gaaet betydeligt frem i den m el
lem liggende T id , dels fo rd i de to nævnte Pla d ser gav langt bedre M u ligh eder fo r at sk ille de fo rskellige Bosæ tningsperioder ad.
Bopladsundersøgelserne er da den Vej, der fø re r frem t il en klarere Forstaaelse a f U d viklin g en i Norges Stenalder. Som i vort L a n d m aa disse Undersøgelser paa det nøjeste kom bineres med og støttes a f de Resultater, som Kvartæ rgeologien naar til først og frem m est ved at tage Pollenanalysen i Brug. De nye Resultater, som Geologerne i de sidste A ar ér kom m et til fo r D anm arks V ed
kommende, har vendt op og ned paa mange gængse F o re s tillin ger. E n tilsvarende Indflydelse paa Opfattelsen af Norges Sten
alder synes de norske, geologiske Undersøgelser at skulle faa.
Gjessings Bog er ingen ringe B edrift. Ikke alene indeholder den 527 Sider med over halvandet H undrede B illed er og Planer, men den er ogsaa skrevet i et ualm indeligt levende og let læst Sprog.
Det er en Fornøjelse at gennem vandre Norges Stenaldér med Gjes- sing som Vejleder. M en som alle gode Bøger h a r den sine Skøn
hedspletter, og la d os da træ kke dem frem først. B illed sto ffet er gennemgaaende godt, og det er sm ukt anbragt i Teksten. D e tek
niske D etaljer, der skal anskueliggøres, frem træ der ogsaa tydeligt nok, men der m angler fuldstæ ndigt M aalestoksforhold ved A f
bildningerne. Det kan være galt nok fo r norske Læsere, men rent galt b liv e r det fo r danske, der m aaske ald rig personligt kom m er til at staa-øver fo r Sagerne selv. Og p rin cip ie lt er det under alle Om stæ ndigheder en Uting. E n lignende N onchalance m øder en under Beskrivelsen a f de enkelte Fund. D er gives ik k e tilstræ k
kelig fy ld ig Besked, saa Læseren h a r ik k e a ltid M u ligh ed fo r at begribe Fundenes hele Karakter. F o r at have disse T in g i Orden, m aa m an være et Stykke a f en Pedant. M en Pedant er Gjessing m indst a f alt.
M en h a r m an fø rst udspyet sin Galde over de nævnte Forhold, saa fængsles m an a f det frisk e og vidtfavnende Syn, Forfatteren anlægger paa sit Stof. Dette er ik k e en Fre m stillin g kun beregnet paa Fagarkæ ologer, men lige saa fu ld t paa K ulturhistorikere.
D er skal forsøges ko rt at klargøre hvorfor.
Ca. 3/4 a f Bogen om handler Jæger- og Fiskerku ltu ren , der i Nordnorge forsætter næsten eneraadende helt ned t il Jernalde
rens Begyndelse. D en sidste 1U er viet Norges ældste Bondebrug.
og S kildringen m under ud i en (stadig aktuel) K o n fro n tatio n af de 2 K u ltu rfo rm er i Afsnittet: Veidem ann og Bonde. Om Fangst- kulturerne taler Forfatteren med et sikkert Førstehaandskendskab fra sit O phold paa Norges nordligste M useum i Trom sø. H an fik her Lejlighed til at fortsætte Num m edals Arbejde m ed K larlæ g
ningen a f de ejendom m elige arktiske K ulturer, der gaar under Navnene: Fosna- og Kom sakulturen. Længe har de været et Stridens Æ ble blandt Fa g fo lk. M an kunde ik k e akceptere den meget tidlige Datering, N um m edal gav dem jævnsides m ed de ældste kendte Spor a f Mennesker her i vort Land. D er var ingen Levem uligheder i Norge paa det Tidspunkt, hævdede man. H v o r
dan skulde Mennesker være naaet gennem Isødet fra E u ro p a saa langt m od N ord? Gjessing h a r sin egen M ening om den T in g , idet hans Hovedsynspunkt fo r hele Norges Stenalder er en k ra ftig O pposition mod den ældre Opfattelse, at Indvandringen til Skan
dinavien er foregaaet sydfra. E fte r hans O pfattelse sætter In d vandringen sydfra tidligst in d med B ondekulturen i yngre Sten
alder. In d til da gik Forbindelsesvejene ene østover. Den norske Fangstku ltur søges knyttet til et stort cirku m p o lart K u ltu rk o m pleks, en Tanke, samme F o rfa tte r senere h a r behandlet nærmere i en A fh a n d lin g i det norske arkæ ologiske T id s s k rift »Viking«.
Brøgger hævdede som den første — uden at vinde T ils lu tn in g — den nord- og vestnorske Stenalders Uafhæ ngighed a f M egalit- kulturen.
Under sin Gennemgang tager Gjessing m ange tankevæ kkende Problem er op, og dér synes jeg egentlig, Bogens største Fortjeneste ligger — ia lt F a ld fo r $en ku ltu rh isto risk interesserede. Desværre lader Fundene ofte Forfatteren i Stikken. D er er nem lig den store Skavank ved Hovedparten a f de norske F u n d — og det gælder især de ældste — , at egentlige K u ltu rla g m angler. K u n de u fo r
gængelige Redskaber a f Sten er bevaret, Ben og Træ er borte.
R igtigt nuanceret frem træ der Fangstkulturen da først i yngre Stenalder, hvor Fundene fra H u le r og H eller dukker op. Ogsaa af anden G rund er de lige nævnte F u n d interessante. I flere a f dem træffes nem lig udover Jagtdyrenes Levnin ger K n ogler af T am d yr -— alle unge Individer. Gjessing tolker dem som V id n es
byrd om den Proviant, Fangstfolkene førte med sig hjem m efra, og ser h eri Beviser fo r Bøndernes sæsonvise Fangst langs Kysterne.
Paa eet Om raade viser Fangstkulturen en Rigdom , som v i her i D anm ark ik ke h a r noget Sidestykke til: Kunsten, som den viser
sig i de indhuggede og delvis bemalede B illed er paa Klippesiderne.
Gennemgangen a f den Fangstm agi, der ligger gemt i disse B ille der, er et a f de interessanteste A fsn it i Bogen. Gennem Jæ vnførelse med m oderne V idnesbyrd om Jagtm agi er det lykkedes F o rfa tte ren at sandsynliggøre H elleristningernes S tillin g i K ulturm iljøet.
F ø rst sent kom m er Bondebruget til Norge. R igtigt Fodfæ ste vinder det iflg . Gjessing først i Slutningen a f yngre Stenalder.
Denne U d v ik lin g hænger n atu rlig t sammen med N aturforholdene, der ik k e var den nye K u ltu rfo rm særlig gunstig. Forfatteren hæv
der da ogsaa som et karakteristisk Træ k i Norges K u ltu ru d v ik ling, at Fangstku lturen ik k e her (som f. Eks. i Danm ark) nogen
sinde h a r ladet sig knæ kke a f den nye Erhvervsform . Denne sid
ste m aatte tilogm ed fra første Fæ rd baseres paa Sam virke med Fangstku lturen fo r overhovedet at kunne eksistere. U d a f Syn
tesen m ellem disse to saa fo rskellige Erhvervsform er, der desuden efter Gjessings F re m stillin g har hver sin O prindelse (en østlig, cirk u m p o la r og en sydlig, forasiatisk), gror den B landingskultur, der b liv e r Norges K u ltu rh isto rie frem til idag, og hvis første V id nesbyrd var at fin d e i Bopladslagene fra H u le r og H eller. O p rin delsen til et saa vigtigt Le d i norsk B on dekultur som Sæterdriften v il Forfatteren søge i denne Sam mensm eltning. Bogen afsluttes med en fy ld ig Litteraturfortegnelse og et fo rb illed lig t, fy ld ig t Sag- og Navneregister.
H olger Rasmussen.
Norsk Jernskulptur.
Arne Nygård-Nilsen: N o r s k j e r n s k u l p t u r I— II. I Serien Norske Minnesmerker. I. W. Cappelen. Oslo 1944.
Beundringsvæ rdigt mange fornem m e P u b lik a tio n e r lykkedes det Norge at faa udgivet i de haarde Krigsaar. Som Fortsættelse a f Johan Meyers store Væ rk om »Fortids Kunst i Norges Bygder«
h ar m an saaledes paabegyndt en ny statelig Serie om den n atio nale Textilku nst, h v o ra f der er udsendt Helen Engelstad: N o r s k e r y e r (Serie II N r. 1, udgivet a f Kunstindustrim useet i Oslo 1942). Samme Fo rfatterin d e har, ligeledes fo r Kunstindustrim useet i Oslo, udarbejdet »M e s s e k l æ r o g A l t e r s k r u d . M i d d e l a l d e r s k e P a r a m e n t e r i N o r g e « (Oslo 1941). Og i Serien N orske M innesm erker er udkom m et Th. Krohm Hansen:
N o r s k e V e l k o m s t e r f r a L a u g s t i d e n (Oslo 1942).
M en den P u b lik a tio n , der ved sit Em ne har stærkest B ud til D anm ark, er den nuværende norske Rigsantikvars Væ rk om norsk Jernskulptu r, h vilket i Hovedsagen v il sige de støbte Jernovne,
