53U d g iv et af

R u d i E k m a n n J a n H a lle b y H . K ra g Je sp e rsen

J. L in d T h o m s e n

BYGGERI­

TRANSPORTER

og anden sikkerhedsstillelse i byggeriforhold

R e d ig e re t a f H . K ra g Je sp e rsen

53

R E G IO N A L B A N K E R N E

1979

B y g g e r itra n s p o rte r e r s a t m e d T im e s o g t r y k t i A a r h u u s S tifts b o g try k k e rie , A rh u s B o g b in d e ra rb e jd e t e r u d fø rt a f C h r. H e n d rik s e n o g S ø n , Skive

© R e g io n a l B a n k e rn e 1979

INDHOLD

TEKST NØGLERFORMULA­ RERKONCEPTER

I II

In d le d n in g . V e jle d n in g . S y stem atik o g te rm in o lo g i 9 A. H o v ed tra n sp o rt

B ygherre--- ► Hoved-/ --- ► Hoved-/

fagentreprenør fagentreprenørens bank 14 62

B. V id eretran sp o rt

B y g h e rre ---► H o v e d -/fa g --- ► Under- --- ► U nder­

entreprenør e n tre p ren ø r/ e n tre p ren ø rs/

leverandør leverandørs

bank 21 73

C. E ftertran sp o rt

H o v e d -/fa g --- ► U n d e r- ---► U n d e r ­ entreprenør e n tre p re n ø r/ e n tre p ren ø rs/

leverandør leverandørs

bank 23 83

D. Flere tran sp o rth a v ere

Bygherre --- ► H o ve d -/fa g - ■— ► H oved-/fagentreprenørens bank

entreprenø r U nderentreprenør

Leverandør

Evt. andre 24 91

E. F ord elin g sarran g em en t

Bygherre ---► H o ve d -/fa g - --- ► Underentreprenør

entreprenør Leverandør

i / Evt. andre

T

(>>fordeler<<) 32 107

INDHOLD

TEKST NØGLERFORMULA­ RERKONCEPTER

F. H ån d p a n teret i (byggelåns-) ejerpantebrev

Ryf,h p rr p ---

--- -

--- -► Sekundærpanthaver 3b 119 G . Byggelån og b yggelånstransport

Byggelångivende b a n k --- ► Bygherre --- ► Hoved-/fagentreprenør 42 130 H. T ran sp o rt på prioriteringsprovenu

Byggelångivende/prioriterende bank

r

Realkreditinstitution —► B y g h e rre -► H o v e d e n tre p re n ø r-^ Hovedentreprenørens

bank 46 146

J. Entrepriseaftalen 49 149

Bilag ^{I II}

1. A lm indelige betingelser AB 72 153

2. E ntrepriseaftale mellem bygherre og

fagentreprenører 163

3. U nderentrepriseaftaler 171

4. Byggelånsbetingelser 180

5. Diverse lovbestem m elser 182

F orkortelser 188

L itteratu r 189

FORORD

I somm eren 1976 nedsatte Regional Bankerne en arbejdsgruppe med det form ål at udarbejde retningslinier for behandlingen a f transporter og lig­

nende i byggeritilfælde. A rbejdet herm ed pegede snart i retning af en egentlig håndbog, som foruden at have et direkte praktisk øjemed også kunne tjene et pædagogisk formål.

A rbejdsgruppen bestod af kreditsekretæ r R u d i E km ann, Sjællandske Bank A/S, underdirektør, cand. jur. Jan Halleby, dengang A/S Jyske Bank, nu direktør i Sjællandske Bank A/S, professor, dr. jur. H alfdan Krag Jespersen, Å rhus U niversitet, afdelingsdirektør Jørgen L in d Thomsen, A/S Vendelbobanken, og planlægningskonsulent, cand. oecon. Arne Thade Peter­

sen, der stod for den sekretariatsm æssige funktion. G ruppens arbejde af­

sluttedes i som m eren 1977.

E fter at bogen med stort udbytte har været anvendt internt i et p ar år, har Regional Bankerne fundet det rimeligt, at en bredere kreds far adgang til m aterialet. Udgivelsen sker i forbindelse m ed Regional Bankernes 10-års dag.

Bogen er opdelt i tre dele. Afsnit I giver en bred beskrivelse af de juridiske aspekter, der knyttes til de situationer, der er behandlet i afsnit II. D ette indledende tekstafsnit er udarbejdet a f K rag Jespersen.

Bogens afsnit II beskriver i form a f nøglerne A - J en række typisk forekom m ende transportsituationer og lignende, sam t i korthed de krav, der stilles til sikringsakt m.v. i de pågældende situationer. I tilknytning til nøglerne er der udarbejdet de fornødne form ularer og koncepter.

Afsnit III indeholder bilagsmateriale.

K rag Jespersen h a r i som m eren 1979 stået for den endelige redaktion af bogen, der sluttede den 1. august 1979. D er er dog foretaget enkelte indholdsm æssige rettelser i korrekturen indtil 1. oktober 1979.

Novem ber 1979 Regional Bankerne

Indledning. Vejledning.

Systematik og Terminologi

I det praktiske retsliv, bekræ ftet bl.a. af retspraksis på om rådet, h ar sikker- hedsrettighedernes behandling i byggeritilfælde ofte givet anledning til vanskeligheder og – m å det siges – unødige vanskeligheder. D ette skyldes form entlig ikke så meget retsreglernes karakter, skønt disse dog ikke er helt elem entære. Å rsagen h ar derim od snarere været for det første, at m an har opfattet en foreliggende situation forkert og forvekslet den med en nogen­

lunde tilsvarende og anvendt en forkert frem gangsm åde, herunder eksempel­

vis givet meddelelse til en urigtig adressat. F or det andet h ar de anvendte dokum enters indhold – transportdokum enter, pantsæ tningserklæ ringer, meddelelsesskrivelser etc. – ofte været enten ligefrem ukorrekte, ufyldestgø­

rende eller blot uhensigtsmæssige. Endvidere er det ikke sjældent set, at foreliggende m uligheder for at skaffe sikkerhed på den ene side er blevet overvurderet, som tilfældet f.eks. er ved byggelånstransporter, og på den anden side ikke er udnyttet i fuldt omfang, hvilket især har været tilfældet for så vidt angår sekundæ r h åndpanteret i byggelånsejerpantebrevet til fordel for andre implicerede i byggeriet end den byggelångivende bank. D et har desuden ikke været atypisk, at de implicerede, som h ar søgt sikkerhed i anledning af forstræ kninger til byggeriet, h a r undervurderet betydningen af retsgrundlaget for hele byggeriet, nemlig den foreliggende entreprisekon­

trakt. K om m unikationen imellem de forskellige implicerede p arter – og især mellem tvistende p arter – har endelig også været usikker, fordi der ikke eksisterede nogen fast term inologi for de forskellige situationer og fænom e­

ner. F.eks. er begrebet undertransport i daglig tale og i retssproget, herunder i dom me, blevet anvendt – i hvert fald – om ethvert af de forhold, som i denne bog er benævnt som videretransport, eftertransport, sekundæ rtransport og specialtransport (ved fordelingsarrangem ent, jfr. nfr. i afsnit E).

Som det frem går af indholdsoversigten og nærm ere i afsnittene I og II er af praktiske grunde en bestem t term inologi søgt fastlagt til at dække de forskelligartede situationer. Denne term inologi bygger kun delvis på trad i­

tionen, idet der som nævnt ikke findes nogen fast tradition for betegnelser på

m ange a f de forskellige foreteelser inden for dette område.

Hovedideen m ed denne håndbog er, at m an bl.a. ved hjælp a f figurerne i indholdsoversigten og i nøglerne i afsnit II først og frem mest finder frem til, hvilken situation (A, B, C o.s.v.), m an står overfor.

D e forskellige belåningssituationer i byggeritilfælde er nedenfor illustreret under eet af følgende (hoved-)figur:

FIGUR 1

H oved-/fag– Underentreprenørens

entreprenørens el. leverandørens

bank bank .,

H oved-/ ---► Underentreprenør

fagentre– el.

prenør leverandør

H ver enkelt belåningssituation er endvidere nedenfor i nøglerne A-J illustreret a f figurer tillige med en kort beskrivelse a f situationen (hvad den drejer sig om) og en kort redegørelse for, hvad der ska l foretages, for at transporten (pantsæ tningen) nyder beskyttelse over for overdragerens om- sætningserhververe i god tro og kreditorer (altså kravet til sikringsakt), og for at erhververen bliver legitimeret til at indkræve og oppebære fordringen.

Andre forhold, som er væsentlige at huske (»passe p å « ) vedrørende de enkelte situationer – hvad enten m an er den, som afgiver, eller den, som m odtager en denunciation eller lignende – er kort om talt i samme forbindelse.

Nøglerne er altså en slags checkliste, hvor m an forholdsvis nem t skulle kunne sikre sig dels, at m an er havnet i den rigtige » situ a tio n « , og dels at de væsentligste ting bliver gjort og husket.

O m talen a f hver enkelt situation i nøglerne A-J efterfølges a f de formula­

rer og koncepter, som er, eller som kan være aktuelle i det pågældende tilfælde. D et drejer sig om transporter, denunciationsskrivelser, »noterings- påtegninger«, (hånd-)pantsæ tningserklæ ringer etc.

Forskellen mellem formularer og koncepter er den, at formularerne er tæ n k t som dokum enter, der um iddelbart skulle være egnet til at blive m angfoldiggjort og anvendt i de enkelte tilfælde ved udfyldning. Koncep­

terne vil i flere tilfælde kunne anvendes på samme måde, men er først og frem m est tæ nkt som blotte forbilleder, n år m an står over for at udfærdige en skrivelse a f den pågældende slags.

D et m å erkendes, at nogle a f de situationer, som er om talt i nøglerne, er så sjældent forekom mende, at m an med føje kunne spørge, om de ikke i stedet for at fremme forståelsen, snarere tynger fremstillingen. D a de pågældende

Evt. »administre­

rende« advokat

! X

Byggelån--- Bygherre ■ givende

bank

situationer rent faktisk forekom m er a f og til i det praktiske retsliv, kan deres atypiske karakter m åske være en særlig grund til at om tale dem. N etop situationens uvanthed vil i mange tilfælde i sig selv indebære risiko for fejltagelser, og de vanskeligheder, som m an h ar set i det praktiske retsliv og i retspraksis, synes også at bekræfte behovet for at m edtage sådanne tilfælde.

H vad der er taget m ed og ikke taget med er naturligvis udtryk for et kom prom is – uden at det dog gøres gældende, at resultatet i alle tilfælde er udtryk for, at samtlige hensyn er taget i betragtning. Også i forholdet mellem forfatterne er såvel bogens tilrettelæggelse som dens næ rm ere indhold undertiden udtryk for kom prom isser. Endelig vil bogens oprindelige sigte – a t være et praktisk redskab for Regional Bankernes m edarbejdere – form ent­

lig skinne igennem a f og til. Visse situationer og problem er er a f denne grund – og a f praktiske grunde – anskuet fra bankens side. I sådanne tilfælde skulle det im idlertid um iddelbart være m uligt at analogisere til andre situationer, hvor det blot ikke er en bank, der optræ der i den pågældende rolle.

N år banken indtager en så forholdsvis central plads i bogen, skyldes det endelig, at det netop ofte er et pengeinstitut, som er det samlende led i finansieringen a f et byggeri.

Som næ vnt i forordet er bogen først og frem m est tæ nkt som et praktisk og pædagogisk instrum ent for dem, som på den ene eller den anden måde arbejder med byggefinansiering. H åndbogen er derim od i m indre omfang beregnet som hjælp ved konfliktløsning i mere specielle situationer. A f samm e grund er doms- og litteraturhenvisninger i afsnit I ikke fuldstændige.

En gennemgang af de m ange dom m e inden for om rådet og af de forskellige opfattelser i retslitteraturen ville ganske sprænge ram m erne for hovedsigtet med bogen. M ed den tekstmæssige frem stilling i afsnit I h ar det prim æ rt væ ret tanken, at den skulle tjene dels som hjælp til forståelse af, hvad der er indeholdt i nøgler, formularer og koncepter, og dels til eventuel undervis­

ningsmæssig brug.

Afsnit I

Hovedtræk

af reglerne om byggeritransport

og anden byggerisikkerhed

A. Hovedtransport

FIGUR 2

B yg h e rre --- --- ► H oved-/ --- --- ► H oved-/

fagentreprenør fagentreprenørens bank

1. Begrebet »Hovedtransport«

N år betegnelsen »hovedtransport« på denne situation findes velvalgt, skyldes det, at det drejer sig om transport af kravet mod byggeriets hovedperson = bygherren = debitor = » hovedm anden «. H an står i direkte retsforhold til en entreprenør, som ofte er Aovectentreprenør, (eller evt. fagentreprenør), og som netop er den, som transporterer sit krav – hovedkravet – videre. I en byggesituation m å retsforholdet mellem bygherre og den eller de entreprenø­

rer, som han direkte har kontraheret m ed (hoved-/fagentreprenør), således også betegnes som det væsentligste – det prim æ re – retsforhold, altså:

hovedforholdet.

En »hovedtransport« er således ikke m odstykket til en transport, som skal respektere en foranprioriteret transport, hvilket undertiden, men vildle­

dende, benævnes som undertransport. D ette forhold mellem flere transport- havere: »prim ærtransport« og »sekundærtransporter« behandles nfr. i afsnit D. D a betegnelsen undertransport i praksis benyttes om m indst tre vidt forskellige forhold, jfr. foran i indledningen, bør den ikke benyttes, og den bliver i hvert fald ikke benyttet her.

2. M eddelelse til bygherren (debitor) eller hans fu ld m æ g tig

Som nødvendig og tilstrækkelig sikringsakt skal der gives meddelelse (de­

nunciation) til debitor. M eddelelse skal gives til selve debitor, som i denne

situation er bygherren. K un såfrem t meddelelsen gives til en anden, som har

fu ld m a g t til at m odtage m eddelelser a f denne kategori, kan m an undlade at

give meddelelse til debitor (bygherren) personlig. D et er således klart, at

eksempelvis prokuristen eller direktøren retsgyldigt kan m odtage denuncia- tionsskrivelser på firm aets vegne i kraft a f stillingsfuldm agt eller lignende.

Også meddelelse til personer med andre form er for fuldm agt, f.eks. til bygherrens advokat, vil im idlertid opfylde kravet til sikringsaktens rette foretagelse. D et skal blot påses, at den pågældende har fuldm agt, og at fu ld m a g ten stræ kker sig til at m odtage sådanne meddelelser. D et sidst­

næ vnte problem klares ofte ved, at meddelelse foruden til fuldm ægtigen tillige gives til bygherren.

Byggelångivende bank bør næppe påtage sig en sådan fu ld m a g t til på bygherrens vegne at m odtage meddelelse om (» n o te re « ) hovedtransporter (som om talt her i afsnit A). I hvert fald m å for det første fuldm agtsforholdet ligge helt klart, og for det andet m å transporterne og bankens noteringer h e ra f holdes skarpt adskilt fr a byggelånstransporter (nfr. i afsnit G).

Om sekundæ re transporter og fordelingsarrangementer se straks nfr. sam t i afsnittene D og E. F o r at sikringsakten er iagttaget i disse tilfælde kræves under alle om stæ ndigheder i det m indste, at een meddelelse er tilgået debitor (bygherren), nemlig om transporten til den prim æ re transporthaver eller om transporten til »fordeleren«.

Om m uligheden for ved sekundære transporter at iagttage sikringsakten ved meddelelse til den prim æ re transporthaver se især nfr. i afsnit D 2.

Ved såkaldt »fordelingsarrangement« eller »fordelingstransport« far en udenforstående trediem and, som ikke er fuldm ægtig for hoved-/fagentrepre- nøren – f.eks. en advokat, en revisor, en bank eller et vekselererfirm a – tran sp o rt på entreprisesum m en til fordel for en bestemt angiven gruppe (underentreprenører, leverandører etc.).

R ette adressat – debitor – er endelig den, som på meddelelsens tidspunkt var debitor = bygherren (eller fuldm ægtig for ham i denne henseende).

3. M eddelelse til kautionister?

H vad angår sikringsaktsspørgsm ålet er det for så vidt unødvendigt at give meddelelse om overdragelsen til den, der h ar kautioneret for bygherrens betaling a f entreprisesum m en. K autionisten kan f.eks. være den reelle indehaver a f et A/S eller et ApS, som er bygherre. A f hensyn til m uligheden for, at kautionisten skulle betale m ed frigørende virkning (»legitim ations- spørgsm ålet«), må det dog tilrådes, at meddelelse ligeledes tilstilles eventu­

elle kautionister, jfr. gbl. § 29.

4. M eddelelsens fo rm

M eddelelsen kræ ver ingen bestem t form, men af bevismæssige grunde, og da

der stilles specielle krav til indholdet, jfr. nfr. i afsnit 10, bør meddelelsen

altid gives skriftligt (og m odtageren på tilsvarende m åde stille krav om skriftlig denunciation).

Det er selve meddelelsen og dennes fre m k o m st til debitor, der er afgø­

rende. M odtagerens »notering« a f og/eller bekræftelse på meddelelsen har ganske vist praktisk og bevismæssig betydning, men er bortset herfra uden juridisk relevans for sikringsaktsspørgsm ålet. E r en meddelelse ko m m et fre m

til debitor, jfr. nfr. i afsnit 7, vil debitors »afvisning« el. lign. af transporten almindeligvis ikke have betydning, jfr. nfr. i afsnit 13 og 14. K un for at afgiveren (transporthaveren) kan være på den helt sikre side og af hensyn til legitim ationsspørgsm ålet, bør en afvisning følges op med en præcisering overfor debitor af, at der trods afvisningen foreligger en fyldestgørende transport.

5. H vem ska l give meddelelsen?

M eddelelsen til debitor kan gives enten af overdrageren (hoved-/fagentrepre- nøren) eller a f erhververen (hoved-/fagentreprenørens bank, underentrepre­

nør etc.). D et er im idlertid klart, at erhververen – hvis han af særlige grunde vælger at lade overdrageren give underretningen – bør sikre sig, at overdrage­

ren virkelig h a r givet debitor meddelelse.

6. Tidspunktet fo r meddelelsen – »forlods transport«

Tidspunktet for meddelelsen er for så vidt underordnet, men skal selvfølgelig ske snarest m uligt – bl.a. a f hensyn til omstødelsesfristerne. M eddelelsen kan gives såvel før, den overdragne fordring er opstået (her benævnt som forlods transport), som før den eller de sikrede fordringer opstår. D e sikrede fordringer er de krav, som den overdragne fordring skal sikre, hvorved der foreligger panteret fo r frem tid ig gæld, jfr. nfr. i afsnit 9. Meddelelsen kan endog gives fø r selve overdragelsen finder sted, jfr. nfr. i afsnit 7 i.f.

7. Tidspunktet fo r sikringsaktens retsvirkning

Sikringsakten regnes fra det tidspunkt, da meddelelsen k om m er fre m til debitor. U dtrykket »kom m er frem « betyder, at m odtageren under sædvan­

lige om stæ ndigheder vil kunne skaffe sig kendskab til m eddelelsens indhold – brevet puttet ind gennem brevsprækken, i forretningsforhold i kontortiden etc., etc.

D et nøjagtige tidspunkt far bl.a. betydning i relation til dobbeltoverdra­

gelse, udlæg, konkurs og om stødelsesfrister i forbindelse herm ed. Principielt

er m odtagerens bekræftelse eller notering som nævnt ufornøden, men

anbefalelsesværdig at sikre sig (snarest muligt).

Hvis sikringsakten foretages fø r selve overdragelsen – hvilket kan fore­

kom m e i atypiske tilfælde – opnås beskyttelsen først, når overdragelsen har fundet sted. D ette tidspunkt er da ligeledes afgørende for 3 m åneders fristen ved om stødelse bl.a. ifølge K L §§ 67 og 70 jfr. § 73.

8. Den overdragne fordrings specifikation. Erhververens identitet

D er m å ikk e være tvivl om – heller ikke for m odtageren (debitor) – hvad det er fo r en fordring, som overdrages. Den overdragne fordring (eller de overdragne fordringer) m å altså specificeres. Isæ r med hensyn til overdra­

gelse af fordringer, som først opstår i frem tiden, jfr. foran i afsnit 6 i.f., (og ved visse form er for fakturabelåning) er der grund til at frem hæve dette krav.

D er m å heller ikke være tvivl om transporthaverens (erhververens) identi­

tet, jfr. nfr. i afsnit E.

9. D et pantesikrede kravs specifikation

Skønt det kun sjældent h ar voldt problem er, m å det dog i denne forbindelse fremhæves, at det i retsforholdet mellem overdrageren og erhververen skal ligge klart – uden at det dog behøver at frem gå a f meddelelsen til debitor, hvilke fordringer pantsæ tningen ska l sikre. Som bekendt anerkendes ifølge retspraksis sikkerhed fo r enhver – herunder frem tidig – gæld, som er opstået ved pantsætterens (overdragerens) disposition eller medvirken over for p ant­

haveren (erhververen). A ftalen herom skal blot have den fornødne klarhed.

Jfr. på den ene side U fR 1951.759 H D og på den anden side U fR 1975.922 SH D . Se iøvrigt nfr. i afsnit F 3 i.f.

10. M eddelelsen skal indeholde klar oplysning om, at det drejer sig om en transport

Det skal stå klart fo r debitor – eller for den, som i så henseende handler på hans vegne – at det er en transport, der gives underretning om. Skønt en enkelt dom forudsæ tter, at m odtageren kan have faet denne viden på anden m åde, m å det stæ rkt tilrådes, at denne oplysning frem g å r a f selve m eddelel­

sen. K ravet er også opfyldt, såfrem t selve transporten (eventuelt tillige med kopi) medsendes (til » n o terin g « ) til debitor, jfr. nfr. i afsnit 12.

D et anførte bekræftes nu af højesteretsdom m en i U fR 1979.573. D om m en

statuerer yderligere – ligeledes m ed rette – at m angler ved en i så henseende

ufuldstændig meddelelsesskrivelse ikke kunne afhjælpes a f vedlæggelse a f en

skrivelse angående transporten, da skrivelsen var affattet på engelsk, af

hvilken grund debitor ikke forstod dens indhold.

D a det kan have betydning bl.a. ved inddrivelsen a f den pantsatte fordring, og da det heller ikke kan være ligegyldigt for overdragerens kreditorer og om sæ tningserhververe, om overdragelsen er sket til eje eller til p a n t (til sikkerhed), bør selve transporten indeholde bestemmelse om, hvilken slags overdragelse det drejer sig om. D ette bør derfor også fremgå af denunciationsskrivelsen, m edm indre selve transporten eller kopi deraf er vedlagt.

U nder alle om stæ ndigheder skal det frem stå som klart for adressaten, at det drejer sig om en overdragelse (transport). Såfrem t dette forhold ikke ligger helt fast, men meddelelsen efter om stændighederne vil kunne opfattes på anden måde, f.eks. som en inkassobeføjelse for »erhververen«, nyder dispositionen ikke kreditor- eller om sætningsbeskyttelse. D et gør den heller ikke, selv om en nærm ere bevisbedømmelse efterfølgende m åtte føre til, at der fa k tis k har fu n d e t en egentlig overdragelse sted mellem parterne. D et må som nævnt yderligere kræves, at forholdet frem træ der således for den, som m odtager underretningen.

11. Henvendelsen (fremsendelsen) til debitor m å ikk e have »tilfældighedens præg«, men ska l være »dispositiv«

Meddelelsen skal have en sådan karakter, at det står klart for m odtageren, at henvendelsen til ham har til fo rm å l at give meddelelse om en transport.

K ravet ligger tæ t op ad det foran i afsnit 10 nævnte krav, og vil norm alt være opfyldt, når kravet i afsnit 10 er opfyldt, men der er alligevel forskel.

Forskellen illustreres af, at der f.eks. ikke foreligger en tilstrækkelig sikrings- akt, såfrem t transporten kun om tales tilfældigt i et brev eller i en entreprise- kontrakt (som indholdsm æssigt – også m .h.t. klarhed – opfylder kravet i afsnit 10), når dokum entets hovedindhold er et andet. Henvendelsen, m edde­

lelsen til debitor skal med andre ord være dispositiv. D et er derfor ikke nok at fremsende en entreprisekontrakt »til gennemsyn« – heller ikke selv om der i kontrakten findes en klausul, som klart giver udtryk for, at entreprisesum ­ m en overdrages til en bestem t person (og altså som nævnt indholdsm æssigt honorerer det krav, som er om talt foran i afsnit 10).

D en anførte betingelse har støtte i en dom i U fR 1971. 182 VLD, som ganske vist angik meddelelse til en prim æ r håndpanthaver om en sekundæ r håndpanteret, hvor kravene til meddelelsen alt i alt m å anses for strengere end ved meddelelse om transport a f fordringer, jfr. nfr. i afsnit F. Men princippet m å antages at gælde også for de sidstnævnte retsforhold.

12. D okum entation fo r overdragelsen?

D er behøver ikk e i forbindelse med meddelelsen at foreligge dokum entation

for transporten fra overdrageren til erhververen. D et er ikke dette, som ligger i de to forannævnte betingelser i afsnittene 10 og 11. Men det er en rimelig og praktisk frem gangsm åde at m edsende dokum entation – enten i form af en kopi af transporten eller ved fremsendelse a f selve transporten (eventuelt tillige med kopi til m odtageren) til såkaldt »notering« hos debitor. U nder alle om stæ ndigheder er det dog klart, at såfrem t debitor giver udtryk fo r ønske (eller krav) om at f å dokum entation for den foretagne transport, må erhververen opfylde ønsket (kravet) – først og frem m est a f hensyn til debitors m ulige betaling med frigørende virkning til overdrageren (»legitim ations- spørgsm ålet «, jfr. gbl. § 29). M en også i relation til sikringsaktspørgsm ålet bør en forlangt dokum entation gives, for at der ikke skal kom m e til at foreligge en usikkerhedssituation a f den karakter, som om tales nfr. i afsnit 14.

13. S k a l meddelelsen binde debitor til at betale til erhververen?

Betydningen a f transportforbud

F o r at tjene som fyldestgørende sikringsakt behøver meddelelsen til debitor på den anden side ikk e at være bindende i den forstand, at debitor »ifalder ansvar« ved at se bort fra meddelelsen på den m åde, at han (fortsat) betaler til overdrageren (»legim ationsspørgsm ålet«). D er kan være flere grunde til, at en debitor, som har m odtaget meddelelse om en transport, desuagtet kan betale til overdrageren. D et kan f.eks. være, at debitor i aftalen med kreditor (overdrageren) h ar forbudt denne at borttransportere kravet, eller det må frem stå som nødvendigt for debitor at negligere transporten for at undgå nærliggende fare for tab, eller denne er til væsentlig ulempe, jfr. princippet i retsplejelovens § 511, stk. 3. Bygherrens m angelsindsigelser overfor entrepre­

nøren vil således eksempelvis kunne indebære, at betaling med frigørende virkning alligevel kan ske enten til entreprenøren eller til en trediem and, som h ar udført (færdiggjort) arbejdet i stedet for den oprindelige entreprenør (transportgiveren). M angelsindsigelser kan nemlig bevirke, at entreprenøren slet intet krav far på (yderligere) betaling, og erhververen a f fordringen får som bekendt ikke større ret end overdrageren, jfr. princippet i gbl. § 27.

I sådanne og lignende tilfælde kan debitor se bort fra transporten (og betale til overdrageren), men i relation til problem et om, hvem der har ejendomsret til fordringen, er legitim ationsspørgsm ålet im idlertid ikke afgø­

rende, jfr. bl.a. U fR 1916, 1062 H D . (D ette gælder selv om de to forhold:

sikringsaktens iagttagelse og overdragerens ophørte legitim ation rent faktisk

ofte vil følges ad). G år således overdrageren eksempelvis konkurs, vil debitor

f.eks. i de foran om talte tilfælde kunne betale med frigørende virkning til

overdrageren, men erhververen a f fordringen vil desuagtet være separatist i

boet m ed hensyn til fordringen, når den betales til konkursboet – alt naturligvis under forudsæ tning a f fyldestgørende sikringsakt og uom støde­

lighed.

14. » U sikkerhedstilfælde«

I det hele taget m å det fremhæves som et generelt m om ent, at retsforholdet på ingen m åde m å antage en usikker karakter. H vor meget der i denne henseende skal til, for at erhververens retsbeskyttelse udebliver, kan ikke besvares i almindelige vendinger. Ikke m indst af hensyn til debitors mulige frigørelse ved at betale til overdrageren (»legitim ationsspørgsm ålet«) må det tilrådes, at enhver uklarhed i retsforholdet fjernes (i form a f præciserende skrivelser o.l.), jfr. foran i afsnit 4 i.f.

A f forsigtighedsgrunde bør m an som erhverver af en fordring ikke forholde sig passiv eksempelvis over for en noteringspåtegning »m ed ethvert forbehold og uden ansvar fo r os«. D er kan i så fald være grund til, at erhververen præ ciserer over for debitor, at underretningen m edfører de retsvirkninger, som følger af en meddelelse i henhold til gbl. kap. 3.

15. Forholdet m ellem flere transporthavere. Vedkom m ende og uvedkom m ende transporter

Em net er behandlet nfr. i afsnit D, især punkt c.

16. Forholdet til byggelånstransport

T ransport på entreprisesum m en – som gives af hoved-/fagentreprenøren – indebæ rer naturligvis ikke i sig selv transport på byggelånet (som kun kan gives a f bygherren); jfr. herom næ rm ere nfr. i afsnit G.

17. Forholdet til sekundæ r håndpanteret

H ovedtransport (og anden transport a f entreprisesum m er) kan suppleres med sekundæ r håndpanteret i byggelånsejerpantebrevet. D ette kræver im id­

lertid i de almindelige tilfælde en sæ rskiltpantsæ tningserklæ ring fra bygher­

ren (pantsæ tteren) til fordel for transporthaveren (hoved-/fagentreprenørens

bank, underentreprenører, leverandører etc.). Jfr. herom næ rm ere nfr. i

afsnit F 7.

B. Videretransport

FIGUR 3

B y g h e rre --- ► H oved-/fag- entreprenør

Under­

entreprenør/

leverandør

entreprenørs/

leverandørs bank Under-

A lle transporter kan i princippet videretransporteres. V ideretransport forelig­

ger i den situation, hvor en person, som i forvejen h ar transport på en fordring, videretransporterer den ret, som er erhvervet ved den første transport. D ebitor er ved videretransportforhold således den samme person som ved den første transport. M eddelelse om videretransporten skal derfor gives til denne debitor efter nøjagtig sam m e regler som om talt i afsnit A, (nfr. i afsnit G).

F o r at bringe sikringsaktsforholdene i orden også i forhold til den første overdragers (her: hoved-/fagentreprenørens) om sætningserhververe i god tro og kreditorer, skal meddelelse også gives til debitor (bygherren) om den hovedtransport, som ligger til grund for videretransporten. D ette bør videre- transporthaveren påse, og han bør om fornødent selv give debitor meddelelse også om hovedtransporten, hvilket han er beføjet til.

V ideretransport kan f.eks. også ske på byggelånstransporter (nfr. i afsnit G). I så fald skal meddelelse gives til byggelångivende bank, for at erhverve- ren (f.eks. hoved-/fagentreprenørens bank eller en underentreprenør) kan opnå beskyttelse over for overdragerens (her: hoved-/fagentreprenørens) om sæ tningserhververe i god tro og dennes kreditorer.

På ganske parallel m åde forholdes med videretransport af hovedtranspor­

ter: Såfremt f.eks. underentreprenøren, som a f hoved-/fagentreprenøren har fået transport på kravet mod bygherren, videretransporterer dette krav til sin bank eller sin leverandør (til sikkerhed for sin skyld til disse), skal meddelelse også her gives til den » oprindelige « debitor, nemlig bygherren. I så fald kan underentreprenørens bank eller leverandøren rette krav dels m od underen­

treprenøren (nemlig det krav, som videretransporten er givet til sikkerhed

for) og dels m od bygherren (til sikkerhed for det førstnævnte krav).

Den »første« overdrager – altså i eksem plet her hoved-/fagentreprenøren – er derim od ikk e uden videre forpligtet over for underentreprenørens bank (eller leverandøren), m edm indre disse tillige sørger for at få transport på underentreprenørens krav m od hoved-/fagentreprenøren (i form a f en såkaldt eftertransport, se nfr. i afsnit C).

I det hele taget behandles videretransporter ganske som hovedtransporter, jfr. foran A.

Også ved videretransporter kan der opstå problem er om forholdet mellem flere transporthavere, herunder konflikter mellem vedkom m ende og uved­

kom m ende transporter. D ette spørgsm ål behandles nfr. i afsnit D.

C. Eftertransport

FIGUR 4

H oved-/fag--- ---► Under- --- --- ► Under­

entreprenør entreprenør/ entreprenørs/

leverandør leverandørs

bank

Begrebet eftertransport er blot en » samlebetegnelse « for transporter a f krav m od skyldnere (debitorer), som i en »debitorræ kke« (se figur 1 foran i Indledningen) ligger efter den oprindelige debitor. Specielt i byggerisituatio­

ner er det transport a f krav m od skyldnere, som i » ræ k k en « ligger senere end bygherren (i figuren ovenfor er det f.eks. kravet m od hoved-/fagentre- prenøren, der transporteres).

Sikringsakten er meddelelse til denne debitor (i eksemplet: hoved-/fagen- treprenøren).

I praksis forekom m er eftertransport netop først og frem mest ved trans­

port af krav mod hoved-/fagentreprenøren. I disse tilfælde er bygherren således ikke debitor for denne fordring (m edm indre en helt speciel aftale er truffet). M eddelelse skal derfor som nævnt gives til hoved-/fagentreprenøren.

En sådan eftertransport indgår endvidere undertiden i et samlet arrange­

m ent, hvor der samtidig gives videretransport på entreprisesum m en, jfr.

foran i afsnit B.

Bortset fra spørgsm ålet om meddelelsens adressat behandles eftertrans­

porter / øvrigt helt på samme m åde som hovedtransporter, jfr. foran i afsnit A.

D et samm e gælder også vedrørende forholdet mellem flere transportha- vere og konflikter mellem vedkom m ende og uvedkom m ende transporter, jfr.

nfr. i afsnit D.

D. Flere transporthavere

FIGUR 5

Bygherre --- ---► H oved-/fag --- --- ► Hoved-/fagentreprenørens bank entreprenør ~ ► Underentreprenør

Leverandør Evt. andre

1. Primærtransport og sekundærtransporter. Ligestillede (sideordnede) transporter

Primærtransport er navnet på den bedst prioriterede a f flere transporter (som ikke er ligestillede).

Sekundæ rtransport betegner en transport, som skal respektere en eller fle re transporter a f samme fordring.

Ligestillede eller sideordnede transporter foreligger således, når flere transporter a f samm e fordring ikke indbyrdes skal respektere hinanden.

D ette vil stort set kun være a f praktisk betydning, hvor det direkte er aftalt, at transporterne skal være ligestillede, jfr. nfr. i afsnit 2.

Sekundæ rtransporter og ligestillede transporter kan forekom me ikke alene ved alle de i det foregående nævnte transporter: hovedtransporter, videretransporter og eftertransporter, men også ved byggelånstransporter.

Sekundæ rtransporter og ligestillede transporter h ar som andre tran sp o r­

ter i byggeriforhold norm alt kun praktisk betydning ved overdragelse til sikkerhed (pant).

2. Sikringsakt

Sikringsakten kan i alle tilfælde – for alle slags transporthavere – foretages retm æssigt ved meddelelse til skyldneren. Som sikringsakt er det derfor unødvendigt, at en sekundæ rtransporthaver giver den prim æ re transportha­

ver meddelelse om sin sekundære transport. F o r at sikre at et eventuelt overskydende beløb ikke udbetales a f den prim æ re transporthaver til over­

drageren, tilrådes det im idlertid tillige at give meddelelse om den sekundære

transport til den prim æ re transporthaver.

Ifølge en højesteretsdom fra 1979 (U fR 1979.357) kan sikringsakten vedrørende sekundæ rtransporter i entrepriseforhold nu iagttages ved sæ d­

vanlig, retm æssig meddelelse om transporten e n te n til debitor e lle r – under visse betingelser, jfr. nfr. – til den prim æ re transporthaver.

F ra gældsbrevslovens ikrafttræden i 1938 var det en udbredt opfattelse, at sikringsakten ved sekundær transport var opfyldt ved meddelelse til den primære transporthaver. Ved højesteretsdommen i UfR 1961.66 blev der imidlertid rammet en pæl igennem denne opfattelse. Dommen kunne siges at fastslå, at gbl. § 31, stk. 1, der kræver underretning til skyldneren, skulle tages på ordene uden hensyn til de praktiske forhold. Denne retstilstand opretholdtes i retspraksis i de følgende knap 20 år, dog at der siden højesteretsdommen i UfR 1974.55 under visse betingelser anerkendtes undtagelse fra reglen (om meddelelse til debitor) i de nfr. i afsnit E omtalte tilfælde af såkaldt fordelingsarrangement eller administrationstrans- port, når meddelelse om transporten til »fordeleren« resp. »adm inistrator« var givet til debitor. Jfr. tillige senest UfR 1979.300 HD.

En fast grænse mellem sådanne fordelingstransporter og andre lignende arrangementer, som (stort set) tjener samme formål, kan være svær at drage, og forskellighederne kan – i hvert fald for en umiddelbar betragtning – vanskeligt bære en forskellig retlig bedømmelse. I det praktiske liv kan det i det daglige være svært at leve op til en meget nuanceret behandling af de forekommende tilfælde, hvor variationerne er mange, men afvigelserne ubetydelige. Det er derfor på en måde udtryk for en forenkling og en klargøring af retstilstanden – men også for en kovending – når Højesteret ved dommen i UfR 1979.357 opretholdt en sekundærtransport i et tilfælde, hvor meddelelse herom udelukkende var blevet givet til den primære transporthaver (om hvis transport meddelelse var givet til debitor).

Sagsforholdet adskilte sig i denne dom ikke på afgørende punkter fra den foran omtalte, skelsættende højesteretsdom i UfR 1961.66, men resultatet blev som anført det stik modsatte!

Om hele dette spørgsmål kan henvises til en artikel i UflR. 1979 B 209-217, hvor højesterets­

dommer Torben Jensen, der deltog i pådømmelsen af den seneste 1979-dom, redegør indgående for retspraksis. – Uden nogensomhelst reel støtte herfor i højesteretsdommens præmisser fastslår Torben Jensen a.st. s. 217 kategorisk, at den ny regel om sikringsakt for sekundære transporthavere – som begrundet i byggebranchens særlige forhold – udelukkende angår entrepriseforhold.

Æ ndringen i forhold til ordlyden a f gbl. § 31, stk. 1 og hidtidig retspraksis m å – i hvert fald foreløbig – antages kun at om fatte transporter i entreprisefor­

hold og lignende.

Den begrundelse, der gives i kovendedommen i UfR 1979.357 er imidlertid ikke direkte begrænset til sådanne transporter, men dens begrundelse er for så vidt universel og således anvendelig på transporter i andre retsforhold. Der findes nemlig sådanne, hvor det praktiske behov for en tilsvarende forenkling kan være til stede, f.eks. ved visse former for factoring.

Som sagt må man dog indtil videre gå ud fra, at undtagelsen fra princippet i gbl. § 31, stk. 1 kun gælder transporter i entrepriseforhold. Entreprisebegrebet er imidlertid langt fra entydigt, hvilket er påvist nfr. i afsnit J 2. Hvilke retsforhold, der herefter skal være omfattet af den ny regel, er derfor ganske uvist.

Foruden den nævnte usikkerhed med hensyn til hvilke retsforhold, der er dækket af den ny retstilstand, medfører denne – foruden som nævnt i visse henseender en forenkling – andre tvivlsspørgsmål. Dette gælder således det indbyrdes forhold mellem flere sekundærtransporter, såfremt nogen udelukkende har givet meddelelse til den primære transporthaver, medens andre udelukkende har denuntieret til fordringens debitor. Disse problemer må ganske vist

løses efter andre regler end princippet i gbl. § 31, stk. 1, men gode grunde kunne alligevel tale for, at man havde bibeholdt en regel, der bidrog til, at alle denunciationer blev samlet på ét sted, jfr. Gomard: Obligationsretten i en Nøddeskal, 3. hæfte s. 255.

Bl.a. af den forannævnte grund anbefales det, at meddelelse tillig e gives til fordringens debitor, jfr. foran i afsnit A 2.

En betingelse for at meddelelse til den prim æ re transporthaver er tilstræ k­

kelig som sikringsakt for den sekundære transport, er efter højesteretsdom ­ men formentlig, at hele fordringen er transporteret til den prim ære transport­

haver. Om det er rimeligt at stille dette krav, skal kun berøres kort i det følgende, men fo r en sikkerheds skyld m å anvendelse i praksis a f den ny m ulighed for at give meddelelse forudsætte, at fordringen imod debitor i sin helhed er tiltransporteret den prim æ re transporthaver.

I og for sig ville form ålsbetragtninger bag denunciationsreglerne i alm in­

delighed og bag den nydannede meddelelsesregel kun føre til, at det skulle ligge klart, h v ilk e n d e l affordringen m od debitor, der var transporteret til den prim æ re transporthaver, hvis hele fordringen ikke var overdraget.

Hvis det nu forudsættes, at hele fordringen mod debitor er transporteret, må det desuden kræves, at det klart frem går, for det første hvilken del a f den transporterede fordring, den prim æ re transporthaver h a r ret over (som regel den »første d e l« ), hvorved tillige frem går, hvilken del i forhold hertil sekundæ rtransporthaveren h ar ret over. F o r det andet m å det ligge klart, hvilke krav (fordringer), den prim ære transporthaver kan »dæ kke ind« under den transporterede fordring (forud for den eller de sekundære). Den prim ære transporthavers eventuelle andre krav, som ikke er sikret ved den pågæl­

dende transport, må holdes skarpt adskilt fra de sikrede krav. M en en klar aftale mellem overdrageren og den prim æ re transporthaver om, at denne skal have sikkerhed »for al g æ ld « , er retsgyldig, jfr. foran i afsnit A 9 og nfr.

i afsnit F 2 i.f.

Endelig m å retsforholdet være udform et således, at debitor ikke – efter f.eks. fra den prim æ re transporthaver at have faet at vide, at denne ikke har (yderligere) krav, som den transporterede fordring skal dække – betaler fordringen eller den resterende del til overdrageren (transportgiveren). Tilfæl­

det kan f.eks. forekom me i tilfælde a f overdragerens konkurs, hvor den prim æ re transporthaver ved siden af den transporterede fordring h ar til­

strækkelig sikkerhed for sit tilgodehavende mod overdrageren og vælger at holde sig til denne anden sikkerhed. Forholdet skal måske være ordnet således, at overdrageren i forhold til sekundæ rpanthaveren fuldt og helt –

»definitivt« – er frataget legitimationen til at oppebære (rest-)ford ringen fra debitor. E r dette ikke tilfældet, m å det i hvert fald kræves, at transporter m.v.

er således udform et, at den prim æ re transporthaver ifalder ansvar over for den eller de sekundære, såfrem t han efter modtagelse af disses denunciatio­

ner ikke sørger for, at debitor forhindres i med frigørende virkning at

udbetale (rest-)fordringen til overdrageren, når han – den prim ære transporthaver – h ar faet sine krav imod overdrageren dækket ind (eventuelt i kraft a f andre sikkerheder).

Med den ny regel og betingelserne for dens anvendelse har man i modstrid med, hvad der var hensigten, da gældsbrevsloven blev til, i denne situation knyttet kreditor- og vel også delvis omsætningsbeskyttelsen til spørgsmålene om, hvorvidt fordringens debitor trods meddelelsen stadig kan råde over fordringen, og om han fortsat kan betale til overdrageren med frigørende virkning – altså om meddelelsen er bindende. Som berørt foran har man i relation til kreditorbeskyttelsen ikke tidligere stillet det krav, at meddelelsen skal være bindende; jfr.

Ussing og Dybdal: Gældsbrevslovene (1940) s. 80 f, Ussing: Almindelig Del 4. udgave ved A.

Vinding Kruse s. 216, von Eyben: Panterettigheder 5. udgave s. 446, Gomard a.st. s. 254 og Lyngsø: Gældsbrevloven s. 178. Se også Udkast til Lov om Gældsbreve (1935) s. 49.

Hvordan nydannelsen skal praktiseres bl.a. i de foran i afsnit A 13 omtalte tilfælde, hvor debitor kan negligere transporten dels for at undgå nærliggende fare for tab, dels hvor transporten er til væsentlig ulempe for debitor, samt endelig i mangels- og andre indsigelsestil- faelde, kan være vanskeligt at sige.

Spørgsmålet skal ikke forfølges nærmere her. Blot skal det påpeges, at Højesteret i sine præmisser til »kovendedommen« fremhæver – som noget tilsyneladende afgørende – debitors forpligtelse til kun at betale fordringen til andre end den primære transporthaver (herunder overdrageren). Og alligevel kan der altså forekomme tilfælde, jfr. eksemplerne ovenfor, hvor debitor retmæssigt kan betale til overdrageren. De forhold, der begrunder denne ret, vil imidlertid sjældent ligge klart for andre end de direkte implicerede parter og i hvert fald kun helt undtagelsesvist for den sekundære transporthaver. Er sikringsakten da faldet til jorden, fordi overdragelsen – efterfølgende – viste sig ikke at være »bindende«, og er den sekundære transporthavers eventuelle mistanke om muligheden kompromitterende for sik­

ringsakten, og har endelig den sekundære transporthaver nogen undersøgelsespligt i så henseende, etc. etc.??

Der er noget, der tyder på, at nyskabelsen ser ud til at rejse lige så mange problemer, som den har løst. Nissen flytter som bekendt med!

Usikkerheden og vanskelighederne bekræftes ved læsning af Uffe Lindhard’s artikel i UfR 1979 B 263 f. Hovedsynspunktet heri er kort sagt, at efter een meddelelse til debitor om transport af hele fordringen, bør meddelelser om alle sekundærtransporter (»undertranspor­

ter«!) kunne gives til den primære transporthaver, »der herefter i kraft af transporten er den eneste ansvarlige »skyldner«, der må og bør påse, at der er dækning eller advare, hvis der ikke er dette (eller risiko for at der ikke bliver d et).« – Hele dette spørgsmål er dog mere kompliceret end som så, bl.a. er sondringen: overdragelse til eje eller til sikkerhed relevant, og den foreslåede retstilstand kan iøvrigt næppe opnås uden lovændring. Der er imidlertid ikke på denne plads lejlighed til at uddybe disse problemer.

R esultatet synes herefter at m åtte blive, at som m etider er meddelelse til den prim æ re transporthaver tilstrækkelig sikringsakt og som m etider ikke.

Allerede af denne grund er det klogt også at give meddelelse til debitor. Som antydet kan denne meddelelse også fa betydning i det indbyrdes forhold mellem fle re sekundæ re transporthavere. E r afgiveren af meddelelsen (f.eks.

den sekundære transporthaver) ikke professionel inden for dette om råde,

m en derim od debitor (bygherren) og den prim æ re transporthaver (f.eks. en

bank) er det, m å m an opfordre disse til at videregive modtagne meddelelser til

hinanden.

a. Aftalen

En rettigheds – herunder en transports – prioritetsstilling bestemmes kort sagt prim æ rt a f den indgåede aftale (transporterklæ ringen) – dog med den begrænsning, der ligger i andre (sikrede) rettigheders bedre ret. En transport kan efter sit eget indhold respektere en allerede eksisterende transport, eller den kan erklære at ville rykke for en given frem tidig transport. E r der ikke sådanne begrænsninger eller forbehold i en transport, søger den at tillægge sig bedst m ulig prioritet.

D et kan som nævnt foran i afsnit 1 også aftales, at transporter skal være ligestillede – i byggeritilfælde på den måde, at ligerangsprincippet er vedtaget, jfr. nfr. i afsnit b i.f.

Prioriteten bliver ikke bedre end den tillagte ret, men den kan blive ringere i kraft a f en eksstinktion til fordel for andre, jfr. straks nfr. i afsnit b.

Eksstinktion betyder i denne forbindelse, at om sætningserhververe i god tro og kreditorer, når disse grupper h ar sørget for denunciation, fortræ nger en tidligere ret, n år sikringsakten (denunciationen) for denne ikke er foretaget.

Ved ligestillede transporter bør det så vidt m uligt aftales, at en af transporthaverne (eller måske en trediem and) er berettiget til at inddrive fordringen hos debitor. H ar m an ikke faet et sådant arrangem ent i stand -

f.eks. fordi transporterne ikke er udstedt samtidig – bør meddelelse gives til sideordnede transporthavere a f samme grund som nævnt foran i afsnit 2 vedrørende sekundæ rtransporter, nemlig for at undgå at et eventuelt over­

skydende beløb udbetales til overdrageren.

b. Tidsprioritet og eksstinktion – ikke ligerangsprincip (som dog kan aftales)

Ved kollision mellem flere transporter, som tillægger sig samme prioritet, eller som intet siger om prioritetsstillingen, er udgangspunktet, at tidspriori­

teten er afgørende, således at den først stiftede ret går forud for den senere ret.

En senere erhverver a f fordringen går dog fo ru d for en tidligere, når meddelelse til skyldneren om denne transport er givet fø r meddelelsen om den tidligere stiftede ret, og erhververen a f den først anm eldte transport var i god tro på meddelelsens tidspunkt (således at han hverken kendte eller burde kende den tidligere stiftede ret), jfr. gbl. § 31, stk. 2.

D et følger af ovenstående, at den først stiftede ret går forud for en senere stiftet, såfrem t ingen af transporthaverne har givet skyldneren meddelelse.

D ette gælder selvfølgelig også, såfrem t der (først) er givet meddelelse om den

tidligere stiftede ret, selv om erhververen a f denne på meddelelsens tidspunkt

var i ond tro om den senere stiftede ret. D ette følger af, at den tidligere

3. Prioriteten m ellem flere transporthavere ( a f sam m e fordring)

stiftede ret går forrest allerede i kraft a f tidsprioriteten, og at denne fortrinsret naturligvis ikke bliver dårligere af, at meddelelse herom gives skyldneren (uanset om den senere stiftede ret slet ikke anmeldes, eller dette først sker efter anmeldelsen a f den tidligere stiftede ret).

H verken lovregler eller retspraksis giver støtte for, at transporter i byggeritilfælde skal være ligestillede uden hensyn til tidsprioriteten – hvad enten de er vedkom m ende eller ej, jfr. nfr. i afsnit c. Tværtim od fører lovregler (gbl. § 31, stk. 2) og retspraksis direkte og klart til det m odsatte resultat. M en som næ vnt foran i afsnit a kan et sådant ligerangsprincip aftales. En sådan aftale antages ikk e at foreligge, blot fo rd i A B 72 er vedtaget a t gælde for byggeriet (jfr. næ rm ere om AB 72 nfr. i afsnit J). D er skal en særlig aftale til, som direkte sigter på ligestillingen.

Hvis ligestilling er aftalt, m å det i mangel a f udtrykkelig aftale for anden fordeling form entlig antages, at transporthaverne skal fyldestgøres i forhold til størrelsen af det tilgodehavende, som er sikret ved hver enkelt transport (det »underliggende skyldforhold« eller den pantesikrede fordring) – altså forholdsm æssig dækning. I delingsnorm en kan dog m aksim alt indgå en så stor del a f fordringen på debitor (den pantsatte fordring), som den pågæl­

dende transporthaver h ar faet tiltransporteret. H a r eksempelvis alle trans- porthavere faet (ligestillede) transporter på hele fordringen, og de underlig­

gende skyldforhold i hvert enkelt tilfælde overstiger denne, skal tran sp o rth a­

verne have det samme beløb i kroner og øre – nemlig det beløb, som indgår fra debitor divideret med antallet af transporthavere.

c. Vedkom m ende og uvedkom m ende transporter

Såfrem t AB 72 er vedtaget for byggeriet, gælder bl.a. disses § 29:

Så længe entreprisen ikke er fuldført, kan entreprenøren kun give transport på sit tilgodehavende til sikkerhed for fordringer, der står i forbindelse med udførelsen af hans arbejde.

Også på anden m åde kan der være indgået aftale om, at der kun kan gives transport til sikkerhed for fordringer, som står i forbindelse m ed byggeriet.

D er skal ikke meget til, før m an vil antage, at en sådan regel gælder i forholdet mellem bygherren og en entreprenør. D et kan endog ske stiltiende som følge a f retsforholdets beskaffenhed.

Sådanne fordringer kaldes vedkommende, medens alle andre fordringer følgelig benævnes som uvedkommende.

Vedtagelser som dem, der netop er nævnt, indebæ rer i overensstemmelse

m ed princippet i gbl. § 27, at også andre transporthavere end dem, der har

tiltråd t aftalen, må respektere denne (så langt denne ræ kker – norm alt indtil

den pågældende entreprenør har udført sit arbejde korrekt, jfr. nfr.). Aftalen

betyder ikke, at uvedkom m ende transporter er helt uden virkning (beskyt­

telse – »gyldighed«), men kun at disse udenforstående er afskåret fr a at påberåbe sig deres transport til skade fo r de vedkom m ende transporthavere.

M an kan også udtrykke reglen således, at vedkom m ende transporter går fo ru d fo r uvedkom m ende (indtil den pågældende entreprise er fuldført) –

også selv om den uvedkom m ende er udstedt og anm eldt (» n o tere t« ) før den vedkommende.

Bygherren bør således under ingen om stæ ndigheder foretage udbetalinger til uvedkom m ende transporthavere, før entreprisen er fuldført. D er kan jo efter en sådan udbetaling frem kom m e meddelelse om vedkom m ende tran s­

porter, som der ikke var »plad s« til, og som bygherren efter det anførte alligevel ville være pligtig at honorere. H an risikerer derfor at kom m e til at betale (en del af) entreprisesum m en m ere end én gang.

D et er en forudsætning for vedkom m ende transporthaveres fortrinsret, at selve aftalen om fortrinsret fo r vedkom m ende transporthavere i tid ligger forud for den konkurrerende uvedkom m ende transport.

A ftaler om vedkom m ende transporthaveres fortrinsret skal også respekte­

res a f overdragerens (entreprenørens) kreditorer.

De regler, der gælder om vedkom m ende transporter er i princippet klare, men giver desuagtet anledning til en række problem er, hvoraf følgende 5 spørgsm ål skal omtales:

1) E r det i forholdet mellem bygherren og den pågældende entreprenør vedtaget, at vedkom m ende transporter h ar forprioritet for uvedkom ­ mende? Problem et er berørt i det foregående sam t i bem æ rkningerne om vedtagelse af AB 72 nfr. i afsnit J.

2) Hvor længe gæ lder vedtagelsen (til arbejdets fuldførelse, til afleveringsfor­

retningen eller til en garantiperiodes udløb)? Spørgsmålet skal ikke forfølges nærm ere her, men kan i korthed siges at bero på en fortolkning a f aftalen. O pm ærksom heden koncentrerer sig her om den del af aftale­

grundlaget, der indeholder vedtagelsen af fortrinsret for de vedkom ­ m ende transporter, men støtte vil i visse tilfælde kunne søges i en foreliggende betalingsplan (med rateudbetalinger).

3) En uvedkom m ende transporthaver, som ikke kender aftalen om fortrins­

ret for vedkomm ende transporter – jfr. foran 1) – er desuagtet bundet af den. D ette følger af det foran nævnte princip, der støttes på gbl. § 27.

Enhver uvedkom m ende transporthaver m å derfor for sin egen skyld altid søge oplysning om, hvorvidt der i forholdet mellem debitor og kreditor gælder regler om fortrinsret for vedkom m ende transporthavere. En uvedkom m ende transporthaver bærer således risikoen for, at han ikke har søgt dette forhold bragt på det rene, hvilket vil være ret ukom pliceret.

4) Derim od giver det ofte anledning til betydelige vanskeligheder for trans-

porthaveren at afgøre, om han selv er vedkom m ende – altså om den

ydelse, som han h ar stillet til rådighed for entreprenøren, og som begrunder kravet m od denne, rent fa k tis k er ko m m et byggeriet til gode.

H vordan kan f.eks. entreprenørens bank se eller kontrollere, at de udbe­

talte beløb – undertiden benævnt arbejdspenge – bliver brugt til det pågældende byggeri og ikke til andre byggerier eller til privatforbrug?

H vordan kan en leverandør sikre sig, at udleverede m aterialer benyttes til det pågældende byggeri og ikke til et andet eller måske til flere andre byggerier? I praksis kan m an generelt næppe nå længere end til – efterfølgende – at skaffe sig en vis, ikke ubetydelig grad a f sandsynlighed for, at ydelsen er k o m m et det pågældende byggeri til gode. D et kan f.eks.

ligge i de pågældende beløbs størrelse. D erim od er det næsten um uligt at gardere sig på forhånd eller i forbindelse med en udbetaling eller en leverance. M an kan i visse tilfælde dække sig ind ved erklæ ringer fra bygherren eller hans repræ sentanter (arkitekt, ingeniør etc.). En vis faktisk og bevismæssig betydning vil det også kunne have, at f.eks. en långivende bank opretter en »arbejdskredit« specielt for det pågældende byggeri, og at dette tilknytningsforhold frem går af kreditaftalen (se nfr. i afsnit II form ular A 1).

K un i de fæ rreste tilfælde kan m an im idlertid skaffe sig f u ld sikkerhed for, at ydelsen bliver brugt til vedkom m ende form ål, hvorved tilgodehavendet bliver sikret som vedkom m ende transport. I alle andre tilfælde løber transporthaveren som nævnt en risiko, ligegyldig hvor påpasselig han end m åtte være i forsøget på at sikre sig i denne retning. H an vil, hvis det glipper, uden hensyn til god tro blive betragtet som en uvedkom m ende transporthaver. I så fald m å han – som nævnt – respektere de vedkom ­ m ende transporter i det omfang, fordringen ikke slår til. Risikoen for ydelsens vedkom m ende anvendelse er således udelukkende transporthave- rens!

5) Også i henseende til bygherrens m uligheder for at betale med frigørende virkning (»legitim ationsspørgsm ålet«) kan relationen vedkom m ende/

uvedkom m ende transporter volde vanskeligheder. H er skal kun gives nogle antydninger. Betaler bygherren beløb a f den transporterede for­

dring til transporthavere, der er sædvanlige byggekreditorer, vil bygher­

ren – under iøvrigt sædvanlige betingelser – under alle om stæ ndigheder

blive frigjort selv ved betaling til en uvedkom m ende transporthaver,

m edm indre han vidste, at denne var uvedkomm ende, eller han ikke har

udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede f.eks. ved at betale til

en autom obilforhandler. Selv om de sidstnævnte subjektive forhold

foreligger hos bygherren med hensyn til betaling til en uvedkomm ende

transporthaver, frigøres bygherren naturligvis i alle tilfælde – n år de

almindelige betingelser iøvrigt er opfyldt – hvor der ikke foreligger en

konkurrencesituation med vedkom m ende transporthavere.

E. Fordelingsarrangement

FIGUR 6

Bygherre —--- ► H oved-/fag- —— ---► Underentreprenør

entreprenør — Leverandør

Evt. andre (»fordeler«)

I mange tilfælde har bygherren – ofte det offentlige – i byggekontrakten betinget sig fritagelse for at befatte sig med – især at » notere « – transporter udstedt a f hoved-/fagentreprenøren, eller bygherren h a r betinget sig kun at ville notere een enkelt transport, måske endog begrænset til et pengeinstitut.

I så fald, men efter om stæ ndighederne også i andre situationer, bl.a. når hoved-/fagentreprenørens økonom i er ved at bryde sammen, ordnes forhol­

det ofte på den måde, at en udenforstående trediem and (T) m odtager transport (» g en e ra ltra n sp o rt« ) på (en del af) entreprisesum m en på vegne flere underentreprenører og/eller leverandører (evt. tillige hoved-/fagentre- prenørens bank).

Fordelingen mellem disse kan til en vis grad være bestem t på forhånd, men kan også aftales »løbende« – almindeligvis i form a f transporter (»special- tra n sp o rte r« ), som hoved-/fagentreprenøren udsteder til de enkelte under­

entreprenører og leverandører (evt. bank). D er er i så fald tale om 2 sæt transporter: en »generaltransport« til T og »specialtransporter« til X , – X n .

Om den første gives meddelelse til bygherren, om de sidste til T. Trods højesteretsdom m ene i UfR 1979.300 og 357 kan der stadig i enkeltheder være tvivl om betingelserne for, at de pågældende berettigede (underentreprenø­

rer, leverandører etc.) nyder beskyttelse over for overdragerens (hoved-/

fagentreprenørens) kreditorer og om sætningserhververe i god tro, jfr. UfR 1974.55 HD.

F or at være på den sikre side bør arrangem entet udform es således:

1. G eneraltransporten (til T) skal være definitiv, således at hoved-/fagentre-

prenøren ikke uden sam tykke fra de berettigede (X j – X n) kan disponere over fordringen til anden side. T ransporter af sædvanligt indhold vil opfylde denne betingelse. Jfr. iøvrigt foran i afsnit 2 D.

2. G eneraltransporten skal være bindende i den forstand, at bygherren er uberettiget til at tilsidesætte transporten (i videre om fang end hvad der gælder for »alm indelige« transportforhold). Bygherren skal således være bundet, bortset fra indsigelsestilfælde vedrørende m angler o.l.

3. Sædvanlig sikringsakt m å iagttages.

A d 2 og 3. Begge krav opfyldes ved på sædvanlig m åde at give tilstræ kke­

lig klar og tydelig meddelelse til bygherren, jfr. foran i afsnit A.

4. H a r T andre mellem værender med overdrageren (hoved-/fagentreprenø- ren), m å de holdes skarpt adskilt fra det tiltransporterede beløb uden nogen som helst m ulighed for »sam m enblanding«.

Efter Højesterets dom i U fR 1979.357 – » kovendedom m en« om talt foran i afsnit D 2 – kan det nu ikke mere i disse fordelingstilfælde kræves, at T ikk e selv har sikkerhed i den transporterede fordring. Ifølge den netop nævnte dom kan fordelingsarrangem entet ikke frakendes beskyttelse, fordi fordeleren tillige er prim æ r transporthaver. Snarere bør m an vel sige, at de foran i afsnit D 2 om talte regler ikke berøres af, at den prim ære transporthaver tillige er fordeler (adm inistrator) i henhold til en ordning som om talt her i afsnit E. Om de næ rm ere betingelser for arrangem entets holdbarhed kan derfor for så vidt henvises til afsnit D 2.

5. T må ikk e i den pågældende relation kunne opfattes som fu ld m æ g tig fo r overdrageren (hoved-/fagentreprenøren). E r T en bank, en advokat eller lignende » trovæ rdig« person, som på een gang kan optræ de i forskellige relationer, vil den pågældende bank etc. form entlig godt kunne optræ de som fuldm ægtig for overdrageren (hoved-/fagentreprenøren) i andre relationer, n år blot der ikk e i første ræ kke er tale om et fuldm agtsforhold for ham. P å den anden side m å det være helt udelukket, at transporten gives til en, som er egentlig ansat i overdragerens (hoved-/fagentreprenø- rens) tjeneste.

D erim od vil T meget vel kunne være fu ld m æ g tig fo r dem, til fo rd el fo r hvem transporten er givet (underentreprenører, leverandører etc.). I virke­

ligheden vil m an rimeligvis kunne opfatte forholdet således, at T i den pågældende relation m å opfattes som fuldm ægtig for disse personer, idet transporten kan siges at være sket til ham (T) på disse personers vegne.

6. De, til fordel for hvem arrangem entet er lavet (underentreprenører,

leverandører etc. = figurens X! – X n), m å udgøre en fa s t afgrænset kreds.