Kilder til de onde Aars Historie

KILDER TIL DE ONDE ÅRS HISTORIE Af II. L a u s te n -T h o m s e n .1 )

F ø rst lakker jeg for den ære, D ansk historisk fællesforening viser m ig ved at lade mig være m ed til at indlede dagens drøf­

telse. D erefter m å jeg gøre opm æ rsksom på, a t jeg støtter mig særdeles stæ rkt til lan d sark iv ar H vidtfeldts store arbejde m ed hensyn til det foreliggende emne. H an v a r sekretæ r for det h isto ­ riske sam fund, jeg h a r den ære at være form and for, og i al h o ­ vedsag er det han s initiativ, der ligger bag, hv ad vedkom m ende historiske sam fund h a r foretaget og foretager sig i sagen.

Det er en selvklar opgave for de historiske sam fund at søge at frelse og gemme kilder a f historisk værdi fo r frem tidens g ra n ­ skere, og det ligger n æ rt at spørge om, hvad der især vil kunne kalde ad deres interesse m ed hensyn til krigens og occupatio- nens år.

E n gang var historie næsten helt overvejende fortæ lling om krigens gerninger, om heltedød, om diplom atisk tovtræ kning, om fre d stra k ta ter og ny strategiske planer og overvejelser. Det var for den brede offentlighed, det vil p rak tisk set sige for h isto rie­

undervisningen, Johan Ottosens lærebøger, der h er hjem m e for 50 å r siden viste de ny veje, og n u h a r historien i de videste kredse fået et n y t åsyn. Vor opgave er n u at lade kom m ende historikere få m ulighed fo r at se dette åsyn, som det viste sig i krigstiden, fra alle sider og i ethvert skiftende lys. Der er taget fat fra adskillige sider p å løsningen af denne opgave. Jeg tør til foredøm m e nævne Hans Ellekildes initiativ, som jeg forøvrigt

i) Foredrag ved Dansk historisk Fællesforenings Aarsmøde paa Kronborg den 31. August 1946.

333

k u n k ender fra en ko rt avismeddelelse, og den allerede af rigs­

ark iv aren nævnte indsam ling, der foretages af in stituttet for sam ­ fundsøkonom i og historie; m en det er sikkert det rette, at vi drøfter veje og m uligheder for at frelse fra undergang, hv ad fre l­

ses kan. Vi m å bare ikke stille m ålet for lavt eller fo r snævert.

Vi er nok enige om, at vi hellere m å tage 10 ligegyldige opteg­

nelser m ed end m iste en eneste værdifuld.

I Nordslesvig h a r jeg søgt at støtte indsam ling af arkivalier ad to veje: ved personlig henvendelse til interesserede m ennesker og ved foredrag i de fire am ter for hv ert sted særligt indbudte kredse.

Også h e r gælder det ikke at afstikke grænserne fo r snævert og at få den rette tone over forhandlingerne: E t søvndyssende foredrag er væ rre end intet. Det h a r jeg i denne sam m enhæng dyrekøbt erfaring for. Endelig h a r »Hist. samf. for Sønderj.« m ed støtte fra den kom m ission, V idenskabernes selskab h a r nedsat til b e­

varelse af historisk væ rdifulde dokum enter, ligefrem lønnet et p a r m ænd i H aderslev vesteram t og i T ønder am t for at u n d e r­

søge, hvad der findes af arkivalier og for at frem skaffe sådanne til »Det sønderjydske landsarkiv«. Denne sidste vej h a r ledet ikke så lidt ind i arkivet. Selv om dette arbejde naturligvis m å fortsættes, er det ikke nok over for de særlige krav, de sidste tider h a r ladet opstå.

M odstandsrørelsens region III h a r påtaget sig den opgave at indsam le alt det m ateriale, der kan kaste lys over dennes u n d e r­

jordiske arbejde. Desuden h a r vi rettet udførlig, skriftlig henven­

delse til en m ængde m ennesker om at nedskrive deres m inder fra occupationstiden til henlæggelse i det sønderjydske lan d s­

arkiv. E ndvidere h a r lan d sark iv ar H vidtfeldt som sekretæ r for

»Hist. sam f. fo r Sønderj.« u d arb ejd et et spørgeskem a m ed ikke fæ rre end 86 spørgsm ål. D er h a r været nogen drøftelse om, til hvem skem aerne k u n d e sendes i de enkelte sogne: Sognepræster, lærere, sognerådsform æ nd, form anden for de særlige sønderjyd­

ske »Dansk sam fund«, d er findes i hv ert sogn. Jeg' er noget ræd for, at spørgsm ålene går så lan g t ud i enkeltheder, at de k a n kyse adskillige fra at svare; m en p rincippet h a r også h er været: hellere for m eget end for lidt. Jeg tvivler m eget om, at resultatet bliver

334

så rigt, som hr. H vidtfeldt h a r ventet; m en jeg tvivler ikke om, at det vil give resultat. Jeg ved, at der e r sogne, hvor m an i de sidste dage h a r sam let interesserede m ennesker for at få de p å ­ lideligste og alsidigste svar p å disse spørgsm ål. Det vil dog let gå således, at vi bliver nødt til at holde m øder ude i am terne, og det vil jo heller ikke være nogen ulykke. Den personlige p å v irk ­ ning b a tte r alle tider mest. Ved udsendelsen af eventuelle spørge­

skem aer, m å m an vogte sig fo r at være for k arrig og ikke glemme faren fo r k u n at få k astet lys over forholdene fra den ene side.

Vi k a n udm æ rk et spørge m odstandsrørelsens m edlem m er, m en hvorledes skal vi få fa t i den m odsatte opfattelse? Det k a n ikke være vort fo rm ål at lade efterslæ gten få del alene i de sy n sp u n k ­ ter, der er vore i dag. N aturligvis er de de eneste rigtige fo r os;

m en h v a d det gælder om, er at lade vore efterkom m ere få m ulig­

hed for at skønne ud fra frem tidens, fra h istoriens viden, n å r vi ikke m ere er til. At de så vil se p å de onde å r m ed lignende øjne som vi, h a r vi ikke behov at tvivle om; m en u d fra større viden, m å der ku n n e vokse større k larh ed og renere og tryggere sandhedsopfattelse. R etsprotokoller og politiets a k te r vil give ikke så lidt; m en lad m ig pege på, at i Sønderjylland h a r vi hid til ikke henvendt os til hjem m etyskere eller til landssvigere. Jeg tro r, at det godt vil kun n e ske om et p a r år, om vi ellers få r en god og n aturlig udvikling; m en i dag er det nok utæ nkelig vanskeligt at opnå noget som helst ad denne vej.

E n anden side af spørgsm ålet er i Sønderjylland blevet uløst ved m in forsøm m elighed. I fo rå ret i fjor fik vi tusinder af m en ­ nesker hjem over D anm arks græ nser fra de tyske k o n c e n tra ­ tionslejre. Det v a r det uhyggeligste, jeg h a r oplevet, selv om den genvundne frih ed eller den frihed, der vinkede fra Sverige, k a ­ stede sit lyse skæ r over al elendighed. Da hæ ndtes der ting ved D anm arks sydgrænse, der m å og skal skildres således, at frem ­ tiden k a n få det rigtige billede af hæ ndelser og stem ning. Der var m ennesker nok, der ku nd e have skrevet om deres store ople­

velse, — isæ r fran sk e og polske læ ger og studenter, m en også m ange andre — . Jeg skænkede det ikke en tanke, v a r så optaget af det m ere påkræ vede arbejde, at jeg lod lejligheden gå fra mig

335

til at vinde emne til historien om D anm arks vagt og kæ rligheds­

gerning ved grænsen.

Så er der de tyske flygtninge i D anm ark. Også deres ophold i D an m ark er en del af vor skæbne. Man kan vist godt ved h e n ­ vendelse til lejrledere frem skaffe optegnelser om deres danske oplevelser. .

Det sam m e gælder endnu m ere allierede flygtninge, der er i vort land. Deres skæbne ved grænse og i D anm ark skal vi også skaffe oplyst så vidt muligt.

Hver fo r sig b a r de enkelte em ner ikke så stor værdi; m en historikernes opgave m å være at føje enkelthederne sam m en til helhedsbillede, vor opgave som stedlige hjæ lpere at sam le og gemme de m ursten, hvoraf historiens bygning opføres. Idag lig­

ger de spredte over m arkerne; de bør frelses, inden de sm uldrer.