Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

FOLKETS FØRERE III AARG. UDGIVET AF FRED. NØRGAARD OG ANDERS UHRSKOV

KARL MADSEN

P. C. SKOVGAARD

OG HANS SØNNER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN OG KRISTIANIA

P. C. SKOVGAARD

OG HANS SØNNER

FOLKETS FØRERE

P. C. SKOVGAARD

OG HANS SØNNER

AF

KARL MADSEN

¿C?

•f0, ar

G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L K Ø B E N H A V N O G K R I S T I A N I A

M D C C C C X V I I I

U DG IV ET AF FR E D . NØRGAARD OG A N D ER S U HR SK O V

LANGKJÆRS bogtrykkeri

KØBENHAVN

K U N S T A K A D E M I E T S BIBLIO TH EK.

vorH elsingevejen næ rm er sig N ord­I

sjællands Kyst, løfter Landsbyen Vejbys røde Kirke sig højt over M arker og Bakker. N avnet er for danske K unstvenner kendt og kæ rt som M aleren Peter Christian Skovgaards Barn­

dom shjem .

H an følte sig saa knyttet til dette Sted, at han i Betegnelsen af enkelte Studier h ar tiltaget sig dets Navn. Dog var han født i Ringsted- Egnen, paa G aarden H am m ershus d. 4 April 1817. Fem A ar senere m aatte Faderen sælge G aarden og søge sit U dkom m e i København, m edens M oderen m ed Børnene drog til Vejby, hvor hun fik en K øbm andshandel. Dens G æ­

ster beundrede Peter Christians Drengetegnin­

ger for deres livlige Frem stillinger af Egnens Folk, skøndt han ikke havde haft anden L æ re­

m ester i Kunsten end sin Moder, der engang havde faaet en Smule U ndervisning hos en

Blom sterm aler. Den brave Skolelæ rer Jensen m ente, at disse Tegninger afgjort viste et K unst­

nerkald; takket væ re ham begyndte Skov­

gaard efter K onfirm ationen sin K unstnerud­

dannelse i København.

Allerede tidligere havde han engang om A aret m ed sin M oder og sine Søskende fore­

taget den lange og besværlige Rejse til H o­

vedstaden for at besøge Faderen, som den­

gang endnu levede, og M oderens Forældre, hvor Peter Christian under Læ retiden skulde bo. Medens de kørte gennem de store Skove, hvis brede Bolværk skilte Vejby-Egnen fra Resten af den vide Verden, havde M oderen engang spurgt: Kunde du nu tegne det? Spørgs- m aalet havde beskæftiget hans Tanker, om han end ikke anede, at det stillede en af den danske Kunst endnu uløst Opgave.

Nitten A ar gam m el var Skovgaard sluppet ind paa A kadem iets Modelskole, havde faaet et lille M aaneskinsbillede fra Langebro op­

taget paa Foraarsudstillingen — skøndt Pro­

fessor Eckersberg havde kritiseret et Hus i Skyggen som »malt m ed Tjære«, — og op- naaet sit Svendebrev; M alerhaandvæ rket var jo dog en sikrere Levevej end M alerkunsten.

Skovgaard fortrød ikke, at han havde læ rt H aandvæ rket; han m ente at enhver K unstner­

spire helst burde læ re det; ogsaa for en K unst­

m aler er det godt at kunne stryge en Flade jæ vnt og føre en Pensel m ed Sikkerhed og Nøjagtighed, hvis H aandvæ rksdueligheden da ikke kom m er til at overskygge Kunsten. Der var i alt Fald m ere at læ re af H aandvæ rket end af den aandsforladte Sortkridtskopiering i A kadem iets Forberedelsesklasse efter kobber- stukne Idealhoveder fra Rafaels Billeder. Det

- 8 ^-

bedste A kadem iet havde haft at byde paa var de gode K am m erater.

Tidligt blev Skovgaard Ven m ed den elsk­

værdige Godfred Rump, der senere blev en be­

tydelig Landskabsm aler, m en dengang tæ nkte at vælge andre M aal for sin Kunst, og m ed Fyenboen D ankw art D reyer, der m alte nyde­

lige, farvefine og stemningsrige sm aa Land­

skabsstudier, m en hurtig træ ttedes under Ar­

bejdet paa større Ting og som m ed sit sære, saarbare, let forknytte Væsen var en noget vanskelig Person. Sam m en m ed D reyer arbej­

dede Skovgaard paa Professor Lunds M aler­

stue og m alte Studier efter M odeller fra Ny­

boder; i Brystbilledet af en gam m el Sømand, der solgte Cigarer ude ved Kastellet, h ar Skov­

gaard søgt sam m e Finhed og O m hu i Behand­

lingen, som udm æ rkede Christen Købkes faa A ar æ ldre Studie efter sam m e Model. Og selv Købke havde ikke behøvet at skam m e sig ved de bedste af Skovgaards gode Sm aaportræ ter fra de første U ngdom saar.

Skovgaard tæ nkte dog kun paa at blive Landskabsm aler. E r end hans første Studier og Sm aabilleder fra Vejby — af Barndom s­

hjem m et, Landsbyen ved V intertid, L æ rer Jensens Skole, Skræ nterne ved K attegat, — prægede af Begynder-Æ ngstelighed, viser de dog en Skarphed og Finhed i Opfattelsen, som dengang i dansk Landskabskunst var noget nyt. Af Eckersberg havde han læ rt ydm ygt at søge Sandheden, m en Eckersberg, der selv saa udm æ rket forstod at gengive N aturens klare Lys, foretrak jo i Reglen Søen for L an­

det. Fraset Købkes sm ukke Billeder fra Køben­

havns U dkanter var der paa Udstillingerne ikke stort at lære. Dens professionelle, nu

- 9 -

glem te, m est halvt tyske Landskabsm alere havde pragtfulde Motiver, oftest fra Svejts, fra tyske eller norske Bjærgegne, m en Opfat­

telsen og Behandlingen var overfladiske, Bil­

lederne rent hjem m elavede m ed deres falske Toner, deres løse Tegning, der sjældent angav Træ ernes Egenart, og m ed den sæ re M anér i Løvm assernes Behandling, der kaldtes for

»Baumschlag«. Kun i N ordm anden J. C. Dahis L andskaber var der K raft og Talent. Større U dbytte og Fornøjelse end af Udstillingerne havde en ung Landskabsm aler af Billedgalle­

riet paa Christiansborg m ed dets m ange Bil­

leder af de hollandske Landskabsm alere fra det 17de A arhundrede. Dem havde ogsaa J. C.

D ahl studeret.]

En af dem, van der Neer, havde saa ud­

m æ rket forstaaet at frem stille Fuldm aanens Lys, og i sine unge Dage havde Skovgaard en stor, m en kortvarig Kærlighed til M aanen.

En anden af dem, Dubbels, havde paa et stort Søbillede en herlig Luft m ed vidunderligt skønne Skyer. Men den bedste af dem hed dog Jacob van Ruisdael; som ingen anden havde han opfattet og gengivet N aturensom ­ hedens vem odige Poesi, dens alvorlige Maje­

stæt. D er er m aaske i det 19de A arhundrede aldrig m alt et m ere Ruisdael-lignende Arbejde end et lille, tidligt Studie af Skovgaard m ed en Sti, der slynger sig ind m ellem m ørke T ræ r under en urolig Luft. Og der er Ruisdaels Tungsind-Stemning over Skovgaards i 1839 udstillede Billede, der købtes til Galleriet.

Selve Landskabsm otivet er ikke Ruisdaelsk, det er fundet ikke langt fra Vejby i U dkanten af Tisvilde Skov. Fra rødbrune Lyngbakker m ed Fyr, G raner og Sm aakrat aabner Ud-

- 10 ^-

sigten sig m od Skovene hinsides Arresø, der afspejler Himlens store blygraa Skyer, rød- kantede af Solnedgangens Skær. Farverne er dybt stem te, kun Engene ved Søen strejfes af et gustent Lys. M ennesker færdes sjældent paa dette øde Sted; R em ens Unger leger trygt i Lyngen under Opsyn af deres M oder. Det næ nsom t og nydeligt m alte Billede er Skov- gaards første H ovedvæ rk, væsensforskelligt fra alle hans senere Arbejder, dog ikke dem underlegent i Værdi.

A aret forud havde en af Skovgaards Aka­

dem ikam m erater, den halvandet A ar yngre Johan Thom as Lundbye (f. 1. Septbr. 1818), udstillet et anseligt og m ærkeligt Landskab, hvor A rresøen var set fra den anden Side, fra de flade Enge ved Frederiksvæ rk, saaledes at Flyvesandsbakkerne ved Tisvilde dannede Baggrunden. Den da lige hjem kom ne Thor- valdsen var saa heldig at vinde Billedet i Kunstforeningen og det hæ nger nu i hans Museum. Til M alerens Glæde fandt Kritiken i dette lyse Billede, hvis jæ vne Motiv var saa storladent opfattet, en ejendomm elig dansk Tone og K arakter. I en af sine m ange Dag­

bøger har Lundbye skrevet: »Hvad jeg som M aler har sat som m it Livsm aal er: at m ale det kjæ re D anm ark, men m ed al den Simpel­

hed og Beskedenhed som er saa characteri- stisk for det«. Allerede paa A kadem iet havde Skovgaard og Lundbye væ ret Venner, efter- haanden knyttedes V enskabet fastere. Da Lo- rens Frølich, som oprindeligt havde staaet Lundbye næ rm est, i 1840 forlod D anm ark fik V enskabet m ellem ham og Skovgaard en V arm e som m aaske intet andet Venskab m el­

lem danske K unstnere og det blev af største Betydning for de to M aleres Udvikling.

P. c. ^Skovoaard : Studietegning fra S karrit-S ø.

I G runden var de bundforskellige. Lundbye var et H ovedstadsm enneske m ed stæ rke litte­

ræ re Interesser og fuldblods Romantiker. N aar han m alte en H est, kunde han drøm m e om muligt en af dens Forfædre havde baaret Kong

12 ^-

V olm er; tegnede han et sm ukt dansk Land­

skab, tilføjede han ofte Strofer af et Digt eller en Fædrelandssang; han havde H ovedet fuldt af Vers. Sligt faldt aldrig Skovgaard ind. Lund- bye slugte et Utal af Bøger og nedskrev et U tal af Betragtninger i sine lange Breve og vidtløftige Dagbøger. Efter Lundbyes Sigende læste Skovgaard kun m eget lidt og skrev endnu m indre; »dog Alt, hvad han kan høre og see opfatter han livligt og gjem m er troligt.« Lund- bye m eddelte ham sin Viden om de aandelige Værdier, der laa udenfor deres egentlige Fag- om raade. De m ødtes snart i fælles flam m ende Begejstring for D anskhedens Sag, for G rundt­

vig, i hvem de saa Aandslivets Høvding, for K unsthistorikeren Høyen, der talte saa varm t og m yndigt om Nødvendigheden af at skabe ægte dansk og folkelig Kunst. Det blev M aalet for deres Stræben.

I sin Dagbog skriver Lundbye: »Skovgaards Barndom og Ungdom er henrundne i det nord­

lige Sjælland i Egnen ved Tisvilde, det er som N aturen der h ar præget sit M ærke i hans Træk, der ere skarpe, hans Holdning er for­

trykt som Birkenes der i Hegnet; m en kjender m an ham nøie, vil m an finde et sjældent kjær- ligt G em yt i ham og et rart U dtryk i hans blaa Øine.« D er var et Slør for hans Blik som om han levede i en Drøm . H an er det stille Vand m ed den dybe Grund. »Forstanden er underordnet hans stærke, varm e Følelse for alt Stort og Skjønt; — han optager Andres M eninger tit, gjør dem til sine egne og for­

svarer dem støttet til dem, der for ham er Auto­

riteter uden altid klart for sig selv og Andre at kunne godtgjøre sin Menings Rigtighed.«

H an h ar »Sky for at tale, hvor flere ere for-

- 13 -

sam lede; der er han blot m odtagende, sidder stille hen, tilsyneladende fordybet i egne Be­

tragtninger, m en jeg har dog lagt M ærke til, at ikke m eget undgaaer ham.« Og taler han, h ar hans O rd altid Vægt.

Selv i Skovgaards tidligste »tit nogen bar­

ske« A rbejder havde Lundbye glædet sig over hans Alvor, Dygtighed og nøje Kendskab til N aturen, »hans Opdragelse paa Landet i en Landsbyskole h ar givet ham saa meget, der i Kunsten m aa kom m e ham tilgode.« Med Rette roser Lundbye hans Evne til tro at gen­

give de forskellige Træ ers ejendomm elige For­

grening«, og hans smidige Pensel, »hvor nyde­

ligt satte han ikke Bogfinker og andre Smaa- fugle hen m ed et Par Strøg.« »Hvad Skovgaard bedst frem stiller og ret m ed Kjærlighed har levet sig ind i er Plantelivet, ligefra det store Træ indtil den lille fine Græsplante.« Det er slaaende sandt. Skovgaards rolige og støtte Væsen virkede velgørende paa hans altid stem ningsbevægede Ven, hos hvem altfor ofte en jublende Sejrsfortrøstning afløstes af det allersorteste M ismod; Lundbye syntes, han m alte bedst, naar Skovgaard stod kritiserende og opm untrende ved hans Side.

I Foraaret 1842 udsm ykkede de en Sal i et senere nedrevet Hus ved Holm ens Kanal, hvor Skovgaards velstillede M orbroder M ægler Ag­

gersborg efter sit Bryllup skulde flytte ind; et Par D øre derfra m ed Lundbyes D ørstykker findes paa K unstindustrim useet. Af de tre store Landskaber, der virkede saa pragtfuldt paa Salens stæ rkt røde Vægge, m alte Skovgaard de to, Stevns Klint m ed H øjrup Kirke og en Udsigt fra Frederiksborg Slot, Lundbye efter en Tegning af Skovgaard det tredje m ed Gaase-

- 14 -

taarnet i Vordingborg, som han ikke selv havde set. Disse tre stort opfattede, djæ rvt og sikkert behandlede Billeder hører til de i enhver H en­

seende betydeligste V æ rker af æ ldre dansk Landskabskunst, om end Lundbye selv n æ r­

m est betragtede sin Andel i Udsm ykningen som en nyttig Øvelse til Udførelsen af et Arbejde, han tillagde ulige større Betydning. Ved Skræ n­

terne m od Isefjorden næ r Jægerspris havde Lundbye fundet et Motiv, han vilde udnytte til et m onum entalt M aleri af »En dansk Kyst«.

»Den evige Higen, der aldrig faar Fred,« lod ham elske de lange Fodture, i Juni vandrede han m ed Skovgaard til Jægerspris, hvor han gjorde nye Studier til sit store Værk, m edens Skovgaard begejstredes over N ordskovens prægtige Ege. A kadem iet havde netop til den N euhausenske Præm ie givet Landskabsm a­

lerne Opgaven: Parti af en Skov, i hvilken Egetræerne ere de frem herskende. Med et fortrinligt Studie og omhyggelige Tegninger forberedte Skovgaard i N ordskoven sit K on­

kurrence-A rbejde, der, udstillet paa næ ste Aars Foraarsudstilling, fik Præm ien og købtes til Galleriet. Skovgaards M esterskab i K arakteri­

s s e n af Træ er og Planter havde heller aldrig før fejret en saa glim rende Trium f som i dette herlige Billede m ed S^orkereden paa en ud- gaaet Gren af den æ ldste Eg, K rattet om Egene ved Skræ nten, Skovslettens Bregner og saftige Græs, hvor en D aahind vandrer m ed sit Kid. Den tæ tte Skov ligger ijæ rnt i blaalige Toner, hvide Skyr varsler en af de Byger, der opfrisker det Grønne. Ingensinde var der givet os en ypperligere Skildring af vort Lands som m ergrønne Frodighed.

Efter Lundbyes Mening v ar det »et af de

15 -

P. C. Sko v g a a r d: N ordskoven ved Jæ g ersp ris.

fortræffeligste Billeder, her har væ ret seet i m ange Aar, m en jeg er jo et villigt Vidne.«

Selv havde han sam tidigt udstillet sit store Isefjordsbillede og det frydede ham , at han og Skovgaard af Kritiken sam m enstilledes som M odsætning til Landskabsm alerne m ed en m ere tyskpræ get Opfattelse. Da ogsaa han havde solgt sit Billede til Galleriet, drog de to V enner fra Byen for sam m en at tilbringe Som m eren paa Landet. I Maj 1843 førte Skov­

gaard Lundbye til sit Barndom shjem i Vejby.

P. C. Sk o v g a a r d: U dkanten af V ejby. 1843.

tudierne fra Som m eren 1843 hører II til de sm ukkeste, Skovgaard nogen­

sinde har malt. To af dem ejes af Kunstm useet. Det ene af dem viser U dkanten af Vejby, til højre L æ n­

gen af en Bondegaard m ed et lerklinet Udhus foran Piletrær, til venstre et H avehegn; Belys­

ningen er et blegt Solstrejf fra den graa Luft.

Paa den fredelige Landevej ses en K at m ed sin Killing, længere tilbage sidder Lundbye i Færd m ed at tegne i sin Skitseborg, om ringet af de nysgerrige Bønderbørn. m ed hvilke han gerne indlod sig i Snak. H an var saa sjæle­

glad over dette herlige Sted, at han endog undlod at føre Dagbog. Men fra hans Breve ved vi, at han her i to M aaneder levede »lykke­

lige Dage mellem Bønderfolk og læ rte blandt dem herlige M ennesker at kende. — M orten Jensen og Jens Nielsen og Niels Jensen og

- 17 -

Slagter Niels og flere.« I M orten Jensens Gaard, hvor han boede, m alte han Studier til det Bil­

lede, han udstillede næste Aar, Galleriets be­

røm te og fortrinlige Maleri af Kostalden, Lund- byes H ovedvæ rk som D yrm aler.

Det andet af Galleriets Skovgaard-Studier fra 1843 viser en Stue fra M alerens Hjem. I

P. C. Sko vg aa rd: T hebordet i Vejby.

det lave, hvidkalkede Rum m ed Bjælkeloft sidder til højre for den store Himm elseng Skovgaards M oder og hendes G æster ved Thebordet. I Sofaen er Skovgaard selv bæ n­

ket under sit tegnede Selvportræ t mellem L æ rer Jensen og Lundbye, der begge hygger sig m ed lange Piber, foran Bordet er Søsteren Vilhelmine, M oderen og Jom fru Broe. Katten og dens Killing er kom ne ind i Stuen; fra et lille Vindu sender Som m ersolen et gyldent

2

- 18 -

Skæ r ind paa Væggen m ed den gam le Bilæg­

gerovn, i hvis N ærhed en lille Hund har taget Plads. Det nydelige lille Billede h ar en ejen­

dommelig Stem ning af gode, svundne Dages Nøjsom hed og Hygge, desuden er det saa sm ukt behandlet og saa udsøgt i sin Farve- virkning m ed det blaa Sengeomhæng og Jom ­ fru Vilhelmines graa Kjole, at nogle endog rent som M aleri sæ tter det over Skovgaards Landskaber.

I Raageleje lidt nord for Vejby fandt Skov- gaard paa en storm fuld Solskinsdag i Juli Mo­

tivet for Galleriets i 1844 udstillede Billede af

»Aaens Udløb«. En Faarehjord græ sser paa de lave, sandede Bakker, m ellem hvilke Aaen bugter sig frem ; fra en af disse B akker ser nogle M ænd ud over den stæ rkt blaa Sø m ed Brændingernes skinnende hvide Skum m od Kuliens fjærne Konturer. Det er det Hele.

M otivet var nyt og dristigt; friskt og stort er det set, friskt og djæ rvt er Billedet m alt med en overlegen Behandling af Enkeltform erne.

Lundbye, der ellers elskede Simpelheden, syntes endog — m ed U rette — at det m ere var et Studie end et Maleri, han fandt det noget tom t og savnede Totalvirkning i Lyset.

Bedre fornøjet var han m ed det sam tidigt ud­

stillede — efter et Studie fra Juli 1843 m alte

— Billede af G urre Sø efter Regn, han havde en gam m el K ærlighed til det Egetræ, der fra de skovklædte Skræ nter stræ kker sig ud over Sivene og havde selv her følt den sam m e Al­

vorsstem ning som præ ger Skovgaards Billede.

Om dette skriver han: »Det er stille m ildt G raaveir, Søen er blank og det klarer neden til i Luften. Sivene ere fortræffelige saavel i M asserne som de enkelte forreste, og i de

- 19 -

forskjellige T ræ sorter h ar han m ed m ere Fin­

hed end sædvanlig vidst at sondre de grønne Farver, som tidligere undertiden i hans Bil­

leder h ar væ ret tem melig skjærende zinober- grønne. N aar jeg skulde indvende Noget m od dette Stykke, da blev det, hvad der oftere har stødt mig hos ham : en Mangel paa Simpelhed i Forgrunden, hvor han sam ler for m ange sm aae Gjenstande. Dette M aleri er saa sm ukt i Tonen, saa dygtigt i Udførelsen af hver en­

kelt Gjenstand, at det hører til de sm ukkeste Landskaber, jeg har seet m alet her.«

Blandt Skovgaards L andskaber paa Udstil­

lingen 1844 gengav et efter Lundby es Skøn

»allerkjæreste« lille Billede en Erindring fra Fodturen til Jægerspris, hvor de næ r Slange­

rup var stansede ved »den yndige Havem ølle, der ligger ret nydeligt paa Engen«. Billedet h ar den Fejl, hvis det er en Fejl, at vi uden dets Navnebetegnelse m aaske kunde tro det m alt af Lundbye. De to Venners gensidige Paavirkning af hinanden havde i de fore- gaaende A ar væ ret saa følelig, at O ldforske­

ren og K unstvennen C. J. Thom sen befrygtede, at de vilde blive hinanden altfor lige, hvis Sam livet fortsattes. Frygten var ubegrundet.

Som m eren 1844 drog de hver sin Vej, Skov- gaard til Egnen ved Kongens Mølle hvor han m alte Galleriets sm ukke G raavejrsstudie m ed Vejen, der mellem M arker m ed græssende Køer snor sig ind over Bakker m od fjerne Skove. Senere var han hjem m e i Vejby og forberedte et kraftigt Billede fra U dkanten af Tisvilde Skov med enkeltstaaende Træer, der bøjes af Blæsten. Medens Skovgaard i den følgende Tid tog Billeder af dansk Skovnatur til sin Hovedopgave, virkede Lundbye væsent-

2^*

- 20 ^-

ligst som D yrm aler uden dog at m iste K æ r­

lighed for de store, aabne L andskaber og det skovløse Refsnæs.

Deres Syn og Evner var i Virkeligheden lige saa uligeartede som deres rent menneskelige N atur. Det viser allerede deres Tegninger.

U ndertiden h ar de i sam m e Skitsebog med faste Streger af den Pen, som var deres Y nd­

lingsm ateriale, tegnet sm aa Frem stillinger af Landskaber, Figurer, D yr eller Planter. Om­

trent lige godt, dog m eget forskelligt. Lund- byes kvindeligt fine og varm e Følelse giver hans sirlige Streg en bedaarende Ynde, Skov- gaards Streg er ført m ed en m andig Friskhed og Kraft, der giver hans Tegninger en pragt­

fuld m alerisk Virkning.

Ofte havde de drøm t om gennem gode Illu­

strationstegninger at bringe Glæde over Kunst til M enigmand og Børn. En af deres skibbrudne Planer beretter Lundbye d. 14. N ovem ber 1842 i sin Dagbog: »Igaar Eftermiddags gik Skov- gaard og jeg op til Præsten Grundtvig m ed nogle Tegninger vi havde gjort til hans lille D anm arks Historie for Børn; det er flygtige U dkast til Træsnit som skulde ledsage andet Oplag af den lille Bog.« Træ snittet havde netop da paany faaet Anvendelse for Billedgengivel­

ser, ogTræ skæ reren Flinch fik beredvillig Hjælp hos Lundbye og Skovgaard. De tegnede gode Vignetter til hans m islykkede Folkebog om Uglspil, (en af Skovgaards er her anvendt paa Titelbladet), og de leverede sm ukke Tegninger til Flinchs A lm anaker, hvor Træsnittene efter deres Tegninger rigtignok til deres Æ rgrelse blandedes m ed det forfærdeligste Juks. At Skovgaards kraftige Streg var særlig godt egnet for Træsnitsgengivelse, viser f. Eks. Por-

- 21

En G ruppe Æ nder. T ræ snit efter P. C. S^kovgaard (Gæa 1846).

træ terne af Orla Lehm ann og Skuespilleren Ryge eller i Aarbogen »Gæa« Træ snittet m ed en Gruppe Æ nder og den for denne Bogs Om­

slag anvendte Illustrationstegning til Digtet

»Gudruns Hævn«. D esværre manglede Tiden Forstaaelse af de Værdier, en U dnyttelse af Skovgaards Evner paa dette O m raade kunde have tilført dansk Illustrationskunst. Lundbye opnaaede dog at skabe et af dens ypperste V ærker ved sine Billeder til K aalunds Fabler for Børn. Skovgaards bedste Illustrationer ud­

førtes kun til Glæde for en lille Pige, en D atter af H.E.Freund, den afdøde udm æ rkede Billed­

hugger, hvis flam m ende Skønhedsbegejstring havde væ ret betydningsfuld for de bedste yngre Kunstnere. Paa hendes 7-aarige Fødselsdag d.

10. D ecem ber 1845 foræ rede Skovgaard hende et Eksem plar af H. C. Andersens Eventyr, i

- 22 ^-

hvilket en Række nydelige V andfarvebilleder var indklæbet. H un var Lundbyes specielle Veninde, men han blev ikke Vidne til hendes Glæde over Gaven. Allerede i Forsom m eren v ar han rejst til Italien.

Hvis Skovgaard havde villet, kunde ogsaa han m ed et Stipendium fra A kadem iet have foretaget en længere Udenlandsrejse. H ans to Billeder paa Foraarsudstillingen havde faaet Udstillingsm edaljen; Kunstforeningen havde købt Billedet fra Tisvilde Skov, Galleriet det andet Billede, »Udsigt over Skarritsø#, et noget h aard t og grelt M aleri af et glim rende valgt og opfattet Motiv, — dets Baggrund har for en yngre K unstner gjort Tjeneste i et Billede m ed Emne fra D antes »Guddommelige Ko­

medie« til Skildringen af det jordiske Paradis.

— Men Skovgaard blev efter H øyens Raad hjem m e og tilbragte en ualmindelig herlig Som m er ved Skarritsøen m ed Studier til Bil­

ledet af Delhoved-Skoven, hvor Solen glinser i Søen. Da et Brev fra Høyen gav en begej­

stret Skildring af de Herligheder, Møens ejen­

dom m elige N atur bød for en Maler, rejste Skovgaard næ ste Som m er dertil. Først fore­

kom Klinten ham rent forhekset ved Erin­

dringen om et ringe Billede af en ringe Maler, saa han m ente »det ikke var Mad for Moens«, m en senere forekom Stedet ham at byde en næ sten uudtøm m elig Rigdom af gode Motiver, og nogle A ar efter vendte han der tilbage for ret at bem ægtige sig denne Skat. Vigtigere er dog hans Erobring af Dyrehaven.

D er havde han i 1847 faaet sin M alerstue paa Erem itagens Loft. Det var en sjælden tør Som m er, hvor Skovsletterne gulnedes, T ræ er­

nes Blade indskrum pedes og D yrene van-

23 -

P. C. Sk o v g a a r d: Tegning: fra D yrehaven.

sm ægtede. En syg K ronhjort h ar søgt Hvile i Forgrundens høje Græs paa det store Som- mermiddags-Billede, Skovgaard udstiillede det følgende Aar. Dets Farve er ikke sm uk, m en det er stort set og sikkert form et; desuden gav det den første værdifulde Skildring af den kæ re D yrehaves ejendomm elige Skønhed og K arakter. Den hjem vendte Lundbye havde fulgt Billedets U darbejdelse m ed største Inter­

esse og skrevet til en fælles Ven: »Hans store Billed fra D yrehaven tegner til at blive endnu bedre end alle hans tidligere. H an gaaer stille og bram fri sin herlige Vei, — altid paalidelig,

— ham tør enhver stole paa.« Og da F o r å r s ­ udstillingen kom skrev Lundbye i sin Dagbog:

»O, havde jeg istedetfor mine 7 Billeder til denne Udstilling kun eet som Skovgaards!«

Adskillelsen havde ikke kølnet deres Ven­

skab. Efter en Tegning af Skovgaard m alte Lundbye Svalerne, der stryger lavt langs Vejen paa Billedet af »Et Boelsted«; til Gengæld for-

&

- 24 -

synede han Skovgaards »Parti fra H alleby Aa«

m ed en rig Staffage af Køer. Begivenhederne i M arts 1848 greb forstyrrende ind i deres A r­

bejde og optog dem lige stærkt. Efter Casino- m ødet valgtes Skovgaard som en af K unst­

nernes Delegerede; d. 2. April skriver Lund- bye i et Brev: »Ogsaa han har lagt Arbeidet tilside, vi ere begge i denne Tid kun M usket­

terer, begge ivrige i at benytte denne Exer- ceerskole til at læ re saa ordentligt som m u­

ligt, hvad der fordres af en Soldat, for senere at kunne tjene Landet som saadan eller atter kaste os over Kunsten, som O m stændighederne ville m edføre det.« Dog blev kun Lundbye Soldat. Skovgaard fulgte ham den 18. April om bord paa D am pskibet Iris, der skulde føre hans Afdeling til Sønderjylland, og tegnede lige før Skibets Afgang et Portræ t af Lund­

bye i Soldateruniform . En Uge efter, den 25.

April, blev Lundbye uden at væ re kom m en i Kam p dræ bt ved et Vaadeskud.

Skovgaard rejste ud paa Landet for at faa ny Studier til et Billede, til hvilket han allerede to A ar tidligere havde m alt en herlig Skitse.

Med god Grund er Galleriets »Landevej ved H erregaarden Vognserup« bleven det m est folkekære af alle Skovgaards Arbejder. Dets Farver h ar hist og her ikke holdt sig, m en det h ar ikke stort at sige. De gam le Elm etrær breder deres K roner saa stolt m od den blaa Him m el og den store hvide Sky, Udsigten over Engene m od Kundby Kirke aabner sig saa nydeligt, Som m erfrodigheden langs Vejkanten i Skræpper, Burrer, blom strende Hyld og vilde Roser er saa ypperligt gengivet, og trods den rige Fylde af Enkeltheder har Billedvirkningen en velgørende Ro. Desuden er Staffagen for-

- 25 -

P. C. S^kovgaard : Landevej ved H crregaarden V ognserup 1849.

trinlig. H er paa dette Sted havde Skovgaard ofte vandret med sin afdøde Ven, for hvem hele Italiens Herlighed var m indre kæ r end Vognserup Enge. Og fra det lille Vejby-Studie overførte Skovgaard til Vognserup Allé G rup­

pen af Lundbye, der sidder paa Vejen m ed sin Skitsebog og venligt taler m ed de b ar­

benede Bønderbørn; — det var saa m ærkelig blidt, saa ualmindelig elskeligt, det varm e Hjerte, der var bristet.

tik

P . C. Skovgaard : T angtæ kket H us paa Læ so.

F oraaret 1849 besøgte Skovgaard III paa Læsø sin Ven Distriktslægen, der som faa havde ejet Lundbyes fulde Fortrolighed. Den afsideslig­

gende Øs ejendomm elige N atur gengav Skovgaard i en Række nydelige Stu­

dier og Tegninger; nogle af de bedste Tegnin­

ger derfra findes nu i Kobberstiksamlingen.

Senere paa Som m eren var Skovgaard atter ved Vognserup. En god Skitse til Aarhus-M u- seets 1850 udstillede Vognserup-Billede ejes af Galleriet. Paa den sm ukke Som m eraften van­

des et Par H este i den store, stille Dam, der spejler de høje Elme i Alléen; Høstfolkene vender hjem fra deres Arbejde.

E fter Sorgens og Krigens onde Tid kom L yk­

kens og Fredens gode Dage. Den 3. Septem ber 1851 viedes Skovgaard til Georgia S ch o u w _ f. 27. Sept. 1828 — en D atter af H øyens gode Ven, den alm ent højagtede Botaniker og Poli-

tiker Joakim Frederik Schouw. Bryllupsrejsen gik ikke længere end til Skodsborg. H un blev Skovgaard en i alle M aader udm æ rket Hustru, der ogsaa forstod V ærdien af hans Livsger­

ning, fordi hun selv var en K unstnernatur.

P. C. Sk o v g a a r d: U dsigt fra K unstnerens Bolig paa C hristianshavn.

Lundbye havde væ ret hende varm t taknem ­ melig for den kærlige Omhu, med hvilken hun efter hans Tegning havde broderet Meta G rundt­

vigs Brudeslør, og Skovgaard, der havde glim­

rende Sans for sm ukke og kraftige dekorative Virkninger, gav hende mange udm ærkedeTeg- ninger til hendes beundringsværdige Arbejder i Syning og K annevasbroderi. Kun undrer det

- 28 ^-

os nu, at Datiden gjorde en saa udstrakt An­

vendelse af naturalistiske Motiver, thi det er ikke rim eligt at hvile sit Hoved m od en Pude med en Bøgegren eller en Svane, at sæ tte sig paa et Stolesæde m ed Blomster, at træ de paa Hjorte, H unde eller Høns. De Skovgaardske G ulvtæpper er bedre egnede til Vægdekoration.

Skovgaard havde ikke altid haft lige let ved at sælge sine Billeder; Digteren W elhaven æ rg­

rede sig over, at et af dem forgæves var ble­

ven tilbudt Kunstforeningen i Kristiania. K unst­

foreningen i K øbenhavn havde ydet Skovgaard en god Støtte, Størstedelen af hans betydelig­

ste U ngdom sarbejder var, takket væ re Høyen og Thom sen, bievne erhvervede til Galleriet.

Lundbye havde sagt: »Vort Publicum er et Par nøie Venner, vor Rigdom det daglige Brød.«

Det blev anderledes. Skovgaard anerkendtes som den dygtigste K unstner i sit Fag, private Købere kappedes om at erhverve hans Arbej­

der, og jævnligt modtog han anselige Bestil- linger, oftest fra Personligheder med en frem ­ træ dende Stilling i vort offentlige Liv. Thi N ationalliberalism ens M and havde levende Interesse for Kunst, i alt Fald stæ rk Følelse for Pligterne m od de danske Kunstnere. Til m ange af dem kom Skovgaard i et personligt V enskabsforhold.

I Som m eren efter sit Bryllup opholdt Skov­

gaard sig hos Orla Lehm ann, der havde sin Amtm andsbolig i Vejle og havde overdraget ham at m ale et stort Prospekt af Byen. Det m ærkeligste U dbytte fra O pholdet i Jylland er dog vistnok et ualmindelig friskt og kraf­

tigt Billede af N ørreaadalen ved Bruunshaab næ r Viborg paa en kold Blæstdag i Septem ­ ber, hvor Skyggerne fra de store Skyer jager

- 29 -

hen over Engene. Andre af Skovgaards Bille­

der fra sam m e Tid er sm ukke Som m erland­

skaber fra Sjælland eller Møen. En Særstilling indtager Galleriets lille Vinterbillede, der gen­

giver den m aleriske Udsigt fra hans Bolig paa K ristianshavn en Januardag 1854 efter stæ rkt

P. C. Sk o vg aa kd: B esog i Palazzo P itti i F lorens.

Snefald. N aar han kun rent undtagelsesvis har frem stillet Vinteren var det ikke fordi det laa udenfor hans Evner.

I Skovgaards lidet begivelsesrige Liv er 1854 for saa vidt et M ærkeaar, som han da i For- aaret sam m en m ed sin H ustru foretog sin første Udenlandsrejse. I Venedig, hvor han m alte enkelte sm ukke A rkitekturstudier, traf han H øyen og M arstrand; under V interophol­

det i Rom m alte han et Par sm aa Interiører, det ene m ed Christian W inther og hans Fa- xnilje, det andet m ed Høyen, der spiser sit M orgenm aaltid før han skal stedes til Audiens hos Paven. Den m este Tid anvendtes dog til

- 30 -

Studier i G allerierne; paa en Vandfarvetegning har Skovgaard frem stillet sig og sin H ustru foran et Billede i Palazzo Pitti i Florens; ved deres yderst tarvelige D ragter danner de en snurrig M odsætning til de Lapse og M ode­

dam er, der prom enerer i de pragtfulde Rum.

Særligt begejstredes Skovgaard for den store venetianske Kolorist Tizian og for den fran­

ske Landskabsm aler Claude Lorrain, den ufor­

lignelige M ester i Gengivelsen af de gyldne Soltoners duftige Dis.

Rejsen m edførte ingen Forandring i K arak­

teren af Skovgaards Kunst, saa lidt som den Rejse, han i 1862 sam m en med Høyen og M arstrand foretog til London og Paris. Kolo­

rist blev han ikke. Galeriets store, til Krieger m alte Som m eraftens-Billede m ed Udsigten fra H ornbæ k Plantage over K attegat m od Kulien h ar ikke sine Fortrin i Farven, Luften er for jæ vnt strøget, og der er for skrap en Blaa- nelse i Søen, m en T erræ net er udm æ rket for­

m et og karakteriseret, M otivet stort opfattet,

— hvis Lundbye havde levet, vilde han have erindret Strofer af en Fædrelandssang. — Skovgaards Billeder fik heller ikke Claude Lorrains gyldne Lys og fine Lufttoner; de blev ofte paafaldende sortladne. Med størst For­

kærlighed frem stillede Skovgaard de blide, venligt vemodige Som m eraftener ved N ord­

sjællands Skovsøer; den Tiltrækning, N aturens m ørke Alvor i hans første Ungdom havde haft for ham i Vejby-Egnen og Tisvilde-Skovens triste U dkanter, havde tabt sig gennem Aarene.

Der er en idyllisk N aturfred i Galleriets to nydelige, i August 1857 ved Bondedam m en i H ellebæk m alte Studier, hvor Skæ ret fra den dalende Sol lyser ind paa Træ grupperne ved

- 31 -

Bredden af den blikstille Sø. U ndertiden har han søgt at gengive selve den bløde Aften­

skumring. M ærkeligst og bedst i Galleriets 1860 m alte Billede. En dunkel Skov m ed El, Ask og Bøg rejser sig over Aaen bag en Stump Eng, gennem Trætoppene skim tes Himlen m ed rød­

lige A ftenskyer; M ørket er ved at sæ nke sig og har allerede vundet Magten i Skovens D yb­

der; Uglerne begynder at røre sig til deres nat­

lige Færd.M otivet er fundet i N ærheden af Iselinge, hvor Skovgaaard ofte var en kæ rkom m en Gæst. D erfra er det A aret efter udstillede an­

selige Foraarsbillede og Galleriets 1865 m alte lille Septem berbillede, der er saa overordent­

lig indtagende ved sin herlige Staffage: Bely­

ste af den dalende Sol kom m er Køerne hjem fra de M arker, over hvilke Vordingborg Kirke, G aasetaarnet og Søen viser sig i det fjærne; i Skyggen foran Træ erne i og ved Alléen ses en Flok K alkuner og bortvraltende Gæs. Endnu oftere besøgte Skovgaard Nysø, i sin Glans­

tid et ved Thorvaldsens N æ rvæ relse berøm t Sam lingssted for D anm arks ypperste K unst­

nere og Digtere. Allerede i 1846 havde Skov­

gaard opholdt sig her en Uge og den sidste Aften ovre ved Præstø m alt Galleriets glim­

rende Skitse af Udsigten m od H erregaarden under Solnedgangens pragtfulde Skyer. Efter sit Bryllup aflagde Skovgaard næsten hvert A ar et Besøg paa Nysø, m ed hvis Ejere hans H ustru var i Slægt. Udsigten over Parkens store Plæne m ed Thorvaldsens Atelier til ven­

stre h ar han 1865 m alt i Galleriets friskt be­

handlede Billede, m alt paa Stedet, efter Si­

gende i Løbet af en enkelt Som m erdag. Fra 1870 er Galleriets aandfulde Studie m ed et op-

- 32 -

træ kkende Tordenvejr over Nysø H ave og

»Fribedet«.

Den udm æ rkede Staffage, der findes paa flere af Skovgaards Billeder fra Iselinge og Frem stillinger af Nysø, viser at hans Evner heller ikke i senere A ar var indskrænkede til Landskabsm aleriet.Som D yrm aler glim rer han isæ r ved Hjortene, han anvendte dem ofte i sine Landskaber, til M onrads Bispegaard har han m alt D ørstykker m ed en hel Rudel af Hjorte. I denne Bog er S. 3 gengivet en af hans sm ukke Illustrationer til Plougs Digt »Pleie- barnet«. Ogsaa Sm aafigurerne i Skovgaards Billeder er ofte m esterligt m alte, og hans Por­

træ ter er ingen helt uvæsentlig Del af hans V irksom hed. Lundbye syntes, at deres djærve og overlegne Behandling ofte m indede om Ar­

bejder af den gamle hollandsk-danske M aler K arel van M ander. Hos alle sine Bekendte le­

verede han beredvilligt m ed sin øvede Pen kraftige og karakterfulde Portrættegninger.

H an m alte m est Sm aaportræ ter af sin Slægt

— et særlig godt og betydeligt af sin gam le M orm oder, — eller af næ re Venner, — f. Eks.

det 1844 udstillede Portræ t af Krebs, den senere Læge paa Læsø. — I D ecem ber 1847 indlod han sig dog paa at portræ tere Grundtvig, der sam tidigt sad Model for Constantin Hansen og Billedhuggeren H. V. Bissen; det var Skov­

gaards Agt at udgive sit Portrætbillede som Radering, m en han synes ikke at have regnet det for tilstrækkelig vellykket. Det betydelig­

ste af hans senere Portræ tbilleder er Galleriets i 1860 malte, sikkert og fast form ede Portræ t af Fru Freund, Billedhuggerens Enke; m ed et rødt Sjal over den sorte Kjole, en klar Kappe paa H ovedet og H ænderne sam m enlagte sidder

- 33 -

hun tankefuld i et Sofahjørne foran et grønt Gardin. K unstnerens Portræ ter af sine tre Børn er dog ikke m indre sm ukke og sjælfulde; et M andsportræ t fra 1872 saa m esterligt m alt, at sikkert ingen af de dalevende m est ansete dan-

P. C. Sk o v g a a r d: P o rtræ t af K unstnerens D atter.

ske Figurm alere paa dette Tidspunkt var i Stand til at frem bringe lige saa god P ortræ t­

kunst, end sige en bedre.

Om end Skovgaards paalidelige Dygtighed aldrig fornæ gter sig i hans A rbejder, kan vi dog ikke overfor dem alle føle en lige varm Begejstring. H ans store L andskaber er m ed

3

deres M ærker af H jem m earbejde i Reglen vor Tid m indre kæ re end hans friske Studier.

Ansigt til Ansigt m ed N aturen er han bleven inspireret til en aandfuld Lethed i Behand­

lingen, en tindrende Livfuldhed i Penselen, vi i de store Billeder ofte savner. Tonerne kan her m iste deres Finhed, Lyset sin Glans, Far­

ven blive for tung eller grel og Behandlingen faa en H aandfasthed, der undertiden vel m eget m inder om hvad han af selve M alerhaand- væ rket havde lært. Alligevel er Skovgaards Betydning væsentligst knyttet til Billedernes Storvæ rker. Kun de forklarer os ret hans Maal.

Fraset de allertidligste A rbejder søgte Skov- gaard i sine egentlige Billeder andet og m ere end tro Gengivelse af et lille Udsnit af N a­

turen m ed et ram m ende U dtryk for en flyg­

tig Øjebliksstemning. H an tilstræ bte i Opbyg­

ningen af et Billedes Linjer og Form er en klar og kraftig dekorativ Virkning, fordi et M aleris egentlige H ensigt er U dsm ykningen af en V æg­

flade. Lige saa vel som et Figurbillede burde et Landskab vise en harm onisk og fasttøm ret Komposition. Allerede da han i 1841 første Gang konkurrerede til N euhausens Præmie, m aatte han overfor Eckersberg bekende, at hans Billede ikke var noget egentlig Portræ t­

landskab, hvortil den gam le Professor, for hvem det nøjagtige Spejlbillede af N aturen var alt, gnavent bem æ rkede: *De H errer vil gøre det bedre end V orherre kan gøre det;

kunde de blot gøre det lige saa godt saa kunde de nok væ re glade.« I m ange Billeder har han æ ndret det fra N aturens H aand foreliggende Motiv, f. Eks. Udsigten over Skarritsø eller selv Vognserup-Alléen, hvor Partiet til højre

- 35 -

m ed den gamle Pil og dens Omgivelser er indflyttede fra et helt andet Sted. N aar han beundrede Claude Lorrain var det m aaske m est paa Grund af den klassiske Stil i hans Kom positioner, der frem stiller et rent Fantasi­

land. Saa frit turde dog ikke en dansk Na­

turalist omdigte sine N aturindtryk. Dertil el­

skede Skovgaard for højt K arakteren af vore Skove, hele det rige Plante- og Dyreliv, i hvil­

ket han havde fordybet sig m ed N aturforske­

rens Glæde. H ans A ttraa var kun at skabe holdningsfulde, helst m onum entale Billeder af dansk N atur i dens største Frodighed og Pragt.

H avde han end i anselige Billeder frem stillet Bøgeskov baade i Maj og i Oktoker, foretrak han oftest at m ale H øjsom m eren, naar T ræ ­ erne udfolder hele deres plastiste Skønheds­

fylde. Og vel var der sm ukt ved H ellebæks Skovsøer, m en han svigtede ikke D yrehaven m ed den herlige Træform er. Til en engelsk Rigmand, der havde anlagt Jernbaner hos os og bestilt et Billede hos Professor Skovgaard,

— Titlen var kom m en 1860, — m alte han det mægtige, i 1863 udstillede, i M otivet smukke, men i Gennem førelsen m islykkede D yrehavs­

billede. Allerede da havde han paabegyndt et andet stort Billede fra D yrehaven m ed et endnu skønnere Motiv. I hans Atelier ude i Rosen­

vænget, i hvis dengang idylliske Fred han i 1860 havde faaet opført sit Hus, blev Billedet staaende ufuldført i over ti Aar, Aar, der var rige paa Godt og paa Ondt.

Der havde væ ret Krigens sørgelige Aar. To A ar efter var Skovgaard i Syerig for til Orla Lehm ann at m ale et Prospekt af Stockholm fra Djurgården, hvor de tre nordiske Rigers Flag i Forgrunden m inder om Skandinavis-

3^*

m ens bristede Drøm me. I 1867 optog han Stu­

dier i H im m elbjergegnen og besøgte det tabte Sønderjylland for at m ale Slesvigernes Gave til Prinsesse Dagm ar. 1868 havde han d. 15.

Juli den tunge Sorg at m iste sin udm ærkede H ustru. Med M arstrand og Litografen Kitten- dorff rejste han 1869 til Italien og denne Gang m alte han flittigt; — to af hans m ange Studier fra m ellem italienske Bjergbyer ejes af Galle­

riet. — Snarere end denne Rejse var det Ind­

tryk fra den nordiske Udstilling i K øbenhavn 1872, der lod ham i senere Billeder søge bort fra det sortladne og lysfattige. Galleriet ejer det sm ukke Studie til det 1873 udstillede, i Forhold til Skovgaards tidligere A rbejder m æ r­

keligt farverige og lyskraftige Billede af en O ktoberaften ved Brødebæks-D am m en næ r Gisselfelt. Lignende Fortrin har de fortrinlige Studier fra Som m eren 1874 og Billederne fra K nabstrup M alkeplads.

Det store D yrehavsbillede var ofte taget frem, om arbejdet efter ny Studier og atter sat til Side. Skovgaard gennem arbejdede om hyg­

geligt ethvert af sine Billeder; i dette vilde han gerne yde sit allerbedste. O m sider blev det i 1874 fuldført, i 1875 udstillet og solgt til Gal­

leriet. Det viser et Parti af D yrehaven paa en Efterm iddag i H øjsom m eren. En mægtig Tor­

denbyge h ar netop draget sit Slør halvt bort fra den dybtblaa Himmel, Solen lyser atter over den forfriskede som m ergrønne Skov med Regndraaberne i Bøgeløvet, over Skovslettens vaade G ræs med hvide og brune Hjorte. Trods det bevægede Stem ningsm otiv har Komposi­

tionen storstilet Holdning og fuldendt klassisk Ro, fordi enhver Enkelthed er nøjagtigt paa rette Plads, Tordenskyens K onturer, den store

P. C. Sko vg aa rd: Som m erefterm iddag; i D yrehaven.

Bøg m ed nøgne — ypperligt tegnede — Grene, Træ ernes Kupler, den afblæste Gren, hver Linje, Form eller Flade, Hjortene, alt. Det er Skovgaards m est m onum entale Værk.

Enhver K unstnergerning er tidsbestem t og h ar sin Begrænsning. Da Billedet paa V erdens­

udstillingen i 1878 hang næ r A rbejder af Frank­

rigs ypperste Kolorister, syntes det for ligt en stor farvelagt K arton; der er Finheder i det m aleriske, Skovgaard ikke har indfanget. I den os alt fjerne Tid, til hvis bedste M ænd han hørte, frygtede vore gode M alere for at undergive sig Paavirkning fra U dlandets Kunst­

retninger, Skabelsen af »den nationale Kunst«

— et Navn, der nu kun er Forretningsskilt, — var for dem en H jertesag; deres Virken skulde tjene som et U dtryk for vort Folks nys vakte Selvbevidsthed. Skovgaard ønskede at være en ægte dansk K unstner og han var det af Natur, ved sin jæ vne Sindighed, sin høje Værd-

fe

- 38 -

sættelse af det solide Arbejde, sin prøvende Om tanke, sin Holden sig ved Jorden, sin stille Følelsesvarm e, som uden de store Fagter stedse lod ham stræ be efter at udtrykke sin sønlige Kærlighed til det yndige Land, der næ r den salte Sø staar m ed de brede Bøge paa sine Sletter. Den ægte danske Tone i Skovgaards Kunst bør og vil stedse væ re hans Lands­

m æ nd kær.

Skovgaard opnaaede ikke at faa set sit store D yrehavsbillede paaForaarsudstillingen. I læ n­

gere Tid havde han følt sig svag; i 1874 havde han haft et let apoplektisk Anfald, der dog ikke syntes at efterlade sig følelige Spor. Da han d. 13. April 1875 om M orgenen efter Sæd­

vane havde læ st en Bøn og sunget en Salme m ed sine Børn, ram tes han af et Slagtilfælde;

det dræ bte ham øjeblikkeligt. H an blev ikke gam m el, kun 58 Aar. H ans dygtigste Elev, Landskabsm aleren la Cour, holdt i A kade­

m iet en bevæget Mindetale, hvor han udtalte H aabet om, at dansk Landskabskunst aldrig m aatte vige fra M esterens Vej og stedse se sit retledende Lys i Vognserupbilledets hvide Sky. Ønsket kan ikke siges at væ re opfyldt.

Ny Tider h ar stillet sig ny Maal. Alligevel har Skovgaards Indflydelse strakt sig ned til vore Dage. Thi i hans Kunst laa allerede Spirerne til alt det bedste, der er bleven udrettet af hans Sønner.

IV

'i.x x M W i* alerkunsten var allerede ved Skov-

¡ ¡ W f a gaards Død den Livsgerning begge hans Sønner havde valgt. De var meget unge, den ældste, Joakim _________ Frederik, opkaldt efter sin berøm te

M orfader, er født d. 18. N ovem ber 1856, den yngste, Niels K ristian, d. 2. N ovem ber 1858.

Deres i 1863 fødte Søster, Susette Cathrine,

- 40 -

følte som voksen ligeledes et K unstnerkald uden at hendes A rbejder dog opnaaede sam m e Betydning som Brødrenes.

De havde overraskende tidligt læ rt at tegne sikkert og selv at skæ re sm aa Træsnit efter Faderens Tegninger eller deres egne Studier af Dyr. H an havde taget sig varm t af deres Uddannelse, forberedt dem til A kadem iet og ladet dem gennem gaa M alerlærens form ent­

lige nyttige Skærsild. To nydelige sm aa Land­

skabsstudier i vort Galleri viser, hvor dygtige de allerede var i Som m eren 1877, da Joakim kun var fyldt 20 A ar og Niels ikke de 19. No­

get m ærkelig nyt viser de dog selvfølgeligt ikke.

Og noget synderlig nyt hjem bragte Joakim ikke fra sit Studieophold i Paris, hvor m ange unge danske M alere hos den da højtansete L æ rer Bonnat stræ bte at tilegne sig de For­

trin, der gav fransk M alerkunst dens Overle­

genhed over vor. Langt større Betydning fik hans Rejser til Italien og G rækenland. U nder Sam livet i Italien m ed gode danske K unstnere udvikledes hans M alerkunst, blev befriet for Sværten fra Bonnat, for Brunheden og Ens­

tonigheden i de tidligere L andskaber fra D an­

m ark og Sverig. Selv i Forhold til hans senere Billeder h ar de italienske en m ærkelig Lys­

kraft og Friskhed i Farven. Desuden gav flere af dem — Høstpigerne, Torvedagen i Sora, — en straalende elskværdig Skildring af den ita­

lienske Landalm ues rent barnlige Livsglæde.

Som sin Fader og alle de bedste af vore æ ldre M alere havde Joakim Skovgaard le­

vende Sans og Interesse for udm æ rket Byg­

ningskunst. V erdens herligste er de gam le græ ske Tem pler, som han i Athen havde studeret og m alt og aldrig glemte, saa lidt

N

S

- 41

som de ældste Statuers M ægtighed og den vidunderlige Linjeskønhed i Billederne paa de græ ske Vaser.H ans største og m aaske bedste italienske Billede, et G adeparti m ed hjem vendende Jæ ­ gere, er fra hans andet Ophold i Italien. Efter i 1886 at have holdt Bryllup i K øbenhavn, var han rejst derned m ed sin H ustru Agnete, en D atter af Professor i Botanik Johan Lange. I Rom m alte han hendes Portræ t i det smukke, Galleriet tilhørende, ikke helt fuldførte M aleri;

ofte senere h ar hun væ ret hans Model, saa- ledes i Galleriets fortrinligt kom ponerede G rup­

pebillede af M oderen m ed sine Børn. Bryst­

billedet af deres ældste Søn er ved sin Sjæl- fuldhed og overlegent lette Behandling et af de m est indtagende A rbejder i Galleriets dan­

ske Afdeling. Men hvor mange, ofte sm ukke Billeder m ed Em ner fra Familjelivet end Joa­

kim Skovgaard senere har m alt, er det dog hverken dem eller hans Landskaber, der giver ham en Særstilling i vor Kunst.

I 1885 havde han tegnet en Række Illustra­

tioner til Grundtvigs Bearbejdelse af den gam le

»Dagvise«. Landskabet m ed Bækken under de store Linde, — ogsaa selve Stregføringens Kraft

— m inder stæ rkt om Faderen, men disse Teg­

ninger antydede Evner, der kunde byde andet end M alerkunstens H verdagskost. D er var no­

get af en Forjættelse i Fremstillingen af Ørnen, der suser op over Fjeldtoppen og Skyernes Mulm. V erset lærer, at det ikke er forgæves at stræ be m od H øjderne for den, der som den lille Læ rke kan juble i Sky eller »snild«

som Ørnen søger sit høje Maal, »naar Veiret ham bar paa Vinge.«

Thorvald Bindesbøll havde m edens Joakim

- 42 -

var i Italien, faaet den yngre Broder Niels varm t interesseret for de kunstneriske V æ r­

dier, der kunde gives det simple, glaserede Pottem agerarbejde. Ved sin H jem kom st blev Joakim en ivrig Deltager i disse Bestræbelser.

H ans U dkast til dekorative Fade m ed Frem ­ stillinger af Englen Mikael, der m ellem svov­

lede L uer fælder den gam le Drage, af Eva, der fristet af Slangen plukker Frugten paa K undskabens Træ, er hans første Forsøg i den store Stil og kraftige Vidnesbyrd om, at han kunde faa den i sin Magt. Ved sam m e Tid begyndte Sam arbejdet m ed Thorvald Bin- desbøll, vort Lands største og ejendom m elig­

ste Begavelse paa det dekorative O m raade, et Sam arbejde, der har strakt sig fra Smaa- ting som Titelblade og Bogbind til det ypper­

lige Bjørne-Springvand i Raadhusets G aard og det ufuldførte Drage-Springvand paa Raad- huspladsen. Endnu efter Vennens Død har Joakim Skovgaard jævnligt benyttet hans Ud­

kast til G ravm æler.

Joakim s Skovgaards Beskæftigelse m ed rent dekorative Opgaver havde givet ham en For- staaelse af deres særlige Krav, der blev af største Betydning for hans kirkelige Kunst.

H ans første bibelske Billede er bygget over Indtryk fra Syden og kun kirkeligt ved sit Navn. det er det 1888 udstillede. N ationalgal­

leriet i K ristiania tilhørende M aleri af Englen, der rører Vandet i Bethesda Dam, m ærkeligt ved Fremstillingens Fyrighed og voldsom t bru­

sende Liv, hos os et saa uvant Særsyn, at det vakte Forfærdelse blandt dem, der i det rent fotografiske saa M alerkunstens Ideal. To Aar senere udstillede han den for en ringe Sum til en Afkrog af Landet m alte A ltertavle med

den angrende Røver, der bydes Velkomm en bag Paradism uren. H vor m ange af vore ældre Kunstnere, der var saa store i det sm aa, er ikke bievne sm aa i det store, naar de for Brødets Skyld m alte hæderligt udførte, men kolde eller sødladne A ltertavler til vore Kir­

ker! Joakim Skovgaard førtes m od de kirke-

Jo a k im Sk o v o a a r d: U dkast til »K ristus i de D odes Rige«.

lige Opgaver af indre Drift, hans H jerte var bevæget ved det Evangelium, Fremstillingen af Paradiset eller den gode H yrde skulde tolke;

Begejstringens løftende K raft var det Vejr, der bar ham paa sin Vinge; han voksede med O pgaverne og, ikke altid m ærkelig i det Sm aa, naaede han at blive stor i det Store.

I 1894 udstillede han sit efter flere Aars Ar­

bejde fuldførte Kolossalbillede af Kristus i Dødsriget. M otivet var af hans M oders Ynd-

- 44 -

lingssalme, Grundtvigs »I Kveld blev der ban­

ket paa Helvedes Port.« Dets M ure er revnede for Straalerne om den indtræ dende Kæmpe, der knuser dets Øgler under sin Fod; m edens Djævlene flygter, m odtager den knælende Eva efter sit Skrifte i Regnbueglorien N aadensTegn;

D ødsfangernes blege Skarer rejser sig for at hilse deres Frelser. Billedet gav det afgørende Bevis for, at dets M aler ikke var født til Baga­

teller. H ar Billedet end i Enkeltheder M angler eller Særhed, gør dog Følelsens Alvor, K om ­ positionens Storstilethed og Stemningens K raft dets Virkning mægtig og gribende. I Museet, hvor det nu h ar sin Plads, sagde en Dag en Udlænding: Det ligner ikke noget andet i hele den vide Verden, det er enestaaende, Rejsen til D anm ark værd.

Joakim Skovgaards største Bedrift er dog U dsm ykningen af Viborg Dom kirke, adskillige Aars Arbejde for ham og hans Hjælpere, — af hvilke Flertallet var purunge Folk, — det m est om fattende V ærk af dansk M alerkunst.

Fraset Loftet er hele Billedrækken m alt »al fresco«, med Farverne indblandede i den vaade Kalk. Den begynder m ed Skildringen af det første M enneskepars Paradisliv, — et Joakim Skovgaard særlig kæ rt Emne. han for m ange senere A rbejder h ar genoptaget. — og fører os op gennem Bibelhistorien til Kristi Op­

standelse og Genkomst. Frem stillingerne er klare og alm enfattelige, de m est storstilede er Korets. Til de m est udtryksfulde hører Billedet af den gam le A braham s tunge Gang m ed Sønnen til Offerstedet og af Englene, der oplukker Salighedens Port for de fra Døds­

riget udløste Sjæle. Men de er alle udtryks­

fulde; intet i denne rige Mangfoldighed kan

- 45 -

Jo a k im Sk o v o a a r d: A braham fører Isak til O fferstedet.

kaldes ubetydeligt. Og overalt er U dsm yknin­

gen sket i god Forstaaelse af A rkitekturens strenge Krav. Det fordres i vor Tid for en tilfredsstillende Løsning af slige Opgaver ikke blot Dygtighed og Mod, der fordres ogsaa den Snildhed, Grundtvig tillægger Ø rnen, Klog-

I

- 46 -

skabens Indsigt af de gennem Smagens For­

vildelser ofte brudte evige Love for m onu­

m entalt Maleri. M edfødt var Joakim Skov- gaards Anlæg for det dekorative ligesom den selvkritiske Sans, der prøvende og vejende udrenser alle Slagger af Øjebliks-Indfald. H an havde paa sine m ange Rejser raadført sig m ed de allerbedste Forbilleder, i de ædleste græ ­ ske Statuer fundet den Skønhed, som efter jordiske Begreber m aatte næ rm e sig m est til den him m elske hos Englene. Af de Levende var Thorvald Bindesbøll den nyttigste Raad- giver. Dog h ar hverken Snildhed eller O m ­ tanke eller Bistand fra gode M agter givet U d­

sm ykningen af Viborg D om kirke dens koste­

ligste Egenskaber. Rundt om i Verden kan der findes m ange bibelske Billeder, hvor Be­

handlingen er m ere glansfuld, m en der findes kun faa, hvor Følelsen er saa inderlig og saa ægte.

A rbejdet i Viborg paabegyndtes uden de senere tagne betryggende Forholdsregler mod M urenes Fugtighed. Da denne truede m ed at ødelægge det 1901 m alte Billede af Parablen om den store Nadvere, — et Emne, som og- saa M arstrand h ar elsket og malet, — be­

stemtes det, at Billedet skulde nedhugges og erstattes m ed en Gentagelse. I Italien var der opfundet en Frem gangsm aade for at overføre Freskobilleder til L æ rred og det lykkedes til­

kaldte Italienere i 1913 at genopsætte det døds­

døm te Billede i K unstm useet i København.

H vad der er m alt til Viborg bedøm m es kun rigtigt paa dette Sted. Billedet gør i M useet en anden Virkning end i Kirken. Men ikke nogen daarlig; det er allerede im ponerende ved sin Størrelse, endnu m ere ved sin strengt

- 47 -

Joakim Sk o vg aa kd: Den store N adver

m onum entale K arakter. Af H ensyn til K irke­

arkitekturen er der sørget for at Indtrykket af M urens store Flade ikke forstyrrer ved perspektiviske D ybdevirkninger; alle Optrin og Figurer viser sig — naturstridigt — i sam m e Plan. Tjenerne er udsendte for at indbyde G æ­

ster; den ene tør ikke forlade sin fuldm odne

M ark, den anden — i Billedet en snu Stude­

pranger — ikke sine gode Okser, den tredje ikke sin unge Brud; Billedet forklarer os at hun var skøn som Oldtidens græske Pige! • Saa fører Tjenerne fra Veje og G ærder K røb­

linge og fattige Stakler op til den mægtige H erre, der udbreder Arm ene kærligt for at byde dem V elkom m en til sit N adverbord.

Linjerne, Figurernes Fordeling og farvernes Anvendelser giver Billedet en storstilet festlig Højtidelighed og Indholdsvæ rdierne bidrager ikke m indst til dets ophøjede Skønhed.

Joakim Skovgaards ualmindelige Fortrin i Behandlingen af de kirkelige Opgaver

saa kunne paaskønnes andetsteds i Køben­

havn. I H elligaandskirkens store og skønne Billede af Bebudelsen, i M osaikerne paa Im- m anuelskirken, i A postelkirkens Freskobillede m ed Opstandelsen, i Eliaskirkens Vindusm ale- rier, hvor Korsfæstelsen er fremstillet. Nogle af de Egenskaber, der udm æ rker hans kirke­

lige Arbejder, har han kunnet overføre i an­

dre Dele af sin Kunst. Isæ r i sine følelsesfulde Frem stillinger af Em ner fra de gam le Folke­

viser. Deres vem odige Stemning og ejendom ­ melige Poesi h ar han indfanget i statelige K om positioner m ed en prægtig landskabelig Baggrund, U dkast til V ævninger, tiltænkte U dsm ykningen af det ny Kristiansborg.

Det vakte i sin Tid m ed Rette Forundring, at en m eget frem ragende og i Reglen sundt døm m ende dansk K unsthistoriker rettede et hvast Angreb m od Joakim Skovgaards Billede af Kristus i Dødsriget, fordi det lod ham be frygte, at »vor M alerkunsts Grundtvig« skulde blive »altfor folkelig« i slet Forstand. Aldrig er der udtalt en m ere ubegrundet Frygt. H vad

- 49 -

H ensyn til det rent og skæ rt kunstneriske an- gaar, det, som Folket desvæ rre m indst for- staar at væ rdsæ tte, har Joakim Skovgaard en Sam vittighed, der i Renhed tør m aale sig med Dronning Dagm ars. Alt, hvad han' som K unst­

ner h ar udrettet, er paa ingen M aade lige godt, han kan som enhver anden væ re stæ rkere eller svagere og undertiden noget m at. Men i ethvert Arbejde, der kom fra hans H aand, om det lykkedes elles ej, om det var anseligt eller kun en ringe Tegning, har han trofast til det yderste anspæ ndt sin K raft for at det kunde blive saa godt som Evnerne tillod. H ans taalm odige U dholdenhed i Arbejdet h ar fundet sin Løn; den h ar givet ham en væsentlig Del af hans Styrke.

7

4

Nie ls Sk o v o a a r d: En frankisk H elt b esejrer en Hedning;.

F rise til R olandskvadet.

ennenøjeregnendekunstneriskeSam - V vittighedsfuldhed var Fædrene- og M ødrenearv, som i ikke ringere Grad tilfaldt Joakim Skovgaards yngre Broder.

Fra sin tidligste Ungdom har Niels Skov- gaard fortrinsvis virket som Landskabsm aler.

Traditionsbunden i den solide Gennem førelse, i Form behandlingen og i Farven, m en ikke i Opfattelsen af M otiverne. H ans N atursans havde en Friskhed, der gav ham Dristighed til at vælge ny Emner: Solglimtet, der gennem Septem berdagens graa Skyr strejfer H allands Heder, Brændingen, der brydes ved V ester­

havets Strand, Stilhedsstem ningen i de øde Egne, hvor K litroserne blom strer og Tranerne uforstyrrede træ der deres Dans. H an har gæstet m ange frem m ede Lande, og gentagne Gange besøgt G rækenland. Dertil gik Rejsen, da han i 1894 havde haft Bryllup m ed Inge­

borg Luplau Møller, D atter af en højtbegavet

- 51 -

Adjunkt ved Sorø Akademi. Sydens V arm e tøles dog ikke stæ rkere i hans Billeder fra deres Bedig paa Naxos end i Faderens italien­

ske Billeder eller Broderens Skildring af det trop^ke Java. Mange af hans senere L and­

skaber h ar aandfuldt opfattede M otiver fra Norge. I enkelte af de danske h ar han søgt

Nie l s Sk o vg aa hd: D alby B jørn: R adering.

at skildre Efteraarets m est tindrende Farve­

pragt; det lykkedes ikke ret for ham fordi an lige saa lidt som Faderen og Broderen er egentlig Kolorist.

, | lle tre h ar de væ ret udm æ rkede Frem- A^e af D yr- J ° akim h ar f. Eks. i Billeder ar Adam der giver D yrene Navne, bekendt tn i nteresse f°r dem, der stræ kker sig ned T 08 Biller- Mange af Niels’

m andskaber h ar en fortrinlig Staffage af K øer 4*

- 52 -

eller Heste. Galleriets italienske Kostald er et D yrm aleri i Lundbyes Stil.

O gsaa som Figurm aler h ar Niels Skovgaard udm æ rket sig. Et m ærkeligt Folkelivsm aleri

— rigtig nok m ed sm aa Figurer — viser Kvin­

dernes Søndagsdans paa Pladsen i M egara,

Nie l s Sk o v g a a r d: D en gode H yrde.

U dkast til M osaikbilledet paa Im m anuels Kirken.

den sam m e Kædedans, som Billeder fra den fjerne Oldtid frem stiller for os. Skøndt han i m eget m indre Omfang end Broderen har be­

handlet kirkelige Emner, har han i m ange af sine bibelske Billeder forenet ydre Fortrin m ed stor Alvor og Inderlighed i Følelsen. Be­

tydelige A rbejder har han udført for Kirker i Høve og i Bram drup ved Kolding. I Mosai- kerne paa Im m anuelskirken er han fuldt Bro­

derens Ligem and, Stilen og Dygtigheden er saa ens, at faa vilde gætte paa at de skyldtes to Kunstnere. Den store A ltertavle inde i Kir­

ken m ed Fremstillingen af de mægtige Skarer,

- 53 -

der faar Pinsedagens D aab, er Niels Skov- gaards hidtil betydeligste kirkelige Billede, et af hans H ovedvæ rker, Resultatet af lange Ti-

Illustration til Poul Mø i.l k r s: D en hellige L aurentius.

ders Anstrengelser og Flid. Det h ar en fra Broderens A rbejder ret forskellig K arakter, rigere Mangfoldighed, m indre sluttet K raft i Virkningen. De to Brødres K unstnernaturer er beslægtede, dog ikke helt ligeartede.