Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.
L A N D B O H I S T O R I S K E S K R I F T E R Bind 1
G U N N A R O L S E N
H ovedgård og b o n d eg ård
S t u d ie r o v e r s to r d r if te n s u d v i k li n g i D a n m a r k i t i d e n 1 5 2 5 - 1 7 7 4
København
R O SEN K ILD E OG BAGGER 19 5 7
REPROTRYK FOR LANDBOHISTORISK SELSKAB
Denne afhandling er af det filosofiske fakultet ved Københavns universitet antaget til offent
lig at forsvares for den filosofiske doktorgrad.
København, den 8. november 1957.
A S T R ID FRIIS d. å. dekan.
ISBN 87 7526 060 3
Spccial-Trykkeriet. Viborg. A S
I N D H O L D S F O R T E G N E L S E IN D LE D N IN G
1. Godssystemet s 13, 2. De forsvundne landsbyer s 13, 3. Opgavens afgrænsning s 14, 4. Tidligere behandlinger af nedlæggelserne s 15, 5. Udviklingen i andre lande s 18, 6. Udviklingen i Sønderjylland og de skånske landsdele s 23, 7. Pro
blemerne s 25.
KAPITEL I:
K IL D E R OG KILD E PRO B LE M E R
1. Kilderne s 28, 2. Fra Kancelliet og Rentekammeret s 29, 3. Uudnyttede bevil
linger s 30, 4. Lensregnskaber og jordebøger s 31, 5. Matriklen 1688 s 32, 6. Indberetninger om nedlagte bøndergårde s 33, 7. Generalhoverireglementeme 1769-71 og Add 230 fol s 34, 8. Kronens skøder s 36, 9. Præsteindberetningeme s 37, 10. Refusionsydelser som kriterium for hovedgårdsudvidelser s 40, 11. Andre kilder s 42, 12. Indirekte slutninger om nedlæggelser s 42, 13. Udvidelsernes om
fang s 44, 14. Tidspunkterne for nedlæggelserne s 45, 15. Ødegårdes dyrkning under hovedgårdene s 48, 16. Afbyggergårde s 49, 17. Hovedgårdes genoprettelse s 50, 18. Hovedgårde fra Rostjenestetakseringerne s 51, 19. Gårde, gårdsæder og bol s 52.
KAPITEL II:
H O V ED G ÅR D E OG LAD EG ÅRD E
1. Hovedgårdsprivilegierne s 54, 2. Hovedgård - sædegård s 58, 3. Hovedgårds- privilegiernes erhvervelse s 59, 4. Diskussion om hovedgårdsrettighederne s 62, 5. Adelige lade- og avlsgårde s 63, 6. Kronens ladegårde s 65, 7. Hovedgårds- rettighederne efter enevælden s 66, 8. Hovedgårdenes antal s 69.
KAPITEL III:
ÅRSAG ER T IL ST O R D R IF T E N S U D V IK L IN G
1. Teorier om årsagerne s 72, 2. Avlingens udvidelse s 75, 3. Hovedgårdene og fællesskabet s 76, 4. Hovedgårdenes udskiftning af fællesskabet s 78, 5. Nedlæg
gelserne og ødegårdsproblemet s 84.
KAPITEL IV :
K R O N E N OG NED LÆ GG ELSERNE
1. Kronens indflydelse s 88, 2. Kronens oprettelser af ladegårde s 88, 3. Kronens udvidelser af ladegårde s 93, 4. Kronens nedlæggelser af hovedgårde s 95, 5. Kro
nens brug af de nedlagte gårde s 98, 6. Hovedgårde under ryttergodset s 100, 7. Krongodsets ændringer, oprettelser efter mageskifter s 101, 8. Udvidelser efter mageskifter s 104, 9. Oprettelser efter krongodsudlæggene s 104, 10. Udvidelser efter krongodsudlæggene s 106, 11. Rytterdistrikternes omlægning 1715-20 s 107.
KAPITEL V:
S K A T T E P O L IT IK K E N S IN DFLYDELSE
1. Hovedgårdsoprettelser og ugedagsbøndernes skattefrihed s 109, 2. Hovedgår
denes skattepligt 1662-70 s 110, 3. Skattefriheden 1670-82 s 111, 4. Henrik v.
Stöckens planer s 112, 5. Forordningen af 16/12 1682 s 114, 6. Forordningens gennemførelse, kompletteringen s 115.
KAPITEL V I:
L O V G IV N IN G O G A D M IN IS T R A T IO N
1. Forbudet mod bøndergårdes nedlæggelse 28/1 1682 s 118, 2. Forbudets skær
pelse 16/3 1725 s 121, 3. Forordningerne 10/2 1731, 14/1 1740 og 6/6 1769 s 124, 4. Administrationens indgreb før 1670 s 126, 5. Bevillinger på sædegårds
frihed 1670-82 s 128, 6. Bevillinger til nedlæggelser efter 28/1 1682 s 129, 7. Lokaladministrationens indgreb s 132.
KAPITEL V II:
H O V E D G Å R D SØ K O N O M IE N O G NED LÆ GG ELSERNE
1. Hovedgårdsdrift og bondegårdsdrift s 136, 2. Udvidelserne og hovedgårds- driftens intensivering s 138, 3. Hollænderierne s 140, 4. Hovedgårdenés fordele ved produktionens afsætning s 143, 5. Konjunktursvingningeme og udvidelserne s 144.
KAPITEL V III:
H O V E R IE T
1. Hoveriet som forudsætning for stordriften s 148, 2. Hoveriets vækst s 149, 3. Vekselvirkningen mellem hovedgårdsudvidelseme og hoveriets vækst s 150.
KAPITEL IX : N Y O P D Y R K N IN G
1. Opdyrkning på kronens ladegårde s 154, 2. Opdyrkning på adelens hoved
gårde s 155, 3. Opdyrkningen i 1700-årene s 155.
KAPITEL X :
H O VEDGÅRDSNEDLÆ G GELSER
1. Manglende efterretninger om nedlæggelserne s 157, 2. Udstykninger af ned
lagte hovedgårde s 158, 3. Inddragelser under andre hovedgårde s 159.
KAPITEL X I:
N ED LÆ GG ELSERNES O M FANG
1. Vanskeligheder ved den talmæssige behandling s 161, 2. Tal for oprettelser, udvidelser og nedlæggelser s 162, 3. D e samlede resultater s 171.
KAPITEL X II:
ST O R D R IF T E R N E
1. Definition og antal s 176, 2. Stordrifternes oprindelse s 177, 3. Udvidelser af middelalderlige hovedgårde og ladegårde s 179, 4. Enkelte stordrifters udvidelser s 181, 5. Stordriftens kronologiske udvikling s 184, 6. Stordrifternes geografiske fordeling s 185.
KAPITEL X III:
DE N ED LAG TE LAN D SBYER
1. Antal, størrelse, kronologisk og geografisk fordeling s 187, 2. Specielle forhold ved nedlæggelserne s 192.
KAPITEL X IV :
BØNDERNES SKÆ BN E VED NEDLÆ GGELSERNE
1. Kronbøndeme før 1660 s 195, 2. Kronens omsorg for andre bønder s 196, 3. Bøndernes holdning ved nedlæggelserne s 197, 4. Adelens bønder s 199, 5. Efter 1660, Bøtø s 201, 5. Kronens betingelser med hensyn til bønderne efter 1731 s 204, 6. Følgerne for de tilbageblevne bønder s 205, 7. Nedlæggelserne i enkelte sogne og på enkelte egne s 207, 8. Bønders modstand mod og klager over nedlæg
gelserne efter 1660 s 209.
KAPITEL X V :
PRÆ STE R N E OG N EDLÆ GGELSERNE
1. Refusionskravet og dets gennemførelse 1661 s 211, 2. Kronens refusioner s 212, 3. Refusionernes bortfald, præsternes tab s 213, 4. Sikring af refusionen gennem overenskomster s 215.
KAPITEL X V I:
G O D SØ K O N O M IE N S O M LÆ G N IN G
1. Stordrifternes vanskeligheder s 220, 2. Godsøkonomiens koncentration om ho
vedgårdsdriften s 223, 3. Stordriftens grænse s 226.
KAPITEL X V II:
D ISK U SSIO N E N O M H O V ED G ÅRD EN E 1. Kritikken af godssystemet s 228, 2. Debatten efter 1757 s 231.
AFSLU TN IN G S 238.
S U M M A R Y S 245.
N O T E R S 258.
K IL D E R OG L IT T E R A T U R
Utrykte kilder s 280, Trykte kilder s 285, Anvendt litteratur s 285.
BILAG
side
I. Oversigt over hoved- og ladegårdes oprettelser 1525-1774 ... 289
II. Oversigt over hovedgårdes og ladegårdes udvidelser 1525-1774 ... 314
III. Hovedgårdes og ladegårdes nedlæggelser 1725-1774 ... 350
IV. Landsbyer nedlagt ved hovedgårdes oprettelse ... 359
V. Landsbyer nedlagt ved bestående hovedgårdes udvidelse ... 362
VI. Hovedgårde nævnt i rostjenestetakseringeme ... 366
V II. Kontribuerende hartkorn under hovedgårdsdrift anført i hoveri- reglementer 1767-69 eller Add 230 fol ... 368
STED N A VNEREG ISTER
369
F O R K O R T E L S E R af arkivalier og litteratur.
D kane ... Danske Kancelli.
D L ... Danske Lov D a mag ... Danske Magasin.
D a saml ... Danske Samlinger.
DSoH ... Danske Slotte og Herregårde.
DSoH n saml ... Danske Slotte og Herregarde. Ny Samling.
eksmdt ... Ekstraskattemandtal.
Hoveriregl 1768-69 ... Generalhoverireglementer i overensstemmelse med forordningen af 6. maj 1769.
H T ... Historisk Tidsskrift.
Indk bet 1768-70 ... Indkomne betænkninger over spørgsmål i henhold til cirkulære af 30. april 1768.
J R ... Jyske Registre.
Jy saml ... Samlinger til jysk Topografi og Historie.
J T ... Jyske Tegneiser.
K B ... Kancelliets Brevboger.
Kr sk ... Kronens skøder.
Landv komm ... Landvæsenskommissionerne 1757-73.
Nedl bgde 1768-69 ... Indberetninger om nedlagte bøndergårde i henhold til cirkulære af 1. november 1768.
Præsteindbr 1738 ... Indberetninger fra sognepræsterne i Sjælland om kaldenes beskaffenhed.
Rep ... Repertorium diplomaticum regni danicie mediævalis. II.
Rtk ... Rentekammeret.
Rtk D P ... Rentekammerets deliberationsprotokol.
Rtk EP ... Rentekammerets ekspeditionsprotokol.
Rtk: jdbg 1660-65 ... Rentekammeret: jordebøger indsendt i henhold til kgl.
missiver 1660 28. september, 1661 10. januar og 1662 4. juli.
Rtk RP ... Rentekammerets resolutionsprotokol.
skbg ... Skødebog.
Sj R ... Sjællandske Registre.
Sj T ... Sjællandske Tegneiser.
S R D ... Scriptores rerum danicarum.
Top og hist ... Topografi og Historie.
Trap ... J. P. Trap: Danmark.
F O R K O R T E L S E R bet ... betænkning.
bev ... bevilling.
bgd(e) ... bondegård, bøndergårde.
dok ... dokumenter.
frdn ... forordning.
gd(e) ... gård, gårde.
gi htk ... gammelt hartkorn, hartkorn fra tiden før Christian V.s matrikel.
gi matr ... Frederik III.s matrikel.
hbg ... herredsbog, provstebog.
hgd(e) ... hovedgård, hovedgårde.
hrd ... herred.
htk ... hartkorn.
indbr ... indberetning (e r ).
indl ... indlæg.
jdbg ... jordebog.
j y ...jysk.
kl ... kloster.
kid ... kald.
kpb ... kopibog.
ldgd(e) ... ladegård, ladegårde.
1 u ... lagt under.
mag ... mageskifte.
m a tr ... Christian V.s matrikel.
miss ... missive.
n r ... nørre.
prot ... protokol.
rgsk ... regnskab (er).
rskr ... reskript.
resol ... resolution.
regnsk ... regnskab.
saml ... samlinger.
sdr ... sønder, søndre.
sg ... sogn.
sj ... sjællandsk.
st ... stift.
u ... under.
F O R O R D
Grundlaget for denne afhandling blev lagt i årene 1943-45, da jeg havde kandidatplads på Elers kollegium. Jeg modtog i denne tid støtte til mit videnskabelige arbejde fra universitetet dels gennem J. L. Smiths Stipendium for Kandidater og Viderekomne, dels gennem Garlsberg- fondets universitetslegat, og desuden fra Den grevelige Hielmstierne- Rosencroneske Stiftelse. Senere har jeg til arbejdets fuldførelse fået støtte fra Overretssagfører L. Zeuthens mindelegat og fra Statens almindelige videnskabsfond. For samtlige understøttelser bringer jeg her min var
meste tak.
Jeg takker endvidere landsarkivar Harald H att og fhv. rigsarkivar, dr. phil. Axel Lindvald, der hjalp mig til en betydningsfuld 3 måneders orlov fra mit arkivarbejde. Ligeledes er jeg mine kollegaer ved lands
arkiverne og Rigsarkivet taknemmelig for venlig hjælpsomhed under arkivstudierne.
En særlig tak skylder jeg rigsarkivar Svend Aakjær for den varme interesse, han har vist mit arbejde fra først til sidst, samt lektor, dr. phil.
Fridlev Skrubbeltrang for talrige belærende drøftelser af landbrugs- historiske problemer.
Endelig takker jeg min hustru, cand. mag. Karen Marie Olsen, for gennemgang af manuskriptet og for aldrig svigtende tålmodighed gen
nem mange år.
Oversættelsen af resuméet er foretaget af cand. mag. Niels Haislund.
Gunnar Olsen.
I N D L E D N I N G 1. Godssystemet.
Gennem henved 300 år var det danske landbrug stærkt præget af den organisationsform, der betegnes som godssystemet.
Godssystemet kulminerede i 1700-årene, da godsejerne foruden deres hgde fra en begyndelse ejede o. 3/4 af landets bgde og siden udvidede deres besiddelser betydeligt. De havde et næsten absolut økonomisk herredømme over bønderne. Love og frdninger gav dem en udstrakt myndighed over deres fæstere, mens lovene kun ydede disse en svag be
skyttelse mod vilkårlighed. De stærkeste udtryk fik godsejernes overmagt vel gennem deres ret til at kræve ubegrænset hoveri af bønderne og gennem deres ret til at tildele bønderne vilkårlige - og alvorlige - rev
selser, en ret som fik sit symbol i træhesten. Og hertil kom i 1733 stavns
båndet, som hindrede bønderne i at søge hen, hvor de kunne finde de bedste kår.
Karakteristisk for godssystemets økonomi var det, at hgdene var produktionens brændpunkter, alle godsets kræfter blev sat ind for at fremme deres tarv, mens bøndernes interesser kom i anden række.
Forskellige elementer havde virket sammen til udviklingen af dette godssystem: oprettelser af nye hgde eller udvidelser af de bestående;
arrondering af godserne, så bønderne blev samlet i hgdens umiddelbare nærhed; erhvervelse af tiender til styrkelse af hgdens økonomi, af birke
ret, af jus patronatus; opnåelse af den fornødne personlige myndighed over bønderne, så disse lettere kunne bringes til at opfylde godsejernes krav.
Nærværende afhandling vil beskæftige sig med det første led af denne proces: oprettelser af nye hgde og udvidelser af de bestående, eller med andre ord: stordriftens udvikling i Danmark.
2. De forsvundne landsbyer.
Gamle stednavne vidner rundt om i landet om forsvundne landsbyer.
I store træk kendes adskillige af disse landsbyers skæbne; man ved, hvornår og hvorfor de forsvandt. Om andre findes kun mere eller mindre dunkle overleveringer. For manges vedkommende har kun navnet været
13
kendt. Tidspunktet for, såvel som årsagerne til deres nedlæggelse har været ukendt. Forsvandt de i middelalderen eller senere? Var det pest, krig eller uår, der ødelagde dem? Hvor store var de? Hvor stort var deres antal? Kunne de tælles i hundreder eller blot i snese? De fleste af disse spørgsmål har hidtil været ubesvarede. Det har ikke været hen
sigten at løse alle gåder omkring de forsvundne landsbyer i denne af
handling; men landsbyernes nedlæggelse og hgdenes oprettelse og ud
videlse var i mangfoldige tilfælde to sider af samme sag. Dette problem er derfor i en vis udstrækning behandlet jævnsides med stordriftens udvikling.
3. Opgavens afgrænsning.
Foreliggende arbejde er geografisk begrænset til det gamle konge
riges område. Sønderjylland er således ikke medtaget i de egentlige undersøgelser med undtagelse af Møgeltønder, som lå i de kongerigske enklaver; Skåne, Halland og Blekinge er heller ikke medtaget. For disse landsdeles såvel som for Sønderjyllands vedkommende er der dog givet en kort oversigt over den hidtidige forsknings resultater. Bornholm er heller ikke taget i betragtning, da øen ikke havde egentlige hgde og kun en enkelt ldgd under Hammershus; en diskussion om, hvorvidt visse af Bornholms største gde kunne regnes for hgde, er fundet ufornøden.
Tidsmæssigt er opgavens grænser sat til ca 1525 og ca 1774. Det første tidspunkt falder sammen med indførelse af livsfæstet, der skulle give bønderne beskyttelse mod at blive sat ud af deres fæstegde, og som dermed også skulle beskytte gdene. Den anden tidsgrænse markerer afslutningen af de sidste store krongodsudlæg; den ligger desuden nær ved de store landboreformer, der, selv om de ikke standsede nedlægnin
gen af bgde og udvidelse af hgdene, dog ændrede de derhen hørende problemer væsentligt.
Arbejdet er begrænset til at omfatte udvidelser af hgdenes agre og enge; erhvervelser af skove eller olden- og græsningsrettigheder i skove er der ikke taget hensyn til, heller ikke til erhvervelse af græsnings- rettigheder på overdrev og heder, til gærdselshugst, tørveskær, lyngslet samt rettigheder til jagt og fiskeri, eller hvad der iøvrigt kan være tale om af lignende rettigheder. Der er heller ikke gjort rede for erhvervelse af mølleskyld, men ved inddragelse af møller kun for det htk af ager og eng, der lå til møllerne.
Udvidelser vundet ved skeltrætter gennem oldingegang eller ride
mandsforretninger er ikke medtaget - et enkelt tilfælde dog undtaget
Ganske små udvidelser - som regel ved mageskifter - der kun drejede sig om enkelte agre, er heller ikke medregnet. Som grænse er i almin
delighed sat 1 td htk; i enkelte tilfælde, hvor det har kunnet fastslås, at det var en selvstændig bedrift, der blev nedlagt, er mindre udvidelser dog taget med.
4. Tidligere behandlinger af nedlæggelserne.
De undertiden drastiske forandringer i en egns bebyggelse, ja i dens hele udseende, såvelsom i dens sociale struktur, der skete ved hgdsopret- telser og -udvidelser, har altid påkaldt interesse i den historisk-topo- grafiske litteratur. Allerede Christen Sørensen Testrup kommer ind på problemerne i „Rinds Herreds Krønike“, og Hans de Hofman indsam
lede alle de oplysninger, han kunne få desangående, i sine Fundationer, hvorfra de gik videre til Pontoppidans og Hofmans „Danske Atlas“.
De forskellige udgaver af Traps „Danmark“ har ligeledes bragt en sta
dig voksende strøm af oplysninger om de enkelte hgdes forhold på dette område, og oplysningerne er for en del nedfældet og undertiden sup
pleret i „Danske Slotte og Herregårde“.
Mange historikere har skildret enkelte gdes eller bestemte egnes hi
storie med disse problemer for øje. Kun enkelte af dem skal her nævnes.
Oluf Nielsen behandlede problemerne i en række syd- og vestjyske hrder.
G. H. Brasch skrev om Vemmetofte, Bregentved og andre østsjællandske herregde, O. F. G. Rasmussen om Gisselfeld, C. Christensen om Hørs
holm og Anders Pedersen om Vallø og andre gde i Bjeverskov hrd.
Sydfynske gdes historie blev behandlet af S. Jørgensen Kistrup og N. Rasmussen Søkilde, langelandske af Vilhelm Lütken. Klaus Gjerding skrev om Helium hrds gde. Senere har G. Klitgaard skrevet talrige vendsysselske og S. Nygård andre jyske gdes historie. G. C. Haugner har taget sig af de lollandske gde, og Holger Hjelholt har indgående behandlet de falsterske.
Ved siden af disse undersøgelser er der gjort flere forsøg på at få overblik over hele udviklingen indenfor visse tidsrum for hele landet eller i enkelte landsdele.
I 1700-årene antog man, at bevægelsen havde haft et meget stort omfang. N. D. Riegels siger således, at herregdenes antal før Ene
vælden kun var 300, mens der nu er 800, og et andet sted erklærer han, at der i Chr. V.s tid var oprettet 10 grevskaber, 11 baronier og 400 hgde1.
15
C. Christensen Hørsholm fremlagde i Agrarhistoriske Studier I, 1886, et betydningsfuldt materiale navnlig vedrørende kronens oprettelser og udvidelser af dens lgde, og han sluttede ud herfra, at kronen var gået i spidsen for stordriftens udvikling. Adelen fulgte dens eksempel, men før 1660 gik det kun langsomt2.
I Stavsbåndsløsningen og Landboreformerne I, 1888, opponerede V. Falbe-Hansen mod de af N. D. Riegels anførte tal. Han hævdede, at der o 1770 før de sidste krongodsudlæg kun blev drevet ca 6000 tdr htk bondejord under hgdene, og deraf fandtes de 3000 på Lange- land( !)3 - hvad der ganske vist beroede på nogle alvorlige fejltagelser - og han sluttede herfra, at der ikke kunne være sket nogen større for- gøgelse af herregårdenes antal, og at arealerne heller ikke kunne være blevet udvidet særlig meget.
Det følgende år, 1889, kom J. A. Fridericia med den indtil da mest indgående undersøgelse af problemet. Han pegede på, at bevægelsen var fælles for store dele af Nordeuropa, og at den i Danmark tog fart i 1500-årene under påvirkning fra Tyskland. Den foregik sammen med opførelsen af de store hovedbygninger og med hgdsmarkemes udskift
ning fra landsbyfællesskabet. Kronen gik side om side med adelen med hensyn til nedlæggelser. Han påviste, at udvidelserne foregik enten ved at nedlægge bgde eller ved at tage jord fra gde eller landsbyer, som vedblev at bestå. Fra 1600-årene anfører han en række eksempler på oprettelser el udvidelser, hovedsageligt fra Sjælland. Disse viste, at der fra ca 1570 til 1651(57) var nedlagt henimod 40 bgde af kronen og mindst 100 af adelen. I en række sogne med hgde var gdantallet gået stærkt ned, så det samlede antal nedlæggelser i det pågældende tidsrum rimeligvis måtte sættes til mindst 200 for Sjællands vedkommende.
Fridericia antog, at en lignende bevægelse havde fundet sted i de andre landsdele, og han viste, at bgdenes antal i samme tid var mindsket kraftigt i Sallinge hrd, hvor der fandtes mange hgde4.
I 1915 tog Henrik Pedersen udviklingen i tiden 1660-1730 op til behandling i forbindelse med undersøgelsen af hgdsdriften i 1700-årenes anden halvdel. Han gjorde opmærksom på, at nedlæggelsen af bgde havde en modbevægelse, idet der blev nedlagt mange hgde, hvis jord atter gik over til bondebrug, og han identificerer 199 af disse gde. Men efter 1660 dominerer bgdsnedlæggelserne afgjort. Han anfører eksempler på en række betydningsfulde nedlæggelser, hovedsagelig fra Sjælland.
Et forsøg på at fastslå bevægelsens talmæssige omfang gav til resultat, at der i tiden o 1660-1730 var nedlagt ialt 631 bgde. Af disse var der
oprettet 48 nye hgde, mens 59 var blevet udvidet. De nedlagte gde udgjorde 1,1 % af Danmarks bgde. På øerne var der nedlagt 551 gde, i Jylland 80, hvad der svarede til 1,9 og 0,3 % af gdantallet. Sjælland og Loll-F havde igen flere nedlæggelser end Fyn, 491 mod 60; for Sjælland og Loll-Fs vedkommende udgjorde nedlæggelserne således 2,4 % af samtlige bgde. Af de 631 gde var 356 nedlagt før 1682, 275 efter. Henrik Pedersen erkender, at disse tal ikke kan gøre krav på fuldstændighed, men han mener, at de dog giver en forestilling om, hvor store tal det drejer sig om. Han kommer desuden ind på betin
gelserne for, at nedlæggelser kan finde sted, på ødegdenes betydning for nedlæggelserne, på virkningerne af forbudet 1682 og på præsternes stilling til nedlæggelserne5.
I „Bidrag til vore Herregårdes ældste Historie“ strejfede Vilhelm Lorenzen problemet i 1916. Hans hovedtema er voldsteder i Sallinge, Sunds, Gudme og Vindinge hrder, men han kommer også ind på hgdenes forhold til landsbyerne. Han antager, at der i 1400-årene blev oprettet mange landsbyhgde, mens der i tidligere århundreder i højere grad blev oprettet særbrudsgde. I 1500-årene mødte mange hgde deres skæbne.
Nogle voksede sig store, og det var for største delen oprindelige sær
brudsgde, mens landsbyhgdene i forbavsende stort tal blev tilbage i ud
viklingen og lidt efter lidt gled ud af rækkerne. Når en landsbyhgd klarede sig, var det i reglen ved i tide at flygte ud fra landsbyen. De tilfælde, hvor hgden sejrede ved at nedlægge landsbyen, var relativt få.
Han konstaterede desuden, at der siden 1600 er nedlagt 17 hgde i de fire hrder6.
Allerede det følgende år kom et nyt bidrag om hgdene, Emil Madsens afhandling om de jyske hgdes mængde og alder. Afhandlingen, som udelukkende bygger på materiale hentet fra Trap 3. udg, bringer op
lysninger om nogle nedlæggelser og oprettelser, og den giver visse oversigter7.
Hans Jensen beskæftiger sig i „Dansk Jordpolitik“ I—II i høj grad med debatten om bondejordens beskyttelse efter 1757, men kommer kun i ringe grad ind på de faktiske forhold, der lå til grund for denne, hverken hvad tiden før 1757 eller den efterfølgende tid angår. I den afsluttende oversigt lægger han vægt på livsfæstet som en faktor, der havde bidraget til at bevare bondejorden og bondestanden, og påpeger desuden, at hoveriet havde en vis konserverende virkning, da godsejerne ikke kunne undvære hovbøndeme, og derved ikke fortsætte nedlæggel
serne ud over en vis grænse. Den udvidede hgdsdrift var begrundet i
2 17
landets forhold og fik stor betydning for de senere landbrugsmæssige fremskridt. Den danske enevælde viste dog tendenser til at ville bygge en bondestat fremfor en herremandsstat8.
F. Skrubbeltrang viser i „Husmand og Inderste“, hvorledes mange af de nedlagte gde bliver til huse, således at gdenes forsvinden medvirker til husantallets vækst, og på den anden side bidrager den udvidede hgdsdrift i forbindelse med befolkningstilvæksten til husmændenes vok
sende antal. Han viser, at nedlæggelserne - for Sjællands vedkommende - næsten er gået helt i stå o 1750, måske lidt før, men at der ved kron
godssalget 1769-74 blev nedlagt ca 100 bgde til oprettelse af ca 20 hgde9.
5. Udviklingen i andre lande.
Stordriftens udvikling var ikke et specielt dansk problem. I en række andre nordeuropæiske lande foregik en udvikling, som i mange træk kunne minde om den danske, men som dog overalt fik sit særpræg, der blev bestemt dels af geografiske betingelser, dels af de politiske, sociale og økonomiske vilkår, som fandtes i de pågældende lande.
Storbruget formåede således ikke at trænge lige langt frem overalt.
Tyskland viser i denne henseende en udpræget forskel mellem Østtysk
land på den ene side, Vest- og Sydtyskland på den anden; i øst, navnlig i Mecklenburg og Pommern, blev storbruget næsten helt enerådende, mens det så godt som ikke kom til at spille nogen rolle i vest og syd.
Grænsen mellem de to områder, mellem „Gutsherrschaft“ og „Grund- herrschaft“, som de to brugs- og besiddelsesformer almindeligvis kaldes, fulgte stort set Elben, selvom der var enkelte egne i vest, der viste ten
denser mod stordrift, og omvendt østlige egne, hvor småbruget til en vis grad blev bevaret. Linjen faldt sammen med en anden betydnings
fuld skillelinje i Tyskland: mellem Alt-Deutschland og kolonisations
egnene. Storgodsdriften udviklede sig overalt, hvor slaverne i sin tid var trængt frem og havde taget land, og hvorfra de igen var blevet fordrevet eller undertrykt ved den tyske fremtrængen mod øst i 11- 1200-årene. Karakteristisk træder denne linie frem i Holsten. Øst- holsten, som havde haft slavisk bebyggelse, blev et udpræget stordrifts
område, mens småbruget holdt stand i Vestholsten, hvor slaverne ikke var nået hen10.
Klostrene var gået i spidsen m h t stordriften; såvel i Pommern som i Holsten skabte de i kolonisationstiden avlsgårde ved nedlæggelse
af slaviske landsbyer, og senere i middelalderen skete det ligeledes, at gde og landsbyer blev inddraget for at oprette avlsgde ved klostrene11.
Der foregik sandsynligvis visse udvidelser af herregdene i Mecklen
burg og Pommern gennem 13—1400-årene ved inddragelse af ødegdes jord, og samtidig voksede deres antal på bekostning af bondejord.
O 1500 tog bevægelsen større omfang i Stettin-Pommem, og ca 1550 er den i fuld udvikling her og sætter samtidig ind med kraft i Wolgast- Pommem og Mecklenburg. Ødegde blev lagt u hgdene, almindinger blev inddraget, landsbyer blev nedlagt, og nye hgde og avlsgde blev indrettet i bgdenes sted12.
Nedlæggelserne fandt sted såvel på adelsgods som på byernes og universiteternes godser, og adskillige fyrster var selv ivrige efter at oprette storbedrifter; på den anden side forsøgte fyrsterne undertiden at hæmme bevægelsen, da nedlæggelsen af gde førte til nedgang i skat
terne. I en Bauemordnung for Stettin-Pommem af 1616 blev adelens ret til at nedlægge bgde dog udtrykkelig anerkendt13.
I Brandenburg, Preussen og Schlesien og Holsten fulgte udviklingen de samme spor, og følgerne blev overalt forøget hoveri og forarmede bønder, hvis retsstilling forringedes, mens godsejernes magt over dem voksede på alle områder.
Trediveårskrigen ændrede forholdene i visse henseender. Nedgangen i befolkningstallet stillede sig hindrende for større driftsudvidelser, og desuden skabte krigen så mange ødegde, at de fleste ønsker om udvidel
ser kunne tilfredsstilles ved dem alene15.
Da krigens ødelæggelser nogenlunde var overvundet, fortsatte ned
læggelserne i det gamle spor. De blev dog hæmmet stærkt i svensk Pommern, hvor Sverige førte en relativt bondevenlig politik. I Preussen begyndte man o 1700 at træffe beskyttelsesforanstaltninger for bonde
jorden.
O 1750 gik udviklingen ind i en ny fase. Komprisemes stigning an
sporede godsejerne til øget produktion, og denne søgtes nået gennem yderligere udvidelse af stordriften. En planmæssig nedlæggelse af bgde satte ind i Mecklenburg og svensk Pommern og iøvrigt overalt, hvor det lod sig gøre. Mens man før havde fået storbrugene drevet af hov- bønder, gik man nu over til at anvende jordløse landarbejdere eller folk med en smule jord som arbejdskraft. Derfor kunne nedlæggelserne føres langt videre end forhen; i visse egne kom 80-90 % af al ager
jorden til at ligge under storbruget; bønderne blev til landarbejdere, og deres sociale stilling forringedes i høj grad.
2* 19
I de preussiske lande blev denne bevægelse modgået af den bonde
beskyttelsespolitik, som Frederik d. Store gav effektivitet. Denne reddede en del af bgdene, så stordriften her ikke nåede samme omfang som i Mecklenburg og Pommern16.
I Schlesien, Böhmen og Mähren var stordriften ligeledes blevet frem
herskende. Bondestanden havde hævdet sig nogenlunde indtil tredive- årskrigen, men derefter satte en rivende nedgang ind. 1618 skal der have været ca 150.000 bgde i Böhmen-Mähren, 1654 var tallet redu
ceret til 76.000, og 1711 var der kun ca 55.000 tilbage; de forsvundne gde var for største delen lagt under storbrugene. O 1750 nåede stor
bruget sin største udbredelse, hvorefter M aria Theresias og Joseph IPs bondevenlige politik satte bom for dets videre udbredelse17.
En lignende udvikling havde fundet sted i Polen. På de umådelige storgodser var der ved nedlægning af bgde dannet store avlsgde18.
I Balticum satte stordriften ind e 1500. For Litauens vedkommende gav Sigismund August i 1557 en lov om landbrugets ordning, der satte avlsgdene som produktionens centrum; der skulle oprettes nye avlsgde ved alle fyrstelige slotte19. De voldsomme krige, der hyppigt ramte Balticum, i forbindelse med pestepidemier, formindskede imidlertid folketallet og skabte talrige ødegde; det kneb med at holde avlsgdene i drift. I Letland bragte svensketiden en vis beskyttelse af bondestanden, navnlig efter 1681, da kronen ved reduktionen kom i besiddelse af største
delen af jorden; fastsættelse af hoveriet virkede også hæmmende på stordriften, og al bondejord, der var inddraget siden 1638, blev gjort skattepligtig20.
Efter Letlands overgang til Rusland faldt enhver form for bonde
beskyttelse bort, og stordriften begyndte snart at gøre nye fremskridt;
på samme måde gik det i Litauen, navnlig efter 1765. I begge lande fik storbruget en fremtrædende stilling21.
Finland havde ved Middelalderens slutning kun få større gde, der væsentlig lå i kystegnene. 1555 forsøgte Gustav Vasa et fremstød for stordriften ved at påbyde, at der i hvert sg skulle oprettes en større avlsgd, som skulle producere varer til salg. Adskillige gde blev oprettet, for en del ved inddragelse af bondejord, men forsøget faldt ikke heldigt ud, og 1575 blev der befalet, at avlsgdene skulle besættes med bønder22.
Adelen fortsatte imidlertid, hvor kronen havde sluppet, navnlig efter a t säterieme ved adelens privilegier 1561 havde fået frihed for rust
tjeneste. Endnu o 1600 var der dog kun få og beskedne säterier i Finland. Stormagtstiden satte imidlertid voldsom fart i udviklingen.
Säterier blev oprettet i stort tal, et enkelt sg, Bortå, havde i dronning Kristinas tid ikke mindre end 38, et andet, Pemå, 17. Nye ldgde blev oprettet på udmarker. En del af säterieme fik udvidet deres tilliggender på bekostning af bondejord, gde og landsbyer blev nedlagt. Säterieme blev drevet ved hoveri, udviklingen gik henimod stordrift. Karl X I’s reduktionspolitik standsede denne udvikling, men den gav ikke bøn
derne de jorder tilbage, som de havde mistet. Stordriftens fremstød var dog standset, og da den store nordiske krig blev et meget hårdt slag for Finlands adel, gjorde storbruget ikke fremskridt gennem 1800-årene23.
Sverige havde som Finland kun få store brug ved middelalderens slutning. Under Gustav Vasa kom kronens avlsgde til at spille en vis rolle; avlsgdsprojektet fra 1555 skulle gennemføres i Sverige såvel som i Finland, og målet var, at kronen skulle have en avlsgd i hvert sg.
Nogle avlsgde blev oprettet, men projektet kunne langt fra gennem
føres, omsider blev det helt opgivet24. 1571 har man beregnet adelens säterier og avlsgde til 371 - de fleste var dog af beskedent omfang - mens der 1555 havde været 69 avlsgde i kronens eje25. I 1500-årenes sidste årtier oprettedes en del nye säterier og avlsgde, og i 1600-årenes første halvdel tog oprettelserne voldsom fart. Säteriemes antal løb op i tusinder, i Uppsala og Stockholm len var der i slutningen af 1670-eme ca 800, i Nyköping len og i livgedinget i Södermannland over 400, i Östergötland o 600. 8 % af Sveriges jord overgik til säteribrug. Disse säterier var dog kun undtagelsesvis stordrifter, de fleste var oprettede af en enkelt bgd, der blev forsynet med nødtørftigt standsmæssige byg
ninger, og mange af dem havde kun en kort eksistens som säterier. Ved reduktionen 1680 mistede mange säterier - i de ovennævnte len o af samtlige - deres frihed; i andre tilfælde blev to eller flere slået sammen til eet säteri26.
De nye säterier var en følge af adelens stærke tilvækst - fra ca 100 slægter o 1600 til 600 slægter o 1650. De nye adelsmænd skulle have gde at bo på, og enhver adelsmand kunne eje så mange, som han ville.
Mange bgde blev forvandlet til säterier, nogle andre blev lagt under de nye säterier. Dette medførte noget hoveri, men de svenske bønders kår blev hverken for hoveriets vedkommende eller i andre henseender tilnærmelsesvis så hårde som i landene syd for Østersøen27.
De engelske landboforhold formede sig på mange måder anderledes end forholdene i Skandinavien og Østersølandene. I middelalderens slutning var såvel det engelske godssystem som landsbyfællesskabet i
21
opløsning. Særlig betydning for bedrifternes størrelse fik indhegnin
gerne, de såkaldte enclosures, hvorved godsejerne udskiftede deres andele i almindingerne og i landsbyernes agerjord af fællesskabet. Enclosures kendes allerede fra 1200-årene. De medførte, at de store bedrifter fik større samlede arealer; og da godsejerne ofte benyttede lejligheden til at inddrage dele af bøndernes jord under deres gde, førte det til be
tydelige arealudvidelser. På den anden side forringede det undertiden bøndernes og småbrugernes vilkår i den grad, at mange måtte opgive deres bedrifter, så gdene blev nedlagt, og al jorden inddraget. Hidtil har man regnet med, at enclosures først fik større omfang efter 1450, men de seneste års undersøgelser har vist, at der længe før blev fore
taget inddragelser af bondejord i et sådant omfang, at de førte til nedlæggelse af talrige landsbyer. Nedlæggelserne foregik i denne tid særlig i de østlige grevskaber Norfolk, Yorkshire, North-, East- og West Ridings og i North Suffolk.
Den indhegnede jord blev hovedsagelig anvendt til fåregræsgange, fordi fåreavlen, navnlig i Midtengland, slog kornavlen ud. Da fåre
avlen ikke krævede større arbejdskraft, betød udvidelserne ikke som i Tyskland og andetsteds øget hoveri og stigende undertrykkelse af bøn
derne, men tværtimod arbejdsløshed og opløsning af de hidtidige bånd mellem godsejere og bønder28.
Der lød talrige klager over enclosures og navnlig over nedlæggelserne.
Parlamentet forsøgte nu og da at hæmme bevægelsen, og kardinal Wolsey stillede i 1518 krav om, at de nedlagte gde skulle genopbygges, men det var forgæves, og enclosures fortsattes. De ramte imidlertid ikke de forskellige egne lige hårdt, men var stærkest i Midtenglands grevskaber, hvor de nåede op til ca 9 % af det samlede areal, mens de overhovedet ikke forekom i Nordvestengland. For 24 grevskaber er de indhegnede arealer fra 1485 til o 1700 beregnet til at omfatte 3,6 % af det samlede areal29. Nedlæggelsernes antal i forbindelse med disse enclosures er anslået til ca 4900 bgde30, et tal, der efter de nyere under
søgelser sandsynligvis må øges betydeligt. Imidlertid foregik der sam
tidig en modgående bevægelse, en talrig klasse af selvejere, „the Yeo
men“, hævede sig i denne tid op og øgede deres arealer ved køb og udstykning af klosterjord og hgdsjord. Stordriften var endnu langt fra at være dominerende i England31.
Det var 1700-årenes sidste halvdel, der i England som i Nordøst- tyskland og Balticum førte til stordriftens sejr. Årsagen var den samme her som der: komprisernes stigning. Disse fik de førende landbrugs-
skribenter, først og fremmest Arthur Young, til at prise stordriften på småbrugets bekostning; de overbeviste godsejerne om dens fordele, og de fik parlamentet til at støtte den efter bedste evne. Fra ca 1760 kom en ny enclosurebevægelse, der langt overgik den tidligere i omfang.
Mens enclosures 1485-1700 havde omfattet ca 700.000 acres og 1700-60 238.000 acres, omfattede de 1761-1801 2.429.000 acres, 1802-44 1.610.000 acres og efter 1845 187.000 acres eller ialt 4.464.000 acres af fælles marker (common land), og hertil kom inddragelsen af 2.000.000 acres af overdrev (wastes)32. Inddragelserne medførte nedlæggelser af titusinder af selvstændige landbrug, og England blev herved et ud
præget storbrugets land33.
6. Udviklingen i Sønderjylland og de skånske landsdele.
I Sønderjylland trængte storbruget også frem. Udviklingens forløb og resultater var dog ikke det samme i de forskellige egne. Det varierede dels efter naturforholdene, dels efter landsherrerne. I marskegnene og i gestlandet var hgdene relativt få, deres tal blev ikke forøget synderligt, og nedlæggelserne kom derfor ikke til at spille større rolle her. Der
imod blev østkystens halvøer med undtagelse af Løj tland og Haderslev- næs mere eller mindre udprægede storbrugsområder. Længst nåede udviklingen på de sydligste halvøer. På Dänischwohld blev forholdet mellem hgdsjord og bondejord som 1:1, og på Svansen blev boltallet i tiden 1543-1750 formindsket fra 470 til 224; mere end halvdelen af de selvstændige bondebrug forsvandt således her34. I Angel oprettede hertug Hans d. Y. adskillige ldgde under Glyksborg, som havde afløst det gamle Ryd kloster; desuden udvidede han gdene Nybøl, Nørregård og Unewatt betydeligt. Adelen oprettede og udvidede ligeledes mange hgde, men storbruget skred dog ikke så langt frem som på Dänischwohld og Svansen35.
Adelen begyndte på oprettelse af hgde i Sundeved o 1550; blandt disse var Gråsten, Grøngrøft, Avnbølgård og Amum, mens Kværsgård blev udvidet med gde af Kværs by. Hertug Hans d. Y. fortsatte denne udvikling, han oprettede Sandbjærg og udvidede Lundsgård; på Als udvidede han Rønhave og Gammelgård, og hans sønner oprettede Majbølgård og Skodsbølgård36.
På Haderslevnæs og i Haderslev amt synes adelen så småt at have forberedt stordrift ved at arrondere deres godser og udskifte hgde af landsbyfællesskabet, men denne udvikling blev afbrudt, da Fr. II i 1580 overtog Haderslevhus og Tøminglen efter Hans d. Æ. Kongen begyndte
23
straks at udkøbe adelen, og de fleste hgde kom i kronens besiddelse.
Enkelte betydelige hgdsudvidelser blev foretaget, således blev Fovslet by lagt u Fovsletgård, Stendet by under Haderslev ldgd, og Vojens bys 11 gde blev omdannet til en kgl ldgd. At kongen skulle have haft planer om at omdanne hele Haderslev amt til et stort ldgdskompleks synes der dog ikke at foreligge andre vidnesbyrd om end de anførte nedlæggelser37.
Kronen lod de nye ldgde drive ved hoveri, men resultaterne svarede ikke til forventningerne; o 1600 begyndte den at bortforpagte ldgdene, og 1633 blev der truffet en ordning, efter hvilken bønderne betalte hoveripenge. De nordslesvigske bønder undgik derved de ulemper, der ramte bønderne, hvor storbruget fandt udbredelse38.
I Skåne synes udviklingen henimod stordriften som så mange andre steder at sætte ind o 1550. Nye hgde oprettedes, andre blev udvidet.
I tiden 1536-1660 oprettes ca 65 nye adelige sædegde. Heri er dog indbefattet fire tidligere klostre og fem hgde, der før havde ligget under ærkebispedømmet39. De nye gde oprettedes for en stor del af gods, som adelen erhvervede sig ved mageskifter enten af det tidligere ærke- bispegods eller af gammelt krongods. Blandt disse var gde som Skillinge 1560, Viderup 1561, Sandbygård 1567, Högestad 1574, Björkeberga 1576, Västerstad 1577, Mölleröd 1578, Hjuleröd 1581, Pugerup 1582, Marsvinsholm og Hennestad 1587, Snarestad og Beidringe 1611, Ons
lunde ldgd 1629. Dertil kom gde som Esperöd 1576, Bjömstrup, der blev anlagt af 4 gde 1579, Sinklarsholm o 1613, Rosendal 1615, Svabes- holm 1618-21, Dragsholm 1623, Maglögård f 1628, Maltesholm o 1630.
Desuden blev en række hgde udvidet ved nedlæggelser af bgde40.
Jævnsides med adelen udvidede kronen sine ldgde. 1602 blev således givet ordre til at udvide avlen ved Kristianopel ldgd, fordi den hidtil havde været for ringe41. 1605 skal Sandbiere by nedbrydes, for at dens jord kan blive lagt under Lindholm ldgd. Denne ordre er opfyldt 160542, og samtidig hedder det, at Börringe by er nedbrudt og dens jorder lagt under Börringe ldgd43. Halmstad ldgd skulle 1641 udvides med jorden fra 2 gde44, og 1651 blev der oprettet en ny ldgd ved Landskrona, Sæbygård, af Sæby bys gde. Bønderne vægrede sig ved at forlade deres gde, men deres modstand blev brudt, og 1657 siges, at 10 gde er lagt under den nye ldgd; til gengæld blev Landskrona gamle ldgd nedlagt45.
Udviklingen fortsatte efter Skånes overgang til Sverige. I årene 1660-76 blev der oprettet ca 30 nye hgde. De fleste var dog ubetyde
lige, og en del af dem mistede säterifriheden 1680. Efter forbudet mod
oprettelsen af nye säterier 1685 synes udviklingen at være standset.
Før 1676 foregik også adskillige udvidelser af hgdene46.
Med disse oprettelser og udvidelser var Skåne nu den svenske provins, hvor stordriften havde nået den største udvikling47.
7. Problemerne.
De hidtidige undersøgelser over stordriftens udvikling i Danmark - navnlig Fridericias og Henrik Pedersens - har kastet lys over adskillige af de problemer, som knytter sig til denne, mens andre hidtil er for
blevet uløste. Mellem disse er det centrale: hvornår fandt stordriftens afgørende gennembrud sted? C. Christensen Hørsholms, Fridericias og Henrik Pedersens eksempler viser vel, hvornår og tildels også hvorledes nogle store bedrifter udviklede sig, men disse eksempler dækker kun en ringe part af de storbedrifter, som fandtes ved periodens slutning.
Man har været klar over, at en væsentlig del af de gde, som senere blev storbedrifter, eksisterede i middelalderen; C. Christensen Hørsholm mente imidlertid, at de middelalderlige hgde i almindelighed var små bedrifter, der kun havde een undertiden to bgdes størrelse, kun præste
skabet (hvormed formodentlig menes bisper og klostre) havde avlsgde, som nåede op til en størrelse på 3-4 bol48. Henrik Pedersens undersø
gelser synes at bekræfte denne antagelse. Af de 199 nedlagte hgde, han mente at kunne identificere i matr 1688, og hvis størrelse han kunne fastslå, havde 174 mindre end 20 tdr htk. Deraf sluttede han, at de middelalderlige hgde gennemgående har haft 2-3 bgdes jord, hvad der i m atr ville svare til 11-16 tdr htk49. Selvom det er sandsynligt, at det netop var de mindste middelalderlige gde, som var blevet nedlagt, talte også andre forhold mod stordrift i middelalderen. Der synes således ikke at have været tale om det omfattende hoveri, der var en nødvendig betingelse for at drive store landbrugsbedrifter. Hvornår var hgdene da nået op til den størrelse, de havde i matr, hvor der iflg Henrik Peder
sens beregninger fandtes 34 gde med mere end 100 tdr htk og et gennemsnit på 142 tdr, 107 gde med 60-100 tdr med et gennemsnit på 76 tdr, 442 gde med 20-60 tdr med 37 tdr i gennemsnit og 148 gde mindre end 20 tdr med et gennemsnit på 15 tdr50.
C. Christensen Hørsholm mente, at det hovedsagelig var sket efter 1660. Henrik Pedersen konstaterede nedlæggelse af 356 bgde i tiden 1660-82. Det er umiddelbart klart, at disse 356 nedlæggelser ikke kan forklare udviklingen af de henimod 600 bedrifter, der alle var større, for en stor del meget større, end den antagne gennemsnitsstørrelse for
25
de middelalderlige hgde. Der var jo imidlertid, som påvist af G. Chri
stensen Hørsholm for kronens ldgdes vedkommende og af Fridericia for en række adelige hgde på Sjælland, sket udvidelser i tiden 1570- 1650. Fridericia havde for kronens og adelens vedkommende tilsammen konstateret nedlæggelsen af 140 bgde på Sjælland. Han mente tallet var for lille, og at 200 var nærmere ved sandheden, og han regnede med en tilsvarende udvikling i de andre landsdele uden dog at komme ind på, hvad det ville sige for disses vedkommende51. Heller ikke disse tal kan blot tilnærmelsesvis forklare hgdenes vækst.
Der foreligger så de muligheder, at enten Henrik Pedersens tal for tiden 1660-82 eller Fridericias for tiden 1570-1650 er for små, even
tuelt at begges er det. Der kan dog desuden være muligheder for, enten at i hvert fald en del af de middelalderlige hgde har været større end antaget, eller at hgdene væsentlig er vokset ved nyrydninger.
Det gælder således om at fastslå, hvilken - eller hvilke - af disse muligheder der er den eller de rette, ved så nøje som muligt at kon
statere omfanget af og tidspunktet for de oprettelser og udvidelser, der skabte stordrifterne.
Tiden efter 1682 byder nye problemer. Henrik Pedersen har kon
stateret, at forbudet mod bgdes nedlæggelse ikke blev overholdt, og at der i tiden 1682-1730 blev nedlagt 275 bgde. Spørgsmålene er her, om dette tal holder stik, dernæst hvorledes nedlæggelserne fordeler sig tids
mæssigt på de halvhundrede år, og endelig hvorledes de blev fordelt på de bestående bedrifter. Blev de brugt til oprettelse af nye hgde?
Blev de lagt til de mindre gde, så nye jævnt store bedrifter fremkom, eller var det de i forvejen store bedrifter, som yderlig øgede deres størrelse?
For tiden efter 1730 gælder det navnlig at konstatere virkningerne af den sågodtsom generelle tilladelse til nedlæggelse af bgde, der blev givet 1731. Var godsejernes tilbøjelighed til at etablere stordrifter på dette tidspunkt stadig så stor, at de i stort tal benyttede den givne chance, eller fik tilladelsen kun begrænsede følger? Dette problem har hidtil ikke været undersøgt.
Et andet problem angår hgdsnedlæggelseme. Der fandtes i middel
alderen talrige hgde, som nu er forsvundet. Hvornår blev disse hgde nedlagt? Skete det væsentligt i middelalderen, eller er deres forsvinden af senere dato? Og i så fald, hvem har nedlagt dem? Hvad blev deres senere skæbne, og i hvilken udstrækning udlignede de tabet af bonde
jorden?
En række andre problemer melder sig. Hvad var hovedårsagerne til udviklingen? Var det de stigende konjunkturer? Var det ødegårdspro
blemet, eller var det landbrugstekniske forhold, som fik godsejerne til at foretage nedlæggelserne? På den anden side: hvilke forhold virkede hæmmende på nedlæggelserne? Var det bøndernes modstand, eller var det kronens indgriben gennem lovgivningen og administrationen? Var det prisfald, eller var det indre forhold i godsdriften, der blev afgørende?
Hvilken skæbne fik bønderne fra de nedlagte gde og landsbyer, og hvad betød nedlæggelserne for andre interesserede, f eks præsterne? Hvilke ændringer bevirkede stordriftens udvikling for godsøkonomien i sin helhed? Hvorledes betragtede man nedlæggelserne i samtiden? Anså man dem for uundgåelige, eller kunne man tænke sig andre besiddelses- og brugsformer?
I
K I L D E R O G K I L D E P R O B L E M E R 1. Kilderne.
En tilfredsstillende løsning af de nævnte problemer ville kræve kend
skab til samtlige oprettelser, udvidelser og nedlæggelser af hgde i løbet af den behandlede periode. For hver enkelt oprettelse eller udvidelse måtte tidspunktet og omfanget kendes. Desuden måtte spørgsmålet, hvorfor udvidelsen blev foretaget, kunne besvares; og for de nedlagte hgdes vedkommende måtte man vide, dels hvornår de blev nedlagt, dels hvorfor de blev nedlagt, og hvad der skete med deres tilliggender.
Spørgsmålet er så, om kilderne gør en sådan løsning mulig, og her må svaret blive: nej. Kildematerialet er sparsomt af omfang, og de kilder, der findes, giver kun sjældent fuldtud svar på de spørgsmål, der må stilles til dem.
Hvad der står til rådighed er en række kildegrupper, som hver for sig giver oplysninger af betydning for problemernes løsning. Men en sam
menligning viser, at ingen af dem, selv inden for deres tidsmæssige og lokale begrænsning, er fuldstændige, d v s at ingen af dem giver op
lysninger om samtlige oprettelser og udvidelser. Til en vis grad sup
plerer de forskellige gruppers oplysninger hverandre, men det er kun sjældent således, at den ene gruppe bringer alt, hvad de andre fortier.
Der er således ingen grund til at antage, at de hver for sig ufyldest
gørende kilder tilsammen skulle kunne give et fyldestgørende resultat.
Det må anses som givet, at et større eller mindre antal udvidelser og sandsynligvis også enkelte oprettelser ikke har kunnet konstateres, og der vil senere blive gjort rede for visse forhold, som taler stærkt for denne antagelse. Men også med hensyn til de oprettelser og udvidelser, der er konstateret, svigter kilderne på væsentlige punkter. Det gælder ofte for omfanget, det gælder i endnu højere grad for tidspunktet, og det er endnu sjældnere, at kilderne giver en tilstrækkelig forklaring om, hvorfor udvidelsen blev foretaget, endsige om de umiddelbare virkninger
for den hgd, der fik udvidelsen, og for de bønder, på hvis bekostning den skete.
Denne kildernes svigten er dog ikke lige udtalt for hele perioden.
Svagest er 1500-årene, gennem 1600-årenes første årtier bliver kilderne flere og fyldigere, og efter 1660 er det muligt at tegne hovedtrækkene nogenlunde klart. Desuden må bemærkes, at det sjællandske og delvis det loll-fske materiale i visse henseender synes noget bedre end det jyske og fynske.
I det følgende skal der gives en kort oversigt over de vigtigste kilde
grupper og over de problemer, der kan knytte sig til dem.
2. Fra Kancelliet og Rentekammeret.
I mange tilfælde kom centraladministrationen i berøring med pro
blemer vedrørende oprettelser og udvidelser, og en væsentlig del af oplysningerne desangående må da også søges i dens arkiver. For tiden indtil 1660 er Kancelliets brevbøger således en vigtig kilde. Det gælder først og fremmest for kronens egne ldgde, men også oprettelser, udvidel
ser og nedlæggelser af adelsgde omtales undertiden. Brevene omtaler dels nedlæggelser, der har fundet sted, dels giver de befalinger om eller tilladelser til nedlæggelser; i de sidste tilfælde kan der undertiden være tvivl om, hvorvidt befalingerne er efterkommet og tilladelserne udnyttet, men i de fleste tilfælde lader det sig kontrollere. Fremfor adskillige andre kildegrupper har brevbogerne den fordel, at de fleste beretninger er samtidige eller nogenlunde samtidige. Selvom de kun har få direkte beretninger om adelsgdes oprettelser og udvidelser, bringer de talrige indirekte oplysninger ved at nævne navne og undertiden størrelse på landsbyer, der senere bliver nedlagt, eller ved at nævne hgde, om hvilke man ikke ad anden vej ved, hvornår de er oprettet o 1. Men fuld
stændige er de end ikke for kronens ldgdes vedkommende.
Efter 1660 bringer Kancelliets brevbøger kun undtagelsesvis med
delelser om bgdes inddragelse. Disse forhold kommer nu under Rente
kammeret, og de træffes først og fremmest i deliberations-, resolutions
og expeditionsprotokolleme. Rentekammeret behandlede langt flere sa
ger af denne art end Kancelliet i sin tid; og efter 1682, da bgde kun måtte nedlægges efter tilladelse, kom, omend ikke alle, så dog de fleste og de betydeligste nedlæggelser til behandling i kammeret. Oplysnin
gerne er langt fyldigere og mere koncise end tidligere i Kancelliet.
Nedlæggelsernes tidspunkt og omfang angives i almindelighed, og ikke sjældent anføres årsager og nærmere omstændigheder ved nedlæggelserne.
29
3. Uudnyttede bevillinger.
Sagerne, der kom til behandling, var dels ansøgninger om tilladelse til at nedlægge bgde, dels om at inddrage bgde, der tidligere var ned
lagt, eller som man havde i sinde at nedlægge, under hgdstaksten. Her møder man undertiden det problem, at ansøgninger blev bevilget, men ikke udnyttet, eller først udnyttet lang tid efter, at de var givet. Således fik Jørgen Bjelke 1674 bev til at oprette Birkendegd, Skippinge hrd, og lægge Birkende bys 9 gde under den. Hgden blev oprettet, men kun et par gde blev nedlagt straks, de øvrige blev stående, men med redu
ceret jord tilliggende, der lå under hgdens takst. 1695 hedder det, at Birkende by har 8 gde, hver med lidt jord, der ligger under hgdens takst, men bruges af Birkende mænd. O 1700 blev de endelig nedlagt1.
20/10 1716 fik Christian Carl v. Gabel bev til under Bregentved hgdstakst, Ringsted hrd, at inddrage Stenkelstrups 7 gde, Ødbys 3 gde, Heslebjerg bys 4 gde, samt 1 gd af Hastrup, ialt 63-3-3-0 tdr htk;
gdens hgdstakst blev herved fordoblet, men med dens drift skete der ingen ændringer, Stenkelstrups gde var i forvejen, 1689, lagt u dens drift og havde ligget der en årrække som kontribuerende htk, de to andre byers gde og gden i Hastrup blev stående indtil videre men u hgdstaksten. Før 1731 blev Ødby dog nedlagt; gden i Hastrup blev nedlagt 1761 ved Sophienholms oprettelse, men de 4 gde i Heslebjerg vedblev som hgdstakst at ligge under Bregentved indtil 1820, da taksten overførtes til ligeså meget htk i Lejrstofte og Frøslev byer i Stevns hrd2.
En bev af 14/9 1718 til at lægge Halsted bys 4 gde u Juellinges (Hal
sted klosters) hgdstakst, Lollands nr hrd, blev heller ikke udnyttet til gdenes nedlæggelse, men deres jord kom u hgdstaksten3.
Disse eksempler viser på engang, at bgdes jord kunne ligge u hgds
takst, selvom de blev dyrket som selvstændige bgde, og at givne bev ikke altid blev udnyttet efter deres fulde ordlyd.
På den anden side blev der ofte under hgdene dyrket jord, som ikke hørte til hgdstaksten. Dette var altid bondejord, der var inddraget efter 1660, og for hvilken der ikke var givet sædegårdsfrihed. Dette kunne gælde for hele gde, som f eks Egemarke, Skippinge hrd, opr o 1700 af 9 gde, og Østrupgård, Arts hrd, opr 1704 af 8 gde.
Det skete også flere gange, at en større nedlæggelse af bgde først kom til myndighedernes kundskab mange år efter, at den havde fundet sted. I 1683 fik Ingeborg, magister Laurids Bordings enke, således imod at betale 23662/3 rdl kurant bev på skattefrihed for den nedlagte Ryom by med 59-1-1-1 tdr gl htk, der var lagt under Ryomgård,
Sønderhald hrd. Den tidligere ejer, Jørgen Kruse, havde intet meddelt om nedlæggelsen i den jordebg, han havde indsendt 1662, så foran
dringen var ikke blevet indført i matr 1662 og 1664, og der var heller ikke blevet betalt skat af den inddragne jord. Det undskyldes med, at adelen dengang havde frihed til at lægge bgdes jord under deres hgde, og at det skulle være sket 20 år før matrs indrettelse4.
Også efter 1682 blev der foretaget nedlæggelser uden bev og uden at det kom til myndighedernes kundskab. Da frdngen af 14/1 1740 om fornyet forbud mod bgdes nedlæggelse fastsatte strenge straffe for ned
læggelser uden tilladelse for såvel dem, der fremtidig ville ske, som for dem, der var sket, meldte adskillige godsejere, at sådanne nedlæg
gelser var sket på deres gde. J. L. G. Pentz, Fjellebro, Sallinge hrd, meddelte således, at han for rum tid siden havde ladet 2 gde i Herringe by nedbryde og jorden lægge under Fjellebro uden bev5. Ligeledes var 4 gde og et hus med tilsammen 30 tdr htk lagt under Egeskov, Sunds hrd6, og 1 gd var lagt under Estvadgård, Ginding hrd7. Der kom også meddelelse om, at der i Udbyneder sg, Gerlev hrd, i 1720 var oprettet en ny avlsgd af Fuglsø bys 6 gde8. Der blev i alle de nævnte tilfælde givet efterbev til nedlæggelserne, ligesom der i 1736 blev givet bev til Hagendrup 4 gdes nedlæggelse under Skovsbo, som var sket 17229.
Når disse nedlæggelser kunne ske uden bev og uden at være kendt af centraladministrationen, er det sandsynligt, at det er gået på samme måde med mange mindre nedlæggelser, blot at der overhovedet aldrig er meddelt noget til Rentekammeret om dem. Og før 1660, da der ikke blev gjort forsøg på at føre kontrol med det, der skete i så henseende, var det kun undtagelsesvis, at nedlæggelser satte deres spor i Kancelliets akter.
Spørgsmålet er så, hvorvidt de overhovedet har sat spor i andre kilder.
4. Lensregnskaber og jordebøger.
For en kortere tid, væsentlig fra 1620-60, men dog med enkelte ældre oplysninger, er lensregnskabeme en kilde af betydning, idet det i eksmdt gives efterretning om bgde, som er udgået af mandtallet, og derimellem om dem, der er lagt u hgde. I almindelighed er det dog kun bgde, der blev nedlagt ved oprettelser, man får besked om, idet de bgde, der blev nedlagt ved udvidelser, hovedsagelig lå i samme sg som hgden og derfor ikke var opført i eksmdtleme. Meddelelserne om ned
læggelser er i reglen bekræftet ved tingsvidner. Lensregnskabemes op
lysninger er således både samtidige og vel afhjemlede. En undtagelse 31
