3. Erfaringer fra træarts- og produktions
3.9 Diskussion af træarters
Det bør understreges, at træartsforsøgene er ret unge, og resultaterne ville derfor formentlig være noget anderledes for
Figur 5. Træartsforsøg på Giesegaard Skovdistrikt. Stormfald i februar 1934, januar 1956 og februar 1967 fo r seks træarter. Japansk lærk og ædelgran har været mest stormfaste, dernæst kommer douglasgran og grandis, mens rødgran og sitkagran er mest stormskadet.
ældre langsigtede træartsforsøg. Det ned
lagte, stormødelagte ældre Giesegaard- træartsforsøg underbygger dog erfarin
gerne fra de eksisterende forsøg.
Det er nærmest ikke muligt at gardere sig ved alene at vælge en robust træart mod en storm med styrke som decem
berorkanen. Her knækkede selv ege
træer, og mellemaldrende bøg væltede.
Behandlings- og nabovirkninger har
også haft indflydelse på andelen af stormskader, og resultaterne skal derfor tolkes med en vis forsigtighed. I det føl
gende karakteriseres kort de enkelte træarters stormfas thed. især ud fra iagt
tagelser i nåletræartsserien fra 1964/65 efter decemberorkanen 1999.
Sitkagran er alvorligst ramt af storm
fald. Fladefald ødelagde bevoksningerne på Bregentved, Holsteinborg og Lindet,
100
-e 80 -E
Figur 6. Grandis. Alle seks nedlagte grandisforsøg er stormødelagte. Heraf var fire bevoksninger kun 38 og 44 år, svarende til at 67% a f grandisforsøgene er afviklet fø r normal omdriftsalder. Ved FSL er der kun nedlagt grandisforsøg pga. stormskaderz
og alvorlige hulfald på lav bund skete på Christianssæde og Skjoldenæsholm.
Hvis artens store bevoksningshøjde tages i betragtning, kan man antageligt sidestille dens mangel på stormfasthed med rødgran. Sitkagran knækker dog ikke så let som rødgran.
Contortafyr er også meget lidt stormfast og på niveau med rødgran og sitkagran.
Bevoksningerne på Holsteinborg og Lindet blev ødelagt af fladefald, og bevoksningen blev delvist ødelagt på Bregentved. De spredte fald er ofte sket i forbindelse med ”trametes-huller”. Det er dog muligt, at indlandsformen (ssp.
latifolia) er mere stormfast end kyst
formen (ssp. contorta).
Rødgran er blandt de mindst stormfaste arter. Bevoksningerne på Lindet og Hol
steinborg blev fuldstændigt ødelagt, og parcellen på Bregentved blev delvist
ødelagt. Særlig på lerjord var der en betydelig andel knækkede træer. Det er vigtigt at nævne, at rødgranens og sitkagranens stormfasthed i nogen grad afhænger af bevoksningens behandling.
Douglasgran har haft stormfald på næsten alle lokaliteter i træartsserien (ved alder 38 år). På Holsteinborg blev bevoksningen ødelagt, og på Bregentved og Skjoldenæsholm blev bevoksningerne delvist ødelagt.
Ved novemberstormen 1981 ved alder ca. 20 år var douglasgran den træart i nåletræartsserien, som havde højest ska
defrekvens (maks. 14% jf. tabel 2), dog kun som spredt fald, og uden at bevoks
ningen blev ødelagt. Siden har bevoks
ningerne stabiliseret sig op til orkanen i december 1999.
Douglasgran har klaret sig relativt godt i orkanens centrum på den lette jord på
Lindet sammenlignet med de øvrige arter; men halvdelen af træerne blev alli
gevel skadet. Det er den højeste andel af skader for douglasgran i nåletræserien.
Douglasgranen i Giesegaard-forsøget viste tilsvarende udvikling ved at blive betydeligt skadet ved februarstormen i 1934 ved alder 28 år, men den formåede siden at stabilisere sig (figur 5). Skaderne på douglasgran er typiske ved, at stam
merne næsten aldrig knækker, og be
standstræer efter stormen har mange afrevne grene.
Grandis har klaret orkanen relativt godt, trods sin store bevoksningshøjde. Kun på Lindet var der totalt fladefald i gran
dis, og på Holsteinborg blev en tredjedel af grandis-bevoksningen ødelagt centralt af en stormfaldskile fra vest og måtte opgives. Bevoksningen vestfor med sitkagran havde et massivt fladefald.
Det er vigtigt at nævne, at samtlige seks nedlagte grandisforsøg blev ødelagt af storm, hvoraf kun 33% nåede normal omdriftsalder.
Grandis har en høj andel knækkede træer, ofte i 3-5 meters højde, hvilket tyder på en god rodforankring. Desuden afrives grene og kviste let som for doug
lasgran.
Japansk lærk er ikke særlig stormfast som yngre, og især ikke på lerede jorder.
Der er observeret spredt fald på mange lokaliteter. Ved novemberstormen 1981 ved alder ca. 20 år havde lærken den næsthøjeste skadefrekvens i nåletræserien efter douglasgran, dog kun som spredt fald og uden at bevoksningen blev øde
lagt. På Bregentved og Holsteinborg var der mindre fladefald efter orkanen.
Lærkestammerne knækker næsten al
drig under stormfald. Den lidt større
Figur 7. Douglasgran. Der er ni nedlagte forsøg, hvoraf seks blev ødelagt a f storm. Her
a f var to bevoksninger kun 38 og 39 år, da de væltede. Omkring 22% a f forsøgene er skadet i en ung alder. Tre uskadte bevoksninger blev afviklet i alderen 78-91 år.
100
-stormfasthed i forhold til rødgran trods samme eller højere bevoksningshøjde skyldes formentlig bl.a. den manglende benåling om vinteren og en relativt lille krone, som derfor kun kan udøve en lav trykbelastning af stammen ved storm.
Almindelig ædelgran har været temmelig stormfast, når der ses bort fra træartsfor
søget på Lindet, hvor der var komplet fladefald, og hvor hovedparten af træerne var væltet.
Det skal dog nævnes, at i et ældre træartsforsøg med nåletræer på den stive ler på Krenkerup var ædelgran blandt de få træarter, som blev ødelagt i januar
stormen 1993. Mange træer knækkede, og samme forhold kan observeres fra andre lokaliteter med lerjord (tabel 1).
Variabiliteten i ædelgranens stormfast
hed mellem lokaliteter synes at hænge sammen med antallet/tætheden af sænke
rødder. Ædelgran på Lindet har flere steder haft så få dybtgående rødder, at den ikke har fastholdt en rodkage.
Nobilis har kun fået ødelæggende stormskader på Lindet, hvor alle skadede træer var væltet. Den relativt lave be
voksningshøjde er antagelig medvirkende til de få skader. Ældre forsøg har ikke kunnet afdække om nobilis er lige så stormfast som almindelig ædelgran.
Skovfyr indgår desværre ikke i den landsdækkende træartsserie, og foruden et hugstforsøg med spredt fald er arten kun repræsenteret med tre produktions
forsøg, hvor der ikke har været skader af betydning.
Figur 8. Lærk. Der er otte nedlagte forsøg, hvoraf fem blev ødelagt a f storm. Heraf var to bevoksninger 45 år, da de væltede. 25% a f forsøgene blev skadet i en ung alder. Tre uskadte bevoksninger blev afviklet i alderen 86-134 år.
Figur 9. Rødgran. Her forefindes et omfattende materiale på i alt 66 forsøg, heraf var 40 forsøg uskadte på afdriftstidspunktet ved alder 45-103 år. Omdriftsalderen fo r ti ska
dede forsøg var 50 år eller derunder, men næsten alle disse bevoksninger havde allige
vel formået at producere veldimensionet træ. 15% a f de nedlagte forsøg er ødelagt fø r normal omdriftsalder.
De ti nedlagte skovfyrforsøg, hvoraf kun ét blev stormskadet ved normal omdriftsalder (77 år), synes dog ikke helt repræsentative for arten hvad angår stormfasthed i 1999. Her sås omfattende skader i mellemaldrende og ældre skovfyr på en række skovdistrikter (f.eks. Silke
borg Statsskovdistrikt, Tisvilde Stats
skovdistrikt og Vallø Stifts Skovbrug).
Fransk bjergfyr er trods sin lave højde ødelagt ved fladefald på Lindet. Ellers er der ikke set nævneværdige skader på bjergfyr i nåletræsforsøgsserien.
Cypres har udvist den største stormfast
hed blandt nåletræarterne. Den relativt lave træhøjde og det høje stamtal i for
søgsserien er antagelig ikke alene for
klaringen på den gode stormfasthed, da
eksempelvis et 99-årigt cypresforsøg samt jævnaldrende bevoksninger på Holstenshuus var uskadte efter orkanen.
Langesø og Wedellsborg har ligeledes flere eksempler på gammel cypres, som er næsten uskadt. Cypres har som thuja en elastisk stamme, og det er måske medvirkende til den gode stormfasthed.
Thuja er antagelig ret stormfast. Arten indgår desværre kun i træartsserien på Holsteinborg. Her blev kun få enkelte træer skadet, typisk tveger, mens rødgran under noget nær samme eks
ponering og bestandshøjde havde et ødelæggende fladefald.
En thuja-prøveflade på Frederiksborg Statsskovdistrikt fra 1912 havde kun en vindfælde efter orkanen.
100
-Figur 10. Sitkagran. Syv forsøg er stormskadede svarende til 37% a f antallet a f nedlagte forsøg. Fem skadede forsøg blev kun 39^47 år.
Orkanen i december 1999 skabte en stormfaldskile ind i den frit eksponerede vestkant af thujabevoksningen på Kren- kerup, hvorved 19% af bevoksningen væltede. På Holstenshuus og Oreby væl
tede to thuj aforsøg i 1967-stormene ved alder 44 og 59 år, men ved disse storme skadedes også betydelige arealer med løvtræ, især bøg.
Eg (stilkeg og vintereg) er meget storm
fast på alle jordbundstyper. Orkanen medførte dog udbredte skader selv i eg på flere lokaliteter.
Ask er normalt meget stormfast. Ingen af de nedlagte 14 askeforsøg er afviklet pga. stormskader.
Bøg er generelt meget stormfast, selvom der er konstateret spredt fald i ældre orsøgsbevoksninger. Bøgen kan især have nedsat stormfasthed på fladgrunde
-de lokaliteter og på vandli-den-de jor-der efter skærmstilling.
Rødeg er formentlig mindre stabil end stilkeg og vintereg. Et rødeg-forsøg fra 1921 på Krengerup, Vestfyn blev som det eneste løvtræforsøg fuldstændig ødelagt. På Lindet Statsskovdistrikt væl
tede generelt rødeg, mens stilk- og vin
tereg var mere stormfast. Hvorvidt ska
derne hænger sammen med en meget stærk rådudbredelse i sænkerødderne er endnu uafklaret.
Lind er ikke særlig stormfast i ungdom
men på kraftige jorder. Der blev set spredte skader på trods af en forholdsvis lav bevoksningshøjde.
Hybridasp er meget lidt stormfast og er antagelig særlig udsat på lerede jorder.
Alle fire hybridasp-bevoksninger i løv
træserien fra 1973 er nu ødelagt af storm.
3.10 Træartsanbefalinger i relation til