højre min bedstefar, Jakob Sørensen, medetbarnebarn ved handen.
»Mens
sombarn på landet jeg var hjemme«
Af FrodeSørensen
IårbogenFra Ribe Amt 1987 har jeg skrevet
om bønder i Borre fra min bedstefarstidog
næsten frem til min egen. For god ordens skyld skulle fortiden,oghvad jeg i tidens løb
havde læst oghørtomden, skildres førsamti¬
den.
Jegkom til 1914ognævntesidstpåside 18,
atmed den store krig blev verden en anden,
ogjeg sluttede medethåb om til næsteårat kunnebringenogetaf det,somjeg selv havde oplevet med mine egne sanser. Det må dog
ventenogle sider endnu, thi der skulle jo gå nogle år efter min fødsel i juni 1915, før jeg
kunnebegyndeathuske uden andres hjælp.
Hvorledeskrigensudbrud i 1914 blev opfat¬
tetogfølt blandtjævnefolk, harminfar fortalt
lidt om mange år efter. De fleste ville helst undgå at tropå,atder kunne blive krigigen
næsten50årefter den sidstekrig i Europa-og sidenvarvivel blevetsåoplysteatkrige kunne undgåes? Detvartroen på,atoplysningville
forbedreverden, der fiketknæk. Minfar hav¬
de væreten af de godtroende. Det blev han
ikke siden.
Danmarkslapmed skrækken,menundgik
ikkenødvendige forholdsregler. Ved lovaf7.
august1914blev det vedtaget,atder skulleop¬
rettesensikringsstyrkepå60.000 mand i hær
ogflåde.Den blev etableretogopretholdt ved påskiftatgenindkalde gamle soldater afind¬
til 16. årgang i nogle måneder, de ældstevar
nær de 40. Disseindkald, der vist skete med
retkortvarsel, satte mangefamilierogbedrif¬
ter i en meget vanskelig, uafvendelig situati¬
on.
Erhvervsstrukturenvarikke somi nutidigt
lønsamfund. Mangeaf de gamle soldatervar
folk medegetlandbrug,småbønder, håndvær¬
kere, købmænd, folk i små selvstændige be¬
drifter, dervarafhængige af ejernesarbejde,
nærværog ansvar.
Hjemme hosos i Borre iAal sognfik vi to måneder efter minfødsel den barskevirkelig¬
hedatføle.
Minfar havdeværetrekrutvedLivgarden i
1901 (med daværende prins Christian som
kompagnichef) ogvistnok senere været ind¬
kaldt til nogle dages mønstring. Det havde
blotværet atregneforendel afopdragelsen.
Etoverstået stadium. Nu lidt ind iaugust1915
fik han ordretil for tredie gangatskulle møde
ved Livgardens Forstærkningsbatallion i Kø¬
benhavn.
Enrodfæstet bondepå37 skulle forlade ko¬
neogbørn, hjemogbedrift-ligeoptil høsten
- ingenvidste hvor længe?
112år havde hanværetsin egenherreogfa¬
et satskikpåsitfødehjem,så detvari harmoni
med hans forstandogtemperament.Hanvar bundet tilhjemogvirke,menikke trælbundet
ellergældbunden, kunneundesigselvogsine omgivneenfortjent fridag,når dervartidog noget atbruge den til. Hvad det skullevære, ville han selvrådefor.
Detkorporlige arbejdeunder fraværet hav¬
de hanviljeogrådtilatbetale andre for. Hans
stedkendte daglejer, Lars Kyndesen, skulle
somsædvanlig meje kornhøstenmed sinskar¬
pele Det kunnegørespåen uge.Den stærke 17-årige tjenestepige,Kristiane, kunnebinde
»Mensjegsombarn pS landet jegvarhjemme
de fleste neg med min 10-årige bror Svend
somhjælper i hans langeskoleferie i denvest¬
jyske skole. Lars kunnegøre, hvad dervar af mandfolkearbejde,så vidt han havde tid,men han varvant til, atdetvarmanden i gården,
derselv havde ansvarfor den daglige driftog deafgørendebeslutninger.
Detharværetsværtatdrivelandbrug i Bor¬
re fra en vagtstue ved et kongeslot. I et par
ugendige breve var der også lidt aktuel in¬
struktion,somminmormåtte formidle til si¬
ne hjælpere i lyved alle de andre synligeog
usynligesmåting, der kom tilathvilepå hen¬
de.
Idetomånederimellem mitkomme ogfars afrejse havde hun slet ikke faet tidnok til at genvinde de kræfter,somden sværesituation
krævedenetopaf hende Denbekymringtyn¬
gede min farmereend alt det andet.
Detspæde barnvarettyndt skravl,der kun¬
nehavebrugfor al sinmorstidog omsorgfor
atoverleve Detmentei hvertfald min faster, der i singerningsomdansk sygeplejerske syd
forKongeågrænsenhavde givetsig selvenlille
ferie foratværehos minmori mineførste da¬
ge.(At min fastersenereblev MarenSørensen,
Valsbøl,erenanden sag).
Mine fire ældre søskende fra 10 til knap
fem årvar en flok, derhavdehinanden og i
taktmed årogudvikling kunne hjælpe lidti
detdagligeogbidrage til liv ihuset.Jegvar og blev enefternøler, derlænge før familieplan¬
lægningensogønskebørnenestid havde valgt
en forkertsituation atblive født i. Min mor var nær38oghavde i grunden børnogbesvær
noksetmed dengoldefornuftsøje
Selvfølgeligvarde ligeså glade for den sid¬
stesomfordenførste,mentidogkræfter skul¬
le være så mange steder. Min fars motto:En dagadgangen varnæppetiltrøst retlænge ad
gangen.
Om minmorsherkomst vedjeg,athun blev
jeg barn landetjeg hjemme«
født iThorup på Mors i 1877ogved sin dåbi
øensstore, næsten nyefrimenighedskirke fik
navnet Marie Pedersen. Hendes far var en
hus- og tømmermand, der gik til sit arbejde
medværktøjskassen på ryggen. Han var gift
anden gang med min mormor, Maren Niel¬
sen, fra Hundborg i Thy. Min mor havde to brødre ogen yngresøster,som vardeneneste, der blevpå fødeøen. Dervarlidtjordtil hjem¬
metog enko,somminmortraklangs vejkan¬
tens græs i sine barneår. Lidt skolegang fik
hun hosetparugiftesøstrei deresegenstue.
Efter sinfars død i 1892tjente hun flere steder
i og på landet, ogsået par steder på egnen, hvorhunblev. Etophold på Ollerup folkehøj¬
skole hørte med til hendes forudsætninger
foratblive enalsidigbondekone. At hun var afhåndværkerslægtlagde hun ikke skjul på.
Min farprøvede ikkepåatblive god til atslå
sømi; det kunne hans kone
Isine yngredage kunne hun med sine gode
hændermalke flerekøer ientimeend de fle¬
ste, men denne ogandrehåndteringer idet udvendige landbrugvarhun igangmedataf¬
viklefør min tid.
Jeg kan af min fars første breve udlede, at hanrejste i tjeneste den 12. august,ogdavar rugenhøstet,menikke inde.Breveneframin
mor synes atvære gået tabt, menjeg kan af
min fars breveskønnemig til,hvordan humør
ogstemning harværetbådeherogder. Hvis
detgik nogenlunde derhjemme,vardengam¬
legarder knap så harm på dettvungnemilitæ¬
redriveri. Handuedeslet ikketil atholde fe¬
rie på kommando,menshan varsavnethver
enestetimederhjemme. Nogle ordogmenin¬
gerfra breve gengives her:
Brevaf17/8:Vi skalnutilatgaaVagtved de kongelige Palæer ligesom i gamle Dage. Det
havdejegdog i Forvejen forsvoret,atde vilde byde os.Ja, saa storerMeningsløsheden, at dernu erindkaldtover300Mændi 35-40 Aars
Alderen, hvisenesteOpgave deterat gaa og agerePyntedukkervedenHusfacade.I Mor¬
gen skaljeg udpaaSorgenfri Slotog gaa paa
Vagt med Bjørneskindshueogal den øvrige Krigsmaling.
Brev af 21/8: Paspaaatkornetergodttørt, før I kører det ind. Lader I Bedstefarraade, faarl detikketørt.-JegharværetpaaVagtude
vedKongens Bolig, Sorgenfri Slot,ogharsaa-
ledesigenprøvet at staamedpræsenteretGe¬
vær -ja, man kan meget, naar detikke kan
væreanderledes.Kan duforestilledig, hvorle¬
desjegserud med Bjørneskindshue,Skulder¬
gehæng, Sabelm.m.Dingel Dangel. Jeg kom¬
mersikkert nokhjem Fredag Morgen d. 27.
men foreløbigvist ikke mereend seks dage,
det blivervanskeligere medatfaa Orlov, Kri¬
gen hænger uden TvivloverHovedetpaa os.
Udelukket er det dog ikke, atjeg kommer hjem i 12 Dage-Hils Børnene fra Far-.
Ordene om, at krigen hang over hovedet, skal, såvidtjeghar kendt min far, opfattessom ironi. Inøgternestundervarhan klaroversik¬
ringsstyrkens politiske nødvendighed. Dens
militære nytte havde han ikke mange ædle
tankerom, ej hellerden tryghed den måske
kunne skabe i den civilebefolkning. (Mon det
varden,Jeppe Aakjær tænkte på, da han året
efter skrev: Dupuslinglandsom hygger dig i smug?
Brev af23. august:Jeg kommer altsaa hjem Fredag den 27. Aug. Jeg kommerjotil Varde
ved 5tiden omMorgenen, ogdetvarjo vist¬
nokpraktisk,omI kunde køreimodmig med Vognen, thigaahjem hele Vejen hjem fra Var¬
de efterathaverejst hele Nattenerjolovlig langtEr Du rask nok til det, kanDujo selv kø¬
reogmaasketageSvend ellerenanden afBør¬
nenemeddig. Jeg har faaet dit Søndagsbrev i Dag, ogjegserjo,atder endnu ikkeerkom¬
metKorn iHus,menjeghaaberdetbliver Vejr
-Mensjegsombarn på landetjegvarhjemme-
Gamlegardere ved Sorgenfrislot 1915. Nr.trefrav:ergdr. JensinusP.Sørensen, Borre.
dertil,naarjegnuselv kommer hjem i nogle Dage,jeg glæder mig dertil, thiatgaaherinde
ergodt egnet til at gøre ethvert fornuftigt
Menneske til Idiot.
Brev af 6.september: Af dine Breve kanjeg
nokforstaa, at1manglermig derhjemme til
deteneogdetandet. DeterInuikkeene om,
jeg tænker,atjegsavnermit Hjemogmit Ar¬
bejde mindst lige saastærkt, som de to Ting
savnermig. Det kan joværebaadestrengtog
ubehageligt nok,mendet erdognok bedst,at detersaaledes, thivardet ikke saadan,vardet joetBevis for,atman vartilovers,ogdeterdet
ikkegodtatværeSom førsagt,jeg lader Tan¬
kernesaavidtmuligtstaastille,mendog farer
det ofteigennem mig medHarmeogSmerte,
ather i Danmark gaarvinuTusinder afFami¬
liefædrerevetbort fra Kone ogBørn, Hjemog Bedrift forat■ja for hvad? Og hvad brugesvo¬
re ligestillede Medmenneskerikke til ude i
Verden. Vi har indrettet ogindretter fremde¬
les Verdendaarligt«.
Brev af 8. september: Der udsaas i denne
Tiden god Del antimilitaristiskFrø, somjeg
haaber vilsættegod Frugt, naar de har haft
denfornødneVoksetid. Vi talteomiAftes,da vi havde faaetossattilrettei destive,celleagti-
jeg barn på landetjegvarhjemme«
geTræstole, hvor vi skulde tilbringeenDel af Nattetimerne,athvisvoreKoner kundeseos
og sehvordan vi havde det,saakom de uden
Tvivl oghentede oshjem. Kvinderne har jo
faaetValgretnu i Danmark i hvert Fald da-og det vilde ikkeværeden daarligste Maade for
dematanvende denIndflydelse, de derafhar
eller kan faa tilatseatfaaMændenehjem.Jeg
menerselvfølgelig dette imegetvidere Betyd¬
ning end det Smule Vagtlokale her.
Livet påkasernen ogvagten vartrivieltog
kedeligt, men der stod også andet i brevene,
hvis papir altid blev fyldt. Irritationen skulle selvfølgelig have afløb uden omsvøb, og de nødvendige udskejelser blev der ikke lagt skjul på. Veden træningsmarch på 25 km en
lang formiddag med fuld oppakning blev der
tænkt over hvorledes de fleste afBorre Bys
Bønder vilde havesetud efter saadanen Tur.
Resten afdagen varfri til atdrikke sig fuld i,
ogdet gjorde desåi al ordentlighed thi i Vir¬
keligheden ervi allesammen skikkelige Men¬
nesker det erbareet Udslagaf Situationen.
Det kostede min fartoflasker vin tilstuens16 mand, fordi detvarhans konesfødselsdag.
Om aftenengik han i Dagmartheatret forat seNaar vi kommertil,ensatireoveralt detsto¬
reogherlige der skulle ske nu da kvinderne
havde faetvalgret. Han tilføjer:Jeggaarmeget i Theatret, det tagernogle Penge, men man skaljoværeetsted, og deter en nogenlunde godogbilligMaadeatfaa Tiden■den overflø¬
dige Tid tilatgaamed.
I detsammebrev af 14/9 indledes der med nogetheltandet: Somjeg skrev igaar,kanDu
regnemed, atjegkommerhjem inæste Uge
fraSøndag til Lørdag. Saa skaljegjose,omjeg
kan udrette lidt i detvanskelige Lærerspørgs- maal; det blivernæppemeget,thiatværeSol¬
datogfornuftigtMenneskepaa en Ganger ikke let.
Detvardetforestående lærerskifteved Oks¬
bøl skole der blevnævnt,ensag,der komtilat optageogbekymre mine forældremeget,net¬
op mensdervarproblemer nok endda. Hvad jeg skrevomdet iårbogen1986 En vestjysk fri¬
skole-skal ikkegentagesher. Soldaten kunne
sommedlem afsognerådetogmed attestfra
formandenopnåorlovoghjemrejse til vigtige
møder og forhandlinger. De seks dage, som hervarbevilget, fik han forlængetetpardage,
såhan kunneværemed ved mindåbi Aal kir¬
ke den26.september,enbegivenhed der vist¬
nok havde ventet på, at Aal valgmenighed
skulle blivefærdig tilatfåsinnyepræst,cand.
theol. EdvardEller, indsat i sit første præste¬
kald.
Nattenderpå rejste den gamle garder tilba¬
getil de triviellevagterved de kongelige palæ¬
er,ognogle dage efter fik han ietbrev fra min
moret uventetbillede af hele den kære fami¬
lie derhjemme. Vi havde haften lille udflugt
til fotografen i Oksbøl før dem, dervarstore nok, skulle i kartoflerneetpar uger.
Natten til den 15. oktober foretog min far
sin sidste orlovsrejse (i garderuniform) hjem
til det afgørende sognerådsmøde om lærer¬
indstillingen. Et hastigt beboermødesamme
dags aftenmåtte han rejse fra foratnå hjem til vagten næste morgen. Derfik han atvide, at hans orlov var en dag længere end han selv regnede med. Efterto nættersrejse i træk blev
der tid til atsove(ellerat ærgresig?).
Endelig oprandt befrielsens dag, lørdag
den 30. oktober- iglædeligforvisningomat ingennyegamle ville blive indkaldt i stedet.
Hvordan det var at finde de vante folder
igen, erder ikke skrevet breve om. Det nød¬
vendigste arbejdevarmed besvær blevet gjort også mellem byger i oktober. I de sidste breve
vardergivetrådom,hvad der skullegøres, og hvad derkunnevente til han selv komhjem.
Meningen ord eller talomøkonomiske tab på grund af mandens fravær,ogintetomsol-
»Mensjegsombarnpålandet jegvarhjemme«
MarieSørensen medsinefem børn, oktober 1915. Frav:Svend (f. 1905),Sigrid (f. 1909), (hidrun (i. 1910),Harald(t.1908)
ogFrode (f. 1915).
datens dagløn i forhold til Lars Kyndesens.
Kunnedriftstab vurderes ogerstattesafstats¬
kassen?-næppe.Ifølge midlertidige love afau¬
gust1914kunne dergennem de kommunale hjælpekasser ydes hjælptil indkaldtes famili¬
er,hvor derforelåtrang,hvad dernæppegjor¬
de i enhverbondefamilie, hvorimoden ind¬
kaldtdaglejers familieretstraks ville komme
ipengenød. Menalle indkaldte-ogsåbønder
- kunnesøgeeftergivelse af al personlig skat.
Det blev næsten 1916, før der faldtro over
sjælene i både hjemog skoledistrikt, ogder¬
med tid til helt udatværebonde igen.
Iårbogen 1987 har jeg side 16og17fortalt
omjordkøb i flere tempi, der endte med et
arealtilkøbpå11 tdl. hvis overtagelse til al held
fik lovat ventetilåreteftersoldatertiden, thi det varet opdyrkningsarbejde der forestod,
fordijorden havde ligget udyrket hen ietpar år(blev dersagt).
Min farvar ikke den dertroede,atjorden
samlede kræfter afathvile, ogder gik endel år, før han fiksammetillid tilsinnyejord,som til den hanvarfødtpå.Vivarlangt inde i min tid, før han fik andre tanker.
Medjordkøbene var gårdens nære mark¬
areal fordoblet til 28tdl.Mitfødehjemvarbe¬
gyndtatændre struktur - sagt medetnutid¬
sord. Det kommer dermere omtil min egen tid.
på landetjeg hjemme«
Efterundtagelsesåret 1915 fikmin mortid
at samle kræfterigen,mensjeg fik lærtatstå
oggå påegneben. (Dettørjeggætteuden at lyve.)
I begyndelsen af1917 skete derigennoget
usædvanligt. Min morfik ferie i samfulde to uger, som blev brugt til et ophold på den grundtvigske menighedsskole Liselund ved Slagelse,opretteti 1911 ogledet af frimenig- hedspræsten NielsDael.
Jegfik aldrigspurgt:Hvorfor det? Hvordan
Tjenestepigen Kristiane Larsen,fødti Oksby 1898.
turde du overlademig(skrøbelige) ungepå
halvandetårtil Kristianesomsorg ogvaretægt dagognatså længe? Hendessvarkunne have
været etgodt bidrag til pigens skudsmålsbog,
viljegtro.Detskullenetopvære,mensKristia¬
neendnuvar tilstede.
Min mor var på sin mådemere bundet til hjem og familie end min far, men hendes trangtil fællesskab istortogsmåtvaranderle¬
des. Faster Maren kendte Liselund af egen er¬
faring,ogminmorhar følt sig modtagelig for åndeligføde,somden blev»serveret«der.Be¬
styrelseshvervet i friskolen tillige med nabo¬
konen, Karen Tobiasen, som også ville være med,varmåske eninspiration mere?
Min far ville ikkedrømmeom atbruge tid på Liselundogslige steder,men hanvarikke imod,athans konefulgte sin lyst for deres fæl¬
les penge.Ihendes breve kunne hansporeat Glansen delvistvargaaetafSt. Gertrudoghan tilføjer: Alt, somgaarforatværeudoverdet almindelige, skal helstses paa Afstand, nær¬
ved bliver det kun tilnogetalmindeligtmen¬
neskeligt, men deterjo heller ikke atkaste Vragpaa. Og brevet slutter med en opfor¬
dring til atnyde ferien ogtænke så lidtsom
muligt på det derhjemme.
Nogle af de kendte mændpåLiselunds ta¬
lerstol havde nok skuffet minmor.Kunenbe¬
varedeglansen - oghan varnetop ikkeen af
Liselun dmændene.
Detvarmegetkoldt i den januar.Brændet
ernæsten dyrereend Brødet. Jegkøbte Kul i
Gaarog gavotteKronerpr. Hektoliter skrev
min far. Hanhavde i desammedageognætter travlt med årsregnskabet for Aal brugsfore¬
ning,hvor hanvarregnskabsfører ienårræk¬
ke
Oven i detforudsåhanetpardages skatte¬
ligning, men dernæst vil jegogsaa »drive« i nogle Dage,naardenne Ugeergaaet.
Påbagsiden af brevethavde min snart otte-
årigesøster,Sigrid, bl.a. skrevet: Stineharvæ- red hermedSvendsHoser.Frode har detgodt
nusoverhangodt,nu soverhan ivuggenhele
natten. Vi erglad ved, at du snartkommer hjemtilosigen. MangeHilsner fra Søster.
Omtalte Stine var gift med vor næstnære nabo,Daniel Sørensen, der varmin fars fæt¬
ter,ogStinevar hans kusinepå mødres side.
Hunhavdesompige tjenti mithjem. Vi sagde
blotStine, men ifølge Aal kirkebog hed hun
Ane Kirstine Regine Susanne Vilhelmine
Nielsen.
Deførstevarefter hendes(ogfars)bedste¬
mor, de tre sidste var opkald efter pastor Stockholmsdatter, dersomdegnens enkele¬
vede sinesidsteårnærStinesfødested i Oks¬
bøl.
Iminetreførsteleveårvarvi nimennesker i det lillestuehus af 1905 (seside 5og13 iår¬
bog87).Dervarfor lidtplads tilosatvokse i,
ogderfor blev der i sommeren 1918 gjortal¬
vorafatbyggetofag til denøstreende Idet
nyeblev deretsoveværelse, hvorved der blev
enlille »pæn« stuehvor det gamle havdevæ¬
ret. Modnord blev deretnyt stortpigekam¬
mer,ogdet gamle blev lagtsammenmed den
megetlillestue,så der blevetalrum med albu¬
erum til børneleg og systue Men det hed
fremdeles»ælillekammer«.Ogpåloftet blev
deretlille til tider koldt kammermed fred og
rotilatnydegod udsigtoverøstligt nabolag.
Iden nyepænestuekomdernyemøbleraf
eg ogmed betræk af rødt plys,solidtmendyrt
ogflot iforhold til husetsnormalevaner.
Fra denne byggetid i det fjerde og sidste krigsårhar jeggemtminførste bevidste erin¬
dring. Fra den nære nabogård mod nordøst
kom Oskild Adsersenshalvvoksnedatter, Hel¬
ga,medenstorkrans til dennyerejsning. Det indtrykvarforusædvanligttil atblive glemt.
Husetblev større,menfolkeholdet mindre Tjenestepigensominstitution forsvandt med
»Mensjegsombarnpå landetjegvarhjemme
Kristianei1917 eller-18 ogminesøstrepå ni
ogotteårrykkedesammen med mig ind idet
nye pigekammer. Selvforsyningen med ar¬
bejdskraftvarkommetforatblive. Minældste
bror komud af skolenved sin konfirmation i 1919,ogdenæste trehavde kunhalvdags sko¬
legangifriskolen.
Tilkøbetafjordbetødmerearbejde før der
blevstørreudbytte. Dettogsomnævnttid, før
den nyejord blevsåyderigsomdengamleog detvarikkemuligtatforøge besætningenret megetaf mangel påstaldplads. I mine første
huskeår var der brug for fantasi og opfind¬
somhed, når de sidste ungkreaturer skulle
indstaldes. Iflere vintrevarderanbragt nogle
i detudhussomblevsatopi 1920af røde,skø¬
restenfra detnærenyeBaunhøjteglværkog medtagstenfra detlokalecementstøberi. Hu¬
setskullerummebrændsel, redskaber,skram¬
mel ogen sneshøns,menkunnetilnød give pladstil to-trehusvildehøvder.
Jeghusker minfem-års fødselsdag, fordi vi
dendag skullekøre kløverhøind, ogjeg skulle
nåatnyde udsigtenfra det første læsfør de7-8
indbudteknægte franabolagetankom.Jegnå¬
ede det med kniberi.Gæsternesantalpassede
til køkkenbordet. Vifikchokoladeogspøgte
etpartimerellertre, somdetvarskik.
Som densidste i kuldetvarjeg barnlænge
bådetillegemeogsjæl. Med »enebarnets«vil¬
kår fikjeglærtatkede migtilpasogatunder¬
holdemigselv. Tidligtsad jegpåmin bedste¬
fars vadmelsknæoghørtepåhansoverlevere¬
deremserogrim. Hanhavde bedre tid end de
andre.Jeghavde minhåndi hans,når vi fær¬
dedes inabolaget. Vi så ind til Søren Adser-
sen,hvor de fikenkaffepunch.Detsketeogså,
hvor devarblevetafholds,menhavdegemten slat i enflaske tilJakob.
Hanvar73, dajegblevfødt,oghavdeda bo¬
eti sinaftægtsstue i 12år.Hanssmåsyssel i det daglige var minimal. Han tog sigaf de par
jeg barn hjemme«
koblerfar, vi havde hans tid ud.Så blev de af¬
skaffet. Min tid i hans brede seng blev ikke lang, menjegnåede det. Jeg skulle ikkevære
ringere end de andre. Sygeplejersken faster
Maren var betænkelig på hygiejnens vegne,
menhun blev afvæbnet: Deterdetsidste,jeg
kangørefor ham skal min far have sagt. Det
varden gamle, han tænkte på.Detvar sidste
chance foratafsvække dengenerationsspæn- ding, der havdeværet.
Bedstefar lå i sin seng den dag i februar 1921, dajeg hørte hamspørge engæstved sin sengekant: BløvWindfeld kjoerteækjærk?Ja¬
kob ville vide nogetom den begravelse, han
varforsvagtilatværemed til. Gamle87 årige Jens Stockholm Windfeld til Hesselmed bur¬
dede havebåretpåden sidste rejse.-Ordene
må værehusket, fordi de har rørt vednogle mystiske tankerom dødogbegravelse.
Det kom tættere på den søndag morgen i april, damorfortalteatbedstefarvardødog atder skulle hentesenkiste til ham iJens Kri¬
stians gule Qedervogn, som 0gså skulle køre
ham til kirken til sin tid. Vedmiddagstidsåjeg
ham i den brune kiste midt i hansaftægtsstue Jeg tror vi sang en salme, husker ikke hvem
dervar med,menjeg sad påhans sengekant
vedenjeg kendte, Daniels Stine,-dervartryg¬
hed.Ogderlå gulepåskeliljerved min døde
bedstefar.
Dethar siden passetmiggodt, atjeg lærte
enbedstefaratkende ogatværemed til hans jordefærd-som endel af opdragelsen. Hans
død betød etsavn hos os alle -derom ingen
tvivl-menvendte ikke opognedpåret meget.
Hansaftægtsrum blev medtofeltsengetageti brugsomdrenge-ogsidenkarlekammer.Den
enesengblev min.Jeg vilgættemig til,athans
bovarletatoverskueogatdele. Hanssagblev
ordnet med aftægtskontrakten i sin tid, og minfar fikikke travlt medatsøgeandetlånef¬
ter dens aflysning. Han var ogblev selvejer¬
bonde i ordets fuldebetydning.
Vestgrænsenfor min færden påegenhånd gik vedvortyderstemarkskel, der hvor kirke¬
vejogkirkestierkrydsede jernbanen lidt nord
forOksbøl station. En lille, unggranskovpå
voryderste kilevargodatsøgelæ ved,nårvin¬
denvarivestogsolen kunne nydes iøst.Når jeg havde set damptoget med mange tunge godsvognepusteforbiogvinket til lokomotiv¬
føreren, vardet tidatgåhjem.
Mod landsiden havdejegtokontaktmulig¬
heder. OskildAdsersensvestrestalddør kend¬
tejegtidligt. Hun havdeværetenke ien snes årog selv drevet sin gård med en karl og en
kodreng eller-pigetil hjælp. Nuvardet kort
før hendes ældstesøn skulleovertagegården.
Detvar så nemt atrende derom. Der fikjeg
prøvet at spørgeogatlytte tilbåde den ældre
ogden yngre
Lidt nord forlåDanielsogStines gård,og dervarandrebørnatopsøgeDerestoældste drengevaromkring minegenalderogretfor¬
skellige Denældste havde tidligt sine sanser
og ord rettet mod tekniske indretninger og horisonter. Den lidtyngrehavde god bonde¬
sans-og-forstand uden atværejordbunden.
Jeg havde nytte ogfornøjelse af dem begge,
men ikke altid samtidig.
Vorehjem havde den godeskikatbytte avi¬
ser.Der udkom todagblade i Varde, der kom
medposten næstedag, hvis ikke vi selv hente¬
de den vedaftentoget. Daniel holdt Ribe Amts Tidende, der var egnensældste venstreblad,
og hjemme havde vi Vestjyllands Folkeblad,
somvistnokregnede sig for frisindet radikalt.
Min far havde været med til at hjælpe den
»gang.
Jeghargået vejen eller stien mange gange medenfiresidet avis hvervej.Mådu blivevar et godt spørgsmål, nårman kom til syne. Så
hændtedet,atviglemtetiden, thi ingen havde
»Mensjegsombarnpå landetjegvarhjemme«
uri lommen ellerpåarmen.Dettoglidttidat fornemmesigtil tiden.
Avisbytningen gav på skift alle i detohuse
etærinde tilhinandens døreHusmødrene fik
enstundatsnakke ogveksleråd i,ogdetskete
atDaniel komselviaftenstunden.Sætdigned
lød det fra minfar ibænkekrogen.Tak,aska hjemad. Han ville ikke bruge af andres tid,
menetkortstikord frabænkekrogenfik ham
tilattøveindtil derblevbegyndtpånoget,han
havdetænktpå eller oplevet fornys.Enlogisk
kommentartil tidensrørelser blevsagtuden
atnævne navneoguden letfærdig snak. Hans
skikkelsevarikkeimponerende, mendetvar hans belæste forstandogstoreviden. At han stammede, hørte vi ikke Detgjorde jegogsåi
mangeår.
Derblev taltommangetingi slige stunder,
udenatdet blevtilegentligdiskussion.Daniel
havdemeget,hantrængtetilatfåsagt,når han
varkommet i gang, ogminfarkendte sin rolle
som en kommenterende tilhører. Som den femårældrefætter ognabo havde han kendt
hamalle dagePåetpassende tidspunkt kun¬
ne Daniel godt få tid til en enkelt kopkaffe
mensemnetblevgjortfærdigt.
Jegvar en opmærksom tilhører, længefør jegforstod de sværeord ogspurgte ikke om lovtilatværesentoppe,heller ikkenår dervar andregæster.Jegforstyrrede ingen,så dervar ingen grund tilatforstyrre mig i atlytte.
Det forunderlige ved dette nabovenskab
var,atde isogn og egnhavde tilhør i hver sin retning. Minfar havdeværetenuregerligpro¬
testant,mensDanielvar merebundet tilauto¬
ritetogtradition udenatgensidigrespekttog skade, etforholdsom ikkevaretsærtilfælde Der var mange ting i Aal sogn, man kunne
enes omuden atskeletil despændinger, der
varellerhavdeværetomkringkirkeogskole,
præstogdegn.
Demennesker,jeg hidtil harnævnt,vartil¬
stede som en selvfølge, før jeg lærte dem at
kende Med ujævne mellemrum blev min spinkle krop og svage appetit iagttaget.
Så
blevjegtværog gik minvej.Selv mindes jeg
ikkeathavefejletnoget.Ingen børnesygdom¬
meville værehosmigså længe atde kunne
bevises,ogfriskolensdagbogrøberikkeman¬
gesygedagemenjegvarbetegnet somsvage¬
lig-
Minsygeplejefasterhavdestadigetgodt øje
tilmig,nårhunensjældengang gavsigtid til
atbesøgesitgamle hjem.Efter 1920varhen¬
destravlhed sønderudetagettil. Hunvarble¬
vetplejemorpådetBørnenesHclsehjem,som
varkommeti gangved S.Vilstrup Strandsyd
forHaderslev,foreløbig iengammelkrigsfan¬
gebarak. Her kunne svagelige sønderjyske
børnfåopholdoghelse iseks-syvugerisom¬
merhalvåret, tre hold hversommer, både pi¬
ger ogdrenge alder 15 til to år. Det varbe¬
gyndt i1920med plads til50,mensåfå havde
deraldrigværet.
Vedpåsketidi1924erklærede faster Maren,
atjegtilsommerskullenedpå Helsehjemmet
og være entid. Dendrengskulle havelidtme¬
resulpå sidebenene. Ingenfandtgrundtilat sigehende imod. Jegvilleblive niårogkunne
nokfå tid tilatværehjemmefra forentid. At jegvari strid med degeografiske reglerblev
hendes sag. Mitfravær ifriskolen imåneden
før sommerferien var ingen sag. Min farog
morfulgte migtil Helsehjemmetden 18. juni
ogblevderetpardage foratjævneovergan¬
gen tiletnytliv.
Helsehjemmetlå(ogligger endnu) ved det sydlige Lillebælt med sydlig udsigt over til
Barsø. Til landsiden var derbøgeskovog en
græsmark til hjemmetstorøde køerogislæn¬
derhesten Peter. Fra plænenforan denflade
træbarak gik der trappe ned til den smalle
strand,hvor dervartostråtækte strandhytter,
dervaråbne til havsiden. Livetskulle levesved
på landetjegvarhjemme«
strand ogskov, blotvejretvarnogenlunde.
Den dag, far og morskulle rejse hjem,var
jegsøgttil strandenmed de andreoggik lidt
eftertilbage,mendevarbare væk udenfarvel.
Jeg skulle ikke ville med hjem igen. Med en
knusttåreellertolistedejeg til havet igenog vadede ud til den førsterevle, somjeg havde
setde andregørefør på dagen. Jeg ville derud,
hvorbundenvarhvid ogstenfrisomhjemme
vedVesterhavet. Vandetvarlunt,ogjegfik tid
atfalde tilro.
Påhjemturen havde jeg glemtattagebestik
aftidevandet.Det slog ikke til athiveopide
kortebukser, de blev våde,menjeg kom godt
iland, uvidendeom,atstraffen forvåde buk¬
ser varatblive sendt i sengrestenaf dagen. Da
detvarminførsterigtige daglodmannåde gå
forret.Jeg havde flere bukser atskifte med
end mangeaf de andre,men gik ikke siden i
vandetpå den måde.
Dajegkom, havdesommerens andet hold
et par ugers erfaring på stedet. Jeg var en fremmedblandt70-80andre, hvissønderjyske
sprogaldrig var hørt før. Mit ophold skulle
være somdeandres;atjegvarplejemors bror¬
sønstod ikke skrevetpåmig. Jeg skullesovei drengenes sovesalog gå i sengmed hønsene (detvarstrengt)og om morgenenlæreatspise
»Mensjegsombarn på landetjegvarhjemme«
havregrød som de andre Nårdetvar tilside, sangvienmorgensang ogfaster Maren, som blev kaldtplejemor af alle, fortalteetstykke bi¬
belhistorie Dervarogså daglige eller ugentli¬
gearbejder,sombørnene skullehjælpe medi
forhold tilalder,evnerogkræfter.Desmåva¬
skefade,ettil hver,langs sovesalensvægskulle forsynes med rentvand til næste vask, båret
ind ispande frapumpen igården ogfordelt
medenliter til hver.Nogen skulle hjælpe ved opvasken, hvor altblev decinficeret ikogende
vand. Altvarendnumegetprimitivt,men ren¬
ligheden måtte der ikke sløses med.Man var
netopden sommervedatbyggeetheltnytog størrehelsehjem, der blev forsynet med elek¬
tricitetogvand.
Jeg skullesombondesøn sørgefor,atdeto køer, dergav osmælken, blev trukkettil vand
ogflyttetetpar gangeJeg havdeen hjælper,
som var bange for den med de lange horn,
hvadjeg ærlig taltogsåselvvar,mendet skulle jogøres.
Nårpligternevargjort, kunne visomfritgå¬
ende høns strejfe omved strand og skov og
brugevor egenfantasi. I de niuger,mintidva¬
rede, lærtejegtohold børnatkende uden at lideoverlast. I mellemakten komjeg det gode personalepånærmerehold,menshuset blev gjort klar tilnæstehold. Plejemorvarden der så,hvad derforegik i hverenkrogogbag luk¬
kededøre,menhun havdeikke tid tilatpylre
omnogen.Hun ville selvtageentørni vaske¬
huset i den årle morgenstund, før hun også
skulle holdeøje med det danske syd for den
nye grænse.
Hvor var de herlige og dygtige, den lille flok, hun havde til at hjælpe sig, alle hånd¬
plukkede af hende selv fra år til år. Atville
værepåHelsehjemmetvar somatgåi kloster
forentid.Den,somtænktemestpå lønogfe¬
rie, kunnehun ikkebruge Mangevarde ikke,
enfor hver 10 børnvardet normale.Detvar
en helbefaren sygeplejerske foruden hende selv, i køkkenet rådede frøken Theasomkok¬
kepige ogøkonoma i de første 16 år. Hende
kendtejeg hjemmefrasomDorthea Adsersen,
vornabodatter fra Borre. Hunvaride ni uger
et stortplasterpå min hjemve. Hendes venlige
ordvarhjemlandstoner i mitøre,dervarvant til at lytte til voksne folk. I hendes landlige
køkken kunne man redde sigetparsøm, en stumpsnorellerlidt barneleg med katten. Til hjælp i den almene daglige husholdningvar der fire ungepiger der kunne faenugendig frieftermiddag, hvis de havde tid. På systuen havde vi halvgamle fru Thaysen, dervarlige god til danskogtysk,ogderudoveretpareller
treder havdeetjobsomvinterlærerinderog
vartil almen sommernytte på Helsehjemmet
årefterår.Vidtforskelligevarde,menallevil¬
leosdetgodt. Derfor blev de husket.
Isomrene1925og26varminældstesøster, Sigrid,enaf deungepigerpåHelsehjemmet,
der davarbådegammeltognyt.Jegvarder igen i skoleferien 1926, dennegangkunpå be¬
søgunder nokså frie vilkår. De primitive for¬
holdvarpåvejud,ogfaster Marenhavde faet
enbil,ogjegvartoældre end førstegang.Men
deterdet ældste,jeg husker bedst ogmåske ogsålængst.
Med mine 11 århavdejegikkemeresågod
tid tilatværehjemmefra. Dervarvedatvære
brug for mig iensammenhæng.
I min 10-12 års alderbegyndte jegatforstå
lidtaf, hvad der sketeomkring mig-udenan¬
drespegefingre. Den foretagsomhed,sommi¬
neforældre havdemedbør til atlægge for da¬
genfør 1914, har jeg skrevetom, setmedan¬
dresøjne. Damin egen tid blev migbevidst,
var min fars yngredage,mens arbejdsindsat¬
sen varstorogbørnenevarsmå, allerede for
ham»degode, gamle dage«. Nu vardet »efter krigen« -oghvadså?
Siden han vendte hjem fra garden, fik fri-
