SLÆGTSFORSKERNES £ , BIBLIOTEK
Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske
Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor
Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://www.dsshop.dk/sponsorat
Ophavsret
Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for husstanden er ulovlig.
Links
Slægtsforskernes Bibliotek: https://bibliotek.dis-danmark.dk
Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk
Danmark.
Anden Deel.
Jylland.
I
—
Danmark.
En historisk=topographisk Beskrivelse
af L. Both.
—
Anden Deel.
Kjøbenhavn.
Fr. Wøldikes Forlag.
1872.
Jylland (Jotland— Gotland), egentlig Nørrejylland, i Mod¬
sætning til dets Forlængelse mod Syd, det nuværende Hertug¬
dømme Slesvig, hvis rette og ældgamle Navn er Sønderjylland, begrændses mod Vest af Vesterhavet eller Nordsøen, som Tyd¬
skerne og Hollænderne kalde dette Indrehav mod Øst af Lille Belt og Kattegattet. Mellem Kattegattet og Vesterhavet rækker Halvøens yderste Spids Skagen ud imod Nord, i Østersøens Udløb til Vesterhavet, og dette Vand, der oprindelig kaldtes
Skjoldunga Haf“ har deraf faaet det nyere Navn Skagerak.
Mod Syd er der efter Freden af 30te October 1864 trukket
en Grændse mellem Nørre= og Sønderjylland fra Lille Belt til Vesterhavet, uden at dette Skjel, der af Danske kun kanbetragtes som midlertidigt, er knyttet til nogen naturlig Grændse.
Halvøens største Længde fra Skagen til Grændsen Syd for Ribe, altsaa fra Nordnordost til Sydsydvest, er c.
384 Miil, og den største Brede fra Vest til Øst, fra Nissum Klit til Fornes i Grenaaegnen, er c. 22½ Miil. Halvøens Fladeindhold, deri iberegnet de Øer, der ligge inde i Fjordene, udgjør c. 443 Kvadratmile, med en Landbefolk¬
ning af i Gjennemsnit omtrent 1370 Mennesker paa Kva¬
dratmilen; men herved maa der erindres, at Befolkningens Tæthed er høist forskjellig i de forskjellige Egne. I Aar¬
hundredets Begyndelse var Landbefolkningen i Jylland neppe 900 paa Kvadratmilen, og i 1769 var den samlede Befolk¬
ning, Kjøbstad= og Landbefolkning tilsammen, kun 353,132, medens den i Januar 1871, skjøndt Fladeindholdet er næsten det samme, var stegen til 787,927, hvoraf Landbefolkningen ud¬
gjorde 677,665 med 27 flere Mænd end Kvinder, og Kjøb¬
stadbefolkningen 110,262 med 1738 flere Kvinder end Mænd.
Betragter man Naturforholdene fra et abstract Standpunct, paatrænger sig det Indtryk, at den jydske Halvø
Both: Danmark. II.
i Forbindelse med Øerne mod Øst, i hine Perioder, da Van¬
dene stode langt høiere over Jordkloden end nu, har dannet en af mødende Strømme sammenskyllet Grund tversover Mun¬
dingen af den af Skandinaviens, Ruslands og Tydsklands Bjergegne begrændsede umaadelige Fjord Østersøen, ganske paa
samme Maade, som vi i vore Dage see Naturen gaae frem i det Mindre med Fjordene, t. Ex. paa Halvøens Vestkyst. I Først¬
ningen, da Grunden kom tilsyne, efterat Vandene vare faldne, var der endnu mere end Plads nok mellem de enkelte Knolde, til at Østersøen uhindret kunde afføre det Vand, den modtog fra sit Opland, og det stadigt synkende Vandspeil har sikkert jævnet Grundens Sideflader eensformig saaledes, at Jyllands Østside har havt samme Skraaning fra Høideryggen nedad, som dens Vestside nu har, saaledes at Østsiden af Mols, Samsø Fyen, Langeland og Femern ogsaa have dannet Øst¬
siden af Halvøen. Efterhaanden som Vandene bleve lavere paa Grunden mellem det da temmelig brede Jylland og det høie Skaane (see Tegningen 1ste Deel Side 12), forhindredes de store Masser af Jordpartikler, som Østersøens Vande førte
med sig, i at strømme frit ud i Verdenshavet. Disse Bundfæl¬
dinger voxede saameget mere, som de nu bleve forstærkede og forøgede af de Sandmasser, Dønningerne af Verdenshavets Tide¬
vandsstrømme dyngede op udvendig fra, og omsider var Dæmningen da stærk nok til at aflukke Østersøens Vande fra det almindelige Hav. Imidlertid vedblev Verdenshavet ifølge Naturens Gang Tid efter anden at falde hvorimod Østersøen paa Grund af det tilstrømmende Oplandsvand idetmindste beholdt sin Vand¬
stand, og saaledes blev Trykket omsider indvendig fra saa stort, at den naturlig frembragte Dæmning ikke mere var stærk nok til at modstaae og maatte briste. Drevet ved det uhyre Tryk øgte det opstemmede Vand Udvei gjennem de nuværende Belter og Sunde, der dengang vare Dalstrøg i den Dæmning, hvori Skaane, Sjælland, Fyen og den jydske Halvø m. m.
vare Høidepartier, til det lavere liggende Hav. De for¬
detmeste kileformede, dybe Indskjæringer i Landet, Neustadter Bugt, Kieler Fjord, Slien, Flensborg Fjord, Aabenraa Fjord og Kolding Fjord, saavel som Alssund vise tydeligt nok, med hvilken Kraft Vandfloden hele Veien har forsøgt at gjennem¬
bryde Halvøen paa denne Egn, forinden den endelig fik Luft gjennem Lille Belt. En mindre Arm var ved Gjennembrudet trængt imod Nord og banede sig Udløb gjennem Øresund ved
at afskjære Sjælland fra Skaane; men den egentlige Hoved¬
strøm banede sig Vei gjennem Store Belt ved at rive Sjæl¬
land fra Fyen. Østspidsen af Falster Hestehoved, bevirkede, at denne Hovedstrøm maatte dele sig i to. Den ene flød langs Sjællands Sydvestkyst, hvor den afrev Feiø Fæmø, Aggersø og Omø, og saa igjen forenede sig med Hovedstrømmen, der
fulgte Langelands Østkyst, og denne Deling bevirkede, at en stor Deel af det Dynd, Vandfloden førte med sig, afsatte sig imellem begge Strømme i Læ af Falster, hvorved det dyndede Jordsmon er fremkommet, hvoraf Laaland bestaaer. Med hvilken Voldsomhed Hovedstrømmen har ilet igjennem Store Belt, derom vidner Formen og Beskaffenheden af Hindsholm samt af Odderne Asnæs og Refsnæs og denne Strøm har i
sin Rasen naturligviis ikke alene overskyllet og bortført hele den
lavere Deel af Nørrejyllands daværende østlige Fod hvorved Samsø er bortrevet fra sin Forbindelse med det øvrige Land, men den har ogsaa ved sine frugtesløse Forsøg paa at gjennem¬
bryde Halvøens høiere og stærkere Deel dannet de nuværende Veile= og Horsens Fjorde, samt Kaløviig og Ebeltoft Viig.
Efter alle de Kjendemærker, man kan iagttage langs Ky¬
sterne, synes Østersøens Vandstand, paa den Tid Gjennembrudet fandt Stedet, neppe at have været høiere end mellem 100 og 200 Fod over det udenfor liggende Hav, hvis Høide maa antages paa den Tid, at have afveget en Snees Fod fra den nuværende.
Adskillige Steder i Landet opbevares dunkle Sagn om denne Naturbegivenhed, der kaldes „den baltiske Flod“; men forøv¬
rigt er der Intet, der oplyser om, naar den er foregaaet.
Allerede i det 2det og 3die Aarhundrede for Christi Fødsel omtale græske og romerske Skribenter, der beskrive Skandinavien,
Baltia, som maaskee kan formodes at være Sjælland.
Øen
Nørrejylland indtil Liimfjorden (Liim, jydsk Benævnelse for Green —Liim=Fjord, den Fjord, der er forgrenet) er fra Syd til Nord gjennemskaaret af en Høideryg, der paa Grund af den baltiske Flods Virkninger ligger meget nærmere den
I
sønderrevne Østkyst end den mere uforstyrrede Vestkyst. I physisk Henseende danner denne Høideryg Grændseskjel mellem to høist forskjellige Dele, den østlige og den vestlige. Jylland har i det Hele taget et mere storartet Præg end Øerne, og Terrainet har større Former. Fra Østkysten af trænge sig dybe, langstrakte, tildeels skovklædte Dalstrøg ind mod Vest imellem de mægtige Bakkepartier, hvis Toppe og øverste Skraaninger som oftest ere kronede med Grupper af besynderlig smækkre og ranke Bøge.
Dalenes Bund er i Reglen en vidtstrakt Eng, i hvis Skjød et Vandløb bugter sig ad Havet til. De brede Veie snoe sig for at undgaae den stærke Stigning i maleriske Bugter op mellem Høiene, og Bindingsværks=Boliger med rødmalede Stolper paa Kryds og Tvers i de kalkede Vægge titte venligt frem fra deres Skjul i de mindre Fordybninger langs op ad Bankernes Sider. Det Hele danner et smilende og hjemligt Landskab, der fuldstændig harmonerer med den flittige Befolknings rolige og venlige Characteer. Efterhaanden som man kommer mere mod Vest og nærmer sig Høideryggen, ligge Boligerne mere og mere spredte. Baade Landskab og Befolkning faae en mere
12
alvorlig Characteer, Træerne blive bredkronede og smaa, senere forkrøblede, de høire Agre blive mere stenede, Byerne blive mindre og Kirkerne færre. Omsider ligge Kirkerne alene paa Bankerne, medens Byerne søge Læ for sig i de lavere Egne langs Vandløbene. De frugtbare Enge blive til sure Kjær, Lyngen begynder at faae Overhaand, og saa staaer man paa Grændsen af Alheden eller den store Hede. Drager man nu videre mod Vest, saa seer man af og til en Egestamme, der, medens dens krogede Grene krympe sig hen ad Jorden, reiser sit forpurrede, af Vestenvinden klippede Løv op over Lyngtoppene.
Snart taber Veien sig i mange jævnsides, uveisomme Spor, og det uendelige flade Lynghav fortoner sig i det Fjerne i en blaagraa Taage, der smelter sammen i Horizonten med At¬
mosphæren.
En ubeskrivelig Taushed og Tomhed hersker i den hele Natur. Kun sjældent støder man paa en menneskelig Bolig,
der med sit lave, lyngdækkede Tag og sine lyngklædte Vægge ligger som et mørkt Punct i den mørke Hede.Forøvrigt træffer man ingen andre levende Skabninger end hist og her
en flittig Bi, der ogsaa har opslaaet sit Paulun her, og af og til paa en eller anden nøgen Plet piilsnare Edderkopper, der løbende gjøre Iagt paa nogle Smaainsecter, der almindelig gaae under Benævnelsen Sandløbere. Lyngen, der kun er nogle Tommer lang, dækker neppe det sorte Sand, der paa en varm Sommerdag udstraaler en utaalelig Hede, som sætter hele Synskredsens Luft i en sittrende Bevægelse og tilsidst frem¬
bringer et saadant Sandsebedrag, at man troer i det Fjerne at see det kjølige, bølgende Hav. Undertiden viser sig ogsaa et virkeligt Fatamorgana, saa at man i den fortættede Dunstkreds
som i et Speil seer baade Bakker og Dale med Huse og Træer for sig. Endelig begynder nogen Afvexling at vise sig. De ubetydelige Bække blive Aaer, Dalene træde frem, og Bakker reise sig. Lyngen bliver høiere og frodigere, og hist og her smiler en Gyvelbusk med sin gule Blomsterrigdom afvexlende med de blaae Hedeklokker. En enkelt Urhøne eller Hjeile (efter det Tydske Brokfugl, fordi den indfinder sig paa Brakmarkerne lader sig see eller høre, og hist og her stiger en Hede¬
lærke jublende tilveirs.Saa kommer der en heel lille Oase tilsyne i Dalen med sine gyldne Marker langs det
bugtende Vandløb. Omkring Tvillinggaardene, der ligge tæt
ammenbyggede for gjensidig at staae hinanden bi, græsser det trivelige Kvæg, og Faareflokken kravler omkring paa Bak¬
kerne. Denne lille smilende Udsigt lukkes dog snart igjen af de mørke Lyngbakker, der reise sig høiere og høiere iveiret som gigantiske, langstrakte Aase, adskilte fra hinanden ved dybe og brede Tværdale, i hvis Bund Vandløbene haste afsted imod Vest ad Havet til. De mange endnu uforstyrrede Kæmpehøie,
der krone disse Banker, vise hvor stærkt disse Egne have været besøgte af vore Forfædre, og snart seer man ogsaa, hvorledes Nutidens Børn med hurtige Fjed nærme sig hertil, idet Boligerne begynde at blive hyppigere, og de smukke, grundmurede og regelmæssige Bygninger med deres velhavende Udseende tyde paa, at man ikke forgjæves anvender sine Kræfter paa at forvandle Heden til Agerland. Lidt mere mod Vest faaer man nede i Dalen Øie paa en eenlig Kirke, og snart har man naaet det tætbebyggede, flade Landskab, der breder sig et Par Mile mellem Heden og Havet.
Hele dette Terrain hæver sig med faa Undtagelser kun nogle Fod over Havets høieste Vandstand. Ved at grave Brønde træffer man overalt i en Dybde af et Par Fod under Havets
nuværende daglige Vandstand en undergaaet Jordoverflade med sin Græsvegetation og sine Træer. Ved Udtørringen af Staby Sø i Ulvborg Herred, Ringkjøbing Amt, traf man saaledes for et Par Aar siden c. 3 Fod under Havets Overflade og 5 Fod under Søfladen en heel omstyrtet Birke= og Naaleskov, hvis indtil 20 Alen lange Træer i Hundredeviis laae henstrakte i syd¬
vestlig Retning med oprevne Rødder. Rødderne af en stor Mængde Hasselbuske stod endnu i Søbunden og man fandt der en Mængde Nødder, hvoraf en Deel i frisk Tilstand vare gnavede og berøvede deres Kjerner af Egern eller andre Gnavere. Ja, man fandt endogsaa midt ude i Søen, paa en lille Plet, 4 Fod under Vandspeilet, hvor der vidt omkring ikke fandtes nogen Stene, en
Snees Stykker forskjellige halvt tilhuggede og nogle maaskee casserede Flintredskaber med deres Affald, der imidlertid syntes at hidrøre fra en eneste Flintesteen. Alt dette tyder paa, at denne Egn gjentagne Gange har været Gjenstand for Kampe mellem Hav og Land, men en fuldstændig gammel Havstok med sine Sandklitter og sine Revler udenfor (t. Ex. ved Ulvborg Sande) vidner om, at det sidste Gang er Havet, der har maattet vige. Hvor længe det er siden, at den sidste Kamp stod paa, lader
sig vel neppe udgrunde, men at det maa være langt tilbage i
Tiden, derom vidner den Omstændighed, at der findes enkelte Kæmpehøie fra Broncealderen paa det omtalte Terrain. Den saaledes erobrede Havbund har Naturen selv befæstet med den sammenhængende Række af Klitter, der indtil en Høide af 100 Fod løbe langs med Havstokken og hist og her indelukke Fjor¬dene. Havet gjør ofte Forsøg paa at erobre det Tabte til¬
bage. Naar Vesterhavet stiger høiere end almindelig, og der opstaaer en saakaldet Havrending, skeer det undertiden, at Bølgerne bryde igjennem Klitterne, og saa overskyller Havet i
Forbindelse med det standsede Oplandsvand en stor Deel af Egnen, hvorved Broer og undertiden ogsaa Huse og hele Agre bortskylles; men naar Havet ifølge Naturens Lov atter synker,
lukker Vinden Gjennembrudet igjen. Om Vinteren overskylles
alle Marskengene, der med faa Afbrydelser strække sig imellem Nissum= og Ringkjøbing Fjorde, af det nedstrømmende Op¬
landsvand, der opstemmes ved Havets høiere Vandstand, saa at man kan seile der hvor man om Sommeren uhindret færdes ved sine Markarbeider. Men ved Foraarstid, naar Havet
synker tilbage, tørres disse Enge af sig selv efter at være
blevne frugtbargjorte med det Gjødningsstof, Vandet har bund¬
fældet derover. Om Sommeren, i stærke Tordenskyl, kan det ogsaa skee, at disse lave Enge overflydes af det nedstrømmende Oplandsvand, der ikke hurtigt nok kan finde Afløb, og disse Overskyllinger ere til stor Skade, fordi de ødelægge Græs¬
vegetationen. Agerdyrkningen har nemlig ikke Stort at betyde paa denne Egn, deels fordi Jorderne ere magre og sandede, og deels paa Grund af de uheldige Veirforhold, som Havets Nærhed foraarsager; man lægger sig derfor hovedsagelig efter Kvægdrift, og det er derved, at de fortrinlige Marskenge komme Befolkningen tilgode. Medens en Gaard med tilstrækkelig Marskeng har en høi Salgsværdi paa denne Egn regnes en Gaard, der mangler Enge, for meget Lidt. Selv i den skjøn¬
neste Sommertid holder Veiret sig neppe behageligt een heel Dag igjennem. Noget efter Middag begynder Luften at blive taaget imod Vest og hvile tungt over Klitterne, og snart fører den stadig blæsende Søvind Taagen ind over Land og afløser den trykkende Varme med en ubehagelig iisnende og gjennem¬
trængende klam Kulde. De faa Træer, der findes paa Egnen, og som aldrig have nogen stor Høide, det være sig enkeltviis
eller i Klynger, lige som hvælve sig imod Øst, bøiede og svedne af Vestenvinden, og rækker tilfældigviis et enkelt sine Grene høiere i Veiret end de omgivende, da varer det ikke længe, inden disse staae vindtørre og nøgne som Vidner om Vindens Overmagt. Hele Naturen har her en blegere Farve
end den man iagttager ved Øernes frodige Vegetation, Græsset er kort og tyndt, man seer intet Ukrudt længere paa de udyrkede Steder, og ingen frodig Skræppe skygger ud over den nøgne Veigrøft. Istedetfor skyggefulde Haver omkring
Boligerne seer man i Almindelighed kun en nøgen „Kaal¬
gaard“ beskyttet mod Vinden af mandshøie Diger, byggede af ophobede Græstørv. Ingen af de smaa bevingede Skov= eller Havesangere oplive Naturen med deres Toner, ved Solnedgang hører man ingen brummende Oldenborre og seer ingen Flager¬
muus fare om i lydløs, behændig Flugt, og ingen Snegl med sit brogede Huus paa Ryggen arbeider sig op ad de faa Træ¬
stammer, der sindes. Kun Hedelærken slaaer sine Triller der, men forøvrigt hører man ingen anden Sang end Hjeilens klagende Toner og Tingsmækkens eensformige Lyd naar den med rystende Vinger „slaaer til Thinge“ med sit lange Næb.
Søvinden farer undertiden med saadan Voldsomhed ind over
Egnen, at den endogsaa vælter tomme Vogne, som staae paa Marken et Par Mile inde i Landet. Man maa passe paa i
saa Tilfælde at aabne Loftlugerne, thi ellers spænder Vinden
aa stærkt inde i Husene, at den indvendig fra river Hul i det tætte Rørtag, der ogsaa i Gavlen rækker ned over Muren, og saa varer det ikke længe, inden hele Taget ryger bort.—3 stærke, natlige Storme ere derfor Alle oppe, ligesom Land¬mændene paa Øerne vaage, naar Tordenveir farer over Egnen.
Lynnedslag ere meget hyppige paa denne Egn. Det Uveir, der kommer fra Øst, bryder man sig ikke synderligt om; thi det gaaer i Almindelighed formedelst Vestkystens koldere Luft høit tilveirs, og Lynene slaae sjældent ned, men efter at have drevet om over Havet kommer Uveiret som oftest tilbage, og saa
væver de ladede Skyer almindeligviis overordentlig lavt, og Lynet slaaer da meget hyppigt ned i de Boliger, der ligge først for Haanden. Der gives Gaarde i Husby Sogn, der i en eneste Sommer ere trufne flere Gange af Lynet. Beboerne kjende nøie disse Forhold, og de have derfor et Ordsprog, som siger: „Den Torden, som gaaer i æ Hav, kommer igjen aa tredie Dav.“ Man har derimod bemærket, at den Regn, der om Vinteren af Vestenvinden føres ind over Heden, al¬
mindeligviis snart komme igjen fra Østen som Snee, og derom har Vesterjyden ogsaa et Ordsprog, som siger: „Æ Skovbo taer it tilborgs a æ Havbo; Rusk a æ Vest kommer igjen som Snøe a æ Øst.
Da Kvægavlen især om Sommeren ikke fordrer saamange Kræfter som et udbredt Agerbrug, søger en Deel af Befolk¬
ningen til sine Tider andet Erhverv. En stor Deel begiver sig om Foraaret Syd paa ind i Sønderjylland og Holsteen, hvor man med Glæde modtager en Befolkning, der er saa arbeids¬
for og nøisom som Vesterjyden, og saa drager man tilbage om Efteraaret, naar Høsten er endt. Andre lægge sig efter Hav¬
fiskeriet, som tager sin Begyndelse i det tidlige Foraar og holder ved til St. Hansdag. I den Tid leve de laugsviis Mandskabet til et Havskib med deres Æsepiger kaldes et Laug), 7 Mænd og 3 Piger, i en lille Hytte, Boden kaldet, oppe imellem de øde, eensomme og nøgne Klitter. Der kan hver Mand i et heldigt Aar tjene sig noget over 100 Rd., og saa
søger han den øvrige Tid af Aaret andet Arbeide.
Heller ikke de indtræffende Strandinger bringe Befolk¬
ningen nogen ringe Bifortjeneste. Hele Forstrandsretten til¬
hørte oprindelig Kronen, men i trange Tider har den deels pantsat og deels solgt Dele af denne sin Ret til Herremændene.
Derfra er denne Ret til alt inddrivende dødt Gods saavelsom til en Part af indstrandede Skibe afhændet til Andre, som igjen have udparcelleret de store Strækninger i mindre Lehn, der ere bortforpagtede især til Eierne af de Gaarde, der ligge
klittelangs indad Landsiden til. Paa de Strækninger, hvor Lehnene ere Kronens Eiendom, t. Ex. nogle Steder i Vendsyssel, gjælder den
priisværdige Regel, at den Fisker, der først kommer det strandede Skib tilborde, ogsaa har først Ret til det i Reglen vellønnede Arbeide, der forefalder ved Bjergningen; men i de private Lehn er det Lehnsbrugeren, der har Fortrinsret til Bjerg¬
ningsarbeidet.
Det er især om Efteraaret, naar Jevndøgns=Stormene indtræffe, og de rigtladede Skibe stævne fra deres lange Reiser ind ad Østersøen til, at de fleste Strandinger foregaae. Ofte iMagsveir, undertiden endog i Stille, kan Havet sætte ind imod Land med rasende høie, brølende Søer, Virkninger af Storme derude paa Havet, som slet ikke række til Land. Det er som oftest først efter en flere Dage vedholdende vestlig Storm at skadelidte Skibe, der ikke mere kunne holde rum Sø æng¬
stelig drive langs Kysten, indtil de finde et Sted, hvor de vove at sætte lige op imod Land; men det er meget sjældent, at et ladet Skib kommer heldigt derfra; som oftest støde de paa Revlerne, hvoraf der langs den nordlige Deel af Vestkysten er 3 udenfor hinanden, men langs den sydlige Deel fra Nissum Fjord kun 2: men hyppigst reddes største Delen af Besæt¬
ningen ved Beboernes Hjælp. De Skibe, der strande med rolig Sø, have næsten altid forseilet sig, idet de ubemærket ere
forslaaede fra deres Kurs af Strømmen. Vesterhavet er, som i Indledningen berørt, forholdsviis meget fladt, hvor der dog er fra 13 til 50 Favne Vand: men imod Nord falder den tem¬
melig jævne, høie Bred brat af til det 14 til 20 Mile brede, indtil 1680 Fod dybe Løb der fører Østersøens Vand om¬
kring Norges Sydkyst ud i Oceanet.
Det er den Skrænt, som derved opstaaer, vore Forfædre under Begrebet „jydske Ref“ der sagdes at række fra Bov¬
bjerg i Jylland til den irske Klippe Rochol, have betragtet med saa megen Gru. Naar Dønningen af Oceanets daglige Tide¬
vands=Bevægelse standses af denne Skrænt, vælter sig en uhyre Vandmasse op fra Dybet i det fladere Vesterhav og møder den Dønning som samtidig har trængt sig did fra Atlanterhavet
gjennem den engelske Canal, og opstemmer samtidig Vandeti Floderne Rhinens Weserens og Elbens Mundinger, hvorved den store Tidevandsforskjel paa disse Puncter fremkommer.
Efter at have naaet sit Høieste iler Strømmen den bekvem¬
meste og nærmeste Vei tilbage igjen til Dybet, nemlig til Ud¬
løbet af Skagerak.
Derved fremkommer en periodisk sydlig Strøm, som kan bringes ind i Beregningen til Bestemmelsen af Kursen. Østersøens Udstrømning i Verdenshavet er derimod høist forskjellig.Under normale Forhold har den sit Løb tæt oppe under Norges Kyst med en Middelhastighed af c. † Miil i Timen. Undertiden, naar Østersøens Vandstand er mindrehøi, begrundet deels i Veirliget og deels i Vindforholder Strømmen derimod meget svagere, og i saa Tilfælde tvinges den af den indstrømmende Tidevandsflod til at vige af i en Bue imod Vest og Syd og derpaa bøie ned langs Jyllands Vest¬
kyst. Det er en Strøm, der er høist uregelmæssig baade med Hensyn til Tid og Hastighed, og som ikke saa let i Mulm og Mørke kan iagttages og beregnes, og efter Vesterboernes Ud¬
agn skal det netop være den, der foraarsager de fleste Forsei¬
linger og deraf følgende Strandinger,, idet de fleste strandede Skibsførere forklare, at de troe sig at stævne Skagen ind, medens de i Virkeligheden stævne lige i Fordærvelsen.
Paa hele denne Egn ere Gaarde og Huse grundmurede af brændte Steen, et Materiale, der paa denne skovløse Egn er langt billigere end Tømmer. Indvendig ere de derimod sjældent hyggelige, og meget ofte er Træmaterialet, saasom Vinduer og Døre, endogsaa umalet. Længerne ere sjældent sammenbyggede
som andre Steder i Landet, og Stuehusets Vinduer vendei Almindelighed ud imod Marken.
En Undtagelse fra Naboegnens Characteer gjør Terrainet nærmest Syd for en Bugt af Liimfjorden, Venø Bugt. Buskads følger her paa Buskads, Gaardene ere omgivne med Frugttræer, og Herregaardene med Skove og Lunde, og naar man seer ud over den blaae Fjord, troer man sig hensat ved Øresundets Bredder. Længere mod Nordost i Salling Land faaer Land¬
skabet vel en anden Characteer, fordi man savner Skovene, men det frugtbare Terrain beholder alligevel sit smilende og milde
Præg. Navnlig haves her mange henrivende Udsigter ud over
Liimfjorden til alle Sider. Landskaberne Nord for Liimfjorden ligne i Meget det øvrige Jylland. Naar man kommer over Liimfjorden og stævner Nord paa, kommer man over det la¬vere vestlige Parti af et isoleret Bakkestrøg, passerer derpaa en bred Kjærstrekning, der rækker i Længden fra Store Vildmose til Kattegattet, og saa kommer det egentlige Høidedrag, der culminerer i et vildt, lyng= og kratbevoxet Bjergparti en minia¬
ture, som kaldes Allerup Bjerge eller den jydske Aas og hæver sig c. 360 Fod over Havet. Det er den sydlige Part af Landskabets Høideryg; hvad der ligger Øst for samme, har med Undtagelse af, at det ikke er saa frugtbart, omtrent samme Præg som det Terrain, der ligger Øst for den sydligere, store jydske Høideryg. Skraaningen i det nordre Landskab, som al¬
mindeligviis kaldes Vendsyssel, taber sig dog uforstyrret imod Kattegattet uden at tyde paa nogen voldsom Indskjæringi Fortiden, fordi Kattegattet har havt Brede nok til i sin Tid at modtage Udstrømningen af den baltiske Vandflod. Hvad den vestre Afskraaning angaaer, da ligner den i Formen ganske den tilsvarende Afskraaning Syd paa, men forøvrigt er Forholdene aldeles forskjellige; thi her i Vendsyssel har Heden allerede for
flere Aarhundreder siden havt sine Beboere, der tildeels have ryddet den. Kirkerne kneise overalt, den ene By ligger ikke langt fra den anden, og derimellem er Egnen som oversaaet med utallige venlige, velbyggede og udflyttede Huse og Gaarde for det Meste af Muursteen. Skove ville derimod ikke trives, thi Vinden er skarp og kold og i Almindelighed meget streng, skjønt klart Solskinsveir er hyppigere der paa Egnen end i det
øvrige Danmark. Smukke Foraars= og Sommerdage have stor Liighed med en skjøn Efteraarsdag paa Øerne. Terrainet falder uforstyrret ud imod Havet og ender hist og her i en Klitstræk¬
ning af omtrent en Fjerdingveis Brede, men uden Indrefjorde
saaledes som mere Syd paa. Nordøst for Hjørring findes endnu
noget Krat og mindre Skov; men at dømme efter gamle In¬
scriptioner i Møller og andre Bygninger der paa Egnen, er det ikke mange Menneskealdre siden, at man huggede det fornødne Bygningstømmer paa selve Stedet. Det her beskrevne Landskab ender egentlig temmelig brat afskaaret af en Fortids Vandflod ved en Linie, dragen fra et Punct en halv Miilsvei Nord for Frederikshavn til et Punct i Nærheden af Kirkebyen Tværsted i nordvestlig Retning. Hvad der ligger der udenfor, tyder paa senere at være sammenskyllet af de modstridende
Strømme. I Midten ligger Gaarbo Sø og den er omgiven af vidtstrakte Kjærstrækninger, der atter omgives af flade Sand¬
marker, hist og her med en høiere opføgen Sandmile. Der ligger ikke mange Byer paa denne Strækning, de fleste ligge langs Østkysten, men derimod findes der en stor Mængde een¬
ligt beliggende Smaahuse, der have søgt sig Smaaagre hist og her. Dette flade Landskab ender i et 3 Mile langt, fra 1 til
½ Mil bredt Horn eller Hjørne, der strækker sig ud i Skagerak
imod Nordøst og ender i en ganske smal og lav Sandodde, der betegnende kaldes „Grenen“ fordi den som en smidig Kvist giver efter for Strømmens Magt. Dette Horn, paa hvis yderste Spids Kjøbstaden Skagen ligger, er overføget med uhyre Sand¬
masser, som især paa den yderste Halvdeel ere optaarnede saaledes, at man undertiden hverken kan finde Vei eller Sti, men maa bane sig Vei i selve Havstokken.
Fortsættelsen af Landskabet Vendsyssel imod Sydvest, nem¬
lig Hanherrederne og Thy samt Øen Mors har omtrent samme Beskaffenhed som Vendsyssel, kun at denne Fortsættelse er temmelig indskaaren af Liimfjordens Vande, har mange Indsøer og et heelt sammenhængende og langt høiere og bre¬
dere (indtil halvanden Miil bredt) Flyvesands= eller Klitbelte
Vesterhavet.
imod
Jylland er i det Hele taget et godt Kornland, der frem¬
bringer god Rug og Havre, og desuden dyrkes almindelig Byg, Boghvede og Ærter, men ikke megen Hvede. Der dyrkes ogsaa
megen Hør, men kun lidt Hamp og Humle. Kartoflen har i
det sidste halve Aarhundrede udbredt sig overmaade meget og den dyrkes især med Held paa Heden og i Sandegnene. De jydske Kvægracer ere paa Østkysten gode, derimod mindreog ogsaa mindre gode hos Almuen paa Vestkysten, og om de jydske Hesteracer gjælder næsten det Samme, men paa de fleste Egne holdes nu fortrinlige Stodhingste, og Jyden anvender i det Hele megen Omhu paa Kvægets og Hestens Røgt og Pleie.
Fortrinlige Hesteracer findes i Thy, Salling og Vendsyssel med flere Egne. Forhen var det en vigtig Indtægtskilde for Herregaardene at fede Staldstude, men denne Erhvervsgreen er tildeels opgiven efterat de vidtstrakte Privilegier der forbød Bonden at sælge Stude til Andre end Herremanden, ere op¬
hævede, og nu er det forholdsviis kun faa Steder, at man har Fedestude paa Stald.De fleste Steder er der indrettet Meierier istedet.Det jydske Hedefaar er kun lille, men har fiint Skind og fiin Uld. Svineracen paa Vestkysten er større end den paa Østkysten, men den er vanskeligere at fede.Bi¬
avlen er ikke synderlig fremmet. Fiskeriet paa Vestkysten er især af stor Betydning. Vildtet tager betydeligt af. Jylland har en Overflødighed af Ildebrændsel. Over 100,000 Tdr.
Land af Jyllands Østkyst er dækket med frodige Skove, og der¬
fra udføres meget Brænde til Kjøbenhavn. De almindelige Træsorter ere Bøg, Eg, El og Birk. Landet er rigt paa Tørve¬
moser, og Jernbanerne begynde at bidrage til de større Tørve¬
mosers heldige Afbenyttelse. Kalk, Kridt og Mergel haves i temmelig stor Mængde.
Jyden er forstandig, flittig, udholdende og driftig, men Vestjyden især er meget langsom og betænksom.Han ind¬
skrænker sig ikke til Fædrift og Agerdyrkning alene, men ved Siden af disse sine Hovedbeskæftigelser retter han ogsaa sin Virksomhed paa andre Gjenstande. For Huusmoderen er Huus¬
fliden af Vigtighed, og hun tilvirker med rastløsFlid ikke alene Alt, hvad Huset forbruger af Linned og Uldent, men og¬
saa Meget, der afsættes paa Markederne og i Kjøbstæderne.
Mændene elske især Handelen, og det er interessant at iagt¬
tage, at imellem de sindige Vesterjyder kunne Jøder der dog ellers af Naturen ere særligt begavede for Handelen, i Længden ikke staae sig. Forstanden og Beregningstalentet kunne være lige, men det bliver Sydens livlige Søn umuligt i Længden
— tage lige stærkt i at „hamle op“ (o: trække lige Hammel
Læsset) med den seige Jyde med Hensyn til rolig at afvente det beleilige Øieblik.
Sagnet fortæller, at der oprindelig gaves to Slags Re¬
gentskaber her i Landet, nemlig Næssekonger eller Vigkonger der boede i befæstede Borge i Vigene, skjulte af de udløbende, som oftest skovklædte, høie Næs, og ikke havde andet
Kongerige end deres Sædegaard og deres Fartøi; og Syssel¬
konger, der regjerede hver over sit Syssel. Nørre=Jylland var deelt i 11 Sysler, nemlig: Vendsyssel (Wændlesysæl), omfattende Horns Venneberg, Børglum, Dronninglund, Kjær og Hvetbo Herreder; Thy Syssel (Thythæsysæl):
Øster= og Vester=Han, Hillersløv, Hundborg, Hassing og Refs Herreder; Salling Syssel (Salyngsysæl): Fjends, Rødding, Hindborg, Nørre og Harre Herreder og Morsø; Himmer Syssel (Himbersysæl): Rinds. Slet, Gislum, Hornum, Ommer
Aars Fleskum, Hellum og Hinsted Herreder;
Syssel (Omungærsysæl): Nørlyng, Sønderlyng, Medelsom, Onsild, Støvring, Nørhald og Gjerløv Herreder; Aabo Syssel (Abosysæl): Sønderhald, Galten, Sabro, Øster= og Vester Lisbjerg, Nørre, Sønder, Mols, Samsø, Hasle, Ning, Hjelmsløv, Gjern,
Houlberg og Framløv Herreder: Løver Syssel (Lofræth¬
sysæl): Hads, Voer, Nim, Hatting, Bjerge, Vrads, Tyrsting, Hids og Lysgaard Herreder; Jellinge Syssel (Jalyngsysæl):
Tørild, og Nørvangs Herreder samt en Deel af Slaugs Herred;
Almind Syssel (Almundæsysæl): Jerløv, Andst, Brusk, Holmans og Elbo Herreder samt Noget af Slaugs Herred;
Har Syssel (Harthesysæl): Vandfuld, Skodborg, Ginding, Ulvborg, Hind, Bølling, Hjerm og Hammerum Herreder:
Varde Syssel (Warwithsysæl): Nørre=, Øster= og Vester¬
Horne, Skads, Malt og Gjørding Herreder.
Sagnet fortæller endvidere, at de Folk, der oprindelig boede i Jylland, kaldtes Joter, men forøvrigt havde de særlige Geographen Pto¬
Navne efter de Sysler, de beboede.
lemæus, der levede i det andet Aarhundrede efter Chri¬
stus, men har taget sine Beretninger af langt ældre græske Skribenter nævner i Jylland adskillige Folkeslag, saa¬
som Cimbrer, der skulle have boet i Himmer Syssel, og Saba¬
linger, der skulle have beboet Salling Syssel, og Haruder (eller Charuder), der skulle have havt hjemme i Har Syssel.
En stor Deel af Jyllands Beboere, der havde Lyst til
Eventyr, henyttede Leiligheden til at foretage et Tog mod de sydlige cultiverede Folkeslag, da Teutonerne som skulle have beboet det nordlige Tydskland, bleve nødte til at søge
sig et andet Hjem, fordi Havet i en Stormflod havde
ødelagt hele deres Land. De begave sig samlede paa Veienidet andet Aarhundrede før Christi Fødsel, og ude bleve Jyderne af de Folkeslag, de kom i Berøring med, kaldte med det fælles Navn Cimbrer. Hvorledes detgik disse Cimbrer og Teutoner er jo bekjendt nok, og saa meget er sikkert at der endnu paa Cæsars Tid sværmede mange smaa Folkestammer om i Syden, der kaldte sig med Navne som Sabalinger, Ha¬
ruder o. s. v. Da Jyllands Sysler Syd for Liimfjorden og Øst for Heden saaledes vare blevne temmelig folketomme,
trængte nye Folk af den samme gothiske Stamme, der vare komne ned fra Gotland i Sverig til de lave Øer og derfor bleve kaldte danske (af daun, der betyder lav), Tid efter anden over Bælterne og bosatte sig i de Sysler hvis Folketal var blevet formindsket. Derfra mener man, at Forskjellen mellem Østjyderne og Vestjyderne hidrører. Vendsyssels og Thy Syssels Beboere have altid holdt sig for sig selv, uden at have villet indgaae Forbindelse
med de sydlige Stammer, og derfor har lige til vore Dage Navnene Vendsyssel og Thy holdt sig som særegne Navne medens næsten alle de andre Sysselnavne ere forsvundne. Selv da Dan Mykilati samlede det danske Rige, maatte han, efter Fortæl¬
lingen, give Afkald paa at faae Vendsyssel og Thy med, og derfor havde det Vaaben, som han gav Provindsen Jylland, over sinsprin¬
Løve kun ni røde Hjerter, fordi han kun fik de 9 Sysler sam¬
der laae Syd for Liimfjorden.
lede,
Da Biskop Wal var død, deelte Svend Estridsen Aar 1065 det nørrejydske Bispestift i 4 mindre, nemlig Ribe, Aar¬
hus, Viborg og Vendsyssel Stifter. Oddo blev Bisp i Ribe, Christian (en Søn af Bisp Odinkar den Yngre og saaledes beslægtet med Kongehuset) i Aarhus, Englænderen Heribert i
Viborg og Magnus i Vendsyssel.
Nu er Jylland inddeelt i: I. Aalborg Stift, II. Viborg Stift, III. Aarhus Stift og IV. Ribe Stift.
I.
Aalborg Stift.
Dette Stift, der som berørt Aar 1065 blev oprettet af Svend Estridsen, indbefatter foruden Vendsyssel og Thy tillige Øen Mors og nogle mindre Øer i Liimfjorden, Øen Læsø i Katte¬
gattet, samt Aalborg By med dens Jorder. Hjørring blev be¬
stemt til Bispesæde, men da Børglum Kloster paa samme Tid var oprettet og Bisperne skulde have Overopsynet derover, boede de som oftest lige saa meget der som i Hjørring. Først ved Re¬
formationen, da Børglum Kloster blev inddraget under Kronen blev Bispesædet stadig i Hjørring, indtil Christian den Tredie befalede, at „Vendelbo Stiftes Superintendenter skulde boe udi Stiftets første Biskop Magnus kom uheldig af Dage, Aalborg“.
idet han samme Aar, som han blev ansat, efter at have været i Hamborg for at lade sig indvie af Erkebiskop Adalbert paa Hjem¬
veien druknede i Elben. Den ottende Biskop i Stiftet, Truid.
fik sat igjennem paa et almindeligt Kirkemøde, som Biskop Ab¬
salon lod sammenkalde 1187, at der blev indført eensformige Ceremonier i alle de danske Kirker og Klostre, og at det blev foreskrevet Præsterne, hvad de daglig skulde læse og synge.
Den tolvte Biskop, Oluf Glob, blev dræbt i Hvidbjerg Kirke af Ridder Jens Glob 1260.
I ældre Tid vare Stiftets 3 Hoveddele inddeelte
7
i Lehn nemlig Provindsen Vendsyssel i Aastrup¬
Børglums¬,Seilstrup= og Hanherredernes Lehn Pro¬
vindsen Thy i Ørum= og Vester Lehn og Mors,der indbefattede Dueholms Lehn. Ved Souverainitetens Indfø¬
relse blev det inddeelt i 6 Amter, nemlig Aastrup= Børg¬
lum= Seilstrup=, Ørum= Vestervig= og Dueholms Amter;
og endelig ved den forandrede Amtsinddeling Aar 1794
blev Stiftet inddeelt i de 2 Amter: Hjørring Amt, inde¬
holdende Børglum=, Hvetbo=, Dronninglund= Venne¬
berg= Horns= Vester Han= (der i verdslig Henseende hører under Thisted Amt) og Øster Han Herreder, og Thisted Amt med Hundborg=Hillersløv=, Refs= og Hassing¬
Herreder Sønder= og Nørre Herreder paa Mors, samt Kjær Herred af Aalborg Amt og Købstaden Aalborg med dens Jorder. I Hjørring Amt ligge Kjøbstæderne Skagen, Frede¬
rikshavn, Sæby og Hjørring samt Handelspladsen Nørre¬
Sundby; i Thisted Amt Thisted og Nykjøbing paa Mors.
Hjørring Amt.
Grændser. Mod Øst grændser Amtet til Kattegattet, mod Nord til Skagerak, mod Vest til Vesterhavet og til Thisted Amt og mod Syd til Liimfjorden og Kjær Herred. Til Amtet*
hører Øen Øland i Liimfjorden, der nu næsten er landfast med Øster Han Herred, samt Øen Gjøl og en heel Mængde Smaaholme, alle i Liimfjorden. Desuden Øen Læsø med omgivende Holme, Øerne Hirtsholmene og nogle andre mindre
Holme i Kattegattet.
Størrelse og Folkemængde. Fra Syd til Nord, Skagen iberegnet, har Amtet en Længde af 10¼ Miil og en Brede fra Nordost til Sydvest, fra Frederikshavn til Aggersund, af c.
13 Mile; men den største Brede fra Øst til Vest er kun9 Mile. Fladeindholdet udgjør ialt c. 48 Kvadratmile, og Ind¬
byggernes Antal, der for et halvt Aarhundrede siden kun ud¬
gjorde 39,400, er nu steget til 91,929, hvoraf Kjøbstadbefolkningen udgjør 8324. Landdistricterne have altsaa en Befolkning af c. 1740 Mennesker paa Kvadratmilen.
Physisk Beskaffenhed. Dette hele Amt hører til de mindre begunstigede blandt Jyllands Egne. Neppe Trediedelen af det samlede Areal kan siges at være opdyrket, og det ovenikjøbet kun maadeligt. Henved en Ottendedeel af Arealet er Mose, derunder Noget af Store Vildmose, omtrent en Sjettedeel af Arealet er Hede, omtrent en Sextendedeel er Flyvesand, kun omtrent en Tooghalvtresindstyvendedeel er Skov. Vilde man regne det hele Amt under Eet, gik der i Gjennemsnit henved 34 Tdr. Land paa en Td. Htk.
Inddeling. Hjørring Amt indbefatter 6 Herreder, nemlig
Børglum=, Hvetbo=, Dronninglund=, Venneberg=
Horns= og Øster Han Herreder. Nu hører Læsø i geistlig ligesom i verdslig Henseende til Dronninglund Herred; men for har den i geistlig Henseende hørt under Viborg Stift. Det nu¬
værende Hjørring Amt indbefatter de forrige Aastrup= Børglum¬
og Seilstrup Amter. 3det ligger Kjøbstæderne Skagen, Frederikshavn, Sæby og Hjørring. Aalborg=Frederiks¬
havns Jernbane gjennemskjærer Amtet først fra Syd til Nord i en Strækning afc. halvfjerde Miil og dreier saa ved Hjør¬
ring imod Øst, i
hvilken Retning den gjennemløber Amtet i en Strækning af c. 5 Mile, indtil den ender ved Frede¬rikshavn.
I jurisdictionel Henseende inddeles Amtet, foruden de 4 Kjøbstadscommuner, i 7 Landjurisdictioner, nemlig Venne¬
bergs Herreds Horns Herreds, Dronninglund Herreds Hvetbo Herreds Børglum Herreds og Øster Han Herreds Jurisdictioner, til hvilken sidste ogsaa hører Vester Han Herred i Thisted Amt. Endelig hører hertil Læsø Birk.
3geistlig Henseende inddeles Amtet i 5 Provstier, nemlig Børglum og Hvetbo Herreders, Dronninglund Herreds, Venneberg Herreds Horns Herreds og Vester= og Øster Han Herreders Provstier, af
hvilke Vester Han Herred hører til Thisted Amt.Skræm Sogn i Øster Han Herred hører i geistlig Henseende, som Annex til Kollerup, til Vester Han Herred.
Amtet hører til 7de Landsthingskreds og danner 5 Valg¬
kredse til Folkethinget. I militair Henseende hører det under 5te Brigadekredses 2den Halvbrigadekreds.
Both: Danmark. II. 2
Kjøbstæder i Amtet.
Skagen (Skaffwen — af Ordet „Skage“, en Odde, der krummer sig ud i Havet), Danmarks nordligste By, ligger
under 57° 43,7' nordlig Brede og 1° 56,2“ vestlig Længde i Horns Herred paa den udskægende Sandodde, der kaldes Skagens Odde, og omgiven af de bekjendte, for de Søfarende saare farlige Sandgrunde og Revler, der under Navn af Skagens Rev strække sig langt ud i Søen. Byen er deelt i 3 Dele, 2 sammenhæn¬
gende Dele, Østerby og Vesterby med Kirke, Præstegaard, Herredsfogedbolig, Kro, Vindmølle, Raadhuus, Fattighuus, Redningsstation og Lodsstation, og den en halv Miilsvei vest¬
ligere, ved Landtungens Vestkyst beliggende Høien eller Gam¬
mel Skagen med Redningsstation. Byen har ingen Havn; den lille Havn, den har havt i gamle Dage, er ligesom et Par fiskerige Smaasøer tilføgen af Sandflugten. I ingen af Byens Dele findes ordentlige Gader. Husene ligge spredte omkring paa Smaahøider i Flyvesandet. De lavere Steder imellem Husene ere om Sommeren dyrkede; de gjødes med Fiske¬
affald og give som oftest baade Straa og Kjerne af ual¬
mindeligKraft og Fylde. Det er dog kun Som¬
mersæd der kan dyrkes; om Vinteren staaer næsten hele det Areal, der dyrkes mellem Husene, under Vand. Det er en overordenllig trættende Vandring at passere Byen fra Ende til anden. Den sydvestlige Deel er den frodigste. Naar man efter stor Møisommelighed har naaet op til Byen fra Frede¬
rikshavn, efter snart at have kjørt over de nylig sammenføgede Sandmiler og snart ude i Havstokken, bestandig i et nyt Spor, fordi det gamle strax fyger til, er det et yndigt Syn midt i den øde Sandmark at see det røde Nationalflag vifte i en herlig lille Lund, og langs Veien, ad hvilken man kjører op i Byen seer man den ene lille venlige Bolig efter den anden med frodige, af smaa Buskvæxter opfyldte Haver. Men fort¬
sætter man Veien, varer det rigtignok ikke længe, inden Land¬
skabet forandrer sig, saa at man kun har den nøgne Sandflade for sig med det umaadelige Hav i Baggrunden. Med faa
Undtagelser, ere Husene alle af Bindingsværk, een Etage, be¬
klædte udvendig med Brædder og tækkede med Straatag, næsten alle med en lille Kvist. Til yderligere Værn mod det fygende Sand er hvert Huus desuden omgivet med et Plankeværk faa
Alen fra Vinduerne, saa at kun Østsiden er fri. Indbyggerne,
hvis Antal beløbe sig til 1615 (for et Aarhundrede siden omtrent 700), ere Kjøbmand, Haandværkere og Skippere, men næsten alle ere de tillige Fiskere, og baade Morgen og Aften seer man Familierne med deres Redskaber paa Skubkærre, Unge og Gamle, ile nordpaa for at trække Vaad eller paa anden Maade drive deres Fiskeri. En Deel af Fiskene tørres, og paa alle de nordlige jydske Markeder seer man Skagboernes Stader med deres tørrede Fisk: Torsk, Fladfisk og Rokker, udbredte paa Steenbroen, og det er ingenlunde disse Stader, der ere mindst besøgte, især af Hedeboerne. En Miilsvei fra Byen er en Østersbanke, hvor der paa 10 til 12 Favne Vand skrabes udmærket gode Østers. Brændsel har man ikke meget af i Skagen. Istedetfor Tørv og Brænde bruges „Martørv“ (ↄ:Havtørv), en sortebruun, sprød og tung Masse, der ligner Bruunkul, samt den saakaldte Fladtørv der skrælles oven af Jorden. Desuden give de mange Strandinger, der indtræffe aarligt, ogsaa adskilligt Brændsel. Skagen har ialt noget over 300 Huse. Til Kjøbstaden hører et Landdistrict, der kaldes
Skagens= eller Skagsogn og indbefatter nogle paa Øst¬
kysten beliggende Boliger saasom Tranestedet, Karred (ↄ: Kjæret), Huulsig (o: den hule Dal) og Lundholm.
Skagen og dens Landdistrict har et Tilliggende af ialt 9037 Tdr. Land med c. 22½ Td. Htk. For at give en Oversigt over Jordernes Godhed maa man dog dele disse Jorder i 2 Dele, fordi Sognet har et fælles Overdrev, der udgjor 8552 Tdr.
Land, hestaaende af Klitter og Flydesand som er sat til 8 Tdr. Htk. Af Sognets bedre Deel gaaer der altsaa 331°
Td. Land paa en Td. Htk., medens der af den ringeste Deel gaaer c. 1069 Tdr. Land paa en Td. Htk. Der er saa at sige ingen Landevei til Byen. Naar man kommer forbi Trane¬
stedet, kjører man i et fuldtstændig vildt Terrain uden Spor eller Sti, saa at man maa have en bekjendt Mand med sig for at finde frem. Det er ingenlunde sikkert, at man kan kjøre der idag, hvor man kjørte igaar. Naar man ikke kan komme frem længere oppe i Klitten, søger man mellem Milerne ned i Havstokken, og naar man seer Leilighed igjen, kjører man atter op i Klitterne osv. For 14—15 Aar siden an¬
lagte man med stor Bekostning en Vei, der gik ud og ind i store Bugtninger imellem Klitterne midt paa det udskydende Næs. Dens Underlag bestod af Lyng, og man kan derfor nok tænke sig, hvor fast Veien var. Den var heller ikke bedre, end at de Fleste søgte den gamle Route. En Vei, som ikke
25
befærdes meget, løber langs Vestkysten og kommer fra Hjør¬
ring over Tversted. For Skagens Vedkommende er denne Vei ikke bedre end hiin anden.
Skagens Fyr, der har en Høide af c. 140 Fod og en Lysvidde af c. 4¼ Miil, ligger tilligemed Fyrinspecteurboligen en Fjerdingvei længere ude mod Grenen end det gamle Fyr, der ligger i Byens nordligste Udkant. Ved Fyret er fornylig indrettet en Signalstation, hvorfra om Vinteren Iistilstanden signaliseres, og hvorfra der pr. Telegraph meddeles Kjøben¬
havns Børs hver Middag Kl. 12 Fortegnelse over de Skibe, der i det forløbne Døgn have passeret Skagen ind og ud, forsaavidt disse have viist deres Kjendingssignaler, ligesom
samme Efterretning daglig pr. Post sendes til London, til Ind¬
rykning i en Tidende.
Byen Skagen har allerede været til i det 13de Aarhundrede, thi det berettes at Byen „Skaffuen“ 1284 blev plyndret og afbrændt af de Norske under Alf Er¬
lingsens Anførsel. I en Beretning, der er nedskreven 1355, fortælles, at Oprin¬
delsen til Byen, der endnu dengang var et Fiskerleie, er følgende: Engang da Kongen (formodentlig Erik Glipping) paa en Iagttour gjæstede Bonden Thorkil hiin Skarpæ i Oorn (Hovedgaarden Odden), skjænkede han ham hele Skagens Mark, altsaa Alt, hvad der laa udenfor Herregaarden imod Nord, og som formodentlig hørte til den befæstede Gaard Lundholm, der laa i Byen af samme Navn, en Gaard, der senere tilhørte Niels Bugge og derpaa Dron¬
ning Margrethe, til Græsning for hans utæmmede Kvæg. Den Hyrde, som Thorkil satte til Overopsyn derude, Thronder, byggede sig der et Huus og anvendte sin Frihed til at fiske. Da denne Idræt lykkedes, kom snart flere Torpere til, saa det ikke varede længe, inden der stod en heel By, og den blomstrede saaledes op, at den i Slutningen af det 17de Aarhundrede havde en Borgermester og 2 Raadmænd, medens t. Ex. Thisted og Hjørring maatte nøies med en Byfoged. 1507 fik Byen en Stadsret af Kong Hans. Dengang var Kysten anderledes end nu, thi den for¬
andrer sig stadig fra Aar til Aar. Der var adskillige Fjorde, hvis Mun¬
dinger efterhaanden sandede til, saa at de bleve til Søer. Af disse Søer kjendte man endnu i forrige Aarhundrede to, nemlig Laarskevaad og Hav¬
søen; men de ere nu ogsaa forsvundne. En halv Fjerdingvei Vest for Byen blev der bygget en Kirke, kaldet St. Laurentii Kirke; det var en stor og smuk Bygning, hvælvet indvendig, med et høit og bredt Taarn med takkede Gavle og store Glamhuller. Hele Kirken var tækket med Bly. Den blev 1459 af Christian den Første skjænket til Helligaands Klosteret i Aalborg og fik 1583 en prægtig Prædikestol. I det 18de Aarhundrede begyndte Sandet imid¬
lertid at syge der i Egnen. I Begyndelsen var Sandflugten mindre, og da blev Skaden bødet efterhaanden, men almindelig Bededag 1775 tog Sand¬
flugten saaledes paa under en nordvestlig Storm, at en stor Deel af Byens Jorder, navnlig alle Præstegaardens Jorder, tilfygedes, og Sandet lagde sig i høie Miler op omkring Kirkemuren, saa man i lang Tid havde Vanske¬
lighed ved at skaffe saa megen Plads, at Kirkegjængerne kunde komme ind i
Kirken. Ved denne Leilighed kom flere Tomter og Brønde tilsyne paa den nordvestlige Kyst ved Gammel Skagen, som maaskee i Aarhundreder havde ligget begravede. Da først Sandet var kommet rigtig i Flugt, kunde man ikke
standse det. Det lagde sig høiere og høiere omkring Kirken, saa at man til¬
sidst maatte gaae ind ad et Glamhul i Taarnet, og endelig 1795 blev Kirken nedlagt. Efter den Tid er hele Kirken tilføgen, saa at kun Taarnet rager, op som et Sømærke. En Vindmølle, der stod tæt Øst for Kirken, blev ogsaa tilføgen ligesom den gamle Slotsladegaard Lundholms Jorder, hvorved Lade¬
gaarden blev til en Bondegaard. Der var desuden 2 Capeller i Sognet;
det ene i Østerby, hvor der holdtes Aftensang, Ugeprædiken og Skriftemaal hver Løverdag; og det andet i Gammel Skagen, hvor der hver Maanedsdag holdtes Gudstjeneste for de Gamle og Skrøbelige af den residerende Ca¬
pellan, der tidligere, da der var Latinskole i Byen, tillige var Rector ved denne.
Det fortælles, at Svend Grathe allerede havde befalet, at der i Uveir, i Mulm og Mørke skulde tændes Lyngblus paa en Bakke i Østerby, der endnu kaldes Fyrbakken, og hvor der stod en Rist til denne Brug. Da Erik af Pommern gav Byen dens første Kjøbstadsprivilegier, fik den derfor ogsaa denne Rist til Vaabenmærke. Aar 1564 forbedrede Frederik den Anden Fyrindretningen
saavidt, at der istedetfor Risten blev opreist en Vippe, i hvis ene Ende Fyr¬
panden blev fastgjort saaledes, at man kunde nedlade denne Pande, medens man øgede Ilden, og saa heise den op igen. Saaledes gik det, lige til Frederik den Femte 1747 anvendte 4938 Rd. paa i den østre Ende af Øster¬
by at lade bygge det nuværende gamle Fyrtaarn 67 Fod høit og 21 Alen i Omkreds. Der ovenpaa blev saa Fyrpanden sat, indtil man fandt paa at anbringe Lanterne istedet. Endelig blev det nyeste Skagens Fyrtaarn opført 1857 endnu yderligere paa den smalle Landtunge. — Den nuværende Kirke, der ligger imellem Østerby og Vesterby, er opført ved Hjælp af en Collect over hele Landet efter Forbillede af Frue Kirke i Kjøbenhavn og indviet 1841. I den ydre Kirkemuur findes et af Danske og Svenske i London skjænket Basrelief af Poulsen til Minde om, at otte raske Fiskere den 27de Decbr. 1862 druknede ved Forsøget paa at redde Besætningen paa et strandet svensk Skib.— To forskjellige Slægter af Navnet Scavenius ere siden det 16de Aarhundrede udgaaede fra Skagen og have taget Navn efter Byen (Scavenius o: Skagbo).
Frederikshavn ligger paa Østkysten af Horns Herred ved Kattegattet, under 57° 27,1' nordlig Brede og 2° 2,es“ vestlig Længde. Imellem den gamle og den nye By og Nord for Havnen ligger Citadellet Fladstrand, omgivet af Grave og for¬
synet med et Hornværk (Hjørneskandse). I Citadellet er et rundt Kampesteens=Taarn. I den sydlige Deel af Byen ligger en lille Skandse, der kaldes Nye Batteri, og paa den lille Ø Deget en Fjerdingvei fra Land ligger et Fort, der skulde hjælpe til i paakommende Tilfælde at forsvare Byens Havn. Nu er dog Fæstningen nedlagt. Byen har en Kirke, et Raad= og
Domhuus, en ret god Havn med en ved Lavvande 13 Fod dyb Indseiling (den gamle Indseiling var kun 10 Fod), udvidet for faa Aar siden, men dog endnu for snever til at gjøre Fyldest;
en Toldbod, en Jernbanegaard, hvor Vendsysselbanen udmun¬
der, og et smukt Lystanlæg ved Kirkebakken. Indbyggerne, hvis Erhverv bestaaer i Handel, Fiskeri, Skibsfart, Haandværksdrift, Lodstjeneste og nogen Agerdyrkning, udgjøre et Antal af 2133 (for 100 Aar siden 670, men for 70 Aar siden kun c. 460).
Byen og dens underliggende Landdistrict har et Areal af 539 Tdr. Land med c. 17½ Td. Htk. Der gaaer altsaa i Gjen¬
nemsnit c. 30½ Td. Land paa en Td. Htk. Største Delen af Byen, navnlig hele den sydlige Deel og en lang Hoved¬
gade, der forbinder den nordlige og den sydlige Deel af Byen, er opført i de sidste 15 Aar.
Frederikshavn var oprindelig et Fiskerleie, hvorfra Overfarten fandt Sted til Gøteborg, og kaldtes Fladestrand, fordi det laa paa Kirkebyen Flades
Forstrand, senere forkortet til Fladstrand. Frederik den Tredie sandt Stedet saa vigtigt, at han befæstede det med den nordre Skandse, hvori han lagde en Garnison, og derfra skriver sig egentlig Byens første Opkomst. I Aaret 1687 forøgede Christian den Femte Forsvaret ved at anlægge den søndre Skandse og et Værk paa Deiø, senere kaldet Deget. Under Krigsurolighederne 1712 blev Citadellet anlagt og Fortet paa Deget ombygget, og det Hele blev belagt med en fast Garnison. Da Christian den Femte havde forøget Forsvaret 1687, ansøgte Fladstrands Beboere, der før havde hørt til Flade Sogn, om at faae en Kirke for sig, og da dette blev tilladt, begyndte man 1688 at opføre Kirken, der den 22de Mai 1690 blev indviet. Omtrent ved samme Tid fik Byen Consumtion og blev betragtet som en Ladeplads. Aar 1748 solgte Cancelliraadinde Arenfeldt til Knivholt hele Fiskerleiet for c. 4000 Rd.
til en af Byens Beboere, Peder Hansen Høier, og han udstedte Fæstebreve til de andre Beboere paa deres Huse. Først 1818 fik Byen sin Kjøbstadsret og blev kaldet Frederikshavn efter Kong Frederik den Sjette.
For 100 Aar siden havde Byen et kongeligt Toldkammer, der tillige var privat Pakhuus og kongeligt Posthuus, og Tolderen var desuden Veier, Maaler og Vrager samt Postmester saavel for Fladstrand som for Sæby og
Skagen.
Sæby (: Søby, Byen ved Søen) ligger i Dronninglund Herred ved Kattegattet, ved Sæbyaaens Munding, under
57° 20' nordlig Brede og 2° 2,87 vestlig Længde. Byen har 6 Gader og 5 Gyder med c. 150 Bygninger, en anseelig Sognekirke, St. Mariæ eller Vor Frue Kirke kaldet, med en smukt udskaaren Altertavle og andre Snitværks=Mindes¬
mærker fra Fortiden, 2, Hospitaler grundlagte resp. 1565
og 1712, Thing= og Arresthuus, samt Fattighuus.
Ind¬byggerne hvis Antal beløber sig til 1344 (for 100 Aar
siden kun omtrent 500), ernære sig af Fiskeri, Ager¬
brug, Handel og Haandværksdrift. Byens Jorder have et Areal af 1067 Tdr. Land med c. 29½ Td. Htk. foruden en Gaard i Volstrup Sogn. Der gaaer i Gjennemsnit c. 364
Td. Land paa Td. Htk.
Byen er temmelig gammel. Den har før været et Fiskerleie og ligesom nn Overfartssted til Læsø. Den kom under Biskopperne i Børglum, der for¬
modentlig have givet den dens første Kjøbstadsret. Sit egentlige Opsving fik den dog først, da der 1469 blev bygget et St. Mariæ Kloster der i Byen, og fra den Tid af tog den Navn af Mariested. Dengang var Byen større end nu, og dens Havn, der holdtes reen af Sæbyaa, var god. Der fortælles, at man, da Aaen tidligere havde et noget andet Udløb, hvorved den ofte
under Høivande i Havet satte Noget af Byen under Vand, og til andre Tider bortskyllede Noget deraf, forandrede dens Udløb, og at denne Foran¬
dring havde tilfølge, at Havnen, der ikke mere blev holdt aaben, Tid efter anden tilsandede, hvilken Tilsanding culminerede i en Stormnat 1792, da Havnen blev saa pakket med Sand, at man ikke mere kunde rense den. Et Forsøg i den nyere Tid paa at oprense Havnen er mislykket, men nu er det igjen paatænkt at udbedre og omdanne den ved at opføre c. 300 Alen nyt Bolværk langs Aaens nordre Bred, udbedre den ydre Deel af den søndre Mole og forsyne Havnen med en Bølgebryder. Det hele Ar¬
beide skal kun koste c. 8000 Rd. Frederik den Første fornyede Aar 1524 Byens Privilegier. I Aaret 1536 blev Klosteret nedlagt, men Kirken blev tilbage som Sognekirke. Dengang stod Kirken midt i Byen; nu staaer den i den østre Ende. Alt det Øvrige af Byen skal Tid efter anden være bortskyllet. 1568 talte Byen ifølge Præstens Indberetning 129 Gaarde og Huse.
Hjørring ligger i Venneberg Herred 1½ Miil fra Vest¬
kysten under 57° 27,es nordlig Brede og 2° 35,7' vestlig Længde. Byen der omtrent dækker 36 Tdr. Land,har
omtrent 300 Bygninger, fordeelte i 13 Gader, hvor¬
af adskillige brede og smukke, t. Ex. Østergade,der med sine Rækker af Træer og mange Kjøbmandsbutikker tager sig godt ud. Desuden har Byen et Torv med et smukt
Springvand og et smukt Skovanlæg, Christiansgave kaldet, fordi det er skjænket Byen af Christian den Ottende i hvilket er en Broncebuste af Frederik den Syvende. Byen er ganske blottet for rindende Vand, med Undtagelse af et lille Løb, der har sit Udspring af Grunden Sønden for St. Olai
*
Kirke, hvorfra det under Navn af „Strømmen“ gjennemløber Byen. Forøvrigt er Byens Vand temmelig brakt. Af offent¬
lige Bygninger mærkes Kirken, der kaldes St. Catharinæ Kirke, med kamgavlet Taarn, istandsat 1767 og igjen repareret 1850, ved hvilken Leilighed Kirken fik en ny Prædikestol. Ved Kirken var i den catholske Tid et St. Annæ Capel. I Udkanten af
Byen ligge desuden 2 andre Kirker, St. Hans's og St. Olai, der begge ere uden Taarn, men de ere Annexer til Byen, og deres Menigheder ere Landsbyfolk. Desuden har Byenet Raad= og Domhuus, opført 1838 istedetfor et gammelt, der var af Bindingsværk, Amtmandsbolig og Fattighuus, samt en
Indbyggernes Antal, Jernbanegaard ved Vendsysselbanen.
der for 100 Aar siden var 600, er nu 3250. Næringsveiene ere Handel, Industri og Agerdyrkning. Byens Tolddistrict har fra gammel Tid strakt sig fra Tranum Strand i Øster
Han Herred til Rubjerg Knude i Rubjerg Sogn i Venneberg
Herred, og indbefatter altsaa de to efter Omstændighederne gode og meget besøgte Ladesteder Blokhusene og Løkken; men Byen er heller ikke vegen tilbage for baade at udskibe og indskibe Varer fra Frederikshavn, en Trafik, som efter Jern¬banens Aabning sikkert vil tiltage betydeligt. Byens Jorder udgjøre 2818 Tdr. Land med 122 Tdr. Htk., saa at der alt¬
saa i Gjennemsnit gaaer 2315 Td. Land paa Td. Htk.
Hjørring (Jorungr) er en gammel By, hvis Navn formodentlig har Hentydning til dens Beliggenhed i et Horn eller Hjørne af Landskabet. Den har fra Arildstid været Hovedstad i det af det øvrige Jylland uafhængige Vendsyssel, og derfor havde den ogsaa uafhengig af Jydernes almindelige Landsthing, „Snapsthing“ beholdt sit eget Sysselthing, „Bøigde=Thin¬
get“. Byen har ogsaa fra den tidligste Tid havt sin egen Mynt, fra hvilken endnu haves Sølvbracteater med Overskrift „Heringa=, som holdes for at være møntede i Svend Estridsens Tid. Hjørring blev derfor ogsaa Bispesæde, saasnart Vendsyssel 1065 blev et eget Bispedømme, og Biskop¬
perne boede, selv efterat Bispesædet var flyttet til Børglum Kloster, ofte paa deres Gaard i den østlige Udkant af Byen, den nu saakaldte „Bi¬
strupgaard“ Efter Reformationen fik Superintendenterne en Embedsbolig i Hjørring, da Kongen lod opføre en saadan paa det ophævede Præstegildes Grund, men det varede ikkun faa Aar, inden Christian den Tredie (1554) befalede, at Residentsen for Bekvemmeligheds Skyld skulde være i Aalborg.
I Aaret 1684 blev det bestemt, at Landemoderne, der hidtil vare holdte i Hjørring, skulde holdes i Aalborg. Byens ældste Privilegier ere givne af Erik Plovpenning 1243, og Byens ældste Vaaben forestillede St. Catharina iført Kjole af rød og guul Farve, med Krone paa Hovedet og en Herskerstav i Haanden staaende paa et sort= og guulttærnet Gulv, paa hvilket ved hendes Fødder laa en falden kronet Mand, iført Gyldenstykke og Skarlagensklæder og støttende sig paa sin ene Albu. Senere, efter Reformationen, blev dette Vaaben saaledes forandret, at den liggende Figur blev borttagen. Byen havde tidligere 3 Kirker, idet baade St. Hans's og St Olai Kirker hørte med dertil. Den har ofte lidt af Ildebrande, t. Ex. 1649, 1693, 1702 og 1816. Det var dog især Ildebranden 1693, der udbrød under en Storm den 22de Juli, som medtog Byen thi ved denne Leilighed blev hele Byen paa nogle enkelte Bygninger og Kirkerne nær lagt i Aske.
I Nærheden af Hjørring ligge 5 Høie, der kaldes Klynghøiene Om disse Høie gaaer det Sagn fra den catholske Tid, at nogle Borgere, der havde
seet Høien ved Nattetid staae i lys Lue, besluttede en følgende Nat at grave efter den Skat, de troede gjemt der under en Drages Bevogtning. Da de vare naaede noget ned i Høien, traf de en Kobberkjedel, men da en af dem, trods det almindelige Forbud ved slig Handling, ikke at tale under Arbeidet, i sin Iver raabte til den, der havde faaet fat i Hanken: „Drag stift“ sank Kjedlen ned i Høien, og Manden beholdt kun Hanken tilbage, som til Bod for den ugudelige Handling blev fastnaglet til Kirkedøren som Haand¬
tag for dermed at drage den til.
Herreder i Amtet.
I.
Børglum Herred.
Dette Herred der mod Nord begrændses af Venneberg Herred mod Øst af Dronninglunds Herred mod Syd af
Kjær Herred i Aalborg Amt og af Hvetbo Herred og mod Vest af den Deel af Vesterhavet, der kaldes „Jammer Bugt“ har en Længde fra Syd til Nord af c. 3½ Miil, en Brede af c. 44 Miil, et Fladeindhold af c. 10 Kvadratmile og en Be¬
folkning af omtrent 2037 Mennesker paa Kvadratmilen. Jord¬
bunden er temmelig frugtbar; dog træffer man mange Steder Lyng, Klitter og Sandflader.Skovpartierne ere kun enkelte og smaa med Undtagelse af den ufredede, saakaldte Boller Skov i Taars Sogn.
Tidligere var der stor Forskjel imellem den verdslige og geistlige Inddeling af Børglum, Dronninglund (dengang kaldet Jersløv Herred), Venneberg og Horns Herreder; men ved Resolution af 10de November 1841 blev det paabudt, at den geistlige Inddeling skulde være ligesom den verdslige,og at Jersløv Herred for Fremtiden skulde kaldes Dronninglund Herred. Da imidlertid et andet Rescript (24de December 1802)
paabyder, at Annexsogne i geistlig Henseende altid skulle regnes til samme Herred som Hovedsognet, selv om dette ikke er Til¬
fældet i verdslig Henseende, bleve Annexsognene Lyngby, Rakkeby, Taars og Seilstrup, som i verdslig Henseende høre under Børglum Herred i geistlig Henseende lagte under Venneberg Herred Uggerby i Venneberg Herred under Horns Herred, Lendum i Horns Herred under Dronninglund, og Hallund i Dronninglund Herred under Børglum Herred. Siden er der kun skeet den Forandring, at Seilstrup er bleven lagt tilbage
under Børglum Herred.
Sogne i Herredet.
Taars, Annex til Ugilt Sogn i Venneberg Herred, med By¬
erne Taars, med Kirke uden Taarn, eenligt beliggende noget fra Byen, Hvidsted, Terpe, Sesing, Hanstrup med Vand¬
møllen Dals Mølle og Graum, samt en stor Mængde Sam¬
linger af Boliger, saasom Borup Agdrup, Taarshuse, Kragdrup, Barholt, Barholtsdal Harpsøgaarde, Vogdrup, Svenstrup, Krogen, Græsdal, Rom, Haven, Skjærn, Havelund, Koldbro, Vesterheden, Klarup, Morild, Hundstrup, Karmishøi, Hesselholt og Patis¬
odde, samt de gamle Udflyttergaarde Hesselholt, Sjørup¬
gaard, Rugholm, Bjørnstrup, Lindholt, Overgaard, Hutholt, Skjegsholt, Ronten, Bedelund, Steendal, Bøiet, Oxenvang og Hjorthede m. fl. Desuden ligge iSognet Hovedgaardene Boller paa 21 Tdr. Htk., med Vind= og Vandmølle, Hvidstedgaard, 20 Tdr. Htk., med Vindmølle, Tidemansholm, 18 Tdr. Htk., med Vandmølle og Aas, 16 Tdr. Htk., med Vindmølle. Sognets Areal udgjør 12,982 Tdr. Land hvoraf Meget er Skov, men kun 18 Tdr.
Land Fredskov. Hartkornet beløber sig til c. 426 Tdr. Der gaaer i Gjennemsnit c. 30¼ Td. Land paa Td. Htk.
Boller er en gammel Herregaard, der 1390 tilhørte Mathias Torstensen af Slægten Vognsen. Lade= og Borgegaard udgjorde 3 Længer med Brand¬
muur imellem. Stuehuset er nu nyt opbygget.
Hvidstedgaard blev tilligemed Mølgaard og Spangerhede i Slutningen af det 15de Aarhundrede given Thomas Jensen Galskjøt som hans Bruds Medgift fra hendes Fædrenegaard Boller. Han opbyggede Gaarden; men senere er den bleven ombygget, Hovedbygningen i 3 eenetagers Fløie med Tegltag og Ladegaarden i 4 Længer af Bindingsværk og Muur med Straatag, indrettet til at stalde Fedestude.
Tidemansholm er en gammel fri, men ucomplet Herregaard, der har været omgiven af dybe Grave. Den kaldtes oprindelig Kartoft og tilhørte Børglum Kloster; men i det sextende Aarhundrede fik den af Mogens Juuls Frue, Inger Tideman, Navnet Tidemansholm.
Aas skal være oprettet til Herregaard i det 15de Aarhundrede af Slægten Stygge. Bygningerne bleve Aar 1750 grundig istandsatte.
Preiløv med Vreiløv Kirke, kaldet St. Nicolai, beliggende tæt ved Hovedgaarden Vreiløvkloster paa 40 Tdr. Htk., Byerne Guldager, Gunderup, Rønnebjerg, Grønderup, Aarup med Aarupgaard, Poulstrup, Høgsted, Gynde¬
rup og Tollestrup, samt nogle. Samlinger af Boliger, kaldede Lundegaarde, hvorimellem Præstegaarden Liegaarde, Dammen, Harkensgaarde, Sønder Broen, Rærup, Krogholm og Møllehusene. Desuden en Deel enkelt¬
liggende gamle Udflyttergaarde, der oprindelig have ryddetsig Plads i Hede og Krat, saasom Bastholm med Vand¬
*
og Vindmølle, Haverholm (15 Tdr. Htk.), Tolstrup ellerTollestrup (13 Tdr. Htk.), Skovgaard, Aabenterp, Store¬
og Lille Plet, Saxager, Lennestved, Mynderup, Stokbro m. fl., foruden Vreiløv Kro og Mølle ved Hoved¬
Fremdeles ligger i landeveien mellem Aalborg og Hjørring.
Sognet foruden Hovedgaarden Vreiløvkloster endvidere Hoved¬
gaarden Rønnovsholm med 27 Tdr. Htk. Sognets Areal udgjør 11,456 Tdr. Land med c. 503 Tdr. Htk. Der gaaer altsaa i Gjennemsnit c.22½ Td. Land paa Td. Htk.
Vreiløvkloster (Wræhlehf) er en gammel Klosterbygning. Klosteret, der baade havde Prior og Priorinde, omtales allerede i et Testamente 1268.
Efterat den viborgske Biskop Jørgen Friis tilligemed de andre catholske Bi¬
skopper var bleven fængslet i August 1536, blev han samme Aar forlehnet for Livstid med Vreiløv og Sebber Klostere imod at love, at han vilde af¬
holde sig fra at opvække nogen Tumult og fra Forsøg paa igjen at komme i sin forrige Værdighed. Ved hans Død tilfaldt Klosteret Kronen, og 1575 bortbyttede Frederik den Anden det til Jens Bille mod Allindemagle Gaard
og Gods i Sjælland.
Rønnovsholm kaldtes tidligere „Tjeret“ og var oprindelig en Afbygger¬
gaard fra Vreiløvkloster, som Jens Bille byggede efter at have tilbyttetsig Hovedgaarden. Efter hans Død kaldte hans Enke, Anna Rønnov, Gaarden
Rønnovsholm.
Hestrup, Annex til Vreiløv, med Byen Hestrup eller
Hæstrup (Hæsthorp ↄ: Torpen paa Heden) med Kirke og Møller,
samt Hovedgaarden Hestrupgaard paa 34 Tdr. Htk. hvoraf 22 Tdr. drives under Gaarden. Nogle Boliger ved Landeveien kaldes Rørsig. Vendsysselbanen gjennemskjærer Sognet. Dets Areal udgjør 1342 Tdr. Land med 70½ Td. Htk. Der gaaer i Gjennemsnit c. 19 Tdr. Land paa Td. Htk.Hestrupgaard er en gammel ucomplet Sædegaard.
Rakkeby, Annex til Harritsløv i Venneberg Herred med Byerne Rakkeby med en Kirke, der for har havt Taarn, og Snarup. En Gaard i Sognet kaldes Græsholm, og en Samling af Huse kaldes Rærup. Sognets Areal udgjør Gjen¬
1985 Tdr. Land med c. 112 Tdr. Htk. Der gaaer i
nemsnit c. 17¼ Td. Land paa Td. Htk.
Veiby med Byen Veiby med en lille Kirke uden Taarn, kaldet i den catholske Tid St. Villads's Kirke, Præstebolig og
nogle Boliger Nordvest i Sognet, kaldede Kirkholm. Sognets Areal udgjør 1358 Tdr. Land med c. 74¼ Td. Htk. Der gaaer i Gjennemsnit c. 182½ Td. Land paa Td. Htk.
Ved Kirken ligger St. Villads's Kilde, der i forrige Tider har været meget besøgt som Sundhedskilde. Sagnet fortæller, at Kirken oprindelig er bygget som et Capel ved Kilden. Veiby var før Annex til Børglum.
Seilstrup, Annex til Veiby, med Byerne Seilstrup (næsten ganske udflyttet) med Seilstrup Kirke, der ligger ene,
Smidstrup med en Folkehøiskole og en Gaard, der kaldes
Smidstrupgaard, samt udflyttede paa Marken Hovedgaarden Seilstrupgaard med Vand= og Vindmolle, 22 Tdr. Htk., og Gaardene Aagaard, Stagsted og Aalstrup. Sognets Areal udgjør 1889 Tdr. Land med c. 119 Tdr. Htk. Der gaaeri
Gjennemsnit c. 158 Td. Land paa Td. Htk.Seilstrupgaard var oprindelig et gammelt Herresæde, som 1335 tilhørte Marqvard Rostrup. Det blev senere et Lehn, som hørte under Børglum Bispestol, og Bisperne opholdt sig ofte der. Ved Reformationen blev det et kongelig Lebn, og ved Souverainitetens Indførelse fik Amtet Navn derefter;
men Godset blev bortsolgt til Jens Rodsteen, der nedbrød Slottet og opførte Seilstrupgaard paa det Sted, hvor Ladegaarden stod. Der var i forrige Aarhundrede baade Studeopstalding og Hollænderi. — Seilstrup var indtil for kort Tid siden Annex til Harritsløv Sogn i Venneberg Herred.
Børglum med Børglumkloster, med hvilket Børglum Kirke er sammenbygget. Gaarden har 360 Tdr. Htk., hvoraf 88 Tdr. drives under Gaarden.Desuden ligge i Sognet følgende Byer: Børglum med Præstegaard, Fristrup, deelt
Øster= og Vester Fristrup, Skjøtterup og Vittrup.
i
Nogle Samlinger af Boliger kaldes Løth og Steenberg.
Nogle gamle Udflyttergaarde kaldes Ladegaarden, Hjortnæs og Mariegaard med Vandmølle. Sognets Areal udgjør
7227 Tdr. Land med c. 314 Tdr. Htk. Der gaaer i Gjen¬
nemsnit c. 23 Tdr. Land paa Td. Htk.
Børglum (Burglum), som, efter hvad den gamle Munk Ælnothus mener, har Navn efter en Frue, der hed Burlina, men snarere, som Nyere mene, har Navn af Borg med den gamle Dativendelse um, er en gammel Kongsgaard, som skal være opført af Svend Estridsen. Det var her, at Knud den Hellige opholdt sig paa Gjæsteri, da Vendelboerne 1086 gjorde Opstand. Da Knud nemlig havde lagt en Bøde paa Almuen, der ikke vilde betale Tiende, hvilken Skat spotviis kaldtes Næsgjæld eller Næseskat, fordi den paa en i Danmark tidligere ukjendt Maade fordredes af hver Person eller hvert Hoved, og da Kongen indkrævede denne Skat i Jylland med stor
