Inga Floto:
6 0 ’e r n e s d ile m m a
N o g e t o m a t s k r i v e h is to r ie
D et følgende rep ræ sen terer en delvis om arbejdelse af et foredrag, h o ld t den 10. decem ber 1975 i H isto risk Sam fund. N å r jeg h a r fulgt C laus B jørns o pfordring til a t pu b licere m ine overvejelser p å d ette tidlige og ufæ rdige stade, skyldes d e t m it ønske om a t væ re m ed til a t rejse en positiv d ebat om disse p roblem er. Som universitetslæ rer m å m an erkende, a t d et såkaldte u n gdom soprør h a r bety d et et »bevidsthedsskred«, hvis konsekvenser fort
sat er vanskelige a t bedøm m e. P å d en an d en side er d et en betingelse for overhovedet at få greb om disse ting, a t vi begynder a t d iskutere dem , ikke følelsesladet og engageret - fo r så k o m m er vi ingen vegne - m en som et historiografisk problem .
Som e t m iddel til a t rejse en såd a n d eb a t h a r jeg valgt a t præ sentere nogle sy nspunkter frem fø rt af d en am erikanske historiker, G ene W ise, i b o gen A m erican H isto rical E x p lan a tio n s,1 h v o r h a n analyserer en ræ kke
»forklaringsform er« i am erik an sk historieforskning og sam tidig frem sæ tter et forslag til en forskningsstrategi fo r historiografer, som jeg m ener m ed held også ville k u n n e anvendes p å d anske forhold - naturligvis m ed nødvendige m odifikationer. D e t vil jeg prø v e a t gøre til sidst.
W ise er stæ rkt p åv irk et af d en am erikanske videnskabshistoriker T hom as K uhns bog o m T h e S tru ctu re of Scientific R evolutions,2 h v o rfra bl. a. hans p aradigm e-begreb er hentet, m en også ny k ritik eren K enneth B urkes over
vejelser o v er T h e P hilosophy of L itera ry F o rm 3 h a r spillet en sto r rolle fo r ham , d e t vigtigste m etodiske b id rag er dog så vidt jeg k an fo rstå hans eget.
W ise’s m ere langsigtede form ål er a t lægge g runden til en historie-sociologi (» a sociology of h istorical know ledge«), og h a n h a r til den ende søgt a t give e t u d k a st til en »grounded strategy« fo r historiografisk arbejde og p rø vet a t anvende denne strategi i p rak sis gennem en analyse af en overgangs
situ atio n fra én »forklaringsform « til en anden. D et spæ ndende ved hans frem gangsm åde e r efter m in opfattelse den, at h an ikke som historiografer
plejer, tag er sit ud g an g sp u n k t i kildeanalysen, m en derim o d i væ rkets frem træ delsesform u d fra d en betragtning, a t d en frem træ delsesform og d e fo r
klaringsm ønstre, en fo rfa tte r væ lger n å r h a n skal frem lægge sit sto f i sig selv e r u d try k fo r nogle til g ru n d liggende væ rdier, d er m å form odes at afspejle fo rfatteren s egen holdning, fo r h v o rfo r skulle h a n ellers vælge ju st denne form ?
R æ sonnem entet er m eget g ro ft o p tru k k et dette: en h v er h isto rik er er et p ro d u k t af og v irk er i en b estem t tid og e t bestem t forskningsm iljø m ed en bestem t forskningstradition. D isse ting b estem m er tilsam m en d et »p ara
digm e«, d en »forklaringsform «, d et »erkendelsesbur« in d en fo r hvilket h an o pererer. M en d eru d o v er e r h a n jo også e t selvstæ ndigt individ, d er »inde
fra« skal fylde disse ra m m e r u d . D e n »forklaringsform « h a n vælger a t stru k tu re re sit sto f om kring k a n d erfo r også anskues som en slags »situations
strategi«: d et e r d en m å d e a t fo rk la re tingene p å, d er p å d et pågæ ldende tidspunkt, i d en givne situation, fo rek o m m er fo rfattere n a t give d e t m est trovæ rdige billede af, eller d en m est hensigtsm æssige fo rtolkning af d en
»virkelighed«, h a n søger a t genkalde. N å r fo rfattere n væ lger a t benytte sig af en b estem t forklaringsform , e r d e t altså ik k e blot, fo rd i h a n er »vokset«
ind i en b estem t v id enskabstradition, en bestem t »norm alvidenskab«, m en også fordi d en »forklaringsform « d en stiller til h an s rådighed stem m er over
ens m ed grundlæ ggende elem en ter i h an s egen »virkelighedsopfattelse«, hans egen »om verdensoplevelse«. D e r e r m ed an d re o rd ingen konflik t m ellem fo r
fatteren s »selvforståelse« og hans »virkelighedsopfattelse«, n å r h a n b enytter d en pågæ ldende »forklaringsform «.
M en d ette e r naturligvis en idealsituation, selve b eg reb et »forklarings
form « er jo e t k u nstgreb. D e t e r i sig selv en fo rm h istoriografen p resser n ed o v er sit stof, fo r a t finde en ad æ k v at g ru p p erin g af forskellige fo rfat
tere, p å e t givet tid sp u n k t, og d en d æ k k er altså aldrig helt, e r i virkelig
h ed en u n d e r langsom , m en k o n stan t om form ning. D e r findes im idlertid tids
p u n k ter, h v o r så m ange fo rfattere p å een gang b egynder a t finde d en frem hersk en d e »forklaringsform « utilstræ kkelig, a t et »paradigm e-sam m enbrud«
synes overhæ ngende. W ise læ gger sig p å d ette sted i sine overvejelser m eget tæ t op ad T h o m as K uhns ideer, ikke b lot i valget af term inologi, m en også n å r h an b eskriver denne situation som en revolutionæ r tilstand, d er k an m edføre e t »paradigm e-skifte«, dvs. overgangen til en anden »forklarings
form «, d er stem m er bed re overens m ed fo rfatteren s »virkelighedsopfattelse«.
M en d et k a n også ende m ed, at flertallet fald er tilbage i d et gam le fo rk la
ringsm ønster, og »kæ tterne« stødes ud. N eto p p å d ette p u n k t k an W ise’s teori m åske forekom m e m eget rigid, isæ r hvis m an fo k u serer p å o rd som
»paradigm e-skifte« og »videnskabelig revolution«. M a n k a n im idlertid også
sige d e t sam m e p å en anden m åde, id et m an ikke lægger vægten p å det revolutionæ re, m en p å d en fo rtlø b en d e om støbningsproces, og bru g er beteg
nelsen »bevidsthedsskred« fo r a t beskrive en situation, h v o r denne om støb
ningsproces fo reg år h astig ere og m ed flere aktive deltagere end i an d re p e
rioder. U n d e r alle om stæ ndigheder er d et afgørende ved en teori ikke nød
vendigvis om d en er »rigtig«, m en om d en e r »frugtbar«, om d en evner at form idle ny indsigt, og d e t m ener jeg, denne gør.
D e t W ise gør, er nem lig, a t h a n foreslår, a t historiografen i sin analyse af en bog, e t fo rfattersk a b eller eventuelt en hel forklaringsform tag er sit u d g an gspunkt i en situation, h v o r »forklaringsform en« b ry d e r sam m en. Vi m å i tek sten lede efter »brud«, eller m ed d en af W ise benyttede m etafor:
en »forkastning«. V i m å led e efter e t sted, h v o r fo rfatteren s »»experience«
an d »explanation« go in sep a rate w ays«, h v o r »[his] m ind m ay teil [him]
o n e thing, b u t [his] eyes see an o th er« . A ltså e t sted, h v o r h an s »selvforstå
else« og h an s »virkelighedsopfattelse« ikke læ ngere stem m er overens. D et e r nem lig i såd an n e konfliktsituationer, a t »forklaringsform ens« til grund lig
gende v æ rdier og id eer lægges blot, d et e r d erfo r her, m an m ed held kan begynde optrevlingen af en bog. D en n e optrevling tag er i W ise’s regie form af en indgående tekstanalyse, d er søger a t klarlæ gge tekstens grundlæ ggende stru k tu r og i øvrigt også h a r ideologi-kritiske elem enter i sig. A ltså en an a
lyseform , d e r e r o v ertaget fra litteratu rv id en sk ab en . W ise betegner også disse
»bru d « -situ atio n er som »pivotal-m om ents« eller »tæ rskel-steder«.
W ise’s m eto d e egner sig b åd e til analyse af en enkelt bog, et fo rfatter
skab og en h el »forklaringsform «, hvis grundlæ ggende væ rdistruktur, m an søger klarlagt. D e n er et forsøg p å en h ån d fast løsning p å historiografens evige dilem m a: sam m enhæ ngen m ellem »tidsånden« og historikeren. E t for
søg p å a t »tøjre« d en n e underlige størrelse gennem en analyse af et konkret tek ststed h o s en b estem t fo rfa tte r i en k o n k re t situation, u d fra den b etragt
ning, a t forklaringsform en ikke er en given ting, m en en strategi, sk ab t i fo r
fatteren s m øde m ed en b estem t situation, og a t d et er i dette m øde, den m å findes og analyseres. C en tralt fo r W ise’s opfattelse er videre, a t d er for h am ikke er noget skel m ellem »intellectual history« og historiografi, ud fra d en m eget rigtige betragtning, a t histo rik ern e i deres arbejde jo ikke le
v er og fu n g erer løsrevet fra d en om givende k u ltu r og fra an d re intellektuelle su b k u ltu rer. M en d et vil a tte r sige, a t »m any of th eir signals com e from outside th eir profession«. D vs. at m an, n å r m an skal lede efter »tæ rskelste
der« fo r at få en indgang til v æ rdistrukturen i en forklaringsform p å e t gi
vet tidspunkt, m ed held k an søge o v er i f. eks. den sam tidige k u lturdebat.
H a r m an fø rst få et ho ld p å ideerne og de indre konfliktm om enter i »for
klaringsform en«, k an m an ben y tte d en herigennem erhvervede indsigt i en
analyse af selve historieskrivningen. N u ved m an nem lig, hvad d et er, m an skal lede efter.
G ene W ise h a r i sin frem stilling analyseret 3 »forklaringsform er«, som efter hans - og m ange andres - m ening h a r afløst h in an d en i am erikansk h i
storieskrivning i lø b et af d ette årh u n d red e, m en h an h a r især beskæ ftiget sig m ed overgangen fra d en første til d en an d en »forklaringsform «. D en »pro
gressive forklaringsform « v ar den frem herskende i hele årh u n d red e t frem til 2. verdenskrig. D e progressive h isto rik ere så v erd en i k o n stan t udvikling, de an så d et fo r historikerens opgave a t træ nge frem til virkeligheden m ed sto rt V, og d e m ente, de kunne. D e anskuede sam fu n d et som et klassesam fund og så økonom ien som den drivende kraft. D et v a r d erfo r historikerens opgave a t afsløre dette, således a t d et ikke skulle fortsæ tte frem over. U S A ’s historie v a r fo r dem een lang k onflikt m ellem o n d t og godt, so rt og hvidt, rige og fattige, lan d og by, besiddende og besiddelsesløse osv. M en de så m ed optim ism e p å frem tiden.
I p erio d en efter 2. v erdenskrig afløses denne »forklaringsform « af en ny, d er anlæ gger et h elt a n d e t syn. D e n grundlæ ggende holdning hos disse hi
storikere er pluralistisk, de ta le r ikke om virkeligheden, m en om forskellige p erspektiver af tilværelsen. D e oplever v erd en som uigennem skuelig, ja, m å
ske absurd. S am fundet anskues ik k e u n d e r synsvinklen klasser, m en g ru p per, og m an ta le r om k ultur. N øgleord er b egreber som ironi, parad o k s, tvetydighed og kom pleksitet. D e in teresserer sig fo r holdninger, ik k e facts, de led er efter underliggende m otiver. O g d e tro r ik k e m ere p å ideologier. - M an h a r betegnet denne »forklaringsform « som »konsensus«-form en, W ise fo retræ k k er betegnelsen d e »m od-progressive«, m ens jeg selv i det følgende vil anvende u d try k k et »holdningskom pleksitet« om denne »forklaringsform «.
I lø b et af 60 -ern e e r d en n e »forklaringsform « b levet anfæ gtet af en så
k a ld t N ew -left-fortolkning, d er dog p å ingen m åde k a n siges at have præ sen teret nogen sam m enhæ ngende »forklaringsform « endnu. M en generelt k a n d et siges, a t konfliktanskuelsen og virkelighedstroen synes p å vej ind igen, om end u n d e r an d re form er. D et cen trale elem ent fo r disse histo
rik ere er deres ønske om »a usable p ast« , d e vil b ruge historien, og de vil bl. a. bru g e d en til a t afdæ kke tingenes virkelige sam m enhæ ng. D e vil finde frem til de s tru k tu re r og system er, d e r »i virkeligheden« bestem m er m enne
skets tilværelse, u d fra den betragtning, a t hvis m an k a n afdæ kke disse sy
stem er, k a n m an m uligvis også æ ndre dem . D e r ligger altså h eri en kritisk holdning til b åd e fo rtid og nutid. M en d e r er en u n d erto n e af pessim ism e.
Som ydre fa k to re r b ag disse »forklaringsform er«s opståen og udvikling næ vner m an jo sædvanligvis fo r »konsensus-form en«s vedkom m ende dels erfaringen fra d en 2. verdenskrig, dels d en kolde krigs m iljø; m edens V iet-
nam -krigen er b levet »N ew -left«-form ens vartegn. E n lang ræ kke an d re fak to re r spiller naturligvis også ind. D e t er m åske i d en n e forbindelse væ rd at nævne, a t W ise - m ed stø tte bl. a. i R ich ard H ofstadters fo rfattersk ab - også frem drager et helt an d e t elem ent, nem lig generationsskiftet. Ik k e blot forskellen i livserfaring, som d en k a n udledes af ovenstående, m en også n o get ren t psykologisk:4 »If we are to have any new thoughts, if we are to have a n intellectual identity of o u r own, w e m ust m ak e the effort to dis- tinguish ourselves fro m those w ho p roceeded us, an d p erh ap s preem inently from those to w hom w e once h a d the g reatest indebtedness.« D et er bl. a.
d erfo r W ise selv fo retræ k k er betegnelsen »m od-progressiv« frem fo r »kon
sensus«. D et er im idlertid ikke årsagerne til disse »forklaringsform er«s opstå
en og eksistens, d er skal analyseres her. V o rt æ rinde er a t anskue p roble
m et »indefra«, a t se h v o rd an d en æ ndrede virkelighedsopfattelse afspejler sig i d en m åde, histo rik eren skriver på.
D e r er fo r m ig a t se ingen tvivl om , a t denne m åd e a t anskue historie
skrivningen p å m ed held vil k u n n e overføres p å studiet af dansk historio
grafi i det 20. århundrede. F. eks. vil E rik A ru p stå ce n tralt p laceret i en d an sk »progressiv forklaringsform «, og Povl Bagge vil indtage en nøglepossi- tion i d en »holdningskom plekse forklaringsform «, m edens en »N ew -left for
klaringsform « endnu ik k e k an siges definitivt a t hav e m anifesteret sig, selv om d e r e r tilløb fra flere sider. A t eftervise d ette e r im idlertid e t sto rt og o m fatten d e p ro jek t, m it æ rin d e h er e r e t an d et og lan g t m ere ydm ygt: jeg vil søge gennem nogle analyser af »tæ rskelsteder« i d an sk k u ltu rd eb a t i 1960-erne a t vise, a t en »holdningskom pleks« tankegang re n t faktisk lad er sig påvise ved årtiets begyndelse, m en at d en i løbet af årtiet g eråder i et dilem m a; jeg vil diskutere, hvori d ette dilem m a består, og endelig søge a t lede læ seren in d p å nogle overvejelser over, hvilke konsekvenser d ette even
tu elt k an få fo r historieskrivningen.
V illy S ørensen tegnede i sit essay fra 1957 om D en tavse generation det klassiske p o rtræ t af d en generation, d er voksede op m ed og ind i den
»holdningskom plekse« tæ nkning i D anm ark. D en afgørende oplevelse v ar fo r dem besæ ttelsen, krigen: de v a r gam le n o k til a t forstå, m en fo r unge til a t væ re m ed. D e rfo r v ar befrielsen heller ingen befrielse fo r dem , de b ræ ndte inde m ed deres heroism e og sam tidig dukkede atom truslen op. R e
su ltatet blev »blasert skepsis« og »uvis katastrofestem ning«, alting v a r egent
lig ligegyldigt. M an overlod d en y d re verd en til sig selv og vendte b lik
k e t indad. O g nogle fa n d t i eksistentialism en en etisk holdning, d er kunne vendes m od nihilism en. D en følgende passus er central: »U ngdom m ens ån
delige udvikling k a n ik k e h e r forfølges sk rid t fo r skridt fra 1945 til 1957. M en d e r e r alt anty d et en m ulig genetisk forklaring p å, a t d en synes
at svinge æ ngsteligt frem og tilbage m ellem en nihilistisk og en etisk ho ld ning, m ellem hovm odig selvopgivelse og ydm yg selvudfoldelse. D e n taler m ere om holdninger end om h andlinger og h a r lettere ved a t foretage psy
kologiske end politiske analyser. E n sagligt forsvarlig h andling eller m ening fo ru d sæ tter en etisk forsvarlig holdning, m en så er d e t jo form asteligt at handle! V ed d et som de h ø jrø sted e fo rstå r ved »personlig stillingtagen«, fo r
stå r d e tavse gerne lige d et m o d satte . . . « D et er denne optagethed af ho ld ninger, af p ro b lem ern e om kring m agtens n atu r, af m otiverne til han d lin gerne sn arere end handlingernes virkning, vi også genfinder i den sam ti
dige historieskrivning og i 60-ernes m ed. D et e r m agtkam p, »realpolitik«, politisk strategi og tak tik (indenfor alle tidsafsnit), d er op tag er en ræ k k e af periodens frem træ dende d anske historikere.
H vis vi igen b ru g er k u ltu rd eb a tten som b aro m eter, k a n vi m åske sige, a t d en »holdningskom plekse« m å d e at tæ n k e p å sto d i sin fu ld e blom st også i D a n m a rk o m kring 1960, m en a t d e r nu sam tidig k a n fornem m es visse o pbrudstendenser. D en tavse generation v a r begyndt a t rø re p å sig. Disse tendenser k o m m er m eget k la rt til u d try k i d en d ebat, d er u d sp an d t sig om krin g d e t såk ald te K rogerup-L ouisiana-m øde, d e r afholdtes i dagene 30.
septem ber til 2. o k to b er 1960 m ed deltagelse af en ræ kke frem træ dende po
litikere, fo rfattere og k u ltu rd eb a tø rer. B jø rn P o u lsen p u b licerede siden sit indlæ g u n d e r titlen »Ideernes krise i åndsliv og p o litik « ,6 m edens V illy Sø
ren sen satte »frigørelse«7 som o verskrift fo r sine overvejelser. F in n M ethling k o m m en tered e d et hele i sit essay »D et tvæ rpolitiske m enneske«,8 og hvis d et er d e til g ru n d liggende v æ rdier vi søger a t fastlægge, så e r d e t n o k her, vi skal søge. B jø rn P oulsens b o g v a r en kritisk sam tidsdiagnose, m en d et er især væ rd a t m æ rke sig, a t h a n fo rn em m er e t o p b ru d , m en ikke h v o r det b æ rer hen. O g d e t er m åske også væ rd a t m æ rke sig, a t de tendenser, h an analyserer og hvorigennem h a n d iagnosticerer b ru d d e t peg er væ k fra den sociale virkelighed og fra m en n esk et i d et h ele taget. M edens p å d en anden side titlen p å bogen synes a t indicere, a t p ro b lem e t efter h an s m ening netop ligger i k u ltu ren s m anglende politiske engagem ent.
F in n M ethlings essay er m eget m ere indforstået. D et, d er o p tag er ham , såd an som det også o p to g B jø rn P oulsen (om end kritisk), er O le Sarvigs fo r
tolkning af d en m oderne k u n st fra im pressionism en og frem ad: h a n (Sarvig) fin d er et farvel til d en om givende sociale verden og en van d rin g in d i noget, d er hidtil h a r væ ret m en n esk et frem m ed. M ethling k æ d er denne »virkelig
hedsopløsning« sam m en m ed de fun d am en tale æ ndringer i d en n atu rv id en skabelige tæ nkning, d er fø rst betø d frem kom sten af d en ikke-euklidiske geo
m etri og siden relativitetsteorien. O gså k u n sten h a r n u b ru d t m ed d e t abso
lutte, »ikke fo r a t opløse, m en fo r a t udvide og fuldkom m engøre«. H a n taler
om at leve i en overgangstid, og o m et bevidsthedsskred stø rre end over
gangen m ellem m iddelalder og renæ ssance; og h an finder, at det generelle ko d eo rd er frihed. K unsten ek sperim enterer m ed alle m ulige fo rm er og ind
hold, det m an søger er ikke d et entydige, m en d et m angfoldige, m en sam tidig viger d en b o rt fra d en sociale virkelighed, fordi den h e r k u n finder indsnæ vring og totalitaritet. F in n M ethling taler også om »det vesterlandske intellekt, d e r h a r fø rt os så v idt som til m uligheden fo r en sådan overbæ ren d e bredde, h v o r form og indhold veksler indenfor sam m e tidsrum og ikke b lo t som tidligere tvinges til eentydig form m ed eet bestem t indhold, h vor
efter alle gerne h av d e a t re tte sig . . .« M an k u n n e godt kalde ovenstående fo r holdningskom pleksitetens apoteose, m an k u n n e også sige, a t indgangen til 6 0-erne stå r i d en optim istiske relativism es tegn. F rigørelsen er m ålet, og selvrefleksionen accepteres som erstatn in g fo r d et tidligere givne norm sy
stem .0 O g i de følgende år, blev d e t d a »den tavse generation« d er u n d er n avn af »kultureliten« talte h ø jt fo r a t opløse foræ ldede frontholdninger og kunstige skillelinjer.10
H vis vi springer frem til 1967 og standser ved Jo h a n F jo rd Jensens artikel i K ritik nr. 4 om D et litteræ re, det videnskabelige og d et kritiske væ rdipro
b lem ,11 stå r vi a tte r ved et »tæ rskelsted«. V i m ø d er h e r den fuldm odne
»holdningskom plekse« tæ nkning m id t i brudsituationen. O g denne situation e r vel a t m æ rke erk en d t af fo rfattere n selv. V i k a n k lart udskille nogle nøgle
ord, d e r p lace rer h am i d en »holdningskom plekse« sam m enhæ ng: h a n taler om frigørelsen, om frigørelsen som livsm ulighed, om holdningskom pleksitet, om tvetydig og h øjspæ ndt tvivl, om fo rm behersket spænding, om organiseret tvivl og inklusivitet. M en h a n ta le r også om noget andet, h a n taler om en »følelse af m isforhold m ellem »behov« og »opfyldelse«, en oplevelse af sin egen situ atio n som »væ rdispaltet«. O g denne følelse af a t befinde sig m id t i et b ru d fø rer h am in d i en ræ kke overvejelser om d e præ m isser, h an hidtil h a r dy rk et videnskab på.
H a n tag er sit udgangspunkt i en gennem gang af n orske d isputatsoppo
sitioner i litte ra tu r, pu b liceret i E d d a 1 9 5 3 -1 9 6 7 , og h an påp eg er som noget karak teristisk , a t d e r ikke fin d er nogen egentlig th esek ritik sted: m an k an disp u tere p å alt b lo t d et la d e r sig verificere. D et, vi m øder, er efter hans m ening et væ rdisystem , d e r h a r sit centrum i sikkerheden, b eskyttet b ag en b estem t sandhedsopfattelse. »M en a t stå i forhold til sikkerheden er at h en give sig til d et bestående. S ikkerheden søger ik k e sit grundlag, d en h a r det«, siger h an i et ce n tralt citat. D et problem , d er optager ham , er forhol
d et m ellem videnskab og p o litik; d et pro b lem d er fo r alvor accentueredes m ed det såkaldte »ungdom soprør« året efter. F jo rd Jensen n å r ikke til n o gen afklaring, m en h an s overvejelser k aster lys over b åd e d et d er gik forud,
og det d er ko m efter, d erfo r skal d en n e cen trale passus citeres i sin helhed:
»Sagen h a r bl. a. a t gøre m ed åbne væ rdisystem er o verfor lukkede. Spillet m ellem d e t åb n e og d et lukkede giver sig til kende i d en åbne holdning til d isputatsernes teser og d en lu k k ed e til disses realisation. M en k u n i een fo rstan d er d en fø rste åben: d en a t in te t sy n spunkt p å fo rh ån d udelukkes og in tet (litteræ rt relevant) stof p å fo rh ån d afskæres. L u k k e t er den derim od i d en forstan d , a t h v ad d e r frem drages og h v ad d e r underkastes et syns
p u n k t og selve synspunktet, frem lægges p å det lukkede system s vilkår, nem lig, a t d e t s k a l k u n n e d o k u m e n te r e s ig s o m o v e r in d iv id u e lt g y ld ig t. D ette v ilkår e r betingelsesløst, skønt d e r ofte n o k dispenseres fra d e t u n d er h a n d lingerne. P å dets fasth ed b ero r det, a t trad itio n en tø r forholde sig toleran t
til d isputatsernes hensigter. V e d k ra v et om disses overindividuelle ac
cep tabilitet h a r videnskabslivet sik ret sig m od det vilkårlige og m od po liti
sering. P å d ette k ra v b e ro r det, at m an h a r k u n n et d an n e et skel m ellem den objektive og d erv ed videnskabelige holdning og d en subjektive og d erfo r vi
denskabsfrem m ede. O g p å d ette b e ro r d a endelig d en opfattelse, a t d en vi
denskabelige udfoldelse i sin a rt er væ rdineutral, a t d en i forskydningen m o d det overindividuelle h a r m ag tet a t skyde sig b o rt fra væ rdierne.« D er h v o r h a n især sæ tter sin k ritik in d o v er fo r d e t i disputatssystem et eksem
p lificerede videnskabssyn, er, at d et afskæ rer sig fra situationen. D e n these- opfattelse, d e r ifølge h an s m ening h e r repræ senteres er, at d e t d er frem træ d er som disputatsens hensigt, alene m å hav e sit k o rre lla t i m aterialet selv.
»D en sandhed, d er blev til gennem tesens bekræ ftelse, v a r en sandhed i stoffet.« D et bygger im idlertid p å d en fejlslutning, »at sandheden alene h ar sin instans i stoffet. D e t h a r d en ikke. D e n h a r d e t også i s itu a tio n e n .«
H a n fo retag er d erefter en analyse a f væ rdibegrebet, som h a n sæ tter i rela
tio n til behov: »en given tings væ rdi o p står v ed dens evne til at blive bru g t, altså til a t opfylde behov.« D e t e r behovet, d er væ kker skaberev
nen, m en beh o v et er b etinget af bevidstgørelsen om væ rdien: »at leve m ed lav væ rdibevidsthed er at leve k onservativt«, hæ vder han. O g h a n m ener d ette også gæ lder forskningen.
T il sidst følger så h an s analyse af d et k ritisk e væ rdiproblem . H a n s o p fat
telse e r in d eh o ld t i d ette nøglecitat: »at fo rsk e e r som a t fo rh o ld e sig til stole. D et k a n ske ved tilpasning eller ved original udfoldelse. D e t k an ske gennem væ rdibevidsthed eller uden, og d e t k a n ske m ed lav bevidsthedsgrad eller m ed høj. D e t sk er derim od ikke ved a t stille sig uafhæ ngigt af væ r
dierne, d et k a n ingen. D et valg, d er m eld er sig, er også fo r forskeren: at sæ tte sine vilk år og sin virkelighed i d et system givne eller m ed væ rdibe
vidstheden som in stru m en t at sk ab e sin virkelighed i system bruddet. K an h a n i fø rste tilfælde k ald e sig f o r s k e r , v irk er h a n i d et a n d e t som k r it ik e r.«
I d et følgende giver F jo rd Jen sen et eksem pel på, h vad h a n k ald er »sy-
stem kritik«, ved a t beskrive, hvad h an selv gjorde i sin egen Turgenjevbog.
S ådan som h an beskriver sin frem gangsm åde, synes jeg im idlertid ikke, den opfylder h an s egne k ra v til en såk ald t »kritisk« analyse: fo r d et første står d et overhovedet ikke klart, h vad det er i »situationen«, d er g ør et studium af T urgenjevs indflydelse p å dansk åndsliv relevant. D ernæ st forekom m er d et mig, a t h a n netop ikke h en ter sit væ rdigrundlag u den fo r system et, m a
terialet, erkendelsesburet, i h v ert fald ik k e som h a n selv beskriver sin frem gangsm åde: » h a n k an i lyset af den frem m ede digtning tillægge sider af v or digtning, d er ikke tidligere h a r væ ret tillagt betydning, væ rdi . . .« Så vidt jeg k an se, er d e r h e r ikke tale om system kritik, eller o m system ned
brydning, m en om en situation, h v o r fo rsk eren bevidst solidariserer sig m ed een side af sit m ateriale. D e t h a n beskriver er en eksistentiel, personligt engageret forskning, ik k e d en politisk-bevidste, k ritiske forskning, der nu om fattes af begrebet k ritisk forskning. H ans overvejelser såvel som hans løs
ningsforsøg ligger stadig p å d et p riv ate plan.
H a n k red ser længe og indæ dt om problem et, m en nogen afklaring n år h a n ikke, m åske k a n følgende citat antyde i hvilken retning hans overve
jelser går: (eksem plet er C arl Plougs digtning) »hvor forskeren i sin søgen efter d en overindividuelle san d h ed en ten fasth o ld er genstanden i sin 100- årige ab strak tio n eller søger tilbage til d en oprindelige situation fo r genstan
den b in d er k ritik ere n genstanden såvel som sig selv til den nutidige situa
tion. In d e u n d e r d e p o lariteter, d e r u d g år fra situationen, k o n fro n terer h an sit em ne m ed et væ rdisyn, i d et ko n k rete tilfælde: d et nedvurderes. M en d en n e ned v u rd erin g v irk er tilbage p å situationen som et bud sk ab til denne.
E n udsoning er p å v e j . . . «
V i h a r således h e r m ø d t en forsker, d e r står m idt i bru d d et. H a n h a r er
kendt, »et m isforhold m ellem »behov« og opfyldelse«. H a n befinder sig i en situation, h v o r d et videnskabelige ap p arat, d er hidtil h a r stået til hans rådighed ikke m ere fo rek o m m er h am tilfredsstillende, m en h an h a r endnu ik k e fundet et nyt. O g d et h a n bl. a. søger er en videnskab, d er k an bruges. V i h a r desuden, og d ette m en er jeg er væsentligt, lokaliseret en b ru d flade, d e r om kranses af begreberne »holdningskom pleksitet« og »kritik«, og d e t er en b rudflade, jeg vil tillade m ig a t betegne som »60-ernes dilem m a«.
T h i d ette v a r ju st F jo rd Jensens problem : h an opdagede, at h an ikke kunne væ re b å d e holdningskom pleks og kritisk, h an m åtte vælge. M en h vad h ar n u a lt d ette m ed historieskrivning at gøre?
H vis vi k an acceptere - og det m en er jeg analyserne af Villy Sørensen og F in n M ethling h a r vist, at W ises’ rids af grundelem enterne i »konsensus«- tæ nkningen (i det foreg åen d e kaldet »holdningskom pleksiteten«) også er gæ ldende fo r sam m e tidsrum i D anm ark, så k an m an også begribe h istorie
skrivningen h eru d fra. H vis det e r holdninger, ikke facts; psykologi ikke
p o litik; m enneskelige m o tiver; m oralske og etiske konflikter, m agt versus ret osv., d er o p tag er h isto rik ern e som m ennesker, så er det klart, at disse in
teresser sty rer deres em nevalg. E m n et vælges ikke p å grund af sit k o n k rete indhold, m en fordi dets p ro b lem a tik er dæ kkende fo r historikerens interes
ser, m en derm ed er d et også i aller højeste grad relev an t og h a r neto p sit u d spring i situationen, situ atio n en er b lot en anden, end d en F jo rd Jensen n u vil tag e h ø jd e for. D e t h a n nem lig pludselig oplever p å sin egen sjæl og k ro p er, at d en tilvæ relsesfortolkning, h a n hidtil h a r identificeret sig m ed, ikke læ ngere tilfredsstiller ham . D e t er n u an d re ting, d er fo rek o m m er ham væsentlige, an d re spørgsm ål h a n vil have sv ar p å, og den videnskabelige
»forklaringsform « h an hidtil h a r b en y ttet sig af fo rek o m m er h am ikke læ n
gere dæ kkende, d en tilfredsstiller ikke h an s nuvæ rende behov. H a n erken
d er nem lig, a t hans situation, hans virkelighedsopfattelse m å betinge hans videnskabssyn, h a n fo rstå r b are ikke, at nøjagtig d et sam m e m å h av e væ ret gæ ldende fo r h an s forgæ ngere (og fo r hans tidligere jeg). D eres situation v ar b lo t en anden, d erfo r søgte de sv ar p å an d re spørgsm ål, d er v a r rele
v an te fo r dem , fo r d eres situation. D e rfo r m en er jeg også, a t hans dispu
tatsk ritik er forfejlet.
Jeg m en er desuden, a t vi neto p ved a t tag e vores udgangspunkt i den b ru d flad e vi h a r lo k aliseret via analysen af F jo rd Jensens k ritik og i de væ rdier, vi h a r k u n n et fastlægge v ia d en n e og d e foregående analyser af V illy Sørensen og F in n M ethling h a r få et en væ rdifuld indfaldsvinkel til forståelsen af efterkrigstidens d an sk e historieskrivning. H vis vi k a n accep
tere tan k en om e t fælles g ru n d m ø n ster fo r h ele d et kulturelle m iljø, hvoraf histo rik eren er en del, så k a n vi p rø v e a t efterspore d ette g rundm ønster i deres p ro d u k tio n og fo rstå deres m åd e a t skrive p å og deres em nevalg h er
udfra. I en an d en sam m enhæ ng h a r jeg forsøgt a t analysere Jens Engbergs bog om D a n sk G u ld ald er u d fr a denne synsvinkel.12 H an s situation er ef
te r m in m ening d en sam m e som F jo rd Jensens, b lo t m ed d en forskel, at den indtræ ffer seks år senere. H an s dilem m a er fu n d am en talt d e t sam m e: også h an h a r h a ft en oplevelse, i d ette tilfælde af fortiden, d er b rin g er hans
»virkelighedsopfattelse« og hans »selvforståelse« i konflikt, og h a n g ør den sam m e erkendelse som F jo rd Jensen: at d et m å få konsekvenser fo r hans videnskabssyn. M en h eller ik k e h a n k a n løse p ro b lem et o m kring en forening af »holdningskom pleksitet« og kritik. H a n g eråd er i en konflikt, som h a n - efter m in m ening u d en held - søger a t skrive sig u d af.
M en h vad er d e t d a fo r en oplevelse, d e h a r haft? D e to - og m ange an d re m ed dem . T ag e S kou H an sen h a r fo rta lt om d et således:13 »I 1949 forsøgte jeg a t skrive nogle drengehistorier. Jeg m ente b a re ikke, jeg kunne få nogen til a t tro p å dem , hvis ik k e jeg v a r m eget dybsindig. O g d et v ar
jeg så. D et gik alligevel ikke. M en 20 å r efter kom jeg i tan k er om histo
rierne igen, fo rd i rad io en b ad om et b idrag til en som m er enquete, som hed M in skolevej. O g så skrev jeg dem u d en dybsindigheder. N u duede de fak
tisk, og de tra k en hel ro m an m ed sig, nem lig T re d je halvleg. H istorierne han d led e slet ikke om m enneskets problem atiske n a tu r p å godt og ondt, som jeg havde tro e t i 1949. P o in ten i d em v a r dels a t drengene, n å r de spillede fodbold og b oksede og lavede hæ rvæ rk, opdagede, a t d er v ar forskellige vurderingssystem er til. D e blev politisk bevidste. O p p e hos m o r og fa r gjaldt et sæ t regler. N ede i g ård en et andet. H en n e i skolen et tredie sæt. D ren gene læ rte a t h o p p e fra d en ene h ak k eo rd en til den anden og a t holde kæ ft til de rigtige tid spunkter, og de ta b te noget ved det. M en d et perspektiv v a r d e r ingen, d er havde sans fo r i 1949, så tæ t p å krigen og besæ ttelsen. D en gang interesserede m an sig fo r arvesynden, som v ar k om m et fo r dagen igen m ed kz-lejrene. M an interesserede sig ikke k o n k re t fo r politik eller fo r børns lege, og d erfo r k u n n e jeg altså h eller ikke få fo rta lt m ine egne historier.
Jeg forstod dem ikke endnu.«
T ilbage e r k u n eet eneste spørgsm ål: E r d et nødvendigt a t sæ tte en væ
sentlig indsigt over sty r fo r a t erhverve en anden?
(Manuskript afleveret februar 1976).
Noter
1 Dorsey Press, 1973.
2 University of Chicago Press, 1962, 2. udv. udgave 1970. Dansk udgave: Videnska
bens revolutioner med indledning af Knud Haakonssen, Fremad 1973.
3 The Philosophy of Literary Form: Studies in Symbolic Action, Knopf, Vintage Book, 1957 (1941).
4 Richard Hofstadter, The Progressive Historians, Jonathan Cape 1968, s. XIV, citeret i Wise, s. 243. Om Hofstadters bog se iøvrigt min anmeldelse i Historisk Tidsskrift, bind 74, 1974, s. 572-573 og Niels Thorsen, Nyere tendenser i amerikansk historio
grafi: Debatten om »konflikt« og »konsensus«, samme sted s. 342-363.
5 Her citeret efter uglebogen: Mellem fortid og fremtid, Gyldendal 1969, s. 13.
6 Gyldendals uglebøger, 1961.
7 Frigørelsens stadier i essaysamlingen Hverken-eller, Gyldendal 1961, s. 76-110.
8 Vindrosen 1961, s. 231-244.
9 Om selvrefleksion og normopløsning se Villy Sørensens artikel: Kritikkens og Bjørn Poulsens dilemma, oprindelig i Information oktober 1959, siden i Hverken-eller, s.
124-125.
10 Jævnfør 2. del af Villy Sørensens essay Den tavse generation, forfattet 1963 og trykt i essaysamlingen Mellem fortid og fremtid, s. 14-18.
11 Kritik 4, Fremad 1967, s. 106-142.
12 I en anmeldelse af bogen i Historisk Tidsskrift 76, 1976, s. 194-198.
13 Meddelelser fra Dansklærerforeningen 3, 1974, s. 364-365.
25 Fortid og nutid