Hvem
varOdin ?
Af Henrik Stevnsborg
Enhøj olding medkuneetøje, iførtenfodlang blå kappe,ogbevæbnetmed
et langt spyd. Undertiden kommer han vandrende, altid alene, ad de små veje, ogmedden storehatgodt nedipanden,til andre tider kommer han ri¬
dende; sågårdet til gengæld stærkt, for hestenharotteben,ogden bevæger sig med vindens hastighed. Meddisse kendetegn kan derkunværetale om énbestemtskikkelse, nemlig guden Odin; mentrods denentydige identifi¬
kationerOdin ikke destomindre den mestkompliceredeaf alle gudeskik¬
kelser i dennordiskemytologi, ja, skikkelsenersåkompliceretogfremviser
såmange forskelligartedetræk, atmanmå spørgesig selv, om dervitterlig
kuner én Odin-figur, eller om der er flere. Det spørgsmål skal forfølges
nærmerei detfølgende.
Guden
Efter dennordiskegudelære (1), asatroen somdenalmindeligvis kaldes, er
Odinøverste gud, gift med gudinden Frigg,oghøvding forTor,Tyr, Frej og alle de andre guder. I sin kongshal i himlen, tækket medgyldne skjolde og
oplyst af blinkende sværd, tronerhan for bordendenmed sine firekæledyr,
to ulve ogto ravne, ogtil denne hans Valhal med 540døre, ad hvilke 800 mand kanpasserepå en gang,kommer krigere efter døden,når de erfaldet medærepåslagmarken. Odin lader sinevalkyrier hente dem,så de hos ham kan fortsætte dereskrigeriske idrætter; dag efter dag fælder heltene da hin¬
anden- blot for at genopståom aftenen, hvor de fester på flæsk ogmjød.
Men en skønne dag får det ende. Når det store Ragnarok kommer, skal
Odinskæmpehærafkrigere slås foralvor. Fjendenerdeovernaturlige,over¬
dimensioneredevæsener,jætterne, sombor ved Verdens ende,ogmed hvem guderne bestandig ligger i konflikt. Densidstekamperdog tabt på forhånd,
for altgårunder i Ragnarok, både mennesker,jætterogguder.
SkøntmyteromgudenOdinoghans bedrifterkan sporesi materiale helt ned til middelhavslandene (2),erhovedkilden tilvorvidenomOdinog asa¬
troen det norrøne stof, d.v.s. norsk-islandske skjaldevers og prosatekster
som f.eks. sagaerne.Vigtigsterdog Eddaen (3), der med sinemange gude-
ogheltedigtenærmester enskandinavisk bibel.Eddaen deles almindeligvis
Odinstatue ipapmaché, rejstaf medlemmer afAsatruafelagid, derharvæ¬
ret etanerkendttrossamfund på Island siden 1973. Billedeteroptagetmed
H8-videokamera af musiketnologen Svend Nielsen iseptember 1992. Sta¬
tuenstod daopstilletnærhovedvejen nord udfra Reykjavik modSnafellsnes.
i en yngre og en ældre del. Denyngre Edda tilskrives den islandske høv¬
ding,skjaldoghistoriker Snorri Sturlusonogstammerfraca. 1225. Denæl¬
dre Edda, derimod, ervanskeligere at datere, og dens forfatter er ukendt.
Denfindes i etgammelt håndskrift, somblev opdagetpå Island i 1600-tal- let, herfra kom håndskriftet i 1662 til Detkongelige Bibliotek i København,
ogi 1971 blev det leveret tilbage til Island. Af Den Ældre Eddas digteerde
bedst kendteVølvens Spådom og Den Højes Tale (»Vøluspå« og »Håva- mål«). I begge spiller Odinenfremtrædende rolle. Det er således ham, der
fører ordet som Den Høje, og som i fyndig ordsprogsstil belærermenne¬
skene om, hvorledes de skal forholde sig til venskab, tillidog død. Det er
Odin, dersiger:
»Fædør, frænder dør, også du skal dø:
eetvedjeg, somaldrig dør,
domomhver mands død«
(ThøgerLarsensoversættelse).
Eddamanuskripterne fik kun fa,ogmegetlærde, læsere; og selvom der ef¬
terhånden blevtilvejebragtoversættelser til dansk af dennorrønelitteratur,
såvarRenæssancens ogOplysningstidens danske antikvarer langtmere op¬
taget af den græske og romerske mytologi end afden nordiske. Folkeeje
blev Odin ogasatroenderimod, da Romantikken i 1800-talletsatteden nati¬
onale fortidpå den offentlige dagsorden. Vi betegner idag denførste halvdel
af 1800-talletsomGuldalderen,men ertilbøjelige tilatglemme,atfor dem,
der levede dengang, var det alt andet end en guldalder, men tværtimod et nulpunkt i både økonomisk, politisk og kulturel henseende. Det var på
denne afgrundens rand med englandskrige, bombardement af København,
flådetab og statsbankerot, at der blev spejdet bagud i historien for atfinde opmuntring, oghérvardet, øjet faldt påmyterne fra Nordens ijerne fortid.
Atdennefortid, dennegude-ogheltealder, kunne-ogskulle-opfattes som
enfoijættelseaf fremtidenvar entanke, dervargængsi Guldalderen (4).
Digteren Adam Oehlenschlæger besvarede Københavns Universitets prisopgave i år 1800: »Var det gavnligt for Nordens skønne litteratur, om den gamle nordiske mytologi blev indført og antaget i stedet for den græske?« Svaretvar »ja« (5), ogOehlenschlægerhøstede siden laurbær på digtesom»Guldhornene«, der jonetopforherliger de »hensvundne dage, da
det strålte i Norden«. Grundtvig udgav i 1808 enbogom den nordiskemy¬
tologi(6),hvorihan genfortalteogtolkede de gamle heltesagn oggudemy¬
ter, og hvori han medet kunstgreb fik sidestillet Odin med Kristus, begge
underordnetGudsomAlfader. 1832 blevGrundtvigs mytologi genudgivet i
enfuldstændig omarbejdet udgave på 635 sider (7). Igenvarformåleterbi¬
drage tilDanmarksåndelige genrejsning vedatlade læserne spejle sig i den
stoltefortid(8).
Myterne skulle ifølge Grundtvig opfattes symbolsk og som »billedtale«.
Hvad det nærmerevil sige, redegjorde Grundtvig selv for i enrække fore¬
drag, han holdt i vinteren 1843-44 under overskriften »Bragesnak«. Et af
disse foredrag handlede om Odin, der fremstilles som et billede på alder¬
dom kombineret med livskraft. Danuoldtiden havdeværetDanmarks ung¬
dom, ogmiddelalderen Danmarks manddom, måtte 1800-årene være Dan¬
marksalderdom. Men hvorvaral denodinistiske livskraft blevetaf? Dénså
Grundtvig ikkemegettil isin samtid, hvorfor hansomsit brændende ønske
udtalte: »Måtte det derfor kun stadfæste sig, atOdinvirkeligkommertil os
igen, førvi ved det, da må vi allesammensige: Velmødt!«(9).
Dengrundtvigske myteopfattelse blev omsattil praktisk folkeoplysning
gennemhøjskolerne, hvor nordisk mytologi hørte til detfastepensum, sam¬
men med Danmarkshistorie og salmerog sange. Glansen gik imidlertid af myterne mod slutningen af 1800-tallet, da sprogforskeren Sophus Bugge
satte et stortspørgsmålstegn ved, omden nordiskemytologi overhovedeter nordisk. Bugge påviste, at myterne ikke er groet ud afnogen oldgammel
norrøn, endsige dansk, mundtlig tradition, men atihvertfald dele afmyte¬
stoffeterfælleseuropæisk gods, somnåede Norden i Vikingetiden-viaIr¬
land (10). Disse forskningsresultater kom som et chok, ja, faldt som en
»brandfakkel« (11),ogfikhøjskolerne tilatopgive mytologien. »Aserneog
jætterne var«, som enhøjskolemand udtrykte det i 1889, »gået under irea¬
lismensRagnarok« (12).
Jætten
I lighed med sprogforskere, religionshistorikereogarkæologer må også fol¬
kemindeforskernehenregnes til »realisterne«. Selve indsamlingen af folke¬
mindereretbarn afRomantikken,nøjagtig ligesomOehlenschlægers digte
ogGrundtvigs mytologierdet.Opgennem1800-tallet blev der indsamletet kolossaltmateriale, bestående af viser, ordsprog, eventyr og sagn, altsam¬
mennedtegnet efter »folkemunde«,ogaltsammenmed det formålatdoku¬
mentere det danske folks sæder og skikke og trosforestillinger i »gamle dage«. På baggrund af undersøgelser i dette stof offentliggjorde folkemin¬
deforskeren Axel Olriki 1901 enstørreafhandlingom Odin.
Olrikunderstregede selv, athan i sinOdinforskningvargået fremsom en
»plantegeograf« (13), ogderfor systematisk havde lagtsagn vedsagn. Det
var tydeligvis Olrik magtpåliggende at præsentere sin forskning som en
slags naturvidenskab ogsig selv som »realist« (14). Modsat romantikerne,
derjo havdeen cyklisk tidsopfattelse (engang var det guldalder, deterdet
ikke længere,mendet bliver gyldne tider igen), varOlrik inspireret af dar¬
winistiskeudviklingsteorieroghavde derfor den forestilling,athistorien be¬
vægersig opadog fremad ienlige linie fra de primitive stadier til destadig
mere udviklede. Asatroens Odin anså Olrik for »udviklet« og somhørende
til den »højere mytologi«, folkesagnenes Odin måtte derimod tilhøreetla¬
vere, d.v.s. tidligere, trin endasatroen(15). Dettestadium lå med andre ord
forud for Eddaen, skjaldedigtene og sagaerne, og skulle altså efter Olriks opfattelse være blevet fastholdt i den mundtlige overlevering lige siden
Danmarksoldtid.
Dén konklusion kanmandiskutere;men mankan ikke diskutere,atOlrik
med sine undersøgelser dokumenterer eksistensen afen levende folketro,
somfandtes langtopi 1800-tallet,og somaldeles ikkemindedes Odinsom nogengud for helteogkrigere, endsigesomDenOphøjede i Valhal.Tvært-
imod fremtræder Odin i sagn efter sagn-hans navn kan være mere eller
mindre forvrænget: »Un«, »Oen«, »Goen«, »Hoen«, »Horn«, »Wojen«,
o.s.v.(16)-sometovernaturligt, rovdyragtigtvæsen,der husereromnatten.
Mantalteom»Odinsjægeren«.
Medenrytterhær af dæmoner ogdødninge farer dettenattegespensthen
over himlen i vildtraseri, fulgt afsine gale hunde. Et sagn fortæller: »En
karlgikovergårdenforatfodre,ogda komHoensjægere flyvende. Somde sagde, sagde han det efter dem, menså kom deog slog ned på ham, oghvis
han ikke var sluppen ind ad stalddøren, så havde de split ham ad« (17).
Denne Odin»jagerskovkællinger«, somdet udtrykkes, d.v.s. han forfølger
skovens kvindelige troldvæsener; men undertiden bryder han også ind i
menneskenes huse, og det var et udbredt sagn i Jylland, at Odin i så fald
kunne findepåatflåentyristumperogstykker irenekstase-»næstemor¬
genfandtmankun klovene« (18).
Ietandet sagnhedder det:» ... Stuehuset (var) saadan indrettet,atdervar treDøre,lige for hverandre,oghvor deterTilfældet, der harUns Jæger Lov
til atfare indigjennem. Saa kom hanenGangfarende der forbi ogfløj der igjennem med hansHunde. Mennuskulde hanogsaahaveLovtilat tage et levendeDyrmed sig, hvilket han helst vilde have,og saatoghanen So, der gik i Gaarden, og splittede den ad til Hundene, saa de hver fik et Stykke«
(19). Dette farende uhyre svarer smukt til sit navn, eftersom Odin skal be¬
tyde »DenRasende«(20);men nogenguderOdin ikke isagnene. Hanskal
snareresøgesblandtasernesfjender, jætterne. Odin blev da også,somdet be¬
rettesi sagnfraMøn,i folkesproget kaldtJønUpsal.Jættenfra Uppsala (21).
Mennesket
Folkemindeforskningener enrelativtungvidenskab, historien, derimod, en
gammel disciplin. Saxos Danmarks Krønike stammertilbage fra 1200-tal- let, og Saxo kender udmærket Odin, om hvem han i sit Hading-kapitel i
krønikens 1.bognoterer: »Han opholdtsighovedsageligiUpsal«.Saxoun¬
derstreger dog i Balder-kapitlet i Danmarkskrønikens 3. bog,atdet egentlig
variByzans,pågrænsenmellemEuropaogAsien, atguderne »havdederes
hovedsæde«-ogangiver dermedenrejserute forOdin Asien-Sverigeretur.
En tilsvarende tur tværs gennem Europa, blot langt mere detaljeret be¬
skrevet, findes hos den tidligere omtalte islandske historiker Snorri Stur- luson, bl.a. i hans »Heimskringla« fra 1200-talletom desvenskeognorske kongers historie (22). Her fortælles om Odin, at han var efterkommer af kongerne i det sagnomspundne Troja oghavde storeejendomsbesiddelser i
»Tyrkland«. Nogen helt almindelig godsejervar han dog ikke. Hankunne
således slå sine fjender med rædsel,oghans soldatervarderenebersærker;
Johannes Wiedewelt: Odin, 1780'erne. Tusch, tuschering og vandfarve.
376x477mm.Kunstakademiet, SamlingenafArkitekturtegninger.
selv talte han altid i smukke, rimede vers og kunnemed sin slebne tunge besnakke hvemsomhelst til hvadsomhelst; han kendte runeskriftens hem¬
melighed og han kunne ændre sit udseende, gøre sig stor ellerlille og for
densags skyldantage dyreskikkelse. Denne Odin kunne forudse,atenstor
fremtid ventede ham i Norden. Handrog daopfra »Tyrkland«,sattemedet følge af »asia-mænd« -altså aser - kursenmod »Gardarige« (velsagtens Rusland),ogrykkede derfragennemSachsenogWestfalen til Frankrig. Alle
disse lande erobrede Odin og indsatte sine sønner som konger. Dernæst gjaldt erobringstogtet JyllandogFynmed Odense (»Odins vi«) samtende¬
lig SverigeogNorge. Sitmerepermanentehovedkvarteropslog Odin ifølge
Snorri iSverige.
Som detses, opfattes Odin ikkesom engud,ogheller ikke somenjætte,
men nærmest som en faktisk eksisterende person. Forklaringen kan være
den,atbåde Saxo ogSnorri somgode kristne vil læggeenpassende ironisk
distance til den hedenske fortid og al dens afguderi. Den mistanke bestyr-
kes, nårmani Danmarkskrønikens 1. bog læserSaxosmærkværdige beret¬
ning om,hvorledes Nordens konger engang lod støbe en statue af Odin af
pureste guld, menatOdins hustruFrigg forså sigpå guldet. Til sluttoghun sig enhandlekraftig elsker, somstjal Odinstatuenog lod den omsmelte for
attilfredsstilleFriggs»pyntesyge«. Herefter nedlagde Odinskamfuld hver¬
vetsomgud,enMidodintoghans plads, ogførst da Frigg døde,kunne Odin
vendetilbage. I krønikens 3. bog fortælles, hvorledesenmand vednavnOl-
lerligeledes skal have vikarieret for Odin ienperiode,ognøjagtig somMi¬
dodin skal denneOlierhaveværetenstortroldkarl. Afsammenhængen hos
Saxo måmanforstå, atdetvarOdinogså-en stortroldkarl, hverkenmere eller mindre. Forgudernevarjo, siger Saxo direkte i sin 3.bog, »mere gu¬
der afnavn, ogvi kalder dem kun sådan, fordi hedningerne gjorde det, og ikkefordi devirkeligvardet«.
Både Snorri og Saxo vil kortsagtskrive Odin ud af mytologienog ind i
historien. Et sådant forehavende havde gamle aner, eftersom der allerede i
antikken fandtesfilosoffer,sommente, atalleguderengangharværetmen¬
nesker(23). Mestvidtgående inden for denne traditionerdog nok denman¬
geårige lektor ved FrederiksborgStatsskole,forfatterenPeter Grove,der ien
bog fra 1961 har hævdet,atOdin i virkelighedeneridentisk med Attila (24).
Attilavar hunnerkongen, som satte Europapå den anden ende i folkevan¬
dringstiden, oghvis ambitioneromatblive Verdens Herre først blev brem¬
setafenallieretromersk-germansk hær påDekatalauniske Marker i Frank¬
rig i sensommeren451.Indtil dahavde hunnerne-omhvemmanikke ved megetandet, end devaretekstremtmobiltrytter-ognomadefolk fra Asien- underlagt sig detmesteafEuropa.Attila, dervarberygtet for sintørstefter
kvinder ogguld, blevenehersker i 445,oghanoghansberedne asiatiske mi¬
litærmagt spredte præcis ligesåmegetskrækogrædselsom eninvasion fra
Marsville gøredet idag. Attilavar grusom, hanvar envinder, oghantvang debesejrede folk tilatdyrke sigsom engud.
Grove hæftersig bl.a. ved selve ordet Attila, der ikkevarmandens hunni-
skenavn, men hans gotiske kælenavn, ogbetyder »lille far« eller »Fader«.
Også Odin bar tilnavne; 169 eroptalt (25), hvorafetvar»Alfader«. Grove
hæftersig ligeledes ved, atder i både dansk, angelsaksiskognorrønt sagn¬
stofoptræderenkong Adils, somuvægerligtersvensk,og somalmindelig¬
vis siges at regere i Uppsala. Denne Adils identificerer Grove med Attila (26) ogdrager derpå den slutning,athunnerkongen tillige fik underlagt sig Danmark, NorgeogSverige.
Til støtte for Groves teori kan fremføres, at den byzantinske udsending
Priskos i enrapportomsit ophold ved Attilas hof iUngarni448 nævner,at hunnernes magtsfære strakte sig helt optil »øerne i oceanet«, hvilket kan
være England, hele Skandinavien eller de danske øer(27). Deterligeledes
tankevækkende, at der pludselig i vers 1285 afmiddelalderdigtet »Nibel¬
ungeNoth« omtalesenfyrste vednavn»HäwatvonTenemarke« (28),altså fra Danmark, mellemde talrige repræsentanter for undertvungne folk, der opholder sig hos hunnerkongenEtzel-somAttila hedder iNibelungendigt- ningen. Hertil kommer den ældste ungarske krønike, »Cronica Hungaro-
rum«, som stammer fra 1200-tallet,og som er forfattet afbiskop Chartui-
cius. Biskoppen skriver direkte, at først rykkede hunnerhæren frem mod Litauen, derfra satte den over Østersøen oginvaderede Sverige. Fra Dan¬
mark, der bleverobret efteretblodigt slag, udskibedetroppernesig i Nord¬
søen,ogstødte adRhinen frem til Køln, somblevtagetmedstorm, før hun¬
nerhæren fortsatte sin hærgen gennem Centraleuropa (29). løvrigt melder også Saxo i sin krønikes 5. bogom voldsomme kampe mellem danske og hunniskestyrker,ligesom forestillingerneom enkæmpemæssig »hunehær«
har sat sig spor i norsk folketradition (30). Nok er Groves dokumentation spinkel; blankt afvise hans teoritør manpå denanden side ikke (31). Det
kanvære mindetom faktiskebegivenheder iNorden i midten af 400-tallet,
dererbevaretiberetningerneomOdinog asernesudvandringfra Asien.
De tre Odin 'er
Hvemvarda Odin? Svaret måblive,atderantagelig harværettreskikkelser
af det navn: Den Ophøjede i Valhal, folketroens farende uhyre, og måske
enddahunnerkongen Attila. Selve tankenomflere Odin'ererfor såvidt ikke ny. Denblev formuleret allerede i 1700-tallet(32), ogklarestaf P. F. Suhm,
en af de mestvidende og mestproduktive danske historikerenogensinde.
Suhmudgavi 1771 enbogomOdin. I denne, dererbindtreienstørreDan¬
markshistorisk fremstilling, understreges, at nok blev derengangiNorden dyrketengud vednavnOdin;menda »Alle Folks ældsteHistorieerblandet med deresTheogonie ogCosmogonie«(33), erdét ikke i sig selvnogetbe¬
vis for, at Odinvar en gud. Tværtimod konkluderer Suhm, at der måhave
værettrepersonerafnavnetOdin: Odinden 1.,somienfjernfortid indførte soldyrkelseni Lilleasien; Odin den 2.,somomkring500 f. Kr. med sineaser vandrede tilNorden; og Odin den3., somkom hertil ca. 70 f.Kr. Daterin¬
gerneregnede Suhmsig fremtil ved attællebaglæns i bl.a. de nordiske og
angelsaksiskekongerækker (34). Suhms regnestykkermåidagafvises som
udslag af en fuldstændig vildtvoksende lærdom. Ligeså må man forkaste Suhms grundlæggende ide om, at alle tre Odin'erskal have været menne¬
sker. På den anden side var det netop Suhms Odin-bog, der i sintid vakte såvel Oehlenschlægers som Grundtvigs interesse for det oldnordiske (35).
Og den gamle Odin-bog kan stadig inspirere. F.eks. til den her fremsatte
teoriomdetreOdin'er:Guden,jættenogmennesket.
Noter
1 Omden nordiskemytologi,sef. eks. Anders Bæksted, Nordiske guderoghelte, 2. udg. 7.opl.,
1998. Om Odin findesiøvrigtenfuldstændig uoverskuelig litteratur;menforenoversigt med kil¬
dehenvisninger,sef. eks. E.F. Halvorsen, Odinn, i Kulturhistorisk leksikon for nordisk Middel¬
alderXII, 1967, sp.503-509. En detaljeret fremstilling giver Jan de Vries, AltgermanischeReli- gionsgeschichte II, 3. unveränderte Auflage (=Grundriss der germanischen Philologie 12/11,
Werner Betz(Hrg.)), 1970,s.27-106. 2 E eks. i beretningenom,hvorledes langobardernefik deresnavnaf Odinselv, sePaulus Diaconus, Pauli historiaLangobardorum, L. BethmannetG.
Waitz(eds.), 1897,1, ix. 3 Sef. eks. Jonna Louis-Jensen, Eddadigtning, i Den Store Danske En- cyclopædi 5, 1996, s.365-366. 4 Sef. eks. Gerd Wolfgang Weber, Nordisk fortidsomchi-
liastisk fremtid. Den»norrøne arv«ogden cykliske historieopfattelse i SkandinavienogTyskland omkring 1800-og senere,i The Waking of Angantyr, Acta Jutlandica LXXI: 1, Humanities Series 70, Else Roesdahl and PrebenMeulengracht Sørensen (eds.), 1996, s. 73. 5 Steffen Auring m.fl., Dansk litteraturhistorie 5. Borgerlig enhedskultur 1807-48, 1984, s. 294. 6 N.ES.
Grundtvig, Nordens Mythologi, eller UdsigtoverEddalæren, for dannede Mænd, der ei selvere Mythologer, 1808. 7 N. F. S. Grundtvig, Nordens Mythologi, eller Sindbillled-Sprog,historisk¬
poetisk udvikletogoplyst, 2. omarb. udg., 1832. 8 Om 1832-mytologiensomkulturkampskrift,
sef.eks. Jens PeterÆgidius, Bragesnak. Nordiskemyterogmytefortælling i dansktradition (ind¬
til1910), 1985,s.65-66. 9 N. F. S. Grundtvig, UdvalgteSkrifter8, Holger Begtrup(red.), 1909,
s. 645. 10 Sophus Bugge, Studieroverde nordiske Gude-ogHeltesagns Oprindelse, 1. rk., 1881-1889, isærs. 7-9. 11 AxelOlrik, Sophus Bugge, Danske Studier 1907,s.183. 12 Roar Skovmand,Folkehøjskolen i Danmark 1841-1892, 1944,s.428.Lidtmerenuancerethos Jens Pe¬
terÆgidius, Bragesnak...,s.169ff.samttillige Bragesnak 2. Den mytologiske tradition i dansk folkeoplysning i det tyvende århundrede (1910-1985), 1992, hvori Ægidius påviser, atder til stadighed har været enkelte, fremtrædende repræsentanter for »den mytologiske højskole«.
13 Axel Olrik,Odinsjægeren i Jylland, i Dania VIII, 1901,s. 139. 14 Jfr. f.eks. bemærknin¬
gernetil Gudmund Schiittes disputats 21.marts1907, hvor Olrik talerom »vortids videnskab med dens kravpå lovmæssighed i stoffet, på sanddruhed i forklaringen«, Dansk Folkemindesamling 1917.3. Axel OlriksSamling, Grundsætninger I. Se også forskningsoversigten, kapitel 2, i Axel OlrikogHansEllekilde, Nordens Gudeverden I, 1926-1951, s. 10-29. 15 Axel Olrik, Odins- jægeren...,s. 140og 171. Den direkte inspiration hertil havde Olrik fraengymnasielærer i Ber¬
lin, WilhelmSchwartz,somden 27.marts1850 vedenskolehøjtidelighed forelæsteoverOdinog Frigg i såvel den nordiske mytologisomi folketroen,se:Wilhelm Schwartz, Der heutigeVolks- glaube und das alte Heidenthum, i Programm womitzuder öffentlichen Priifiang der Zöglinge des Friderichs-WerderschenGymnasiums...ergebenst einladet, 1850. Jfr. DanskFolkemindesamling 1917.11. Axel Olriks Samling. Nordiske Myther. Forelæsninger 1908. Indledning, s. Xv-XIr.
16 Seopslaget »Odins jæger« i H.F. Feilberg, Bidrag til en Ordbogoverjyske Almuesmål II, 1894-1904(optryk 1977),s. 730-733. 17 Evald Tang Kristensen, Danske Sagn II, (2. udg.) 1980,s. 106. 18 Axel Olrik,Odinsjægeren ...,s. 142. 19 Evald Tang Kristensen, Danske Sagn II,nyrække, 1929,s.85. 20 Adam af Bremen, Gesta Hammaburgensis eccelesiae ponti- ficum, lib. 4, xxvi: »Wodan, idestfiiror«. 21 F.eks. J.M. Thiele, DanmarksFolkesagn II, 1843,
s.192;EvaldTang Kristensen, Danske Sagn II...,s. 103; EvaldTang Kristensen,Danske Sagn II, nyrække...,s.79-80. 22 Jfr. ligeledesfortalen til Snorris eddasagnsamtDanskFolkeminde¬
samling 1917.9-10. Axel Olriks Samling, Asernes indvandring. 23 Fænomenetkaldes euheme- risme,se. f. eks. Frank de Caro, Euhemerism, i Folklore. AnEncyclopedia of Beliefs, Customs, Tales, Music and Art 1, Thomas A. Green(ed.), 1997,s. 259-260. Om denne»græske ide« hos Saxo,seInge Skovgaard-Petersen, Da Tidernes Herrevar nær:studier i Saxos historiesyn, 1987,s.
81-87. 24 PeterGrove,DanmarksDaab. Påopdagelsesrejse i Danmarks ældste sagntid, 1961.
25 Jfr.optællingen i Hjalmar Falk, Odensheite (=Videnskapsselskapetsskrifter. Hist.-filol. klasse
nr. 10), 1924. 26 Denneiagttagelse-ogi det heletaget megeninspiration- skylder Grove folkemindeforskeren NielsLukman, der i sindisputats Skjoldunge und Skilfinge. Hunnen- und Herulenkönige in ostnordischer Uberlieferung, 1943, f.eks.s. 97og s. 106fastslår,athistoriske personerfra Sydøst-Europa i folkevandringstiden optræder i nordisk sagnstof. 27 Jfr. Niels Lukman,Skjoldunge ...,s.97med tilhørendenote2. I engelsk oversættelsei C.D. Gordon, The
Ageof Attila. Fifth-Century Byzantium and the Barbarians, 1961,s.91. 28 Jfr. Niels Lukman, Skjoldunge...,s.105. Se Wilhelm Grimm, Die Deutsche Heldensage, 1829,s.69. 29 Jfr. Niels Lukman, Skjoldunge...,s. 105-106. Det pågældende sted i Chartuisius' »Cronica«ergengivet i A.Thierry, Historie d'Attila II, 1856,s.450. 30 Olav Bø, Hunehær, Kulturhistorisk leksikon for nordisk MiddelalderVII, 1962,sp.87-88. 31 LotteHedeager, Skygger afenanden virke¬
lighed. Oldnordiskemyter, 1997, erantydningvis inde påsammetanke, isærs. 129-130. Søren Nancke-Krogh, Shamanens hest. Troogmagthos vikingerne, 1992,tagerforgivet, athunnerne harværetiNorden, isærs.64. 32 F.eks. Thormod Torfæus, SeriesdynastarumetregumDaniæ, 1749,s.113-124. 33 P.F. Suhm, Om Odinogden hedniske GudelæreogGudstjeneste i Norden, 1771,s.69. 34 Seogså de alenlange regnestykker i P.F. Suhm, CritiskHistorie af Danmark udi den hedenske Tid fra Odin til Gorm den Gamle, 1774, isærs. 333 ff. 35 LeoTandrup, P.F.
Suhm, i DanskBiografisk Leksikon (3.udg.) 14, 1983,s. 195.
WhowasOdin? Theanswermustbe that there haveprobably been three beings of thatname:The ReveredoneinValhalla,the wild huntsman of folklore andperhapsevenAttila the Hun.The actual idea of the three Odins isnothowevernew.Itwasfirstputforwardasearlyasthe18thcenturyand strongestby P. F. Suhm,oneof Denmark'smostlearned and productive historiansof all time. In 1771, Suhmpublishedabook entitled: »Odinogden hedenske gudelære« (»Odin and the Heathen Theology«), In this, which is volume 3 ofamajor history of Denmark,he concludes that there
musthave been three Odins:Odin number1, who in the distant pastintroducedsun-worshipping in AsiaMinor; Odin number 2, who around 500 B.C. wandereduptoScandinavia with his Ases and Odin number 3 who camehere around 70 B.C. Suhm workedout the dates by counting backwardsthrough the regnal lists of Nordic and Anglo-Saxonkings.Todayhis calculationsmust berejectedas anexample of completely wild scholarshipas musthis basic ideathat all three
Odin'swerehumanbeings. But Suhm's 18th centurybookcanstill provide inspiration, for in-
stance, for thetheoryput forward in this article of the three Odins: the god, thegiant and the
person.
Summary:
Who was Odin?
