Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske

Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor

Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for

husstanden er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes Bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk

Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk

BLAAGAARD

1859 1959

SEMINARIUM

BLAAGAARD SEMINARIUM

1839

JUNI -

BLAAGAARD SEMINARIUM

100 ÅR

1859 • 15. JUNI • 1959

KØBENHAVN

J. D. QVIST & KOMP. BOGTRYKKERI . AKTIESELSKAB 1959

REDAKTION:

P

A

(dim. 1936) Sv.

K

(dim. 1954)

A

M

(dim. 1918)

O

N

(dim. 1927)

Alfred Mortensen (dim. 1918),

f. 1897, ansat ved Københavns skolevæsen 1920, skole­

inspektør 1949, forsk, pædagogiske arbejder, bl. a.

i københavnske dagblade samt Faglig Læsning.

BLAAGAARD FYLDER 100 ÅR

A ^t fortælle Blaagaard Seminariums 100 års historie på nogle få sider er en vovelig opgave at give sig i kast med. Tre menneskealdre, som man kalder det, tre generationer spænder den over. Årgang efter årgang er gået ud fra Blaagaard med det eksamensbevis, der gav adgang til at undervise i den danske folkeskole. Hundreder og atter hundreder af mænd, nu til sidst også kvinder, har med nogle år af deres ungdom hver for sig ydet deres bidrag til den hundredårige historie. Man må se for sig en hel lille hær på march gennem tiden, langt de fleste anonyme, og dog er historien i egentligste forstand deres. Alene deres navne og de dertil knyttede korte personalhistoriske meddelelser fylder adskillige sider i dette skrift. Nogle hundrede lærere ved seminariet har deres store andel i begivenhedernes forløb. For en del af dem blev det måske endda deres livsopgave, for andre kun en kortere eller længere episode.

I den oversigt, historien her må forenkles til, falder det mest naturligt og over­

skueligt i et kapitel til hver at dele de tre menneskealdre mellem de tre forstandere, der på et eneste år nær, det allersidste, har delt århundredet imellem sig: Dynastiet Tang, far og søn, og Valdemar Jørgensen. En væsentlig del af skildringen, ikke bare som overskrift for hver sit kapitel, må tilkomme dem - i spidsen for et privat semina­

riums hundredvis af lærere og de mere end fire tusinde meniges fremrykning ad skiftende seminarie- og skoleloves banede veje.

Stort set, på årenes afstand, domineres så godt som hele første halvdel af seklet af grundlæggerens, Jeppe Tangs, skikkelse. En virkelig dominerende skikkelse tør man nok kalde ham, på godt og ondt, en fuldgyldig repræsentant for det private, specielt grundtvigske initiativ, kastende sin skygge efter sig - over sønnen, Niels Tang, der næppe nåede ud over dette, netop kun at være sønnen, der med sit kortere tilmålte kapitel trofast fortsatte det arbejde, han punktligt og samvittighedsfuldt allerede havde udført i mange år under faderens varetægt.

Enhver seminarist har fået at vide, tit måske med et ironisk tonefald, at semina­

rium er latin og betyder »planteskole«, afledt af s-e-m-e-n, frø, sæd, og beslægtet med s-e-r-o, jeg sår. I billedtale, som Jeppe Tang yndede, må »spirerne« i hans

»planteskole« være de første elever, hvoraf en nåede at blive verdensberømt, »gart ­

nerne« de første, »duelige« lærere, og »overgartneren« kan han selv være. Og når

der nu skal fortælles om, hvad Jeppe Tang såede i 1859, er det nødvendigt først at

sige lidt om grobunden, det man for hundrede år siden kaldte den ny seminarielov, og som man nu ville kalde en rammelov. Loven var forudsætningen for oprettelsen af private seminarier. Det tilkom seminarierne at udfylde rammerne og skabe indholdet.

Forslag til denne lov blev først fremsat af C. C. Hall, kort efter at han i december 1854 var blevet kultusminister, og i forbindelse med Blaagaard Seminariums oprin­

delse har det størst interesse, at der bl. a. var forslag om, at privatister ikke længere behøvede indstille sig til eksamen på et af de bestående statsseminarier, men skulle kunne tage skolelærereksamen i København.

Et nedsat udvalg fremkom med forskellige ændringer, navnlig, at kursus skulle være 3-årigt, og at eksamen ikke absolut skulle afholdes i København, men på steder,

Jeppe Tang.

hvor forholdene gjorde det ønskeligt. Derefter fremsatte ministeren sit endelige forslag i samlingen 1856-57. Under debatten havde Grundtvig vist sig som en af forslagets ivrigste modstandere. Han kritiserede det stærkt, fordi det kun angav rammerne, men ikke udtalte sig meget om indholdet i seminariernes fremtidige virke, med hans ord: kun tog sigte på det udvortes. Grundtvig erklærede rent ud semina ­ rierne for et onde og angreb dem, sammen med mænd som Tscherning og Fr. Frølund (der selv var udgået fra Jonstrup), for at være »uheldige statsfabrikker« og for at opfostre lærerne udi »indbildskhed, lavsånd og pedanteri«. De krævede en selvstændig eksamenskommission for de privat forberedte seminarister, fordi de mente, privat­

isterne hidtil havde opnået så dårlige resultater ved deres eksamen fra seminarierne på grund af den uvilje, der var blevet vist dem der.

Det var Monrad, der fik forslaget gennemført, idet han samtidig forsvarede stats ­

seminarierne og dog viste oppositionen imødekommenhed. Loven blev vedtaget af

Folketinget og uforandret af Landstinget og udkom 15. februar som »Lov om Lønnin­

ger for de ved Skolelærerseminarierne ansatte Forstandere og Lærere, om Undervis­

ningen ved disse samt om en ny Skolelærereksamen«. Efter den behøvede privatister ikke indstille sig ved de kongelige skolelærerseminarier, men kunne underkaste sig

»Ny Skolelærereksamen«, afholdt vekslende i København (1857), Aalborg, Odense og Aarhus (1860). Denne eksamen varede omtrent tre uger, og opholdet på et fremmed sted var besværligt og dyrt for privatisterne. Tang opnåede snart gennem Monrad, der vist ikke kunne stå for denne gæve vestjyde, eksamensret for sine elever på selve seminariet, hvor eksamen første gang fandt sted i juni 1863.

Loven rummede den vigtige nye bestemmelse, at undervisningen på et privat­

eller statsseminarium skulle strække sig over tre år, og hvert seminarium skulle have tre etårige klasser. De to første år skulle give eleverne almindelige kundskaber og færdigheder, det sidste år skulle der tages mere hensyn til deres senere stilling som lærere i den danske folkeskole. Eleverne skulle ved optagelsen være fyldt 17 år, men der kunne gives dispensation til fyldt 15 år.

Blaagaard blev det første privatseminarium i lovens kølvand. Derefter fulgte de to københavnske kvindeseminarier, Zahle 1860 og Femmer 1861. Gedved Semina ­ rium blev oprettet i 1862.

Hvem var så denne Tang, der grundlagde landets ældste privatseminarium?

Jeppe Tang Andersen Tang - så aflangt blev han døbt, som om han skulle gælde for tre. En vestjysk bondesøn, født i Staby ved Ringkøbing 8. december 1828. Det var gået så stærkt tilbage for den oprindeligt velhavende familie, at faderen måtte forlade gården og Jeppe sendes ud at tjene som vogterdreng, 7 år gammel. Han gennemløb alle grader fra gåse- og fårehyrde til røgter af køer og stude. 12 år gammel blev han bihjælper hos sin fødebys skolelærer.

Efter konfirmationen blev han uddannet til engvandingsmester, og det var han hver sommer til sit tyvende år. Om vinteren var han omgangslærer og passede tre biskoler i Torsted sogn, men supplerede indtægten ved fårehandel.

Han kom på Ranum Seminarium, hvor Ludvig Chr. Muller var forstander, en kendt grundtvigianer og mester i »det levende ord«, og blev hans yndlingselev. Blandt seminariekammeraterne var den senere kendte venstrepolitiker, Christen Berg, der også var vestjyde af gammel anset bondeslægt og med lignende udvikling som hyrde ­ dreng og biskolelærer. De to kammerater hørte fra deres seminarietid med liv og sjæl til det grundtvigske nationale Venstre og var oppe til lærereksamen i 1850, mens slaget ved Isted stod. Uden at forsømme timerne red Tang ud som huslærer, og han ville have klaret eksamen med udmærkelse, hvis han ikke havde fået »tg« i sang.

Et par elever var med i krigen, og Jeppe Tang drog efter overstået eksamen til Køben ­ havn og meldte sig som frivillig, men nåede ikke i kamp før fredsslutningen.

Fra 1850 blev så den grundtvigsk- og særprægede vestjyde københavner - efter

et mislykket forsøg på at oprette en folkehøjskole på Bjørnsholm ved Ranum, hvor

han havde »redet ud« som huslærer. Han fulgte forelæsninger på universitetet, især

N. M. Petersens over dansk sprog og litteratur og Fr. Langes over pædagogiske

emner. Han opnåede personlig kontakt med den af Søren Kierkegaard stærkt påvir­

kede (men ikke anerkendte, hvad vist overhovedet ingen blev) filosof Rasmus Nielsen og - Grundtvig.

Et stykke tid var Tang lærer, væsentlig i historie, ved De christianshavnske Drengeskoler, til 1856. Men allerede da havde Grundtvig opdaget sin unge jyske tilhængers foretagsomhed og forretningstalent og benyttede ham i sommeren 1855 som mellemmand ved købet af Marielyst lige nord for byen (i den nuværende Haraidsgade). Det var jo Grundtvigs og alle grundtvigianeres drøm, at højskole - tanken også skulle slå rod i og erobre hovedstaden, og her åbnedes den 3. november 1856 »Grundtvigs Højskole paa Marielyst« med program-sangen:

Hvad solskin er for det sorte muld er sand oplysning for muldets frænde, -

og med cand. theol. C. J. Brandt som forstander, Jeppe Tang og Morten Eskesen som lærere. Tang fik bolig ovenpå, men trådte tilbage tre år efter, da han startede sin egen grundtvigske virksomhed og seminariet i forbindelse med den. Grundtvigs egen højskole på Marielyst slog aldrig rigtig rødder i stenbroen. I højere grad lykkedes det for Jeppe Tang at omplante de grundtvigske tanker til den store by, på Nørrebro og senere også gennem sin højskolevirksomhed på Emdrupborg, endnu et lille stykke længere nord på. Ganske vist var det mange år frem, helt til sønnens tid, væsentlig bøndersønner, der forberedte sig til lærergerningen på det københavnske seminarium.

Der var i de tider øget brug for lærere. Bedre pensionsforhold for lærerne bevir­

kede tidligere afgang af mange lærere efter 1860, og nye andenlærer- og biskole ­ embeder blev oprettet. Tang var altså den første, der greb chancen.

Den 15. juni 1859 oprettede han en »fri folkelig Læreanstalt for vordende Lærere«

i et lejet lokale, Blaagaardsgade 14, 2. sal. Han begyndte yderst beskedent med to elever, tre måneder efter meldte sig endnu to, og på det ny seminariums etårsdag var der atten elever og ikke længere plads i lejligheden. Tang flyttede med dem over i et étetages hus, Blaagaardsgade nr. 17. Men også det blev for småt. Elevtallet var i løbet af tre år steget til 86.

Jeppe Tang forstod sig på handel med jord og bygninger, og lige ved siden af var der en stor, ubebygget grund, som han i rette tid nåede at købe særdeles fordel ­ agtigt. Her opførte han sin egen seminariebygning i fire etager, der blev indviet den 16. august 1863. Det var først fra det tidspunkt, hans virksomhed fik navn af Blaa- gaards Seminarium og gennem årene bevarede det skiftevis med og uden ejefalds-»s«.

Bygningen ligger endnu i gården, Blaagaardsgade nr. 15, og minder om en fjern fortid, da den husede Tangs omfattende virksomhed. Det er længe siden, der var seminarium. I mange år efter at Tang igen havde forladt stedet, residerede »Aften­

bladet« der. Men den gamle eftermiddagsavis er nu i 1959 gået ind og hører dermed også fortiden til.

I 1863 var det levende nutid, håbefuld ungdom.

Som den grundige historiker, han var, gik Hartvig Frisch, før han i sin egenskab

af undervisningsminister skulle holde festtale ved Blaagaards 90-års dag i 1949, ud i

Blaagaardsgade 15 for at lede fra kælder til kvist i trykkeriet efter »Jeppe Tangs ånd«

og få inspiration til skildringen af det svundne liv, der engang, men ak, forlængst ej mere, har udfoldet sig der. Han fandt, som han sagde: uden at forklejne Aftenbladet, intet spor af den ånd, han søgte. Den fandt han derimod i festskriftet fra 1934 i

»en artikel af Jørgen Banke, der er så dyb og sand og menneskelig - og tillige grin­

agtig, at det er det smukkeste minde, nogen lærer kan ønske sat over sig.« Til denne artikel skal der derfor henvises her i festskriftet fra 1959. Hartvig Frisch lægger ved siden deraf Henrik Cavlings skildring fra dengang, han var Blågårdianer, og genfinder i den »i mange fine småtræk den samme menneskelighed hos denne originale lærer-

Blaagaardsgade nr. 15.

personlighed, og man forstår, hvorfor Blaagaard Seminarium har kunnet blive til ud af en eneste mands begejstring og arbejde.«

Netop fordi Hartvig Frisch var en så intuitivt psykologisk opfattende historiker, og fordi hans eget syn på sammenblandingen af læreruddannelse og privat forretning (der vel i hovedsagen er nutidens almindelige) er så helt anderledes, end den var hos 1860-ernes grundtvigianere, vil det være af stor vægt at læse hans anerkendende ord om Jeppe Tang: --- »er der noget, der kan begrunde en ordning med oprettelsen af private lærerskoler, så er det en personlighed som Jeppe Tangs med alle hans særheder og også småfejl, men bred, favnende og i ordets sandeste mening original, der ikke her skal betyde »en original«, men en personlighed, der selv er »origo«, d. v. s. ophav til noget, selv skabende og formende og ikke trukket ud af næsen på alle andre.«

Men tilknytningen til Grundtvig er umiskendelig, og i mangt og meget er det »den

store gamle«, der er »origo«, og det var de grundtvigske skoletanker, Jeppe Tang på

sit seminarium så inderligt og hjerteligt ønskede at præge den ny lærerslægt med.

Man genkender de drøje grundtvigske vendinger i Jeppe Tangs ordvalg. Han kunne lige så lidt som sin lærermester holde igen, men overmættede som han sin stil med kraftudtryk, hvoraf der kunne laves en hel grundtvigsk ordbog. Han har sikkert kunnet den mest udbredte udgave af Grundtvigs Sakse, 2. udgave fra 1855, udenad,

»by heart«, som det så træffende hedder på engelsk, ligesom sønnen Niels kunne Mikkelsens sproglære.

Grundtvig og -ianismen i hans kølvand var jo på én gang et barn af og en reaktion (som det vel ofte er hændt) mod fædrenes forrige århundrede, det følsomme attende, også kaldet oplysningens. Hvad er objektivt, og hvad er subjektivt om sådan noget? Der skal lidt forsigtighed til, når man med sin egen tids ordforråd og ordenes tidsprægede betydning skal hamle op med den grundtvigske ordbog og skildre dens brugere på så følelsesbefængte områder som grundtvigianisme og pædagogik, når disse tvende felter griber ind i hinanden eller som hos Jeppe Tang endda går op i en højere enhed - en kaotisk enhed tør man næsten sige - og ved denne komplementære sammenstilling undskylde og trøste sig med, at Niels Bohr endnu ikke var født, den ­ gang Blaagaard rejstes som seminarium på forstadsmarken, og Tang håndterede sine grundtvigsk-pædagogiske begreber for første gang i egen bygning: 5 læsesale og 60 elevværelser foruden privatbolig til forstanderen, enkelte lærere »og andre«, som det kunne være sjov at finde i Vejviseren fra dengang, hvis de ellers var »standspersoner«

og står der.

Jeppe Tang var en stor optimist og havde begyndt sit foretagende uden større pengemidler. Under den ny bygnings opførsel og indretning var han på jagt efter penge og fik den idé at gå til minister Monrad for at opnå et lån på 10.000 kr. af Sorø Akademis dengang endnu rige midler. Da ministeren havde hørt Tang fortælle om sin bygnings- og arbejdsplan og sine knebne pengeforhold, skal han have sagt:

»Nu har jeg truffet mange fantaster, men aldrig så stor en fantast, som De er.«

Audiensen var forbi.

Af gode grunde kunne Monrad ikke dengang have nogen anelse om den dom, en eller anden historiker har fældet over ham som Danmarks største og mest tragiske fantast. De tragiske begivenheder omkring 1864 lå endnu bag fremtidens slør, og det var ingenlunde nederlagsstemning, der opfyldte Tang, som jo næsten var veteran fra den sejrrige treårskrig, ejheller hans venner fra den grundtvigske kreds, deriblandt den senere så navnkundige Chr. Berg, og da det kom til stykket heller ikke tragediens hovedperson, Monrad, der nogen tid efter audiensen endnu engang viste, at han ikke kunne stå for den gæve vestjyde ved uopfordret at skikke bud om, at nu var de 10.000 kr. disponible.

Det var en lys fremtid i Helstatens hovedstad, med øget brug for unge, begejstrede

lærere, lysseeren Tang indrettede sig på i sit ny, smukke seminarium på Blågårds

jorder. Om lystslottet Blågård, hvor Struensee foldede sig ud, og hvor det første

statsseminarium var indrettet, til det på grund af krigsbegivenhederne i 1807 flyttede

til Jonstrup, minder nu kun et gadenavn, Slotsgade. Men som Blaagaard Seminariums

festdigter, københavneren Ejner Mortensen, dimitteret 1914, siger i den sang, der oftest er sunget ved festlige lejligheder:

» --- en hær af sønner i skolens verden er værn og vidne om Blaagaards navn.«

Jeppe Tang kunne ikke klage over manglende bevågenhed fra allerhøjeste sted.

Enkedronning Caroline Amalie viste hans seminarium den samme interesse som den, hvormed hun altid fulgte Grundtvig og hans venner - alle mestre i »det levende ord«, nogle med faren for rutinen deri, det manierede, med udløbere helt ud i det parodiske, men med det ærlige og ædle formål at vække fædrelandets unge sønner til dåd og med en vældig indflydelse på ungdommen, ikke mindst efter nederlaget, da det lød: Hvad udad tabtes, skal indad vindes. Allerede i det lave hus, Blågårdsgade 17, aflagde Christian den Ottendes enke interesseret besøg.

Der var også politisk interesse omkring Tangs virksomhed. Ved anden behandling af finansloven i 1862 udtalte Høgsbro:

»Det er blevet oplyst for mig, at der findes her i Byen et privat Institut, hvor der, skønt det kun er et Par Aar siden, det oprettedes, allerede findes 83 Elever, og af dem have 64 bestemt sig til at være Lærere. De ere komne fra alle Dele af Landet, nemlig 28 fra Nørrejylland, 26 fra Sjælland, 12 fra Sønderjylland, 8 fra Fyn og de øvrige fra de andre Øer, og de ere af forskellig Stand: 57 ere Bøndersønner, 11 Skole­

lærersønner, 8 Borgersønner og Resten af andre Stænder.«

Om dette »Nørrebros Friseminarium«, derefter »Blaagaards Friseminarium« og endeligt Blaagaard Seminarium oplyste Winther ved første behandling af finansloven

1864, at det »begyndte i 1859 med et ringe Antal, som gradvis er vokset, indtil det i sidste Vinter naaede 180, der er ikke saa lidt over det dobbelte af det Antal, som, saa vidt jeg ved, Statsseminarierne i Gjennemsnit have«. Og videre: »Seminariet paa Nørrebro har i Begyndelsen af forrige Aar skaffet sig sin egen Grund til en Værdi af omtrent 20.000 Rd., og det vil til næste Aar blive udvidet omtrent til det dobbelte.

Saaledes er det gaaet frem, uagtet Regeringen ikke paa nogen Maade har støttet det.

I de første Aar maatte dets Elever tage Eksamen i Aalborg, Aarhus, eller hvor nu den private Skolelærereksamen blev afholdt. Først i 1863 blev det indrømmet, at Eksamen kunde afholdes paa selve Stedet.«

Det var for en særlig kommission, denne eksamen skulle afholdes, men det var dog en fordel for eleverne at være på gerningsstedet og ligeledes for lærerne at få resultatet af deres undervisning lokalt bedømt. Staben bestod i 1860 af forstanderen og »otte duelige lærere«, nemlig: Eks. polyt. L. Bie, stud, polyt. L. Bruhn, stud. med.

J. G. Ditlevsen (hvis to sønner senere blev naturhistorielærere ved seminariet), cand.

theol. L. T. Gjerløff, musiklærer J. Glæser, cand. mag. Jessen, dr. phil. E. M. Lenman og pastor Olsen.

Det var altså »gartnerne« i Tangs »planteskole«. Til moralsk støtte og en slags

garanti over for offentligheden fik han dannet en komité bestående af proprietær

Fleicher (senere afløst af professor Fr. Hammerich), etatsråd dr. Floor og professor

G. Stephens. Og det program, man trådte frem for offentligheden med, blev i korthed angivet således: dels skulle der gives de unge mennesker, som ville uddanne sig til skolelærere, lejlighed til på en jævn og folkelig, grundig og samvittighedsfuld måde at forskaffe sig den dannelse og de kundskaber og færdigheder, sc.n gør dem til dannede og duelige lærere, og som fordres til at bestå den anordnede skolelærer ­ eksamen, og dels at give andre unge mennesker ønskelig lejlighed til at erhverve sig en sådan almindelig og folkelig dannelse, som de kan have nytte og glæde af i en hvilken som helst livsstilling.

For de unge mænd, der ikke skulle være lærere, men bare ville erhverve sig almindelig uddannelse, opstod efterhånden en afdeling, som senere kaldtes »Folke­

højskolen paa Blaa ;aard«. Men det er selve »planteskolen«s første »spirer«, der ikke mindst ved 100-år^ mindet har den største interesse.

Det hed ganske vist i loven, at seminarieelever kunne optages ved dispensation allerede efter det fyldte 15. år, men selv om der blandt de første elever var enkelte meget unge, var der dog også en del, der meldte sig i en moden alder og havde oplevet ikke så lidt af livet, før de bestemte sig til at læse til lærer. For nogles ved­

kommende har man nu kun navnet og enkelte usikre data. Det gælder f. eks. køben ­ havneren Arctander, der på sin militære uddannelse havde været lærer nogle år, inden han som 31-årig dimitteredes fra Blaagaard 1863, det første år eksamen afholdtes på selve seminariet. Derefter deltog han i krigen 1864 som sergent, udvan ­ drede til U.S.A. og nåede samme år at deltage som sergent i Nordstaternes hær under borgerkrigen. Han døde i 1880, vistnok som postfuldmægtig i Washington.

Man har navn og delvis kendskab til senere livsskæbne for nogle få dimittender før 1863, men for at blive ved denne første årgang ved selve Blaagaard kan nævnes:

Sønderjyden Hans Jørgen Hansen-Sir, der som 20-årig blev lærer i Sir og forblev der i 50 år indtil sin afsked i 1913. Han virkede ivrigt for sygekasse, skyttesag, fjer­

kræavl og plantning og var 1881-90 folketingsmand for Holstebro-kredsen.

Niels Jakob Larsen fra Lumbsås tog eksamen som 18-årig og var altså kun 15 år, da han kom på Blaagaard i 1860. Han blev cand. jur. i 1870. Han var lærer ved Blaagaard Seminarium og ved Emdrupborg Højskole, hvortil Jeppe Tang flyttede den del af sin virksomhed, der havde almindelig folkelig uddannelse til formål. Han var medstifter og redaktør af Morgenbladet 1873-81 og i mange år direktør for Østifter ­ nes Brandforsikring for Landbygninger, revisor i Den sjællandske Bondestands Spare ­ kasse, censor ved de juridiske eksaminer, folketingsmand for Stubbekøbing-kredsen 1881-1903 og i flere år endog formand for finansudvalget. Han havde talrige andre tillidshverv og døde som en højt agtet mand i København 1928. Han var således en af de ikke så få, der blev noget andet, end han formentlig drømte om, da han meldte sig på Blaagaard.

Jørgen Pedersen var husmandssøn fra Nørre Lyndelse på Fyn, hvor Danmarks

store komponist, Carl Nielsen, ligeledes blev født - to år efter at hans bysbarn forlod

Blaagaard som »almueskolelærer« på 22 år. Der var åbenbart krummer i dem fra

Nørre Lyndelse. Jørgen Pedersen drev det i hvert fald så vidt, at han efter nogle års

virksomhed som højskolelærer blev redaktør af Fyns Tidende 1873-1902, folketings ­ mand for Odense amts 3. kreds 1876-86, medlem af Landstinget 1886-1920, de sidste otte år som 2. viceformand. Han var en af Venstres førere og havde betydelig andel i grundlovssagens gennemførelse 1912-15.

Søren Hansen Salling kom fra egnen syd for Kongeåen og virkede som højskole­

mand nord for åen i mange år, efter at den kom til at danne grænse. Han var udgiver af et af sin tids mest kendte skrivesystemer.

Nis Vissing fra Skanderup ved Kolding var lærer på Horsensegnen til 1904 og døde i Roskilde 1930, næsten 90 år gammel. Som han gik de fleste ud til »et jævnt og muntert, virksomt liv« i den danske folkeskole, ivrige for fremskridt i deres egn efter parolen: Hvad udad tabtes, skal indad vindes.

Fra den følgende årgang i krigsåret 1864 kan også nævnes eksempler på unge, dygtige mænd, som den utvivlsomt begejstrende Jeppe Tang, endnu selv ung, vel har givet et skub frem og et ord med på vejen, der for de fleste naturligvis blev skole ­ vejen.

Det virker vemodigt at se navnet Chresten Schou: dimitteret 32 år gammel, død 36 år gammel, efter at han året før havde taget udvidet lærereksamen på Monrads Kursus, se det på listen ved siden af en klassekammerat som Niels Valdemar Schøsler, der var født i Ærøskøbing, blev lærer, kordegn, klokker og graver i Ærøskøbing og døde i samme lille hyggelige by i 1915.

Skæbnen bliver jo forskelligt tilmålt. En vestjyde fra samme hold, Ole Skov, var lærer til 1885, slog sig derefter ned som smørgrosserer i København og døde på Frederiksberg i 1929, 88 år gammel.

Den forunderligste skæbne blev tildelt en nittenårig malersvend, der meldte sig hos Jeppe Tang i 1861 og tog lærereksamen fra Blaagaard i 1864. Emil Christian Hansen kom fra et fattigmandshjem i Ribe. Han blev malersvend hos sin far og begyndte på et omflakkende liv som faderens. Han forsøgte sig som kunstner og var et stykke tid huslærer for at få ro og råd til at læse til rigtig lærer. Det blev han også, og han var 1879-80 lærer i zoologi på Blaagaard. Han blev en verdensberømt gærings ­ fysiolog og måske den videnskabsmand, der har betydet mest for dansk industri. Hans monument står i fødebyen Ribe og foran Carlsbergs laboratorium. Det står ganske vist ikke foran Blaagaard - så skulle der også være flyttet en del rundt med det - men det ville være passende ved Blaagaards 100-års jubilæum at sætte ham et minde i artikelrækken om dem, der »blev noget andet«. Han er dog en af Blaagaards sønner, en af de første, men hans virke var så omfattende, hans betydning så stor, at der ikke her i den historiske oversigt kan gøres andet end vise hans plads i rækken blandt de tusinder, der gik ud fra Blaagaard. (Se endvidere artiklen side 77-78).

Fra hans klasse udgik også bornholmeren Viggo Wulff, senere translatør i

engelsk, lærer i Næstved, død 1916, og en lærersøn fra Kvandløse, Andreas Peter

Bentsen, først udlært tømrer. Han blev en kendt højskolemand, i Vallekilde fra 1868,

og der var han fra 1877 leder af den tilknyttede håndværker-fagskole til 1907. Han

døde i Vallekilde 1914.

Der kunne fra de følgende mange årgange fra Jeppe Tangs tid opstilles en anselig række af fremragende elever. Der er adskillige kendte skolemænd, udgivere af skole­

bøger, forfattere, politikere, foregangsmænd i biavl og havebrug, om det så er land ­ brug, journalister, redaktører, højskolemænd, også forstandere, videnskabsmænd, præster. En del vendte tilbage til deres gamle seminarium og blev lærere der.

Enevold Sørensen, der dimitteredes i 1869, blev som medlem af den første Venstre-regering indenrigsminister 1901, og som kultusminister fra 1905 til 1909 havde han blandt alle landets seminarier også sit eget gamle under sit domæne.

Tangs mangesidede skolevirksomhed, der kulminerede med i alt 217 elever i 1865, omfattede en tid også et kursus til studentereksamen, og en drengeskole benyttedes samtidig som øvelsesskole for seminaristerne. Her gik bl. a. sønnerne Uffe og Niels, så »kronprinsen«, Niels Tang, var allerede fra barnsben fortrolig med sin fars virke og kom i meget ung alder ind i dets forskellige grene.

På Rigsdagen var seminariespørgsmålet til debat tresserne igennem. Striden stod stadig mellem tilhængere af statsdrift og forkæmpere for den private virksomhed, der ofte fremhævede Blaagaard som en særlig blomstrende anstalt. Det kraftigste angreb mod Blaagaard kom fra professor Steen og affødte en energisk protest fra seminariets lærerstab, der talte en hel del betydende mænd. Resultatet af den aflange debat blev Loven af 1867 om oprettelsen af en eksamenskommission for alle seminarier (eksamen første gang i 1869), og et enkelt statsseminarium blev nedlagt.

Jeppe Tang var en ivrig deltager i tidens »struktur-debat« om folkeskolen og forfægtede fyrigt sine friskolesynspunkter. Han var i mange år taler ved »Sjællands Stifts Skolemøder«, og deltog stærkt i politik. 1877 valgtes han efter I. A. Hansens død i Svendborgkredsen og genvalgtes uafbrudt, til han ved valget i 1892 undlod at stille sig. 1898 blev han udnævnt til justitsråd, hvad han vist selv tog fra den humoristiske side.

Hartvig Frisch har med ærefrygt omtalt den tids »originaler« imellem Blaagaards lærere, »de vitaminer, de tilførte undervisningen på deres sære facon«. Han sagde, at den anselige række af lærere fra Jeppe Tangs tid og fremefter giver »bedre end noget andet indtryk af, hvilken belæring og åndelig påvirkning de unge seminarister på Blaagaard har mødt. Der findes lærestole på universitetet, der er mindre vel bestykket.«

Foredrag, underholdning, fri diskussion og en seminarieforening skulle i Tangs

ånd hjælpe eleverne til »ikke at kvæles i eksamens-trædemøllen.« De levede der i

Blågårdsgade i deres egen lille verden, og en af lærerne, Ernst Trier, siger rosende,

at der var »mange, som slet ikke lode sig smitte af Københavnerlivet« . Det var gennem ­

gående sunde, stærke bønder (»manden fra ploven«), der kunne trives på smalkost

under fru Tangs pleje og holde til slid med bøger, fordi de havde lyst til bogen, og

til nattevågen ved eksamenstid. Seminariet var som en hyggelig regens, hvor eleverne

spiste og sov og uden for undervisningstiden snakkede gemytligt fortroligt med den

sokratiske, elskede gamle lærer, landinspektør Andersen. På Tangs fødselsdag gik de

i flok og følge til chokoladegilde på hans højskole på Emdrupborg.

I københavnerlivet har man vel til gengæld, måske med en snært af akademisk hovmod, dannet sig et billede af disse »halvstuderede røvere« i deres lille begrænsede Nørrebro-verden, som betegnedes med det nedsættende »seminarisme.« Drachmann bruger udtrykket i »Forskrevet« (han havde stået på Blaagaards talerstol), og Henrik Pontoppidan siger i en af sine fortællinger fra 1899: »Lad os ikke skabe os! Der er ingenting, jeg afskyer som Seminarisme ... Er det ikke, som om jeg lige var sluppen ud fra Blaagaard.«

Bedst i litteraturen er livet på Blaagaard i Jeppe Tangs dage skildret af en elev, der tog lærereksamen fra seminariet i 1881, men må nævnes som en af dem, der

»blev noget andet.« Det er Henrik Cawling, udgiver og redaktør af Politiken fra 1904

Bygningen Blaagaardsgade 15, som Jeppe Tang lod opføre, og som husede seminariet til 1904.

til 1927. I sin bog »Efter Redaktionens Slutning« har han et helt kapitel om Blaa ­ gaard, der skal refereres og delvis citeres her:

Indledningsvis fortæller han om tiden sidst i halvfjerdserne, at der gik en frisk bevægelse gennem befolkningen, og det var en lykke for datidens unge, at der ikke fandtes nogen virkelig modsætning mellem idealitet og politik. »Venstre, som fore ­ løbigt også omfattede arbejderne, blev ledet af højtbegavede førere, der samlede om sig ikke blot befolkningen i al almindelighed, men mænd af videnskab, af kunst og litteratur.« I provisorietidens kamp voksede frisindet - »Det var dage for en ung mand!«

Provsten på Frederiksberg rådede den unge Cawling til at læse til lærer. »Det kunne ikke skade, tænkte jeg, og en dag befandt jeg mig som elev på Blaagaard.«

Forstanderen kalder han en af de mest omtalte skolemænd her i landet, ganske vist i tresserne, og det har vel nok været hans bedste år. Han beskriver ham således:

»Tang var en mand af indtagende ydre, en fast, velproportioneret figur, et kønt,

stillestående, troskyldigt ansigt, skæg som Frederik den Syvende, livlige øjne og en

satirisk mund. Han var omhyggeligt bypåklædt, men på hovedet bar han den bløde grundtvigianske hat, af omfang som en lille paraply.

Det behagelige indtryk, Tang gjorde i sit ydre, tabte sig dog noget, når han talte.

Hans sprog var ravjysk og med så mange løjerlige bilyde, at man fik vand i øjnene.

Stod han på talerstolen, kunne han brøle som en løve og pibe som en mus. Sagde han noget morsomt, lo han selv deraf, så huset rystede, og ville han i sit foredrag pointere et eller andet, slog hans stemme umotiveret over i en tone, der var ligeså modsat fuglekvidder som en port, der går på rustne hængsler. Det lyder sælsomt og helt utroligt, men det er sandt, at han med disse virkemidler tog enhver folkelig forsamling med storm.

Hvem, der nøje kendte Tang, opfattede ham som en ganske nøgtern, energisk, dygtig og praktisk mand, der draperede sig med ord. Som leder af en skole, hvor undervisningen afsluttedes med statseksamen, var det en nødvendighed, at det »fri folkelige« slumrede på rette tid og sted. Den tone, der betegnes som højskoletonen, var han ene om at repræsentere i seminariet. De yngre lærere var dygtige magistre, mellem de ældre fandtes fremragende mænd som professor L. Lorenz, dr. E. Jessen, dr. Winkel Horn, landinspektør C. Andersen o. fl. Den frihed, hvorom der taltes, tog nærmest sigte på eleverne, der boede i Blaagaards mange små værelser og kunne komme til timerne, i fald det passede dem; udeblev de, gjordes ingen bemærkning derom. De kunne møde forberedte og uforberedte efter eget ønske, og de indstillede sig til eksamen, når de havde lyst.«

Af landinspektør Andersen, der underviste i regning og historie, giver Cawling følgende karakteristik:

»Han var af udseende en gammel tør knast, en åbenlys protest mod alt folkeligt.

I timerne terpede han lektierne igennem efter de bedste klassiske forbilleder, men når timerne var forbi, tændte han sin lange pibe og gav offentlig audiens på hovedtrappen.

Eleverne samlede sig om ham og dampede omkap med ham, alt mens en diskussion om dagens spørgsmål kom i gang. Når han stod på trappen, talende med den lange pibe som pegepind, og når denne under svingningerne mistede lidt røg igennem mundspidsen, lignede han en fakir. Vel satte han ikke stærke følelser i bevægelse, men i sine samtaler lærte han eleverne at drage slutninger og tvang dem til at tænke.

Når skumringen faldt på, og gasblusset forskønnede ham, var han Sokrates i søjlegangen.«

Endnu to lærere skildres af Cawling:

»Den mest berømte af lærerne på Blaagaard var vel nok professor L. Lorenz. Han havde netop ydet et betydeligt bidrag til elektroteknikkens udvikling og havde opnået verdensomtale på den internationale elektriske udstilling i Paris. Det var en nydelse blot at se denne lærde foran tavlen med et stykke kridt i hånden, men altfor ofte hændte det desværre, at han fordybede sig i beregninger, som hans elever ikke mag ­ tede, men som vel gav dem en forestilling om videnskabens storhed.

Ingen af seminariets lærere var dog elsket og beundret som dr. E. Jessen, den

bekendte sprogforsker, der underviste i dansk og litteratur. Han var af ydre en skik-

kelse, man straks bemærkede, af vækst lille, iført en gammel rummelig overfrakke, på fødderne et par svære støvler og på hovedet en fedtet hat. Når han kom ind i klassen og strøg det lange, hvide hår tilbage over den kloge pande, befandt eleverne sig øjeblikkelig under hans herredømme. Han talte, som han skrev, i korte, let henkastede sætninger, hvori der idelig glimtede et guldkorn. Han var i sin lærergerning klar, stejl og bidende og af en respektløshed, der ramte noget beslægtet i de unges sind. Af menneskelige grunde måtte man også nære ærbødighed for denne mand, der ikke søgte embede, men foretrak uafhængigheden som timelærer og et lille værelse i Møllegade. Hans timer var de eneste, jeg regelmæssigt fulgte på Blaagaard; hver eneste af dem var en fest.«

Cawling giver fornøjelige skildringer af kammeratlivet og lørdagaftener med foredrag eller oplæsning i Blaagaards Samfund. Under hans formandsskab besøgte Drachmann seminariet og forandrede en af modstanderne planlagt bøh-demonstration til en ærbødig blotten af hovederne ved sin imponerende fremtoning. Tangs fødsels­

dagsfest på højskolen, Frederik den Fjerdes gamle slot i Emdrup, er malende skildret.

Der sad gerne rundt om talerstolen en del rigsdagsmænd, den omtalte aften specielt Tangs tro ven, Chr. Berg, Jens Busk, Hørup og Pingel. Tang fik foræringer og takkede »med jævne ord, der klædte ham.« Først ud ad natten sluttede festen, og seminaristerne drog arm i arm syngende ind over fælleden og nåede netop ved lukketid

»Kaffe-Hansen« på hjørnet af Blågårds- og Baggesensgade, hvor samtalen udviklede sig til støjende diskussion. »Det var i hine stormomsuste år, da også de, der ellers holder sig tilbage, kastede sig ind i døgnets kampe, og da enhver, selv de mest lige­

gyldige, tog stilling til de politiske spørgsmål, der oprev venskaber, skilte bror fra søster og far fra søn.«

Og Cawling afrunder sit erindringsbillede af gamle Tang på denne måde: »Tang, der selv forretningsmæssigt ledede seminariet, var meget påholdende, men ikke når det gjaldt en trængende elev. Rundt om i landet sidder adskillige lærere, der aldrig havde fået eksamen, om ikke forstanderen på Blaagaard havde hjulpet dem over et dødt punkt. Man blev vel straks opmærksom på Tangs løjerlige egenskaber, lidt senere opdagede man, at han i al sin løjerlighed var en hjertensgod og brav mand.«

Morsomt nok slutter den store journalist og skribent sit kapitel om Blaagaard med at fortælle, at han brillerede ved eksamen som en usædvanlig begavelse og fik en høj første karakter. »Det eneste, jeg ikke duede til, var dansk stil. Min dommer vurderede mig kun til godt med kryds. Men på dette kryds besluttede jeg at grunde fremtiden, idet jeg nu definitivt tog pennen i hånd.«

Atter kom der en ny seminarielov, af 30. marts 1894. Eksamen blev ført tilbage til seminarierne, og der opstilledes forskellige nye krav, bl. a. at der skulle være gymnastiksal ved et seminarium, for at det kunne opnå statsanerkendelse og eksamens ­ ret. Tang sørgede naturligvis for, at hans seminarium opfyldte lovens krav, men snart kom den tid, da han fyldte 70 og efter konference med sin kone og en komité præsen­

terede sig for eleverne som »en lille gåsedreng fra Jyllands hede, der nu er bleven

justitsråd.«

1901 gjorde han landinspektør Andersen til sin medforstander. Landinspektøren var i alt lærer ved Blaagaard i 41 år, fra 1. november 1863 til 1. juni 1904, den dag, Jeppe Tang Andersen Tang døde.

Som Jørgen Banke siger i sin nævnte smukke skildring:

»Med Tangs død sluttede seminariet som fri folkelig læreanstalt og gik over til en seminarieform, der var holdt i en mere almindelig stil.

Hans tidsrum var en epoke i dansk læreruddannelse, der aldrig kan gentages.«

Seminariet flyttede ud af bygningen i Blågårdsgade 15.

Niels Tang blev forstander ved faderens død. »Fatter Tang«, som han kaldtes i daglig tale, efterhånden som mindet om seminariets første fader svandt hen. Billedet

Niels Tang.

Seminariets forstander 1904-27,

skiftede år for år med nye elever, der ikke kunne vide noget om forhistorien. Men selv var Niels Tang fortrolig med den. Allerede fra 1878 havde han undervist i dansk og historie på Blaagaard og Emdrupborg, hvor han var forstander fra 1883, indtil høj­

skolen blev nedlagt i 1913. Han blev boende der privat, mens den lille lystgård og den tilhørende store park forfaldt mere og mere. På sine gamle dage solgte han hele her­

ligheden til Københavns kommune, og bygningen blev en tid anvendt som husvilde- barak. Under 2. verdenskrig blev den revet ned, og på grunden opførtes en mægtig og prangende tysk skole, der nu rummer bl. a. et statsseminarium og Københavns kommunes forsøgsskole.

Niels Tang opnåede at virke i fulde 49 år ved Blaagaard Seminarium. Han har haft betydning for masser af unge vordende lærere, hvoraf de fleste lever endnu.

Hvordan de ude i livet har sprællet i skæbnens garn, er det umuligt at udgrunde.

En historisk skildring i korte træk er og bliver lidt tilfældig og subjektiv, når den bare vover sig en smule ud over statistik og data. Det kan man se ved at sammenligne de få og sparsomme skildringer, der findes af Niels Tang, fra Thorkild Jensens varmtfølte nekrolog til Carl Gandrups hånligt affejende par linier i en skolestat, hvis redaktion forsinket tog afstand fra dem. Thorkild Jensen, senere Københavns skole­

direktør, og forfatteren Carl Gandrup var begge Niels Tangs elever. De to linier, der i skolestaten blev strøget som en trykfejl, skulle gøre det ud for Blaagaards historie i Niels Tangs tid, mens han endnu virkede i bedste velgående, og de sårede ham dybt, så meget mere, som han i mange år gemte i sin skrivebordsskuffe og af og til viste frem et brev fra Carl Gandrup, hvori denne, med hvad man plejer at kalde dybt­

følte ord, takkede for den tid, han havde haft på Blaagaard.

Niels Tang fulgte hver af sine elever med levende interesse, og med sin impone­

rende hukommelse bevarede han erindringen om hver eneste omtrent til det sidste.

Man tør sige, han levede og åndede for Blaagaard, fra han som 19-årig student be­

gyndte hos faderen.

Seminariet flyttede fra Blågårdsgade til »Lyceum«, Kjær og Lyngby ’s Skole i Ravnsborggade 11, lige i nærheden og altså stadig på Nørrebro. Samtidig blev Vester ­ bros Seminarium overtaget, og forstanderen der, Niels Sødring, blev medforstander og matematiklærer. Han fratrådte som medforstander i 1909, men fortsatte med mate­

matik til 1911, et år før sin død. Han skal have haft en sjælden evne til på en fin og vittig måde at give eleverne en »påmindelse«, når de trængte til at holdes til ilden, og han betegnes som en meget dygtig og afholdt lærer.

Men det blev altså Niels Tang, der fortsatte enevældigt. Blaagaard blev mere og mere et byseminarium og søgtes i stigende grad af københavnere.

Det patriarkalske, hjemlige præg gik af Blaagaard, fordi eleverne ikke længere boede og spiste på seminariet, for egentlig var der noget patriarkalsk ved selve Fatter Tangs person, hans optræden over for lærere og elever. Også i det rappe og tempera ­ mentsfulde, og han havde samme evne som faderen til at knytte dygtige lærere til seminariet. I grel modsætning til faderens og landinspektørens tid var tobak bandlyst helt fra seminariets port, og ikke så sjældent kunne en pibetænding bare på vej ned ad trapperne udløse hans hidsige: De er bortvist fra mit seminarium! - hvad der højst forskaffede synderen en fridag. Så blev han hentet af den hurtigt blødgjorte Fatter Tang i droske, senere i taxa.

Det præg af kursus, seminariet efterhånden fik, var en naturlig, uafvendelig ud­

vikling for det typiske hovedstadsseminarium, som Niels Ebbesen Tang ikke kunne

gøre noget ved, hvor gerne han end ville. Tiderne ændredes. Verdenskrigen kom, og

den havde endnu intet nummer, for mange troede eller håbede, det var den sidste

krig. Værre kunne det umuligt blive, mente man. Og navnlig i efterkrigstidens korte

og hektiske blomstringstid, da alt drejede sig om penge, var der ikke så mange, der

så nogen fremtid i at læse til lærer. Klasserne svandt nogle år betydeligt ind. Byen

forandredes, og Nørrebro var ikke længere den idylliske forstad hinsides søerne, men

et karakteristisk stykke storby. Det kunne ikke længere siges, at eleverne ikke lod sig

smitte af københavnerlivet. De boede rundt om i byen, til leje eller i deres fædrene hjem, og det afvekslende, mangesidede storstadsliv var netop en betydningsfuld ud ­ viklingsfaktor ved siden af læreruddannelsen. Men trods alt, hvad der af foreningsliv, forlystelser, biblioteker og meget andet kunne sprede interessen, bevarede kammerat ­ livet på seminariet »blågårdianeråndens« traditioner og værdi. Der var dog stadig en del, der kom udefra, og når man mødtes første gang, sagde man ikke straks - som nu - »du« til hinanden. Man så hinanden an et stykke tid, og så blev der holdt dus ­ gilde.

Dimittender 1909.

I første række yderst t. v. Thorkild Jensen. Lige bagved nr. 3 - i samme række - står »Jus«.

Der var en årgang, Niels Tang stadig priste for dens dygtighed og kammeratlige initiativ. Det var den, der tog eksamen i 1909. Der gik Thorkild Jensen med marchal­

staven i tornystret, og der muntrede et tegnegeni klassen og hele seminariet med sine værker på den sorte tavle og i et lille seminaristblad, som han både tegnede og skrev.

Han kunne tage elever og lærere på kornet og finde rammende vittige bemærkninger.

Det var den senere så berømte tegner, Herluf Jensenius, af kammeraterne kaldet

»Jus«, det mærke, han stadig bruger til sine tegninger af »den lille mand« i Berlin-

geren og i Blæksprutten o. s. v. Han var lærer ved Gasværksvejens skole til 1921, da

han helt viede sig til sin kunst. Det var de unge mennesker fra hans klasse, der stif ­

tede Blaagaardianersamfundet 1910, og det var i særlig grad Jensenius, der med sin

muntre streg og sit herlige lune prægede det fortsatte kammeratskab og bevarede

forbindelsen med nye elever. Jensenius var formand for Blaagaardianersamfundet

1910-12 og redigerede dets blad, »Forløberen«, nogle år, leverede en mængde teg-

ninger til bladet og til årbøger og lavede dekorationer til festlighederne. »Forløberen«

blev ført videre af den lyriske Ejner Mortensen, der tog sig af bladet med kærlighed og omhu til 1921. Albert Marstal var formand fra 1921 og har i det hele været den mest virksomme for at samle tidligere elever og holde forbindelsen med seminariet vedlige, men efterhånden ebbede det ud, enten det nu skyldtes besættelsestidens van ­ skeligheder, eller springet mellem Niels Tangs generation og de nye lærerelever efter loven af 4. april 1930 var for stort.

Niels Tang fik størst betydning som dansklærer. Der var det underlige ved den mand, at hans undervisning efter Rønnings litteraturhistorie og Mikkelsens sprog ­ lære var uhyre bogstavtro og mekanisk, og dog var der uforglemmelige timer iblandt.

Bag bogens tørre bogstaver, som han kunne udenad, mærkede man en medlevende, til tider skælvende bevæget personlighed. Han kunne slå en skraldende latter op, han kunne græde af glæde over en fjern historisk begivenhed og røres dybt over en smuk linie hos en af guldalderens digtere. Endnu på sine gamle dage bristede han i gråd, når han fortalte om sin ungdoms helt, Grundtvig. En trofast og åben sjæl var han.

Digteren Cai M. Woel, i mange år Forfatterforeningens formand, skrev om ham i festskriftet 1934:

»For mig, der sikkert ikke var nogen let elev, og som endte med at blive bortvist fra »mit seminarium«, står Niels Tang som en lærer, der ikke medgav sin undervis ­ ning synderlig esprit, men som krydrede det trælse og fattige seminarieliv med sin menneskelige varme og medvirken, sin uomtvistelige kærlighed til sin gerning og til den ungdom, der omgav ham, men særlig som et menneske, i hvem livets oplevelser ustandseligt rumsterede og med så stor kraft, at han ideligt måtte lette sig for dets reaktioner gennem rørelse og tårer. Han var som en vulkan, der ideligt spruttede, men som aldrig gjorde fortræd. Måske fandt nogen det latterligt, når han græd over Carl Plougs digt: »Vil du elske mig, når dagen lider«, vi var jo unge mennesker, der forstod så lidt, men sandheden var og er, at jeg aldrig senere har hørt et digt reciteret med større medleven og følelse, med dybere beåndelse - og jeg har dog hørt adskil­

ligt af den slags i årenes løb.«

Niels Tang var festlig, når han samlede eleverne til afslutning på sit Emdrupborg.

Det var de berømte havefester, hvor tidligere elever ofte indfandt sig og opfriskede ungdomsminder.

Om Blaagaards ydre historie i Niels Tangs periode er der i øvrigt ikke meget at fortælle. Samarbejdet med seminariets øvelsesskole, »Kjær og Lyngbyes Skole«, mar ­ keredes naturligt ved dens bestyrer, Wustenbergs ansættelse i faget praktisk skole­

gerning, og senere var han en tid en art medforstander. De to skolers samlinger blev slået sammen.

Et vist samarbejde var der også med Københavns Præparandskole, indtil den i 1917 helt blev overtaget af og videreført af Blaagaard. De fleste elever fra præparand- skolen gik alligevel til Blaagaard Seminarium, og der kan da her mindes om forenin­

gen med det imponerende navn »Blaagaards Seminariums og Københavns Præparand-

skoles Diskussionsklub«. Her udvikledes under foredrag og ungdommelige diskus-

sioner et sundt kammeratskab, og den lille klub med det lange navn blev spiren til flere foreninger for seminarieelever og unge lærere ud over landet af den slags, der fra tid til anden dukker op og forsvinder igen. Det hører ungdommen til. Når Blaa- gaard, som det var i Ravnsborggade, mindes blandt tidligere elever, er det vel også nok så meget kammeratlivet, man dvæler ved, end alt det, der vedrørte undervisning og eksamen.

Dengang, som nu, skulle livet jo leves, dagens arbejde gøres og de gældende se- minarie- og skolelove opfyldes. Pædagogik er vel en videnskab og kan ikke dyrkes grundigt nok videnskabeligt (dertil har vi nu fået Pædagogisk Forskningsinstitut), men tillige en underfuld kunst. Så højt kan den vel glimtvis være nået hos visse lærere under Niels Tangs regime, fængende, inspirerende til fremtidig gerning. En redelig, stilfærdig lærd som dr. Mosbech, der fuldt og helt beherskede sit eget viden­

skabelige område, kunne på sit højdepunkt, i gennemgang af stoffet, på sine ekskur­

sioner til Ringsted og Sorø, sådan fænge og inspirere, at mangen lærer mindes ham med tak livet igennem. Og magister Asger Ditlevsen, den tredie i familien, i sit fag, naturhistorien, en af foregangsmændene herhjemme for Arbejdsskolens nye metoder og den biologiske betragtning af dyr og planter, kunne selv på den mest inkarnerede københavnerseminarist lukke øjnene op for naturens vidundere. Dr. phil. Eduard Larsen, den milde, venlige, forstående historielærer, der meget mod sin vilje blev hvirvlet ind i politisk blæst ved udnævnelsen til forstander for Skårup Statssemina­

rium, forstod den pædagogiske samtales kunst.

Mange flere muntre, æggende eller alvorlige, saglige lærere kunne nævnes, for netop seminariets beliggenhed i hovedstaden gjorde det muligt for Tang at finde medarbejdere fra universitetet og andre skoler, der stod på højde med tidens dan ­ nelse.

I 1923 flyttedes Blaagaard til Hindegades skole. Niels Tang kom vist ikke rigtig til at føle sig hjemme der. Noget af hans kraft og myndighed svandt bort, men han havde hos sig en hjælper, som han nærede den største tillid til og stillede store for­

ventninger til. Det var den unge, højtbegavede og fremragende lærer Arnold Øhr- strøm, dimitteret fra Blaagaard i 1916. Han var lærer i regning og fysik ved semi ­ nariet 1917-25. Han tog magisterkonferens i psykologi 1924, men døde året efter.

Det var en personlig stor sorg for Niels Tang og et uerstatteligt tab for Blaagaard.

Enhver, der kendte en smule til Blaagaards forhold på den tid, havde regnet med, at han skulle blive Tangs afløser som forstander frem mod lysere tider.

Valdemar Jørgensen, dynastiet Tangs afløser, er jyde som Jeppe Tang, men øst­

jyde, født i Pjedsted den 23. marts 1888. Han er selv udgået fra Blaagaard Semi ­ narium med lærereksamen 1910, hvorefter han tog polyteknisk adgangseksamen og gennemgik statens kursus i dansk, kemi og matematik. Han var lærer ved Viborg realskole 1910-11, bestyrer af Tørring mellemskole 1911-16 og af Valby private Realskole 1916-18. De følgende ni år var han forstander for Fredericia Realskole, og det var altså som en udpræget privatskolemand, han vendte tilbage til det privat­

seminarium, hvis traditioner han kendte fra sin elevtid i Niels Tangs velmagtsdage,

og som da i 1927 fik fornyet statsanerkendelse og eksamensret med ham som for ­ stander.

Forstander Jørgensen har fra første færd fremhævet tre hovedpunkter i sine be­

stræbelser:

1) at knytte en fuldtud velkvalificeret lærerstab til seminariet, 2) at skaffe seminariet så gode undervisningslokaler som muligt, 3) at få en god øvelsesskole.

Valdemar Jørgensen har ofret megen omhu på at give udførlige årsberetninger, og den stabel, han efterhånden har udsendt, giver da også et levende indtryk af be-

Valdemar Jørgensen.

Seminariets forstander 1927-58

givenhederne på seminariet i hans 31-års periode. Man er i stand til gennem dem at følge livets udfoldelse i arbejde og fest, i den brogede og ofte forvirrede mellem­

krigstid og under besættelsens hårde kår. I sammenligning med navnlig Jeppe Tangs idylliske dage har det været en urolig og bevæget, i kulminationen faretruende og streng tid.

Men alt det lå skjult i fremtiden, da den unge Valdemar Jørgensen den første

læsedag i august 1927 samlede elever og lærere til en højtidelighed og i smukke

ord mindedes sin lærer og forgænger, den gamle og syge Niels Tang, og lovede at

føre hans gerning videre.

I hovedsagen fortsatte den ny forstander med den bestående lærerstab. Folke ­ tingsmand, dr. phil. Axel Dam holdt kort efter 25-års jubilæum ved seminariet.

Lektor, cand. mag. Carl Andersen (»Springeren«), musiklærer Fr. Frederiksen, dr.

theol. Holger Mosbech, magister Asger Ditlevsen, artillerikaptajn N. A. Lassen og kaligraf, kommunelærer Poul Rasmussen hørte ligeledes til den gamle, faste kærne.

Den vigtige post som Niels Tangs afløser i dansk blev overdraget realskolelærer Poul Aggebo, forstanderen overtog selv faget regning, og praktisk skolegerning var i skoleinspektør, dr. phil. V. Schepelerns kyndige hænder.

Den mest iøjnefaldende forskel fra dynastiet Tangs patriarkalske vælde er, at så­

danne fænomener som »elevråd« og »lærerråd«, noget, der for øvrigt lå i tiden, nu gør sig gældende også på gamle Blaagaard. V. Jørgensen arvede ikke den nok-

Professor Mosbech.

som kendte vending »mit seminarium«, men stræbte at gøre lærerforsamlingen mest mulig medinteresseret og medansvarlig, og han lod danne et elevråd et par uger efter sin tiltræden. Hver af de tre klasser skulle udpege to repræsentanter, og rådet fik som foreløbig opgave at planlægge seminarielivet uden for undervisningen.

Endnu hen på samme efterår foranstaltedes tre møder med den daværende under ­ visningsminister Byskov, der jo selv var seminarieforstander, og som på sin mor ­ somme og fængslende måde talte om »begavelse«, dr. Mosbech om rejseoplevelser i Palæstina og Helge Madsen, repræsentant for 3. klasse i elevrådet, der indledte en diskussion om »told eller frihandel«. Den senere så kendte retsstatsmand er utvivl­

somt dengang blevet inspireret af sin vordende partileder, dr. Dam, der aldrig i pæda ­

gogiktimen lod en lejlighed til at tale om Henry George, om jordrente eller sin uto ­

piske retsstat passere unyttet hen. Derimod har Valdemar Jørgensen, der aldrig har

lagt skjul på, at han var venstremand, ikke fået udklækket en så imponerende rad

fortrinsvis af fremtrædende venstre-politikere, som det lykkedes for politikeren Jeppe Tang i venstres gyldne opgangsdage. Det tør siges, at han fordomsfrit har budt den politiske diskussion inden døre på Blaagaard, hvad kun er sundt og udviklende for vordende lærere. Og i det arbejde, der vel må betragtes som hans hovedindsats - og som skarpest adskiller sig fra Tangs tradition — nemlig arbejdet på en stedse nærmere tilknytning til det københavnske skolevæsen gennem øvelsesskolen, har han klogeligt søgt og i særlig grad fået kommunalpolitisk støtte blandt betydende med ­ lemmer af det førende københavnske parti, i første række klassekammeraten fra Blaa­

gaard, den socialdemokratiske borgerrepræsentant Thorkild Jensen, senere skole­

direktør. Ved 90-års jubilæet omtalte da også undervisningsminister Hartvig Frisch blågårdianeren Thorkild Jensen som den, der mere end nogen anden havde gavnet sit gamle seminarium.

I Tangs tid, både den ældre og den yngres, havde den tilknyttede øvelsesskole været privat med det specielle præg, en sådan skole nu engang har. Det var først i Niels Tangs og vel også Blaagaards allersvageste periode, da seminariet kom under nødtørftigt tag i den gamle Hindegades skole, at der overhovedet kom nogen forbin­

delse i stand med Københavns kommuneskole. Intet var dog ellers mere naturligt for det eneste mandsseminarium inden for kommunens grænser, efterhånden i langt over ­ vejende grad (også i modsætning til især Jeppe Tangs tid) besøgt af københavnere.

Denne forhenværende »friskole« (til forskel fra naboen i Sølvgaden, der var be­

talingsskole, »kroneskole«) fik imidlertid nu også sit særpræg, idet den af borg ­ mester Kaper indviedes til drengesangskole og i dåben fik navnet »Sankt Annæ Vester«, således at naboskolerne i Sølvgade og Larslejstræde og Nyboder skole måtte yde deres bidrag til undervisningen i praktisk skolegerning. Alligevel var og blev forholdene i Hindegade for trange.

Det åbenbaredes helt, da den ny seminarielov trådte i kraft 1. juni 1931 med sine øgede krav til større og bedre lokaliteter. Læreruddannelsen blev forlænget med et år; det vil sige, at den i praksis, med forberedelsesklassen, blev femårig. Derfor afholdtes ingen lærereksamen i 1934, hvad der i parentes bemærket har medført, at der ikke er nogen 25-års jubilarer ved 100-års festen, mens endnu en livskraftig flok fra den i seminariets historie berømte årgang 1909 med sit 50-års jubilæum i mere end én betydning danner festens midtpunkt og just derved gør det store spand på

100 år mere fatteligt og overskueligt. Der lever endnu gamle elever fra den tid på Blaagaard - længe før 1909 -, der kunne kaldes seminariets ungdomstid. En livs- og dådkraftig mand som forhenværende borgmester P. J. Pedersen blev født, da Blaagaard var 11 år gammel, og han dimitteredes fra Blaagaard i 1888 i seminariets 29. år, altså for 71 år siden.

Sådan svinger vi oversigten over Blaagaards historie omkring årgang 1909’ s solide akse hen mod seminariets ny æra på Kapel ve jens skole fra 1933.

Blaagaard vendte tilbage til Nørrebro og slog atter rod i sin gamle jordbund

ikke langt fra fødestedet i Blaagaardsgade. Ved omplantningen var en gammel nørre-

brodreng, den førende fra årgang 1909, Thorkild Jensen som nybagt skoledirektør

Blaagaard Seminarium, Kapelvej.

særlig aktiv og ydede sit gamle seminarium en uvurderlig tjeneste. Vel var Kapel ­ vejens skole ikke nogen ny bygning, men en særdeles god, formålstjenlig skole­

bygning. Den ene halvdel blev indrettet til et seminarium, der helt kunne være i over ­ ensstemmelse med den ny seminarielovs krav. I sammenligning med Hindegade var der her langt lysere, større og bedre lokaler til den almindelige undervisning og alle de særlokaler og laboratorier, den ny lov forlangte: naturhistorie- og tegnelokale, fysisk-kemisk laboratorium, biblioteksværelse og sløjdlokale. Tilmed blev lokalerne udsmykket med malerier som gave fra Ny Carlsberg-Fondet.

Den anden halvdel af bygningen optoges af den drengeskole på 12-14 klasser,

der var nødvendig for at skabe en tidssvarende øvelsesskole efter seminarieloven af

15. april 1930. På indflytningsdagen den 15. august 1933 indsatte borgmester Kaper

den ny skoleinspektør ved øvelsesskolen, Kaj Nielsen, der samtidig skulle forestå undervisningen i praktik ved seminariet. Han havde allerede en del år haft med ud ­ dannelsen af vikarer og unge lærere ved Københavns kommuneskole at gøre og var kendt som en dygtig pædagog. I årenes løb er det lykkedes ham at samle en fin lærerstab på den lille drengeskole, og indtil sin død midt i arbejdet, sidst i 1958, ledede han skolen og undervisningen i praktisk skolegerning på mønsterværdig vis.

Borgmester Kapers lykønskningsord til Blaagaard blev fremhævet i pressen. Han mindede om Københavns skolevæsens store selvstændighed, sidste rest af de selv- stændighedsprivilegier, byen fik for at have reddet landet under svenskekrigen.

»Denne frihed har kommunen bl. a. benyttet til at skænke seminariet her gode gaver, fordi det er urimeligt at lede et skolevæsen uden at interessere sig for læreruddannel ­ sen. Vi tager lærere fra alle kommuner og seminarier, men det er naturligt, at vi giver vore egne en præference.«

Statens skolekonsulent, F. C. Kaalund-Jørgensen, udtalte, at man nu stod foran en ny epoke med den ny seminarielov. »Det er mit håb, at sagligheden stedse må blive holdt i ære.«

Det var således åbenbart ved indtoget på Kapelvej, at seminariet havde myndig ­ hedernes bevågenhed og turde se fremtiden lyst i møde. Så meget større blev den forskrækkelse, Valdemar Jørgensen fik et halvt års tid efter ved en hændelse i Folke ­ tinget. Episoden giver samtidig et glimt fra den tid, da børnetallet faldt og over ­ floden på lærere steg, sådan som situationen tegnede sig foran Blaagaards 75-års jubilæum i 1934 og fuldkommen ulig stillingen nu op mod de hundrede år.

Undervisningsminister Borgbjergs forslag om nedlæggelse af Jonstrup m. fl.

seminarier kom til første behandling i Folketinget den 26. januar 1934, og herunder kom Borgbjerg ved en fortalelse til at nedlægge Blaagaard.

Venstre og Konservative gik mod planen om at nedlægge Jonstrup og oprette et nyt statsseminarium i København. Venstres ordfører, S. P. Larsen, indrømmede, at der forelå et problem, idet der årligt uddannedes flere lærere, end der var brug for.

Men han kunne ikke se nogen begrundelse for at flytte Jonstrup til København - med mindre ministeren mødte med et meget betydeligt pengetilskud fra Københavns kommunes side.

Det var i svaret til S. P. Larsen, Borgbjerg kom til at »slagte« Blaagaard kort før dets 75-års jubilæum, idet han udtalte:

»Københavns kommune behøver ikke yde noget pengetilskud. Thi til gengæld for det nye seminarium, der oprettes, vil der blive nedlagt to seminarier her i København, nemlig Femmers Seminarium og Blaagaard Seminarium.«

Dr. Dam (Retsforbundet og en af Blaagaards kendteste lærere) protesterede straks: Der var ikke i forslaget nævnt et ord om, at Blaagaard skulle nedlægges.

Borgbjerg erklærede senere under debatten:

»Jeg burde selvfølgelig ikke have nævnt dette bestemte navn. Jeg burde have

sagt: et københavnsk seminarium. Men hvorom alting er: udvalget står naturligvis

fuldstændig frit i spørgsmålet om, hvilke privatseminarier der skal nedlægges.«