Hvem var kulsvierne?

20  10  Download (1)

Full text

(1)

Hvem var kulsvierne?

Omjagt i

arkiverne på

sort

arbejde

i1600- og

1700-tallets Nordsjælland

AfMaria-Therese

Hoppe

I 1968 gengav Frederiksborg Amts Avis en lille bog, der varudkommeti

1868: »Kulsvierneog deresnærmesteomgivelser« af L. Both. Densatteen

længere læserbrevsdebat i gang. De fleste bidragydere gav Both helt ret i

hansbeskrivelse af densærprægedenordsjællandskerace,kulsvierne,mens enkeltemente, athan på visse punktertogfejl.

Kulsviermyter

I ganske korte træk er Boths beretning følgende: I middelalderen var

Nordsjælland dækket afenuigennemtrængelig skov. 11179 fik denfranske biskop Vilhelm privilegier til Æbelholt Kloster,oghanindkaldte derpåen gruppe fredløse franskmænd fra Ardennerne. De huggede skoven ned og stablede træerne i pyramider, som de brændte til trækul. Deres bosættel¬

se blev kaldt Alsønderup, hvilket betød enten »Alle Synders Torp« eller Alexanderstorp efter den da regerende pave. En gruppe afkulsvierne bo¬

sattesigsenere i Karlebo, så kaldet, fordi devarungkarle. Dissetolands¬

byervarhjemstedetfor den specielle kulsvierrace, der århundrederneigen¬

nembevarede deressærpræg:

De varmørke i løden, med spillende brune øjne og etlivligt tempera¬

ment. Deres udtalevarhurtig, og de havde lette bevægelseroget muntert sind. Devar som store børn, sang ogtrallede dagen lang, elskede dans og musik ogbarsmukke nationaldragter.

Nårde kørtetilKøbenhavn med derestrækul,foregik det ivogntog,hver

vogntrukket afetpar små, udholdende heste, der kendte vejen, selv om kusken sov.Foratforbedreracenhavdekulsviernedenvaneatlukkehop¬

perneind til kongens heste i stutterivangene i Nordsjælland.

Deelskede atkørevæddeløb,ogkom andre vejfarende dem ivejen, lod

de »denfemtevognkæp« danse på hans rygstykker, dvs. de slog løsmeden kæp.

5

(2)

Forsidebilledet til Bothsbogom kulsviernefra 1868. Billedet harstorover¬

ensstemmelse medbogensbudskab ogholdning. Alterlystogrent. Billedet bærerprægaf, atkunstneren aldrig harseten mile elleren kulsvier. Derer

langt fra det beskidteoghårde kulsvierarbejde til billedetsogbogensnatur¬

romantiskeopfattelse.

(3)

Kulsviernevarkrybskytterogkørteoftemedetstykke vildt under deres

kulsække. Træettil kullet stjal de i skoven, meningen anså det for tyveri.

Som soldater varkulsvierne uforlignelige, et eksempel for andre og gode

modkvinderogbørn.

Both, dervarlandmåler, blevaf samtidenregnetforenalmanakhistorie-

forfatter(1),mendenne vurdering fik ingen betydning for eftertidens opfat¬

telseafbogen. Hansforklaringerogfortællinger blevaccepteret somhisto¬

risk korrekte afpraktisktaget allesenere skribenter.

Kulsviernevarmed mellemrum »godt stof« i aviserogtidsskrifter. Fra

1911til1968erdernuogdafremkommet artikleromdem.Forfatterne har fortrinsvisværetjournalister eller skønlitterære forfattere.Endelhistorier

omkulsvierne blev indsamlet af stifteren afNordsjællandsk Folkemuseum,

AndersUhrskov,i begyndelsen af 1900-tallet,ogalle harmereeller mindre

Bothsantagelser somgrundlag. Selvhistorikeren Gunnar Olsen, der i sin bog »Holbo Herred«fra 1961 foretager enkelte kildestudieromkulsvierne, accepterermangepunkter disse myter.

Gårmantilbage til beretningeromkulsviernefra før 1868, viserdetsig,

atderfortællesenhelt andenhistorie end Boths. Dereringen antydninger af, at de skulle være et fremmed folkefærd eller en anderledesrace. Kul¬

svierne omtales kunnegativt, dereringen romantiske folkloristiske islæt.

Sandsynligvis gengiver disse beretninger om kulsviernes adfærd fra førend 1868hovedsagelig borgerskabets negative opfattelse af det primitive

danske menneske. Naturensmuntresønskullemantil Arabien ellerNapoli

for at finde interessant. Meir Goldschmidt skriver således i 1839 om en

kulsvier»paa en elendig Kærre med ligesaa elendige Heste. Haaret hang flitret og uredt om Ørene, Ansigtet var forkradset og opsvulmet og hans

Klæder lasedeog pjaltede«. Han rakte tunge»og det med enTunge, der i Længde ogBredde ikkegav enOksetunge megetefter« (2).

Skovrider Sarauw nævner i sin beskrivelse afFrederiksborg Amt fra 1832, atammerneplejedeat true deresmyndlinge med,atkulsvieren ville

kommeogtagedem, hvis de ikke lå stille.

Da gårdmanden Anders Christensen i 1859 skulle flytte til Ørby fra Skænkelsø,sagde hansslægtningeog venner: »Hvortør duflytte ind til de berygtede kulsviere?« (3).

Denneopfattelse af kulsvieren som voldsom, farligogdyrisk ændredes

medromantikkensgennemslag: »Derernogetbesynderligt forekommende

ogvindende ved hele deres Mådeatværepå. De synge ogjuble fra Morgen

til aften lig Fuglene i Skoven, der omkrandse deres Hjem. Der er noget barnligt over Kulsvieren, som vedligeholder sig til hans høje Alderdom.

Han elskerMusikogDans ogdereraltid LystighedpaaEgnen«(4).

7

(4)

Folketællinger

og

binæringer

Hvemvarså denordsjællandske kulsviere?Vardeenfremmedartetminori¬

tet,somadskilte sig fra den almindelige nordsjællandske befolkning? Boede

despecielt i AlsønderupogKarlebo? Varkulsvidningenetegentligt hoved¬

erhverv, eller indgik detsom en binæring i skovegnene?

Enmulig kilde til afdækning af disse problemstillinger kanværefolketæl¬

lingerne. BirteStigJørgensen harf. eks. foretagetenundersøgelseaftræsko¬

mageriet på Silkeborgegnen, hvor hun har benyttet folketællingerne som væsentlig kilde til belysning af, hvem detvar, der udøvedebinæring. Hun

mener,at træskomagerieterfremkommet sombinæring sidst i 1700-tallet,

ogatdet fortrinsvisvarhusmænd, der udøvede den (5).

Ifølgemyterneskullekulsvierne især have boet i AlsønderupogKarlebo.

Menengennemgangaf folketællingerne fra detosognefra 1787,1801,1834,

1840og1845viser, atAlsønderup ikke harenenesteperson,der benævnes

kulsvier. Præsten, der havdeført folketællingerne,varellerssærdelesgrun¬

dig, f.eks. beskriver hanpersonersom (1801):»Pensionist ogstolemager«,

»spillemandoghjulmand«, »binderoggårmed hvedebrød«.

I Karlebo benævntes 1personi 1787 kulsvier.Førsti 1840 benævnesså13

personer som kulsviere. Men enundersøgelse af folketællingerne fra 1834

og 1845 viser,atdesamme personer, somda boedeisognet,henholdsvis 8

og 7,i disse folketællinger benævnessomparcellist, jordbrugerogarbejds¬

mand, undtagenen, somi 1845 kaldes for kul-ogbrændeforhandler. Alle 3 folketællinger blev ført afsamme person.

Skulle folketællingernetages sompålidelig kilde til oplysningerom kul¬

svidningens udbredelsesombinæring, ville konklusionen blive,atdenikke

fandtes i nævneværdig grad i 1800-tallets første halvdel. Kulsviermyterne

måtte såværeuden reelt fundament ivirkeligheden.

Menbinæringer kan for det første værelangt ældre end 1787, hvor den førstefolketælling foregik. Endvidere kommer detanetskøn hos pågæl¬

dende lærer ellerpræst, som førte folketællingen,om binæringsbenævnel-

senoverhovedet blev skrevet ind.

I 1803 skriver landøkonomen Begtrup: »På Kjøbenhavns, Hørsholms, FrederiksborgsogKronborg Amterernærerbøndernesigmegeti skovegne¬

nevedatsælgetørvogbrænde,tagebark afegetræogsvie kul,somafsættes

ihovedstaden,og erfor dem enikke ubetydelig næringsvej. Fra den nord¬

østlige del af landet indføres der aarlig (1798) gennem stadens Nørreport

20-25.000 læstørv for en sum afomtrent 50.000 rigsdaler, desuden 12-

13.000 læstrækul, enikke ubetydelig mængde egebark ognogetbøgebræn¬

de«(6).

12-13.000 læssvarertilenindførselpå mindst 40 læsom dageni seks af

(5)

ugens dage.Afandre kilder fremgårdet, at et læssvarertil udbyttetafen

kulmile. Så det må have krævetenretstorbefolkningsgruppe foratkun¬

ne producere den mængde trækul. Begtrup nævner at bønderne i de pågældendeamterharkulsvidningsomnæringsvej-altsåbinæring.

Tredive årsenereskriver skovrider Sarauw i sinbeskrivelse af Frederiks¬

borg Amt:

»KulsvieningogKulsvierfærd hørte før til Amtets Aand,ogden største DeelafFrederiksborg, Kronborg og Hirchholms Distrikter kaldes endnu Kulsvieregnen, deres BeboereKulsviere, skjøndt de fleste af dennuværen¬

de Generation neppehavesetenMile« (7).

Dettekunneindicere,atkulsvidningvarudbredt i 1798,mennæstengået

afbrugi 1832. For atkomme bag om myterneogundersøge, hvem disse

kulsviereegentligvar, oghvor de boede, erdetderfor nødvendigtatgåtil

andrekildegrupper, som er mereutraditionelle for etnologiske undersøgel¬

ser afbinæringer.

Kilder

fra Rigsarkivet

I 1600- og 1700-talletvarKronborgog Frederiksborg Amter krongods,og

dermed kongensprivate ejendom. De sorterede direkte under Rentekam¬

meret, datidensfinansministerium. Rentekammerets arkiver påRigsarki¬

vetvistesigatbliveenhovedkilde. Andre kildegruppergavogsåvæsentlige bidrag: Regnskaberne fra Frederiksborg og Kronborg Amter 1670-1815,

Chr. V'smatrikel, Amtmandsarkiverne fra FrederiksborgogKronborgam¬

ter, Bispearkivet fra Holbo Herred, skifteprotokoller fra Kronborg Amts- stue, KøbenhavnsStadsarkivsamtenkelte tryktekilder.

Kulsvierne har ikke blot sat sigspor i regnskaberne, derregistrerer den officielle,lovlige kulsvidning. Denstørstemængdeaf oplysningereraffødt

afdenulovlige uofficielle kulsvidning. Korrespondancen mellem admini- strationspersonalet i FrederiksborgogKronborgamterogRentekammeret fra 1701til 1818afspejleren langrække af konfliktermellemkulsvierneog

øvrighedenoverdetsortearbejdeog er enrig kilde tiloplysningeromårs- cyklus, retsopfattelser, holdningerog normer.

Denførsteskovlovaf1670pålagdekulsvierneatbetaleenafgift for dæk¬

materialet til milerne. Disseindtægter skulleskovrideren aflevere regnskab

foramtsstuen.Amtsregnskabernefor KronborgogFrederiksborgamter findes inæstenkomplet standfra 1718 til 1784 på rentekammeretsarkiver.

Forhvert årforeliggeretkasseregnskab,ogunder»uvisse indtægter«opgø¬

res bl.a. indtægten fra kulmilerne. Bilagene hertil består af små lapperfra skovriderne, hvorpå kort er skrevet, hvilket antal kulmiler der det pågældende årvarblevet brændti vedkommendesskovfogeddistrikter. Det

9

(6)

kan konstateres, at der betaltes afgifter afen stor mængdekulmiler, men

hvem depersoner,der brændte milerne,var,ellerhvorde boede,erikke til

at oplysningerom.

Vedettilfældeopdagede jeg,atFrederiksborgogKronborgamtsregnska-

ber fra 1660-1718 også forefandtes, blot i en helt anden arkivgruppe på Rigsarkivet.Devarkundelvis bevarede,menherdukkedepludselig velbe¬

varede guldkorn op: Detaljerede bilag fra skovriderne, som omhyggeligt

mednavnsnævnelseogbopælsangivelse havde opført, hvem der havde be¬

taltkulmilepenge.

For Kronborg Amts vedkommende forelå lister fra 1683-84, 1684-85,

1702-03 og1703-04. ForFrederiksborg Amts vedkommendeforelå lister

fra 1691-92,1695-96,1700-01 og 1702-03.

Disselisteroverbetaltekulmilepenge i FrederiksborgogKronborgamter givereneneståendemulighedforatfåkonstaterethvordetvar,atkulsvid¬

ningen fandt sted mellem 1683og 1704.

Endnuetdokumentgiver mulighed foratkonstaterekulsvidningens ud¬

bredelsei 1721. Amtmanden ønskede det åratindskrænkekulsvidningen,

damanfrastatensside mente, atden skadede dekongelige skoveformeget.

Regimentskriverne fik derfor besked påatlaveen listeoverde landsbyer, enestegårdeoghuse, hvis beboere ikke »kunne subsistereformedelst deres

sletejorde dersom kulbrænding dem borttages« (8).

Kulsvierlandet

Et kort med indtegning af dels de landsbyerogenestegårde, der havde be¬

taltkulmileafgifter 1683-1703ogdels opgørelserneoverbrændingstilladel-

serfra 1721, viseretforbavsende sammenfald.De få bebyggelser, derikke får tilladelse tilatbrændei1721,erkarakteriseret ved,atderkunenellerto gange erblevet betaltkulmileafgifter af enkeltepersonermegettidligt ipe¬

rioden, mens nyekulsvidningssteder udelukkende ernybyggedevange- og skovhuse.

Kortetviser,atkulsvidningsdistrikteterkoncentreretomdenvestlige del

af Grib SkovsamtStore-ogLille Dyrehave. Bebyggelsesmønstereterkarak¬

teriseretved småtorp-landsbyerog mangeenestegårde,somalleeromgivet

Kortoverkulsvidningensudbredelse1682-1721 iFrederiksborgogKronborg

amter. Cirklerneangiverlandsbyer, enestegårdeoghuse, hvorfra dererble¬

vet betalt kulpenge. Signaturerneer indtegnet på VidenskabernesSelskabs

kortfra 1768. (Kort-ogMatrikelstyrelsen (©) A88-91).

(7)

A .CIUjiciP q

|N bakkeTnni<i-^S

"*fr(»T(>«i6 jCtdläUiep^-^

JR Ka.ftwaa'

}å&V FerViövQC"1 ^yShJ

\Zumg

!kU°y"''l>0rg 'V; S.

j^w3 Ferle£aard

W> ^^v^Pran-atruD lOEBORCy~ ° 1 kSoE jlrlmUks^

i±w£i

,farulqhun.*^^5

%i eenilr11p(j

é.a»thc Apj^érup^i

rITclenæ Ktlae' Hflenir(rt-av

o .jidfvUdr ^Horfer<

;»Sferlye

SROM

jaartie<*?

ug-eröd TucJUoi.

JZ

tumbleli

'{butteIlttvrv

Skiu^ino«-

Hocmy/C

Ströe^K^^jT

Urup

•Hoo :lillemalle

lckelliorgr sKokkedal

kSoplnenbier <

9?WuÅÅ*talkj«>"-<l

°lc - ,wMT"rr

W **--1*1 -"HerlöV »v\2

Lika,

VS**-

® c /i CAiUvi,

At SipcVjovvefto

HoveJt.rHu

i OPaafttu]

<jSundbvcUlc*i ioihmJ

\UcBcJUs

SnoAltrup -anAmlille

Kprvipfot-bte

■Ereinitag"

i^^dnnebero VfytJIoUe

LuSdlofti KirkeV<

l-iu}té vaJj rrwlle

Sqftrrafne

ijjynjrbyc fep2få|

Sieeulou* i:, lim

Bcriisdorl

lTf,v:00U

•ePsmpri F* Aa,

'v» r \)Hov<rSoe ;/ &,

'• M \ / . /' \

gj^;. jf Smorunx-tfNfdrf flljlune XtmZ- huuj .J^Smornmnvi1

—r^^J^roDe Pederfti

' Ttfrre ;

\T|r^ ^ ^•Soeholm

|gw&

.-IIfyre ■tpr-^J_^

uiitoll.

Ballerups

iliuiilrui

[Ti7.lbajteJftrl

(8)

af skov. De dyrkede arealererkun ufuldstændigt ryddet forskov, mange stedervokser der i vangene store træer, kratogunderskov,ligesom områ¬

derneerisprængt mosestykkerogengarealer. Iskovenliggerstoreoverdrev,

moserog indhegnedevange til kongens stutterier.

Deteraltså muligtat få kortlagt, hvorkulsvidningen varudbredt. Kul¬

svierne fandtes, oghavde rod i virkeligheden. Men hvem vardeegentlig?

Havde de kulsvidning som hovednæring, og var dermed sandsynligvis husmænd, ellervardegårdmænd, som drevkulsvidningsombinæring?

Kulsvierne- husmænd eller

gårdmænd?

UndersøgelsersomAgnetaBoquistsogBirte Stig Jørgensensaf binæringer i

1800-talletkonkluderer,atdetfortrinsviserhusmænd, der udøverbinærin¬

ger. Et indicium på,at nogettilsvarende kunne væretilfældet forkulsvid¬

ningen i slutningen af1600-tallet oghele 1700-tallet kunne være,at Kron¬

borg og Frederiksborg amter i 1600- og 1700-tallet havde et specielt bebyggelsesmønsteriforhold tilrestenaflandet-devardemesthusrige. I

Chr. Y'smatrikel fra 1688udgjorde husene 37,4% af de samlede ejendom¬

me. KunKøbenhavns Amthøjere med 44,5 %. I de følgende år voksede

husenesantalstærkt,mensgårdenesantal forblev på detnærmesteuforan¬

drede. I 1718 udgjorde husene således 45,7 %. Og husenes antal fortsatte

med at stige. Dette kunne tyde på, atkulsvidningvaren binæring forfor¬

trinsvis husmænd.

Menvardet ikkemuligtatbrugelisterneover personer,derhavde betalt kulmileafgifter, tilatkommelidtnærmeretilenbesvarelseaf problemstil¬

lingen? Derernogetvist frustrerende iathaveside efter side mednavne og

bopælpåkulsviere udennærmereatkunneidentificere, hvem disseperso¬

neregentligvar.De havdeikke stillingsbetegnelse hæftetpå sig. Undtaget

varfå tilnavnesom»møller«, »smed« eller»friskytte«.

Men deneneafspecifikationerneoverbetaltekulmilepengefra Kronborg

Amtvarimidlertid fra 1683-84. I 1682 blevKronborg Amt nøje rebet og opmåltforatkunne danne grundlagforen nyhartkornsbeskatning. Denne

såkaldte Chr. V'smatrikel af 1688gennemgårgrundigt hverenestelandsby, enestegårdoghus medtilliggender, jorde, græsningsarealeroghaver. Der¬

udover nævnes for hver matrikel navnene på såvel gårdfæstere som

fæstehusmænd og inderster.

En sammenligning af beboernenævnt i Chr. V's matrikel medkulmile- specifikationens navne fra 1683-84 viste sig at give resultat. Et resultat,

som varlige modsat mine antagelser!

Chr. V'smatrikel overKronborgAmtviser, at deri de påkulmilelisten

nævntelandsbyeri 1682 totalt fandtes 140 gårdeog52 huse. Fradisse lands-

(9)

byervarder blevet betaltkulmileafgifter fra 78 gårdeog5 huse. Detvil sige,

at78gårdmændog5husmænd betaler kulmileafgifter.Deteraltsåfortrins¬

visgårdmændene, dersvider kulsombinæring! (9).

Delandsbyer, hvorflest gårdmændangavathave svedet kul,lå fortrins¬

vis ivildtbanen, kongens jagtrevir,menslandsbyer, hvor kun få gårdmænd

sved kul, låi landsbyer grænsendeop til skovområderne.

ForFrederiksborg Amts vedkommendeerdet desværreikke muligtatfo¬

retagesammeanalysesomfor KronborgAmt. Denældstekulmilespecifika-

tionherfraerfra 1691-92. På de 10 år, dererforløbet siden opmålingen til

Chr. V'smatrikel, har udskiftningen afpersoneri landsbyerneværetkolos¬

salstor.Ensammenligning af beboere i Alsønderup, hvor der ifølge listerne

blev brændtstoremængder kul, fremviserkunen person, somoptræderpå såvelkulmilespecifikationensompåmatriklen.

En anden mulighed kunnevære at sammenligne denyngste af kulmile- specifikationernesnavnefra 1702-03 medKrigs-JordebogoverFrederiks¬

borg Amtfra 1718,etomhyggeligt værk, der blev udarbejdet, daamtetskul¬

leovergåtilatværeryttergods.Menhergør sammefænomen sig gældende:

For Alsønderups vedkommende forefindes kun en personpå begge opgø¬

relser.

11721dokumentet,somalleredeernævnt,gives der af regimentskriverne

en begrundelse for, at bestemte grupper skulle få kulbrændingstilladelse.

FraFrederiksborgAmtlæggesvægtpå,atdetisærerhusmænd,skovfogeder

ogvangemænd, der har brugforatsvide kul,men enoptælling af tilladelser¬

neviser, at 73gårde ogkun 9 husefår tilladelse til hveratbrænde 4 miler kul, mens detanføres, atde før har brændt5 a6 miler hver.

FraKronborg Amtnævnesintet særskiltomhusmændene,og enopgørel¬

seviser daogså,at166 gårdeog17 husebevilliges brændingstilladelse. Sam¬

menlignet med antallet fra 1682erder sketenstorstigning i antallet af kul¬

sviere:mereendenfordobling afantallet af gårdmændog entredobling af

antalletaf husmænd.Men totalterantallet af husmændstadigvæk særdeles

lavt.

I Kronborgog Frederiksborgamterbrænderi alt 239 gårdmænd og 26

husmænd kul i 1721. Befolkningsforskydninger i retning af flere husmænd

har altså ikke haft nogen signifikant indflydelse på fordelingen afgård¬

mændoghusmænd i kulsvidningserhvervet.

Men antalletafhusmænd iamternefortsatte 1700-talletigennem medat stige,mensgårdenes antalforblevnæstenuforandret. 11743 erklæredesog¬

nepræsteni Esbønderup, atbeboerne for størstedelens vedkommende be¬

stodafbørn, tyende, husmændoginderster. »Thi her i skovegnensøger en stor del fattige og husarme mennesker for tørv og ildebrand om vinte¬

ren«(10).

13

(10)

Enindikatorpå,atflere husmænd i slutningen af 1700-tallettogdeli kul¬

svidningen, kan findes i korrespondancen mellem Rentekammeretogsko¬

venspersonale, f.eks.:

1782: »menmigsynes, athusmanden børarbejde for billig betaling ved

bondenog derved fortjene af ham føden, levebrød,etc. menshusmanden ligger hellere i skoven ved kulmilerneogi slutningeni kroen,nårpengene er oppe,begyndes forfra igen«.

1785: »Husmændene heramtet(Hørsholm) harsviet kul året igennem

udenatstandse nogentid, hvorved de fortjener deres levebrød så rigelig,at denstørstedel ikke vilarbejde for dagleien«.

I 1785 skriver husmændene i Hørsholm Amt en protestskrivelse: Da

Forstvæsnet»aldelesforbyderoshusmænd på Hirschholm Amtatsvie eller

brændekul...,såfinder vioshøjst nødsagneogbeføjedeatanmodesamme for detKgl. Rentkammer medunderdanigst forestilling, hvorledesvi uden

dennefrihed herefter somforhen ikke kunde leve ellersvarehvad viårlig erlæggeripenge oghoveriarbejder...«.

Brevet erunderskrevet afto husmænd på »samtlige Hirschholm Amts

Husmændsvegne«.

Disse tre sidste eksempler er alle fra Hørsholm Amt efter udskiftnin¬

gen(11). Tydeligvis indicerer de, at husmændene i Hørsholm Amt drev kulsvidning som en vigtig binæring sidst i 1700-tallet. Om gårdmændene ogsågjorde det, er svært at udtale sig om, da ingen kilder belyser spørgs¬

målet.

Kulsvidningens sidste fase

Ved denstoreskovlovaf1781fordekongelige skoveogudskiftningsforord¬

ningen frasamme år blev skov-og landbrug helt adskilt: mange dyrkede

områder og overdrev inde i skovene skulle tilplantes, mens store skov¬

arealeriudkanterne blevudlagt til landbrug. Skovene blev indhegnede med stendiger,og det blevforbudtatfærdes deri uden særligt ærinde. Til trods

for disse lovestegproduktionen af trækul væsentligt i slutningen af 1700-

tallet.

Årsagen

var,at bøndernefik adgang til atudnyttestubbeogrødder på deresnyudskiftede jorder,mensstatenejede overstanderne. Da bymæn¬

denei Mørkeprotesteredetil Rentekammeretover,at skovfogeden forby¬

der dem at benytte jordrødderne på det nyudskiftede Ganløse overdrev

»...til kulbrænde som for osdet fordeelagtigste stykke«, får de medhold i

deresklage (12).

Stateniværksatteoffentlig produktion af trækul af affaldstræ allerede fra

1770. Førstefter 1782 bliver derproduceretenrimelig mængde,mensletin¬

tet i forhold til den private produktion. Ikke engang statens institutioner

(11)

varinteresserede iatkøbe, da deoffentligt producerede kulvarlangtdyrere

end deprivate. Husmænd blevansattilatbrænde kulletogtilattranspor¬

tere dettilKøbenhavn.

Ved Napoleonskrigens udbrud i 1807 iværksatte staten omfattende trækulbrændinger i Nordsjællands skove forat dække behovetfor kul hos

håndværkereogindustri. Bønderne sved ligeledesstoremængderaf trækul,

efterkrigens ophør i 1814vardefleste skovarealer, der i 1781varblevet udlagt til landbrug, helt ryddet for træ, ligesom skov- og kratgrupper på

bøndernes markervarfjernet. Håndværkereogindustri gikovertilfortrins¬

vis atbenytte billige engelske stenkul i stedetfor de hjemligt producerede

trækul. Derefterblev detmestenkeltehusmænd, derfortsatte medkulsvid¬

ning af små mængder kul, mensgårdmændene helt ophørte medbinærin¬

gen.

Årscyklus

Langt den største del af kulsvierne var altså fæstebønder, hvis hoved¬

erhvervvaratproducerelandbrugsprodukter. Hvordan kunnekulsvidnin¬

genindgå i bøndernes årscyklus?

Overførster Svendsen beskriver dette levende i 1772 ienklage til Rente¬

kammeret:

»...omSommeren erDagenelangeogNætternekorte, GræsTørvensom behøvestilDække(af kulmilerne)erbequemest,indfaldne Regn-Byer med¬

holder der ikkelænge, ogbrændet ersnart tørtigien, Kullene,omde faaer

enlidenRegnpaasig,naardeerSviet, kand igiensnart tørres,ogFolket har

meereLyst til dermedat omgaaes.

Derimod om Efter-Høsten, indfalder som oftest ubestandigt Veirligt, Langeog Kolde Nætter, folket hindres derved da deres Nærværelseerbe¬

standig fornøden, Onde Veie, Brændet, som ofte bliver vaadt, foraarsager Slette Kuli, ogKullene med meigen Regn faldersmaae ogbedærves, samt Græs-Tørven bliver skiør og ubequem. Tilmed er det en travl Tiid for Landmanden, da handsaasnarterindhøstet, igien faaerstortArbeide med sinJord, denneatRise, Pløye, til Rug SædeogudkøreGiødskningenmed

meere,dafore falder vidtløftigatopregne,følgelignaarikke, somnødven¬

digt skal bestriides, hand ikke haver Leilighed atSvieogKiøre med Kulle¬

ne,hvoroversamme maaehenliggeogbederves« (13).

IFrederiksborg Amt opgjordes på Amtsstuen indtil 1718 forudennavn og bostedhvilkendato, dervarblevet betaltkulmilepenge. Afgiften skulle be¬

talesførendbrændingen kunne finde sted. Enoptælling af antallet afkulmi¬

lerfor hver månedgiveretklartbillede: sediagrammet side 16.

Søjlediagrammet viser, hvorledes bønderne udnyttede den tid bedst, de

15

(12)

120 antal kulmiler

105 100

80 60 -

f m a m a s o n d

måneder

Årscyklus

overkulsvidningen iFrederiksborgamt1702-03.

havde tiloversfraarbejdet med landbruget. I juni månedvardermindstat lave førend høhøsten ijuli, og i junierproduktionen af trækul også ca. 4

gangestorsom i resten af årets måneder. Novembervar en travl land- brugsmåned med pløjningogsåning afrug, ogda brændes der ogsåfærrest

miler.

Økonomien i detsorte

arbejde

Detvilleværeinteressant,omdet varmuligtatundersøge,hvilken økono¬

miskbetydning kulsvidningen ogandrebinæringer i skovegnene havde for

bønderne. Egentlig statistisk materiale findes ikke, men indirekte er det muligtatbelyse dette.

Markbøgernetil Chr. V's matrikel angiver hyppigt,atbøndernei Frede¬

riksborgogKronborgamterharstorskadepåderes sæd på grundaf påløb

af vildtet.

11705 skriver amtmanden»atdissekulsviere,ogsærdelesi Maarumsogn

neppeligen haver såmegen auling, som dekan holde deres hus med langt

mindre skulde kunde sælge afnoget til hands Majst. skatter og landgil¬

de«(14).

I 1708 nedsættes enkommission til undersøgelse af,om særlig uheldige

forhold skulle gøresig gældende, siden såmangebønderi KronborgogFre-

(13)

Nordsjællandsk landskab uden forenlandsby i skovegnene. Kålhavenerind¬

hegnet medetrisgærde,vangenessmalleåsestrækkersigned modensø.Den dyrkede jordpåden anden side afsøenligger spredt imellem strøskov, enkel¬

tetræer ogkratgrupper. I baggrunden lukker skoven helt for udsynet. C. V.

Eckersberg, Kobberstiksamlingen.

deriksborgamterofte havdestore restanceri skatoglandgilde, såafslag tit

var nødvendige. Kommissionen gik grundigt til værks og rejste rundt i begge amterfor atundersøge forholdene. Der blev stilleten række spørgs¬

mål til bønderne i hverlandsby, ogsåomderesforesattes, amtsskriverenog

amtsforvalteren, behandling af dem. Kommissionens konklusion var, at bøndernenæstenudelukkende angav,atårsagentil deresfattigdomvar na¬

turforhold:Dårlig jord, flyvesand, misvækst, ondeurterogvildthavde øde¬

lagt deres korn. Kommissionen pålagde bønderneatbrakkejorden bedreog holde bedrevagtmedvildtet.

Sognepræsten i Esbønderup gavi 1708 enindberetning om tilstanden i

sognet. Hanskriver, atdet korn,somdyrkesi skovtorperne,forenstordel opædesaf dyrogvildsvin,ogatmani regelen høstedenæppetrefold, dels på grundafjordens udygtighed, dels fordi vildtet ødelagdemegetaf kornet.

Herfår vi enkonkret oplysningomfoldudbyttet: næppetrefold.

Ilisten fra 1721overbønder,der ikke kunne leve udenatmåttesvie kul,

blevfraKronborg Amtangivetsombegrundelse,»atbøndernei skovenny-

17

(14)

derringe sæd og samme af vildtetmeget opædesog nedtrædes, hvor god magtde end dermed haver, så deterbekendt,atdeej kan have længer end

et halvt år fødederaf, nårsædekornetførsterfrataget, langtmindre,at de

skulle havenoget deraf til dereskontributioners betaling«.

Sæddyrkningen i skovenkan altså slet ikke underholdeen familie,men nødvendigvis suppleres med indtægter fra binæringer.

Ligesom præsten i Esbønderup angiver økonomen J. Jessen ienbeskri¬

velseafHirschholmamti 1754,at et foldudbytte påtreansesfor godt. Og

han mener, at bønderneflere steder kun dyrker jorderne på grund af hal¬

men, derskulle bruges til fodring af dyreneomvinteren.

Iet spørgeskemaudsendt af amtmanden i 1745 svarerpræsten i Asmin¬

derød ogGrønholtomjordens bonitetat:»...ligesomsammebyekaldesaf

mangefor den uslesteogfattigste by i Sjælland, endskiønt de haverengod mark,saafåe de dogenganskeelendig sæd deraf,somveltildels kommer af dyrene, der her ligesom andre stæder her omkringgør overordentlig stor skade; men andrebyer lidersammeynkelige skæbne, så kommer det også af,atjorden ikke dyrkes ordentligt dels af ligegyldighed, dels fordi demere

læggersig efter tørveskærogkulsvidning end agerdyrkning« (15).

Præsten ser som årsagtil det dårlige udbytte, at indbyggerne hellere vil læggesig efter tørveskærogkulsvidning, i stedet foratse,atdettenetopvar

årsagen til,atdekunne overleve.

Andre

binæringer

i

skovegnen

Men dervarandre muligheder for binæringer, der kunne give indtægter. I

kommissionen af 1708 tilundersøgelse af bøndernes dårlige økonomiskesi¬

tuation, oplyses det hyppigt, at bønderne i skovegnene opfedede stude i skoven, somdesolgte til amtsforvalteren på Esrom Kloster.

Enanden indtægtskildevarhumledyrkningen. I Chr. V's matrikel opgi¬

ves for flere småskovlandsbyer, at bønderne ved husene har jordstykker

med humlekuler(dvs. blok medspirer). Således har detobønderiKagerup henholdsvis 34 og 76 humlekuler og to af de fire bønder i Tulstrup hen¬

holdsvis30 og16 humlekuler.

Endnu en indtægtskilde kunne være frugtdyrkning. Præsten i Asmin¬

derød-Grønholt, derklager over sine dovne bysbørn, glemmer at nævne, hvad præsten i Esbønderup oplyser til samme spørgeskema, »at nogle

bønderi Asminderødsogn, som af deres frugthavernæstenalle år, når kir¬

sebærogandetfrugt lykkes, har storefordele derafogsælge frugt til deres

skattersbetalingog mere«(16).

Hvor udbredt dennefrugtdyrkning vari 1745 er det ikke muligt at un¬

dersøge,men senere i århundredet blev deten udbredtbinæring.

(15)

Officielle kildersiger altså samstemmende,atbøndernei Nordsjællands skovegnevarmegetfattige folk,somhavdesværtvedatbetale deres skatter

ogafgifter. Sermanimidlertid på andre kildegrupper,erdetmuligtatkigge

bøndernenærmere efter i sømmene. Skatterogafgiftervarbaseret på det skovlandbrug, bønderne drev med såringeudbytte. Indtægter komi stedet

frabinæringer,oghervarkulsvidningen nok den vigtigste.

Et

eksempel: Kulsvierne

iMårum Sogn

Mårum sogn er ettypisk skovlandbrugssogn og nævnes som sagt afamt¬

manden i 1705 som særligt forarmet. Det består sidst i 1600-tallet afen landsby med 6 gårde, tomed 5 gårde,en med 4 ogto med 2 gårdesamt5 enestegårde. 21 af gårdene har mellem 9 og 17 tønder land tilliggende,

Mårums 6 gårde hverca. 30 tønder land ogtogårde 50 tønder land. Alle gårdmændisogneteropførtsomkulsviere på listerneoverbetaltekulmile-

pengefra 1683og84.1sognetbrændes dergennemsnitligt flere kulmilerpr.

gårdmand end i andresogne.

Enundersøgelseafrestancerpålandgilde 1679-1684viser,atlangt defle¬

steafsognetsbønder kan betale det deskylder, når debliver rykket. Tyde¬

ligvis foretrækkeren delat ventemedatbetale så længe sommuligt.

EndnuetindiciumatMårumsognskulsvierbønder havde bedre øko¬

nomiskeressourcerendbøndernei de skovløsesogne er,atfra 1680og1686 foreliggerenopgørelseoverforarmedebønderslånekorniKronborg Amt.

1680listenoptræder kunenbondefraMårum,mensderi 1686 ikke blev

lånt korntilenenestebondei sognet.

Enmulighed for atbedømme resultatetaf indtægterne fra binæringerne

erat »kigge indenfor« hos kulsvierbønderne. Imellem 1682 og 1718er det muligtatfinde skifter fra 11 bønder i Mårumsogn,somogsåvaropført på listerneoverbetaltekulmilepenge.Otteafde elleve landsbyerogenestegår¬

de isogneterrepræsenterede, ogskifterne erfor de nis vedkommendefra

folk i deresproduktive alder,menstoerfra ældre bønder.

Skifterne frade 11 kulsvierbønderviser, at to varhelt forarmede, da de

dødesomældre,tomåkarakteriseressommegetvelhavende,mens7havde

engod materiel levestandard. Bøndernes levestandard iboligindretningen

stårikkeproportionalt inogetforhold til størrelsen af deres jordtilliggende.

Denrigeste af dem alle havde kun 17 tønder land.

Stuehusene er velmøblerede med kister, borde og bænke med hynder,

stole med rygforekommerogsågarenslagbænk med kandeskab. Dererin¬

genmangel på sengesteder med masseraf dynerogpuder,ligesom lagener

ogdynevår heller ikke mangler. Kobbertøjogtallerkenererligeledes almin¬

delige og jernkakkelovne forekommer. Ganske vist skyldte en del af

19

(16)

Kulsvieren var enkendtfigur i de københavnske gader, her afbilledet i Senn

ogLahdes »KlædedragteriKjøbenhavn«(1806-).

bøndernestørresummervæktilkronen, bl.a.for besætningen på gården, så

det eri de færrestetilfælde, at derblivernogettil overstil arvingerne.

Ijordebogen fra 1718 karakteriseres tilstanden af gårdene i Mårum sogn

som:

God: 15 gårde, duelig: 7 gårde, temmelig: 4 gårdeogkun 1 gårdsomslet.

mankan konstatere,at i slutningen af 1600-tallet ogi begyndelsen af

1700-tallet gav »sort arbejde« de »fattige kulsviere« en mulighed for at

(17)

opretholdeenlevestandard,somikke svarede til de officiellevurderinger af

deres økonomiske formåen.

Myterog

virkelighed

Myterneomkulsvierne i Nordsjælland viste sig vednærmereundersøgelser

at liggemeget langt fra virkeligheden. Kulsvierne fandtes,menvarikke et fremmed,eksotisk mindretal itolandsbyer. Derimodvardeganskealmin¬

delige nordsjællandske skovbønder, dergennemsort arbejde med opfind¬

somhed formåede at skabesig en tålelig tilværelse trods fæstesystemetog elendige betingelser for landbrug.

Enkelteafmyterneom kulsvierne viste sig dogathave rodi virkelighe¬

den: Devildekapkørslerog den specielle opfattelse af ejendomsretten til

træi skoven. Men det er en helt andenhistorie.

1 L. P. Petersen 1915. 2 Aftenposten 1839. 3 Anders Uhrskov 1924. 4 Both 1868.

5 Jørgensen 1973. 6 Begtrup 1803-12. 7Sarauw 1832. 8 Dokumenter vedrørende Skov- ogjagtvæsnet 1703-86. GI. Frederiksborg-Cronborg Amt, Landsarkivet. 9 Søren FrandsenogErik A. Jarrum når frem tilsammekonklusion i deres artikel »Kulsvierbønderne i Grib Skov« ibogen»Kulsvierlandet« 1987.Debaserer deres konklusion påenenkelt listefra 1703-04overbetaltekulmileafgifter sammenholdt med »Jordebogen frasammeår«. Der fin¬

desingen jordebog frasamme år. KunJordebogen fra 1718,ogden kanikke anvendes tilen sammenligning, da udskiftningen af beboerne på såvel gårdesomhuse i de forløbne 14 årer overvældendestor. 10 Sjællandske Bispearkiv, Holbo Herredsbog fol. 56. 11 Om Tørve¬

moser ogKulbrænding 1779-1808. 12 TørvemoserogKulbrænding 1781-1808 6/6 1782.

Rentekammeret,Rigsarkivet. 13 Om Kulsvieriet 1763-1773,22/5 1772. Rigsarkivet, Rente¬

kammeret. 14 Kopibog for udgaaede Breve 1704-1707s. 33-34. GI.Frederiksborg Amt, Landsarkivet. 15 Sjællandske Bispearkiv, Holbo Herredsbog fol. 56, Landsarkivet.

16 Sjællandske Bispearkiv, Holbo Herredsbog fol. 56, Landsarkivet.

Bibliografi

Utryktekilder:

RIGSARKIVET:

Rentekammeret:

1669-1703:Hofjægermester Fr. Grams Kopibog.

1778-91:Oveijægermesterens Kopibog.

Tørvesager1806-48.

1779-1808: Om TørvemoserogKulbrænding.

1763-73: Om Kulsvieriet.

1805-14:Kulsager.

1701-34:Rapporteromulovlig Skovhugst.

1763-1809:Skovtyverieogandre Ulovlighederi Skovene.

1763-64:Hofjægermester C. F. Grams Kopibog.

Noter:

(18)

Amtsregnskaber:

Frederiksborg Amt 1661-64,1695-96,1701-02,1702-03,1703-04.

Friderichsborg, JægersprisogKøbenhavns Amter 1717-1787.

Cronborg Amt 1669-70,1682-83,1704-17.

Cronborg Amts Ryttergods District 1718-86.

Hoved-KrigsogPortions JordebogoverCronborgske Rytterdistrict. 1718.

Landgilde-JordebogoverCronborgske Districts Ryttergods 1733.

Hoved-krigsogPortions JordebogoverFriderichsborgske Regiments Ryttergods 1718.

Chr. V'smatrikel:

Sognene Esbønderup, Valby, Helsinge, Maarum, Alsønderup, Tikøb, Søborg, Græsted, Ram¬

løseogAnisseogTibirke.

Kommissionen af 7 Juni tilatundersøge hvad Aarsag kundeværetilatdepaa voresbeholdne GodsudiFridrichsborgogCronborgamterAarefter andet tilvoksenderestanceraf skatter¬

neogAfslaget udivoresintrader herefter saavit muligt forebygges.

LANDSARKIVET:

GI.FrederiksborgAmt:

1631-89/1701-02:Kopibøger for indkomne breve.

1692-93/1695-1800:RegistrantenoverKammercollegie Breve. 3 bd.

Particulære breve1700,1708,1711-21.

1701-04:Kopibøgerogudgaaedeogindkomne breve.

1704-07:Kopibog for udgaaede breveogerklæringer.

1711-13/1715-17:Koncepter.

1718-23:Kopibøger for udgåede breveogerklæringer.

Frederiksborg-CronborgAmt:

Breve.dokumenter vedr. Skov- ogJagtvæsnet1703-86.

Concepter 1711-13,1715-71.

Copiebog for udgaaede breveogerklæringer: 1721-21, 1721-23,1731-37, 1737-44,1745-51, 1751-62.

Particulære Breve 1727-30,1731-33, 1734,1753-56.

Hørsholm Amt:

Diverse dokumenter 1731-69.

Sjællandske bispearkiv:

HolboHerredsbog fol. 56.

Trykt litteratur:

Begtrup, G.: »BeskrivelseroverAgerdyrkningens Tilstand i Danmark. Bd. I-Il:Sjællandog Møen.« 1803-12.

Both,L.:»Kulsvierneogderesnærmesteomgivelser.«. 1868.

Boquist,Agneta: »DenDoldaEconomien.« 1978.

Campbell,Åke:»Kulturlandskabet. 1936.

Hoppe,Maria-Therese: »GulerødderogHønsefødder.Enbogombondenogbyen.«1985.

Hoppe, Maria-Therese: »Kulsvierne iNordsjælland. Magisterspeciale i Europæisk Etnologi

1987.«

Jessen, E. J.:»Samlinger til HirschholmAmtsbeskrivelse.«1754.

Junge, Joachim:»DenNordsjællandskeAlmues Characteer, Skikke, MeningerogSprog.« 1842.

Jørgensen, B.Stig: »Træskomageriet påSilkeborgegneni1800-tallet.« FolkogKultur 1973.

Figure

Updating...

References

Related subjects :