Kristine Ørnsholt
1. Indledning
Religionens rolle i det postmoderne samfund er et omstridt emne blandt religionssociologer i dag. Hvor religionen førhen indtog en væsentligt rolle i så vel den offentlige som den private sfære, vil mange hævde, at religionen i dag findes i en mere internaliseret og privat form.
Dette forhold har selvsagt givet grobund for megen debat omkring religionens rolle i det postmoderne samfund.
Nærværende opgaves anliggende er at belyse religionens rolle i det postmoderne samfund. Udgangspunktet er en diskussion af de to sociologers, David Lyon og Zygmunt Bauman, syn på religionen i det postmoderne samfund. Første del af opgaven er en redegørelse for Lyons fremstilling af det postmoderne samfund med særligt henblik på de tre typer af ’selv’ (self) der her præsenteres.
For at skabe et brugbart sammenligningsgrundlag at gå ud fra må en kort redegørelse for Baumans religionssyn finde sted. Næste del af opgaven består derfor af en sådan. På baggrund af disse afsnit vil
opgavens tredje del være en diskussion af de to sociologers syn på religionen. Fokus vil her specielt være på at undersøge, hvordan Baumans syn på religion i den postmoderne verden forholder sig til Lyons identitetstyper.
Slutteligt vil konklusionen på opsummerende vis eksplicitere de påstande og pointer, der opgaven igennem er blevet fremsat.
2. David Lyon
I sin beskrivelse af det postmoderne samfund1 lægger Lyon specielt vægt på én faktor; konsumerismen. Konsumerismen er en central komponent i det postmoderne samfund, hvor den i særdeleshed har indflydelse på det postmoderne menneskes identitetskonstruktion (Lyon 2000, 96).
Religionen, hævder Lyon, er også blevet en forbrugsgenstand i konsumerismens vareudvalg. Religionen ’shoppes’ af forbrugerne efter smag og behag. På den vis er en art synkretisme et alment fænomen,
1 Udtrykket ’det postmoderne samfund’ er genstand for megen debat blandt sociologer i dag. Mens nogle
finder betegnelsen passende for samtiden, mener andre, at ’det senmoderne samfund’ er en mere korrekt betegnelse (fx Anthony Giddens). Jeg vil dog ikke gå dybere ind i den debat, men blot pointere, at jeg vil bruge den benævnelse, som den pågældende sociolog selv måtte bruge.
hvor konsumenten indtager eklektikerens rolle og således sammensætter sit eget personlige trossystem (ib., 73).
Religionens rolle i det postmoderne samfund er derfor hverken forsvindende eller ubetydelig ifølge Lyon, men den indtager dog en helt anden rolle, end den konventionelle religion gjorde tidligere. Dermed tilslutter Lyon sig Yves Lambert’s tese om, at modernitetens følger for det postmoderne samfund ikke nødvendigvis medfører faldende religiøsitet og i sidste instans sekularisering (Lambert 1999, 324). Der er flere muligheder, mener de. De ser begge en omdefinering og omlokalisering af religionen som en sandsynlig konsekvens af dens ændrede forhold i postmoderniteten.
Lyon opererer i sin benævnelse af det postmoderne samfund med tre typer af ’selv’.
2.1 Det plastiske selv
Den første identitet, som Lyon beskæftiger sig med, er ’det plastiske selv’. Dette ’selv’ er, som betegnelsen antyder, let formbart og overfladisk. ’Det plastiske selv’ er indbegrebet af den postmoderne konsument, der så at sige ’prøver’ flere identiteter og skifter hurtigt fra det ene til det andet.
En typisk betegnelse for ’det plastiske selv’ kunne i dagligdags tale være ’mærkedyret’, der, alt efter hvad moden måtte diktere, justerer sin
stil. På den politiske scene finder vi ’det plastiske selv’ i
’enkeltsagsvælgeren’. Her ’shoppes’ løfter fra valg til valg og alt efter hvilket løfte, der passer bedst i den givne situation, stemmer ’det plastiske selv’ gerne på Dansk Folkeparti til det ene valg og på Socialdemokraterne til det andet.
Idet ”the plastic self consumes sermons (…), new or old liturgical forms, and choir and folk‐band music without ever stopping long enough to be seriously involved in any of them” (Lyon 2000, 92), er det de samme tendenser, der gør sig gældende i ‘det plastiske selv’s forhold til religion. Dette ’selv’ er altså karakteriseret ved en flygtig ubestandighed, hvor kun korte ophold gøres ved forskellige religioner.
2.2 Det ekspressive selv
Det næste ’selv’, som Lyon opererer med, er ’det ekspressive selv’.
Her er det personligheden og det at finde frem til sit virkelige jeg, der er i højsædet (ib., 93). ’Det ekspressive selv’ har sit ophav i den ekspressive revolution, der fandt sted i 1960’erne. Her spillede ’mod‐kulturen’ en væsentlig rolle, hvor opgør med traditioner stod centralt. ’Det ekspressive selv’ kræver sin ret til at udtrykke sig frit, finde sit virkelige jeg og undslippe traditionens forudindtagede kodeks.
De samme tendenser gør sig gældende i ’det ekspressive selv’s
autoritet og the inner voice overtager den centrale rolle. Der er tale om en internalisering af religionen, hvor det drejer sig om at finde frem til det, der er mest rigtigt for én selv.
Trods det, at ’det ekspressive selv’ ifølge Lyon står i opposition til
’det plastiske selv’ (Lyon 2000, 93), synes en sammenhæng mellem de to at være synlig. Det paradoksale ved ’det ekspressive selv’ er, at dets udtryk ofte ender med at blive populært og almindeligt. Den første, som tog et par Converse på i byen, følte sig sikkert ganske ’ekspressiv’, men skoene er efterhånden blevet så populære, at også de er blevet
’plastiske’.
2.3 Det underkastede selv
Det underkastede selv er den tredje og sidste identitetstype, som Lyon præsenterer. Hvor de to første ’selv’er intet problem har med at begå sig i konsumerismen, finder vi i den sidste gruppe dem, der ikke kan overkomme de postmoderne udfordringer. De udfordringer består specielt i de mange valg og beslutninger, der er overladt til individet.
Derfor er dette ’selv’ også karakteriseret ved at søge autoritet og svar uden for sig selv.
At denne gruppe vil føle sig tiltrukket af autoriteter, ekspliciteres i
’det underkastede selv’s forhold til religion. Religionen kommer til at udgøre, hvad man kunne kalde ’en lettelse’ fra det postmoderne, der
fjerner presset fra de usikre eller ’utilstrækkelige’ (i Baumans terminologi, som jeg senere vender tilbage til) individer og forsyner dem med de svar og løsninger, der søges. Det er derfor specielt fundamentalisme, hvor ”a new, authoritative, alternative rationality offers certanties that are in short supply in postmodern times” (ib., 95), tiltrækker ’det underkastede selv’. Nynazisten kunne være et eksempel på et sådant ’underkastet selv’, der i hierarkiet og autoriteten finder svar og faste rammer. Indholdet kommer i anden række.
Via disse tre kategorier udlægger Lyon altså sin opfattelse af postmoderne identitetskonstruktion. Men er dette en udtømmende fremstilling af en så favnende proces, som man må antage, det er at skabe en identitet? Paul Heelas giver i artiklen ”Certainties of Modernity” sit bud på en række identiteter. Heelas skelner mellem flere forskellige typer ’selv’, hvoraf specielt et kan tjene som relevant supplement til Lyons identitetskonstruktioner. ’Det utilitaristiske selv’, som Heelas præsenterer, søger nyttevirkningen og effektiviteten. Dette selv er fuldt ud bevidst om sit eget potentiale og søger derfor optimeringen af dette for at imødekomme den materialistiske verden bedste muligt (Heelas 1996, 166‐167). ’Det utilitaristiske selv’
kombinerer således ’det plastiske selv’s talent for at begå sig i konsumerismen med ’det ekspressive selv’s dybde og tro på sig selv.
3. Zygmunt Bauman
Bauman beskæftiger sig ligesom Lyon med det postmoderne samfund, herunder religionens rolle. Som det vil fremgå af afsnittet, er Baumans syn på religiøsitet i den postmoderne verden forholdsvist yderligtgående.
Bauman mener ligesom Lyon, at konsumerismen er en afgørende komponent i det postmoderne samfund og i det postmoderne menneskes identitetsdannelse. Bauman lægger specielt vægt på evnen til at ’shoppe’, der bliver den vigtigste fordring for at kunne begå sig i det postmoderne samfund (Bauman 1998, 68). Majoriteten af de postmoderne mennesker er egentligt kompetente forbrugere, hævder Bauman. Den resterende del, derimod, der ikke tilhører majoriteten og de kompetente forbrugere, karakteriserer Bauman som ’utilstrækkelige forbrugere’ (en gruppe, jeg vil vende tilbage til senere i opgaven).
3.1 Religion i en postmoderne kontekst?
Bauman tager udgangspunkt i Kolakowskis tese om, at religion er
”indeed the awareness of human insuffiency, it is lived in the admission of weakness”. Men som Bauman pointerer, er der i en almindelig, menneskelig hverdag ikke megen tid til eksistentielle og eskatologiske bekymringer, når ”the cattle must be fed, crops harvested, taxes paid etc.” (ib., 59). De problemer, der optager det postmoderne menneske,
hører denne, ikke en hinsides verden til. Heri findes også grundlaget for
”the counselling boom”, der ifølge Bauman ikke har det fjerneste med religion at gøre, men alene har til at formål at skabe ”the perfect consumer” (ib., 71), for hvem ingen muligheder forpasses.
Bauman fører argumentet videre og siger, at kirken gennem tiden selv har skabt sine egne forbrugere ved at gøre dem opmærksomme på og optagede af en menneskelig utilstrækkelighed (ib., 60). Men i det postmoderne samfund vinder denne kirkelige behovsskabelse ikke genklang. Men hvad er da religion i en postmoderne kontekst?
3.2 Fundamentalisme som eneste postmoderne religion
Eftersom den konventionelle religion har tabt terræn, er der ifølge Bauman kun én postmoderne form for religion, som står tilbage, fundamentalismen. Den religiøse fundamentalismes rekrutteringsgrundlag er de ’utilstrækkelige forbrugere’, som marginaliseres i det postmoderne samfund og overvældes af ”the risk‐
contaminated freedom” (ib., 74). Den manglende evne til at begå sig i konsumerismen resulterer i sidste instans i en mangel på en holdbar identitet. Det er præcist denne gruppe, der ifølge Bauman er tilbøjelige til at søge væk fra friheden og ind i autoritetens trygge rammer, der i religiøst øjemed er fundamentalisme. ’De utilstrækkelige’ genererer
individets utilstrækkelighed, men forsyner samtidigt de utilstrækkelige med svar (ib., 72).
Bauman viderefører yderligere denne påstand og siger, at ”religious fundamentalism is a legitimate child of postmodernity, born of its joys and torments” (ib., 74). Fundamentalismen er en radikaliseret form af
“the counselling boom”, der har til hensigt at kompensere for den utilstrækkelighed, den inkompetente forbruger oplever.
Fundamentalismen udgør en ultimativ vejledning for ’den utilstrækkelige forbruger’ (ib., 73).
Bauman ser på den vis religion som opstående ud fra en mangel, evnen til at forbruge tilfredsstillende. Baumans tese kan i det perspektiv siges at være deprivationsteoretisk. Deprivationsteorien forklarer et religiøst engagement med, at religionen udgør en kompensation eller trøst i en mangelsituation (Furseth/Repstad 2003, 139). I Glock’s systematisering af deprivationen findes kategorien social deprivation, der ”handler om at man har mindre av visse goder og egenskaper som vurderes høyt i et gitt samfund” (ib., 139). Her har vi altså essensen af det, Bauman mener, motiverer fundamentalisme.
Baumans teori forudsætter altså et aktivt valg fra individets side om at blive religiøs. Men hvordan vil han så forholde sig til socialiseringsteorien? Hvor skal det religiøse individ, der er født ind i sin religiøse sammenhæng, men samtidigt er velbevandret i
konsumerismen, placeres? Som svar på tiltale kunne man måske forestille sig, at Bauman ville sige, at dette individ er opvokset med den kirkeligt skabte utilstrækkelighed og dermed i grunden ser sig selv som utilstrækkelig i konventionel religiøs form.
4. Religionens rolle i det postmoderne samfund
I de to foregående afsnit er de to sociologer David Lyons og Zygmunt Baumans syn på religion i det postmoderne samfund skitseret hver for sig. Spørgsmålet er herefter, hvordan de forholder sig til hinanden.
Både Lyon og Bauman tager udgangspunkt i de tendenser, vi ser på samfundsniveau i den postmoderne verden. Her er de enige om, at konsumerismen er den mest betydelige komponent, der ikke alene er et væsentligt karakteristikum for postmoderniteten, men også indtager en afgørende rolle for det postmoderne menneskes identitetskonstruktion.
Identiteten skabes ud fra en shopping for a self‐mentalitet, hvor individet
’shopper’ sig frem til en identitet og således selv bestemmer indholdet af en sådan. Så vidt er de to sociologer enige. Hvad de ikke er enige om, er imidlertid religionens rolle i denne proces.
I sin typologisering af religiøse grupper opererer Roy Wallis med tre kategorier; world‐rejecting, world‐affirming og world‐accommodating (Wallis 1995, 293). Specielt den ene kategori, world‐rejecting, er
interessant i forhold til Baumans syn på religion. Spændingen i forhold til samfundet er stor hos denne gruppe, idet man tager afstand fra samfundet og forkaster dets normer og værdier (ib., 296). Det er netop i denne gruppe, vi finder Baumans ’utilstrækkelige forbrugere’. Dette forhold kan føres videre på Lyons tre identitetsgrupper, hvor ’det underkastede selv’ også vil være at finde i world‐rejecting‐kategorien. For Bauman er de to andre grupper slet ikke interessante, da det udelukkende vil være kompetente forbrugere, man finder der og således ikke individer med behov for religion.
Det er netop i dette forhold, at Baumans og Lyons grundlæggende forskellige syn på religionens rolle i det postmoderne samfund ekspliciteres. Fælles for Lyons tre identitetstyper er nemlig, at de alle kan antage en religiøs form om end nogle mere seriøst end andre. Men for Bauman er det altså kun Lyons world‐rejecting‐identitet, nemlig ’det underkastede selv’, der overhovedet vil have en interesse og et behov for at engagere sig religiøst. Hos Lyon er religion en forbrugsgenstand, der indgår i konsumerismens væld af udbud til den postmoderne identitetskonstruktion. Bauman ser derimod den samtidige religion, det vil sige religion i fundamentalistisk form, som et produkt af det postmoderne og ydermere en reaktion på samme – et flugtforsøg fra postmodernitetens udfordringer.
Bauman og Lyon er på den måde enige om det marginaliserede individs tendens til at søge autoriteter i fundamentalismen. Men som nævnt ser Bauman altså også kun dette individ som havende et religiøst behov. Når man skal belyse Baumans syn på den samtidige religion i forhold til de to andre typer af Lyons ’selv’er, kan det være gavnligt at vende fokus om og i stedet se på, hvordan disse ’selv’er forholder sig til Baumans tese. For hvor vil ’det plastiske selv’ og ’det ekspressive selv’
kunne placeres i denne fremstilling? Ifølge Lyon kan disse to typer godt have en religiøs dimension, da de også bevæger sig frit på det religiøse marked. Bauman hævder dog, at denne dimension i langt de fleste tilfælde ikke har noget med religion at gøre. Den er blot en del af ”the councelling boom”. Man kunne så måske undre sig over, at Bauman mener, at det forholder sig sådan. Hvis den religiøse fundamentalisme kan ses som en radikaliseret udgave af ”the cult of counselling specialist” (ib., 73), hvordan kan han så afvise, at ”specialist counselling” i sig selv kan indeholde en religiøs dimension. Sagt på en anden måde, hvordan kan fundamentalismen siges at være religiøs, hvis dens mildere udgave ikke er det? Nul gange en er vel lig med nul.
Det faktum, at Bauman sætter lighedstegn mellem fundamentalisme og postmoderne religion, kan selvsagt klandres for at være en alt for reduktionistisk fremstilling af religionens rolle og betydning. Fremstillingen efterlader ikke meget rum til et homo
religiosus, der seriøst og dybfølt udviser et religiøst engagement. Men også Lyons fremstilling af den postmoderne identitetskonstruktion kan siges at være noget reduktionistisk. At ville sammenfatte det postmoderne menneskes identitetskonstruktion i tre typer af ’selv’, må nødvendigvis føre til en negligering af menneskets mangfoldighed.
5. Konklusion
Som nævnt i indledningen hersker der ikke konsensus blandt
religionssociologer i dag om religionens rolle i det postmoderne samfund. Lyon og Bauman kan være enige om en række forhold vedrørende religionens rolle i det postmoderne, mens de i andre forhold er uenige.
Lyon lægger specielt vægt på konsumerismen, når han betegner det postmoderne samfund. Ud fra diverse komponenter inden for konsumerismen konstruerer individet sin identitet. En af disse komponenter er religionen. Religionen er altså en forbrugsgenstand, der indgår i konsumerismen. Den postmoderne religion er for Lyon hverken forsvundet eller ubetydelig, men indtager nu en anden og mere privat rolle, end den konventionelle religion gjorde tidligere.
Bauman lægger ligesom Lyon stor vægt på konsumerismen og yderligere evnen til at konsumere. Dem, der ikke besidder denne evne, marginaliseres i samfundet og betegnes af Bauman som ’utilstrækkelige
forbrugere’. Det er netop denne gruppe, mener Bauman, der har en tilbøjelighed til at søge autoriteter, der kan forsyne dem med svar og løsninger. I religiøst øjemed er det derfor den religiøse fundamentalisme, der kommer til at spille en rolle i det postmoderne samfund. Fundamentalismen kompenserer for den utilstrækkelighed, den inkompetente forbruger oplever.
Ser man mere specifikt på, hvordan Baumans syn på religion forholder sig til Lyons tre typer af ’selv’, er der en overensstemmelse mellem Baumans ’utilstrækkelige forbruger’ og Lyons ’underkastede selv’. Bauman mener, at Lyons tredje ’selv’ vil være det eneste ’selv’, der vil have et egentligt behov for religion i det postmoderne samfund. I forhold til de to andre ’selv’er, ’det plastiske’ og ’det ekspressive’, mener Bauman ikke, at deres eventuelle søgen efter religiøse svar (i Lyons terminologi) har et egentligt religiøst indhold. De er ifølge ham blot et udtryk for selvterapi, der skal hjælpe individet med at blive den perfekte konsument.
De to er dermed enige om den religiøse fundamentalismes udspring, og hvorfor den opstår. Men dermed ikke være sagt, at de er enige om religionens rolle i det postmoderne samfund. Hvor Lyon mener, at religionen er en komponent i det postmoderne menneskes identitetskonstruktion, udspringer den postmoderne religion, ifølge Bauman, af manglende evne til at forbruge tilstrækkeligt og dermed
faktisk af en manglende evne til at konstruere en holdbar postmoderne identitet.
Formålet med denne opgave er, som nævnt i indledningen, at belyse religionens rolle i det postmoderne samfund. Hvad der mere generelt kan konkluderes i forhold til dette, er svært. Meningerne om emnet er talrige og ofte modstridende. Den bedste konklusion må derfor lyde, at religionen i dag ikke indtager den samme stationære rolle, som den gjorde tidligere, og at diskussionen om, hvilken rolle den så præcist indtager i det postmoderne samfund, til stadighed er åbent for diskussion.
Litteraturliste
BAUMAN, ZYGMUNT
1998 “Postmodern Religion” S. 55‐78 I Religion, modernity and postmodernity,
Blackwell.
FURSETH, INGER OG REPSTAD PÅL
2003 Innføring i Religionssociologi, Universitetsforlaget, Oslo
HEELAS, PAUL
1996 ”Certainties of Modernity”, s. 135‐177 I The New Age Movement, Blackwell.
LAMBERT, YVES
1999 ”Religion in Modernity as a New Axial Age: Secularization or New Religious Forms”, Sociology of Religion 1999, 60:3.
LYON, DAVID
2000 “Shopping for the Self” S. 73‐96 I Jesus in Disneyland: religion in postmodern times. Cambridge; Malden, MA: Blackwell Publishers.
WALLIS, ROY
1995 ”The Elementary Forms of the New Religious Life”, S. 292‐310 i Bruce, Steve (ed.), The Sociology of Religion Vol I, Aldershot.