NÅR GUD TALER ‐ EN KARAKTERISTIK AF
kapitel 3 vers 1‐12 samt af udvalgte tekststykker i Første‐ og Anden Mosebog, som viser ’pagten’ som talehandling.
Indledningsvis vil jeg redegøre for Austin’s talehandlingsteori i Ord der virker. Desuden vil jeg inddrage Searle’s artikel ”What is a speech act?” (1965) for at uddybe Austin’s teori. Disse to tidlige udgaver af talehandlingsteorien danner udgangspunktet for karakteristikken af det valgte tekstmateriale. Dog kan talehandlinger i Det Gamle Testamente (GT) ikke ses som udtryk for det dagligsprog, som Austin og Searle arbejder med, og jeg vil derfor kort gøre rede for Bibelen som tekst og talehandling og for den talehandlende Gud.
Karakteristikken af talehandlingerne i mit tekstmateriale vil vise, at det primært er perlokutioner, der er på spil, og dermed er Austin og Searles teori ikke dækkende. De beskæftiger sig ikke meget med den perlokutionære handling. Derfor vil jeg inddrage artiklen ”Illokutioner er assertiver” (Widell 2000) og på den måde vise, at det er en rimelig påstand, at teksterne primært er domineret af perlokutioner.
2. Austins talehandlingsteori
Ord der virker er skrevet på grundlag af noter til de forelæsninger, Austin holdt i 1955 ved universitetet i Harvard, USA, og bogen er udgivet efter hans død (Widell 2000, 16). I disse forelæsninger når Austin frem til en gradvis erkendelse af, hvorledes der kan skelnes
mellem performativer og konstativer. Han ender med at konkludere, at det ikke er muligt at foretage en skarp skelnen, og at konstativerne snarere må ses som en slags performativer (Austin 1997, 152‐53). Det giver dog, ifølge Austin, ikke mening at tale om et rent performativ eller et rent konstativ, der er nemlig tale om: ”[…] familier af beslægtede og overlappende talehandlinger” (Austin 1997, 169). I stedet for at skelne mellem disse to typer af ytringer præsenterer Austin en ny terminologi, der beskriver talehandlingen på tre niveauer, nemlig et lokutionært, illokutionært og et perlokutionært. Dog bibeholder Austin performativet inden for rammerne af disse begreber. Performativet anses nu for en særlig type verbum.
2.1 Performativet
Ifølge Austin har al sprogbrug performative træk. Performativet dækker over, at ”det at sige noget er at gøre noget”. En ytring er et performativ, når den er, eller er en del af, at udføre en handling.
Ytringer er netop performative, hvis man handler eller ændrer en tilstand, idet man udsiger dem (Austin 1997, 37). Et eksempel på dette kunne være dåben, hvor præsten døber barnet, idet han ytrer en række ved konvention fastlagte sætninger. Samtidig ændres en tilstand, idet barnet går fra at være udøbt og unavngivet til at være døbt og navngivet. Det er imidlertid helt afgørende, at ordene og handlingerne i
en sådan procedure udføres korrekt og med de rette intentioner, hvis den skal være vellykket.
Et vigtigt kriterium for performativer er, at de ikke kan anses som sande eller falske. Derimod kan de enten være vellykkede eller mislykkede, og Austin opstiller en række kriterier, som skal opfyldes, før et performativ kan siges at være vellykket. For det første skal der være et sæt af konventionelle regler, som er alment accepterede.
Dernæst skal de uskrevne regler overholdes, og proceduren i handlingen skal følges korrekt og fuldstændigt: det går med andre ord ikke at udelade visse elementer i barnedåben. Endelig skal de implicerede i handlingen have de rette følelser, og de skal efterleve de gældende reglers krav (Austin 1962, 45‐46). Hvis dette regelsæt på forskellige måder ikke overholdes, er der tale om to typer af mislykket handling fejlskud og misbrug. Et eksempel på fejlskud kunne være, at den, der udfører barnedåben, ikke er ordineret præst. Et eksempel på misbrug er at foregive at have visse intentioner, som man ikke har, ved fx at afgive et løfte om at opdrage sit barn i den kristne tro, vel vidende, at man ikke vil indfri det.
Hvorvidt et udsagn er et performativ kan ifølge Austin afprøves ved at omskrive det til et eksplicit performativ. Fx ”jeg skal nok være der” kan omskrives til ”jeg lover, at jeg nok skal være der” (Austin 1997, 95). Ordet lover – det eksplicit performative verbum – viser her, at der er
tale om et løfte, og jævnfør de overfor nævnte kriterier er lover et performativ, men kun vellykket såfremt løftet holdes.
Austin opstiller nu den tese, at når et performativ ytres, udføres på samme tid tre forskellige typer handlinger: En lokutionær, en illokutionær og en perlokutionær handling. Austin hævder at: ”Det synes som om der til ethvert eksplicit performativ også findes en illokutionær handling”
(Austin 1997, 151).
2.2 Lokutionære, illokutionære og perlokutionære handlinger
Austin fremhæver, at lokutionære, illokutionære og perlokutionære handlinger er forskellige udtryk for, at det at sige noget er at gøre noget.
Med den lokutionære handling ytrer man en bestemt sætning med en vis betydning og reference. Med den illokutionære handling fremsætter man ytringer, som har en vis konventionelt betinget kraft fx beordre, advare, stille spørgsmål, give svar etc. Disse handlinger udføres idet, man udfører den lokutionære handling. Den perlokutionære handling er det, vi afstedkommer ved at sige noget fx at skræmme eller true, den perlokutionære handling er altså selve følgevirkningen (Austin 1997, 128, 132‐33).
Austin stiller den illokutionære handling overfor de to andre handletyper. Den illokutionære handling adskiller sig fra den lokutionære og den perlokutionære, idet den får følgevirkninger. Austin
opstiller tre punkter, hvor dette er tilfældet: 1) handlingen er vellykket udført, når den har opnået en effekt på sin tilhører, dvs. at taleren bekymrer sig om, at ytringen bliver korrekt opfattet. 2) Den træder i kraft på bestemte måder: når skibet fx er døbt Elizabeth kan det ikke omtales Josef, og endelig 3) kalder den på respons. En ordre skal adlydes, før en handling kan siges at være vellykket udført (Austin 1997, 137). Det særlige ved den illokutionære handling er, at den er konventionelt betinget. Den er ikke et fysisk afgrænset tilfælde, men har visse effekter, fordi den er bestemt af konventionen.
2.3 Illokutionær kraft
Det er netop effekten, der er interessant ved illokutionære handlinger i forhold til andre typer af handlinger. Den illokutionære handling er udførelsen af en handling, i og med man siger noget. De sprogfunktioner, der har denne egenskab, besidder illokutionær kraft.
Den illokutionære kraft er den talehandlingstype, man anvender, når man fremsætter ytringen fx love, befale, hilse etc. Den illokutionære kraft er med andre ord performativet (Austin 1997, 123; 169).
Austin klassificerer fem typer af ytringer efter deres illokutionære kraft, men indrømmer, at han ikke er tilfreds med listen (Austin 1997, 170). Jeg vil dog hævde, at disse kategorier er velegnede til at udskille,
De fem typer er: 1) Verdiktiver, fx en kendelse afsagt af en dommer (udøvelse af dømmekraft). 2) Eksercitiver, fx udøve magt ved at beordre (udøvelse af magt eller indflydelse). 3) Kommisiver, fx løfter, accept og hensigtserklæringer (indebærer forpligtelser). 4) Behabitiver fx holdning og social adfærd, undskylde etc. (indtagelse af holdning) 5) Ekspositiver, klargør hvorledes en ytring skal indpasses (klargørelse af argumenter og kommunikationsbetingelser) (Austin 1997, 170; 180).
Austin hævder, at performative ytringer er tomme, hvis de udsættes for en forskydning i forhold til deres udsigelsestidspunkt. Det betyder, at de ikke kan tages for pålydende og må opfattes som parasitære (Austin 1997, 51). Ifølge Andersen og Bredsdorff, som har skrevet forordet til den danske oversættelse af How to do things with words, har al sprogbrug ifølge Austin performative træk. Dermed giver det god mening at anvende talehandlingsteori på litteratur, der handler om talehandlinger (Andersen & Bredsdorff, 1997 27‐28). Anden Mosebog består næsten udelukkende af talehandlinger og er således egnet materiale. Jeg vil se bort fra Austin’s holdning til disse talehandlinger som parasitære, men dog forholde mig til, at talehandlingerne er løsrevet fra deres situation og derfor er meget forskellige fra det dagligsprog, Austin forsøger at beskrive.
Austin fokuserer mest på talerens position i talehandlingen, men da tilhøreren har en vigtig rolle i forhold til Guds tale, vil jeg kort skitsere
endnu en teori, som lægger vægt på denne instans, nemlig Searles videreudvikling af Austins talehandlingsteori.
3. Searles talehandlingsteori
I artiklen ”What is a speech act?” (1965) videreudvikler Searle Austin’s talehandlingsteori. Searle’s påstand er, at når vi taler, udfører vi på samme tid to handlinger: Vi referer til noget samtidig med, at vi udfører en bestemt handling fx kommer med en påstand, spørger, befaler etc. Denne sidste handling er illokutionen, og Searle anser den for at være mindsteenheden i lingvistisk kommunikation. Han hævder endvidere – i overensstemmelse med Austin – at deltagelse i denne lingvistiske kommunikation er regelstyret, eller rettere sagt illokutionerne er regelstyrede (Searle 1965, 263‐64).
Hypotesen er, at sprogets semantik kan ses som en serie af konstituerende regler, og de illokutionære handlinger udføres i overensstemmelse med disse regler (Searle 1965, 267). Searle undersøger hvilke regler, der gælder for udførelsen af en illokution, og i den forbindelse diskuterer han tre karakteristika ved illokutionen nemlig rules, propositions og meaning.
Ifølge Searle findes der to typer af regler regulerende og konstituerende. De regulerende regler regulerer adfærd, et eksempel er reglerne for etikette, som styrer vores interpersonelle forhold. Det
særlige er, at disse forhold eksisterer uafhængigt af reglerne. I modsætning hertil skaber og definerer de konstituerende regler nye former for adfærd; fx definerer reglerne i fodbold, at spillet overhovedet eksisterer, da der ikke ville være et spil som fodbold, hvis ikke det var for de faste regler for, hvad spillet går ud på (Searle 1965, 265). Ved hjælp af disse konstituerende regler skabes institutionelle kendsgerninger, hvilket vil sige, at de anerkendes i det sociale fællesskab og derved opfattes som konvention1 (Widell 2000, 26).
Illokutionerne er netop handlinger, der, ifølge Searle, udføres i overensstemmelse med sådanne konstituerende regler (Searle 1965, 267).
Propositioner er en del af den illokutionære handling, men er ikke i sig selv en handling. Searle skelner derfor imellem den propositionelle indikator i en sætning og indikatoren på den illokutionære kraft. Det er den sidste, der er interessant i forhold til hvilken talehandling, der udføres (Searle 1965, 268).
Udover det propositionelle indhold er der også mening i en illokution. Denne mening er ifølge Searle netop betinget af intentionen og konventionen. Således ønsker den, der ytrer en illokution at opnå en
1 Searle fraviger senere denne holdning (jf. Widell 2000, 26), men da dette ikke har nogen betydning for min
opgaves pointer, vil jeg ikke uddybe dette meningsskifte nærmere.
særlig effekt, ved at få høreren til at anerkende denne intention om at opnå effekten. Samtidig er det talerens intention, at denne anerkendelse finder sted, idet de regler, der gælder for hans ytring, opfattes som, at ytringen skal opnå denne effekt (Searle 1965, 272). Her ses det, at høreren har en væsentlig rolle i forbindelse med, at illokutionen skal lykkes, hvor det hos Austin primært ligger hos taleren, hvis illokutionen lykkes.
Searle opstiller som eksempel fem regler for det ‘at love‘. Disse regler viser, at det er en konstituerende regel, der sikrer, at vi som samtalepartnere er enige om, hvad det indebærer at afgive og modtage et løfte. Jeg vil her fremhæve den ene af de regler, som Searle benævner prepatory rules. Denne regel fremhæver, at løftet kun skal afgives, såfremt lytteren ønsker, at taleren gør det, han lover. Dertil kommer the sincerity rule og the essential rule (Searle 1965, 279). Førstnævnte implicerer et krav om, at taleren kun afgiver et løfte, såfremt han har til hensigt at holde dette løfte. Sidstnævnte implicerer, at den, der afgiver løftet påtager sig forpligtelsen til at overholde det, hvilket netop er kernen i den konstituerende regel for det at love (Searle 1965, 279).
Reglerne afspejler desuden, at der er et vigtig sammenspil mellem taler og lytter, idet taleren ikke kan udføre en vellykket illokution, hvis ikke lytteren er indforstået med reglerne. Det er altså vellykkethedskriteriet
for illokutionen, der er i fokus hos både Searle og Austin, men hos Searle spiller lytteren en mere fremtrædende rolle i illokutionen.
I Anden Mosebog fremtræder Gud som talende, og således kan hans illokutionære ytringer karakteriseres ud fra Austin og Searle’s kriterier, men Gud underlægger sig ikke de regler, som Searle opstiller for illokutionen. Ved hjælp af religionsfilosoffen Wolterstorff kan det dog godtgøres, at det giver mening at foretage denne karakteristik alligevel, men først skal vi se på Bibelen som teksttype.
4. Bibelen, tekst og talehandling
Mange vil hævde, at Bibelen som tekst må bestemmes som fiktion.
De drager denne slutning, da Bibelen har svært ved at leve op til eller bryder med kravene om sandhed, korrekthed og relevans, som er gældende for den faglitterære tekst (Widell 2005, 60). Disse principper er irrelevante i en fiktiv tekst, idet reference og sandhed ikke er påkrævet, hvilket bestemmes af en metakonvention om, hvad der er gældende for en fiktiv tekst (Widell 2005, 68).
Men Bibelen opfatter ikke reference og sandhed som irrelevant ‐ tværtimod. Afsenderen opfatter klart det skrevne som sandt; Bibelen er intenderet ikke‐fiktion og: ”[…] afsender [må] siges at være suveræn i sin afgørelse” (Widell 2005, 69). Når Bibelen af læseren anses for at være fiktion, er det ikke kun et spørgsmål om sandhed og reference, men også
et spørgsmål om, at den bryder med reglerne for samtalekooperation (ibid.). En samtale mellem Gud og menneske synes at være usandsynlig, men her må man tage de særlige egenskaber, en religiøs tekst besidder, i betragtning.
Den religiøse tekst peger bagud mod sit talende ophav og fremad mod modtagelsens horisont (Albinus 2005, 359). Dette er fælles for alle tekster, men den religiøse tekst er et særtilfælde, idet den semantisk forpligter sin læser på en transcendent virkelighed som forudsætning for, at der overhovedet kan finde en pragmatisk bevægelse sted mellem afsender og modtager (ibid.). Hvis ikke læseren vil acceptere dette – i det mindste inden for tekstens ramme – men betragter teksten som et udtryk for fiktion, er min påstand, at den religiøse tekst som meningsfuld nedbrydes.
Selvom Bibelen som religiøs tekst forudsætter, at der er en transcendent eksisterende magt, som menneskene kan interagere med, vil en talehandlingsanalyse vise, at Gud ikke indgår i en samtale under normale principper. Wolterstorff benytter sig af Austin og Searle til at vise, at Gud talehandler, men må erkende, at Gud ikke lever op til de regler, der gælder for samtaleparterne, som vi så det hos Searle i eksemplet med løftet.
5. Den talehandlende gud
I Divine Discourse (1995) reflekterer Wolterstorff over, at Gud taler til menneskene. Han anvender Austin og Searle’s talehandlingsteori til at belyse, at Gud benytter sig af illokutioner i sin henvendelse til mennesket, fx befalinger og løfter.
Dermed anser Wolterstorff Bibelen for at være et medium for den guddommelige talehandling, og argumentet er, at det er en fundamental tanke i Jødedommen og Kristendommen, at Bibelen er Guds ord (Wolterstorff 1995, 8). Via teksten udfører Gud illokutioner; ganske vist er det mennesker, der har skrevet Bibelen, men Wolterstorff fremhæver, at dette af troende anses for at være autoriseret af Gud (p. 41).
Herefter gør Wolterstorff sig overvejelser om, hvorvidt Gud kan indgå i en talehandlingssituation på lige vilkår med mennesker. I overensstemmelse med Searle fremhæver han, at den talende er forpligtet, når han afgiver et løfte og at den lyttende er forpligtet, når der udstedes en befaling (p. 35). Denne normative anskuelse er nødvendig, hvis ikke talen skal undermineres af uoprigtighed (p. 84‐85), hvilket er i overensstemmelse med Austins og Searles kriterier for den vellykkede talehandling. Men Wolterstorff må erkende, at disse betingelser netop ikke er gældende for Gud. Mennesket er forpligtet på at adlyde Guds befalinger, men Gud kan modsat aldrig være forpligtet
på at holde sine løfter endsige lytte til menneskene. Da Gud i Bibelen anses for absolut, kan han kun være forpligtet i kraft af sig selv (p. 97).
At Gud ikke har de samme forpligtelser som talende aktør som menneskene, synes at diskvalificere ham som talende, men ikke desto mindre er det tilfældet, at Gud talehandler, og således kan disse talehandlinger gøres til genstand for undersøgelse. Ved en karakteristik af talehandlingerne i Anden Mosebog kapitel 3, bliver det åbenlyst, at Gud talehandler, men det er også åbenlyst, at han, som Wolterstorff påpeger, gør det på andre præmisser end menneskene.
6. Karakteristik af Anden Mosebog kap. 3 samt pagten som talehandling Anden Mosebog er hovedsageligt domineret af talehandlinger, hvor Gud befaler Moses og israelitterne at følge hans forordninger. I Austinsk forstand er disse eksercitive talehandlinger. Desuden afgiver Gud løfter og kommisivet er således også en fremtrædende talehandlingstype.
Hertil kommer den pagt, som Gud og israelitterne har indgået. Dette pagtsforhold kommer til udtryk som et løfte fra Guds side om at velsigne israelitterne såfremt, de følger hans befalinger. Det vil sige, at israelitterne i deres egneskab af pagtsdeltagere også aflægger et løfte.
Dette gør kommisivet til en yderligere fremtrædende kategori.
Anden Mosebog er i høj grad præget af Guds direkte tale til Moses,
den er således et eksempel på, hvorledes Gud kommunikerer med
Moses, idet han udsteder befalinger, giver løfter eller indgår en pagt. En talehandlingskarakteristik kap. 3 vers 1‐12, vil vise at dette tekststykke udgør et typisk eksempel herpå.
6.1 Anden Mosebog kapitel 3 vers 1‐12
Da scenen sættes i kapitel 3, er Moses ude at vogte får ved ”Guds bjerg Horeb” (v. 1). Her viser Guds engel sig for ham, og dette bliver indledningen til, at Gud igennem hele Anden Mosebog taler med Moses og lader ham være formidler til det israelitiske folk. Der finder således en samtale sted mellem Gud og Moses, en samtale der i høj grad styres af Gud, men som antager en særegen talehandlingskarakter. Da Moses ser den flammende tornebusk (v. 2‐3), vil han gå hen og se nærmere på den, men da råber Gud til ham inde fra busken:
”Moses! Moses! […] Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord […] Jeg er din faders Gud Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” (v. 4‐6).
Teksten beretter videre efter denne talehandling: ”Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud” (v. 6). I denne talehandling befaler Gud med ordene du må ikke Moses ikke at komme nærmere. Denne talehandling kan i Austinsk forstand siges at tilhøre kategorien af illokutionær kraft, eksercitiv. Dette understøttes yderligere af det faktum, at talehandlingen ligeledes kan ses som en advarsel. Det begrundes, at
jorden er hellig, og da Moses erfarer, at det er Gud, der taler, skjuler han sit ansigt. Dette, at Moses skjuler sit ansigt, hvilket er en ren instrumentel handling, kan siges at være den perlokutionære effekt af advarslen. Jeg vil derfor hævde, at befalingen og advarslen kan ses som perlokutioner, deres hensigt er helt klart at opnå en effekt på tilhøreren, nemlig at få ham til at stoppe op. Moses skjuler ligeledes sit ansigt af frygt for at se Gud, da Gud hævder at være Gud. Ganske vist ekspliciterer den alvidende fortæller i teksten, at det er af frygt, men det er også et resultat af en implikatur, som Moses drager, da han får at vide, at det er Gud han står over for. Da det ikke fremgår direkte af talehandlingen, at Gud skulle være farlig, mener jeg derfor, at det er en implikatur. Gud siger fx ikke ”frygt mig”, men blot at han er Gud, hvilket altså får Moses til at agere. At Moses’ måde at agere på, på grundlag af denne ytring, er ren instrumentel indikerer, at handlingen er kognitivt og ikke semantisk betinget. Han har en viden om Gud, der forårsager handlingen. Herefter taler Gud igen til Moses:
[…] Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidstrakt land, et land der flyder med mælk og honning […] (v. 7‐8).
I denne talehandling hævder Gud først, at han har set sit folks lidelse, og siger dernæst, at han er kommet for at redde dem og føre
dem til et land, der flyder med mælk og honning. Denne sidste ytring er interessant, da den klart antager form af et løfte. Den kan dermed siges at tilhøre den kategori af illokutionær kraft, som Austin benævner kommisiv. Løftet om landet, der flyder med mælk og honning, er en del af den pagt Gud stifter med israelitterne. Jeg skal nedenfor vende tilbage til pagten som talehandling.
Searle har netop beskæftiget sig med løftet som illokution, og fremhæver de konstituerende regler, der er gældende for det at love. Her er det særligt reglen om oprigtighed (sincerity rule) og essentialreglen, der er interessante. De implicerer dels, at den, der afgiver løftet har til hensigt at holde det, dels at han forpligter sig på at holde løftet. Disse regler må, overholdes, hvis illokutionen ‘at love‘ skal være vellykket udført, men her bryder den gammeltestamentlige tekst reglerne. Når Gud på denne måde afgiver et løfte, kan Moses ifølge reglerne forvente, at Gud vil gøre, som han lover. Tilhøreren (Moses) har altså jf. Searle en afgørende rolle i fortolkningen af talehandlingen. Men i stedet for umiddelbart at indfri sit løfte, befaler Gud Moses at indfri det løfte, han selv har afgivet: ”Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten” (v. 10). Her glider et kommisiv således over i et eksercitiv, idet Gud befaler Moses at gå for at føre israelitterne ud af Egypten. Forpligtelsen flyttes således fra den, der afgiver løftet, og over på den, der modtager løftet. Moses bliver med andre ord pålagt selv at
være en aktiv part i indfrielsen af Guds løfte. Han har dog indvendinger imod Guds befaling: ”Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” (v. 11). Men Gud svarer: ”Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.” (v. 12).
Det ses her, at Moses betvivler, at han skal være den, der indfrier løftet, men han får at vide, at Gud vil være med ham og får i tilgift endnu en befaling om, at israelitterne skal dyrke Gud, når de er blevet udfriet. Det er dog tvetydigt, om dette skal ses som en befaling. På trods af ordet skal ligger der også et løfte eller en belønning i det, at israelitterne skal dyrke Gud, når de er kommet ud af Egypten, for det er jo netop et tegn på, at Gud er med Moses. Dette vidner om, at de to typer af illokutionær kraft, eksercitivet og kommisivet er beslægtede kategorier, idet de begge angår forpligtelser (jf. Austin 1997, 170).
Den overordnede talehandlingstype eller illokutionære kraft i den samtale, der finder sted mellem Gud og Moses i v. 11‐12, må dog siges at være kommisivet, men jeg vil hævde, at Gud ved at sende Moses ud for at indfri sit løfte, ikke overholder de konstituerende regler for løftet, som Searle opstiller. Gud talehandler altså på andre præmisser end mennesket (jf. Wolterstorff afsnit 4.1). Hvis der havde været tale om en dagligsprogssituation, ville man kunne hævde, at illokutionen var mislykket jf. Austin og Searles kriterier for vellykkede talehandlinger.
Det fremgår ikke, at Gud skulle være uoprigtig, men han har dog ikke til hensigt alene at indfri sit løfte: han kræver, at den der modtager løftet er med til at indfri det. Det kan altså hævdes, at det lokutionære indhold i Guds ytringer (v. 7‐8) ikke er sandt, idet han lægger byrden over på Moses. Det vil sige, at gud asserterer at ville gøre noget, som han ikke har tænkt sig at gøre (alene). Jeg vender tilbage til dette i afsnit 6.
Talehandlingen er ikke fuldt ud mislykket, men Gud overholder ikke alle de ved konvention fastlagte regler, fordi den fremtidige handling, ifølge Searle skal udføres af den, der afgiver løftet (jf. Widell 2000, 44 ).
Jeg har hidtil beskrevet løftet som en illokution eller som den type illokutionær kraft som Austin benævner kommisiv. Jeg vil dog fremhæve at løftet, som befalingen, må ses som en perlokution, idet den sigter mod en fremtidig tilstand, nemlig indfrielsen af løftet. Det kan med Widell (2000) anføres at Guds udtalelse ”[…] jeg er kommet ned for at redde dem fra egypterne […]” (v. 8) er en perlokution, idet denne udtalelse medfører – må vi her forestille os – at tilhøreren (Moses) drager den implikatur2: ”at den fremtidige situation […] må forstås som
2 Her tænkes på implikatur ifølge Grice. En implikatur er noget, tilhøreren må slutte sig til uden om talen.
Det er med andre ord slutninger, der er ”kognitivt‐pragmatisk baserede” (Widell 2000, 20). Desuden skal det bemærkes, at implikatur normalt drages i det, man vil kalde en implicit talehandling, som er en irrelevant talehandling. Det skal forstås som, at fx spørgsmålet ”kan du nå saltet?” ikke skal besvares med et ”ja”, men