DST 3/01
Erfaringer om stormfasthed fra FSL’s langsigtede forsøg
Dansk Skovbrugs Tidsskrift
Erfaringer om storm fasthed fra FSL’s langsigtede
bevoksningsplejeforsøg
- set på baggrund af orkanen den 3. december 1999 og stormene den 29. og 30. januar 2000
Af Bruno Bilde Jørgensen, Skov & Landskab (FSL)
1. Læsevejledning ... 146
2. Indledning ... 147
3. Erfaringer fra træarts- og produktions forsøg vedrørende stormfasthed 148 3.1 Sammenfatning...148
3.2 Indledning ...148
3.3 Materiale og m e to d e r...148
3.4 Træartsforsøgsserien fra 1964/1965 ... 149
3.4.1 Resultater fra træartsforsøgs serien fra 1964/1965 ...149
3.5 Træartsforsøgsserien fra 1972/1973 ... 157
3.6 Træartsforsøget på Krenkerup Skovdistrikt ...159
3.7 Skader i produktionsforsøg .160 3.8 Skader i nedlagte forsøg . . .160
3.9 Diskussion af træarters storm fasthed...160
3.10 Træartsanbefalinger i relation til storm fasthed...167
4. Erfaringer fra blandingsbevoksninger med rødgran og løvtræ vedrørende storm fasthed...168
4.1 Sammenfatning...168
4.2 Indledning ... 168
4.3 Materiale ...168
4.4 Skader i rækkevise blandinger med rødgran og bøg eller eg . . .171
4.5 Diskussion vedrørende blandinger med rødgran og lø v træ ... 174
4.6 Anbefaling vedrørende blandinger med rødgran og lø v tr æ ... 175
5. Erfaringer fra planteafstandsforsøg i rødgran vedrørende storm fasthed ...178
5.1 Sammenfatning...178
5.2 Indledning ...178
5.3 Materiale ...178
5.4 Skader i afstandsforsøg . . . .179
5.5 Diskussion af planteafstandens indflydelse på stormfastheden i rødgran...181
5.6 Anbefaling af planteafstand i rødgran...182
6. Erfaringer fra hugstforsøg vedrørende storm fasthed...183
6.1 Sammenfatning...183
6.2 Indledning ... 183
6.3 Materiale og resultater ....1 8 3 6.4 Diskussion af hugststyrkens indflydelse på stormfastheden i rødgran...186
6.5 Anbefaling af hugststyrke i gran ... 188
6.6 Stormskader i b ø g ... 190
7. Litteratur ... 192
Bilag 1 ... 194
Bilag 2 ... 196
Bilag 3 ...208
1. Læsevejledning
Orkanen i december 1999 og januarstor
mene 2000 ramte en række af FSL’s langsigtede forsøg. Det giver mulighed for at uddrage erfaringer med stormfast- hed i forhold til træarter, blandinger, planteafstand, hugst og provenienser.
For den meget travle læser kan erfaringerne om stormfasthed kort sammenfattes som følger:
Træarternes stormfasthed
I træartsforsøg på omkring 40 år var blandt nåletræarterne cypres og thuja meget stormfaste. Ædelgran, nobilis og fransk bjergfyr var ret stormfaste. Yngre douglasgran og lærk var ikke særlig stabile, mens sitkagran, contortafyr og rødgran var meget følsomme overfor storm.
Blandt løvtræarterne i ca. 30-årige træartsforsøg blev kun hybridasp meget skadet. Det eneste løvtræforsøg som blev helt stormødelagt, var en mellem- aldrende produktionsflade i rødeg på Krengerup Skovdistrikt på Vestfyn.
Systematiske blandinger a f rødgran og bøg eller eg
Decemberorkanen i 1999 viste eksempler på, at bevoksninger med rødgran og eg eller bøg er mindre stabile end ren
bestand af ensaldrende rødgran. Be
voksningerne er anlagt som rækkevise blandinger eller som skakbrætkulturer.
Derfor frarådes denne type systematiske blandinger med rødgran og bøg eller eg.
Planteafstanden hos rødgran
Orkanen gav kun ganske få skader i de 11 eksisterende afstandsforsøg i rødgran her
hjemme. Der kunne alligevel ses en svag - men ikke statistisk sikker - tendens til øget stormfasthed med større plante- afstand i et 39-årigt forsøg på Nørlund Skovdistrikt, som var det mest skadede blandt afstandsforsøgene i rødgran.
Der er kun ét afstandsforsøg i rødgran i Danmark, som har været udsat for øde
læggende stormskader. Det er et nedlagt forsøg på Christianssæde Skovdistrikt, som blev meget skadet i oktoberstormen 1967. Parcellen med størst planteafstand (2.5 x 2.5 m) havde størst stormfasthed.
Der kunne dog ikke påvises en statistisk sikker sammenhæng mellem planteaf
stand og stormfasthed i forsøget.
For at opnå en stabiliserende effekt, der virkelig betyder noget, skal man ned på et så lavt plantetal (ca. 2.500 planter per ha), at det i væsentlig grad kan gå ud over vedkvaliteten.
Hugstbehandlingen
Tyndingsfri drift i gran er en stormstabil driftsform. Ét nedlagt forsøg med ekstrem stærk hugst (læbæltehugst) kombineret med underplantning har på sandjord vist stor stormfasthed. Mellem driftsformerne tyndingsfri drift og læbæltehugst med underplantning er der aftagende storm
fasthed med stigende hugststyrke. Be
voksningens eksponering i forhold til vindretningen betyder ofte lige så meget for stormfastheden som hugststyrken.
I et forsøg med bøg har parceller med aldersgradueret B^-C-hugst (dvs. først svag siden stærkere hugst) med bevarelse af en underetage med bøg været langt mere stormfast end parceller med C- hugst uden underetage.
Proveniensforskelle
Det var ikke muligt at påvise forskelle mellem provenienser i stormfaldsramte
proveniensforsøg med rødgran, sitka- gran, grandis, douglasgran og ædelgran.
Den travle læser
kan nøjes med at læse afsnittene ved
rørende:
• Træarter, afsnit 3.9 og 3.10 samt tabel 1 (afsnit 3.4).
• Blandingsbevoksninger med rødgran og løvtræ, afsnit 4.5 og 4.6 samt figur
16.
• Planteafstand i rødgran, afsnit 5.5 og 5.6 samt figur 19.
• Hugststyrke i gran, afsnit 6.5 samt tabel 6, figur 20 og 21 (afsnit 6.3).
Tekst med mindre skrifttype kan sprin
ges over, hvis der kun ønskes et over
blik.
Det kan tilføjes at hvert kapitel indledes med en kort sammenfatning og afsluttes med en anbefaling til praksis.
Hvis man ønsker detailinformation om skaderne i hvert enkelt stormramt for
søg, henvises til en opgørelse over stormskader i de langsigtede bevoks
ningsplejeforsøg i bilag 2. På et Dan
markskort i bilag 3 er vist samtlige be
voksningsplejeforsøg fordelt på skades
typer (uskadt, spredt fald samt helt eller delvist ødelagt).
2. Indledning
I det 20. århundrede har der her i landet været voldsomt ødelæggende storme i december 1902, februar 1934, januar 1956, oktober 1967, oktober 1981 og endelig den 3. december 1999.
Orkanen i 1999 var den stærkeste storm i Danmark i de seneste hundrede år.
Orkanen raserede skovene især i Sønder
jylland med vindstød på op til 50 meter
per sekund, men gav også omfattende skader på Fyn og Sjælland. Orkanen og de efterfølgende storme den 29. og 30.
januar 2000 ramte også FSL's forsøg.
Januarstormene gav formentlig kun mindre betydende skader i forsøgene, som det ikke har været muligt at adskille fra skaderne fra orkanen, da FSL først i foråret 2000 undersøgte skaderne i de langsigtede forsøg. I artiklen henvises kun til orkanen i 1999, selvom der i opgørelsen indgår mindre stormfald fra januarstormene 2000, især fra Midt- og Nordjylland.
Ved orkanen blev især FSL’s proveniens
forsøg skadet. Fem forsøg med yngre rødgran (alder 26-36 år), ét sitkagran- forsøg (alder 39 år) og ét grandisforsøg (alder 51 år) i Sønderjylland måtte opgi
ves pga. ødelæggende skader. Desuden blev ét forsøg med douglasgran ødelagt i Sønderjylland (alder 50 år), og to 42- årige forsøgsbevoksninger på Vestfyn og i Nordsjælland blev delvist ødelagt.
Tre ædelgranforsøg fik ligeledes en hård medfart. Ét blev ødelagt i Søndeijylland, og ét på Vestfyn og ét på Bornholm blev delvist ødelagt, alle ved alder 43 år. Da der ikke i denne undersøgelse kunne påvises forskelle mellem provenienser og stormskader, omtales skader fra proveniensforsøg ikke yderligere.
Samtlige 117 bevoksningsplejeforsøg er blevet besigtiget, og der er registreret andel af skadede træer, og om træerne var væltet, på hæld eller var knækket.
Formålet med denne artikel er at yde et bidrag til beslutningsgrundlaget ved etablering og pleje af robust skov.
Bidraget sker i form af anbefalinger for bl.a. valg af træart, planteafstand og hugstbehandling, men pga. forsøgsma
terialets beskaffenhed er der naturligvis ikke tale om en endegyldig facitliste.
Artiklen vil beskrive erfaringerne fra fire hovedgrupper af forsøg: træartsfor
søg, rækkevise blandinger med gran og løv, planteafstandsforsøg i rødgran samt hugstforsøg. Der er lagt særlig vægt på at beskrive erfaringer fra træartsfor
søgene, da det især er i disse forsøg, skaderne er sket.
Orkanen ramte især fem træartsforsøg plantet i 1965 med 10 nåletræarter samt bøg og eg. Et rødgranhugstforsøg fik ødelagt en hårdt hugget parcel og delvist ødelagt en D->B parcel, og et mellem- aldrende bøgehugstforsøg blev delvist ødelagt, men ellers var der ikke betyde
lige skader i hugstforsøgene eller i plan- teafstandsforsøgene med rødgran. Deri
mod var der skader i et rækkevis bland
skovsforsøg i bøg og rødgran.
Artiklen er finansieret af Skovbrugets Produktudviklingsordning indenfor ram
merne af et rådgivningsprojekt om stormstabilitet. Samme bevilling dækker desuden en del af udgifterne ved udgi
velse af artiklen i DST.
En oprigtig tak rettes til skovfoged Steffen Uldal, Vallø Stifts Skovbrug, for bidrag med en opgørelse af storm
skader i blandingsbevoksninger med rødgran og eg i Vallø Stifts Skove. Des
uden skal forsker, ph.d. Merete Morsing, FSL, have en stor tak for bidrag med statistiske analyser af datamaterialet fra de langsigtede forsøg.
3. Erfaringer fra træarts- og produktionsforsøg vedrørende stormfasthed
3.1 Sammenfatning
Blandt nåletræarterne var cypres meget stormfast, og ædelgran, nobilis og fransk bjergfyr var ret stormfaste. Yngre
douglasgran og lærk var ikke særlig stormfaste, mens rødgran, sitkagran og contortafyr var meget følsomme overfor storm.
/ ca. 30-årige træartsforsøg med løvtræ blev kun hybridasp meget skadet. Det eneste løvtræforsøg, som blev helt øde
lagt a f orkanen, var en mellemaldrende produktionsflade i rødeg på Krengerup Skovdistrikt på Vestfyn.
3.2 Indledning
Forsøgserfaringer fra decemberorkanen i 1999 og januarstormene 2000 ved
rørende træarternes stormfasthed er betydelig, da der skete omfattende skader i træartsforsøgene.
Formålet med registreringen af skader efter orkanen er bl.a. at undersøge, i hvor stort omfang de enkelte træarter blev skadet under stormen. Desuden giver det mulighed for at udlede nogle generelle forslag til træartsvalg med hensyn til størst mulig stormfasthed.
3.3 Materiale
Materialet omfatter en række træarts
forsøg anlagt af FSL, hvor forskellige træarter står på samme lokalitet. Det giver den bedste mulighed for at sam
menligne træarterne, uden der skal tages højde for eksponering og andre lokale forhold. Undersøgelsen gør det muligt at rangordne træarterne mht. stormfasthed i yngre bevoksninger. Desuden indgår ældre produktionsforsøg i materialet, hvor hovedparten er bøg og eg.
Dette afsnit baserer sig især på en lands
dækkende forsøgsserie, plantet i 1964/
1965 med 10 nåletræarter samt bøg og eg. Tre af forsøgene blev meget hårdt medtaget i orkanen i 1999. Desuden ind
går stormfald i fem unge træartsforsøg med løvtræ plantet i 1973. Endelig er
der registreret skader i et ældre nåle
træartsforsøg på Krenkerup skovdistrikt, Østlolland, som lå i yderkanten af stormfaldsområdet. Bilag 2 giver en oversigt over de forsøg, hvori der er registeret stormskader efter december
orkanen 1999.
Langsigtede forsøg i nåletræ har været ramt af ødelæggende stormskader fra 1934 og fremefter, hvorfor der som sup
plement til materialet fra træartsforsøgene er vist en oversigt i bilag 1. Der indgår stormfaldserfaringer fra nedlagte forsøg i nål, herunder et nedlagt træartsforsøg på Giesegaard Skovdistrikt.
Som supplement til eksisterende træartsforsøg er det interessant at se, hvor stor en andel af de nedlagte nåle
træsforsøg, som er ødelagt før normal omdriftsalder, dvs. inden der er produ
ceret stort dimensioneret træ. Derfor er der kort beskrevet nogle erfaringer fra nedlagte forsøg i artiklen.
3.4 Træartsforsøgsserien fra 1964/1965
Forsøgene i den landsdækkende træarts- serie er placeret på 13 forskellige lokali
teter. Der er 12 gennemgående træarter, heraf 10 nåletræarter.
Der er anvendt almindelige provenienser, og både plantemateriale og plantetal er det samme på alle lokaliteter. Forsøgsserien er anlagt i efter
året 1964 og foråret 1965. Planteafstanden var omkring 1.3 x 1.3 m for nåletræ og 1.3 x 0.65 m for løvtræarterne, og der blev anvendt 2-4 årige planter. Forsøgsanlæg og kulturstart er beskre
vet af Holmsgaard og Bang (1977).
Forsøgene blev tyndet 2 år før orkanen, og der har været udført 5-7 tyndinger.
Det skal understreges, at der ved denne opgørelse ikke er taget hensyn til for
skelle i hugststandpunkt og hugststyrke.
Opgørelserne vedrører bruttoparcelleme, dvs. inklusiv ca. 6 meter randbælter.
3.4.1 Resultater fra træartsforsøgsse
rien 1964/1965
Tabel 1, side 150 viser træarterne i for
søget, lokaliteten, jordbundstyper, vind
styrke (DMI 1999) og skadefrekvens samt hvilke bevoksninger, som er del
vist eller fuldstændigt ødelagt. Lokali
teterne og træarterne er rangordnet efter, hvor omfattende stormskaderne var. Et udsnit af resultaterne for de fem mest beskadigede træartsforsøg er vist i figur
1, side 151.
Vindstyrkeværdierne er gældende for regionen. Der er derfor tale om et groft fingerpeg om niveauet for orkanen og ikke eksakte, målte værdier i forsøgene.
Selv inden for korte afstande kan der i øvrigt være stor variation i vindstyrken.
Statistiske analyser viser, at der er en signifikant sikker sammenhæng mellem lokalitet (antagelig pga. vindstyrken) og andel stormskader.
Forsøget på Lindet (Lovrup Skov) i Sønderjylland lå lige i centrum af orka
nen og er meget hårdt ramt. Foto 1 og 2, side 152-153, giver en fornemmelse af de meget omfattende skader, hvor syv bevoksninger blev ødelagt.
Af andre stormfaldsramte forsøg, som lå i orkanens centrale bane, skal frem
hæves Holsteinborg på Sydvestsjæl land og Bregentved i det østlige Midtsjæl- land. I forsøget på Holsteinborg indgår en jævnaldrende bevoksning med thuja, som kun havde 1 procent stormskadede træer. Se foto 3 og 4, side 156-157.
Forsøget på Gråsten lå også i orkanens bane, men fik ikke betydelige skader, da arealet ligger i læ af nabobevoksninger med ældre løv. I orkanens yderområde
Tabel 1. Træartsforsøgsserien fra 1964/1965.Oversigt over jordbundstyper, kraftigste middelvind/vindstød under orkanen december 1999, samt andelen af knækkede træer og stormskadede træer i alt (væltede, stærkt på hæld og knækkede) i for hold til stamtallet før stormen den 3. december 1999, opgjort 35 år efter plantning i forår 2000. Tal med fed = fuldstændig ødelagt bevoksning Tal med kursiv=delvis ødelagt bevoksning - = parcellen er mislykket i kulturfasen
Stormskader i træartsforsøg 1964 / 65
lå Skjoldenæsholm og Christianssæde, som fik spredte skader. I Ulborg- forsøget havde alle træarterne under 1 procent stormskade.
Bestandshøjderne to år før stormen er vist i figur 2, side 155. Det fremgår, at der er stor variation i højderne for den enkelte træart. Alligevel kan man for
nemme, hvilke arter der har haft den største højdevækst og dermed en poten
tielt større risiko for stormfald. Træarter
ne er nævnt efter faldende højde, og tal i
parentes angiver den gennemsnitlige middelhøjde i hele meter for alle 13 lokaliteter:
Grandis (21 m), sitkagran (20 m), doug- lasgran (19 m), japansk lærk (19 m), rødgran (17 m), contortafyr (16 m), ædelgran (15 m), bøg (13 m), eg (13 m), nobilis (11 m), cypres (11 m) og fransk bjergfyr (10 m).
En statistisk analyse viser, at der ikke er sammenhæng mellem højde og andel stormskader, når træarterne medtages i Foto 1, side 152. Udsnit a f vestlig del a f Lovrup Skov, Lindet Statsskovdistrikt viser omfattende fladefald a f gran med undtagelse a f en “ø ” med ca. 100 årig egekrat, som klarede stormen med lidt spredt fald. I dette egekrat ligger træartsforsøget, som trods lævirkning fra egekrattet har omfattende skader.
Foto 2, side 153. Træartsforsøget på Lindet Statsskovdistrikt, Lovrup Skov. Jævnal
drende træarters forskellige skadebillede efter orkanen den 3. december 1999.
F o rs ø g n r. 1 0 0 7
CO
o Q .
O
>CO
CO CO
G ) G )
■ wmm
O G
< /) m O
O
c :
c o
G)
CD
" O
c CO
V .
G)
" O
GC
Oc o T J G
CO
k .O
■ T 'r
S
o c o o
G)
LU ■ ■■■ CO
■ ■■■
n
o
F r. B je rg fy r
Figur 2. Bevoksningshøjden efter hugst, 33 år efter plantning (forår 1998) i forsøgs
serien med 12 træarter. Brug figuren til at sammenligne variationsbredden fo r den enkelte træarts højde med de øvrige arter, hvorved man kan foretage en generel rang
ordning a f træarternes højde vækst.
analysen. Det tyder på at højde- og træ
artseffekter er meget sammenblandede.
Der har kun været ganske få skader i bøg og eg i forsøget. Årsagerne er - for
uden en naturlig god rodforankring (undtagen på fladgrundede jorder) - dels deres ret beskedne højder (figur 1), dels manglende løv ved stormen. Den skade, der er sket i løvtræparcellerne, er forår
saget af træer fra nabobevoksninger.
Cypres har været den mest stormfaste nåletræart i forsøgsserien og ligger på niveau med løvtræarteme. Dette forhold kan ikke alene forklares af en meget lav bevoksningshøjde, da træartens højde på de fem mest udsatte lokaliteter var
omkring 12-15 meter. Nobilis og fransk bjergfyr har kun haft betydende skader på Lindet.
Sammenholdes tabel 1 med figur 1 ses eksempelvis, at grandis trods meget stor højde ikke er voldsomt skadet undtagen på Lindet og Holsteinborg, hvor orka
nen var på sit højeste. Douglasgran og japansk lærk viste sig mere stormfast end rødgran, selvom de var omkring 2 meter højere.
Contortafyr er ustabil og har haft storm
skader på ni af de 11 lokaliteter, hvor den forekommer, kun overgået i antal af rødgran, som havde stormfald på 10 ud af 13 lokaliteter. Sitkagran havde de
Forsøg nr. 1007 1006 1010 1004 1012 1008 1013 1015 Lokalitet Lindet Holstein- Skjolde- Christians- Gråsten Løven- Han- Nørlund
borg næ s holm sæde holm herred
Arter: Skadet % Skadet % Skadet % Skadet % Skadet % Skadet % Skadet % Skadet %
Douglas
gran
1.1 13.6 1.8 1.3 - 4 .6 6.2
Japansk lærk
8.9 6 .2 3.8
Sitkagran 1.5 1.4 1.7
Contorta
fyr
1.1 1.7
Grandis 1.4
Tabel 2. Otte forsøg i træartsserien fra 1964/1965, hvor der skete skader i 1981.
Tabellen viser andelen a f stormskadede træer i forhold til stamtallet fø r stormen den 24.-25. november 1981, opgjort 17 år efter plantning.
Der var ingen nævneværdige skader (<1%) i rødgran, ædelgran, nobilis, fransk bjergfyr, cypres, bøg og eg. Douglasgran var mest stormfølsom, men kun med spredte skader, og uden at bevoksningen blev ødelagt.
voldsomste skader, uden at man dog kan sige at det skyldes at de gennemsnitligt er omkring 3 meter højere end rødgran.
Der er påvist en statistisk sammenhæng mellem træarter og stormskader. Den mest følsomme gruppe overfor storm med sitkagran, contortafyr, rødgran og douglasgran var signifikant forskellig fra gruppen med de mest stormfaste arter ædelgran, nobilis, fransk bjergfyr, skovfyr, cypres og thuja. Grandis og japansk lærk var dog ikke signifikant forskellig fra de to ydergrupper.
Den stærke storm den 24.-25. november 1981 gav spredte skader for især doug
lasgran og japansk lærk i serien trods en alder på kun 20-21 år for nåletræarteme - se tabel 2.
Det økonomiske udbytte forringes mar
kant ved stammeknæk. Ofte knækker stammen i 2-5 meters højde, og den nederste rodstok ender måske i flishug- geren eller som andet lavkvalitetssorti- ment i stedet for som tømmer.
Desuden er det meget dyrt at oparbejde stormfaldsarealer med knækkede og splintrede træer fremfor rodvæltere.
Derfor er det vigtigt at have viden om træarternes tilbøjelighed til at knække i storm.
Andelen af knækkede træer i forhold til stamtal før stormen er vist i tabel 1. Det er tydeligt at på Lindet med sandjord er andelen af knækkede træer væsentlig lavere end på lerjord.
Eksempelvis er alle de skadede træer i rødgran, contortafyr og ædelgran knæk
ket på Christianssæde. På Lindet deri
mod havde rødgranen kun 38% knæk
kede træer på trods af, at lokaliteten havde den største vindstyrke og på trods af at rødgranen var den træart som havde størst andel af knækkede træer (figur 3, side 158).
Mange andre faktorer end jordtype og træart har indflydelse på, om et træ knækker i en storm, f.eks. vindstyrken, vandindholdet i jorden, træhøjden, eks-
Foto 3, til venstre. Træartsforsøget på Fiolsteinborg Skovdistrikt, Ludvigskoven. Jævn
aldrende træarters forskellige skadebillede efter orkanen den 3. december 1999.
poneringen, råd i rødder, og for løv
træerne om træerne er beløvede ved stormen.
Trods stor højdevækst knækker douglasgran, japansk lærk og thuja sjældent i storm. (Thuja findes i træartsserien kun på Holsteinborg).
Sitkagran har også betydelig lavere andel knækkede træer end rødgran og contortafyr. Grandis og ædelgran har generelt stor tilbøjelighed til at knække - oftest i 2-5 meters højde.
3.5 Træartsforsøgsserien fra 1972/1973
Et sammenlignende forsøg med otte løvtræarter samt rødgran og grandis blev
anlagt i efteråret 1972 og foråret 1973 på fem lokaliteter - én i Jylland, én på Fyn og tre på Sjælland - alle indenfor det typiske dyrkningsområde for løvtræ.
Forsøgsanlæg og den tidlige bevoks
ningsudvikling er beskrevet kort af Jør
gensen (1995).
Allerede ved en januarstorm i 1993 blev den ca. 20 meter høje hybridasp-bevoks- ning på Matrup fuldstændig ødelagt.
Orkanen december 1999 ødelagde de resterende tre hybridasp-bevoksninger;
men for de øvrige træarter blev der kun observeret få spredte skader - se tabel 3.
Der forekom spredte stormskader i lind på trods af en lav bevoksningshøjde på omkring 10 meter.
Foto 4. Træartsforsøget på Holsteinborg Skovdistrikt. Japansk lærk i forgrunden (knæk
procent =0) og rødgran i baggrunden (knækprocent=38) efter orkanen den 3. december 1999.
Andel knækkede træ er i forhold til skadede træ er i alt
Figur 3. Fem træartsforsøg. Andel a f knækkede træer i forhold til skadede træer i alt.
Tabel 3. Træartsforsøgsserien fra 1972/1973. En oversigt over andelen a f stormskadede træer (væltede, stærkt på hæld og knækkede) i forhold til stamtallet fø r stormen den 3.
december 1999, opgjort 27 år efter plantning fo rå r 2000. (- = Mislykket parcel i kulturfasen ).
T r æ a r t M a tr u p O d s h e r re d P e te r sg a a r d V a llø W e d e lls b o r g
% % % % %
Hybridasp Ødelagt 1993 60 24 36 _
Lind 0 0 0 5 12
Ask 0 1 0 - 0
Ær 0 0 0 6 1
Birk 0 3 0 0 0
Rødel 0 0 0 1 0
Bøg 0 0 0 0 0
Eg 0 0 0 0 1
Rødgran 0 4 2 8 10
Grandis 3 0 0 9 -
Figur 4. Træartsforsøg på Krenkerup Skovdistrikt. Andel a f stormskadede træer (vælte
de, stærkt på hæld og knækkede) i forhold til stamtallet fø r stormen den 3. december 1999, opgjort ved alder 52-55 år, forår 2000.
3.6 Træartsforsøget på Krenkerup Skovdistrikt
På Krenkerup Skovdistrikt blev der i 1949/50 anlagt et sammenlignende for
søg med oprindeligt 14 nåletræarter.
Forsøget er anlagt på en stiv, leret og vandrig jordbund.
Forsøget ligger i afdeling 18 og 19 i Rykkerup Skov på Krenkerup Skovdistrikt. Prøveflader blev indlagt i perioden 1958 til 1966 i forbin
delse med de første egentlige tyndingsindgreb.
Forsøgsanlæg, kulturstart og bevoksnings
udvikling 41 -42 år efter plantning er beskrevet kort af Jørgensen (1994).
En storm den 18. januar 1993 fra vest ødelagde dele af forsøget på Krenkerup.
Sudeterlærk og almindelig ædelgran, som lå vest og øst for thuja, blev øde
lagt, mens korealærk og douglasgran nord og nordøst for thuja fik omfattende, spredte skader. Thuja blev stort set ikke berørt af denne storm, selvom bevoks
ningen ligger i det sydvestlige hjørne af forsøget og var eksponeret for stormen.
Orkanen i december 1999 ramte kun Østlolland perifert. Den pløjede allige
vel en stormfaldskile ind i den frit eksponerede vestkant af thujabevoks- ningen på Krenkerup, hvorved 19% af
bevoksningen blev skadet, alle træer som vindfælder.
Den hårdest ramte art var sitkagran med 20%, hvor der var hulfald i den centrale del af bevoksningen. Derudover var der hulfald i rødgran, hvor 13% blev skadet - se figur 4.
Kun i rødgran og skovfyr var der knæk
kede træer. Der var ingen skader i cypres og bøg.
3.7 Skader i produktionsforsøg Der var generelt ingen eller kun få ska
der i de ældre produktionsforsøg. Værst gik det ud over en 81-årig produktions
flade med rødeg på Krengerup Skov
distrikt på Vestfyn. Bevoksningen lå i orkanens centrum og blev ødelagt ved fladefald.
Haderslev Statsskovdistrikt blev ligele
des hårdt raseret af orkanen, og her fik selv den storm faste eg sin sag for i bl.a.
et underplantningsforsøg (QØ). 20 ege
træer fik nærmest flået kronerne af stammerne i den 91-årige bevoksning, men selv om flere af parcellerne havde op til 30% skadede træer, blev bevoks
ningen ikke ødelagt.
3.8 Skader i nedlagte forsøg
I det 20. århundrede har der her i landet været ødelæggende storme især i 1934, 1956, 1967, 1981 og endelig 1999. Sam
tidig er omfanget af skaderne tiltaget med tiden. De langsigtede forsøg i nåletræ er ramt af ødelæggende stormskader fra 1934 og fremefter, hvilket er vist i bilag 1.
Der skal kort refereres til et træartsfor
søg med seks nåletræarter på Giesegaard Skovdistrikt (Madsen 1975), som blev udslettet i oktoberstormen 1967. Skader i forsøget fra storme i 1934, 1956 og februar 1967 fremgår af figur 5.
Stormen 1934 skadede næsten halvdelen
af træerne i douglasgran (proveniens Oregon) ved alder 28 år, mens der var ingen eller kun ubetydelige skader i de øvrige træarter og i den svagere udviklede douglasgran fra British Columbia.
Ved stormen 1956 var der spredte skader i grandis, douglasgran (proveniens Ore
gon) og sitkagran ved bevoksnings
højder på 28-29 meter, mens øvrige arter med højder på 20-23 meter havde minimale skader.
I februarstormen 1967 blev den 52-årige og ikke særligt eksponerede rødgran
bevoksning næsten udslettet. Også sitkagran og grandis blev hårdt ramt, højden var henholdsvis 32 og 36 meter.
Den langtsomt voksende douglas fra British Columbia blev tildels trykket ned af væltede grandis fra nabobevoks
ningen. Den tidligere hårdt skadede douglas fra Oregon klarede sig godt trods en højde på 33 meter, og ædelgran og japansk lærk udviste fortsat god stormfasthed (ved en højde på 27 meter).
Det er interessant at få belyst for de for
skellige nåletræarter, hvor stor en andel blandt de nedlagte forsøg, som er øde
lagt før normal omdriftsalder, dvs.
inden der er produceret stort dimensio
neret træ. Derfor er der i figur 6-11, side 162-167, vist en kort opgørelse for de vigtigste nåletræarter (der indgår også de nedlagte bevoksninger fra orkanen i 1999). Det skal nævnes, at kun et af 10 nedlagte skovfyrforsøg blev ødelagt i storm ved alder 77 år, dvs. ved normal omdriftsalder.
3.9 Diskussion af træarters stormfasthed
Det bør understreges, at træartsforsøgene er ret unge, og resultaterne ville derfor formentlig være noget anderledes for
Figur 5. Træartsforsøg på Giesegaard Skovdistrikt. Stormfald i februar 1934, januar 1956 og februar 1967 fo r seks træarter. Japansk lærk og ædelgran har været mest stormfaste, dernæst kommer douglasgran og grandis, mens rødgran og sitkagran er mest stormskadet.
ældre langsigtede træartsforsøg. Det ned
lagte, stormødelagte ældre Giesegaard- træartsforsøg underbygger dog erfarin
gerne fra de eksisterende forsøg.
Det er nærmest ikke muligt at gardere sig ved alene at vælge en robust træart mod en storm med styrke som decem
berorkanen. Her knækkede selv ege
træer, og mellemaldrende bøg væltede.
Behandlings- og nabovirkninger har
også haft indflydelse på andelen af stormskader, og resultaterne skal derfor tolkes med en vis forsigtighed. I det føl
gende karakteriseres kort de enkelte træarters stormfas thed. især ud fra iagt
tagelser i nåletræartsserien fra 1964/65 efter decemberorkanen 1999.
Sitkagran er alvorligst ramt af storm
fald. Fladefald ødelagde bevoksningerne på Bregentved, Holsteinborg og Lindet,
100 -
e 80 - E
Figur 6. Grandis. Alle seks nedlagte grandisforsøg er stormødelagte. Heraf var fire bevoksninger kun 38 og 44 år, svarende til at 67% a f grandisforsøgene er afviklet fø r normal omdriftsalder. Ved FSL er der kun nedlagt grandisforsøg pga. stormskaderz
og alvorlige hulfald på lav bund skete på Christianssæde og Skjoldenæsholm.
Hvis artens store bevoksningshøjde tages i betragtning, kan man antageligt sidestille dens mangel på stormfasthed med rødgran. Sitkagran knækker dog ikke så let som rødgran.
Contortafyr er også meget lidt stormfast og på niveau med rødgran og sitkagran.
Bevoksningerne på Holsteinborg og Lindet blev ødelagt af fladefald, og bevoksningen blev delvist ødelagt på Bregentved. De spredte fald er ofte sket i forbindelse med ”trametes-huller”. Det er dog muligt, at indlandsformen (ssp.
latifolia) er mere stormfast end kyst
formen (ssp. contorta).
Rødgran er blandt de mindst stormfaste arter. Bevoksningerne på Lindet og Hol
steinborg blev fuldstændigt ødelagt, og parcellen på Bregentved blev delvist
ødelagt. Særlig på lerjord var der en betydelig andel knækkede træer. Det er vigtigt at nævne, at rødgranens og sitkagranens stormfasthed i nogen grad afhænger af bevoksningens behandling.
Douglasgran har haft stormfald på næsten alle lokaliteter i træartsserien (ved alder 38 år). På Holsteinborg blev bevoksningen ødelagt, og på Bregentved og Skjoldenæsholm blev bevoksningerne delvist ødelagt.
Ved novemberstormen 1981 ved alder ca. 20 år var douglasgran den træart i nåletræartsserien, som havde højest ska
defrekvens (maks. 14% jf. tabel 2), dog kun som spredt fald, og uden at bevoks
ningen blev ødelagt. Siden har bevoks
ningerne stabiliseret sig op til orkanen i december 1999.
Douglasgran har klaret sig relativt godt i orkanens centrum på den lette jord på
Lindet sammenlignet med de øvrige arter; men halvdelen af træerne blev alli
gevel skadet. Det er den højeste andel af skader for douglasgran i nåletræserien.
Douglasgranen i Giesegaard-forsøget viste tilsvarende udvikling ved at blive betydeligt skadet ved februarstormen i 1934 ved alder 28 år, men den formåede siden at stabilisere sig (figur 5). Skaderne på douglasgran er typiske ved, at stam
merne næsten aldrig knækker, og be
standstræer efter stormen har mange afrevne grene.
Grandis har klaret orkanen relativt godt, trods sin store bevoksningshøjde. Kun på Lindet var der totalt fladefald i gran
dis, og på Holsteinborg blev en tredjedel af grandis-bevoksningen ødelagt centralt af en stormfaldskile fra vest og måtte opgives. Bevoksningen vestfor med sitkagran havde et massivt fladefald.
Det er vigtigt at nævne, at samtlige seks nedlagte grandisforsøg blev ødelagt af storm, hvoraf kun 33% nåede normal omdriftsalder.
Grandis har en høj andel knækkede træer, ofte i 3-5 meters højde, hvilket tyder på en god rodforankring. Desuden afrives grene og kviste let som for doug
lasgran.
Japansk lærk er ikke særlig stormfast som yngre, og især ikke på lerede jorder.
Der er observeret spredt fald på mange lokaliteter. Ved novemberstormen 1981 ved alder ca. 20 år havde lærken den næsthøjeste skadefrekvens i nåletræserien efter douglasgran, dog kun som spredt fald og uden at bevoksningen blev øde
lagt. På Bregentved og Holsteinborg var der mindre fladefald efter orkanen.
Lærkestammerne knækker næsten al
drig under stormfald. Den lidt større
Figur 7. Douglasgran. Der er ni nedlagte forsøg, hvoraf seks blev ødelagt a f storm. Her
a f var to bevoksninger kun 38 og 39 år, da de væltede. Omkring 22% a f forsøgene er skadet i en ung alder. Tre uskadte bevoksninger blev afviklet i alderen 78-91 år.
100 -
stormfasthed i forhold til rødgran trods samme eller højere bevoksningshøjde skyldes formentlig bl.a. den manglende benåling om vinteren og en relativt lille krone, som derfor kun kan udøve en lav trykbelastning af stammen ved storm.
Almindelig ædelgran har været temmelig stormfast, når der ses bort fra træartsfor
søget på Lindet, hvor der var komplet fladefald, og hvor hovedparten af træerne var væltet.
Det skal dog nævnes, at i et ældre træartsforsøg med nåletræer på den stive ler på Krenkerup var ædelgran blandt de få træarter, som blev ødelagt i januar
stormen 1993. Mange træer knækkede, og samme forhold kan observeres fra andre lokaliteter med lerjord (tabel 1).
Variabiliteten i ædelgranens stormfast
hed mellem lokaliteter synes at hænge sammen med antallet/tætheden af sænke
rødder. Ædelgran på Lindet har flere steder haft så få dybtgående rødder, at den ikke har fastholdt en rodkage.
Nobilis har kun fået ødelæggende stormskader på Lindet, hvor alle skadede træer var væltet. Den relativt lave be
voksningshøjde er antagelig medvirkende til de få skader. Ældre forsøg har ikke kunnet afdække om nobilis er lige så stormfast som almindelig ædelgran.
Skovfyr indgår desværre ikke i den landsdækkende træartsserie, og foruden et hugstforsøg med spredt fald er arten kun repræsenteret med tre produktions
forsøg, hvor der ikke har været skader af betydning.
Figur 8. Lærk. Der er otte nedlagte forsøg, hvoraf fem blev ødelagt a f storm. Heraf var to bevoksninger 45 år, da de væltede. 25% a f forsøgene blev skadet i en ung alder. Tre uskadte bevoksninger blev afviklet i alderen 86-134 år.
Figur 9. Rødgran. Her forefindes et omfattende materiale på i alt 66 forsøg, heraf var 40 forsøg uskadte på afdriftstidspunktet ved alder 45-103 år. Omdriftsalderen fo r ti ska
dede forsøg var 50 år eller derunder, men næsten alle disse bevoksninger havde allige
vel formået at producere veldimensionet træ. 15% a f de nedlagte forsøg er ødelagt fø r normal omdriftsalder.
De ti nedlagte skovfyrforsøg, hvoraf kun ét blev stormskadet ved normal omdriftsalder (77 år), synes dog ikke helt repræsentative for arten hvad angår stormfasthed i 1999. Her sås omfattende skader i mellemaldrende og ældre skovfyr på en række skovdistrikter (f.eks. Silke
borg Statsskovdistrikt, Tisvilde Stats
skovdistrikt og Vallø Stifts Skovbrug).
Fransk bjergfyr er trods sin lave højde ødelagt ved fladefald på Lindet. Ellers er der ikke set nævneværdige skader på bjergfyr i nåletræsforsøgsserien.
Cypres har udvist den største stormfast
hed blandt nåletræarterne. Den relativt lave træhøjde og det høje stamtal i for
søgsserien er antagelig ikke alene for
klaringen på den gode stormfasthed, da
eksempelvis et 99-årigt cypresforsøg samt jævnaldrende bevoksninger på Holstenshuus var uskadte efter orkanen.
Langesø og Wedellsborg har ligeledes flere eksempler på gammel cypres, som er næsten uskadt. Cypres har som thuja en elastisk stamme, og det er måske medvirkende til den gode stormfasthed.
Thuja er antagelig ret stormfast. Arten indgår desværre kun i træartsserien på Holsteinborg. Her blev kun få enkelte træer skadet, typisk tveger, mens rødgran under noget nær samme eks
ponering og bestandshøjde havde et ødelæggende fladefald.
En thuja-prøveflade på Frederiksborg Statsskovdistrikt fra 1912 havde kun en vindfælde efter orkanen.
100 -
Figur 10. Sitkagran. Syv forsøg er stormskadede svarende til 37% a f antallet a f nedlagte forsøg. Fem skadede forsøg blev kun 39^47 år.
Orkanen i december 1999 skabte en stormfaldskile ind i den frit eksponerede vestkant af thujabevoksningen på Kren- kerup, hvorved 19% af bevoksningen væltede. På Holstenshuus og Oreby væl
tede to thuj aforsøg i 1967-stormene ved alder 44 og 59 år, men ved disse storme skadedes også betydelige arealer med løvtræ, især bøg.
Eg (stilkeg og vintereg) er meget storm
fast på alle jordbundstyper. Orkanen medførte dog udbredte skader selv i eg på flere lokaliteter.
Ask er normalt meget stormfast. Ingen af de nedlagte 14 askeforsøg er afviklet pga. stormskader.
Bøg er generelt meget stormfast, selvom der er konstateret spredt fald i ældre orsøgsbevoksninger. Bøgen kan især have nedsat stormfasthed på fladgrunde -
de lokaliteter og på vandlidende jorder efter skærmstilling.
Rødeg er formentlig mindre stabil end stilkeg og vintereg. Et rødeg-forsøg fra 1921 på Krengerup, Vestfyn blev som det eneste løvtræforsøg fuldstændig ødelagt. På Lindet Statsskovdistrikt væl
tede generelt rødeg, mens stilk- og vin
tereg var mere stormfast. Hvorvidt ska
derne hænger sammen med en meget stærk rådudbredelse i sænkerødderne er endnu uafklaret.
Lind er ikke særlig stormfast i ungdom
men på kraftige jorder. Der blev set spredte skader på trods af en forholdsvis lav bevoksningshøjde.
Hybridasp er meget lidt stormfast og er antagelig særlig udsat på lerede jorder.
Alle fire hybridasp-bevoksninger i løv
træserien fra 1973 er nu ødelagt af storm.
3.10 Træartsanbefalinger i relation til stormfasthed
Risikoen for stormfald har altid indgået som en del af beslutningsgrundlaget ved valg af træart, men har naturligvis fået øget aktualitet og vægt efter orkanen i december 1999. Det er vigtigt at plante stabile træarter for at forebygge om
fattende skader ved stærke storme.
Stormfaldsloven (lov nr. 349 af 17. maj 2000 om stormflod og stormfald) anbe
faler bl.a. eg, bøg, ask, ær, lind. skovfyr, douglasgran, almindelig ædelgran, lærk, thuja og østrigsk fyr.
Cypres er trods stor robusthed overfor vind ikke tilskudsberettiget ifølge den statslige stormfaldsordning, antagelig pga. artens moderate tilvækst og be
grænsede anvendelse.
Yngre douglasgran, lærk og almindelig ædelgran kan ikke betegnes som robuste ved storme, da der er konstateret betyde
lige skader i forsøgsbevoksninger med disse arter.
Resultaterne fra træartsforsøgene med nåletræ viser følgende rangorden efter tiltagende stormfasthed:
• Sitkagran, contortafyr, rødgran, douglasgran
• Grandis, japansk lærk
• Alm. ædelgran, nobilis, fransk bjergfyr, skovfyr, cypres, thuja.
Især lokalitet, bevoksningsbehandling og alder spiller dog en betydelig rolle.
De aktuelle resultater skal derfor ses i lyset af mange årtiers erfaringer, som
Figur 11. Almindelig ædelgran. Ud a f 13 nedlagte forsøg har otte været stormskadet, hvoraf de tre bevoksninger var under 60 år. Omkring 23% a f de nedlagte forsøg er øde
lagt fø r normal omdriftsalder. Fem uskadte bevoksninger blev afviklet i alderen 71-137 år.
/ ^
4 ? &
A®
£ v r * å r
betegner gammel douglasgran, lærk og skovfyr som stabile arter.
Blandt nåletræarteme synes den mode
rat voksende cypres at være stormfast, og også thuja synes at være et godt alter
nativ til rødgran på svær lerjord.
Afslutningsvis bør det nævnes, at det er vigtigt at gøre sig klart, hvilke egen
skaber som er kendetegnende for de for
skellige træarters stormfasthed.
Ved almindelige storme er arter som douglasgran og lærk at foretrække frem for gran, da spredte fald og væltede stammer ofte hverken ødelægger be
voksningsstruktur eller afsætnings
muligheder. Derimod kan stormfalds
huller og fladefald ved en lav alder og med mange knækkede stammer være økonomisk katastrofalt.
4. Erfaringer med stormfasthed i blandinger af rødgran og løvtræ
4.1 Sammenfatning
Decemberorkanen i 1999 viste eksem
pler på, at bevoksninger anlagt som rækkevise blandinger eller som skak
brætkulturer med rødgran og eg eller bøg er mindre stabile end renbestande a f ensaldrende rødgran. Derfor fr a rådes rækkevise blandinger og skak
brætkulturer a f rødgran og bøg eller eg.
4.2 Indledning
Tidligere var rækkevise blandinger af bøg og rødgran en almindelig metode til at etablere billige kulturer med hen
blik på at opnå en ren bøgebevoksning på længere sigt.
De tidlige tyndinger i bøg var kostbare, da der ikke var noget marked for selv
skovning af brænde. Tanken var derfor nærliggende, at man i stedet for de kost
bare tyndinger i bøg kunne høste jule
træer eller cellulosetræ med positivt dækningsbidrag.
I dag anvendes rækkevise blandinger ikke særlig hyppigt, idet resultaterne ikke levede op til forventningerne. Der var problemer med at få de to træarter til at følges ad. De rækkevise plantninger krævede meget hyppig pleje, og ofte resulterede blandingerne i en renbestand af rødgran i stedet for bøg.
En anden væsentlig årsag til at blandin
gerne næsten blev opgivet er, at afsæt
ningsforholdene har ændret sig. Selv
skovning i bøg er de fleste steder en fornuftig forretning, mens det er svært at sælge rødgranjuletræer fra den gode jord. Cellulosetræ er næsten umuligt at sælge, og vedkvaliteten i tømmer af rød
gran fra den gode jord er ikke særlig god.
Kort sagt er mange af de afsætnings
mæssige forudsætninger for rækkevis træartsblanding af løv og rødgran faldet bort.
Rækkevise blandinger har dog fået for
nyet aktualitet som kulturmodel på stormfaldsarealer og i skovrejsnings
områder, selvom systematiske blandinger skal anvendes med omtanke. Ved tilplantning af stormfaldsarealer er der et krav om indblanding af robuste træarter på mindst 25% på magre jorder og mindst 50% på gode jorder for at opnå tilskud fra statens stormfalds
ordning.
4.3 Materiale
I det følgende beskrives kort materiale og stormskader fra decemberorkanen 1999 i tre FSL-forsøg med rækkevis blanding af rødgran og bøg eller eg samt almindelige blandingsbevoksninger med eg og rødgran i Vallø Stifts Skove.
Forsøg med rødgran og bøg i blanding Sammen med Sveriges Lantbruks- universitet etablerede Statens forstlige Forsøgsvæsen i 1980-1983 fire forsøg i henholdsvis Danmark og i Sverige med rækkevise blandinger af bøg og rødgran.
Formålet var bl.a. at undersøge, om blandede bevoksninger var mere stabile end renbestande. Således forventedes rødgranen at leve længere i blanding med bøg end i renbestand, og en blan
ding af bøg og rødgran forventedes at være mere modstandskraftig overfor svampe- og insektangreb end renbestande af én af de to træarter.
1 Danmark mislykkedes et forsøg i den tidlige kulturfase. Derfor findes der nu kun tre forsøg i Danmark - i Vallø Stifts Skove, (Skovhusvænget afd. 52 og 53), på Gråsten Statsskovdistrikt, (Nørre- skov afd. 50) og Fyns Statsskovdistrikt, (Lærkedal afd. 101). Forsøgsarealeme blev tilplantet i foråret 1980, 1981 og
1983.
Decemberorkanen medførte ingen uop
rettelige skader i de tre unge forsøg. I forsøget på Gråsten Statsskovdistrikt var der næsten ingen stormskader efter orkanen 1999, hvorfor der i det følgende kun fokuseres på de to øvrige forsøg.
Forsøget i Vallø Stifts Skove er anlagt på bedre jord end forsøget på Fyns Statsskovdistrikt.
Der indgår syv forskellige gennemgående kulturmodeller i forsøgene. En med bøg i renbestand, en med rødgran i renbe
stand og fem forskellige rækkevise blan
dinger (se figur 12 og 13). I efteråret 1995 blev rødgranrækker der stod op mod bøgerækker i blandingsparcelleme borthugget af hensyn til bøgene. Sam
tidig blev hver 4. række borthugget i rødgranparcellerne.
Rækkeafstanden er for begge træarter ca. 1.75 m, og planteafstand i rækken ca. 1.75 m for rødgran og ca. 0.9 m for bøg. Dette svarer til et plantetal på ca. 3.300 rødgran og ca. 6.400 bøg pr. ha i renbestand. Der er anvendt en tysk bøgeproveniens på Vallø og en rumænsk bøgeproveniens på Fyn samt 2-3-årige bøge
planter. Rødgranproveniensen er F.71, Nøde- bo på Vallø og Fyn, og der er anvendt 4-årige planter. De to forsøg er plejet omhyggeligt i kulturfasen af værtsdistrikterne, hvilket har givet særdeles velsluttede, komplette bevoks
ninger før orkanen.
Forsøg med rødgran og eg i blanding Et sammenlignende forsøg (EE) med eg, rækkevis blanding af rødgran og eg samt bøg er anlagt på Bregentved Skovdi
strikt, Ganneskov afdeling 850. Spiring
sår for eg, rødgran og bøg er henholds
vis 1965, 1962 og 1955.
Rødgran/egeparcellen blev etableret med fem rækker rødgran og tre rækker eg, hvor rødgranrækken nærmest ege- rækkerne blev borthugget i foråret 1981.
Samtidigt blev der tyndet selektivt i alle de resterende rækker og i de to øvrige parceller.
Siden har der været intervaller på ca. 4 år mellem de selektive hugstindgreb, hvor seneste tynding var efteråret 1995, 4 år før decemberorkanen.
Bevoksninger i Vallø Stifts Skove Vallø Stifts Skovbrug blev meget hårdt ramt af orkanen, hvor der for nåletræets vedkommende faldt hvad der svarede til 2-3 årshugster. Skaderne skete dels i eks
ponerede bevoksninger, dels i blandings
bevoksninger med typisk eg og rødgran.
Som eksempler er udvalgt fire stormska
dede blandinger med rødgran og eg i Lel- linge Frihed og Søllerup Indelukke, hvor skovfoged Steffen Uldal, Vallø har regi-
Figur 13. Forsøgsareal i rækkeblandingsforsøg med bøg og rødgran på Vallø Stifts Skovbrug.
Tabel 4. Stormskader i fire bevoksninger med blanding a f eg og rødgran på Vallø Stifts Skovbrug sammenlignet med omgivende renbestande med rødgran og sitkagran.
{Rækkevis blanding - 5 rødgran / 3 eg). Skakbræt blanding = 14 x 14 m felter). Skov
foged Steffen Uldal, Vallø har udført registreringen forår 2000.
S k o v B ev o k s
n in g s-id
A rt N a b o b ev o k sn in g
Placering
A rea l
ha
A ld er
år
H ø jd e
meter
S k a d et
%
S id st ty n d et
forår
Lellinge 1 .skak- RGR/EG 3,37 48 20 80/30 1994
Frihed bræt
1.1 RGR Øst for RGR/EG 1,16 41 21 15 1995
1.2 RGR Øst for RGR/EG 0,40 33 17 20 1995
1.3 RGR Vest for RGR/EG 3,01 35 18 15 1990
Lellinge 2.skak- RGR/EG 2,14 46 20 80/60 1991
Frihed bræt
2.1 RGR Nord for RGR/EG 1,62 40 20 25 1991
2.2 RGR Nord for RGR/EG 1,35 34 17 5 1995
2.3 SGR Syd for RGR/EG 1,55 37 20 10 1991
Lellinge 3.række RGR/EG 2,16 49 24 90/70 1995
Frihed vis
3.1 RGR Øst for RGR/EG 2,71 59 26 35 1986
3.2 RGR Syd for RGR/EG 0,98 38 20 20 1995
3.3 RGR Vest for RGR/EG 1,52 32 15 10 1995
Sølle rup 4.række RGR/EG 4,83 43 20 70/50 1993
Indelukke vis
4.1 SGR Syd for RGR/EG 2,84 35 20 5 1993
4.2 RGR Vest for RGR/EG 3,71 37 20 5 1992
streret skaderne. Blandingsbevoksnin- geme er omgivet af renbestande af bl.a.
rødgran og sitkagran. To bevoksninger er anlagt som skakbrætkulturer (14 x 14 m), to med rækkevise blandinger (oprindeligt 3 rk. eg/ 5 rk. rødgran) - se tabel 4.
4.4 Skader i rækkevise blandinger med rødgran og bøg eller eg Skader i FSL-forsøgene
Rødgranen i forsøget på Lærkedal på Fyn blev noget skadet af orkanen, mens bøgen ikke fik skader overhovedet.
(Den gennemsnitlige bevoksningshøjde
i forsøget for rødgran var 8.3 m, mens bøgens var på 6.5 m). Se foto 5, side 172.
Figur 14 viser andelen af skadede rødgraner i forsøget. Rødgranparcellen er flankeret af parcellerne med række
vise blandinger af oprindeligt 3 rk. bøg/
4 rk. rødgran og 5 rk. bøg/ 3 rk. rødgran med nær samme eksponering for vinden som rødgranparcellen. Alligevel er 42%
af rødgranen skadet i de to blandinger, mens kun 16% er ødelagt i den rene rødgran parcel. Det bemærkes samtidig, at højden af rødgran i de tre parceller er på samme niveau.
Foto 5. Stormskadet rødgran i række- blandingsforsøg med bøg og rødgran på Lærke da l, Fyn. Foto: Juli 2000;
BBJ.
Blandingen 3 rk. bøg/ 3 rk. rødgran står beskyttet i en lavning, hvorfor der her kun var 6% skadede rødgrantræer. Af figuren fremgår, at der var en stor andel knækkede træer.
I Va/Zø-forsøget, som ligger indpakket i høj løvskov, var der kun mindre bety
dende skader (figur 15). (Den gennem
snitlige bevoksningshøjde i forsøget for rødgran var 11.9 m, mens bøgens var på 9.2 m).
I forsøget blev parcellen (3 rk. bøg/ 3 rk.
rødgran) øst for den rene rødgranparcel hårdest ramt med 15% skadede rød
graner sammenholdt med 2% i rødgran-
Figur 14. Stormskader i rækkeblandingsforsøg med bøg og rødgran på Lærkedal, Fyn.
Der er angivet blandingsforholdet ved plantning. Tyndet efterår 1995, hvor nærmeste rødgranrække op til en bøgerække blev borthugget. H angiver højde i meter.
Figur 15. Stormskader i rækkeblandingsforsøg med bøg og rødgran på Vallø Stifts Skovbrug. Der er angivet blandingsforholdet ved plantning. Tyndet efterår 1995, hvor nærmeste rødgranrække op til en bøgerække blev borthugget. H angiver højde i meter.
parcellen. Parcellen vest for rødgranen (3 rk. bøg/ 5 rk. rødgran) og sydøst for rødgranen (3 rk. bøg/ 4 rk. rødgran) lig
ger i læ mod vest af en godt 30 meter høj egebevoksning, hvorfor skaderne i disse parceller var minimale. Hovedparten af de skadede rødgraner i forsøget knække
de, og med i faldet blev enkelte bøge beskadiget.
Rødgranen i blandingen af rødgran/eg i forsøget på Bregentved blev betydeligt skadet af orkanen (33% skadede træer), mens egen kun fik få skader, de fleste forårsaget af væltede graner (6% skadede træer). Den gennemsnitlige bevoks
ningshøjde i blandingsbevoksningen var for rødgran 18.9 m og for eg 16.1 meter.
Halvdelen af de skadede rødgrantræer var knækket. Der var ingen skader i den jævnaldrende nabobevoksning af eg
mod nord, hvis bevoksningshøjde var 15.7 meter. Øst for blandingen ligger den 10 år ældre bøgebevoksning, som heller ikke havde skader.
Skader i bevoksninger i Vallø Stifts Skove Af tabel 4 fremgår, at blandingsbevoks
ningerne ikke er tyndet de sidste 5 år før orkanen, hvorfor bevoksningerne for
modes at have stabiliseret sig siden hugstindgrebet. Alligevel er mellem 70 og 90% af rødgranen i blandingerne ødelagt af orkanen, mens nabobevoks
ninger med ren rødgran og sitkagran med nær samme bestandshøjde og hugst- behandling/-interval har meget lavere skadefrekvens (5-35%) - se også figur 16. Dette til trods for, at nogle af disse bevoksninger var mere eksponeret for orkanen end blandingsbevoksningeme.
Se foto 6-8, side 176-177.
Figur 16. Stormskader i bevoksninger på Vallø Stifts Skovbrug - de to første skak
brætkulturer, de to sidste rækkevise blandinger. I hver a f de fire grupper er først vist stormskaden i en blanding a f rødgran og eg, derpå i 2-3 rene rødgran eller sitkagran be
voksninger der omgiver blandingen. Tallene over søjlerne angiver højde. Se også tabel 4.
Egen i de blandede bevoksninger, dog især rækkevis blanding, blev meget beskadiget på grund af væltede og knækkede rødgraner jf. tabel 4, så genkultiveringsarealet udgør omkring 70-90% af arealet.
4.5 Diskussion af blandinger med rødgran og løvtræ
De viste eksempler på blandingsbe
voksninger med rødgran og eg eller bøg viser overraskende en mindst lige så stor eller større ustabilitet i blandinger sammenlignet med renbestande af gran. Forholdet gælder måske ikke alene for blanding mellem løv og nål, men også nåletræsblandinger. De viste resultater svarer ganske godt til erfa
ringer fra orkanen i øvrigt.
På Holsteinborg Skovdistrikt er der anlagt mange blandingsbevoksninger i nåletræ med f.eks. thuja/grandis/nord- mannsgran og grandis/rødgran. Orkanen ramte distriktet meget hårdt, og næsten alt nåletræ over 10 m blev stormødelagt.
Der kunne ikke iagttages større storm- fasthed for disse blandingsbevoksninger end for rene bevoksninger med rødgran.
Ravnholt Gods på Østfyn blev storm
faldsramt i middelsvær grad. Alle ske
matisk anlagte blandingsbevoksninger er stormskadede i større eller mindre omfang.
En bevoksning med rækkevis blanding af lærk og rødgran (3.3 ha) var hårdt skadet.
Blandinger med douglasgran og rødgran samt douglasgran og lærk (i alt 13.9 ha) var alle skadet i større eller mindre
omfang, dog mest som spredt fald. End
videre er eksempelvis bevoksninger med rækkevis blanding af eg og rødgran (10 ha) fra perioden 1953-1964 ødelagte.
På Palsgård Statsskovdistrikt (i udkan
ten af stormområdet) var der skader i en mellemaldrende og ældre blandings
bevoksning af ædelgran og bøg. Her væltede ædelgran, mens bøgen er intakt.
En mulig forklaring på den ringe storm- fasthed i den unge blandingsbevoksning med rødgran og bøg kan være, at rød
granen overvokser løvtræarten, hvorved bevoksningen kommer til at fremstå som en stærkt tyndet, ret åben bevoks
ning af gran.
I de to FSL-forsøg med rødgran/bøg var granens gennemsnitlige højde cirka 2-3 m over bøgens. Det skal samtidig understre
ges, at der som i Vallø-bevoksningeme med rødgran/eg ikke var tyndet i forsøge
ne de seneste fire år før orkanen, hvorfor granen formodes at have haft tid til at sta
bilisere sig. De to forsøg viste netop også en høj andel af knækkede træer.
Forsøget med rødgran/eg på Bregentved lå noget beskyttet af ældre løvskov i den østlige del af Ganneskov, men viser i øvrigt fuldstændigt samme billede som rødgran/bøg-blandingerne: granen er betydeligt mere skadet og er ca. 3 meter højere end egen, der er en høj andel knækkede gran, og forsøget var ikke tyndet de seneste fire år før orkanen.
Naturligvis skal der tages et forbehold mod at generalisere ud fra tre unge for
søg, hvor naboforhold og eksponerings
grad har betydelig indflydelse på storm
fastheden i forsøgsbevoksningerne.
De fire bevoksninger med rødgran/eg i Vallø Stifts Skove er økonomisk mere interessante medhøjder på 20-24 meter.
De meget store stormskader i blandin
gerne i forhold til ren rødgran og sitka-
gran var en generel iagttagelse på distriktet efter orkanen. Denne erfaring underbygges af lignende erfaringer fra Ravnholt Gods og Bregentved Skov
distrikt.
4.6 Anbefaling vedrørende blandinger med rødgran og løvtræ
Iagttagelserne synes trods det beskedne materiale at indikere, at rækkevise- eller skakbræt-blandinger med rødgran og bøg eller eg ikke er stormfaste. De kan endog være mindre stabile end renbe
stand med rødgran, som generelt er følsom overfor vind. Derfor frarådes rækkevise blandinger og skakbrætkul
turer af rødgran og bøg eller eg.
Afslutningsvis skal præciseres, at andre træarter i rækkevise blandinger muligvis kan give robuste bevoksninger. Imidler
tid kan FSL desværre ikke anvise brug
bare stormstabile modeller for række
vise blandinger med nål og løv, da data
grundlaget mangler.
Det skal understreges, at betragtningen ikke kan overføres til blandinger af løvtræer. Et eksempel er det ældre
”plukhugstforsøg” på Krenkerup Skov
distrikt, hvor der indgår de fleste løv
træarter (ask, bøg, eg, ær, kirsebær, elm, el, birk, avnbøg, løn, etc.) i en fleretageret bevoksningsstruktur.
En januarstorm i 1993 gav alvorlige skader i en nærved liggende sammenlig
ningsflade med bøg fra 1916, mens der ikke var skader i blandskoven. Senere skete der stormfald i bøgebevoksningen, som fik sit endelige knæk i december
orkanen 1999. I blandskoven var der ingen skader efter orkanen.
Det tyder på, at blandskov i løvtræ med fleretageret struktur er mere robust bl.a.
overfor vind end en énetageret bøgebe
voksning.
Foto 6, til venstre, Søllenip Indelukke, Vallø Stifts Skovbrug. Stormskader i rækkevis blanding a f eg og rødgran i midten (skadet: 70/50%), til venstre sitkagran (skadet: 5%) og øverst rødgran (skadet: 5%) med samme bevoksningshøjde. Se tabel 4 bevoks
nings-id: 4. rækkevis, 4.1 og 4.2. Foto:
april 2000, BBJ.
Foto 7, herover, Søllerup Indelukke, Vallø Stifts Skovbrug. Stormskader i rækkevis blanding a f eg og rødgran (ska
det: 70/50%). Se tabel 4 bevoksnings-id:
4. rækkevis. Foto: juli 2000, BBJ.
Foto 8, til højre, Søllerup Indelukke, Vallø Stifts Skovbrug. Stormskader i sitkagran (skadet: 5%) vest fo r rækkevis blanding a f eg og rødgran (skadet:
70/50%). Se tabel 4 bevoksningsid: 4.1, 4. rækkevis. Foto: juli 2000, BBJ.
