Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.

Slægtsforskernes Bibliotek:

http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:

www.slaegtogdata.dk

Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.

Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.

Kjøbenhavn,

for D anm ark, Norge og S verige.

fra Dannevirke.

Af Etik Skram, f

Skønt Redaktionen ved Optagelsen a f en saa stærkt personligt præget Skildring a f et saa betydningsfuldt Punkt i vor Historie som Dannevirkes Rømning og a f den Mand, der da stod i Spidsen for Landets Regering, kunde have ønsket, at de Resultater, For­

fatteren er naaet til, og de Domme, han fælder, havde været mere omhyggeligt dokumenterede ved Henvisning til de Kilder, Synet paa Personer og Forhold er øst af, har vi dog ment at burde give A fhandlingen Plads her i „Sønderjydske Aarbøger“ som et ganske vist ensidigt men dog velskrevet og interessant Forsøg paa at skildre Sider i Monrads Karakter, der kan forklare hans Forhold til Begivenheder, som blev a f stor Rækkevidde for hele Landet men især for vor Landsdel. R e d a k t i o n s u d v a l g e t .

M onrad v a r 63 Aar, Biskop over L o lland-F alsters Stift, E nkem and og nyforlovet, da jeg i Som m eren 1874 som ung M and og Gæst blan d t adskillige andre paa en sjæ lland sk H erreg aard læ rte h am personlig at kende, idet ogsaa han blev Gæst der i nogle Dage.

Jeg syntes ikke om ham , diger, ret usoigneret, tilsyneladende vel fornøjet m ed T ilvæ relsen og in d la ­ dende som han var, og jeg m aa sige, at heller ikke hos de andre unge af begge Køn i det tæ t sam levede Selskab paa H erregaard en gjorde h an Lykke. Af de ældre v a r k u n H usets n aadige Frue h am for Alvor god, m en det h id rø rte fra sæ rlige Forhold. Jeg a n ta ­ ger, at havde ikke denne frem træ dende Tilfredshed med sig selv og m ed Skæ bnen, der nylig havde ført en rig og begavet Dame i h an s Arme, ligget ham saa tydelig paa den lid t læspende Tunge, vilde vi unge have tag et bedre imod ham .

H an kom ikke ind ib lan d t os som en u kendt. Vid­

ste vi ikke andet om ham , var det os dog i høj Grad næ rvæ rende, at h a n i 1864 havde sta a e t i Spidsen for Landets Styrelse, d a D an m ark led sit bitre sidste Ne­

derlag, at h an derpaa var u d v a n d re t til N y-Zeeland — som vi troede for b estan dig og for sine politiske i Syn-

1

ders Skyld —, m en at h a n nogle faa A ar derefter ufo r­

varende v a r vendt tilbage, havde in d la d t sig paa at tale m anende Ord til Folket, v a r blevet a n sa t af S ta­

ten som lønnet P ræ st p aan y til Trods for en O rdning med en k a p ita lise re t Pension, h a n havde faaet udbe­

ta lt en Gang for alle, da h an drog hort, og at h a n ef­

te r to forgæves Forsøg paa at blive F o lk etin g sm an d havde slaaet sig til Ro som Biskop p a a det grøderige Falster. H avde der n u over h an s Væsen v æ ret blot Spor at finde af den store Alvor og af Sm erten, d e r for vor F orestilling til evige Tider vilde være k n y tte t til h an s Navn, vilde h a n vistnok let k u n ne have gjort p aa os et helt andet In d try k end det, vi m odtog, sm u k t og præ get af A and som h a n s fyldige P ræ ste- a n sig t v ar m ed de m æ rkelig dybe og — som det saa ud — dybt skuende Øjne.

Det v ar de Øjne, vidste vi, h a n forfærdede Lolland- F alsters P ræ s te r med. N aar h a n u an m eld t pludselig ved G udstjenestens Begyndelse dukkede frem der nede i K irken blan d t T ilhørerne og saa op m od P ræ ­ sten, der p aa P ræ kestolen skulde til at indlede de op­

byggelige Ord, virkede h a n p a a den ulykkelige som den m æ gtige Boa constrictor p a a F uglen i Tropernes P lantem ylder. Uvægerlig gik P ræ sten s F orestillinger til B unds i disse Øjnes uransag elig e Dyb. Bagefter ku n d e Bispen sa a inde i P ræ sten s Lønkam m er p a a sin venlige M aade sige: »Jeg synes, der v ar lige som nogle H uller i Deres P ræ k en i Dag, m in k æ ­ re P a sto r N. N., det skulde De se en anden Gang at faa anderledes«.*)

En velvillig O psam ler af S m aatræ k fra M onrads B iskoptid fo rtæ ller dog, at h an ikke altid ved de retledende, gerne ironisk holdte B em æ rkninger til P ræ st eller Skole-

Det v a r for øvrigt ogsaa de Øjne, ved H jæ lp .af hvilke, sagde m an b lan d t os, h a n havde d rag e t sin nye Brud, Em m y Hage, født T utein, Enke efter P o liti­

keren H other Hage, Byfoged i Stege, til sig og p a a forbløffende k o rt Tid forvandlet fra en sengeliggende overnervøs P a tie n t til en sund og glad Kvinde, og lad m ig sige det m ed d et sam m e, det v ar m ed den Personlighed, der v a r bag Øjnene, h a n overfor H u ­ stru en holdt, hvad Øjnene h av d e lovet. Det blev efter alle K endinges U dsagn et lykkeligt Æ gteskab.

Men derom kun d e vi unge p aa det T idspunkt, jeg her tale r om, in te t vide. Vi lagde k u n M ærke til den lidet pilne, fedladne M and m ed den langsom m e, tynd t lydende Stem m e og den slæbende Gang, der ved Kaffen efter M iddagsscenerne overfor de n e d rin ­ gede unge D am er en for en u n d e r sm aa afsides H en­

vendelser tilbød i Forlovelsesanliggender at væ re de­

res H jerters fortrolige, »for sa ad a n noget forstod h a n sig godt paa«, og som ved A ftencigaren hos den af os m andlige Gæster, der v ar begunstiget m ed to V æ rel­

ser — H øjæ rvæ rdigheden m ødte h e r m ed Bejsepibe og ned traad te broderte M orgensko —, i tilbagelæ net Ny- den p riste den T ilstan d at væ re i Besiddelse af »saa- danne to sm aa Værelser, lid t Tobak og in te t i Verden at have at tæ nk e paa«, og vi blev ikke lokkede til at glide m ed in d i det biskoppelige dolce fa r niente. Jeg blev det saa m eget m indre, som M onrad i det a lm in ­ delige selskabelige Sam kvem p a a H erreg aarden en læ rer, h a n u n d er V isitatserne anvendte, tog H ensyn til om U dtalelsen paa G rund af an d res N æ rvæ relse eller ved Sted og L ejlighed kunde blive sæ rlig saarende. »Han kunde ved B ordet og Bægeret sige, hvad der ubetinget hørte E n ru m og alvorlige F orhold til«. H e rp a a a n fø rer sa a M eddeleren Eksem pler.

i*

Aften havde ladet en Y tring falde, som jeg syntes, jeg m aa tte søge at kom m e om bagved.

H erren til de m ange H erligheder, vi G æ ster nød godt af, havde dette Aar i M onrads N æ rvæ relse fo rta lt den H istorie, vi v ar v ant til i det m indste én G ang i Som­

m erens Løb a t faa a t høre, frem sagt af en vellydende, lav og noget sløret Stem m e: »Fjernt fra Alfarvej groede der i en træ fa ttig Egn en m æ gtig Eg. O prin­

delig havde den i H øjsom m erens Tid væ ret V alfart­

sted for Egnens Befolkning, og u n d er dens Krone var m angen Aften hen ru n d en med Spisen og D rikken og S nakken og Sang og Dans og anden Forsøg paa Glæ­

de. Men efterhaan den havde Egen m istet sin Til­

træ k n in g sk raft. Det v a r blevet k la rt for alle, a t den besad en farlig E genskab: u n d er dens Grene m aatte alle tale Sandhed, og ingen kunde dér gemme p aa en H em m elighed. Højt m aatte alle udsige, hvad der h id til i S kjul havde ligget paa B unden af deres Sind.

Der havde i Ly af Egen fundet en gensidig Meddelen Sted af de m æ rkeligste Ting. Gamle Venner, d e r h a v ­ de sat sig til Hvile i dens Skygge, havde re jst sig som dødelige F jender, Æ gtefolk v a r Arm i Arm gaaet ind u n d e r Egen og havde forladt Stedet med den faste Be­

slu tn in g aldrig m ere at se hin an d en , H andeler havde m aa tte t g aa tilbage paa G rund af de u n d er de g røn­

ne Blade aabenbarede K æ ltringestreger osv. osv., hele S am fu n d et der paa Egnen m aatte gaa sin Opløs­

ning i Møde, hvis ikke m an skyede Egens Om raade.

Og m an gjorde det. Det var k u n Folk, som ikke kendte T ræ ets Egenskab, der nu søgte ind u n d e r dets Krone. I Livet kan Sandhedens Træ ikke taales«.

Vi h u sv a n te havde, som sagt, h ø rt denne F o rtæ l­

ling nogle Gange før, og en resp ektfu ld Tavshed ind-

tra a d te , da den gam le H erre tav. Saa lød M onrads underlige sk ratten d e Stem m e: »Det vilde nu alligevel væ re in te ressa n t at have sa ad an et Sandhedens Træ i sin N æ rhed, for u n d e r det k un d e m an d a i a lt F a ld a l­

tid faa at vide, hvad m an selv mente«.

Det var D anm arks K onsejlspræ sident fra h in t begivenhedstunge A ar 1864, som lod denne B em æ rk­

ning falde, og T avsheden i Stuens dæm pede L am pe­

lys gled fra at væ re respek tfuld over til at være for­

legen.

Med en vis pinlig Følelse v a r jeg fra da af beslut­

tet p aa at skaffe m ig et Ind b lik i M andens T anke­

gang, og ved en af A ftensam m enkom sterne i »de to sm aa Værelser« indledte jeg en Sam tale af nogen­

lunde alvorlig Art. M onrad værgede for sig, h an vilde som sæ dvanlig blive ved den godsnakkende spøgefulde Tone, m en jeg holdt ham fast, og der kom efter ung ak adem isk Sæ dvane den Gang en og a n ­ den filosofisk Vending frem i m ine Ord. Det syntes Biskoppen aldeles ikke om, for filosofisk T æ nkning var h an øjensynlig ble ven frem m ed, og m ere og m ere søgte han u n d er Bevarelsen af alle H øflighedens F o r­

m er at frem skynde en A fslutning af Sam talen. P a a en ret alm indelig B em æ rkning fra m in Side om vor intellektuelle Fam len, der forvirrede saa m ange Men­

nesker, idet vor Viden aldrig k u nde n a a ind til Tinge­

nes egentlige Væsen, svarede han, let skutten de sig og tyende ned, lige som til et sik re t T ilflugtssted, i Læ ne­

stolens Dyb, at der altid vilde være H jæ lp at finde for et søgende M enneske, n a a r det for Alvor gjorde sig fortrolig m ed — : »Bønnens Verden«. Jeg skal efter Sigende p a a dette T id sp u n k t have set noget op­

givende ud, og vist er det, at jeg efter denne B em ærk-

ning, der ikke stod i Forbindelse m ed noget af det, der v a r blevet berørt i S am talens Løb, følte m ig und erlig tan k eto m og in tet havde im od at gaa over til en Un­

dersøgelse af et af D agens lettere Em ner, h v ilk et der- paa skete.

N aturligvis v ar vi unge u retfæ rdig e mod M onrad den Gang. Det er den frem adstræ bende Slægt altid m od de gam le. Vi forstod ikke, at det v a r en u taal- m odig Mand, vi havde for os, at Livet p aa en Maade v a r blevet nyt for M onrad og nu a tte r skulde leves, og at alt da skulde foreligge fæ rd igt med det sam m e.

Der v a r ikke Tid til at vente, in d til de i Tilvæ relsen fordelte sm aa sm ilende Ting føjede sig af sig selv efter han s Ø nsker og Evner. Og frem for a lt vilde han have Fred nu, for én Gangs Skyld være fri for det Jeg, der havde sat sine M ærker i an dre Folks B evid st­

hed. H an fordrede Ret til at væ re den nye M and, han for sin K æ rlighedssejers Skyld følte sig at være, u m id ­ delbart ru n d en af N atu ren s Skød eller, som h a n vel vilde sige, stegen frem ved Guds Naade, og denne Ret tæ n k te vi ikke paa at indrøm m e ham . En erotisk svæ rt bevæ bnet klæ der n u engang ikke m ellem unge ligeglade M ennesker, hvis F orelskelser berører deres H jæ rte r saa let som Søndenvinden deres Ø jenlaags Vipper, og Elskovslæ ngsel hos en P ræ st til Aars, hvor m eget Ørn h a n end senere m onne vise sig at være, v æ k k e r ikke D eltagelse; m an tæ nke paa M odstanden inden for G rundtvigs egen Kreds mod h an s to sidste Æ gteskaber. Sagen var, at M onrad m anglede selska­

belig Tække og vidste det ikke. H an gav sig i god Tro Blottelser, hvor en i Selskabslivets Sæ dvaner m ere forfaren vilde væ re kom m et u an fæ g tet igen­

nem.

Da M onrad som 37-aarig lollandsk P ræ st, efter i hele sit voksne Liv at have v æ ret en aandelig Nr. 1, for en k o rt Tid blev M inister, og noget efter a t være tra a d t tilbage fra denne Stilling blev Biskop, og efter sin Afskedigelse som saad an u n d e r et fjend tligt sin ­ det M inisterium — da en uvelkom m en V entetid v ar gaaet — blev d en højeste E m bedsm and i K ultu sm in i­

steriet næ st M inisteren, og endelig p aa ny M inister og denne Gang fik Titel og Rang m ed Ekscellenser, tilegnede h a n sig foruden den M yndighed, der p as­

sede i »den røde Bygning« og saa nogenlunde i Mi­

n isterv æ relsern e ved F olk etin g ssalen p a a det gam le C hristiansborg, til Brug i »Selskabet« en E lsk væ rdig­

hed, som ikke gjorde Lykke.1) Talrige er de H istorier, der i M onrads M inistertid fortaltes om de F ejltag el­

ser, h a n begik i de »højere« og »højeste« Cirkler, som han s Rang gav h am Adgang til, og hvor h a n m ente at burde optræ de som sm idig S elskabsm and.2). N aar m an er kom m en ind i V erden som en in d eslu ttet Dreng i sm aa K aar og er bleven opdraget i et lille H jem i en Provinsby for senere in d til Studenter- aarene at leve m ed sine Læ rebøger p aa Landet hos

*) En her henhørende A nekdote skal jeg meddele. Da M onrad anden Gang var Biskop, kom h a n u nder en af sine talrig e V isitatser til en P ræ st paa Lolland, hvor han befandt sig vel, og efter den trad itio n elle »store« M iddag i P ræ steg aard en vilde han over for H usets unge D atter, der i D agligstuen tragtede Kaffen, give U dtryk for sit Velbefin­

dende. H an tra a d te hen til Bordet, hvor h u n stod bag den dam pende »Maskine«, og sagde m ed sin m ildeste Læspen:

»I Sandhed, d er skal en lykkelig K vindehaand til a t trag te god Kaffe.« »Ja, og Bønner,« svarede den unge Dame, og dertil havde Biskoppen in tet at sige, fo rtæ ller m an.

2) Se bl. a. K riegers Dagbøger II, 99, 150—151, 214.

en L andsbypræ st, tileg ner m an sig ikke, selv om H jem m et i P ræ steg a a rd en var m æ rk et af Tidens bed­

ste D annelse, og m an forholdsvis tid lig bliver en lyk­

kelig Fam iliefader i trygge og livlige H ovedstadsfor­

hold, en P a tric ie rs lette Væsen, fordi m an fa a r en M ængde af M aanedens Dage besat med Indbydelser til »fine« Huse, og m an gør uklogt i at mene, at det her blot kom m er an paa a t lade, som om a lt i denne Henseende er i Orden, n a a r m an da ikke, som Bagge- sen var det, er i Besiddelse af en vis Serie af E gensk a­

ber, der hjæ lp er en over V anskelighederne.

Endog i M onrads Tid klarede m an sig h ø jt op i S am fundet uden at kende m eget til egentlig selska­

belig Pligt, u ag tet ganske vist F ordringerne i den Retning ikke v ar saa forsvindende sm aa, som de se­

nere er blevet. En M and som M inister P. G. Bang slæbte K ontorvanerne med sig ind ved.K ongens Taf­

fel ikke m indre end ved sit eget Bord, og h a n v a r lige m eget og lige lid t anset for det, m en h a n gjorde heller ikke F ordring paa eventuelt at blive tag et for en Celadon. Skipperenkens Søn fra Flensborg, H ans Lassen M artensen — ham , P rin sesse Caroline u væ ­ gerlig kaldte M ortensen —, v ar trods B ispeskrud, F ru Heibergs Gunst og efterhaan d en intim S tilling ved Hove ret k e jte t til sin Dødsdag; A andens fineste Rid­

dersm and i D anm ark, som for øvrigt for sit p aafal­

dende U dseendes Skyld af den respektløse F red erik 7. blev k ald et »Stangrotten«, G ehejm eetatsraad og for­

henvæ rende M inister A. F. K rieger,1) der talte det A) »Man h a r m angen lystig H istorie om,« hvorledes F red erik 7. gav Krieger »adskillige L ektioner i, hvad E ti­

ketten fordrede,« sk riv er P. Vedel ved K riegers Død 1893.

L ettersiedtske T idsskrift. 1893, 587.

sm ukkeste dansk m ed et Organ saa bøjeligt og stæ rk t og lyst, som v a r det d rejet i Elfenben, læ rte aldrig a t tage H æ nderne af Lom men, hvor det gjordes Behov, selv ikke n a a r h a n i næ sten ek statisk Lykke, let p a r­

fum eret og i sin bedste F rak k e, der v a r skæ vt k n a p ­ pet, stirren d e over B rillerne sad i R osenvæ ngevillaens intim e »Lanterne«, som der sæ rlig in d lad t, lyttende til F ru H eibergs selvbevidste, sn a rt følelsesfulde, sn a rt djærve, a ltid ladylike Fortrolighed.

Og saaledes ku nde m an gaa M ændene fra h in Periode igennem uden at finde m ange, der ku n d e gøre F ig u r i en Salon. Orla L ehm ann v a r vel den, der i saa Henseende kom en tidligere Tids F o rd rin ­ ger næ rm est. Ogsaa den i de unge A ar forlegne H all,1) nu med alle Evropas Storkors og S tjæ rn e r skødesløst h æ ftet paa K jolebrystet og læ ngere nede paa Figuren, vakte ved sin duvende A nselighed, sin Ro og sm ukke Skikkelse, n a a r han glad af Sind tra a d te ind u n d er Lysekronernes bløde Skæ r, endog de kræ snes Sym pati. Men M onrad opnaaede, som sagt, ikke dette, skønt det k u nd e væ re faldet i h an s Lod, hvis h a n ikke netop saa ivrig havde stræ b t d er­

efter.

Det, der i 1874 fik os unge til selskabelig at holde os tilbage fra M onrad og til i Krogene a t være m or­

somme p aa h an s Bekostning, v a r i lille F o rm at det sam m e, som i de store Øjeblikke i h an s sidste M ini­

stertid v a r hans Ødelæggelse: h a n passede ikke ind i og tog fejl af de Forhold, hvori h a n selv havde bragt sig.

A) »Bødkerdrengen,« som F red erik 7. u n d ertid en i Vrede kaldte ham . lia n v ar Søn af den velhavende B ødkerm ester Hall p aa C hristianshavn.

M onrads D eltagelse i det offentlige Liv h e r i Landet begyndte h in D ecem beraften 1839, da h a n ved et tilfæ ldig t Møde paa Gaden m ed S tu d en terk am m e­

rate n , den da v ild t konservative siden saa frisindede F rederik Barfod, lod sig bevæge til at tage Del i det a f den h a m personlig ukendte c an d id atu s ju ris Orla L ehm ann sam m enk ald te Studenterm øde i Hotel d ’A ngleterre, hvis H ensigt v a r at faa vedtaget en Adresse til den nye Konge, K ristian 8., om Indførelse af en fri F o rfatnin g i D anm ark. For en stor Del ved M onrads im proviserede B istand blev P la n en gennem ­ ført.

I de 24 Aar, som stræ k k e r sig fra denne Aften til den sene E fterm iddagstim e den sidste Dag i 1863, da M onrad i det gule P alæ i A m aliegade præ senterede sit nydannede M in isteriu m for K ristian 9., stod Mon­

ra d saa for den alm indelige B evidsthed og s ta a r for den h istoriske Overlevering i N utidens D anm ark, som en Mand, der med Rette kunde have h aaret paa sit Hoved B orgerkronen for frem ragende p olitisk Daad inden for K ongerigets E nem æ rk er: i Begyndelsen en m ere beskeden, i 1848 en m ed L aurb æ rblad e om vun­

den, i 1861 en gylden med brede Tinder. Og alligevel, da E fterretn ingen 1. Jan. 1864 kom ud om, at M onrad havde d an net den ny Regering og nu som K onseils­

p ræ sid en t nogenlunde ene — i M inisteriet sad der, næ st Chefen, lu tte r for d'en offentlige M ening lid et be­

tydende M ænd — skulde bestem m e L andets P o litik i de vanskelige Tider, alle vidste, vi gik i Møde, var d e r ikke Glæde m ange Steder i den A nledning uden sik k e rt i M onrads Sjæl og med Maade hos forskellige af M odstanderne af den Politik, den nu afgaaede Hall h a r A nsvaret for.

»Monrad — ja, hvad vil lian?« skrev m ed et æ n g ­ stelig t K rads i P enn en i et Brev fra Kiel den der som Professor i dan sk an satte Chr. K. F. Molbech til Ven­

nen, Docent i Filosofi ved Københavns U niversitet, senere Professor, H ans Brøchner, og som Molbech spurgte, blev der spu rgt L andet over. Brøchner sva­

rede fra K øbenhavn m ed en Vending, der i D atiden om den om spurgte hyppig blev anvendt. »Monrad k a n n o k have Lyst til E ksperim enter,« og h a n føjer saa til for egen Regning: »men der er en Grænse, han ikke g a a r ud over.«1) Megen Beroligelse kunde der dog ikke hentes ud af denne sidste Sæ tning. Hvor M onrad vilde sæ tte G ræ nsen for sine Forsøg, vidste Brøchner ikke, og d et v ar d e r ingen, d er vidste, h e l­

ler ikke M onrad selv.

Glæde var d e r i M onrads Sjæl h in N y taarsn at, skønt h a n senere h a r villet næ gte det. H an skriver 16 A ar efter T ildragelsen i sin — dog først 1914 af Aage F riis udgivne — »Redegørelse« for sin Deltagelse i B egivenhederne i 1864: »De politiske Forhold [ved Overgangen fra 1863 til 1864] v a r iøvrigt af den Be­

skaffenhed, at m a n [o: den tiltræ d en d e K onseilspræ ­ sident] selv m ed den gu nstigste U dvikling [ikke]

kunde vente et U dbytte. Den, der tog Ledelsen, m aatte være fattet paa derm ed at ende sin politiske Løbebane.«2) Disse Ord giver som saa m eget andet af, hvad M onrad i sit 69.-70. A ar skrev i sin »Rede­

gørelse«, et m eget afbleget og u fu ld stæ n d ig t for ikke at sige fejlagtigt Billede af det, der foregik i den

A) H ans B røchner og Chr. K. F. Molbech, en B revveks­

ling, 334—335 og 338.

2) Aage F riis: D. G. Monrad, 56—57.

M ands Sind, som i den sidste bevægede Uge af 1863 forberedte sig paa at blive og tilsid st v irkelig ogsaa af Kongen blev anm odet om at stille sig i Spidsen for N ationen. M onrad skød ingenlunde d en M ulighed fra sig, a t der kunde kom m e et »Udbytte« ud af h an s Indgriben i Begivenhederne. Ganske vist im ødesaa h a n dette Udbytte m ed Spæ nding m en ingenlunde m ed M istillid til sig og Skæbnen, hvorfor skulde h a n ellers træ de i Stedet for Hall som første M and i Kon­

gens Raad?

At være den, der tog Ledelsen for blot a t føre en for M onarkiet u u n dg aaelig K atastrofe ind i et taale- ligt Leje — saaledes som det et h alv t A ar senere efter M onrads fuldbyrdede Gerning blev Opgaven for det da tiltræ d en de M inisterium —, tæ n k te M onrad ikke et Sekund paa, og det v ar der vel h er i L andet paa det T idspunkt overhovedet ikke noget politisk M enneske, som tæ n kte paa. H eller ikke følte M onrad sig for­

uroliget ved F orestillingen om, hvad der k unde blive Følgen for h am personlig, hvis han, efter i og for sig fæ ngslende F o rh an d lin g er med de frem m ede Diplo­

m ater, m ulig svingede bort fra sin Forgæ ngers popu­

læ re »stærke« P o litik fra de sidste A ar for m ed Kon­

gens T ilslutning at søge en af disse, a tte r og a tte r prøvede, vigende O verenskom ster m ed vore tyske M odstandere. For det første havde h an ikke, da h a n dannede sit M inisterium , denne Hensigt. H vad der end i den R etning nogle A ar tidligere og n u p aany for faa Dage siden havde foresvævet h am som den ene be­

tryggende Udvej af den farefulde S trid m edT yskland1)

*) .P. A ndræ : Andræ og F æ llesforfatningen 264 og 270 Anm.

s a a v a r d ette S ta n d p u n k t i Ø jeblikket af m ange G runde forladt, og en af de m est talende G runde h e r­

til var, a t denne F rem gangsm aade n u vilde tilføje K ongehuset en m aaske ubodelig Skade i dets F o r­

hold til det danske Folk. M onrad v a r i 1864 fuldt saa m eget b aaret af Forestillin g en om a t være Kongens som a t være L andets M inister.1) Og for det an d e t frygtede M onrad ikke, da h a n overtog M agten, for det A nsvar, der fulgte med. »Giv mig M agten, A nsvaret tynger m ig ikke,« havde h an u d ta lt en h alv Snes A ar forinden. Nu skulde der ikke g a a lang Tid, før h a n læ rte denne Tynge a t kende.

S trak s i F eb ru arrevo lu tio nen s Dage i 1848 blev M onrad i sin P ræ steg a a rd p a a L olland greben af T an ­ ken om, a t h a n n u sk ulde væ re M inister, og ikke før m eget lan g t op i A arene forlod den Vished ham , at h a n v ar skabt til a t beklæde en M agtstilling i sit F æ ­ dreland. T anken om, at han, da h a n i F e b ru a r 1860 af F red erik VII blev h jem k a ld t fra P a ris for efter den davæ rende K onsejlspræ sidents Død a t danne det ny M inisterium , havde m a a tte t afgive C hefspladsen i dette til Hall for selv a t blive alm indelig M inister, som h an havde v æ ret det k o rt forinden, sad h am end­

nu som en Pæ l i Kødet,2) og Pæ len v a r bleven try k k e t end dybere ind, d a Hall i E fte raa re t 1861 tog det for M onrad dyrebare In d en rigsm in isteriu m fra ham for at give det til O rla L ehm ann og k u n lod h am beholde K ultu sm inisteriet, som h a n kunde u d enad p aa sine Fingre, og som ikke un d er de davæ rende Forhold for h am frem bød nogen Opgave af Betydning.

H an aandede derfor dybt op, da h a n om A ftenen J) R igsraadstidende 1864. Folketinget. F riis : M onrad.

2) J. C lausen: Af Orla L ehm anns P a p ire r, 226—227.

ved A arets U dgang som det ny M inisterium s Chef indtog den h am forbeholdte P lad s i Kongens Vogn i E k strato g et til Korsør u n d er denne K ristian IX’s før­

ste Rejse til H æ ren for m ed M ajestæ ten at træffe n æ r­

m ere Aftale om de Forholdsregler, der n u først og frem m est m aa tte sæ ttes i Værk.

Meget indgaaende h a r Sam talen, m edens W aggo­

nens H jul ram lede hen ad Skinnerne, ikke k u n n et være. Trods al sin høflige Im ødekom m en og den L et­

telse, Kongen følte ved a t væ re bleven af m ed M inist­

rene H all og L ehm ann og i det hele m ed det fra F re­

derik 7. arvede M inisterium , kunde Kong K ristian i sit Væsen ikke fuldstæ ndig u d slette Sporene af den M isstem ning, h a n b ar paa, over h eller ikke n u a t have faaet R aadgivere efter sit H jerte. H an havde læ rt M onrad at kende u n d e r sin Tronfølgertid fraSam - væ ret med ham i S ta tsra a d e t i de sidste 4-5 A ar og fra den personlige O pvartning, M inisteren i den Tid ikke havde lad et det m angle paa, og fra in tet af disse F o r­

hold bevarede Kongen et udelt behageligt In d try k s a a lidt som fra sin korte R egeringstid. Tvæ rtim od, for Kongen, der hele sit Liv havde ondt ved a t glem m e, stod der bl. a. fra saa n y t et T id sp u n k t som fra For- a a re t 1863 et endog ualm in delig ubehageligt M inde om saa vel M onrads som de an d re M inistres — vel sæ rlig L ehm anns og den davæ rende K rig sm in ister T hestru ps — ligefrem korreksende H oldning overfor ham , da h a n som om sorgsfuld F ad er u n d e r F o rh a n d ­ lingerne i S ta tsra a d e t i A nledning af den unge P rin s Vilhelm s M odtagelse af den tilbu d te græ ske Krone tog sine finansielle Forbehold. Og hvad M onrad qu- gik som Beriger af det daglige eller selskabelige L iv

ved Hove, m aa tte M ajestæ ten tilsta a , a t han k u nde undvæ res.

Im idlertid, ét v a r dog vundet, nem lig a t denne M inisters M aade a t u d try k k e sig p a a k u n d e Kongen følge og forstaa, ogsaa n a a r h a n v a r uenig m ed ham . N aar H all havde væ ret hos h am for a t udvikle sin O pfattelse og — hv ad der ikke h elt sjæ lden t hæ nd te

— havde b ru g t T im er dertil, v a r Tingen blot bleven s a a m eget m ere dunkel for Kongen.

M onrad havde forøvrigt i sm ukke Ord bevidnet sin H engivenhed for D ynastiet og sin Tro paa, a t til dettes Skæbne v a r n u D anm arks F rem tid k n y ttet, og en fuldblods N ation allib eral og S kand in av v ar M an­

den jo ikke, ventelig m aatte h a n d a u n d e r Følelsen af det A nsvar, der h erefter vilde hvile p aa ham , næ rm e sig den Politik, Kongen gik ud fra, at h an s Regering un der de givne F orhold ene v a r hen v ist til at følge.

E n Krig m ed T yskland v a r Vanvid, og den i de senere A ar af de ledende M ænd i K ongeriget valgte Frem - gangsm aade i den dansk-tyske Strid, der havde op­

hidset Stem ningen overalt i det tyske Rige i den Grad mod D anm ark, at et væ bnet Sam m enstød n u vel ikke v a r til a t undgaa, m aa tte h u rtig s t m uligt forandres. Havde det æ ldgam le danske Rige ik k e fra A rilds Tid væ ret sam m en sat af forskellige Folke­

slag, der efterh aan d en ved Tidernes U gunst v ar ble­

ven in d sk ræ n k et til to o m tren t lige talrig e, hvor k u n ­ de det da for dette Riges Skyld forsvares a t gøre det n atio n ale Skel m ellem disse to B estanddele næ sten uoverstigeligt? Rigets Kraft, der i Sandhed ikke v a r for sto r i sig selv, beroede netop paa, a t Delene hold­

tes sam lede, at In te g ritete n fre m tra a d te s a a stæ rk t som m uligt, og til V aretagelsen a f denne Opgave v a r

Kongen bleven Konge u n der S am stem ning af E uro­

pas Storm agter. H ans P ligt som H ersker over det trods al M odgang endnu fuldt levedygtige D anm ark fra Elben til S kagerak og fra Nordsøen til Ø resund laa lige for, og han s K onseilspræ sident burde være den første til a t indse dette og anvise ham form aals- tjenlige M idler i s a a Henseende.

M onrad v ar ifølge hele sin U dvikling ingenlunde frem m ed for Kongens Tankegang, som ikke v a r væ ­ sensforskellig fra H elstatsm æ ndenes i A lm indelig­

hed, men h a n v ar gennem træ ng! af O verbevisningen om, at det netop v a r denne M aade a t tæ nke paa, der gjorde Kongens Stilling m islig i den ren t danske Del af hans Rige. Kongen forstod ikke den um aadelige aandelige Forskel, der v a r p a a det D anm ark, h a n havde læ rt a t kende, den Gang h a n som tre tte n a a rig P rin s v a r kom m en fra sit sydslesvigske Hjem til Kø­

benhavn for un d er F red erik 6.s faderlige Forsorg at udvikle sig til den pligttro og beskedne Officer i Kon­

gens Tjeneste, h a n blev — og det Rige, som efter a t have o v erstaaet det treaarig e augustenborgske Oprør havde in d sa t ham til T ronarving for h a n s L oyalitets Skyld, og fordi h a n v a r gift m ed en a rv en æ r P rin ­ sesse og form odedes a t væ re sæ rlig vel set af den r u s ­ siske Kejser. H an kund e ikke gøre sig det klart, at den E nhed i Riget, h a n p aab eraab te sig, a lt i h an s L øjtn an tsdag e v ar o m trent »en saga blott« og senere uigenkaldelig v a r g aaet til G runde p aa de slesvigske og nørrejydske V alpladser, og a t h a n for a t blive en Konge efter de danskes Sind m aa tte fornæ gte med et Ord: sin tyske O prindelse1). H an saa vel, a t det v a r

A) Om Stem ningen i K ongeriget ved K ristian 9.s T ron­

bestigelse over for den nye Konge, der i de toneangivende

T yskerne inden for L andets Grænser, som in te t vilde liave m ed h am a t gøre, m en re n t in stin k tiv t rejste h a n ikke A nklage m od dem i den Anledning, det v a r d e t yderliggaaende danske »Parti« i Riget, som havde fordæ rvet Spillet for ham , og n a a r h a n lejlighedsvis villig førte den E rk læ rin g i! M unden, a t h a n v a r saa d an sk som nogen M and i L andet, forstod h a n andet derved end f. E. baade den h ø jt talen d e g ru n d tv ig ia n ­ ske P a sto r B irkedal og den i dette A nliggende bety­

delig m ere om sigtsfuldt overvejende K onseilspræ si­

dent. Denne sidste udpegede da n u for sig selv b lan d t de Opgaver, h a n som F ørstem in ister m ente sig kald et til a t løse, m ed Fork æ rlig h ed den: a t bringe Kongen til ikke alene a t fo rstaa m en i H jertet a t føle, a t den n a ­ tio n a lt bestem te E jderpolitik h avde v æ ret nødvendig i K ongeriget D anm ark forud for h an s Tronbestigelse n atio n al liberale Kredse v a r yderlig ugunstig, faar m an et tydeligt og stilfæ rd ig t In d try k ved a t læse nogle L injer i et P a r D agbogsoptegnelser af Biskop E ngelstoft (den senere K u ltu sm in ister i M inisteriet M onrad) .fra Novem ber 1863.

M andag, 16. ,Novbr. n o terer han, efter om F re d e rik 7. a t have skrevet bl. a.: »Gud glæ de d en ædle Konge i E vig­

heden, hvor det kgl. i hans T anke og H jerte k a n udskille sig fra al tim elig B landing«: »Æ ngstelig ser vi en Konge i Møde, d er ikke k a n tale D ansk o: vælge de rette Ord og ud tale dem re n t D ansk, m en g iver V okalerne ty sk U dtale

— og som er decideret H elstatsm and.« 'Han an k er saa over, a t Kongen ved P ro k lam erin g en fra A ltanen p aa C hri­

stiansborg ud m od Slotspladsen tra a d te and en G ang — m en ikke tre Gange som »Berlingske Tidende« m eddeler — frem og h ilste ned til det ikke for h am h u rra-raab en d e F olk: » ---- de to Gange v a r d esv æ rre allerede for m eget, n a a r h a n ikke havde A andsnæ rvæ relse nok til a t istem m e eller udbringe et H u rra for Grundloven.« 30. Novbr. s k r i­

ver B iskoppen im id lertid : »Den 30. v a r første ordinæ re A udiens — jeg fan d t h a m dog re t kongelig, rolig, værdig, artig.« H. T. 8 R. V., 101, 103, 105.

2

og v a r det endnu, h v ad der sa a end senere m ulig kunde ske.

Nu i W aggonen v a r Kongen d a henvist til at til­

nik k e M inisteren sin B egriben om end ikke sin Bil­

ligelse af de i K orthed frem førte G runde for, a t det fo­

reløbig — og ikke m in d st for K ongehusets Skyld — v a r u m u lig t i den store P o litik a t forlade det af det afgaaede M inisterium indslaaede Spor. Krigen han g derfor over vore Hoveder, og K onsejlspræ sidenten, der forøvrigt ikke vilde undlade a t frem hæ ve sin F orstaaelse af Hs. M ajestæ ts U vilje mod a t lade L an ­ det g aa i Krig for den nys trufn e O rdnings Skyld med H ensyn til Slesvig, k u nd e k u n i høj Grad billige Kon­

gens B eslutning om ved sin høje N æ rvæ relse a t be­

styrke H æ ren i dens F o rtrø stn in g til vor gode Sag.

Det var en i alle H enseender fo rm aalstjen lig H and­

ling, som Kongen vilde faa Glæde af.

U m uligt v a r det vel im id lertid ikke, a t vi kunde slippe uden om Krigen. Hs. M ajestæ t kendte de For­

søg, der v a r i Gang, paa a t opnaa, til a t begynde med, en U dsæ ttelse af Afgørelsen, og ligesom M ajestæ ten m aatte være forvisset om fra n u af bestandig — i Mod­

sæ tning vistnok til tidligere — a t ville blive holdt nøjagtig à jo u r m ed B egivenhedernes Gang, kunde h a n stole paa, a t enhver A ntydning af en brugelig Udvej i den antydede R etning skulde blive forsøgt.

P o p u læ rt u d try k t — om M inisteren m aa tte benytte en sa ad an Vending — vilde h a n sige, at h a n regnede m ed om kring 30 m od 70 for en U dsæ ttelse af Krigen, og h a n havde derfor ikke tag et i B etæ nkning — p aa F o rh a an d sik k er p a a Kongens Billigelse — i Dag a t træ ffe Aftale m ed M arin em in isteren om Købet af det P anserskib, der v a r u n d er B ygning p aa et V æ rft ved

Clyde Floden, det eneste, vi kun d e faa. V ar vi heldige, kunde det være fæ rd ig t og i vore H æ nder, inden Ud­

b ru d d et af K rigen h in d rede U dleveringen. Købte vi det ikke, vilde n a tu rlig v is P rø jssen sikre sig denne for os overm aade farlige Forøgelse af sin Flaade.

Som U denrigsm inister ad interim , h v o rtil h a n ikke m ødte slet s a a uforberedt, som M ajestæ ten m aa- ske ku nde tro, idet h an alle Dage som M edlem af S ta tsra a d e t havde ben y ttet de sig frem bydende Lej­

ligheder til a t k a ste et Blik bag de d iplom atiske Ku­

lisser, gjorde h a n Regning p a a a t k u n n e gaa til en F o rh and lin g m ed R ep ræ sen tantern e for de frem m ede M agter m ed friskere K ræ fter og m in dre bunden af alt tagne B eslutn ing er end sin ærede Forgæ nger, d e r unæ gtelig v a r kom m en i en noget skæ v Stilling til de venskabelige S taters sæ rlige U dsendinge ved sine k a ­ tegoriske Afslag paa deres A dvarsler og H en stillin ­ ger om a t skaffe den saa m eget om stridte F o rfatn ing af 18. November ud af Verden — den F orfatning, Hs.

M ajestæ t, det ku nd e alle indviede se nu, saa sik k e rt som noget ikke uden G rund havde tøvet m ed a t u n ­ derskrive. Naa, un d er alle O m stæ ndigheder vilde vor G esandt i Berlin, K am m erherre Quaade, hvis In d ­ sigt i de udenrigske Forhold, M ajestæ ten havde sa a m egen Tillid til, n u indtræ ffe i K øbenhavn, og hvem vidste, om ikke h an s Overtagelse af U d enrigsm iniste­

riet k u n de føre m ed sig en h id til ikke øjnet U dgang af V anskelighederne. I M onrads Tonefald lød det, som om Toget, hvori Kongen og h a n befan d t sig, a lt for m od denne Udgang. M an havde jo Lov a t haabe, ja det v a r ligefrem enhvers P ligt, der h avde m ed Li­

vets Alvor a t gøre, ikke a t vise H aabets Glæde fra sig.

Kunde det saa forøvrigt ikke u n d er en sa ad a n

2*

Stem ning — M inisteren kunde h e r gerne tilføje: m od­

sæ tningsvis — in dgaa i Hs. M ajestæ ts O vervejelser som rig tig t a t hæ dre p a a synlig Vis den n u afgaaede U d enrigsm inister og K onseilspræ sident for de m ange A ars om hyggelige Røgt af h an s an sv arsfu ld e Ger­

ning? Det m aa tte ganske vist efter de U dm æ rkelser, H all a lt havde m odtaget af højsalig Kong F red erik 7., ske p a a ualm indelig glim rende Maade, m en kunde m an sige, a t B-ortgivel-sen af E lefan ten ved denne 'Lej­

lighed vilde væ re fo rm e g e t? L ehm ann m aatte vel saa benaades m ed Storkorset.

Kongen blev her, h v ad der i denne Tid k u n yderst sjæ ld en t skete, ligefrem opm untret. H an følte sig som Regel s tæ rk t ty n get af B egivenhederne og n avnlig af ald rig at k u n n e kom m e et S k rid t frem ad de Veje, han an saa for a t væ re dem, der tje n te h an s og der­

m ed M onarkiets In teresser bedst, og det skulde ikke hjad pe p a a h a n s Stem ning, a t D ronningen, som det blev sagt, »græd ved Dag og ved Nat.« Med noget af et Sm il erklæ rede h a n nu, og m aa tte u n d er Kørslens L arm løfte Stem m en for a t blive hørt, at sik k e rt var det i al den Tid, h a n som P rin s og Konge havde iag t­

ta g e t og v æ ret m isfornøjet m ed H alls P o litik u d a d til som ind adtil, ikke noget Øjeblik faldet h am ind, at M inisteren d er havde g a a et og g jo rt sig fo rtje n t til en Dag a t m odtage af h a n s H aan d det højeste U dm æ r­

kelsestegn, h a n som M onark k u n d e bortskæ nke, m en d et v ar det sam m e: Kunde M onrad skaffe h am og L and et Fred, skulde h a n være villig til a t dekorere, hvem denne vilde indstille, og m ed h v ilk en Orden, det sk u ld e være.

M onrad nød Kongens opklarede Mine og søgte a t holde den fast. H an skiftede Em ne, blev konversabel

og fo rtalte personlige D ata. H jem m e havde h a n en Søn, som h a n læ ste L ektier m ed — det v a r i det hele noget, h a n ikke ved nogen Begivenhed i sit Liv havde ladet sig afholde fra: a t læse m ed sine Børn —, m en det var ham næ sten ikke m u lig t a t fa a b ib rag t dette unge M enneske blot det re n t elem entæ re G rundlag for den tyske G ram atik, i sa a høj G rad v a r det tyske Sprog h am forhadt. Og F æ nom enet v a r lan g t fra ene- staaen d e: F ra sin V irksom hed som U ndervisningsm i­

n iste r kendte h a n de Klager, der indkom over E lever­

nes Forhold i saa Henseende. U ndre sig herover kunde m an ikke, sa ad a n v a r Stem ningen i L andet, og hv ad de gam le sang for, knæ brede de unge efter.

Der v ar n u for E ksem pel dette Spørgsm aal om S kan ­ dinavism en. Denne Sag v a r blevet d rejet h elt b ort fra en S ym pati m ed H uset B ernadotte. N u drøm te m an om en S am m ensm æ ltning ved H jæ lp af et fy rstelig t Æ gteskab, gensidige A doptioner og forandrede Arve­

følgelove, og M inisteren talte videre herom i h a lv t for­

blom m ede U dtryk.

Kongen hørte opm æ rksom t og fo ru n d ret p aa sin F ø rstem in ister og indbød h am slu ttelig til Aftens- m aa ltid i Korsør H avn om Bord i D am peren, som skulde føre Kongen og h an s Følge til H æ ren i H er­

tugdøm m erne. Da Kong K ristian efter a t have tag et Afsked m ed M onrad v a r bleven ene m ed sine K avalle- rer, ku n d e h a n dog ikke tilbageholde den B em æ rk­

ning, a t B iskoppen ganske v ist v a r en in te ressa n t M and a t tale m ed, m en h a n v a r noget ek sen trisk i sin Tankegang.

M onrad havde m ed Vilje ikke i W aggonen ta lt til Kongen om den m ilitæ re Situation. Denne Side af Sagen forstod h a n sig ikke paa, og h e r m ulig a t

skulle tage im od B elæ ring af M ajestæ ten vilde k un virke forstyrrend e p a a ham , h a n vilde dog sik k ert ikke o p n aa en virkelig Indsigt. S aa m eget stod fast, a t vi havde en ypperlig Stilling ved D anevirke, k rig s­

e rfarn e Førere og m odige Soldater i den største af alle de Hære, der nogensinde v a r stillet p a a Benene i Kongeriget D anm ark, og a t vor Flaade, selv om den m ulig ud p a a Som m eren ku n d e kom m e til at prøve K ræ fter m ed en østerrigsk, ikke alene gav os Bevæ­

gelsesfrihed indad til, m en ogsaa ved Blokade af de ty sk e H avne vilde virke i høj G rad hæ m m ende paa F jendens hele økonom iske Liv og saaledes bringe h a n s K rigslyst til a t dale.'

Det, der im id lertid ved denne L ejlighed m est havde fyldt M onrads Sind, v a r ikke kom m et til Orde i Sam ­ tale n m ed Kongen, det indbød dennes P erson ikke til, og det k un de vel ogsaa vanskelig siges m ed Ord. Det v a r først F o restillingen om, a t skulde Krigen bryde ud — og det m aa tte vel ske —, sa a v a r d er dog den T røst derved, at dette v a r den ko rteste Vej, ad h v il­

ken M ajestæ ten en Gang for alle kunde lære, at i D anm ark s Rige var det de danske, h an m aa tte slutte sig til. Dem v ar det og deres M inisterchef, som vil­

de redde Riget for ham . Og sa a form ede der sig be­

stan d ig m ere og m ere levende for h a m en vaagen Drøm: H a a rd t vilde det i denne Krig g a a til. Ved D anevirke vilde der blive ført rase n d e Kampe, en T redjedel af H æ ren vilde blive ofret. Krigen tra k in d i Jylland, F olket rejste sig, M onrad kom til Stede, h v o r det gjaldt, og Kongen, der lagde sin Skæbne i h a n s H aand, fulgte ridderlig med. O verm agten v a r dog for stor, F jenden naaede over til Fyn, Folket vaklede, Kongen blev betæ nkelig, m en M onrad op-

gav ikke H aabet og udsendte flam m ende Depescher til de tre interesserede n e u tra le S torm agter og til den svensk-norske Konge. Stem ningen i E u rop a begyndte a t vende sig til Fordel for det lille heltem odige Folk, der holdt ud i den ulige Kamp. Og endelig, d a den overm odige Fjende, efter et u ly k k elig t Sam m enbrud af den danske F laad e u n d e r en Kam p m ed et over­

legent A ntal ø sterrig sk e og prø jssisk e Skibe, stod p a a S jæ llan d og næ rm ede sig København, m edens Re­

stern e af den danske H ær, sty rk e t af de frivilliges Skarer, beredte sig til den sidste fortvivlede Mod­

stan d, standsede som ved et Trylleslag de fjendtlige K anoners Ild.

Den tyske H æ rfører havde m odtaget telegrafisk O rdre til a t afbryde Frem ryk n in g en. Inden den og den Dag havde h a n a t røm m e de d anske Øer og Jyl­

land, ja endog Slesvig. F ra London, Set. P e te rs­

borg og P a ris v a r der ind tru ffet enslydende N oter i W ien og B erlin om, a t A ngrebet p a a D an m ark v a r ført frem lan g t u d over alle F orudsæ tninger, og a t de tre M agter m a a tte som U nderskrivere af London­

tra k ta te n , der sikrede Rigets In teg ritet, forlange, at de politiske T ilstan d e i de d anske Lande blev b rag t tilbage til Stillingen ved Kong K ristian s T ronbesti­

gelse. H vad der la a D an m ark og T y skland im ellem vilde væ re at ordne p a a en Kongres i P a ris. At sidde Noten overhørig betød Krig m ed dens U dstedere.

Kong K ristian s T aknem lighed overfor sin stæ rke, ikke a ltid lige velvilligt bedøm te F ø rstem in ister v a r det rørende a t lægge M ærke til, og M inisteren forbe­

redte sig m ed hele sin fra et lan g t p a rla m e n ta risk Liv øvede F orhandlin gsev n e til ved K ongressens H jadp at skabe sin Konge og sit L and en æ refuld og

betrygget Frem tid. E t m id lertid ig t R esulat vilde h a n ikke lade sig nøje med.

Var det ikke fald et n a tu rlig t for M onrad a t lade Kong K ristian faa In dblik i disse D røm m erier, gik det forholdsvis let for h a m at give den engelske sæ r­

lige U dsending, Lord W odehouse, og Gesandten, Sir A ugustus Paget, et Udtog deraf, og begge in d berettede den m æ rkvæ rdige Tale til deres Regering. Der blev i D iplom aternes Kreds i K øbenhavn ta lt ad sk illig t om denne M onrads O ptræden, m an v a r ikke vis paa, hvad der i den v a r beregnet Lyrik, og h v ad der v ar u m idd elbar Stem ning og B eslutning hos denne »Ef­

terko m m er af Biskop Absalon«1), m en i det hele sy­

nes m an a t h av e godskrevet en vis Im pulsivitet, som M onrad forøvrigt k u n til en vis G rad v a r i Besid­

delse af — i sin officielle Gerning v a r h a n sig sine H andlinger som Regel vel bevidst —, disse Bebudel­

ser om N ationens og h a n s egen H oldning u n d er en kom m ende Krig, og ved en senere Lejlighed, d a h an v a r betydelig m ere fredsvenlig, fik h a n i den engel­

ske In db eretn in g A nerkendelse for baade m odig og statsm an dsm æ ssig H andlem aad e 2). D rønet i Mon­

rad s personlige O ptræ den v a r nu, lige som da h an i sine unge K andidatd age første Gang søgte a t gøre sig politisk gældende, endog det ved denne Lejlighed skete p a a et frem m ed Sprog, h a n k u n m an g elfuldt be­

h ersked e3), af betydelig V irkning.

Men, som frem hæ vet: i den lan g t overvejende Del af N ationen v a r m an ikke try g ved T anken om,

x) Les origines diplom atiques de la guerre de 1870—71 II., 19—21.

2) N eergaard II, 1012.

3) Krieger.

a t D anm arks F rem tid p a a afgørende M aade vilde være afhæ ngig af den uberegnelige M onrad. Som Drøm m er ken d te m an h am g anske v ist ikke. H ans F rem g an g sm aad e havde tv æ rtim o d h id til b estan dig væ ret positiv, h a n s Ord m æ ttet m ed R ealiteter, h a n v a r den F ag m inister, der bedst havde h a ft Rede p a a og bedst k unde gøre Rede for de H u n d red er af E n k e lt­

heder, som hørte ind u n d e r h a n s V irkekreds, og den O m stæ ndighed, a t h a n v a r en gejstlig P erson og for saa vidt fo rtrin sv is skulde have sine T ank er h en ­ vendt p a a et Rige, som ikke v a r af denne Verden, havde ingensinde grebet forsty rren de ind i h an s Ad­

færd. H ans politiske Interesser syntes h e lt a t have suget S tyrken fra de religiøse, m en — og dette »men«

v ar afgørende — m an v a r ikke sik k er paa^ at træ ffe ham i Dag dér, hv o r m an i G aar havde fo rlad t ham . Det v a r ikke M istillid fra Dag til Dag til h a n s Ord n e t­

op, m an næ rede — til h an s E rk læ rin g e r og U d talelser i sin store A lm indelighed —, i s a a H enseende h av d e h a n et bedre Lov p a a sig end h a n s tidligere M ini­

sterchef H all, som af lu tte r m enneskelig F o rstaaelse ikke re t kun d e bringe det over sit H jerte a t lade en Mand, h a n havde in d lad t sig i personlig F o rh a n d lin g med, eller en Ansøger, g a a b o rt uden H aab, og derfor m a a tte bæ re p a a m anges H arm e over fejlslagne F or­

ven tning er — M onrad ku n d e u d m æ rk et godt sige nej —, det v a r M istillid til h a n s H andlinger, der som U k ru d t groede p a a h an s Vej. G runden til denne Mis­

tillid v a r vel frem for a lt a t søge deri, a t M onrad al­

drig vilde føle sig, og aldrig følte sig b u nden af noget P artih en sy n .

I h in vor politiske Tilvæ relses U rtid, da der end­

nu ikke ud af de p a rla m e n tarisk e T aagem asser hav -

de dan n et sig helt faste Legem er om de In teresse­

centrer, der i F o lkeuniverset øvede T iltræ kning, da P a rtig ru p p e rin g e n tvæ rtim od v a r ret løs og hyppig lod sig spalte eller om vendt pludselig k unde klum pe sig stor, v a r det m u lig t for en M and som M onrad m ed sin stæ rke H jæ rne, sit h u rtig e Skarpsyn, sin Æ rg errig hed , sine nødtørftige K undskaber, sin p a r­

lam en tarisk e B ehæ ndighed og store ad m in istra tiv e Indsigt, p a a R igsdagen a t skabe sig et Slags ark im e­

d isk P u n k t uden for det alm indelige politiske K reds­

løb, hv o rfra h a n m ed sin um aadelige Arbejdsevne kunde p aav irk e dette efter sit Tykke. Og h a n satte sit M ærke p aa en M angfoldighed af R igsdagens Be­

slu tn ing er.

H an v a r optaget af og som Regel fortrolig m ed alle Tidens politiske Spørgsm aal, og O rdningen og G ennem førelsen af denne og h in Sag v a r h an s Lyst.

H ans aandelige Syn v a r ikke re tte t mod det fjæ rne, h an s H andlin ger ikke beregnede p a a at aabne M ulig­

heder, som Om givelserne ikke endnu k u nde forstaa, h a n stod dér, hvorhen den n u ret vel fordøjede fransk-engelske Liberalism e fra F y rrern e havde bragt Europa, m ed det F o rsp rin g i b orgerligt F risin d, h an og adskillige med ham h e r hjem m e havde tag et i 1848—

49. Som oftest v a r h a n om det enkelte A nliggende enig med de N ationalliberale, hvis Kredse h a n ved D annelse og Sm ag tilhørte, m en ogsaa i B ondeven­

n ernes og i de andre P a rtie rs Syn p a a Tingene kunde der væ re fortræ ffelig H jæ lp at finde, n a a r det gjaldt om a t faa en Sag til a t glide, og for dette F orm aals Skyld v a r det ham ligegyldigt, hvem h a n i det givne Øjeblik arbejdede sam m en m ed eller m odarbejdede.

H a n v a r en R esultatern es Mand, og h a n vilde have

dem nu. »At væ re B edstefader til en Bevægelse fore­

kom m er ikke en P o litik e r nogen m isundelsesvæ rdig Lod«, skrev M onrad endnu i en af sine i 1870 offent­

liggjorte »Politiske A fhandlinger«. Og P a rtiin te re s ­ se r som saad an n e kendte han, som sagt, k u n ved Iagttag else af an d re P olitikeres Fæ rd.

Im id lertid s a a g u ld alderlig uskyldig v a r ikke de indrepolitiske T ilstande i D anm ark i den Tid, der her er Tale om, a t M onrad ikke én Gang for alle og uop­

re ttelig havde m a a tte t betale U dnyttelsen af sit a r ­ kim ediske F u n d m ed T ilsæ tteisen af den store Tillid til h an s Person. M an fulgte ham , som sagt, hyppigt

— u n d ertid en netop ved m eget vigtige A fgørelser —, m an beundrede h an s Dygtighed, og ved politiske F e­

ste r holdt F ørstem æ ndene i de forskellige Lejre T a­

ler for ham , og efter Tidens Skik d rak m an sig en hel eller h alv Rus til Æ re for ham , m en det faldt ikke nogen ind a t g aa ud i A lverden og prise Mon­

ra d for h an s politiske T rofastheds Skyld. Man k u n ­ de n u p a a en M aade godt have g jo rt det. Om Mon­

ra d vidste m an i den H enseende ikke andet, end a t h a n v ar tro fa st mod den politiske Idé, h a n i de store B eslu tn in gers Dage i 1848 havde viet sig til: den a l­

m indelige V algret til Folketinget. At h an s T rofast­

hed, n a a r A nfæ gtelserne kom, kunde an tag e en noget p laton isk K arakter, v a r uken d t, til Dels endog for ham selv.

Om a lt m uligt an d et i S ta t, i det borgerlige Sam ­ fund, i Kirke og K om m une kunde der m ed h a m af

»velsindede« og m odne M ænd forhandles og handles.

Og M onrad forhandlede m ed disse velsindede, og h a n handlede og bøjede sig og fan d t Udveje og førte Sa­

gerne igennem begge Ting. Men for h ver p ariam en-

ta risk Sejr, h a n v an d t, sad der saa og s a a m ange forbløffede eller forbitrede M odstandere eller T ilhæ n­

gere tilbage, som havde v entet noget andet. Man læse til Eksem pel H. N. Clausens U dtalelser om M onrad i h an s »Optegnelser«: »Mit F orhold til Mon­

ra d — en Gang v a rm t — havde længe v æ ret køligt, fra dette T idspun k t [1862] sank det til F ry sep u n k te t [i A nledning af M onrads eftergivende O ptræ den som K irkem inister overfor G rundtvigianernes F o rd rin g p aa Udvidelse af R etten til K irkernes B enyttelse]

uden igen a t hæve sig. Jeg k unde ikke finde Bund i M anden. Det vilde ikke lykkes m ig at opdage noget, der stod sa a u betinget fast for ham , a t h a n ikke skulde kunn e findes villig til a t gaa p a a A kkord«1). Og et h alv t A ar før C lausen følte denne Vrede over Mon­

rad s fra et h ø jk irk elig t S ta n d p u n k t re t vaklende Holdning, skriv er H ostrup til Ploug: »Monrad er try k k et af sin Fløjelsm ave og viser denne gejstlige B ornerthed i B ehandlingen af alle k irkelige Spørgs- m aal«2). H ostrup a n k e r a ltsa a over det stik m od­

satte af, hv ad der for Clausen er M onrads utilgivelige Svaghed. P a a denne Vis v a r der til alle T ider Kla­

ger over M onrads u en sarted e H andlem aade.

Men det v a r ikke alene M onrads u d advendte F æ rd, der gav A nledning til M istillid. Der v a r over hans personlige O ptræ den til alle T ider noget, m an ikke kund e kom m e til rette med. H ans Ven fra de unge Dage, den senere bekendte P ræ st, Vilhelm B irkedal, betegner dette som noget, Folk u n d e rtid en k a ld te »en vis Jesuitism e, der gjorde h an s Ord og H an d lin g er tvetydige.« »Jeg talte«, fortæ ller B irkedal, »en Gang

II. N. Clausen: O ptegnelser om m it Levned, 482—483.

Breve fra og til C. H ostrup, 493.

m ed h a m derom , og h a n sagde da: »Jeg siger aldrig andet, end hvad jeg m ener, m en jeg siger ikke altid alt, h v a d jeg m ener«1), og B irk ed al lad e r Sagen bero derm ed, som h a n i det hele h e lst slipper p aa H alv­

vejen de Y tringer af Tvivl om M onrads ubetingede T rovæ rdighed og faste K arak ter, som h a n ikke for- m a a r a t holde borte fra F rem stillin g en af sit Forhold til M onrad.

H elt anderledes u d tale r O rla L eh m an n sig om denne E genskab hos M onrad i nogle B em æ rkninger, h a n frem kom m er m ed i A nledning af, a t h an s tid li­

gere Kollega i det H allske M inisterium , den dav æ ­ rende D irektør i F in an sm in isteriet, C. E. Fenger, i en Redegørelse skriver, a t M onrad h a r det »Uheld«, a t h a n b liver m istæ n k t for a t ville og m ene an d et end det, h a n siger«. L ehm ann u d b ry d er da: »Er det sandt, som ogsaa Fenger vidner, a t h a n (Monrad) alm indeli- gen bliver m istæ n k t for a t m ene andet, end h a n siger, s a a m aa dette h av e en dybere G rund — G runden k an ligge to Steder, hos h am eller hos P u b lik u m —, end a t den k a n affæ rdiges som et »Uheld«. Derved k a n end ikke en Ven akviescere, n a a r h a n sta a r som Vidne for H istoriens Domstol«.2) Og M onrads kloge F o rsv are r fra de senere Aar, E kscellensen P. Vedel, (der som D irektør i U d en rig sm in isteriet havde h aft m eget m ed h a m a t gøre i 1864, om taler foruden han s

»bidende Ironi«, »der skaffede h a m m ange personlige Uvenner«, den forunderlige »Kølighed og Tilbagehol­

denhed, h a n k u n d e vise im od sine Venner,« og som Vedel h id led er fra det Væsen, h a n i sin forladte B arn ­ dom en Gang for alle h av de faaet p a a try k t: »Han gav

x) V. B irkedal: Personlige O plevelser I., 108 ff.

2) J. Clausen: Af Orla L ehm anns P a p ire r 227.

sig ikke hen, og n a a r h a n m eddelte sig, følte m an, a t det m in dre v ar af virkelig Fortrolighed, end fordi h an s T ank er behøvede et Afløb, eller h a n vilde høre andres Mening. H ans Sind v a r i en bestandig Uro og Gæring, og h a n ku nde pludselig sla a fra en Stem ning over i en m odsat«.1)

Om dette sidste fortæ ller B irkedal, at M onrad ved Sam m enkom sterne i S tu d en teraaren e m ed Vennerne s n a rt v a r overstadig lystig og talende, »skønt ofte saaledes, a t m an følte en B aggrund af Smerte«, s n a rt tavs og tilb ag e tru k k e n i sig selv. H an sad da drøm ­ m ende i en Krog og kund e pludselig springe op, svinge sit Punch eg las og støde det mod en andens, idet h an raa b te: »Kamp og Sejr, Du!« »Det var,« til­

føjer B irkedal, »som om h a n anede, a t h a n skulde be- s ta a en stren g Kamp, før h a n ku nde kom m e til Fred med sig selv,«2) m en B irkedal tilfø je r ikke noget om, n a a r denne F red da in d tra ad te . General Cai Heger- m ann-Lindencrone, i hvis Foræ ldres Hus M onrad som S tudent u n d ertid en kom, o m taler »den ly n sn are H u r­

tighed,« hvorm ed h a n ku n d e g a a fra den dybeste Al­

vor til »dristig Satire i populæ r Stil«3). Og saaledes videre, de fleste, som h a r k en d t M onrad, er sta n d se t ved denne E jendom m elighed hos ham . A. F. K rieger skriver i sin Dagbog fra Oktober 1859, a t »M onrad ib lan d t de m ange rige Gaver, der er forlenede ham , ikke h a r faaet den: a t indgyde Tillid,«4) og den af- gaaede S ta tsm in iste r C. E. B ardenfleth u d ta le r i sine

*) D ansk biogr. Lex. XI, 447, 450—451.

2) V. B irkedal: P ersonlige O plevelser I, 108 ff.

3) C. H egerm ann-L indencrone: B etrag tn in g er i A nled­

ning af D. G. M onrads politiske Breve. 7.

4) K rieger II., 63.

»Livserindringer«, a t »M onrads egentlige Mening' som oftest ‘bliver et uu d g ru n d elig t Dyb«.1)

M onrad v a r a lts a a fra sine unge Dage og op ef­

ter i A arene m ere eller m ind re dulgt om givet af det Forbehold, h an s eget forbeholdne Væsen frem k aldte, og de Omslag fra Alvor, ja Patos, til Spas, som p lu d ­ selig ku n de forekom m e i h a n s Adfærd, og som p a a nogle virkede, som gjorde h a n N ar ad dem, p a a a n d re som u forstaaelige Sm agløsheder, og a tte r p a a andre, som havde h a n ikke til fulde H erredøm m e over sit A andsliv, befæ stede i in te t af Tilfældene B ehaget ved og T illiden til h an s Person.

Alle disse In d try k u n d er Sam kvem m et m ed Mon­

rad kom n u og sv an dt i uberegnelig Rækkefølge.

Nogle af dem h ørte K ulisserne til, an d re af dem op­

stod for aab en t Tæppe, hvor im id lertid som Regel Bi­

faldet ombølgede ham , præ get som h a n s O ptræden v ar der af Kløgt og Styrke i h ver enkelt Afgørelse.

Men altsaa, den Glæde, som M onrad følte ved n u endelig a t væ re n a a e t derop, hvor der, sa a vidt sligt var m uligt, v a r frit m ellem h am og de for Konge F æ d relan d vigtige B eslutninger, deltes ikke af r e t m ange i det danske Folk, om end P ressen i Køben­

hav n — og det v a r den eneste i D anm ark, som h a v d e B etydning —, selv hvor den tog alvorligt Forbehold, ikke v a r h am ond.

M onrad synes ikke at have h a ft F o rstaaelse a f den A fstand, der v a r m ellem h am og h an s L an d s­

m ænd. Den h am fra et lan g t B ekendtskab sæ rdeles velsindede C. E. Fenger om taler som en Mangel ved h an s Iagtagelsesevne, at h a n gik ud fra a t s ta a sig;

) C. E. B ardenfleth: L iv serin d rin g er 156—157.

hedre m ed Folk, end h a n gjorde, og betegner denne Side af h a n s Jeg som G odtroenhed.1) Snarere v a r det et vist Overmod, en rolig Følelse af Overlegenhed.

Sjæ ld en t rejste h a n p a a dette T id sp u n k t af sit Liv i s it stille Sind A nklage mod an d re for deres O ptræ ­ den m od h am : de handlede, som de kunde, og n a a r deres aabenlyse eller fordæ kte Spil imod h a m som o fte st fald t ud til U gunst for dem selv, v a r dette jo k u n Bevis paa, at deres Beregninger v ar u rigtige og h a n s de rette, og sa a v a r der vel ikke synderlig m ere a t sige om den Ting.2) Og tog h a n dem ikke deres F rem gangsm aade mod ham ilde op, h eller ikke, n a a r h a n tra k det korteste S traa, m aa tte de vel lade ham m ed Fred. H ans G erninger skulde nok s ta a de­

res Prøve til Æ re for ham og til Gavn for det hele.

Det v a r en i det væ sentlige lykkelig, det vil sige, en m ed sig selv tilfreds Mand, der fra N y taarsd ag 1864 havde overtaget Ledelsen af L andets Forhold indad til og u d ad til. F orlæ ngst havde M onrad ved H jælp af sit virksom m e politiske Liv opnaaet den F red m ed sig selv, som B irkedal tvivlende ta le r om. Og den M and, d e r h e r tra a d te frem foran de andre, v a r en, som troede p a a sin L ykkestjerne.

M onrad v a r R om antiker. Det er saaledes a t for- staa, a t da h a n blev voksen, og de sjæ lelige Kim i h a m søgte B und a t gro i, v ar det aandelige Jordsm on hos h a m som hos o m tren t alle »dannede« herhjem m e frodig d æ k k et af R om antikkens E fterblom string og egentlig k u n egnet til a t bære et F lo r af denne Art, og derfor, d a der i h a n s første teologiske S tu d e n te ra a r

A) J. C lausen: Af Orla L ehm anns P a p ire r 227.

2) D—d P olitiske A fhandlinger 1869, 120. F ils: D. G.

M onrad 4 ff.

rø rte sig digteriske K ræ fter i ham , og disse ikke betog h a m som oprørske Tilbøjeligheder, m en tvæ rtim od v a r tro fa st kn yttede til Tidens T anker, blev det F'jern- læ ngsler, h a n gav sig i Vold, og overvirkelige F o re­

stilling er.

I Y nglingsaarene havde h a n i d e n hjem lige Præ - ste g a a rd v æ ret s tæ rk t k ristelig grebet, m en tidlig i S tu d e n te rtid en k u nde h a n hv erk en etisk eller for­

stan d sm æ ssig t finde Hvile i K ristendom m en, og u n ­ d e r sine hyppige F an tasi-F o relsk elser gav h an u n d e r den stuebundne og stilfæ rdige Levevis, h a n førte p a a Regensen, sine m ange erotiske Digte en frit svul­

m ende B illedpragt, som højlig im ponerede K am era­

terne. Og sn a rt forelaa d er fra h an s H aan d en T ra ­ gedie »Jefta og h a n s Datter«.«. Dens Skæbne blev im id lertid k ran k , idet M onrads første B eskytter fra D rengeaarene, D igteren og P ræ sten N icolai Søtoft, døm te om den, a t den vidnede om dens F o rfa tte rs fuldstæ ndige M angel p a a M enneskekundskab.

K ort Tid d erefter var M onrad tu n g t fordybet i U darbejdelsen af et bloddryppende Sørgespil »Kong Saul«. H an v ar den Gang en spæ dlem m et, noget sva­

gelig, æ rgerrig, d a a rlig k læ d t og forlegen S tudent, der baade higede m od Livet og jæ vnlig v a r foruroliget af kristelig -ask etisk e Tilbagefald, h an s Stem ning v a r derfor i E n ru m som oftest so rt m elankolsk, og h a n s D igtning fik F arv e derefter. Men n a a r en af Mon­

ra d s Biografer, F red erik N ørgaard, m ener, a t den Sygdom, M onrad u n d e r F rem b rin g elsen af »Kong Saul« fald t i, og som i D atiden gik u n d e r N avnet

»Nervefeber«, der b lan d t an d et tilken deg av sig ved stæ rk e Vildelser, som k u n d e stige til Selvm ordsfor­

søg, havde til egentlig A arsag h an s overophidsede

3