Kommentar

K om m entar

A f Inge Skovgaard-Petersen

Tyve å r efter

Tværfaglige v ikingetidsstudier

M ed denne D u m a s’ske titel b en y tter jeg lej­

ligheden til at kaste et vue over de sidste tyve års vikingeforskning. N år je g h ar valgt at dække så langt et tidsspand h a r det en ganske priv at forklaring: i 1971 skrev je g en afh an d ­ ling i H istorisk Tidsskrift: »V ikingerne i den nyere forskning«. D a je g i 1991 blev bedt om at skrive om et vikingeem ne v ar det fristende, ikke at videreføre oversigten for det ville spræ nge ram m erne, m en på enkelte om råd er at kom m entere nyere stu d ier ved hjælp af gode kolleger indsats. A nledningen til n æ r­

væ rende artikel er, at d er nu i ti å r h a r været afholdt tværfaglige vikingesym posier ved u n i­

versiteterne O dense, A arhus og K ø benhavn sam t i 1990 i K ie l.1

D a je g i 1971 skrev den næ vnte forsknings­

oversigt tilføjede jeg nogle refleksioner over m etodiske problem er: - forskningsfeltet kal­

d er på flere fag, især arkæologi, historie og filologi, h eru n d e r specielt stednavneforskning og runologi. Det v ar nødvendigt at være sig fagenes udsagnsbegræ nsning bevidst. Det var ikke første gang, at disse fag blev kom bineret, m en det er i de sidste å rtie r blevet endnu m ere alm indeligt at sam le forskellige faggrup­

per i sym posier, konferencer, kongresser eller

»netværk«. Interessen for m etodiske proble­

m er i det tværfaglige sam arbejde er derfor ikke blevet m indre, tvæ rtim od. E r det lykke­

des at nå videre gennem sam arbejdet?

Først nogle linier om forskningssituationen i alm indelighed. D erefter kom m enteres vikin­

gesym posierne.

For tyve å r siden v ar det n atu rlig t at be­

gynde udefra: vikingernes færden i vest og

1. F oredragene fra h v ert års sym posium er trykt å re t efter a f forlaget hikuin og A fdeling for M id ­ d elalderarkæ ologi, A arhus.

øst~ m en det, der virkelig tvang fagene sam ­ m en, var de nye byudgravninger: herhjem m e v ar det A arhus Søndervold, R ibe-udgravnin- gerne og uden for det nuvæ rende D anm ark L und og selvfølgelig H edeby — altsam m en inspireret a f de store opdagelser som 2. v er­

denskrigs u d b om bninger a f europæ iske byer havde m edført. T iden om kring å r 800 syntes at angive begyndelsen på det, der blev de nordiske byer. H vad der frem kaldte disse by­

kim var, såvidt jeg kunne se, opsvinget i den in tern atio n ale fjernhandel, m edens an d re hæftede sig ved centralfunktionen, idet både den begyndende rigsdannelse og den kristne mission kunne føres tilbage til dette tids­

punkt. Selv prøvede je g at knytte disse tråde sam m en i afsnittet om oldtid og vikingetid i

»G yldendals D anm arkshistorie« I, 1977, sam m e å r som Det nordiske historikerm øde havde urbaniseringen på sit p ro g ra m .3 H er valgte de nordiske lande forskellige udgan g s­

p u n k ter for processens start.

U den at historikerne i alm indelighed var klar over det, var der im idlertid dukket en anden faktor op. Allerede i 1960-erne havde C .-J. Becker ved store udg rav n in g er i V estjyl­

land gjort opm æ rksom på, at der kunne p å ­ vises en regelm æssig om flytning a f en landsby i keltisk og tidlig rom ersk je rn a ld e r. I 70-erne fik G røntoft efterfølgere4 kulm inerende med Steen H v ass’ påvisning a f en kontinuitet i landsbybebyggelsen i V orbasse fra rom ertid og til årtusindskiftet, da landsbyen fandt sin blivende plads, hvor den ligger den dag i dag.

2. Else R oesdahl h a r sam let vikingefæ rd uden for N orden i bogen »V ikingernes verden«, 1987.

3. »U rb an iserin g sp ro cessen « i N orden I—I I I , cd.

G .A u th en Blom, O slo 1977.

4. C. J . Becker: Frudeisenzeitliche D orfer bei G rontoft, W est J u tla n d . A cta A rchæ ologica X L I I , 1971. S.H vass: V orbasse. T h e D evelop- m ent o f a settlem ent th ro u g h the first m ille­

n ium AD. Journal o f D anish A rchaeology vol 2, 1983.

Bortset fra den overraskende om flytning, der også h ar b etydning for stednavneforskningen fordi m ange landsbynavne m å gå tilbage til det første årtu sin d a f vor tidsregning og altså m å betegne en bygd snarere end en by, be­

tyder disse arkæologiske landvindinger en fornyet opm æ rksom hed om det danske ho­

vederhverv. D er opstod en m ulighed for at træ nge dybere ind i den danske befolknings livsgrundlag og de om skiftelser, som m arke­

res i de skiftende landsbyers størrelse og til­

knytning, sn art til kvægavl, sn a rt til ager­

b ru g .3

»Den v an d ren d e landsby« er naturligvis ikke den eneste nøgle til vort kendskab til jern a ld e ren og vikingetiden - m an m ærke sig at den stationæ re landsby synes a t gå tilbage til det 10. årh, d.v.s. sam tidig m ed rigsdan- nelsen og kirkens etablering. S tabiliteten be­

virker, at d er frivilligt eller ufrivilligt bliver m ulighed for overførsler fra de enkelte gårde til større enheder, der så kunne befæste og udbygge sin m agt.

De skriftlige kilders vidnesbyrd h a r faet ny betydning. A nsgars m ission i 800-tallet, for­

holdet til Tyskland og et fast kongedøm m e, der hæ vdede sin m agt over hele det m iddelal­

derlige D anm ark, er kom m et ind i en ny sam ­ m enhæ ng. Enkelte personnavne på konger og d ro n n in g er og d ate rin g a f store arkæologiske m onu m en ter fra D anevirke til Trelleborgene hjæ lper os til at befolke og d ram atisere vikin­

getidens scene. De m ange ukendte navne på runestenene fra 1 0 ,- ll.å r h . kan fortælle om sociale forhold.6

Et enkelt eksempel kan belyse væ rdien a f sam arb ejd et mellem to fag, arkæologi og hi­

storie: studiet a f Trelleborgene. T il Poul Nør- lunds m onum entale publicering a f det sjæl­

landske Trelleborg kom i 1977 O la f O lsens, Else R oesdahls og H olger Sm idts udgivelse og kom m entering a f de store udgravninger ved Fyrkat. Selvom A ggersborg først h a r faet

5. Se L otte H ed eag er og E rla n d Porsm ose i D et danske lan d b ru g s historie I, 1988.

6. Niels L u n d og K ai H ørby: S am fundet i vikinge­

tid og m id d elald er 800-1500. D ansk social h i­

storie, 2, 1980.

en egentlig publikation i 19857 og kun ganske fa fund er gjort ved N onnebakken i O dense, er der brikker nok til ved hjælp a f den sy­

stem atiske dendrokronologi, i dette tilfælde u d n y ttet a f Tage E. C hristiansen, Niels Bonde og K jeld C hristensen, til at tidsfæste T relleborg til vinteren 980—8 18 og de andre borge til sam m e tid. H erm ed kan vi knytte arkæologiske fund sam m en m ed gam m el­

kendt, skriftlig overleveret, historisk viden om H a rald B låtands og Sven Tveskægs regering, borgerkrigen mellem dem og H arald s død i Jo m sb o rg og begravelse i Roskilde. M en om trelleborgene h a r væ ret et led i H arald s rigs- sam ling eller i Svends o prør afhæ nger igen af daterin g en for H a rald B låtands død.

De tværfaglige vikingesym posier M ed dette overblik over forskningssituatio­

nen i 80-erne i alm indelighed vender vi os til de tværfaglige sym posier. På trods a f vikinge- studiernes indbyggede tværfaglighed synes fagfolk at udvise stor forsigtighed, n å r det gæ lder deres eget fag, m en kaster sig dristigt ud i fortolkninger a f de an d re discipliner. N år m etoden b estår i koordinering, kan m an håbe på frem skridt i den interfaglige forståelse. Er det sket ?

Det første indlæ g fra 1981 ram m er lige ned i det opstillede problem . I O dense talte G il­

lian Fellows Jen sen , Niels L und og T orben K isbye om vikingebosæ ttelsen i E ngland. I det store og hele v ar det især fagene filologi og historie der blev dyrket, m en de blev b e h a n d ­ let både em pirisk og teoretisk. D et gam le strid sp u n k t, betydningen a f de nordiske sted ­ navne blev uddybet. D et virker overbevi­

sende at om hyggelige geologiske udforsknin­

ger a f de pågæ ldende o m råd er giver nye for­

klaringer p å nordiske stednavne, at skellet mellem angelsk og nordisk er m indre end før an tag et — for eksem pel kan th ro p og torp let

7. A ggersborg i tusind år. E d .R o a r Skovm and, 1985.

8. Å rbøger for nordisk O ld k y n d ig h ed og H istorie, 1984.

Inge Skovgaard-Petersen

forveksles - m en at det ikke skyldes, at m an kan se helt væk fra skandinaviske træk har K isbye begrundet: forholdet mellem de to sprog er, som O tto Jesp ersen h a r sagt det:

som et stykke sukker i en kop te: n år sukkeret helt er opløst, kan m an ikke mere sige hvad der er te og hvad der sukker, men i over­

ensstem m else med den æ ldre teori u n d erstre ­ ger han, at den stærke påvirkning a f daglig­

sproget, i de o m råd er hvor den dansk-norske påvirkning h a r væ ret størst, kun kan skyldes en betragtelig ind v an d rin g , m ilitæ r som civil i E ngland fra Skandinavien. At su b stratet n a­

turligvis altid h ar været anglo-saksisk er en selvfølge.

M ed det an d et sym posium i A arhus i 1982 bevægede m an sig langsom t fra E ngland til D an m ark . O le Fenger gav i en oversigt over

»D anelag og danerloven« en nyttig vejled­

ning i spørgsm ålet om m an kan bruge K nud den Stores engelske lovgivning til oplysning om danske love før landskabslovenes tilbli­

velse om kring å r 1200. Jo h a n n e s S teenstrup h a r foretaget dette kunstgreb uden at tage hensyn til, hvad der vitterligt vides om D a n ­ m ark i perioden 1000-1200. Fenger gør op­

m ærksom på at m an ikke kan vente en jæ vn i retsudvikling, n å r der iøvrigt kan påvises m e­

get væsentlige æ ndringer i det danske sam ­ fund i den tid. Sam tidig h a r Fenger u n d er­

streget ligheden m ellem K n u d s og de angel- saksiskes lovgivning. Niels L und talte om

»Lid og leding«, den private vikingetog over­

for det statslige flådeopbud. Trods væsentlige ligheder i opbygningen a f disse to in stitu tio ­ ner — anføreren a f et lid (= hird) hedder i de nordiske lande »drot«, et ord d er senere b ru ­ ges som synonym t m ed konge - kan m an ikke regne ledingsflåden som redskabet for erob­

ringen a f E ngland. L edingen var, fra den tid vi h ar kendskab til den, o p b u d t over hele landet og havde begræ nsede opgaver. Endelig er vi helt hjem m e m ed Else R oesdahls »Fra vikingegrav til V alhal«. Forestillingerne sta m m er fra den nordiske mytologi, som is­

læ ndingene h a r overleveret den, de her be­

nyttede eksem pler på fornem m e grave især er danske. Forskelle m ellem m ytologi og fun­

dene sættes i forbindelse m ed danske og no r­

ske forhold, for eksem pel om tales hjelm og

brynje som fast tilbehør i norsk-islandske skjaledekvad, hvorim od disse ting aldrig er fundet i danske ryttergrave. - H er kunne der nok findes an d re forklaringer end netop n a ­ tionale.

Som m an ser, er det vanskeligt at finde den røde tråd i netop dette sym posium . Tre in te r­

essante og hver for sig tværfaglige foredrag m angler det enhedspræ g, der fandtes i det første sym posium . M uligheden for at lære a f h in an d en er reduceret til det helt alm ene.

Alligevel bør det noteres, at tre forskellige fag er repræ senteret. D et sam m e kan ikke siges om det tredje sym posium , der blev afholdt i K øbenhavn. R ichard M . Bailey og Ja m e s L ang holdt arkæologiske foredrag om vikin­

getidens kontakter på de britiske øer. Else R oesdahls »A ggersborgproblem er« v ar d e r­

im od ikke rent arkæologiske, m en inddrog alle Trelleborgenes funktion - som u d g rav ­ ningerne kan afsløre - og deres form ål. A g­

gersborg skulle have sin specielle opgave, o p ­ syn med Lim fjordssejladsen og den davæ ­ rende forbindelse til Norge. D erved skulle netop denne borg være garnison for kongens private »lid«, »en afløser for lidt ældre bal- tisk-russiske togter og en art forløber for de lidt senere E nglandstogter;« - i b etrag tn in g af at m an ikke en gang ved om denne borg blev færdigbygget, forekom m er det dristigt at til­

lægge A ggersborg specielle opgaver i en tid, da kongem agten m åtte værge sig m od landets indvånere.

Ved det fjerde vikingesym posium i O dense 1985 var der heller ingen sam m enhæ ng m el­

lem de tre foredrag, så interessante og »tvæ r­

faglige« de iøvrigt var. N år G ert K ra u tz e r skrev om »Die M eerw eiber« var både filologi og religionshistorie involveret, for såvidt som den rige nordiske h avfruetradition h a r klare forudsæ tninger i den tidligt m iddelalderlige

»Physiologus«. D ette værk h a r tydelige m o­

ralske tendenser, m en havfruem otivet udvik­

ler sig selvstæ ndigt i pikante detaljer. D er­

im od var R. I. Pages foredrag om »R unic links across the N orth Sea« ren t filologisk, m en særdeles nyttigt for vikingetidsforsknin- gen. Endelig tog Tore S. N yberg sig a f »N or­

diske territorialinddelinger«. Det p åstås vel ikke at disse in stitu tio n er alle g år tilbage til

vikingetiden bortset fra syssel-inddelingen, der sættes i forbindelse m ed Je lling-dynastiet - hvor efter m in m ening herredsinddelingen, der anses for yngre end sysler snarere hører hjem m e, m en at overordnede inddelinger pe­

ger på en eller anden form for centralm agt kan ikke nægtes. D et ville være spæ ndende, m en m åske nok h a sa rd eret at søge bag om vikingetiden. D en boinddeling, der kan spo­

res i N ordjylland, m ed klare paralleller til Sverige m å være æ ldre end syslerne. En tre­

deling, som foreslået a f N yberg, m arkeret af landsbyer m ed navnet H usby, a f trelleborge og sysselinddeling, kræver bedre daterin g og identificering end der foreløbig er for hånden.

Til gengæld m å det siges at foredragene fra vikingesym posiet i A arhus 1986, så forskellige de end er, klart holder sig til vikingetiden, ja , i Stig Jen sen s »D et ældste Ribe - og vikingeti­

dens begyndelse« netop tager periodeaf­

græ nsningen op. H vor m an før i tiden lod vikingetiden begynde m ed nordboers angreb på E ngland i slutningen a f det 8. årh. og helst ville sætte græ nsen mellem forhistorie og al­

m indelig historie ved å r 800, h ar R ibeud- gravningerne tvunget os 100 å r tilbage. Både m øntfundene, de såkaldte sceattas, og den- drokronologiske d aterin g er er sikre kendetegn på en u rb an bebyggelse fra begyndelsen a f 700-tallet. Stig Jen se n gør rede for forløbet, d er længe kun om fattede den tidligste tid frem til ca. 760 m en nu efter nye fund a f både bebyggelse- og grave sikrer en u b ru d t konti­

nuitet fra bygrundlæ ggelsen og efter en flyt­

ning til syd for Ribe å-d elta ca. 1100 frem til det nutidige Ribe. I p aran tes bem æ rket kan m an undre sig over, at arkæ ologerne stadig skelner mellem det før-vikingetids og vikinge­

tids Ribe. Forklaringen m å vel søges dels i troskab over for etablerede tidsgræ nser, dels i opfattelsen a f vikingebegrebet.

M an skulle tro at Peter Sawyer slet ikke havde lagt m æ rke til den næ vnte æ ndring i periodeafgræ nsningen at døm m e efter hans b idrag til sym posiet: »T he C h ristian isatio n of S candinavia«. D et ville være uretfæ rdigt i be­

trag tn in g a f at han allerede da m å have været i gang med sit bind a f G yldendal og Politi- kens D anm arks historie, hvor han netop lader

vikingetiden om fatte tiden fra 700 til 1050.9 M en i den hervæ rende forbindelse er han ude i et an d et æ rinde. På g ru n d lag a f det gam m el­

kendte m ateriale, A nsgars levned og A dam af Brem en h ar han fæstnet sig ved de m ange tegn på hedenskabets overlevelse: det var en langsom proces at kristne N orden, det var ikke gjort m ed at H arald B låtand erklærede at nu v ar d an ern e kristnede. Det er ganske givet en sund indstilling, m en den kan også virke den anden vej: hedenskabet forudsæ tter kristendom m en, for nu at udtrykke det p a ra ­ doksalt. M an kan ikke, som det så ofte er gjort, operere m ed at A nsgars budskab faldt på stengrund. T h o rsh am re og T hor-indskrif- ter på runesten fra 9 .-1 1 .årh. tyder på en religionsm odsæ tning i hele vikingetiden.

O gså det tredje foredrag er et forsøg på at vriste ny viden a f kendt m ateriale, nem lig runestenene. B irgit Sawyer forsøger i »Vad sager runinskrifterna om arv och agande?« at bruge de lakoniske indskrifter til at fortælle noget om ejendom sforhold. Et p a r indskrifter taler direkte om overdragelse a f gods, eventu­

elt i form a f arv. H vad der særlig h ar fanget foredragsholderen er de indskrifter, der om ­ taler kvinder. På g rundlag a f slæ gtskabsfor­

holdene u dkaster hun en teori om kvindelig arvefølge, der ikke uden videre kan afvises.

H vor meget der tilkom kvinderne og hvordan forholdet m ellem de på stenen næ vnte p arter og de slægter m an iøvrigt m å anse som arve­

berettigede kan ikke sluttes a f de kortfattede tekster. M en selvom m an tøver med at anse runeindskrifter i alm indelighed som arvedo- kum enter på det her foreliggende grundlag, er det ganske klart, at der er m uligheder i Birgit Sawyers m åde at u dnytte m aterialet - blan d t andet føler m an sig overbevist om at centralm agtens in d b lan d in g i form ueoverdra­

gelsen (bøder, testam en ter og konfiskationer) i sen vikingetid og i m iddelalderen m åtte støde sam m en m ed odelen, slægtens hævdelse a f gam le rettigheder og kunne være b a g g ru n ­ den for, at m an i ru n er på sten gjorde rede på slægtskabet.

I det sjette vikingesym posium i K øben- 9. P eter Saw yer: D a D an m ark blev D anm ark.

D an m ark s historie I I I , 1988.

Inge Skovgaard-Petersen

havn i 1987 er der bortset fra en kort m ed­

delelse om de spæ ndende fund i Lejre to fore­

drag, der in d d rag er to norrøne bebyggelser, der hidtil ikke, hverken i forbindelse med disse vikingesym posier eller i anden dansk sam m enhæ ng h a r væ ret genstand for sy n d er­

lig opm æ rksom hed, nem lig Fæ røerne og S hetland. Ifølge det første: » L an d n am et på Fæ røerne« a f Sim un V. Arge tyder nye fund på, at den første stabile bebyggelse på øerne er sket i 900-tallet. Eventuelle irske ophold synes ikke at have væ ret langvarige eller sæ r­

lig om fattende - de irske g enstande kan en d ­ og være m edført a f skandinaver, der efter de islandske forhold at døm m e ofte først prøvede deres lykke på de britiske øer. D a nord b o ­ erne, vel fortrinsvis nordm æ nd, slog sig ned, kom binerede de norske med færøske livsfor­

hold, præ get a f m angelen på træ og rigdom ­ m en på fisk, fugle og græs til får.

På S hetland er der derim od klare spor a f æ ldre bebyggelse, før vikingerne kom, at døm m e efter L indsay J . M acgregors foredrag.

»N orse Settlem ent in S hetland: A case study«. De topografiske forhold h ar bestem t hvor, der er godt at bo. M en nordboerne udvidede den ældste bebyggelse m ed mere u d satte bopladser hvorfra d er kunne drives havfiskeri. De overvågende tårne, »brochs«

fra piktisk tid kan stadig ses, m en den dertil hørende bosættelse m å være dækket a f den norrøne, ligesom m an tæ nker sig, at piktiske agerbrug er overtaget a f nordm æ ndene. Det afgørende arg u m en t for denne opfattelse er sted n av n em aterialet, der næ sten udeluk­

kende er vestnordisk. D et næste vikingesym ­ posium O dense 1988 fortsatte linien fra det forrige: efter en generel ra p p o rt om konge­

m agt i D an m ark blev nye geografiske om ­ rå d er lagt u n d e r lup: N ordnorge og Irland.

O la f O lsen fem drager hovedelem enterne i kongedøm m et i vikingetiden: m ange personer blev om talt som konger uden at være herrer over m ere end det skib de styrede, som det er sagt a f Peter Sawyer. De konger, der havde frem tiden for sig, m åtte også have et te rri­

torium at råde over og m an tillagde dem ev­

ner som religiøse ledere og beskyttere a f deres folk. D ertil støttede han sig på sin livvagt og - h v o rn år det så end begyndte - på m uligheden

for at udskrive m ænd til større m ilitæ re u d ­ gaver. Før det kom så vidt, h ar m an muligvis haft sm åkonger i dele a f landet, m en allerede i begyndelsen a f vikingetiden viser D anevirke og sandsynligvis Ribe, at der i den sydvestlige del a f D an m ark h ar eksisteret en m agt, der overgik de andre. K an h av ek an alen på Sam sø og skibsbyggeriet peger på herredøm m et over de danske farvande som det egentlige g ru n d ­ lag for den ældste danske kongem agt. H e r­

im od m å det anføres at sørøveriet, d er m å være et tegn på et svagt herredøm m e over farvandene, var en plage som både R im bert og A dam a f B rem en stønner over. O gså den ældste søret hæ vder, at skibe først kunne regne m ed kongelig beskyttelse - som m an betalte for — n å r m an var kom m et i havn i byerne. Spørgsm ålet er om m an ikke i højere grad end det hidtil er gjort skal operere med en prim itiv form for feudalism e, hvor særlige m uligheder for m agtudøvelse befæstede et dy­

nasti i forhold til de andre.

I N ordnorge helt oppe i H ålogaland kaldte O tta r sig over for den engelske kong Alfred som den norske høvding der boede nordligst m ed sam er og b jarm er - hvis sprog ligner h inan d en som naboer. O lav Sverre Jo h a n se n er arkæolog og h ar foretaget u d gravning på disse kanter. K oordineringen a f fundene og den ganske fyldige rejseberetning O tta r h ar givet kaster et fascinerende lys over et vikin- geliv, d er m åske også giver en begrundelse for vikingernes færden i udlandet: O tta r o ppe­

bæ rer lokale varer, f.eks. h v alro stan d og m ange slags skind fra n om aderne i F in m a r­

ken, som han havde un d erlag t sig. Ifølge den berøm te rejseskildring h ar hans »handel«

m ere haft k arak ter a f en gaveudveksling. Selv sad O tta r på sin gård, som Jo h a n se n h a r søgt at identificere m ed de større bebyggelsesto- m er i om rådet.

D en sidste artikel i dette hefte om vikin­

gerne i D ublin, in d d rag er et helt nyt aspekt i vikingestudierne, nem lig de vanskeligheder ikke m indst arkæologiske u dgravninger i be­

byggede o m råd er står over for. E n kort be­

skrivelse a f lokale kræfters sam arbejde for at skaffe så m egen viden som m uligt og bevare de m aterielle resu ltater i kam p m od bystyre og økonom iske interesser er ikke alene en suc-

ceshistorie, m en også en påm indelse om til­

fældighedernes spil i arkæologisk og historisk forskning.

De to sidste hefter m ed vikingesym posier er helliget bestem te om råder: det ottende be­

h an d ler vikinger i R usland, det niende Sles- vig-H olsten.

M an m æ rker m ed det sam m e at K n u d J o r ­ dals b idrag »V ikingetiden i m oderne sovjetisk forskning« er blevet til i en forvandlingspe- riode. D er gøres et forsøg på at dele sol og vind lige i forholdet m ellem skandinavisk og slavisk indflydelse, det vil sige at nordboernes tilstedeværelse anerkendes, m aterielt som

»ideologisk«, m en m ed en stadig u n d erstreg ­ ning a f at »Rus« — navnets etym ologi er ikke forklaret - eksisterede før den skandinaviske indflydelse satte ind, byer v ar g ru n d lag t og tidlige typer a f statsdannelse forekom. R esul­

tatet udtrykkes m eget præcist: V ilhelm T hom sens »D et russiske riges grundlæ ggelse ved nordboerne« er forældet og afløst a f en

»objektiv antinorm anism e«! At T hom sens berøm te bog ikke havde helt så om fattende indholdsbetydning som titlen antyder, b eret­

tiger ikke til pure a t afvise den, og at bruge betegnelser hvori ordet »anti« indgår kan al­

drig være objektivt. Im idlertid h a r J o rd a l et andet forslag at byde på: han taler om at se hele om råd et syd og øst for Ø stersøen for D et baltiske kulturelle økonom iske fællesskab i 8 .-1 0 .årh. — et vikingetids Comecon! - hvis forhold til S kandinavien skal belyses. Til sidst opstiller K n u d J o rd a l en tidstavle, en periodi- sering, væ sentlig på g ru n d lag a f de skriftelige kilder som ingen kan have noget im od - b o rt­

set fra at det baltiske i praksis er erstattet med russisk.

Det er naturligvis vigtigt at få at vide, hvor­

d an m an i hvert fald for få år siden så på det gam le nom anist-problem i Sovjetunionen, m en bortset fra det historiografiske er der m ere at hente i G u n n a r Svanes »V ikingeti­

dens nordiske låneord i russisk«, dels fordi ikke-russisk kyndige er overraskede over b redden a f den skandinaviske påvirkning, der udover den sociale term inologi som R ahbek Schm idt påviste o m fatter personnavne, sted­

navne - bl.a. ordet rus der »anskues som et sekundæ rt nordisk lån m ed østersøfinsk m el­

lemled« — ord for handel, søfart og fra h u sin d ­ retningen. På den anden side h a r Svane ikke m edtaget russiske låneord til nordisk; det er der eksem pler på i Jo rd a ls artikel.

Forudsæ tningen for enhver kontakt mellem skandinaver og russere v ar først og frem m est sejlads på floderne. O le C rum lin-P edersen har i »Vikingernes »søvej« til Byzans« ved hjælp a f flodsejladser ru n d t om kring i verden betonet væ rdien a f lette både, der kunne bæres på vanskelige steder, b la n d t andet D njeprs berøm te strøm hvivler. H an frem hæ ­ ver den udspæ ndte stam m eb åd som ideel til form ålet. D en kendes i Sverige u n d er navnet

»esping« (fordi asp estam m er h ar leveret m a­

teriale til den) og netop a f den b ådtype er der fundet stykker i et voldanlæ g fra 1044 i Nov- gorod! C rum lin-P edersen næ vner an d re ty­

per, der h a r væ ret bru g t i R usland h voraf nogle sandsynligvis er nordiske, m edens

»espingens« oprindelige hjem land ikke kan afgøres. — Endelig h a r A nnette Lerche Trolle redegjort for de nye u dgravninger ved S tarajo L adoga og på en ø i sum pene ved N ovgorod.

D erm ed synes sagaernes H olm gård at være kom m et for dagens lys og en m eget vigtig brik i vikingernes historie i Ø sterled at være faldet på plads.

Det sidst udgivne hefte a f de tværfaglige vikingesym posier er fra 1990. D et behandler et om råde, d er aldrig h a r væ ret ude a f vikin- geforskningens opm æ rksom hed. H er h a r tre arkæologer, to historikere, en palæ obotaniker og en stednavneforsker undersøgt bosæ ttelsen i den østlige del a f Slesvig-H olsten og be­

kræftet de kendte vikingeforekom ster, først og frem m est D anevirkes og H edebys afgørende betydning for om rådets historie. På disse k an ­ ter finder m an tanken om en u d v an d rin g til B ritannien bekræftet og derved en baggrund for nyopdyrkning a f jo rd en e, nygrundlæ g­

gelse a f landsbyer og etableringen a f en in te r­

national handelsrute; H edeby grundlæ gges a f en dansk konge, der udøver m agt over større og større dele a f D an m ark m ed egnen mellem Slien og E jderen som udgangspunkt. M ed H enning U n v erh au s artikel, der sam ler de øvrige b idrag i heftet, er der lagt op til en diskussion a f i hvor høj grad velkendte, skrift­

lige vidnesbyrd kan forenes m ed de arkæolo-

Inge Skovgaard-Petersen

giske lan d v in d in g er til en ny syntese om, hvad d er skete i de sidste å rh u n d re d e r før årtusindskiftet.

K o n k lu sio n

De ni tværfaglige vikingesym posier er i maj i år fulgt a f et tiende hvis p u blikation vi kan vente til næ ste år. Som K ieler-heftet viste, lad er det sig gøre ikke alene at sam le artikler fra forskellige fag m en også at sam le dem i en historisk slutning. D et h ar hidtil m anglet, idet den eneste form for sam ling er velkom ­ sten til hvert enkelt sym posium , d er er aftrykt som forord i hefterne. De b estår væ sentligt i en kort redegørelse for heftets indhold, even­

tuelt dets forudsæ tninger. M en den upreten- siøse frem træ den er ikke bare en dyd. H vad m an stadigvæ k kunne ønske, er en opsam ling a f det fornyende i hvert sym posium : h a r det været m uligt at få fagene til at belyse h in a n ­ den? Som historiker savner m an især overvej­

elser a f de forskellige elem enters sam m en ­ hæng og dynam ikken i forløbet.

U den at forklejne hverken de enkelte sym ­ posier eller de enkelte indlæg kunne m an ø n ­ ske at disse endages-sem inarer med fa indlæg og en diskussion, der ikke m eddeles eftertiden, blev benyttet til at påvise det nye i dagens d eb at, at tvæ rfagligheden h a r betydet ny vi­

den, der kunne inddrages i kom m ende m øder

— eller for at sige det konkret: vikingerne æ n­

drede sig i tiden fra det 8. til det 1 l.å rh .