1
TOTEM
Tidsskrift ved Afdeling for Religionsvidenskab,
Aarhus Universitet
Nummer 1, Årgang 9 Forår 2006
TOTEM
Tidsskrift ved Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet
© Tidsskriftet og forfatterne, 2006
ISSN 1398‐974X
Redaktion:
Susanne Øllgaard, tlf. 30 24 31 54 Anne Meulengracht, tlf. 89 42 72 32 Gry Sjøqvist, tlf. 86 27 25 25/30 27 37 35
Trykning:
Werks Offset, Århus, tlf.: 86 19 11 39
Oplag:
80
Manuskripter sendes til:
TOTEM
Afdeling for Religionsvidenskab Teologisk Fakultet
Bygning 443 Tåsingegade 3 8000 Århus C
E‐mail: totem@teo.au.dk Kontor: Bygn. 443, Lok. 017
Priser:
Abonnementspris for 2 numre er 120 kr.; indbetales på giro: 1‐665‐2814 Løssalg af tidligere numre: 60 kr. pr. nummer.
ENDELIG FORÅR!
Hjertelig velkommen til den nye TOTEMudgivelse – og til foråret 2006!
Dette er tidsskriftet, hvor studerende formidler internt, og hvor vi som studerende kan finde guidelines for beherskelse af den akademiske skrivekunst.
Vi på redaktionen har i samarbejde med skribenterne læst korrektur på opgaverne, så den studerende, udover at læse gode opgaver, kan se, hvorledes man bl.a. anvender apostroffer, kursiv, behandler citater og ikke mindst, hvordan en litteraturliste kan sættes enkelt og korrekt op.
Med andre ord, bid mærke i opgavernes opsætning, da netop dét altid har og altid vil være TOTEM’s skjulte dagsorden, under overfladen af informationssprudlende og interessevækkende indhold.
Herfra er blot tilbage at ønske alle en stille stund i forårssolen i godt samvær med TOTEM. Hermed ønsker Redaktionen jer rigtig god læselyst.
Ris og ros såvel som nye publikationsforslag kan sendes til:
totem@au.teo.dk
INDHOLDSFORTEGNELSE
Fri opgave
Jesper Østergaard
ʹStedʹ og ʹrumʹ som analytiske begreber i religionsvidenskaben………….s.5
Sociologiopgave Kristine Ørnsholt
Religionens rolle i det postmoderne samfund……….s.57
Sidefagsopgave i nordisk Ruth Marbæk
Når Gud taler ‐ en karakteristik af talehandlinger Exodus kap.3……..…s.73
Originalsprogsorienteret opgave ‐ arabisk Jakob Christensen
Sura Yusuf………..s.100
’STED’ OG ’RUM’ SOM ANALYTISKE BEGREBER I RELIGIONSVIDENSKABEN
Jesper Østergaard
1. Indledning
Denne opgaves emne er ’sted’ og ’rum’ som analytiske begreber i religionsvidenskaben. I flere human‐ og socialvidenskaber er der i de senere år kommet en øget opmærksomhed på deres videnskabelige objekts rumlige og stedlige aspekter. Denne øgede opmærksomhed har affødt en diskussion af begreber som ’lokalitet’ (location), ’sted’ (place) og
’rum’ (space) dels som kategorier, hvormed den sociale verden bliver rubriceret og kontrolleret, dels som metaforer for epistemologiske horisonter, hvormed vi studerer og kommer i kontakt med det videnskabelige objekt.
Denne nye brug af spatiale metaforer som analytiske begreber har medført, at der tales om en ny vending i human‐ og socialvidenskaberne; en såkaldt ’topografisk vending’. Den topografiske vending søger at afdække samspillet mellem menneske og omverden og
at indfange det forhold, at mennesket og ethvert socialt forhold altid er indlejret i en konkret, materiel og geografisk kontekst.
Religionsvidenskaben står i en gunstig position i en topografisk vending. Igennem analyser af eksempelvis ’helligstedet’ og ’det rituelle rum’ har man diskuteret steds og rums ontologiske status og deres konkrete, materielle udtryk.
Men begreberne sted og rum er sjældent blevet klart defineret, og de er ofte ligefremt overset som selvstændige begreber (Geertz 1996).
Derfor kan det være vanskeligt at udlede, hvordan de enkelte forfattere helt præcist opfatter sted og rum. Den generelle tendens er, at sted og rum bruges synonymt og i flæng, selv om forfatteren hævder at behandle det ene begreb. Eksempelvis indledes artiklen ”sacred space” i Encyclopedia of Religion (1987) med ”A sacred place is first of all a defined place, a space distinguished from other spaces” (Brereton 1987, 526) . En anden tendens er at betragte rum som et overordnet og abstrakt begreb, der kan manifestere sig konkret for det enkelte menneske eller i den menneskelige verden som sted, med geografen Yi‐Fu Tuans ord: ”Space is more abstract than place” (Smith 1987, 28). Begge tilgange er utilfredsstillende. På den ene side er begreberne sted og rum forskellige og dækker over forskellige betydninger, mens de på den anden side er ligeværdige ord, der begge kan bruges på et abstrakt såvel som konkret plan.
Sted og rum er både konkrete og abstrakte, eller de er både materielle og immaterielle. Målet er at forstå relationen mellem det materielle, eksempelvis templet, og det immaterielle, eksempelvis forbud. Kort fortalt har denne diskussion spændt sig mellem de, der betragter konkrete, materielle steder og rum som manifestationer af ontologiske eller kosmologiske forhold og de, der betragter de materielle steder og rum som skabere af immaterielle forhold, såsom sociale grænsedragninger og religiøse ideologier.
Således vil tre relationspar være gennemgående i opgaven: mellem 1) det enkelte individ og den større kulturelle og geografiske kontekst 2) det materielle og det immaterielle 3) sted og rum.
Opgavens formål
Opgaven er en argumentation for at indoptage den topografiske vending i religionsvidenskaben og således for etableringen af en topografisk religionsvidenskab. Det er mit mål at få (re)etableret begreberne sted og rum som analytiske begreber i religionsvidenskaben.
Begreber, der ikke blot er deskriptive og dermed fastholder det religionsvidenskabelige objekt, men tilmed analytiske begreber, der kan åbne for nye fortolkninger. Endvidere er opgaven optakten til et speciale, der skal argumentere for en ny definition af og teori om pilgrimsfærd. En definition og teori, hvor individet og dets bevægelse til
og berøring med det geografiske mål ses i et samspil. Hele pilgrimsfærden er et semiotisk samspil mellem pilgrim, pilgrimsvandring og pilgrimssted. Dette samspil kan også beskrives som et samspil mellem den enkeltes krop (og bevidsthed) og et geografisk (og semantisk) område gennem en fysisk (og symbolsk) bevægelse; netop et forhold som den topografiske vending kan indfange.
Opgavens problemformulering
Jeg vil søge at gentænke religionsvidenskaben s teoretiske baggrund og vil argumentere for en ny vending, hvor både det enkelte menneske og den enkeltes religion altid ses i et samspil med en konkret, materiel og geografisk kontekst. Opgaven vil søge at vise anvendeligheden af og potentialet ved en sådan tilgang gennem en analyse af begreberne sted og rum. Selve diskussionen vil kredse om følgende problemformulering:
Hvad er den topografisk vendings centrale punkter og potentialer? Hvad er sted og rum? Og, med hvilke fordele kan den topografiske vending inddrages i religionsvidenskaben og nuancere brugen af sted og rum som analytiske begreber?
Opgavens forløb og centrale, teoretiske positioner
Opgaven vil trække på indsigter fra flere forskellige fag og discipliner, særligt religionsvidenskab og antropologi. Nogle positioner er omfangsrige og vil af den grund optage mest plads i opgaven.
Desuden vil jeg gennemgå nyere litteratur samt litteratur, der ikke er sædvanligt stof i religionsvidenskaben, mere indgående end gængs litteratur. Overordnet betragtet vil opgaven fremstå som et kompendium over relevante tilgange til min problemformulering.
I andet afsnit vil jeg indledningsvis præsentere mine definitioner af sted og rum. For at klargøre disse inddrager jeg semiotiker Leonard Talmy’s kraftdynamiske strukturer. Disse strukturer illustreres bedst gennem figurer. Disse figurer af sted og rum vil være gennemgående i opgaven, hvor de bliver sammenholdt med de udvalgte teoretikere og modificeres.
Tredje afsnit er en redegørelse af religionsvidenskabens interne diskussion af sted og rum, hvor særligt deres ontologiske status diskuteres. Denne diskussion foregår i spændingsfeltet mellem religionshistorikerne Mircea Eliade’s ’essentialisme’ og Jonathan Z.
Smith’s ’konstruktivisme’.
I fjerde afsnit vil jeg analysere tekster af antropolog Kirsten Hastrup, hvor hun, ud fra filosof Donald Davidson’s teori om radikal fortolkning, redegør for den topografiske vendings udgangspunkt,
hovedpunkter og potentiale samt argumenterer for dens anvendelighed i antropologien. Den topografiske vending skal danne den teoretiske
’klangbund’ for opgavens behandling af sted og rum. Som et eksempel på et arbejde, der implicit er topografisk, nævner Hastrup antropolog Tim Ingold, der anlægger en økologisk psykologisk tilgang. Derfor gennemgår jeg i fjerde afsnit Ingold’s teorier.
I femte afsnit vendes blikket udad. Andre fag har beskæftiget sig indgående med sted og rum. Jeg vil vise, hvordan sted og rum er gennemgående begreber i ’det geografiske’, ’det arkitektoniske’ og ’det kognitive’. Derved vil det fremgå, hvordan forbindelsen mellem individet og dets kulturelle og geografiske indlejring kan anskueliggøres. Dette er en unik forbindelse mellem immateriel kognition og materiel kontekst.
Jeg vil kort redegøre for humangeografiens centrale antagelser og mere indgående analysere arkæolog Peter Wilson’s og Ingold’s forskellige teorier om ’det konstruerede hus’. Deres diskussion går i overvejende grad på, om mennesket bygger for at bo, eller om det bygger, fordi det bor. Sidst inddrager jeg kognitiv lingvistik, som formuleret af lingvist George Lakoff og filosof Mark Johnson, for at vise, at sted og rum ydermere er kognitive kategorier i vores sind.
Slutteligt vil jeg i afsnit 6 vende tilbage til religionsvidenskaben og konkludere ved at give mit bud på en topografisk religionsvidenskab, samt fremvise nogle teoretiske implikationer derved.
2. Sted og rum: Kraftdynamiske strukturer
I dette afsnit vil jeg komme med mine definitioner af sted og rum. Jeg vil finde teoretisk og terminologisk inspiration i kraftdynamiske modeller, som de er fremsat af Talmy1.
Ifølge Talmy’s kraftdynamiske modeller gives der, forud for enhver sproglig ytring, et konceptuelt niveau, der bestemmer ytringens spatiale aspekter, såsom retninger, dimensioner og punkter. Det er en konceptuel struktur, der er styrende for grammatik2 og for kognitive erfaringer. De kraftdynamiske strukturer, der også benævnes skemaer (schemata), nedsætter kompleksiteten af sproglige ytringer ved at reducere dem til en samling af skematiske elementer, hvor det relevante er medtaget (relationen mellem elementer i den sproglige ytring, eksempelvis
1 Den kognitive lingvistik eller kognitive semantik, der er en teori om sproget og om erfaring, har to grene.
Dels en sprogteoretisk vinkel, der her er repræsenteret ved Talmy, dels en oplevelsesteoretisk vinkel, senere i opgaven repræsenteret ved Lakoff & Johnson (Bundgaard 2003, 30).
2 Det er således ikke grammatikken, der bærer semantikken, men omvendt
3 Præpositioner er en lukket ordklasse, der kommer ikke flere til (modsat eksempelvis substantiver). Ifølge
Talmy specificeres skemaerne grammatisk gennem lukkede ordklasser (Bundgaard 2003, 35).
præpositioner)3, hvorimod det irrelevante er forbigået (elementernes kvalitet, eksempelvis adjektiver). Skemaer er topografisk plastiske, hvilket betyder, at de ikke udtrykker metriske forhold. Der er således ikke forskel i strukturerne i ytringen ”på bordet” eller ”på Stillehavet”
(Bundgaard 2003, 35).
Men kraftdynamikken er ikke kun spatiale relationer mellem elementer i en sproglig ytring. Der er også et dynamisk aspekt. For at forstå en begivenhed må vi se de kausale forhold, der gør sig gældende.
I udsagnet ”båden på Stillehavet” forstår vi, at Stillehavet har kraft nok til at opretholde båden ovenpå. I udsagnet ”vandet i koppen” forstår vi, at koppen udgør en barriere, der forhindrer, at vandet løber ud. Hele denne forståelse af sagforhold bunder i menneskets kognitive system.
”Det kognitive system tilvejebringer en skematisk repræsentation af kausale processer” (Bundgaard 2003, 37); hvorfor Talmy’s teori ikke kun er en lingvistisk teori, men derudover også en kognitiv teori.
Det understreges, at der ikke behøves en intentionel agent, for at kraftdynamikken aktiveres; den ligger som en ”indre krafttendens”
(Talmy 2003, 3 33) i den bagvedliggende struktur. Den kraftdynamiske
model afbilder årsagsrelationer, dvs. forholdet mellem elementerne over tid. Disse beskrives som forholdet mellem kraft og modstand; mellem agonist og antagonist (Bundgaard 2003, 36‐41). Sproget afspejler forholdet, eksempelvis er agonisten stærkest i sætningen ”shamanen uddrev sygdommen”, hvorimod en stærkere antagonist kan intervenere således, at ”dæmonen forhindrede shamanen i at uddrive ånden”.
Det er med disse teoretiske overvejelser over ytringers spatiale og dynamiske aspekter, at jeg vil illustrere de kraftdynamiske strukturer bag begreberne sted og rum.
STED RUM
Figur 1: STED: Den firkantede boks markerer stedets udgangspunkt, og pilene viser kraftdynamikkens rettethed. Stedet er som en stærk agonist uden modstand fra nogen antagonist.
RUM: Igen markerer pilene kraftdynamikken. Cirklen markerer en barriere, som kraftdynamikken ikke kan gennemtrænge. Derfor er rummets kraft indeholdt, og udefrakommende kraft kan ikke trænge ind. I rummet er der indadtil en agonist, men rummet får sin kraft gennem en stærkere antagonist. Denne antagonist kan udadtil fungere både som agonist (pile udad) og antagonist (pile indad), dvs. som en beskytter af rummet mod en udefrakommende agonist.
3. Sted og rum i religionsvidenskaben
Som nævnt står religionsvidenskaben i en gunstig position i en topografisk vending, da sted og rum har været flittigt brugte begreber.
Desuden har man diskuteret steds og rums ontologiske status og deres konkrete, materielle udtryk. Denne diskussion spænder vidt og afspejler aspekter ved religionsvidenskabens egen forskningshistorie.
Dele af den tidlige religionsvidenskab var religiøst funderet og oftest udført af teologer. Målet blev derfor at afdække religionens essens, eller religion, som den virkelig er. Denne tilgang er induktiv, deskriptiv og anti‐reduktionistisk og repræsenteres her ved Eliade.
Derudover er religionsvidenskaben født ud af religionskritikken og har derfor ingen videnskabelige problemer med at hævde, at objektet for religionsvidenskaben ikke har nogen objektiv eksistens. Religion reduceres til et socialt, kognitivt eller psykologisk fænomen. Derfor kan religiøse begreber ikke bruges til at beskrive religion. Begrebsapparatet må derimod tage sit udgangspunkt i religionsvidenskaben, og i sin yderste konsekvens bliver religion en konstruktion. Tilgangen er deduktiv, analytisk og reduktionistisk og repræsenteres her ved Smith.
Diskussionen angående sted og rum og deres ontologiske status spænder således fra det beskrivende og anti‐reduktionistiske, fra essentialisme, til det analytiske og reduktionistiske, til konstruktivisme.
Essentialisme: Eliade “Sacred Places: Temple, Palace, ’Centre of the World’”
“In actual fact, the place is never ‘chosen’ by man; it is merely discovered by him; in other words, the sacred place in some way or another reveals itself to him” (Eliade 1958, 369).
Dette citat stammer fra Eliade’s indflydelsesrige bog Patterns in Comparative Religion (1958), og med dette citat markeres selve grundelementet i Eliade’s teori om helligstedet (sacred place) og i det hele taget Eliade’s religionsteori. Ifølge Eliade er det konstituerende for religion, at ’det hellige ’ manifesterer sig i verden, hvorved verden opsplittes i helligt og profant både i tid og i rum; Eliade viderefører således en tradition fra sociolog Émile Durkheim. Men modsat Durkheim’s fokus på det sociales sakralisering mener Eliade, at religion er noget udefrakommende, som markerer sig i verden og samfundet;
religion bygger altså på, at det hellige har reel eksistens uafhængigt af det enkelte menneske og det kollektive samfund. Eliade betragter religion som en særlig måde at erfare verden på; indholdet af disse erfaringer er dog ontologisk givet på forhånd. Hermed viderefører han en tradition fra Rudolf Otto, der begge fokuserede på religion som et erfaringsbaseret fænomen. Eliade’s overordnede projekt er således at beskrive det hellige, som Otto opfatter det, ud fra Durkheim’s terminologi (Smith 1978, 91).
Med det helliges vertikale manifestation i verden (hierofanien) skabes et bindeled mellem tre kosmiske planer: himmel, jord og underverden. Der skabes en akse; et ’axis mundi’, der vertikalt binder jorden opad mod himlen og nedad mod underverdenen, og horisontalt skaber et centrum for verden, et orienteringspunkt for den beboede verden. Axis mundi ”frembyder et brud i rummets homogenitet”
(Eliade 1993, 27) og konstituerer således et verdenssystem, for ”rundt om denne verdensakse strækker ’verden’ (= ’ vor verden’) sig, følgelig befinder aksen sig ’i midten’, i ’verdens navle’; den er verdens centrum”
(Eliade 1993, 27).
Verden er således ikke homogen for det religiøse menneske, tværtimod. I dette perspektiv er det at blive religiøs lig at gå fra et homogent til et heterogent verdenssyn og at se verden som struktureret i helligt vs. profant. Verden får struktur, og det religiøse menneske får dermed orienteringspunkter i verden.
Det religiøse menneske kredser, ifølge Eliade, konstant om axis mundi og ved at indtræde i verdens centrum, genindtræder det religiøse menneske ikke bare i det rumlige udgangspunkt for verden, det genindtræder også i det tidslige udgangspunkt. I det rumlige og tidslige udgangspunkt for verden kan mennesket være i kontakt med guderne; hvilket er essensen af det religiøse menneskes stræben, og det er kernen i Eliade’s teori om sted og rum.
Eliade er således essentialist; kategorierne sted og rum har en essens, de er reelt eksisterende, da de udspringer af reelt eksisterende transcendente agenters manifestation i verden. Sted og rum er derfor ikke dannet i menneskets meningsproducerende omgang med dets omverden; tværtimod er der ifølge Eliade givet en mening ved og i verden på forhånd.
Efter hierofanien, hvorved stedet dannes, indkredses dette sted gennem en symbolsk, arkitektonisk, kunstnerisk eller anden bearbejdning for at markere, at dette sted ikke er en del af den profane verden og derfor må beskyttes mod den profane verden. Ud over det hellige og det profane skabes således også en overgang, med andre ord skabes der en sfære, hvori det hellige er beskyttet; der skabes ifølge denne opgaves terminologi et rum.
Derfor brydes Eliade’s essentialisme med den menneskelige konstruktion af det hellige rum. Dog må man holde sig for øje, at det for Eliade altid er hierofaniens hellige sted, der virkeliggør og sakraliserer rummet.
Religion udspiller sig altså mellem noget ontologisk givent og menneskeligt konceptualiseret, eller som Smith beskriver det, mellem cosmological universalization og anthropological particularization (Smith 2004, 85 figure 1). Ifølge denne opgaves terminologi er sted ontologisk givet, og rum er antropologiske varianter af håndtering af sted.
STED RUM
Figur 2: De stiplede pile markerer hierofanien, hvorved verdens homogenitet brydes, og hvor der i første omgang dannes et ontologisk givet sted. Dette sted indkredses derefter af mennesket, der skabes således et rum, der kan kontrollere den hellige kraft og ikke mindst beskytte den fra profan kraft.
Konstruktivisme: Smith “Map is Not Territory”
En del af Smiths arbejde er skrevet med udgangspunkt i og i direkte opposition til Eliade, Smiths tidligere lærer og kollega. Dette gælder i høj grad de tekster, jeg har medtaget i denne opgave.
Smiths vigtigste kritik af Eliade er, at Eliade betragter sine kategorier, i særdeleshed axis mundi, som ontologiske eller essentielle kategorier i verden. Her op imod mener Smith, at
the task of understanding religion is not the recognition of some essential structure wherever it occurs;
rather it is constantly to expand one’s understanding of religion by the way observed applications reshape and challenge some aspects of the academically constructed concept of religion (Gill 1998, 307).
Ifølge Smith er religion ikke en ontologisk givet del af verden, og
ontologisk givne. Der er ingen data, der i sig selv er religiøse data.
Derimod er religion en konstruktion af mening om verden: “Religion is the quest, within the bounds of the human, historical condition, for the power to manipulate and negotiate ones ‘situation’ so as to have ‘space’
in which to meaningfully dwell” (Smith 1978a, 291), og religionsvidenskaben er studiet af disse former for verdenskonstruktioner (Smith 1978a, 290). En religionsvidenskabelig teori kan ikke være en teori om essentielle strukturer ved verden, men må være en teori om, hvordan religioner skaber disse strukturer. Her tænker Smith i særlig grad på ritualer (Smith 1987), der ”portrays the idealized way that things in the world should be organized” (Bell 1997, 12).
Titlen ”Map is Not Territory” hentyder således til, at religiøse kategorier, eksempelvis ’centeret’, appliceres på verden (Smith 1978a, 299). De er ikke i udgangspunktet en del af denne verden.
Religionsvidenskaben må så blive endnu et lag på denne konstruktion.
Den religiøse konstruktion dannes ikke én gang for altid, men må konstant gendannes, og ligeledes gælder det for religionsvidenskaben, at “[t]he ‘Center’ is not a secure pattern to which data may be brought as illustrative; it is a dubious notion that will have to be established anew on the basis of detailed comparative endeavors” (Smith 1987, 17).
Således er det ikke bare religioner, der etablerer deres eget objekt, religionsvidenskaben gør det også gennem komparative studier.
Smiths tilgang er således oppositionel til Eliade’s. Der gives for Smith ingen ontologiske strukturer på forhånd. De konstrueres af religioner og af religionsvidenskaben. Smiths kritik af Eliade må derfor læses konstruktivt, som Smiths eget bud på et teoretisk grundlag for religionsvidenskaben.
I Smiths egen topografiske teori skelnes ikke mellem sted og rum. I stedet skelner han mellem forskellige former for kort (maps) ud fra religioners måde at konceptualisere verden; der skelnes mellem lokative og utopiske måder at betragte verden på (Smith 1978, 101)4. Denne skelnen er igen et opgør med Eliade, nemlig Eliade’s skelnen mellem arkaiske og moderne samfund (Smith 1978, 100‐101), og det er således ikke en evolutionær skelnen, men en analytisk skelnen mellem religioner, der fokuserer centrifugalt mod et centrum, og religioner, der fokuserer centripetalt ud ad mod verden, mod ikke‐sted (u‐topisk). Disse konceptualiseringer af verden er ifølge Smith sociale og kan ligeledes
dannes gennem ritualer, der ikke er en respons til det hellige, tværtimod
4 Imellem disse to nævner Smith et unavngivent tredje, der ”neither deny nor flee from disjunction, but allow the incongruous elements to stand” (Smith 1978a, 309). Jeg vil her se bort fra denne tredje konceptualisering
skaber ritualet det hellige; ritualer ”serve as maps and labels, not substances; they are distinctions of office, indices of differences” (Smith 1987, 105). Således bliver religion, gennem myter og ritualer, en kartografi, der beskriver (map‐making) og nedlægger (map‐using) et særligt perspektiv på verden. Religion søger således at overkomme den kløft, der er mellem verden (territory) og gengivelsen (map), det er ”a map‐making and map‐using process characterized by differing attitudes toward the inevitable difference between maps and territories ” (Gill 1998, 308).
Figur 3: Denne figur viser, hvordan religion i første omgang ikke er map, men forskellige strategier, map‐
making og map‐using, til at forbinde map og territory. Først derefter kan religioners gengivelser af verden etablere sig mellem lokative og utopiske konceptualiseringer.
4. Sted og rum i en topografisk vending
I dette afsnit vil jeg redegøre for den topografiske vending, som den er formuleret af Hastrup. Hun er den første herhjemme, der ekspliciterer den øgede fokus på spatiale dimensioner og beskriver det som en ny
GENGIVELSE (MAP): LOKATIVE ELLER
VERDEN (TERRITORY)
Map‐ RELIGIO Map‐
vending. En ny vending vil have stor indflydelse på de enkelte fag, for
“[t]he terminology and metaphors, in short the ‘turn’ of any science fashions the theoretical possibilities and directs the attention towards some phenomena rather than others” (Hastrup 2005, 135). Derved kan vending sidestilles med ‘paradigme’ (Hastrup 2005, 135).
Hastrup: Den topografiske vending
Hastrup redegør i sin artikel ”Social Anthropology. Towards a Pragmatic Enlightenment?” (Hastrup 2005) og i introduktionskapitlet til bogen ”Viden om verden” (Hastrup 2004) for de videnskabelige vendinger, som antropologien har gennemgået i det 20. århundrede:
den biologiske, den lingvistiske og den litterære, foruden de tilknyttede forskningstraditioner: funktionalisme, strukturalisme og poststrukturalisme.
Hastrup fremfører, at en ny vending er ved at etablere sig. I kølvandet på den moderne epokes fokus på, at verden i sig selv kunne erkendes, og den postmoderne epokes fokus på betragterens ståsted, vinder en topografisk vending frem, der ”is still happening and therefore not yet clear” (Hastrup 2005, 145).
Grundlæggende er topografien en modvægt til kartografien. I det moderne, antropologiske projekt, der i høj grad blev ført an af
ifølge strukturalismen kun erkendes gennem nogle bagvedliggende strukturer. Den antropologiske afdækning af verden blev en kartografisk gengivelse, hvor verden blev skematiseret ud fra strukturalistiske begreber. Topografien, derimod, vil tilbage til verden. Topografiske metaforer anskueliggør, at mennesket og kulturen altid er indlejret i et landskab, et landskab der ikke kan og ikke skal tænkes bort. Det betyder således, at forholdet mellem mennesket og kulturen ikke skal erkendes i sig selv, men derimod at mennesket skal erkendes i sine omgivelser. Dette vil ligeledes nedbryde dikotomien mellem aktør og struktur.
En central forudsætning for at forstå Hastrups argumentation for anvendeligheden af en topografisk vending er hendes syn på det antropologiske objekt. Traditionelt set har det antropologiske projekt været ’etno‐grafi’, beskrivelsen af fremmede folkeslag og havde ofte en generaliserende karakter: ”Denne stamme tror på …” eller ”blandt dette folk er brugen af … udbredt”. Det er, hvad Hastrup benævner horisontal
”wall‐to‐wall” generalisering (Hastrup 2005, 143).
Men det antropologiske projekt har ændret sig og dermed også dets objekt. Projektet er at forstå mennesket i sin socialitet, dvs. at forstå samspillet mellem den enkelte og helheden (se James 2003, 3‐17). I første omgang har man set på, hvordan enkeltindivider i mere eller mindre grad var determineret af det sociale; antropologien var struktur‐
orienteret, en arv fra Émile Durkheim. Særligt har antropologien siden
1980’erne forsøgt at medtænke Max Weber’s aktør‐perspektiv. I forlængelse deraf er den topografiske vending et forsøg på at lave vertikale generaliseringer mellem individ og samfund, dvs. mellem aktør og struktur (Hastrup 2005, 143).
I det dialektiske forhold mellem individ og samfund, objektiveres mening og betydning, og dér findes det antropologiske objekt – og det religionsvidenskabelige objekt. Dette rejser ifølge Hastrup spørgsmålet angående realisme, for
[t]his constant interplay between the individual and the community makes the anthropological object emergent rather than pre‐fixed. It does not mean that the field is constructed by the anthropologist, as opposed to being real, but it does mean that the field is contingent on analytical objective and scale (Hastrup 2005, 139).
Det antropologiske og religionsvidenskabelige objekt er derfor ikke givet på forhånd, tværtimod opstår det i den analytiske behandling af
”verden”; det antropologiske objekt er emergerende (Hastrup 2005, 139).
Derfor argumenter Hastrup for, at det antropologiske feltarbejde ikke er at kortlægge sociale systemer, men ”rather as a matter of engaging and radically interpreting lived social worlds ” (Hastrup 2005, 138; min kursivering). Antropologi er således ’radikal fortolkning’, et udtryk hentet fra filosof Donald Davidson. Med inspiration fra Davidson ser Hastrup det som antropologiens rolle at give sit objekt en radikal
verden, snarere end at opklare det allerede givne og det i objektet iboende” (Hastrup 2004, 19). Radikal fortolkning tilføjer altså sit objekt ny betydning (Hastrup 2004, 19) og er adskilt fra dagligdags viden om verden (Hastrup 2005, 137). Man kan sige, at det antropologiske objekt er denne nye betydning, og derfor kan Hastrup skrive, at “ontology and epistemology converge in anthropology” (Hastrup 2005, 143).
De metaforer, begreber og perspektiver, som den topografiske vending vil medføre, må altså være i stand til at indfange dette forhold.
Den antropologiske metodik benytter sig af ’analogier’. Analogien er ”et billede på det konkrete mellemværende, der findes mellem antropologerne og de mennesker, der er genstand for den antropologiske interesse” (Hastrup 2004, 11). Men analogien er også en selektionsproces, eller et bestemt perspektiv på verden, og den antropologiske analogi må hæve sig over dagligdagssproget. At følge dagligsproget ville netop være at gengive, men målet for det antropologiske projekt er derimod fortolkningen. Bag den topografiske vending er analogien således en del af den antropologiske metodik, hvorimod radikal fortolkning er en grundlæggende teoretisk præmis.
Figur 4: Hastrups gennemgang af optakten til, forholdet mellem teorier og den topografiske vendings potentiale kan illustreres gennem følgende figur. Merleau‐Pontys perceptionsfænomenologi lagde vægt på det materielle udgangspunkt for social og kulturel praksis. Kroppen blev betragtet som det sted, udgangspunktet, hvorudfra den enkelte opfattede verden. Bourdieu’s praksisteori ”lagde vægt på at vise, hvordan den sociale praksis på et givet sted hang sammen med både de kollektive forventninger, der knyttede sig til feltet, og til de dispositioner, der blev nedlagt i hver enkelt – i praksis” (Hastrup 2004, 20). De to tilgange vedrører begge samspillet mellem det enkelte menneske og helheden, men de har hver deres fokus, henholdsvis det materielle eller det immaterielle.
Landskabsantropologien søgte at sammentænke mennesket og deres landskaber (se Hirsch 1995). De geografiske omgivelser betragtedes ikke blot en tilfældig scene, men derimod fastholdt man, at mennesker levede i en konkret verden, der efterfølgende kunne tillægges forskellig historisk og moralsk betydning (Hastrup 2004, 21; Olwig & Hastrup 1997).
Den topografiske vending kan knytte disse tilgange sammen, knytte det materielle og det immaterielle sammen, og dens største potentiale er at kunne generalisere vertikalt, dvs. at generalisere forholdet mellem individet og samfundet. “Instead of the ‘horizontal’ generalisation about culture or society (from wall‐to‐
wall, so to say) proposed by the modernists, anthropologists have moved towards ‘vertical’ generalisations about the processes – and varying scales – through which meanings and practices become temporarily objectified in a dialectical relationship between individual and community” (Hastrup 2005, 143).
Individet
Det materielle Det
Landskabsantropolo Merleau‐Ponty:
Perceptions‐
Landskabet Det sociale
Pierre Bourdieu:
praksisteori
Den
t fi k
Struktur Aktør
Som et eksempel på et arbejde, der tager udgangspunkt i menneskets topografiske indlejring, nævner Hastrup antropolog Ingold’s artikel ”To Journey along a Way of Life” (Ingold 2000c). Jeg vil i det næste afsnit gennemgå dette arbejde. Det skal dog nævnes, at Ingold ikke nævner en topografisk vending.
Ingold: The Perception of the Environment
Ingolds overordnende projekt, som han redegør for i The Perception of the Environment (2000), er at mindske kløften mellem natur‐ og humanvidenskaberne, i antropologien mellem på den ene side social‐ og kulturantropologerne og på den anden side biologisk og fysisk antropologi; i det hele taget at mindske kløften i den kartesianske dualisme (Ingold 2000, 1‐5). Eksempelvis skrev Ingold bogen Evolution and Social Life (1986), hvor mennesket blev diskuteret. Ingold ville forene mennesket som en biologisk organisme med mennesket som et socialt subjekt gennem en tredje term, det menneskelige sind (human mind) (Ingold 2000, 2).
Som stort set resten af den antropologiske og psykologiske faglige tradition startede Ingold ud med at betragte mennesket og dets omgivelser som to separate entiteter, der interagerede ved, at omgivelserne fungerede som input for sindet, der derefter processerede og reagerede derpå. Denne tilgang har været fremherskende i den
tidlige kognitionsforskning, og den knyttes sammen med
’computermetaforen’ og idéen om, at mennesket besidder a cognitive map.
Læsningen af The Ecological Approach to Visual Perception (1979) af psykolog James Gibson ændrede imidlertid Ingold’s tænkning i radikal grad. I stedet for at opretholde en dualisme, hvor siderne kunne forbindes med noget tredje, da åbenbarede5 det sig for Ingold, at dualismens to sider ikke er adskilte og skal forbindes, men er det samme. Med hensyn til ovennævnte eksempel ‘mennesket’, skriver Ingold: ”Why had this view, that the person is the organism, and not something added on top, eluded me for so long?” (Ingold 2000, 3;
Ingolds kursivering). Gibson’s økologiske tilgang (ecological approach) sættes op mod den traditionelle kognitionsforskning. Sindet er ikke afgrænset af hjerneskallen, og kognition er ikke kun informationsbehandling. Mennesket og dets omgivelser er
uadskillelige6.
5 Ingold beskriver denne ændring som en åbenbaring ”I vivedly remember one Saturday morning in April 1988 […]
with grey skies and a little rain – when, on my way to catch a bus, it suddenly dawned on me that the organism and the person could be one and the same” (Ingold 2000, 3).
6 Ingold nævner antropolog Gregory Bateson: ”The mind, Bateson has always insisted, is not limited by the skin”
(Ingold 2000, 3).
Jeg har redegjort for Ingold’s grundlæggende problemstilling, fordi den gennemtrænger hans arbejder. Dels med ’mapping’ og ’navigation ’, som jeg vil redegøre for i næste afsnit, dels med ’huset’, som jeg senere vil redegøre for.
Ingold: ”To Journey along a Way of Life”
Artiklen ”To Journey along a Way of Life: Maps, Wayfinding and Navigation ”anskueliggør forskellen mellem en kartografisk og en topografisk tilgang. Dermed tydeliggør artiklen den topografiske tilgang. Ingold argumenterer topografisk, og artiklen omhandler forskellen og forholdet mellem henholdsvis ’mapping’, ’mapmaking’ og
’map‐using’ og mellem ’wayfinding’, ’cartography’ og ’navigation’, hvoraf de centrale begreber vil blive redegjort for i dette afsnit.
At betragte kartografiske kort over et givent område som en strukturel gengivelse af faktiske strukturer i verden, der eksisterer uafhængigt af områdets beboer, er en kartografisk illusion, der består i at betragte kortet som en gengivelse af verden, hvilket medfører, at
”mapmaking suppresses, or ’brackets out’, both the movements of
people as they come and go between places (wayfinding), and the re‐
enactment of those movements in inscriptive gesture (mapping)”
(Ingold 2004c, 234, Ingold’s parenteser).
Jeg skal nedenfor redegøre for forskellen mellem wayfinding og mapping, men vil først understrege, at i dette citat nævnes, at nok er verden givet på forhånd, således at den eksisterede før mennesket, men den er ikke upåvirket af mennesket. ”[Omverdenen] is rather an immensely variegated terrain of comings and goings, which is continually taking shape around the traveller even as the latter’s movements contribute to its formation” (Ingold 2000c, 223). Det er således her, at en økologisk tilgang til wayfinding kommer ind.
Adskillelsen ligger ikke mellem mennesket og verden og sammenfaldet mellem verden og kortet, men adskillelsen ligger mellem den topografiske verden og det kartografiske kort. Den kartografiske illusion beror på den fejltagelse at betragte steder som fikspunkter og ikke som udgangspunkter for menneskets praksis, men ”places do not have locations but histories. Bound together by the itineraries of their inhabitants, places exist not in space but as nodes in a matrix of movement” (Ingold 2000c, 219).
Figur 5: Dannet efter figur af Ingold (Ingold 2000c, 234). Figuren sætter de forskellige begreber i relation til hinanden, og den viser, at forskellen mellem mapping og mapmaking ligger i, at mapmaking går direkte fra world til map, som var mapmaking en transkription, hvilket ifølge Ingold er en forfejlet antagelse. I stedet bør situated movement med wayfinding og mapping medtænkes, da mapping kan forbinde situated movement med map.
Udgangspunktet for både wayfinding og mapping er situated movement, dvs. individets indlejring i dets umiddelbare omgivelser. Wayfinding er
“the movements of people as they come and go between places” (Ingold 2000c, 234), og, hvilket er meget interessant, “wayfinding might be understood not as following a course from one spatial location to another, but as a movement in time, more akin to playing music or story‐
telling than to reading a map” (Ingold 2000c, 238; Ingold’s kursivering).
At wayfinding er bevægelse i tid kan, om end forsimplet, forstås således, at udgangspunktet for vores spatiale forståelse af omgivelserne altid må
Situated movement
Wayfinding Mapping
World Map
Mapmaking
tage sit udgangspunkt i den enkelte og dennes bevægelse. Når individet bevæger sig, flytter dette udgangspunkt med, og individet finder vejen i takt med bevægelsen. At redegøre for en tilbagelagt rute fra A til B er derfor en genfortælling (jf. story‐telling) om ”en svunden tid”.
Wayfinding er således situated movement i world.
Mapping er en narrativ genindtræden (re‐enactment) af wayfinding, hvorfor Ingold kan skrive, at ”[a]ll wayfinding, I argue, is mapping”
(Ingold 2000c, 231). Men mapping er derudover også ’inscription’ (Ingold 2000c, 220; 233). Det vil sige, at mapping ikke ”kun” er en genfortælling af en tilbagelagt rute, men også en deiktisk praksis, hvor selve genfortællingen peger tilbage på ruten med individet som genfortæller (Ingold 2000c, 233). Hvor wayfinding afgiver fodaftryk, da afgiver mapping ”fingeraftryk ” i form af inscription, som er en gestikulerende gengivelse af ruten. Derfor er der en sammenhæng mellem landskabet og gengivelsen af landskabet, eller mellem world og map. En lignende sammenhæng findes ikke ved mapmaking trods illusionen om, at map er en direkte gengivelse af world og fremstår som en gengivelse, hvor forbindelsen til et punkt af world er underordnet. Dette er en vigtig forskel mellem mapping og mapmaking. Et billede på forskellen er, at hvor mapping benytter sig af ”højre”, ”ved den smukke å” og ”efter to minutters gang”, da vil mapmaking være metrisk og benytte et objektivt kartesiansk koordinatsystem og beskrivelser som ”nord” og ”400
meter”, der kræves altså ikke noget bestemt udgangspunkt eller et individ. Dermed opstår løsrivelsen fra situated movement og illusionen om, at map er en direkte gengivelse af world. Men ”[t]he map, like the written word, is not, in the first place, the transcription of anything, but rather an inscription” (Ingold 2000c, 231; Ingold’s kursivering).
Inscription har altså to betydninger eller former. Den ene er i mapping‐processen, som beskrevet ovenfor. Den anden er i mapmaking‐
processen, hvor det at fremstille et kort er at lægge en – socialt konstitueret – tolkning af verden. Netop derfor er map ikke en transcription.
”To Journey Along a Way of Life” beskriver mapping. Men den beskriver også, hvordan vi får viden om verden: ”to put my thesis in a nutshell, knowing is like mapping” (Ingold 2000c, 220), og artiklen argumenterer da heller ikke for at ændre på den kartografiske tradition, men den er i stedet en argumentation for, at mennesket opnår viden i omgangen med verden. Med andre ord, den umiddelbart foreliggende verden kan ikke abstraheres bort, og cognitive maps er en forfejlet antagelse, hvorimod en økologisk tilgang til viden netop tager højde for dette forhold.
Derfor er artiklen et meget godt eksempel på forskellen mellem en topografisk og kartografisk tilgang til viden, for så vidt også som en
videnskabsteoretisk tilgang, da Ingold netop bruger wayfinding og mapping som en metafor for videnstilegnelse.
STED: SITUATED MOVEMENT RUM: REGION
Figur 6: Den stiplede linje markerer verden, forstået som landskabet, forud for menneskets ageren. Stedet vil så være udgangspunktet for situated movement, dvs. individet, og pilene markerer det udsyn, mennesket har i sin wayfinding. Rum, eller for at bruge Ingolds terminologi region, er summen af al wayfinding, dvs. summen af alle tilbagelagte ruter. Man kan beskrive det som individets samlede geografiske erfaring.
5. Sted og rum fra geografi til kognition
Ovenfor har jeg redegjort for den topografiske vending, som den er formuleret hos Hastrup, og jeg har givet et eksempel på vendingens anvendelighed ved at se på Ingold’s teori om situated movement, wayfinding og mapping. I det følgende vil jeg se mere specifikt på begreberne sted og rum. Jeg vil analysere sted og rum fra det geografiske over det arkitektoniske til det kognitive og vise, at der er en sammenhæng mellem den ydre geografiske verden og den indre kognitive verden, samt hvordan denne sammenhæng kommer til veje.
Det centrale niveau er det arkitektoniske, da det er på dette niveau den første bearbejdning af omverden sker; en bearbejdning, der har stor betydning for studiet af religion. Som jeg vil vise med Wilson, sker der
med husbyggeriet og bofastheden en overgang fra konstruktion af verden til rekonstruktion af verden. Derfor vægter afsnittene 5.2., 5.2.1. og 5.2.2.
om ’huset’ mest i denne gennemgang af sted og rum. Min argumentation skal dog ikke betragtes som en evolutionær argumentation. Således vil analysen af sted og rum følge den topografiske vendings fokus og være vertikal, fra geografi til kognition, ikke horisontal, fra fortid til nutid.
Sted og rum i geografien
Humangeografien har siden 1970’erne forsøgt at ændre geografien fra at være kartografisk orienteret til at være topologisk orienteret; parallelt med ændringen inden for antropologien. Dog har man naturligvis ikke fokuseret på individer, blot at enhver skildring af geografiske forhold må tage udgangspunkt i, at verden er beboet. Flere har også taget udgangspunkt i filosof Martin Heideggers teori om, at sted er en måde at‐være‐i‐verden på snarere end en social konstruktion (Cresswell 2004, 21‐22).7 Grundlæggende betragter humangeografien den kartografiske tradition som dyrkende en abstrakt geografi, der fokuserer på abstrakte
rum uden at tage et videnskabeligt hensyn til, at verden er beboet.
7 Sted og rum har også været behandlet af andre i filosofien, bl.a. af Emmanuel Kant, der underviste i geografi, samt Edward Casey og Henrí Lefebvre. Deres behandlinger er dog ikke fundet direkte relevante for denne opgave.
Derimod, hvis rummet bliver beboet af mennesker, og det bliver gjort konkret gennem en aktør, der tager sit udgangspunkt deri, da bliver rummet til et sted. Derfor kan Tuan, som nævnt i indledningen skrive
”Space is more abstract than place” (Smith 1987, 28). Forskellen mellem sted og rum i humangeografien ligger således ikke på et semantisk niveau, men mellem aktør versus struktur.
På trods af humangeografiens indsigter, har jeg afskåret traditionen fra denne opgave. I en diskussion af sted og rum formår den ikke at skelne tilfredsstillende mellem de to begreber.
I stedet vil jeg inddrage de kraftdynamiske strukturer, hvilke jeg redegjorde for i andet afsnit. ’Landmærke’ og ’område’ er de første skridt fra det geografiske til det semantiske og det kognitive.
Umiddelbart synes det oplagt, at der er taget udgangspunkt i de materielle, geografiske forhold, når immaterielle, sociale og semantiske forhold skal rubriceres, eksempelvis er landegrænser ofte draget ved bjergkæder, floder osv. Men sted og rum er ikke nødvendigvis determineret af geografiske forhold. Andet skridt er at løsrive de kraftdynamiske strukturer fra landskabet, fra geografi, og applicere dem på semantiske og kognitive forhold.
LANDMÆRKE OMRÅDE
Figur 7: Verden ”i sig selv” er stiplet. Landmærke er en topografisk markant struktur i landskabet. Bjerge er et oplagt eksempel, da de fungerer som pejlemærker for både geografiske og sociale forhold i mange samfund. Området, dalen eller øen, er derimod markant som en afgrænsning af landskabet, og derved skaber området et os‐dem‐forhold.
Sted og rum i arkitekturen
Der foregår i et spændingsfelt mellem arkitektur, arkæologi og antropologi en debat om ’huset’. Huse som bygninger, sociale og hierarkiske manifestationer, hjem, mediator mellem mennesket og landskabet eller som betydningsdannelse m.m. (se Carsten & Hugh‐
Jones 1995; Pearson & Richards 1994).
Jeg har valgt at præsentere henholdsvis Ingold’s og Wilson’s teorier, dels fordi disse teorier danner en god modvægt, men også et supplement til hinanden, dels fordi jeg betragter teorierne vedrørende huset som et bindeled for sted og rum som geografi og som kognition.
Ingold: ” Building, Dwelling, Living”
I dette afsnit vender jeg tilbage til Ingold. Forudsætningerne for hans syn på huset er igen den økologiske psykologi, hvilket jeg har redegjort
for ovenfor. Derfor kunne Ingolds artikel ”Building, Dwelling, Living:
How Animals and People Make Themselves at Home in the World”
(Ingold 2000b) være inddraget som eksempel på en topografisk vending. Jeg har valgt at tage artiklen med under dette afsnit, fordi Ingold’s dwelling perspective står i en direkte modsætning til Wilson’s building perspective8.
Ingold argumenterer ud fra Heidegger for, at huse er menneskets forbindelse med omgivelserne. Heidegger fremfører i artiklen ”Building Dwelling Thinking”9 (Heidegger 1971) forskellen mellem at bygge og at bo, og han argumenterer etymologisk for, at ’at bo’ ligger forud for ’at bygge’. Mennesket bygger altså ikke for at bo, men fordi vi bor i verden, da bygger vi. ”We do not dwell because we have built, but we build and have built because we dwell, that is because we are dwellers” (Heidegger 1971, 146; Heidegger’s kursivering). Ingold går et lille skridt videre og
8 Disse termer er Ingold’s. Jeg har bibeholdt dem, da de meget fint beskriver de to positioner over for hinanden
9 Ingold’s artikel har sit navn herfra (Ingold 2000b, 185), men Ingold beskæftiger sig ikke her med tænkning.
Heideggers titel er uden komma og har præg af en opfordring, hvorimod Ingold’s, med komma, er en opremsning.
skriver: “Building, then, cannot be understood as a simple process of transcription, of a pre‐existing design of the final product onto a raw material substrate” (Ingold 2000b, 186).
Som jeg viste i afsnittet om mapping, kan menneskets omverden ikke bortskrives, da den er en uundgåelig del af menneskets måde at være til.
Heideggers mål, at reetablere ’at bo’ som menneskets udgangspunkt for sin omgang med verden, appliceres således på Ingold’s overordnede teoretiske ramme. At bo bliver menneskets konstante udgangspunkt, dets stationære situated movement, og at bygge bliver at sammenligne med en mapping‐proces, hvor den beboede verden bliver underlagt inscription. Derved bliver huset ikke blot til omdrejningspunktet for menneskets omgang med verden, men også menneskets ”fingeraftryk”
tilbage på verden.
AT BO AT BYGGE
Figur 8: For Ingold er at bygge blot en udvikling af at bo, og han foreslår en homologi imellem dem:
[organisme : at bo : omgivelser :: krop : at bygge : landskab] (Carsten & Hugh‐Jones 1995, 4). Både at bo og at bygge bliver således en måde at være indlejret i verden på.
Wilson: The Domestication of the Human Species
Wilson argumenterer i sin bog The Domestication of the Human Species (1980) for, at den evolutionære udvikling fra jæger‐samler‐samfund til fastboende agerbrugssamfund og den tilhørende udvikling fra sporadiske og flygtige bebyggelser til bygningen af permanente huse er et udtryk for menneskets bearbejdning af den givne verden. I bygningen af huse ligger ydermere selve grundlaget for menneskets betydningsdannelse.
Jæger‐samler‐samfund er ifølge Wilson løst struktureret, uden faste grænser, men er centreret omkring geografiske markante landmærker.
Der er således en fokus på landskabet og dets strukturer, som vandhuller og stier, og steder, hvor individet og landskabet mødes, såsom fødested. Landskabet bliver semantisk markeret: ”The hunter/gatherer pins ideas and emotions onto the world as it exist: the landscape is turned into a mythical topographical map, a grid of ancestor tracks and sacred sites” (Wilson 1988a, 50). Man konstruerer et semantisk landskab ved at pålægge det foreliggende landskab betydning.
Forskellen mellem jæger‐samler‐samfund og fastboende samfunds omgang med landskabet ligger kort sagt i forskellen mellem konstruktion og rekonstruktion:
A construction is put upon the landscape rather than the landscape undergoing a reconstruction, as is the case among sedentary peoples, who impose houses, villages, and gardens on the landscape, often in place of natural landmarks (Wilson 1988a, 50).
I fastboende samfund modificeres landskabet og rekonstrueres således.
Den vigtigste rekonstruktion af landskabet er det fastliggende hus.
Huset har grænser og er derfor i markant modsætning til jæger‐samler‐
samfunds åbne strukturer.
Med huse kommer også et nyt aspekt til menneskets kognition, det er et ”attempt to show that the house, especially its geometry, should be viewed as a technical and cognitive instrument, a tool for thought as well as a technology of shelter (Wilson 1988, 5; min kursivering). Wilson beskriver, hvordan jæger‐samler‐samfund (hvilke Wilson også benævner opening societies) markerede landskabet med steler, der fungerede som pejlemærker. Derimod er huset den første menneskelige (re)konstruktion, man kunne gå ind i, og ophavet til containeren, en struktur, der så blev overført på samfundet. Til forskel fra Lakoff &
Johnsons fokus på kroppen (Johnson 1987; Johnson 1991; se nedenfor) som udgangspunkt for container‐skemaet og betydningsdannelsen fokuserer Wilson på containeren som en følge af en rekonstruktion af naturen.
