THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

—

EMIL RASMUSSEN

jU

Løgnens Riddervagt

. A .

M- v.'s -• w\. . H , - : \ - "i

- - - ' i y

S

„BARBARKVINDER"

O G D A N M A R K

. o )

—

' 1 • V

tf« : . .

9

NORDISKE FORFATTERES FORLAG KØBENHAVN 1917

t 4

/

I VERDENSKRIGEN ^1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

(2/7;?

130019382533

fef # )>)

EMIL RASMUSSEN

Løgnens Riddervagt

„BARBARKVINDER O G D A N M A R K

NORDISKE FORFATTERES FORLAG KØBENHAVN 1917

rkkeri. København.

I~\ e* bundhykleriske, satanisk løgnagtige, forlorent mo- U ralske Entente-Skraal mod den øjensynlig højst ube­

lejlige »Barbarkvinder« har gjort Front mod »Nordiske Forfatteres Forlag«, mod Bogen og navnlig — i Pøbelagtig­

heder saa aandssvage og lavt liggende, at deres Lige næppe før er set i Danmark — mod min ringe, men ubekvemme Person.

Længe før »Barbarkvinder« udkom har et enkelt Rep- tilie-Blad søgt at komme det formastelige Forlag tillivs. Nu under den store Offensiv betegner man det som »mistænke­

ligt«. Nuvel: vi udgiver for Alverdens Øjne de tyske offi­

cielle, officiøse og halvofficiøse Skrifter. Det samme har Gyldendal og Aschehougs Københavnerkontor, som alle ved, gjort før os. Pio gør det selvsamme for Ententen. Er det maaske en Forbrydelse? Tror noget normalt Menneske, at Tyskland kan spærres ude fra at tale til de neutrale Folk?

Ønsker noget eneste rettænkende, uhildet og ubestukket Menneske, at det skulde ske? Ønsker man at tvinge Tysk­

land til at grundlægge tyske Forlag heroppe for at faa sine Bøger ud?

Frækheden overskrider dog ethvert rimeligt Maal, naar den for sine farlige Opviglerier mod Tyskland stærkt kom­

promitterede Lakaj Friis-Møller, der er fast knyttet til et konkurrerende Forlag, selve Ententens Propaganda-Forlag, tillader sig ikke blot at mistænkeliggøre vort Forlag men i højkomisk Positur å la engelsk Konsul-Konge ligefrem

4

truer enhver, der taler Tysklands Sag, paa Liv og Næring!

Den Skvalder turde blive ham dyr! Foreløbig ser jeg ingen Grund til at skjule, hvad der er mig meddelt af rette Ved­

kommende, atPios Forlag selv i sin Tid har ønsket at udgive de tyske Propagandaskrifter, naar blot Forlaget ogsaa maatte faa de tyske Hvidbøger — som imidlertid paa hint Tidspunkt laa fast hos Gyldendal. Men hvorledes var det med det tyske Propagandahefte: »Beretninger fra det store Hovedkvarter?« Udkom det ikke hos Pio? Er Forlaget i saa Fald ikke »mistænkeligt«?

Samme Hr. Friis-Møller afslører nu hele sin lille Kræm­

mersjæl ved en meget betegnende Interesse for, hvad For­

laget mon kan tjene paa Affæren. Lad ham trøste sig! Be­

tydelig mindre end Pio! Tyskland fører — ogsaa paa det aandelige Omraade — sin Krig adskillig billigere end Ententen. Vi er garanterede mod Tab, men har hverken ønsket eller ventet at tjene Penge paa Tysklands heroiske Kamp for Liv og Ære. Ogsaa Bestyrelsens Arbejde er ulønnet. Jeg skylder Tyskland evindelig Tak for alt, hvad jeg har modtaget fra tysk Kultur, som ogsaa for den noble, højsindede Maade, hvorpaa det gennem mange Aar — i behagelig Modsætning til mit Fædrelands Anmelder-Pøbel

— har modtaget mig og mine Bøger. Jeg er glad ved paa denne Maade at kunne vise min gode Vilje til at afbetale en ringe Del af min Taknemlighedsgæld.

Endelig skal jeg oplyse, at alle Forlagets Aktier uden Undtagelse er paa vederhæftige danske Mænds Hænder og ikke kan afhændes. Hvor mange store, nationale Foreta­

gender er der ikke, som langtfra kan sige det samme!

»Barbarkvinder« er, som enhver normal Læser øjeblikke­

lig ser, en Satire over det Bjærg af raa og sindssvage Løgne, Ententen har. væltet ud over sine Lande og — hvad der særlig vedkommer mig og os alls — hvormed det har

5

øvet en politisk farlig, sindsforgiftende, sjælsforraaende Indflydelse paa tre Fjerdedele af det danske Folk, dels gen­

nem hadefulde Brochurer, dels gennem vor landsforræderske Reptiliepresse, dels gennem mundtlige Skrøner udspredt af talløse Agenter, bragt videre af mandlige og kvindelige Hysterikere.

Jeg talte nylig med en dansk Husmoder, som efter at have opholdt sig i Tyskland under hele Krigen var hjemme paa et kort Besøg hos sin Familie. »Jeg har Indtrykket af, at jeg er kommen hjem til en eneste stor Galeanstalt! sagde hun. Hvad de Mennesker gaar omkring og tror! Er Dan­

skerne virkelig saa dumme! Til alt, hvad jeg fortæller, siger mm Familie blot: ja, vi véd jo godt, at Du har maattet af­

lægge Ed paa intet at røbe om de rædselsfulde Tilstande!!!«

Ja, det kan desværre ikke skjules: det danske Folks Dum­

hed har holdt Maal med Løgnesmedenes æventyrlige Fræk­

hed.

Hvilke Kameler har ikke Danskerne slugt under Graad og harmdirrende Tænderskæren!

Hvor maa ikke Ententens Agenter, naar de mødtes i Enrum, have krummet sig af Latter over Danskernes bund­

løse Enfoldighed!

Blot nogle Eksempler blandt utalte Titusinder.

Hvem har ikke troet paa Svindelen med de afhuggede Børnehænder? Hvor mange har ikke for Tid og Evighed faaet deres Følelser overfor Tyskland forgiftede af denne ene modbydelige Løgn! Jeg har endog i det fremmede hørt en bøjistaaende dansk Embedsmand fortælle, at der hos hans egen Broder befandt sig to belgiske Børn med afhuggede Hænder. Han var selvfølgelig i god Tro og anede ikke, det var Løgn. Den samme Svindel dreves i Rom. Dér fortaltes ogsaa Krøniken om, at der ude i Vatikanet befandt sig 80 frugtsommelige belgiske Nonner, som Tyskerne havde vold­

taget. Vatikanet maatte tilsidst dementere det ondskabsfulde Vrøvl. Ifald man kan tro »Ekstrabladet«, skal »Verdens

6

Gang« have skrevet: »Det var ikke de tyske Soldater, som voldtog de belgiske Nonner. Tværtimod!« Alle Midler er gode til at stive Løgnen af! Billeder af russiske Jødepro- gromer er blevne retoucherede og udgivne for tyske Gru­

somheder i Polen. Historiske Skildringer af Englændernes Grusomheder i Irland er blevne serverede paa samme Maade. Endnu for ganske nylig gik der gennem hele Pres­

sen en Løgn om, at en tysk Undervandsbaad havde ladet opstille 40 fangne Sømænd paa Dækket, derpaa var dykket ned og ubarmhjertig havde ladet alle drukne. Frederik Böök meddeler en Ytring af en russisk General, der forsikrer, at Tyskerne har begyndt Krigen for at det perverse Folk kunde faa en Lejlighed til at myrde smaa Børn! Hvordan maa det ikke se ud inde i Hovedet paa en saadan Mand!

Overordentlig udbredt er Historien om, at de tyske Børn kommer hudløse til Verden. Mange tilføjer: uden Negle!

Jeg har selv hørt fortalt som aldeles paalideligt, at Skolerne i hele Sydtyskland var lukkede, fordi Børnene ikke kunde udholde at sidde paa deres hudløse Ender. Her gaar Hud­

løsheden altsaa helt op til Skolebørnene! Da jeg ifjor kom hjem fra en fleraarig Rejse baade i Ententens og Central­

magternes Lande, fortalte en Direktør for en af Landets store Forretninger mig i rammeste Alvor, at nu pressede Tyskerne Fedt af Maddiker! Det er blevet troet, at de smel­

tede Fedt af Fjendens og egne Soldaterlig, at de fremstillede Glycerin af dem til Ammunitionsbrug, at de aad Ligene i Form af Pølser! Det er fortalt, at man ikke averterede Dødsfald af Børn under 12 Aar, fordi man aad Ligene!

Jeg har set en engelsk Bladartikel, hvor en »Dr. phil. Erik Hansen« staar inde for, at Tyskerne er Menneskeædere. En dansk Dr. phil. — og han er virkelig Dr. phil. — er kommen hjem fra Tyskland og har fortalt, at han har set (!) en Mand blive skudt ned, bare fordi han havde rakt Hovedet ud ad Vinduet paa Toget.

Paa det seksuelle Omraade er der fortalt, at alle tyske

7

Kvinder blev tvangsmæssig befrugtede. Det er blevet troet, at de sønderjyske Piger blev fragtede til Vestfronten og pris­

givne Soldaterne, for at de kunde føde Tyskland Rekrutter.

Omvendt har man sagt, at Tyskerne gjorde de franske Kvin­

der i de besatte Landsdele sterile, for at de ikke efter Krigen skulde kunne forøge Frankrigs Befolkning. »Øjenvidne­

beretninger« om, hvorledes tyske Soldater paa offentlig Gade holdt belgiske Kvinder, mens Officererne bestialsk voldtog dem, er gaaet gennem hvem ved hvor mange, ogsaa danske Blade!! Jeg har set offentlig udstillede italienske Brevkort, hvor det tyske Officerskorps i højst »anskuelige« Billeder, der ikke lader sig nærmere beskrive, sigtes for Sodomi. Paa et fransk Billede ser man et Barnelig, som en Lystmorder har spiddet til Jorden med sin Bajonet — omgivet af de traditionelle tømte Vinflasker. Paa et andet sidder tre svi­

rende »Bocher« døddrukne, mens en halvnøgen, skøn Kvinde ligger spiddet paa Jorden.

Hvilken pseudovidenskabelig Galimathias er ikke ud­

spredt gennem gratis Tilsendelse af et Skrift som Bérillons forrykte »Psychologie de la race allemande«, hvor der f.

Eks. ofres 8 store Sider paa at skildre den saakaldte »tyske Stank«, der endog efter omhyggelig Desinfektion holder sig i to samfulde Aar, hvor Tyskere har boet!

Hvilke Floder af ophidsende Løgne er ikke spredt gen­

nem et saa grundig gendrevet Skrift som »Jeg anklager —«

af »En Tysker«. Hvad har ikke »Klokke Roland« paa Sam­

vittigheden !

Kejseren kaldes sindssyg og pervers, en bloddryppende Lystmorder. Paa franske Billeder ser man ham med højst­

egen Haand myrde Børn og Kvinder. Det har under disse Dages Forfølgelse været mig en Kilde til Trøst, at der dog fandtes ét Menneske i Verden, som eventuelt var sunket dybere end jeg. Ak, Glæden vil kun vare, til Hr. Friis-Møller opdager, at det er mig, som i al Stilhed har gaaet og øvet alle de Lystmord, Kejseren er sigtet for.

8

At Prinserne kun omtales som Tyve og Røvere, at Kron­

prinsen en Tid lang blev slaaet ihjel mindst en Gang om Ugen, at Kronprinsessen var ham utro etc. er Ting, som alle har hørt.

Mod hele dette forrykte, uhumske Løgnemateriale, der kunde forøges ad libitum og en Dag vil blive udgivet, sigtet og samlet, er det nu, »Barbarkvinder« retter sit satiriske

Angreb.

Som en Advokat maa imødegaa alle sin Modparts Tan­

ker, har jeg med frejdigt Humør indladt mig paa alle Løgne­

smedenes vanvittige Idéer og selvfølgelig ikke ofret dem en Gendrivelse, men udleveret dem til Latteren.

Hele Bogens Stof er hentet fra Løgnesmedenes Værksted.

Min Andel i Bogen er simpelt hen den, at jeg har arran­

geret alle disse raadne Æg, alle disse giftige Stinkbomber, og bragt en Slags Sammenhæng og Methode i Galskaben.

Jeg har for at skabe en Art vanvittig Handling i Løgnens Aand opfundet en Række »Bocher«, tilberedte af de Ingredi- entser, som Løgnerne paastaar er særlig typiske for Tysker­

ne. Jeg har forenet de spredte Træk til et anskueligt Hele, har draget Forbindelseslinier og tildigtet nyt Stof i logisk Konsekvens af det allerede givne Materiale. Og det hele har jeg gjort latterligt. I Steden for at udløse hysterisk Had, udløser jeg en sund og helsegivende Latter, der visse­

lig ikke forgifter nogen Moers Sjæl.

Jeg er Fader til Bogens Form, men ikke til Bogens Stof.

Nu har man kaldt Bogen sindssyg, svinsk, pervers, »im- becille Indfald, fostrede i et kønsligt depraveret Menneskes Hjærne.« En Anmelder finder, at den minder om en Reno- vationskusks Memoirer.

Skulde jeg indvende noget mod denne Karakteristik,

9

maatte det være, at den ikke synes mig tilstrækkelig ned­

rakkende.

Jeg savner Udtryk som satanisk eller djævelsk i Vur­

deringen af Bogens Stof.

Hvorvidt Kilden nu er at søge i Inskriptioner paa køben­

havnske Nødtørftshuse, som Hr. Friis-Møller, der er mere lokalkendt end jeg paa disse Enemærker, hvor han har publiceret sine første Begravelsesvers, eller den hellere skal søges i Londons, Roms, Paris's Kloaker, Latriner og Bor­

deller, er en kildekritisk Undersøgelse, der ikke interesserer mig; jeg har arbejdet med Stoffet, som jeg forefandt det i

Løgnesmedenes værdifulde kunstneriske Bearbejdelse.

Men jeg synes jo altsaa at kunne blive enig med mine Kritikere om, at en Flok mere sindsforvirrede, perverse, sjælsraa, saadistiske, galdesyge, satanisk nederdrægtige og hadefulde Svin end Ophavsmændene til det Væv af Løgne, hvori man har søgt at kvæle Tyskerne, da man ikke kunde fåa Bugt med dem paa ærlig Vis — har Verden ikke set.

Alt dette skal jeg indrømme d'Herrer Sprællemænd og deres hemmelige Traadtrækkere. Er De saa tilfredse?!

Nu har man fra mere tyskvenlig, men ganske uforstaa- ende Side insinueret, at jeg har skudt over Maalet.

Hvor, med Forlov?

En opholder sig over, at jeg lader Kejser Wilhelm spille Kegler med en Hertugindes afhuggede Hoved. Nuvel: paa et Billede i et af Ententens Agitationstidsskrifter ses Kejseren sidde og svire med de tyske Fyrster. Han drikker Blod af en Hjærneskal! Hvad er værst?!

Samme Mand beklager sig over »uartige« Ord. Han tænker vel paa Bogens Motto: »Har De maaske Lyst at kysse en preussisk Sekondlieutenant i Rumpen, Hr. Profes­

sor. — Nej, Hr. Hofjægermester!« Men dette er en ordret gengiven Ytring af en virkelig dansk Hofjægermester, og jeg fandt den saa guddommelig typisk for, med hvilken Dyb-

10

sindighed man gransker og med hvilken Lethed man løser det store skæbnesvangre Spørgsmaal: Danmark-Tyskland.

Men saa »Liebes-Ersatz« — den skyldes da for Pokker min egen forrykte, perverse Fantasi! Ak nej! Hvem ken­

der ikke den tarvelige engelske Vits : »Nu har Tyskerne

»Ersatz« for alt muligt — nu mangler de kun Liebes-Er­

satz og Sieges-Ersatz. Poincanard og Hindenburg har imidlertid afhjulpet Savnet.

Ja, men saa er der en skammelig Scene mellem Frøken Dydsine Lilie og Hr. Overbefrugteren i et Biografteater. Det maa dog være et Foster af min stinkende Pesthule af en Fantasi! Nej desværre! Det er en dansk Dames Oplevelse i et Biograftheater i en af Ententens oh saa moralske Ho­

vedstæder.

Nej, det Billede, jeg har tegnet, overdriver ikke.

Jeg anser det overhovedet for utænkeligt, at nogen Hjærne, den være sig nok saa sindssyg og pervers, skulde kunne forcere Løgnen endnu yderligere, end Løgnesmedene allerede har gjort.

Om jeg havde modereret Bogen, havde jeg simpelt hen dræbt Komikken og løbet den Risiko, at Ententen havde oversat Bogen og udgivet den som »Barbarkvinder af Emil Rasmussen. Et dansk Øjenvidnes Afsløringer af de haar- rejsende tyske Tilstande.« Man har set værre Ting af denne Art under Krigen.

Derimod kunde jeg have drevet Bogen ud i ganske an­

derledes Yderligheder.

Jeg kunde være gaaet ind paa Ententens Homoseksuali- tetshistorier.

Jeg kunde uden at overgaa Billedernes Raahed ladet Kejser Wilhelm personlig hugge Hovedet af de Münchener Damer.

Jeg kunde have malet ham i en mørk Skov en sort No­

vembernat, hengivende sig til sine mer omtalte Lystmord.

11

Jeg kunde endelig have dvælet ved Udmalingen af de erotiske Situationer.

Ingen voksen Mand eller Kvinde kan paastaa, at jeg har gjort det. Alt er sobert. Ingensteds kildres Læserens erotiske Fornemmelser. Jeg appellerer udelukkende til Latteren, og selv en forud indtagen; ententevenlig Læserinde har sagt mig, at da hun lukkede Bogen, huskede hun kun alt det morsomme.

Men at der ikke kan skrives en Solstraalefortælling for smaa Piger om alt dette Vanvid — det turde sige sig selv.

Det er klart, at en Bog som »Barbarkvinder« indeholder et stærkt fremtrædende politisk Moment, idet den udleverer til Latteren hele det modbydelige Løgnesystem, som de herværende Reptilieblade og Ententens Sprællemænd saa møjsommelig har oparbejdet for at opfanatisere det danske Folk til et selvmorderisk Tyskerhad og om mulig styrte os ud i Krigens Elendighed.

Selvfølgelig søger disse Herrer nu at fortie det politiske Moment og kvæle Bogen i Forargelsen over det »uartige«

Stof, de selv og deres Traadtrækkere har sat Himmel og Jord i Bevægelse for at udbrede.

Jojo! Det kunde passe dem!

Imidlertid vil det tænkende Publikum have mærket sig et Par nyttige Iagttagelser.

Hvem fører an i Postyret?

»B. T.«, »Vort Land« og »Hovedstaden«.

De Herrer Bertel Bing (!) Hr. studiosus perpetuus Friis- Møller, og — som Truppens Dumme-Peter — Hr. studiosus perpetuus Vincent Næser af den i de berlingske Bladfore­

tagender interesserede Familie.

Altsaa: den fædrelandsjorræderske Reptiliepresse og Ententens kompromitterede Agenter udgør denne

Løgnens Riddervagt!

12

Man mærke sig desuden de ganske usædvanlige Skridt, de har foretaget for om muligt at standse Salget af »Barbar­

kvinder«, hvorved de paa en meget ubehændig Maade røber, hvilken Betydning de tillægger Sagen.

Først truer de mig korporlig paa Liv og Næring. Saa søger de at dræbe mig moralsk ved at tilsøle mig med alt det Skarn, de kan opdrive i Byens Kloaker.

Og denne Forfølgelse, just fra samme Hold, skriver sig ikke fra »Barbarkvinder« og ikke fra igaar. Allerede i Rom aabnede den i engelsk Sold staaende »Idea nazionale« en voldsom Kampagne imod mig, fordi jeg i mine Korrespon­

dancer til »Politiken« var alt andet en Tilhænger af den for Italien saa skæbnesvangre Krig. Saa blev den tyskfjendt­

lige Sven Lange sluppet løs paa mig i en gemen Anmeldelse, hvori han profetisk anmeldte alle mine kommende Bøger- og tydelig lagde an paa én Gang for alle at spænde mig ud af den danske Litteratur. Da Professor Georg Brandes i Foraaret hædrede mig ved paa sin 75-Aars Fødselsdag at tildele mig Otto Benzons Legat, faldt Landsforræderbladet

»Vort Land« over mig med alle Løgnens og Gemenhedens Vaaben.

Og nu grynter de alle i Kor!

Man har forsøgt at true Boghandlerne til at boycotte min Bog — og opnaaet det modsatte.

Man har forsøgt at faa Universitetet (!!) til at udtale sig imod mig. Ære den som æres bør: denne guddommelige Tanke skyldes Hr. Vincent Næser, stud. med. et chir.

Man har sendt »B. T.«s Smædeskrivelser rundt i Sær­

tryk og besværget Folk for Guds Skyld ikke at købe Jean Poincanards Bog.

Man har udsendt løgnagtige Interviews af Boghandler­

foreningens Formand til Provinspressen.

Man har søgt Hjælp hos Politi og Regering.

Man har viftet med Sindssygeanstalt, Fængsel og Gud ved hvad.

13

Mens Publikum, der er af en anden Mening, har revet Oplag efter Oplag bort til sine selvbestaltede Guvernanters fnysende Forargelse.

Men om Bogen havde været en selv nok saa slibrig Løgnebog — ja, se da havde jeg været en Engel fra Himlen!

Og de røbede det paa den pudsigste Maade.

»Vort Land«, som vi ikke havde sendt Annoncen, ringede os op og bad saa bønligt om den. »Det maa jo lige være noget for vor Læsekreds.« — »Utvivlsomt,« svarede vi med dybeste Overbevisning, og havde den Glæde at se »de haar- rejsende tyske Tilstande« prange herligt i »Vort Land«s Spalter.

Aarle Mandag Morgen galoschede alle Bladets hyste­

riske Læserinder, hungrige efter nye Voldtægter og Rædsler, ud i Byens Boghandeler og rev hele første Oplag bort. De er endnu ikke kommet sig af Forfærdelsen, fra dengang de aabnede Bogen.

Ogsaa »Hovedstaden« tiggede om Annoncen. »For Bo­

gen er vel ententevenlig?« — »Det maa De selv læse Dem til.«

Nej, saa fik de alligevel Skrupler!

Mr. Friis-Møller trøster sig selv og Læserne med, at jeg har gjort Tyskland en Bjørnetjeneste.

Hvilken?

Løgnene i min Bog afslører sig selv, vil ikke saare nogen Tysker og vil ikke blive troet af hverken Ven eller Fjende.

Hvis jeg virkelig havde gjort Tyskland en Bjørnetjeneste, mon Ententens Agenter da satte Himmel og Jord i Bevæ­

gelse for at afbøde Virkningen?

For mig er iøvrigt Hovedsagen den, at jeg utvivlsomt har gjort Danmark en Tjeneste.

Man kan være uenig med mig om Methodens Smagfuld­

hed, men absolut ikke om dens Virkninger.

14

Løgnen har korte Ben, og Latteren vil altid indhente den.

Min Satire vil sejre, som Cewantes sejrede, som Holberg sejrede, som Wessel sejrede.

Det danske Folk har ligget som et forsvarsløst Bytte for en systematisk, raffineret Løgnekampagne. De fleste Blade forraadte Læserne og lod sig kujonere. Kun i Ny og Næ dementeredes en af de mest forrykte Løgne. Resten fik Lov at øve deres lige saa farlige som folkedemoraliserende Virk­

ninger.

Tyskland saa til, først i stum Forbauselse, siden i stum Harme og Foragt.

Thi det er Tysklands uvisnelige Hæder: Løgnens skidne, lumpne Fruentimmervaaben foragtede de.

Der kan ikke skrives nogen Satire over tysk Bagvad- skeise af Fjenden.

End ikke i selve Tyskland har jeg i de halvandet Aar, jeg har boet der under Krigen, hørt nogetsomhelst Udslag af Had mod Frankrig eller Rusland, men mange medlidende, deltagende Ord.

Nu synes det jo, at dømme efter Skriget, som om det er lykkedes mig at ramme Løgnens Hydra midt i Hjærtet;

derfor stønner og hvæser den Edder og Forgift ud af alle sine stinkende Halse.

Bogens ubestridelige Succes beviser, at det var i rette Tid jeg gjorde Forsøget paa at uddrive Djævelen ved Beel­

zebub.

Publikum ler, og Latteren vil smitte.

Den ondskabsfulde Løgn og det utaalelige Pral vil herefter være sikker paa et pinligt Møde med Jean Poinca- nards Spøgelse.

Og mon det ikke var paa høje Tid?

Tror nogen i sin Enfoldighed, at Tyskland i Længden lader sig tirre og forhaane ganske gratis?

Er vi ikke mon for smaa til at kunne unde os National­

hadets kostbare Luksus?

Vi skal ikke hade noget af Ententens Lande eller Folk

15

— men allermindst skal vi hade vor store Broder i Syd, der strider sin gigantiske Kamp for at redde ogsaa vor stamme- beslægtede Kultur, der er mere inderlig sammenvokset med den tyske end med nogen anden.

Hvorfor glemmer navnlig saa mange radikale Danske Partiets gamle kloge Programpunkt: et godt nabovenligt Forhold til Tyskland?

Mine Fjender praler af deres Enstemmighed.

De Narre!

Som om Ententens Agenter og Blade — supplerede af en enkelt personlig Fjende — repræsenterede Danmark!

Om de under deres Barseltravlhed havde henvendt sig til det eneste kompetente Forum i denne Sag, kan det hænde, at de var blevne lyst hjem med en noget anden Besked.

Thi blandt den danske Litteraturs Mænd — de Aander, som vel i fortrinlig Grad staar i Pagt med Nationens dybe­

ste og ædleste Instinkter — tør jeg sige, at det store Flertal og ingenlunde de, som vejer mindst, tænker ganske som jeg:

Det danske Folk maa opgive sit usalige Tyskhad eller

dø.

Om de alle har Mod og Mandshjærte til at bekende deres Overbevisning, bliver en Sag for sig.

Det Rædselsherredømme, hvorunder Ententen terrorise­

rer den offentlige Mening, følger jo den klare Parole, at skræmme enhver fra at tale ved at tilsvine enhver dansk Mand, der vover at lade Tyskland vederfares Retfærdighed.

Hvorledes har en Bande unævnelige Fyre ikke vovet at tilsøle eller latterliggøre Mænd som Professor Karl Larsen, Redaktør Borgbjærg, ja selve Landets Udenrigsminister Scavenius!

Men det skal Danmark ialtfald vide, at saa længe den danske Litteraturs Mænd ikke har indmeldt sig i Løgnens Riddervagt, er enhver Tale om »Enstemmighed« i Fordøm­

melsen af »Barbarkvinder« intet andet end den sædvanlige Løgn og Svindel.

Emil Rasmussen.

-X'., ,v, d4v*i r*

*